Fjordstien: Risø-Roskilde-Boserup Skov

Vandringsløse Tiden har nået bunden ... af Roskilde Fjord: Området omkring et af de ældste kultursteder i Danmark

Roskilde var Danmarks vigtigste by da domkirken blev bygget 1170-1280. Byen var dengang beskyttet bag en vold, som stadig kan anes ved at følge Sankt Mortensvej, Byvolden, Borgediget, Jernbanegade og så i en blød bue tilbage til Sankt Mortensvej. Domkirken lå midt i denne by, og som det ses på fotoet på toppen. Set fra Sankt Hansgade ved Sankt Mortensvej

Bløden og Veddelev

Vandringsløse Tidende genoptager gennemvandringen af Fjordstien: Området mellem Risø og Veddelev er et afspærret naturreservat. Ved Dyskærgård kan man dog dreje mod vest hvor der ½ km fra landevejen er opstillet et fugletårn. Her har man udsigt over vigen Bløden. Det er et vigtigt fuglereservat for vadefugle, også set i europæisk sammenhæng. Så området er spærret af med et højt elektrisk hegn. Men fra fugletårnet har man endda en god udsigt, og forbavsende nok kan man ikke høre den ellers så befærdede Frederiksborgvej. Ellers må man tilbage på hovedvejen og dreje mod Veddelev. En hyggelig lystbådhavn med campingplads og hvad dertil hører af små "steder".

Udsigten fra fugletårnet over Bløden. Kun køerne og de ansatte på Risø har tilsyneladende adgang til dette paradis for vadefugle. Infotavlen fortæller at 1% af dem holder til her.

Strækningen fra Veddelev til Roskilde er præget af at være en større provinsbys udflugtsområde. På Vigen Strandpark holder Veddelev Kolaug kreaturer. Kolauget opfordrer folk til at gøre sig bekendte med husdyrene og der er indrettet klaplåger så man kan komme ind i området. Køerne holder sig heldigvis meget på afstand denne søndag hvor man kan gå i fred for dem langs stranden. Man har en fin udsigt ned mod bunden af fjorden, dvs. Roskilde.

Udsigt mod "bunden" af Roskilde Fjord: Domkirken tårner sig op, og under det Museumsøen og Vikingeskibsmuseet. Denne udsigt er den gennemgående på denne del af Fjordstien.

Roskilde

De ca. 2 kilometer ned til Roskilde må vel nærmest betegnes som Roskildes Strandvejskvarter. Store luksusvillaer i to lag ligger op ad skråningen mellem fjorden og hovedvejen. Publikum har dog fået lov til at passere på Strandpassagen som er etableret som en kystsikring. Mod at man opfører sig som om man er på privat grund. Hvis man gør det, har ejerne ikke lov til at spærre vejen for en! En infotavle omkring Baldersvej forklarer at skråningerne engang husede et voldsted, Haraldsborg (efter Erik Ejegods uægte søn Harald Kesja). Den var en del af den evindelig kævl der var om tronen dengang hvor familier bestemt ikke holdt sammen, men tværtimod myrdede hinanden for at komme til tronen. Infotavlen fortæller at borgen tilsyneladende indeholdt et mobilt tårn og har den tvivlsomme ære af at være den første borg i Danmark som blev beskudt med blider.

Roskilde gør meget ud af at fortælle om byens fordums store betydning som Danmarks vigtigste by i middelalderen og vikingetiden. Ikke bare ved at udstille ting, men også ved arkæologiske værksteder hvor man producerer skibe a la vikingerne. Havhingsten er et eksempel, her et andet, med Bistrup Parcelgård som baggrund.

Vandrere bør unde sig en rast i Roskilde. Museerne, domkirken og byen kan i sig selv være en heldagsvandring. Men da bloggens mål er at følge Fjordstien, nøjes Vandringsmanden med en trekuglers paradisis ved en midlertidig opslået bod ved Museumsøen.

Udsigt fra Kællingehaven mod Sankt Hans Hospital Vest. Kurhusene ligger idyllisk og dækker over en dramatisk historie.

Kællingehaven og Sankt Hans Hospital

Øst for Roskilde fortsætter Fjordstien i Kællingehaven, og ikke for ingenting har adskillige vandreruter slået ind på denne sti: Munkeruten, Fjordstien, Pilgrimsruten, Fjernvandrestien E6 og Skjoldungestien. De ca. 2 km langs bunden af Roskilde Fjord er mættet af oplevelser både hvad angår natur og kultur. Området er præget af Skt Hans Hospital emmer af Danmarkshistorie. Kigger man nærmere på bygningerne, vil man opdage at der flere steder findes Københavns byvåben, den med de tre tårne.

Endnu en af mange af de forskelligartede bygninger på Sankt Hans Hospital. Her øst ved Boserupvej. I gavlen kan man måske ane løver som præsenterer Københavns byvåben med de tre tårne.

Det skyldes at Skt. Hans Hospital har en meget lang historie med tilknytning til København. 1620-1651 lå det i København under navnet Pesthuset. 1651-1808 flyttede det uden for Københavns volde til Ladegården (tæt på nutidens Forum) hvor hospitalet husede "afsindige, pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme". Allerede efter svenskekrigene 1658-60 havde kongen foræret København Boserup Skov mm. som kvittering for byens indsats for at redde Danmark fra at blive svensk. Så Københavns Fattigvæsen købte Bistrup hovedbygning for at bruge den til en bekvem måde at skaffe sig af med sindssyge, invalider og fattige. Under navn af skytshelgenen for de sindssyge, Sankt Johannes. Siden gik det slaw i slaw med udvidelserne, hvor kendte arkitekter som bl.a. Gottlieb Bindesbøll var inde over 1854-59.

I baggrunden alleen som førte mod kapellet. I forgrunden eksempler på de enkle grave som præger næsten hele kirkegården, kun afbrudt af spredte monumenter over overlæger.

Hospitalets kirkegård er en stemningsfyldt oplevelse. Man skal lede længe efter store gravmonumenter, og finder man endelig nogle som stikker lidt af fra de meget beskedne betonplader er det som oftest overlæger der er begravet her. Hospitalet findes i en øst- og vestudgave. Med kirkegården imellem, og fungerer stadig delvis som hospital, så noget egentligt vandringsmål er der ikke tale om. Men området, kirkegården og omfanget af byggeriet må absolut opleves for kropsligt at erkende dette kapitel af Danmarkshistorien.

I stilleskoven forenes vandrere med mountainbikere og en håndfuld vandrestier. Ikke uden grund. Det er et fint skovområde.

Boserup Skov

Nordvest for hospitalet ligger Boserup Skov som er en af de flotteste skove jeg har oplevet i så kort afstand fra hovedstaden. Den østlige del af skoven er stilleskov, men den er absolut ikke stille: Fuglene kvidrer på denne solskinsdag så man bliver i godt humør. Skoven er som nævnt en gave til københavnerne, men kommunen solgte den dog til staten i 1995, så ingen ejerfornemmelser herfra. Udover det idylliske fugleliv er der også den stråtækte idyl Kimmerhus

Ude af Rørmosen - som i virkeligheden  er en skov - har man denne udsigt over et kuperet terræn vest for Roskilde.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Risø. Veddelev. Stranden langs Frederiksborgvej. Roskilde. Kællingehaven. Boserup Skov. Sortesti. Sankt Hans Hospital. Roskilde Station

Hedehusene-Solrød: Stationsby og Karlstrup Kalkgrav

Stationsbyer, kalkgrav og strand er højdepunkterne på dette socio-kulturelle tværsnit gennem hedeegnen

Gamle jernbanespor i det store industriområde sydøst for Hedehusene Station minder om forrige århundredes storindustri som Hedehus Teglværk (1896-1980) og Spæncom. I dag er alt revet ned og kun rester fra belægning, hegn og en frugtplantage vidner om at her lå Hedehusenes industrielle vugge.

Mange byer har stationer, uden at være en stationsby. Fx har s-toget til Køge en masse stationer. Men bydannelserne kaldes satellitbyer (som er en pænere betegnelse for sovebyer). Ældre mennesker vil forbinde en "stationsby" med noget stillestående og almindeligt kedeligt, måske trist og ligefrem grimt, Wild West-agtigt. Stationsbyerne fra 1800-tallet er produkt dels af at landbruget var ved at udspille sin rolle med at brødføde den danske befolkning, dels af anlæggelsen af et jernbanenet. Stationsbyen blev en ny form for bydannelse på linje med købstæder og landsbyer. Hvad der kom først - jernbanen eller stationsbyen - afhænger lidt af hvilken by der er tale om. Nogle blev anlagt på bar mark, andre udviklede sig fra en allerede eksisterende bebyggelse som fik tilført en station. Omvendt betød det ikke automatisk at en by blev en stationsby fordi den fik en station.

Hedehusene - stationsbyen

Hedehusene (knap 12.000 indbyggere) er et eksempel på en stationsby. Årsagen til at der kom en station var at de daværende damplokomotiver skulle have vand på tankene. Men fra århundredskiftet 1900 kom der gang i teglværker og grusgrave. Man kan finde gode eksempler fra den tid i stationsbygningerne (den 3. fra 1917), jernbanekroen Hedehusene Kro (1881), Kaffesurrogatfabrikken Danmark, der leverede kaffeerstatning under krigene, Industribyen, andelsmejeriet Hedelykke Mejeri, Rockwools tidligere produktionsanlæg, betonelementfabrikken Spæncom, der lukkede i 2008, og små selvbyggede arbejderboliger.

De flotte gamle bygninger fra kaffesurrogatfabrikken Danmark er fra 1933. Men produktionen startede allerede i 1902. Jeg har altid forbundet surrogatkaffe med 2. verdenskrig og Richs. Men fabrikken leverede surrogatkaffe både før, under og efter 1. og 2. verdenskrig. Siden 1970 har her været campingvognsudstilling.

Som med andre stationsbyer kom hovedparten af indbyggerne fra landet og søgte en anden beskæftigelse. Og for at slippe for at betale den høje ejendomsskat der blev beregnet af størrelsen på jord. stationsbyerne behøvede vand, el, gas, kloakering, skoler og andet vi i dag anser for selvfølgeligheder. Foreningslivet var et af stationsbyboernes svar på at klare de nyopståede problemer. Men foreningerne gik også videre end det, fx afholdsforeninger, religiøse foreninger, sportsforeninger - og kirker og frikirker.

Hedelykke Andelsmejeri (1888-1990) i vistnok nyklassicistisk arkitektur huser nu it-virksomheder. Heller ikke nogen lille virksomhed. Bestemt et besøg værd.

Set med disse briller er Hedehusene en stor seværdighed. Ikke en seværdighed som enevældens, kongernes og adelens overflodsbyggerier der skulle imponere og udstråle deres magt gennem pomp og pragt. Men som udtryk for noget der er langt mere værdifuldt: De hårdtarbejdende arbejdere som er forudsætningen for nutidens velfærds-Danmark. I hedehusene kan man se de beskedne boligforhold de havde, de store fabrikker hvor hundredvis af dem arbejdede, måske sled sig op. Her er det ikke store, men små størrelser som vækker Vandringsmandens eftertanker.

Syd for den ryddede teglværksgrund langs Industrivej ligger et småindustriområde fra perioden efter 2. verdenskrig. I alt ni små bygninger med hver deres charme. Bygningerne er meget forskellige, men alligevel er det som at gå gennem en lille landsbyenklave.

Stationsbyerne havde en glansperiode 1880 til mellemkrigstiden. Efter at købstæderne omkring 1870 ophørte med at opsluge landbefolkningen og mistede deres deres privilegier med næringsfrihedsloven omkring 1860. Fra omkring 1880 blev det stationsbyerne overtog dette. Store stationsbyer stod for industriforetagender og institutioner, mellemstore blev opland og de små levede af tilknytning til landbruget.

Jeg har før vandret gennem nogle af Sjællands stationsbyer: Borup (landsby udviklet til stationsby 4.500 indbyggere), Farum, Havdrup Stationsby (1870, knap 4.000 indbyggere), Lille Skensved "pektinfabrikken" (1.600 indbyggere). I moderne tid blev stationsbyerne udfordret af at togtrafikken blev udkonkurreret af bilerne. Men der opstår dog stadig hvad man kunne kalde moderne stationsbyer. Vinge ved Frederikssund er et sådant eksempel.

Tune

Tune er en by med ca. 5.000 indbyggere som tilsyneladende ligger i det rene ingenting med langt til motorveje, jernbaner og hovedveje. Den gamle landsbys 26 gårde lå omkring et fælles åbent areal (forten), og kan stadig ses i vejforløbet i Tunes vestlige del. Jeg gætter på at Tunes udvikling på en måde skulle have været en gentagelse af stationsbyernes, dog med den forskel at stationen skulle være en lufthavn. Desværre blev lufthavnen færdig i 1973 netop som oliekrisen satte en kraftig dæmper på lufttrafikken. Tune Lufthavn hedder nu Roskilde Lufthavn, eller helt korrekt Københavns Lufthavn, Roskilde. Helt forgæves var det ikke. Lufthavnen er den travleste efter Kastrup.

Tårnene fra Københavns Lufthavn, Roskilde kan anes på afstand lige når man kommer ud af Tune mod syd. Her kan man også få et typisk indtryk af hedelandets landskaber: Næste plane flader med lave bakker, vidtstrakte marker kun afbrudt af levende hegn og krat.

Vi kender lidt til en af Tunes beboere fra 1600-tallet fra en hjemmeside om Halshuggen på Tune Gade af Kurt Hartvig Petersen. Han har fundet dokumenter om en grumme historie - som også fortæller lidt om livet på det tidspunkt: Oluf Jørgensens henrettelse ved halshugget på Tune gade for at have slået den i dag ukendte Arvid Bÿrgesen ihjel. Formentlig var han gårdfæster i Karlstrup og hans tilfangetagelse formentlig i 1645 betød at fæstet overgik til Peder Olufsen som formentlig overtog hans kone Dorte, men døde o. 1655. To af hans kones børn på 11 og 3 år døde af pest blev begravet i 1657. Gården og konen Dorte bliver så overtaget af Oluf Nilausen og sammen står de faddere til adskillige gårdmandsbørn. Dorte overlever også Oluf og endnu 3 børn.

Karlstrup og Karlstrup Kalkgrav 

"Karlstrup Cementfabriks kalkgrav" udgravede en sø på op til 14 meter dyb. Faktisk helt ned til 18 meter under havets overflade eller ca. 28 meter under terræn. Hvis man er heldig, skal man kunne se 60 – 70 centimeter store fisk, men dem jeg så var nu ikke mere end 10 cm.

Karlstrup Kalkgrav set mod sydøst. Det fremgår at der er flere plateauer: Den oprindelige overflade,  et mellemplateau, plateauet langs vandlinjen.

Pumpehuset holdt graven tør dengang man gravede kalk. Den sørgede for at vandspejlet kom til at ligge 4 meter under havets overflade ved at pumpe det overskydende vand bort til udløb i Køge Bugt. I dag pumpes der årligt 600.000 kubikmeter vand bort for at forhindre at vandet stiger 5-8 meter.

Under broen kan man stadig hvis man kigger godt efter se de rustne pumper og op ad skråningen til højre i billedet et pumperør.

Graven indeholdt engang kalk fra Kridttiden for 100-60 mio. år siden og i Danien-tiden for 65-60 mio. år siden. Man kan efter sigende finde mange fossiler hvis ellers man har tæft for det. Fx søpindsvin, brachiopoder, muslinger, søliljer, brudstykker af koraller ja sågar hajtænder. Jeg har nu ikke tæft for noget sådant, ej heller udstyret i orden, så mine sporadiske blik ned i vandet giver ingen resultater.

Den vestlige del af kalkgraven. Set mod øst. Hvis man som jeg har det med at blive "suget" ned i vandet ved at komme for tæt på bredden og kigge ned i vandet hvor det går meget stejlt ned og hurtigt bliver helt sort, så holder man sig i ærbødig afstand fra bredden.

Kalkbrydningen startede i 1843, mest til jordbrugskalk og brændt kalk. I 1879-1957 gravede A/S Karlstrup Kalkværker her. Hvorefter Aalborg Portland Cementfabrikker indtil 1975 udnyttede kalken. Jeg læste mig også til at Nidogård Kalkværk udvandt kalk og forsøgte sig med en tipvognsbane til stranden 1912 til omkring 1. verdenskrig. Jeg ledte forgæves efter dæmningen ved Ved Volden og opgav at kigge efter kalkklumper i belægningen på Odinsvej.

Solrød Strand, broen ved Østre Strandvej. Stranden er blevet renset for tang. Man kan se et vandtårn i det fjerne, og kigger man den anden vej, kan man tydeligt se Avedøreværket tårne sig op. Ismanden har en dårlig dag, og bruger vist sine sidste byttepenge på at sælge Vandringsmanden en Magnum. Jeg har lidt ondt af ham.

Ruten

Hedehusene Station. Hedeland. Tune. Baldersvej. Allershøjvej. Hastrup. Brændmosevej. Karlstrup. Karlstrup Kalkgrav. Solrød Strand og Station. Ca 19 km. Tilsyneladende foregår turen på landeveje. Men der er minimal trafik, næsten intet, så man har vejen for sig selv det meste af vejen

Frederikssundbanen: Jernbanestien Frederikssund-Kildedal

Jernbanestien er et godt sted at studere de smalle reservater med vilde danske blomster som sprøjtemidler har fortrængt fra de vidtstrakte klinisk "rensede" landbrugsarealer

Jeg vil gerne springe ud som en der er glad for s-togene. Jeg ved godt at medierne ofte er fulde af kritik, men min oplevelse er at de stort set kører præcis og hele tiden. Rejsekortets sindsoprivende børnesygdomme er for mit vedkommende overstået og man sidder behageligt og kan læse eller bare nyde udsigten. Her ved Frederikssund Station.

Generelt er der ikke mange vilde planter at finde i Nordsjælland. Men langs jernbanen er der nogle smalle bræmmer hvor der for øjeblikket blomstrer talrige vilde planter: Lupiner, forglemmigej, marguerit, vild gulerod, valmue, kællingetand og mange andre som jeg slet ikke kender navnene på. Disse farverige strimler står i grel kontrast til de ensformige, nærmest endeløse ensfarvet grønne områder. Livet i disse strimler lyder også anderledes: Mens markernes enlige sanger synes at være lærken, er der langt flere stemmer langs jernbanestien hvor man også enkelte steder kommer igennem lavtliggende moser og krat- og træbevoksninger.

Jernbanestien giver blandede miljøoplevelser: Selve banen med togene, den smalle bræmme mellem banelegemet og jernbanestien som er et mylder af vilde blomster, og til højre den arealmæssigt altdominerende spiller, landbruget der har sprøjte-klinisk renset landskabet.

Vinge

Dagens tur foregår bortset fra den første halve time ud af Frederikssund fortrinsvis uden for bybebyggelse. Her kan man pt opleve at gå det første stykke gennem en alle af blomstrende guldregn. Det vil i de kommende årtier ændre sig. Udenfor Frederikssund, nord for Snostrup kan man allerede se gravemaskiner har været i gang og der er opstillet mandskabsskure på den bare mark. Det er her en helt ny by, Vinge med 10.000 indbyggere og 4.000 arbejdspladser om ikke så forfærdelig lang tid vil skyde op. Tegnet af Henning Larsens Tegnestue.

Hvordan det hele kommer til at se ud i Vinge er det vist kun ganske få i Henning Larsens Tegnestue som kan forestille sig. I hvert fald har jeg meget svært ved at se hvad det er for nogle strukturer der er ved at blive gravet ud. Formentlig rør til vand, gas og el.

Skenkelsø Sø

Jernbanestien går gennem den nordlige del af Skenkelsø Sø. I dag er der livlig aktivitet i mosen, hvor frøerne kvækker helt vildt. Men man kan ikke se hvor de gemmer sig. Kun høre. Men for en amatør at dømme ser det ud til at naturgenopretningsplanens mål med at få padderne til at føle sig hjemme her er lykkes. Der er opsat en bænk for nylig så interesserede kan sidde og nyde såvel udsigt som kvæk.

Kik ud over Skenkelsø Sø mod Snostrup.

Moser

De to moser man passerer, ligger mellem Stenløse og Veksø. Måske ikke de største af slagsen, men de giver en god variation. Også terrænmæssigt da stien passerer det ret kuperet terræn hvor man snart befinder sig i mudrede lavninger, snart bevæger sig op over jernbanen og har nogle gedigne udsigter til alle sider. Bl.a. over Værebro Ådal. Som dog på afstand måske ikke ser helt så imponerende ud som den er.

Skenkelsø Søs nordlige del. Man kan lige ane Ålebækrendens bro yderst til højre i billedet. Kik fra øst mod vest.

Togene

På søndage passeres man med mellemrum ikke overraskende af s-togene. Der er 20-minutters drift på C-linien. På hverdage kører der desuden H-toget, og så er der 10-minuttersdrift på begge. Det giver et helt andet flow i togstrømmen. Ved Veksø Station oplever jeg endda at se SA 8198 mod Frederikssund passere et andet tog fra Frederikssund. Det er et 8-vogns S-tog med elektriske og hydrauliske bremser, 312 sæder, 28 klapsæder og ca. 360 ståpladser. Flexrum til cykler mm. Scharfenberg automatkobling. Det fylder 10 år i år, og kom til verden hos Alstom LHB, Salzgitter, Tyskland i 2005. Også SA 9166 har kurs mod Frederikssund, men om det melder internettet ikke så meget. Da jeg når Kildedal Station har SA 8198 allerede været i Frederikssund og er nu på vej tilbage til Herlev. Der i anledning af Husum Station ombygning (stibroen) er endestation.

Veksø Station. To s-tog passerer hinanden i hver sin retning.

Ruten

Frederikssund St.-Ølstykke St. Tog Ølstykke-Stenløse. Stenløse St.- Kildedal St. Stien er siden sidste indlæg blevet  asfalteret på store strækninger, således at der kun er grusveje på enkelte strækninger mellem Stenløse og Kildedal. Ca. 16 km