Mølleåen - Hareskov

Mere præcist: Fra Lyngby Sø og Åmose, Mølleåen, Hareskoven og Jonstrup Vang til Ballerup

Lyngby Sø er delt mellem Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner. Holder man sig på nordsiden, Lyngby Åmose er man i den sidste. Her et typisk forløb af stien gennem mosen. Man kan andre steder gå helt ned til søbredden.

Jeg missede solen efter middag og et par timer frem. Til gengæld slap jeg for den bidende friske vind. Og jeg var bestemt ikke den eneste: Skove, moser, søer og stier er denne lørdag formiddag tæt befolket med hundeluftere, vandrere, løbere, cyklister, kajak- og kanosejlere og andre. Vandreturen i dag går gennem bynære naturområder.

Lyngby Åmose

På nordsiden af Lyngby Sø ligger en stribe mose. Man kommer til den ad en promenade langs østsiden af søen. Engang var det et fredeligt sted som Lyngby kommune havde fået anlagt for en billig penge. Men selv en lørdag som denne er der nu omstunder et inferno af larm fra Lyngby Omfartsvej. Udsigten står i grel modsætning til larmen. På den ene side drages man af den pragfulde udsigt over søen, på den anden side stresses man af støjen, som faktisk først dæmpes 1½ km væk når man når Mølleåen. Åmosen er ellers et godt sted at vandre. Man kan i modsætning til så mange moser gå helt nede ved søbredden, hvor der er anlagt en sti. Herfra har man også udsigt over selve søen og de små holme som "deler" søen i to dele.

Møllefloden mellem to søer. Kajakkernes motorvej? Hvor broen går fra Spurveskjul nord for åen (til højre) ti Nybroskov syd for (til venstre).

Mølleåen

De ca. 3 km Mølleåen mellem Furesø og Lyngby Sø er en af de bedre strækninger af Mølleåen. Der er dramatiske skrænter og åen selv er ret bred, faktisk nærmest en flod. Allerede Danmarks militærdiktator, kong Frederik 3. havde fået øje på områdets skønhed. Frederik 3. var den konge som kastede Danmark ud i den ulyksalige krig med Karl 10. Gustav af Sverige, og var ved at udradere Danmark af verdenskortet, hvis ikke fordi det havde været fordi hollænderne kom til hjælp og slog svenskernes storm på København tilbage i 1659  Frederik 3. havde - lidt lige som Hitlers arkitektoniske drømme om Germania - en drøm om en kolossal sommerresidens med Mølleåen som midterakse i Frederiksdal. Han nåede dog at dø forinden (ligesom Hitler) og planerne blev aldrig til noget. I stedet tilfaldt resterne af sommerresidensen en senere dansk militærdiktator, kong Christian den 6's udenrigsminister Schulin hvis efterkommere stadig ejer slottet Frederiksdal.

Der løber ikke megen vand fra Louisekilde længere. Men stedet er stadig idyllisk. Indskriften er blevet ophugget i nyere tid, men er igen ved at forvitre. Teksten står på tavlen.

Fra 1791 stammer Louisekilden som ligger ca. midtvejs mellem de to søer. Den blev meget belejligt opdaget på hendes 50 års dag. Men hele området emmer i den grad af at være et meget attraktivt udflugtsmål for københavnere. Selv på en bidende kold dag som i dag hvor alle restauranter og kafeer er lukkede, er der masser af mennesker. Hvis man har tid og ork er der adskillige afstikkere undervejs, fx til Jægerhuset, Sneglebjerget, Den Gamle Have, Frederiksdal og Hjortholm. Jeg besøgte dog kun den sidste.

Det fremgår af plancen at Winther skrev et digt heromkring i 1828: Flyv fugl flyv over Furesøens vove. Men man behøver nu ikke en finkulturel, forældet digter til at fornemme landskabets storslåethed.

Store Hulsø

Skoven syd for Furesøen hedder Frederiksdal Storskov. Forlader man Furesøen og går mod syd mod Hareskoven passerer man et noget kedeligt udseende åbent område, Ladegårdsmarken. Men synet bedrager. Ladegårdsmarken er en rasteplads for trækfugle, bl.a. sjældne arter som hvepse- og fjeldvåger og fiskeørne. Man bør absolut unde sig vandreturen omkring Store Hulsø. Søen er for så vidt ikke så imponerende. Man kan selv nu hvor alle bladene er væk, dårlig få et overblik over søen. Men området omkring søen er et besøg værd.

Stemningsbillede fra Store Hulsø. Man aner hvor svært det er at se selve søen, men det gør heller ikke så meget. I baggrunden de høje bakker som omkranser hele søen.

Søen er et dødishul fra istiden med meget stejle skrænter. Og man kan stort set gå omkring hele søen, både oppe og nede. Under militærdiktaturets værste tid i Danmark, enevælden i perioden 1668-1739 var det forbeholdt kongen at færdes her. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg tog turen syd om søen. Turen går gennem urørt skov med birk, el, skovfyr og andre træer.

Hareskovene

Endnu længere mod syd ligger så Hareskoven. Dem har jeg allerede anbefalet på tidligere vandringer. Og det skal så bare gentages her. Denne gang tog jeg turen ad en af de snorlige veje, Gl. Jagtvej, som løber hele vejen fra Femvejsstjernen til Langehus Skovløberhus, hvor der i anledning af årstiden sælges juletræer og hjemmelavet og industrielt fremstillet julepynt af alskens slag.

At julen nærmer sig, fremgår af denne billede fra Langehus Skovløberhus, hvor en familie bringer årets juletræ sikkert i havn. Fra den gule bygning i baggrunden er der udsalg af diverse julepynt mm.

Hareskovene rummer også mindre skovstier, men jeg valgte de brede, befærdede stier denne dag hvor det handlede om at kunne gå rask til for at holde varmen. Hareskovene er på alle måder et godt sted at vandre. Terrænet er kuperet, mange bakker og man kan selv vælge hvor udfordrende man vil have det ved at vælge mellem de behagelige brede skovstier eller de mudrede og glatte.

Solen er endelig tittet frem da jeg passerer det unavngivne vandhul syd for Gedderygmose i Hareskoven. Men det blæser så til gengæld frisk til. Og det er blevet hundekoldt.

Ruten

Lyngby Station. Mølleåen. Gl. Jagtvej. Ballerup Station. I alt ca. 20 km.

Regnemark Vandværk - Køge Å og Ås

To storslåede, omend noget amputerede naturattraktioner Køge Å og Køge Ås, langs den kakofoniske Vestmotorvejen. Og en stor detaljerigdom

Udsigt fra Regnemark Banke. Bag søen løber Køge Å og bag den ligger Svenstrup Kildeplads. Den kan man dog ikke se her.

Området med Regnemark Vandværks kildepladser er godt dækket ind af tre forholdsvis informative foldere om Køge Å stien. Desuden af Erik Petersens beskrivelse af stien langs Køge Å. Regnemark Vandværks domæne, kildepladserne, er præget af Køge Å og Køge Ås. Begge er kraftigt reducerede, nogen ville måske sige vandaliseret: Åsens grus ligger nu under motorvejene, og vandværket har gjort sit til at dræne åen og dens opland siden 1964 som det seneste af Københavns Kommunes vandindvindingsanlæg.

Regnemark Vandværk og dens forudsætning i forgrunden: Køge Å. Værket ser ikke ud af meget, hverken størrelsesmæssigt eller arkitektonisk. Men det er storproducent af vand til København, så tag ikke fejl af størrelsen. Det er det som foregår under jorden der er interessant.

Vandværket

Vandværkets arkitekt var Henning Ortmann (1901-1976). Kildepladserne forløber næsten alle langs Køge Å-systemet og pumper vand ind til København via en  38 km lang ledning. Ikke alene rettede man åen ud, Køge Ås vandstrøm blev formindsket efter vandindvindingen. Grundvandstanden er faldet op til 8 meter. Selv om Københavns forbrug af vand er mindsket siden 1970'erne er det ikke kommet Køge Å til gode. Her er vandindvindingen ikke mindsket. Detaljerne kan læses i Naturstyrelsens rapport om Regnemark (2013). Naturstyrelsen er imod vandindvinding som denne hvor store naturområder bliver ødelagt.

Langs Ravnehave Kildeplads løber Køge Å i et roligt tempo. Til venstre kan man ane skovene som dækker Ravnehave Ås. Den bedst bevarede del af Køge Ås.

Kildepladserne

Til vandværket hører 12 Kildepladser. Næsten alle med pumpestation. Anlagt samtidig med vandværket eller i årene kort efter:  Fra starten (1964) Almsgård, Kimmerslev, Nr. Dalby og Slimminge. Dernæst 1965-68 omkring Køge Å Ejby, Spanager (den mindste), Ravneshave (den største), Svenstrup og Gummersmarke. Og endelig 1968-69 Bøstofte, Valsømagle og Vigersted, der er placeret i Suså-oplandet, altså næsten helt ude ved Ringsted. De fleste af kildepladserne er invaderet af bjørneklo og har små §3 områder. Ingen af kildepladserne har de sædvanlige skilte med HOFOR. De har heller ikke nået at få så mange gamle anlæg. Generelt er kildepladserne noget anonyme.

Modsat de øvrige værker var der i perioden 1972-2011 et overfladevandsanlæg: Fra Haraldsted Sø kunne der pumpes overfladevandet via et bygværk i og ved søen til Værket ved Regnemark, og fra Gyrstinge Sø kunne der overføres vand til Haraldsted Sø. Pumpestationen med mikrosien ved Haraldsted Sø og transportledningen for søvand til Værket ved Regnemark er stadig intakt. Men overfladevandsindvindingen er der stadig tilladelse til og det finder sted i begrænset omfang.

Køge Å

Kildepladserne ligger ujævnt fordelt langs Køge Å. Åen kom i følge geologer før åsen. Og indtil for nylig var den endnu prægtigere end den er i dag, hvor vandmængden er aftaget. Så meget at vandet til tider løber den forkerte vej, altså fra Østersøen ind i åen. Det skete formentlig i sommer med fiskedød til følge. Køge Å er ikke kun plaget af vandmangel, men også af støj. Vestmotorvejen spiller en konstant og nærværende 1. stemme i en rædselsfuld kakofoni med forskellige andre befærdede veje som 2. stemme: Vester Ringvej, Ejbyvej og Køge Bugt Motorvejen. En tvivlsom symfoni som vandrere langs Vestvolden mismodigt vil kunne nikke genkendende til.

Motorvejen anes lige bagest. Men larmen aftager hurtigt. For dels fosser vandet, dels skærmer skov og skrænter. Og så kommer et af de absolutte højdepunkter langs Køge Å.

Men når det er sagt, så er Køge Å et fortrinligt sted at vandre langs. Der er masser af oplevelser af afvekslende karakter. Den øvre del af åen flyder gennem et forholdsvis fladt område og åen slynger sig ikke så meget. Den nedre del, især øst for motorvejen er derimod storslået, med stejle skrænter og en bredde på åen som minder om en regulær flod. Stien er ikke så godt afmærket (Erik Petersen bemærker det samme). Jeg gik vild flere steder, men så meget kan man så heller ikke løbe vild, fordi man hele tiden kan tage pejling efter åen. Strækningen mellem Motorvejen og Gammel Lellingegård er absolut turens å-mæssige højdepunkt.

Øst for motorvejsoverskæringen forløbet åen dramatisk i en kløft og slynger sig afsted mere end på det øvre løb. Hvor den måske også er blevet rettet ud. Stien er ikke så godt afmærket, men følger man bare åen, går det nok. Man kan både gå langs med den eller oppe på toppen af skrænten.

Byerne: Borup og Køge

Begge byer er hver på sin måde værd at vandre lidt rundt i. Borup for sit præg af jernbaneby omkring stationen. Men man skal lige læse folderen for at få styr på hvad bygningerne egentlig blev opført til. Alle har nemlig skiftet funktion: Kroen er boliger, købmandsgården Super Best osv. Byen er så tilpas stor at der stadig er et aktivt forretningsliv. Jeg ankommer tidligt lørdag morgen, så ikke noget at sige til at der er lidt dødt. Køge er der skrevet mange bøger om. Og lovprisningerne er på sin plads, men også uden for bloggens emneområde, i hvert fald i dag. 

Formentlig er disse huse ved Spanagervej ældre end statshusmandsbrugene. Men disse er svære at få øje på eller fotografere. Det ser måske idyllisk ud, men jeg forestiller mig ikke at livet her for 100 år siden var særlig eftertragtelsesværdigt rent økonomisk.

Mere upåagtede er måske de små husmandshuse ved Spanagervej. De er alle bygget efter 1923 med støtte fra staten for at skaffe jord til jordløse husmænd. Ifølge folderen var de idealforestillingen om statshusmandskolonier som der blev oprettet over 25.000 af mellem 1900 og 1940. Men tilværelsen for disse husmandsbrug var nærmest eksistensminimum.

Herregården Spanager Hovedgård står i grel modsætning til de små husmandshuse. Men ejeren siden 1923 er Københavns Kommune, og den bliver brugt til børneinstitutioner.

Køge Ås

Køge Ås er, eller var, oprindelig 35 km lang. Men helt op til 1980 gravede man løs af dens grus. Det er lettere ironisk at store dele af åsen nu ligger som sand og grus under de motorveje som støjforurener hele området. Der er store ar i form af dybe grave, nogle er endda blevet til små søer. Nogle af dem skyldes dog også tørvegravning som har fundet sted især efter 1850. Turen langs Køge Å giver flere muligheder for at beundre åsen. Regnemark Banke er måske ikke den højeste del af åsen, men til gengæld er der en flot udsigt. Glentehøj kan ses fra stien lidt øst for Gammel Lellingegård. Den rager markant op over en skov i horisonten.

Helt mod øst og før Køge heddeer Køge Ås bare Åsen. Og Køge Å stien løber langs sydsiden. En prægtig tur med udsigt til åsen mod nord og ådalen mod syd. Længere fremme ligger en mærkværdig kirkegård midt i det rene ingenting omgivet af en gulmalet murstens mur. Her ligger såmænd Grundtvig begravet.

Man kan afvige fra stien og gå langs Spanagervej, den løber på toppen af Vittenbjerg. hvis man kravler et par meter gennem krattet er der en dramatisk udsigt ned ad. Begge steder fredede. Danhøj (flot udsigt) og Holmebakke de højeste punkter på åsen. Men vil man se hvordan den ikke-udgravede ås har set ud, skal man bestige Ravnehave. Udsigt er der ikke meget af, for den er overgroet med højt træer og krat. Åsbakken ved Køge er 3 km. Køge Å-stien forløber langs sydsiden. Og her kan man udmærket kombinere turen to store attraktioner: Mod nord den stejle åsskrænt, mod syd å-dalen.

Træernes eget værn mod at den sandede ås skrider ned. Rødderne har dannet et tæt værn mod sandskredet. Åsen indeholder også store sten som sætter sig fast mellem rødderne og tætner mod sandet.

Vejs ende

Med Regnemark er Vandringsløse Tidende nået til vejs ende hvad angår de de 7 regionale vandværker som oprindeligt hørte til Københavns Vand. Men ikke de 8 lokale vandværker under HOFOR. Og en ganske god bid af de 56 kildepladser. Bag HOFOR står kommunerne Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk. HOFOR leverer vand til ni omegnskommuner, herunder Furesø, men ikke Egedal. Og har en gensidig backup-aftale med Gentofte, Gladsaxe og Roskilde. Hofors miljøvurdering af vandet er i en rapport fra 2013.

Jeg er blevet opmærksom på at københavnernes tørst har store konsekvenser for de steder hvor vi henter vandet. Kildepladserne ser ikke ud af ret meget. De ligner små, hyggelige grønne kiler. Men dybt nede sker der ting som har drastiske følger for overfladen: Vandmøller som fx Pile Mølle er iøjnefaldende eksempler, fordi den er menneskeskabt, ligesom brønde. Men vandløb, moser, enge mv. er tørlagt. Vandværkerne havde indtil 1970erne rettigheder til at pumpe ubegrænsede mængder vand op. Vandforsyningsloven fra 1980 begrænsede pumpetilladelserne til 30 år.  Vandforsyningsplanen 2012, er et eksempel på hvordan vandet styres i dag. Fra 1980'erne begyndte landbruget at gøre krav på at kunne bruge vandet til markvanding.

Hvordan man løser problemet med at sikre hovedstaden rent drikkevand, samtidig med at man sikrer at det ikke betyder ødelæggelse af store naturområder, ved jeg ikke. Jeg læste for nyligt at et stort flertal af byboere ønsker sig naturområder med ro og fred. Vandværkerne med deres kildepladser er sådanne kiler i naturen. Men roen og freden er det de fleste steder småt med. 

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Retmæssigt bør også nævnes Cisternerne. 1859-, Bellahøj Højdebeholder 1913-2013 som blev nedrevet på trods af protester fra beboere som godt kunne lide bygningen. Nedrivningsfirmaet Øllgård beskriver på sin hjemmeside bygningen som lidt af en miljøfarlig affære: Fra blyholdigt maling til alskens miljøfarlige stoffer i beton, rør, asbest, PSB osv. Brønshøj Vandtårn 1928 er ligeledes lukket som vandtårn. 

Ruten

Borup Station. Køge Å Stien. Køge. I alt med afstikkere 27 km. Udmærkede vandreveje. Turen fra Lille Salby til Danhøj håber jeg dog man vil gøre noget ved!

Nordskoven Hornsherred - Fjordstien

Blæstens susen, havets brusen, fugles sagte kvidren, duften af nedfaldne blade. Skovens dybe stille ro. Fjordstien gennem Nordskoven

Folderen for Fjordstien 6 angiver en sti på 40 km.Og det er klart i overkanten af hvad jeg kan stille op på. Så jeg har delt den i to. Denne gang området nord for Jægerspris. Hvilket i realiteten næsten er ensbetydende med Nordskoven. Det lyder fredeligt, men der foregår dog dramatiske ting. Lokalavisen Hornsherred (31. oktober 2014) beskriver en katastrofe-øvelse som Beredskabsstyrelsen gennemførte i skydeterrænet ved Jægerspris. Og

der (blev) alligevel brugt rigtigt radioaktivt materiale ... I samarbejde med de norske og svenske myndigheder blev måleberedskabet trænet i et scenarie, som gik på, at der var sket et udslip fra et kernekraftværk i et af vore nabolande. 250 personer var involveret i øvelsen, som gik ud på, at Beredskabet skulle lokalisere og identificere det radioaktive materiale. Øvelsen varede i to dage, hvor geigertællerne blev luftet flittigt i øvelsesterrænet, ligesom Beredskabsstyrelsen også fik luftet droner fra deres leverandør, Danish Aviation Systems, som bruges til at overvåge området og indsamle data om stråling.

Dette er nok også grunden til at Fjordstien ikke forløber langs vestsiden, for det meste af området her er militært område. Og der har man ikke adgang. Men østsiden, den er ganske glimrende vandreområde: Strand, skov og minder af gamle ege og teglværk. Langs hele ruten er der ganske enestående og meget ensomt beliggende gårde som fx Skovridergården, Stærgård og området langs vejen Revelinen øst for Kulhuse.

Kongeegen. Europas ældste eg, og måske endda ældste biologisk stadig levende væsen. Den ligner lidt noget fra en splatterfilm, men der er stadig liv i de gamle grene. Og hele området indgyder da også en særlig form for ærefrygt over for dette unikum. Det er ikke hver dag man møder noget som måske er 2.000 år gammelt. Man ved faktisk ikke helt sikkert hvor gammel egen er.

Nordskoven

En stor bid af dagens tur går gennem Nordskoven. Nordskoven vokser på en hævet havbund hvor der for lang tid siden var holme. Ikke nogen særlig ideel jordbund til skovbeplantning, og man mener også at overdrev var en mere egnet beplantning. Men i de seneste mange hundrede år har mennesker forsøgt at "bruge" naturen til noget "nyttigt". Rødgranen var således et markant indslag i skoven for 50 år siden. Det vokser hurtigt og kunne bruges som juletræer. Men klimaændringerne med flere og kraftigere storme blæste rødgranerne omkuld. Et meget væsentligt og gennemgående indslag i skoven er da også de mange væltede træer.

Områder med væltede træer ses overalt, her vest for Dyrnæs Mole. Det er især nåletræerne der er faldet. Kigger man nærmere på rødderne, vil man opdage at under det ofte ganske tynde lag muld er sand og sten, altså gammel havbund. Formentlig ikke det bedste sted for et træ at vokse.

Sitkagraner blev så brugt i stedet. Og i nyere tid nordmannsgraner stabiliseret med blandet skov med eg, lærk, birk, bøg mm. I fremtiden ahorn. Tendensen bag er at man er gået fra at dyrke træer som egentlig slet ikke hørte til i området, hen i mod mere blandet skov med træer som mere hører til klimamæssigt og jordbundsmæssigt.

Jeg tog en halv snes fotoer af de flotte efterårsfarver, men læserne må nøjes med enkelte som dette af en blandet skov af birk, løvtræer og nåletræer. Farverne fra gult over orange til rødt er gennemgående i Nordskoven pt. Og fotoerne yder slet ikke retfærdighed til den specielle duft der er på dette tidspunkt af året.

Bredvig Mose er forsøgt omdannet til et område som skal ligne oldtidens skove. Området har stået urørt siden 1918 og er nu fredet. Der er en pragtfuld udsigt over området fra en bakke, men det kan vist ikke tilrådes at gå genne området, da det er en mose. Og formentligt temmelig myggeplaget om sommeren.

En typisk oldtidsskov på Hornsherred? I hvert fald i følge planchen på bakken over området. Der står også forklaret hvorfor, hvilke træarter osv. Urørt siden 1918. Jeg vil overlade det til eksperterne og bare nyde farverne og udsigten!

Ingen Nordskoven uden at nævne de 1000 år gamle ege. Kongeegen er ældst og stadig i live. Den har 1.500-2.000 år på barken og Europas formentlig ældste levende eg. En podning af den fra 1986 vokser i parken ved Jægerspris Slot. Tæt på er den i 1980 afdøde Storkeegen og den ligeledes afdøde, dog i 1991, Snoegen i Øllemosen. Storkeegen inspirerede maleren P. C. Skovgaard til at male "Eg med storkerede...." i 1843. De to sidste er dog næppe 1.000 år. Træelskere vil kunne læse en lang artikel af P. Chr. Nielsen.

Kongeegen er vist blevet fotograferet utallige gange, så her er i stedet et billede af den nu afdøde Storkeeg. Også en ganske betagende ruin efter et nu næsten 1.000 årigt egetræ. Og det døde i vores levetid, ligesom Snogegen.

Stranden

Syd for Nordskoven går stien langs stranden. I hvert fald i følge Fjordstien-folderen. Den glemmer bare at oplyse at den går gennem et afgræsningsområde for køer. Og der er masser af køer her. Køer som er interesserede i et eller andet, de følger i hvert fald efter mig, der går sikkert på den anden side af det elektriske hegn. Om det er rugbrøds/chokoladehapserne fra Fakta eller hvad, det ved jeg ikke, men jeg går en stor omvej. Heldigvis er køerne for dovne til at følge med ret længe, så tæt på Vænget kan jeg endelig kravle under hegnet og komme ned på strandengen.

Fjordstien går et pænt stykke (flere hundrede meter) fra strandengene, men det er muligt at komme ned til dem visse steder, som fx her nord for Neder Dråby. Hvis eller ikke køerne er i nærheden. Stemningen her er helt speciel.

Der er diger hele vejen langs kysten fra Neder Dråby og nordpå til Nordskoven. Neder Dråby har en bådehavn og slæbested med egen havnefoged (Peder Hundebøll). Digerne er man vist ved at forhøje dem efter orkanen i december 2013. Digerne holdt dengang. Strandengene er absolut et besøg værd. De lavvandede områder har sin egen specielle stemning. Man bør også unde sig en tur op på Arnæs Bakke med udsigt til Øksneholm.

Det er ikke skiltet nogen steder, men mon ikke dette er de gamle arbejderboliger til teglværket? I givet fald det mest iøjnefaldende minde. Bemærk postbilen. Det er stort set den eneste trafik man møder på disse kanter.

Teglværket

Dyrnæsvej er en gammel asfaltvej eller grusvej som leder ud til et nu ikke længere eksisterende teglværk. Men der er rester fra det. Bankdirektør og fuglekonge Knud Hjorth fortæller:

Jeg blev født den 11. juli 1920 på Dyrnæs Teglværk i Nordskoven ved Jægerspris. Teglværket blev startet af min bedstefar i 1873. Min bedstefar var leder af værket, indtil det måtte lukke i 1898 på grund af manglende ler. Teglværket lå under Frederik den 7. Stiftelsen og var ejet af Grevinde Danner, der havde arvet det efter kongen.

 Et kik fra spidsen af Dyrnæs Mole mod Nordskoven. Til venstre et bundgarn. Vandet er meget lavt her. Molen blev bygget ud i fjorden som anløbssted for skibe der skulle sejle stenene væk. Der er lang vej derud - knap ½ kilometer. Men det er alle anstrengelserne værd. Mon det var bogfinker der spurtede af sted mellem stenene? En fasan genkendte jeg da.

Maleren Gustav Ingerslev-Jensen er noteret for at have malet det i 1919, men det må vel på et tidspunk være blevet revet ned. Der er stadig rester af det. Bebyggelsen Dyrnæs minder umiskendeligt om arbejderboliger som jeg har set fra min hjemegn ved Cathrinesminde Teglværk. Udgravningen af ler dannede en så som nu ligger midt i skoven. Teglværket havde en anløbsmole som stadig rager ½ km ud i Roskilde Fjord, Dyrnæs Mole. Og turen derud bør man absolut tage med i sin tur. Stien derud løber på en lille vold, der er lidt overgroet, vist nok med slåen, så husk machetten!

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Kignæskrogen (llinje 320R). Nordskoven. Barakvej (linje 316). Alt ca. 18 km. Mange gode vandrestier, men også sine steder udfordrende terræn.

Det sidste efterår før motorvejen

Storbyborgernes iver efter frisk luft og natur drøner igennem kvarterer hvor borgere med samme ønske slog sig ned for en generation siden

 

Hvor længe endnu kan man se rovfugle svæve over Hedegårdens Bypark syd for Ballerup? Det tørre svar er nok: Indtil en gang i 2015, altså næste år. For da indvies Frederikssundmotorvejen ganske få hundrede meter syd for, og så er det nok slut med freden.

Det har været en flot, lun efterårsdag. Solen skinner. Der er kun let vind og temperaturen noget der lige så godt kunne være sensommer. November siger kalenderen. Der er dømt frisk tempo gennem en så varieret rute som Vestvolden, Vestskoven, Harrestrup Mose og Ballerup. Og måske også sidste efterår med en lydkulisse inden den får en ekstra tand opad når Frederikssundmotorvejen åbner næste år.

Vestskoven er en menneskelig agilitybane for alskens motionister, her en flok cyklister. Men man finder stort set alle friluftssportsgrene repræsenteret en dag som denne. Også rollespillere er i gang. Man ser børn og fuldvoksne med sværd, skjold og middelalderlige kostymer i den østlige del af skoven.

Vestvolden

Vestvolden blev opført langt borte fra den overbefolkede storby, ude i det rene ingenting hvor bittesmå landsbyer som Husum, Hvissinge og Ejby indtil langt op i 1900-tallet var de eneste bebyggelser. Og så enkelte mærkværdige småbygninger som filtreringshuset hvor Harrestrup Å krydser Vestvolden ved Tårnvej: Filtreringshuset? Nåja, nu ligger det inde midt i en forstadsbebyggelse, og ingen tænker sikkert på hvad det kunne have set gennem dets lidt over hundrede års eksistens. Hvis det ellers kunne tale.

Der er ikke meget "naturlig" natur i Vestskoven. Bakker er affaldsbjerge. Søer og damme oftest udgravede ved menneskets hjælp. Men det gør jo ikke efterårsfarverne mindre betagende. Som her ved et (kunstigt) vandhul ved Bymosevej, tæt på Ministeregene.

Vestskoven

Vestskoven startede i 1967 og det foregår stadigvæk anlægsarbejder. Den var oprindelig tænkt som et rekreativt område for den voksende bybefolkning. Men her havde man ikke taget storbyens vækst i ed. I dag gennemskæres Vestskoven på tværs og på langs af stærkt trafikerede veje: Hele nordsiden af Frederikssundmotorvejen som forventes færdig næste år, 2015. Derudover af Motorring 3 langs Vestvolden, som blev planlagt under 2. verdenskrig, og anlagt 1966-1980. I perioden 2005-2008 blev den udvidet fra 4 til 6 spor. Mindre trafikeret er Oxbjergvej, men det er Ring 2 ikke, ligesom Motorring 4, som blev anlagt 1974-1977. Selv en søndag som denne er billarmen et markant indslag hvor end man er i Vestskoven. Man er sjældent mere end 1000 meter fra en af de stærkt trafikerede veje, som høres overalt. Stærkest mod øst, svagest mod vest.

Langs Risby Å findes stadig rester af en gammel kildeplads for Københavns Vandforsyning. Men der udvindes ikke længere vand her. Ikke pga landbrugets forurening, men pga gamle lossepladser som præger den vestlige del af Vestskoven og den stærkt forurenede Risby Å.

Harrestrup Mose

Man kan stadig nå at få et indtryk af noget der tilnærmelsesvis ligner natur i den nordvestlige del af  Vestskoven ved Harrestrup Mose. Men det er kun et spørgsmål om tid. Inden for et år åbner Frederikssundmotorvejen, og så er det slut med freden. Den bogstavelig talt skærer sig gennem mosens nordlige del. Og så vidt jeg kan se er der ikke bygget støjvolde. Så snart vil der være et inferno af støj fra trafik som haster imod steder længere ude mod Frederikssund.

Ved den forhenværende kildeplads ved Hedeengvej ligger denne sø. På vej mod Harrestrup Mose. Præcis på dette sted er larmen fra trafikken den laveste i Vestskoven. Men det bliver der formentlig snart lavet om på.

I Harrestrup Mose kan man også finde reminiscenser fra Københavns Vandforsynings nu nedlagt kildeplads langs Risby Å (mellem slaggebjergene, Hedeengvej). Kildepladsen er ikke længere med i listen over fungerende pladser.

Her er den tikkende støjbombe under Harrestrup Moses fred og idyl: Frederikssundmotorvejen lidt øst for Harrestrup Å. Der er endnu ingen støjvolde til at beskytte mosen, som ligger i baggrunden. Men måske kommer det? Haveforeningerne er i hvert fald blevet pakket ind i en. Det beskytter for den kommende larm, men fjerner til gengæld udsigten.

Frederikssundmotorvejen

Motorvejen mangler ikke ret meget i at blive færdig. Bunden, fundamentet er lagt. Der er gjort klar til at asfalten kan blive hældt ud over det. Skiltene er allerede på plads. I forhold til sidst jeg var på disse kanter er der sket en del, og vejen skal nok blive færdig inden for den fastlagte tidsfrist.

Her er den udsigt som mange bilister længes efter, men som beboerne i området formentlig frygter: Frederikssundmotorvejen set fra Ballerupvej mod Motorring 4 i baggrunden. Til højre afkørslen. En kæmpe motorvejsfletning står allerede klar. Skiltet er på plads. Der skal bare planes og asfalteres.

Storbyens paradokser

Engang var det område som dagens vandretur foregik i, et attraktivt område for storbymennesker som ønskede fred, ro og tæt på naturen. Men nu er der så andre storbymennesker som ser frem til at flytte endnu længere ud mod Frederikssund, og de skal naturligvis have motorveje til at køre på når de skal på arbejde. Og det har afgørende virkning på tidligere generationers samme ønske.Man kunne måske endog fristes til at konkludere at drømmen er knust.

Et kik ud over den såkaldte Harrestrup Ådal med Harrestrup i baggrunden. Jeg kan forestille mig at beboerne her i sin tid købte det for at få et åndehul, et fristed. Den tid er snart forbi. Men det sker til glæde for de som er flyttet 10-20 kilometer længere mod vest. Lad os håbe at de nyder det!

Ruten

Vestvolden Husum-Ejbybunkeren. Vestskoven. Harrestrup Mose. Svanesøen. Ballerup Boulevard (linje 350S). I alt 18 km.