Se Tågerup og ... og ... fortsæt til Gundsømagle Sø

Findes der steder i Danmark som har undgået og unddraget sig omgivelsernes opmærksomhed i hundredvis af år? Tågerup 3 km syd for Gundsømagle er et godt bud på et sådant sted.

Trap skriver om landsbyen Tågerup i Kirkerup Sogn: 1383 Thogorp, u. 1800 m skole. Stednavnet har altså været kendt i over 600 år. Alligevel findes der stort set intet på internettet eller på tryk. Kun om de mindst 7 andre Tågerupper i Danmark. Navnet kan nemt forveksles med andre navne som fx Ågerup. Ordbog over det Danske sprog har den slet ikke med. Der findes nogle artikler i Årsskrift for Egnshistoriske Forening for Gundsø, som jeg ikke har gjort mig den ulejlighed at fremskaffe.

Området inden for en kilometer nord for Tågerup byder bl.a. på dette område, en del dysser og fra toppen af det kuperede terræn en udsigt mod Roskilde fjord i det fjerne. Og på Allesøe Specialmaskiner omkring 500 meter nord for, men med adresse i Gundsømagle.

I en folder om Salvadparken nævnes Tågerup på ½ linje. Infomedia har smånotitser fra lokalaviserne. Tilbage i 2006 fandt en af Tågerups beboere en død troldand på sin mark mens fugleinfluenzaen var på sit højeste. Den navngivne kvinde alarmerede Fødevarestyrelsens hotline, som anbefalede at smide den ud. Fundet er ikke registreret på listen over fund af sygdommen i Danmark. Tågerup blev som 2 ud af 5 ikke udvalgt som lokalitet for vindmøller.

Tågerup set fra nord, umiddelbart efter Allesøe. Den ligger ligesom og skutter sig der bag ved træerne. Og den syner ikke af så meget her på afstand.

Bevaringsværdig og værdifuldt landskab

Tågerup er omtalt i en Lokalplan (2003): Landsbyen har et "særligt bevaringsværdigt kulturmiljø", og at området nord for byen skulle være et "særligt værdifuldt landskab". Fx skal nedlagte landbrug omdannes til boliger, ikke  bare rives ned. Der er restriktioner hvad angår højde, farver og byggematerialer. Et resume af lokalplanens kan ses ved en opdatering fra 2013 på Roskilde Kommunes hjemmeside. Det særligt værdifulde landskab nord for Tågerup rummer bl.a. en håndfuld dysser langs Hejnstrupvej. Men det er ikke afmærket på Kraks Kort.

Gården(e) på hjørnet af Hejnstrupvej og Gundsølillevej. Bindingsværkshuset kunne godt se ud til at trænge til en kærlig hånd. Set lidt på nærmere hold. Disse to er nok de mest seværdige af gårdene i Tågerup for turister som mig.

Tågerup er sådan set hyggelig nok. Den består af en håndfuld gårde omkring gadekæret, en snes parcelhuse vest for og Roskilde Lilleskole. I dag er der maskinstøj fra den ret store F'øjlegård midt i byen. Ikke den bedste reklame for huset foran, der er til salg. Sammenligner man med et matrikelkort fra 1805 kan man konstatere at landsbyen ikke har udviklet sig særligt meget. Lilleskolen har siden 1964 holdt til i den gamle skole fra 1847. Skolen vandt 2005 Sport & Spinats DM i madpakker. Det var bl.a. tunkroketter og grovbagels der afgjorde det. Men ingen omtale af Tågerup i den forbindelse.

 Føjlegård er uden tvivl den mest prangende og mest moderne af gårdene i Tågerup. Den udsender også en vedvarende maskinlarm som selv overdøver Roskilde Lilleskoles rundboldhold. Og formentlig ikke noget der ligefrem fremmer lysten til at købe huset der er til salg.

Stilhed i Tågerup? Ikke i dag

I dagbladet Roskilde den 10. august 2011 kom Tågerup på side 6 med overskriften: Stilheden truer i Tågerup. Journalisten konstaterer at når skolen holder sommerferie, ja så sker der stort set intet i byen. Skolens omkring 250 elever er noget der kan mærkes. De spiller rundbold i dag, og det kan høres næsten samfulde 1½ km til Gundsølille. Et læserbrev fra en fraflytter peger dog på en der tilsyneladende kunne arrangere høfester (men flyttede for knap 10 år siden): Kurt Allesøe. Da han gik på pension 1999 efter at have afhændet sin maskiningenørvirksomhed til sin søn Lars, opfyldte han sin drøm og blev fritidsmaler. Han er i dag medlem af kunstnergruppen Solsikken i Roskilde. Firmaet nævner ikke Tågerup, men at det er hjemmehørende i det nærliggende Gundsømagle.

Ingen landsby uden gadekær. Således heller ikke i Tågerup. Et ganske pænt gadekær, synes jeg. Som så mange andre ramt af sommerens tørke. Der er ikke rigtig nogle arealer til at slå sig ned omkring det.

Vandringsløse Tidende er ikke ude på at sætte Tågerup på landkortet. Det er det jo sådan set i forvejen. Men i området er der vist kun det nærliggende Gerdrup - ikke at forveksle med godset af samme navn ved Slagelse - som er mere anonym. Gundsølille kan prale af at have et rigt foreningsliv (som fx en afdeling af en fugleskydningsforening) og en storkerede. Kirkerup har en, nåja kirke. Østrup har fuglereservatet og Hove Å. Herringsløse har et mindre forretningsliv. I Østrup Holme slog en stokdøv 53 årig arbejdsmand sin kone ihjel i 1951 fordi hun ikke gjorde rent og stiftede gæld. Og gjorde de 8 af deres 15 overlevende børn moderløs.

Gundsømagle Sø ånder fred på en helt anden måde end Tågerup. Der lå en flok ænder her. Men områder er vildtreservat, og fuglene er slet ikke vant til at der kommer mennesker her. Flokken lettede inden jeg overhovedet nåede at komme bare nogenlunde på kameraafstand.

Gundsømagle Sø

Endnu mere stille, dog på en mere behagelig måde, er Gundsømagle Sø. 300 ha delvis afspærret fuglereservat. Mod syd er en 1,200 meter lang sti mellem to fugletårne, samt yderligere en 300 lang gangbro ud i rørskoven fra Vesttårnet. Stien bør enhver vandringsglad absolut prøve! Vesttårnet har masser af informationer, ligesom infostedet ved p-pladsen ved Østrupvej ned til Østtårnet. Udover denne sti er Kirkerupvej heller ikke til at kimse af. Man går på en landevej langs det afspærrede naturreservat. Og der er stort set ingen trafik.

Enhver der kommer forbi Gundsømagle Sø bør unde sig den oplevelse det er at gå i en rørskov. Dette er den brede del af stien med gelænder som går vest for Vesttårnet. Det er en helt speciel oplevelse at snige sig igennem rørskoven og kun hører vindens hvislen. Og en masse fuglelyde langt inde i skoven.

Af andre småting er værd at nævne grusgraven langs Brohaven. Støvet ligger overalt som fint, hvidt støv. Selv på mine vandresko og langt op ad buksebenet. Broen over Værebro Å er ved at styrte sammen, og det er forbudt biler at køre over. Jeg går dog kækt over, selv om jeg godt kan høre det knager og brager. Og så kan det ikke skjules at efteråret nærmer sig: Stubmarker, lugten af ajle og de sidste landbrugsmaskiner der lave høstakke. Fugletræk ved Gundsømagle Sø. Temperaturen er ideel til vandring. Ikke for varmt, ikke for koldt og heller ikke for blæsende. Men DMI lover oven i købet varmere vejr i næste uge. Så den gode sæson er langt fra slut!

Et typisk høstbillede fra landbrugslandet. Her umiddelbart syd for Stenløse. Hø og halm er ved at blive stakket. Stubmarkerne breder sig og landbrugsmaskiner ses overalt.

Ruten

Gundsømagle Rosentorvet. Hejnstrupvej. Tågerup. Gundsølillevej. Gundsølille. Kirkerupvej. Gundsømagle Sø. Østrupvej. Birkevej. Lærkevej. Brohaven. Blæsenborgvej. Stenløse Station. I lige linje ca. 16 km. En stor del af strækningen er landeveje. Men trafikken er minimal. Brohaven går forbi en grusgrav. Og det støver! Her er til gengæld en fiskeplads "put and take". Stenløse Station til Gundsølille falder denne rute sammen med Nordsjællandsruten.

Sensommer skovtur

Jonstrup Hegn og Hareskovene er perfekte til en sensommertur når vejret er som på denne lørdag. Det har mange fundet ud af: Motionister, hundeejere, cykelamatører - og vandringsmænd.

På Naturstyrelsens side om seværdigheder i Hareskovene får man et indtryk af at området ikke bare er populært i nutiden, men har været det i årtusinder, siden stenalderen. Der bliver nævnt talrige seværdigheder. Hulveje, stendysser, vadesteder, ja sågar volde fra svenskekrigene. Men lad det være sagt med det samme: Nyd den smukke og betagende natur, og tag en arkæolog med hvis du da ikke selv er amatørarkæolog og kan skelne almindelige naturlige forekomster fra de menneskeskabte. Jeg gjorde alligevel et forsøg, med begrænset held.

Umiddelbart før man går fra Ballerup til Fureså Kommune kommer man igennem et åbent landskab med kuperet terræn og mosehuller i lavningerne. Her lidt nord for Ballerup Rideklub, og syd for Gedderygsmosen.

Naturen skuffer aldrig når jeg er gået tur her. Der er en 3 km sti direkte mod nord fra Ballerup Station som fører ud i Jonstrup Hegn og videre nordpå til Hareskovene. Hvor Skelvej krydser Skovlystvej, skulle en galgebakke være den første seværdighed på ruten være:

Den var i mange år hængested for Værløse, hvor forbrydere hang til offentligt skue. Hængepladsen bestod af tre pæle med en bom i mellem hver. Og de døde blev ikke taget ned, før rebet knækkede, eller ravne og krager havde fortæret ligene.

Drabeligt. Jeg spejder ind i skoven og får øje på nogle træbeklædte bakker med et forterræn som er ret ufremkommeligt. Jeg opgiver at trænge igennem det meterhøje krat med bl.a. brændenælder, og fortsætter ufortrødent mod nord. Her skulle være et gammelt vadested over Tipperup Å, Harrevads Bro. Den nuværende bro kan man slet ikke se, det er nogle cementrør der løber under stien. Men stenene fra den gamle skulle ligge et eller andet sted med huller og fordybninger. Jeg leder forgæves. Tipperup Å er i øvrigt fuldstændig tørret ud.

Et sikkert tegn på at efteråret er på vej, er at svampene er begyndt at "blomstre". Jeg går til bekendelse, jeg synes at de er smukke, se fx dette pragteksemplar. Der er mennesker der synes at svampe er ulækre at se på. Og ligeledes deres levevis. Men for naturen er de nyttige.

Jeg går også forgæves efter nogle langdysser og hulveje som skulle ligge mod nordvest ved mountainbike-sporet. Terrænnet er kuperet, og det er muligt at jeg har set dem uden at vide af det. Men naturen er pragtfuld her, og motorvejene på tilpas afstand så man ikke kan høre suset fra dem.

Parti fra skoven. Den er frisk og stor. Og udsigten aldeles fantastisk. Her får man lyst til at sætte sig og bare blive siddende.

Jeg laver endnu en afstikker for at se om jeg kan finde en stendysse ved et sted der på Kraks kort er market med Kelleren. Og det lykkes! Selv om jeg nok ikke havde opdaget den hvis ikke jeg havde fået den udpeget. For dels ligger den et stykke fra stien, dels er der ingen bakke, men blot en samling sten. Som jo kunne være kommet der af naturlig vej. Men her har oldtidens danskere altså bisat deres kære.

Yes! Det er lykkes mig at finde resterne af stendyssen. Den ligger i en åbning en snes meter inde i skoven ved Skovlystvej. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men her er jeg ret sikker på at jeg har arkæologiske gener til at bestemme det som ikke bare en tilfældig samling sten.

Derimod lykkes det mig ikke at lokalisere det stenanlæg som består af knapt 1.000 sten ved Fægyden. Det skulle være et forhistorisk offersted, Hørgen. Til gengæld er jeg lidt imponeret af at Fægyden er indrammet med stengærder. Jeg kommer nu fra Lille Hareskov til Store Hareskov ved at krydse jernbanen. Nu begynder motorvejen at gøre sig gældende som en fjern drønen. Og det ødelægger unægteligt stemningen lidt, selv om skoven stadig er dejlig.

Jeg leder og jeg leder efter voldene fra svenskekrigene. Men lige meget hjælper det. Så i desperation bilder jeg mig selv ind at dette nok må være volden. Den ligger i hvert fald på det jeg formoder er det mest logiske sted at anbringe en vold: På en bakketop. Grumme var svenskerne, men dumme var de vel ikke. Sagen kompliceres meget af at jernbanen har gravet og vendt op og ned på det hele.

Jeg skal over på den anden side af jernbanen, fordi jeg har læst om et tre hektar stort område omkranset af en jordvold, Lejrens Indelukke og Svenske Vold. Det er resterne af svenskernes mange lejre 1658-1660. Flere gange går jeg frem og tilbage på stien parallelt med jernbanen sydfor. Også uden for stierne hvor der er krat og bevoksning. Hvad er vold og hvad er bare nyere drænkanaler? Jeg finder aldrig ud af det. Men i alle fald. Her hentede svenskere (og danskere) byggematerialer i så stor stil at det næsten udryddede skoven.

Skovens største dysse. Eller? Jo, det må være den. Skovens største vinbjergsnegle har tilsyneladende sat sig for at være markører. Nu da der ikke er nogen andre?

Succes er det endelig med turens sidste mål, skovenes største stendysse tæt på Skovbrynet Station. Den er da ikke til at tage fejl af. Den er også ryddet. Og nogle af stenene er sat op langs siden, ligesom for at markere, at her er den! Jeg var ellers lige ved at tro at det var en anden bakke på den anden side af stien. Opløftet tager jeg toget fra stationen. På en eller anden måde synes jeg det er betryggende at have gået gennem et område der er så fuld af historie. Og at det er så godt gemt, at det er så forbasket svær at få øje på.

Ruten

Ballerup Station. Sct. Jakobsruten stik nord. Skelvej. Gl. Jagtvej. Borgmosevej. Sandskredsvej. Skovbrynet Station. I lige linje ca. 12 km.De mange afstikker bringer nok turen op på ca. 15. km.

Cityringen - Københavns Metro

En by der ikke udvikler og fornyr, dør. Det mener mange byplanlæggere. København er populær som aldrig før, måske fordi den konstant fornyr sig. En af de ting som sker nyt er Cityringen. Den underjordiske metro. Jeg tog turen over jorden.

I 2018 skulle Københavns Cityring åbne. I mellemtiden er de 17 metrostationer byggepladser. Udover de 17 stationsbyggerier er der 3 tunnelbyggepladser samt en byggeplads til skakt til et afgreningskammer (Sønder Boulevard). Byggepladserne er letgenkendelige med 3-4 meter høje uoverstigelige grønne plankeværk omkring. Ofte udsmykket med fotoer af personer som måske skal forestille at være lokalbefolkningen. Bag dem et par store gule eller hvide kraner. Håndværkerrum højt hævet over det hele. Mange steder er gader blevet spærret fuldstændigt af.

Metroen er til for at gøre det nemmere for folk at komme rundt i København. Så hvad er mere oplagt end at gå ud og kigge på de mennesker? Denne sensommeronsdag aften er et udmærket tidspunkt til det. Det er en af disse sjældne, lune aftner. Vindstille og man kan sidde ude til det bliver mørkt. Her ved 19-tiden er trafikken heller ikke præget af arbejdstidens stress. Det mærker man tydeligt når man går gennem den indre by. Det er ikke kun turisterne der tager det afslappet.

Indre By

I den indre by er der tre byggepladser: Ved Gammel Strand over for Thorvaldsens Museum, Kongens Nytorv og Marmorkirken. Jeg husker Store Kongensgade i 1970'erne hvor det var en tætpakket udfaldsvej. Larmende og osende af benzin. Det var en gade som man bare hurtigt skulle igennem. Sådan er det ikke denne aften. Mange steder er der indrettet udendørs kafesteder. Og de bliver brugt. Jeg kommer også forbi Nyboder, fra 1600-tallet, og kommer til at tænke på forskellen mellem by og land. Endnu mere da jeg aner Østerport Station i det fjerne. For folk der kommer ind fra landet ligner det jo nærmest i størrelse en hovedbanegård.

Østerbro

På Østerbro er folk ved at omstille sig fra arbejde til hyggeliv på fortovet. De venter på bussen, cykler, kører på rulleski, slæber indkøbsposer, snakker mobil eller "hænger ud". Jeg har ikke været på Østerbro i lang tid, men det er forbløffende så mange pladser med kafeer der er kommet. På Østerbro ligger fem byggepladser: Ved Østerport Station, tunnelbyggepladsen i Sortedamssøen, Poul Henningsens Plads, Trianglen og Vibenshus Runddel.

Nørrebro

Da jeg når til Nørrebro er mørket ved at falde på. Her boede jeg 1984-1996. Og genkender Det Ydre Nørrebro minder tilbage fra dengang Nørrebro var et af Københavns største slumområder i 1980'erne. På metrostrækningen er der ikke mange kafepladser. Indslaget af personer med udenlandske aner er til gengæld markant. Arabisk musik trænger op fra enkelte kældre. Først omkring Nørrebroparken summer det af kafeliv, fodbold. Der er byggepladser mellem Nørrebro og Nordvest, Skjolds Plads ved Hamletsgade, Nørrebroparken, Nørrebros Runddel på Assistens Kirkegård og ved Nuuks Plads (Landsarkivet).

Frederiksberg

På Frederiksberg bemærker jeg for første gang hvordan metroen vil gøre det muligt at komme udenom de trafikale myldretids-katastrofer som Jagtvej/Falkoner Alle. Nogen der kender line 18? Man kan tænke på Østerbrogade, Borups Alle ved samme lejlighed. På Frederiksberg bygges der ved Aksel Møllers Have, Frederiksberg Centeret og ved Frederiksberg Allé på grænsen til Vesterbro. Nu er det blevet ganske mørkt.

Vesterbro

På Vesterbro slipper min energi op. Der er ellers et par byggepladser tilbage. Men den ved Enghave Plads er indhyllet i mørke. Måske har det været for hårdt at gå bygang, eller at jeg er gået lige fra arbejde. I hvert fald snupper jeg s-toget fra Enghave Station, og misser derfor de sidste 4 byggepladser.

Ruten

Cityringen er 15,5 km. 17 underjordiske stationer, placeret i ned til 35 meter under jorden. Samt 4 midlertidige pladser. Men ruten på jorden er anderledes. Jeg gik ca. 12 km og nåede ikke samtlige byggepladser.  Tunnelbyggepladserne forekommer mig at være størst. Jeg opgav Otto Busses Vej, den eneste skaktbyggeplads ved Sønder Boulevard, Københavns Hovedbanegård og Rådhuspladsen.

Store Vejleå

Jeg blev først opmærksom i år på at ude i Københavns vestegn løber den lidt over 11 km lange Store Vejleådal som en smuk, grøn kile fra Vestskoven til Vallensbæk Strand. 

Vejleådalen blev af Friluftsrådet vejet og fundet for let til at være et naturområde af national og international betydning. I stedet mente man at den er en grøn rekreativ kile mellem Vestskoven og Køge Bugt Strandpark. Det er slet ikke så ringe endda!

Vi støder til Vejleå ca. 3/4 km. fra dens udspring. Nogenlunde ved Vikingelandsbyen i Risby. Man kan nemlig slet ikke komme ind på selve udspringsområdet. Og i øvrigt er der heller ikke meget at se. Åen løber et eller andet sted som en lille rende midt i markerne. Den kan på dette stykke sagtens forveksles med en grøft.

Store Vejleå udspringer i Porsemosen. Vandskellet ligger i den sydlige del, nordvest for Risby. Nybølle Å løber mod Roskilde Fjord, mens Store Vejle Å løber den modsatte vej. I hundredvis, måske tusindvis af år, og i hvert fald indtil 2. verdenskrig løb åen i det åbne landskab. Den passerede inden for 1 kilometers afstand de fordums landsbyer Risby, Herstedvester, Vridsløselille, Tranegilde og Vallensbæk. Alle højst en snes gårde samt mindre huse.

Når vi nu alligevel ikke kan blive nationalpark, kan vi vel stadig drive landbrug! Og det er der masser af langs Store Vejleå. Her ved Toftegård. Egelundparken efter Motorring 3 og til Roskildevej er blandt de smukkeste strækninger langs åen. Desværre generer højspændingsmasterne noget.

Ole Rømer

At der engang var øde, fremgår af at der blev anlagt et observatorium her, fjernt fra storbyens påvirkning. Af Ole Rømer (1644-1710) som siden er blevet en internationalt kendt dansk astronom. Berømt ved i 1676 at måle "lysets nølen", som vi fik at vide på Sønderborg Statsskole. Lysets hastighed.

Den nærmeste landsby til Rømers observatorium var Vridsløsemagle. Her er det Vridsløselille. Gården fungerer som et sted hvor mest børn, men også voksne kan opleve bondegårdsliv på tæt hold. Bl.a. høns. Man kan også for en plovmand blive kørt rundt i hestevogn, hvis man er fra kommunen. Udenbys må af med en hundredmand ekstra.

Det kunne man ikke leve af i Danmark under enevælden, så Rømer ernærede sig ved at planlægge veje (indførte bl.a. milepæle), ændre kalenderen fra den julianske til nutidens gregorianske, han var kongeligt udnævnt borgmester og politidirektør i København og stod som sådan for indførelse af så forskellige ting som gadebelysning, kloakker og fokus på tiggere. Hans observatorium i Vridsløsemagle 1704-1715 forfaldt og gik i glemmebogen indtil 1978 hvor det blev fundet.

 "Vi vil ikke være våde!". En flok får har klumpet sig sammen for at undgå regnen ved Bredekærgård, Tranegilde.

Moderne veje

Og veje er netop hvad der præger området i dag. Området vest for Store Vejleå huser Vallensbækgrenen, Holbækmotorvejen og Køge Bugtmotorvejen, der blev anlagt i 1970'ernes ensidige fokus på at løse trafikproblemer. Ved sammenfletningen har byggeriet skabt sit eget landskab: De to søer,  Tueholm Sø og Vallensbæk Sø blev udgravet i 1971. Og højen Høghsbjerg er bygget af overskudsjord fra byggeri og anlægsarbejde. Traktørstedet Bakkehuset var ikke sen til at udnytte situationen i 1973. Selv om de annoncerer med at have åbent 12-16 er der dog lukket i dag. Traktørstedet holder til i et 100 år gammelt statshusmandsbrug.

Højen Høghsbjerg og søerne Tueholmsø og Vallensbæk Sø omkring motorvejsinfernoet Holbækmotorvejen-Vallensbækgrenen er tegnet og tilrettelagt af den vist meget omdiskuterede landskabsarkitekt Ole Nørgård. Man må dog sige til mandens ros at han ikke har haft meget at arbejde med. Nogle udgravninger til motorveje og overskydende jord fra byggeriet af Albertslund.

I dag er politikken skiftet. Nu er der mange planer om at gøre noget ved området omkring Store Vejleå. Selv om det er for sent at fortryde motorvejsbyggeriet. Nu står der punkter som naturgenopretning og -nyindretning, skybrudssikring, fritid, landbrug, økologi osv på dagsordenen.

Vallensbæk Sø. Som Tueholm Sø på den anden side af motorvejen er den kunstig. Den fungerer som et regnvandsbassin. Men det gør den dog ikke mindre idyllisk. Hvad der skæmmer begge områder er den infernalske larm fra motorvejene.

Landsbyerne

Landsbyen Tranegilde umiddelbart nord for Køge Bugtmotorvejen er den mindste og ældste i Ishøjområdet. Der er en 7,5 km lang natursti rundt om landsbyen og Ishøj Naturpark. På Bredekærgård drives der stadig landbrug som 1930-50. Landsbyen er for øjeblikket ved at blive sikret mod skybrud, som ramte bl.a. Bygaden. Når man sammenligner åens niveau med husenes, er det ikke underligt. Området var i jernalderen en fjord, senere omdannet til mose. I sidste århundrede blev området kunstigt tørlagt og drænet. Der er bygget dæmninger til åen og visse steder går stien under vandoverfladen. Græsarealerne ligger op til 1,5 meter under havoverfladen.

Bredekærgård i Tranegilde. Der står en gammel hestevogn foran den røde port. Men vi så nu ikke så meget til hvordan landbruget ellers blev drevet i 1930'erne. Det var selvfølgelig også søndag.

I Tranegilde har man altså en mulighed for at se hvordan landsbyer og bondesamfund fungerede før de blev erstattet af intensivt landbrug og EUs landbrugspolitik. Men Europas vej er næppe "den eneste vej", ejheller i moderne sprogbrug "den nødvendige vej". Trenden globalt går også i andre retninger. La Via Campesina er en international bevægelse som forsøger at følge en anden vej end den vestlige vækstideologi.

Et kik ud over markerne syd for Tranegilde. Det sorte er en ridesti. Nu græsser der mest heste på markerne. Landskabet her er hvad jeg mest forbinder med min barndoms marker: Åbne strækninger afbrudt af levende hegn. Og enkelte lunde som den til højre i billedet. I det hele taget er det ikke fjernt at gøre sig den illusion at man går rundt på landet. Her midt i storbyen.

Europas landbrugspolitik løste fødevaremanglen i Europa. La Via Campesina fokuserer på magt og kontrol. Altså retten til at producere sunde og kulturelt fornuftige fødevarer på økologisk vis med bæredygtige metoder. Og retten til selv at bestemme hvordan landbruget skal se ud. Den er med andre ord producent-, ikke markedsorienteret. Flere lande har optaget dette i deres forfatninger, og FN har erklæret 2014 for familiebrugsår. Om dette vil slå igennem i Danmark, hvor landbruget har alvorlige generationsproblemer, vil kun tiden vise.

Fra Vridsløselille og sydpå opdager man endelig at der rent faktisk løber en å. Ellers er den skjult i krat, marker og bevokset med siv og dunhammere. Den svulmer dog hurtigt op til at have et ganske imponerede omfang, især syd for motorvejene. Mest mod syd løber den bogstavelig i baghaver til østsiden. Disse huse ligger næppe en meter over åens niveau, og flere er bygget på forhøjninger, pæle og andet. Uden kælder.

Ruten

Stierne langs åen er ca. 12 km. Men man bør unde sig nogle afstikkere: Kroppedal/Ole Rømer Museet (+. 1 km) og Tranegilde (alt efter hvor meget man vil tage: +1-5 km). Derudover kan man overveje Risby (+ 1 km), Herstedvester (+ 2½ km), Vridsløselille (+1 km) og Bakkehuset/Høghsbjerg (+1 km). Stierne er mest grus. Men også asfalt, hvor man dog kan løbe i græs, på ridestier eller trampestier ved siden af.

Vestamager

Ældre nulevende amagerkanere vil huske da Vestamager eller Kalvebod Fælled blev til. Under 2. verdenskrig 1939-45 inddæmmede og drænede man det 25 km2 store område. Området ligger stadig ned til 2 meter under vandoverfladen. Gamle kort viser at den daværende kystlinje gik så nogenlunde der hvor Kanalvej er i dag. Og udenfor ligger små holme, Svenskeholm, Koklapperne og Nordre Klapper. Der var flere grunde til inddæmningen. Militæret ville have bedre skydeterræn, dæmningen kunne beskytte Amager der ofte er plaget af stormflod og endelig at man kunne bruge et beskæftigelsesprojekt for at forhindre arbejdere i at blive deporteret til Tyskland.

Vestamager som det strækker sig nærmest uendeligt ud i horisonten umiddelbart syd for Vestamager metrostation og ud mod Pinseskoven. Kun afbrudt af de mange snorlige drænkanaler. Efter sommerens tørke er de næsten tørret ud. Køer anes som små pletter i pæn afstand fra de asfalterede veje.

Digerne blev 2009-2011 forhøjet med ca. 1½ m. Bl.a. for at forebygge konsekvenserne af havstigninger som følge af klimaændringer. Men debatten om længde og højde er ikke slut. Amager er fladt, det ved enhver københavner. Oversvømmelser og stormflod er noget amagerkanerne kender til. Så meget at der ofte er hede debatter i byrådene om hvor, hvor lange og hvor høje kystsikringsdigerne skal være. Kommuner betyder også kommunalpolitik. Og den gennemsyrer også holdningerne.

Sneppestien gennemløber den nordvestlige del af Vestamager og kommer gennem marker, Fasanskoven og små klynger af krat. Disse birketræer bærer tydelige præg af vestenvinden som ubarmhjertig blæser gennem det åbne landskab. mit mål på nuværende tidspunkt er at nå fri af Fasanskoven så jeg kan få set en rigtig solnedgang. I dag ved kvart i ni-tiden.

Området blev besat af militæret. Da jeg flyttede til København i 1974, var Amager Fælled nord for Vejlandsalle blevet åbnet, men sydfor (det nuværende Vestamager) var militært skydeområde og adgang strengt forbudt, undtagen på Kristi Himmelfartsdag. Den dag var det strengt forbudt at gå uden for stierne. Historier verserede om uskyldige køer som var blevet sprængt til hakket oksekød. Det lød både tillokkende og afskrækkende. Militærbesættelsen varede til 1984. Derefter skulle området sikres før området blev offentligt for publikum. Det blev fredet i 1990.

Villahøj breder sig fra højre side ind mod midten i billedet. Fasanskoven i baggrunden. Og bag det er solen ved at gå ned. Villahøj, Svenskehøj. Granathøj og flere af de andre høje er kunstige bakker. Ensformigheden blev åbenbart for meget for militærets skydepersonel.

Vestamager er fladt. Når det blæser en frisk vind som denne aften er der ingen læ nogen steder. Landskabet er fuldstændig åbent, og det lave krat uden for Fasanskoven og Pinseskoven bærer også præg af det. Klydesøen mod syd som er et lukket fuglereservat der dog kan beses fra forskellige fugletårne. Pinseskoven består af selvsået pil og birk, som kom fra Sverige i 1950'erne. Senere har Naturstyrelsen har tilføjet eg, ask og lind. Den er navngivet af en opsynsmand hvis familie spiste pinsefrokost i skoven.

Så er der solnedgang. Set med ryggen mod Pinseskoven ved Enghøj. Nu er resten af turen et kapløb om at komme hjem inden det bliver alt for mørkt.

Mennesket har sluppet 400 får, Aberdeen-Angus kvæg og islandske heste løs i folde. Bl.a. Maja og Birgit Frederiksens Isheste. Og så skulle der være et livligt fugleliv, sommerfugle, sjældne planter og insekter. For så vidt er der først begyndt at blive planlagt hvad der skal ske med området for et par år siden. Man mener åbenbart at området ikke er kendt nok selv om det kun ligger få kilometer fra Københavns centrum. Siden 2012 har kommunerne omkring Vestamager derfor arbejdet på at gøre området mere kendt. I stil med fx den kun halvt så store Dyrehaven.

Solen er gået ned for ½ time siden. Og i begyndelsen syntes jeg at det var meget mørkt. Jeg har boet så længe i byen at jeg helt havde glemt at det tager øjet 10-15 minutter at indstille sig på mørke. Når først det er sket, kan man faktisk se temmelig meget. Heldigvis kan kameraet gengive det med langsom lukkehastighed. Her midt inde i Pinseskoven på Snogevej.

Friluftshuset i Naturcenter Vestamager (nordlige ende) blev indviet i 2013.Det var dog lukket (det forstår jeg godt) da jeg passerede henad 22-tiden.

Civilisationen ved Vestamager metrostation anes ca. 2½ kilometer væk. Her græsser heste fredeligt og upåvirkede. Nu er det blevet mørkt, og jeg holder mig til de letgenkendelige som Granatvej.

Ruten

Naturstyrelsen har lavet en folder om Vestamager hvor der er indtegnet 3 forskellige ruter. Jeg tog 2 af dem. Den grønne og den lilla. Ialt 14.4 km. Jeg for dog vild adskillige gange. (Googl folderen med denne søgning: Vestamager filetype:pdf). Metroen til Vestamager fra Nørreport tager ca. 15 minutter.

Hyldestmarch til Frederikssundbanen

Når jeg udvælger mål til mine vandreture er transport afgørende. Bus og s-tog: På et kvarter er jeg på Kildedal Station. En halv time, og jeg kan stige af i Frederikssund. Det synes jeg fortjener en hyldestmarch ad jernbanesstierne fra Måløv til Frederikssund. 

Jernbanestien omkring Kildedal Station er en bred grus/stenvej med masser af variation i landskabet. Modsat banen bugter den sig i bakke-dal, som det står i nationalsangen.

Jernbanernes betydning historisk

Tilbagetoget fra Dannevirke 1864, foregik ved at man trak kanoner og grej hele vejen til Dybbøl (der var vist noget med en jernbane der lige var anlagt). For jernbanernes historie i Danmark startede omkring 1868. På Sjælland med Sjællandske Jernbaneselskab. Det gik ikke for hurtigt. Langt ind i 1900-tallet domineredes trafikken i byerne af hestevogne og datidens hyrevogne, droscherne. Ingen biler. På Frederiksundbanen var jernbanen mest til transport af landbrugsvarer.

Mellem Måløv og Kildedal løber jernbanen i en dal, og jernbanestien er langt over køreledningsniveau. Her løber banen under Kongebakken.

Da jernbanerne var på sit højeste, var der ca. 4.000 km spor. Meget blev senere nedlagt, i dag er der omkring 2.650 km. Men hvor det før 1868 kunne tage næsten tre dage at rejse fra København til Frederikshavn, afkortede jernbanen turen til ca. 17 timer i 1913. Broer mellem landsdelene var fortrinsvis bygget til tog. I dag tager turen knap 6 timer. Jernbanen mellem Frederikssund og København blev indviet 17. juni 1879. Rejsetiden var 1½ time med 3 tog om dagen. Nu kører der mindst 3 tog i timen og rejsetiden er under en time.

 Også ved Veksø kører jernbanen i en dal. Fra jernbanestien har man flere flotte udsigter ud over landskabet alle retninger.

Stationer og linjeføring

Der var ikke så mange stationer som nu: Frederiksberg, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Ølstykke og Frederikssund. Stenløse fra 1909. Da Hovedbanen blev flyttet i 1911, skiftede linjen fra Frederiksberg til Valby-Vanløse. Stationerne var tegnet af arkitekt: S. P. C. Bendtsen (1842-1912) i klassicistisk stil. Derudover var der 21 banehuse (tjenesteboliger for baneansatte og ledvogtere). De fleste stationsbygninger er der stadig, men bruges nu af andre og ligger afsides de mere moderne perroner.

Stenløse stations godsbygning med stationen i baggrunden til venstre. De fleste stationer på Frederikssundbanen havde "godsbanegårde", dvs. bygninger som denne og sidespor, hvor godsvognene kunne udrangeres. Nu bruges bygningerne til andre formål.

Helt op til 2. verdenskrig så det område som Frederikssundbanen betjente nogenlunde sådan ud: København var lige begyndt at vokse ud over brokvarterne. Husum, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Stenløse og Ølstykke var små landsbyer med 10-20 gårde og nogle huse. Med marker for resten. På størrelse med Lille Rørbæk. Det var dem togene fortrinsvis betjente: De kørte landbrugsvarer, og på de fleste stationer var der godssidespor og -bygninger.

Veksø Station (den gamle) tilhører den ældste generation af stationsbygninger. Den er gået noget i forfald, men vidner dog om en svunden tid, hvor man kunne købe billet, sidde i ventesalen, og formentlig også forsyne sig i forskellige butikker til rejsen. Nu er der ikke længere behov for det. Højst et læskur og en billetautomat, for togene kommer hele tiden med 10 eller 20 minutters mellemrum.

Jernbaner danner deres eget landskab. De skal helst køre plant og i lige linje, så de skærer sig gennem bakker, på forhøjninger over dale. Det gør jernbanestierne ikke. De følger landskabet. Så snart befinder man sig med fødderne over køreledningerne, snart med hovedet under skinneniveau. En sjælden gang følger de banens niveau. Dette gør jernbanestierne til noget helt særligt.

Før Veksø går stien i plan med eller under jernbanens niveau. Rejnfan blomstrer overalt langs sporene.

Konkurrence

Allerede i 1920'erne fik togene konkurrence fra bilerne. Danmark blev et af de lande der var flest biler i forhold til befolkningen. Frederikssund St. blev flyttet 1928-1989 for at betjene Midtbanen mellem Helsingør og Karrebæksminde ved Næstved. Men den blev opgivet i 1936 og stationen kom aldrig i brug.

Mellem Ølstykke og Skenkelsø Sø går jernbanestien fortrinsvis højt hævet over jernbanesporene. Og det giver frit udsyn mod Snostrup, Skenkelsø landsby og Store Rørbæk.

I starten kørte togene med damp, og togene måtte vende, indtil man fra 1906 fik lokomotiver der kunne køre i begge retninger, litra-O. Damplokomotiverne blev udrangeret i 1950'erne, bl.a. af MO-motorvogne fra 1930'erne og fra 1978 MX-lokomotiver. Saboteret 9 gange under 2. verdenskrig (Flyvestation Værløse). Strækningen Valby-Vanløse blev elektrificeret 1941, og Vanløse-Ballerup 1949. I 1989 gik s-toget helt til Frederikssund. Og man behøvede ikke længere at skifte i Ballerup.

Modernisering

Frederikssundbanen er blevet moderniseret ad flere omgange. Den var enkeltsporet fra Ballerup til Veksø indtil 2000, til Frederikssund indtil 2002. Det betød at togene skulle krydse i Veksø (senere Ølstykke og Stenløse). De fleste jernbanebroer er (gen)opført 1999 og 2000. Så meget har ændret sig siden 1868. Nogle enkelte originale granitbroer er dog bevaret over åerne Kagsåen, Værebro Å og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø.

Broerne over åerne er anlagt fra før man for alvor begyndte at anvende beton. Her er det den gamle smukke granitbro over Værebro Å. Jeg har tidligere vist tilsvarende broer over Kagsåen og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø. Over broen er der opført en nyere bro. Den er af beton.

Jernbanestierne er også blevet moderniseret flere steder. Generelt er det tiptop stier af varierende slags: Grus, sten, asfalt, tosporet, ensporet, græs. Motoriserede køretøjer er forbudt. Så man har det hele for sig selv.

Langs Skenkelsø Sø kører sporene højt over hovedet på en. Men til gengæld har man udsyn over søen som nu langsomt er ved at blive genoprettet som sø efter at man forsøgte at tørlægge den ad flere omgange.

Dagens rute

Måløv-Stenløse knap 10 km. Ølstykke-Frederikssund 8 km.Tog fra Stenløse til Ølstykke. Ialt et pænt stykke over 18 km. Med undtagelse af strækningen Egedal Gård til Stenløse er stien på sydsiden af jernbanen.

En rigtig skovtur - Også i fortiden!

Første del af dagens tur er en stroppetur på knap 3 kilometer ad Knardrupvej fra Kildedal Station. På dette tidspunkt er der rigeligt med morgen-myldretrafik og kun en smal rabat at vandre på. På vej mod Knardrup oplyser Egedal Kommune at man er i færd med at bekæmpe kæmpebjørneklo ved at dække store arealer med sort plast. Der er også en længere forklaring på at det kvæler bjørnekloen. Bortset fra at de vokser ud over siderne på plasten. Og ca. 10 væk står de meterhøje og klare til at kaste titusindvis af frø. Udsigten på denne strækning fejler ikke noget, og morgendisen tilføjer en særlig aura.

Heste med deres føl græsser fredeligt langs den trafikalt ufredelige Knardrupvej. I lavningen i baggrunden ligger Bringe Mose og Flyvestation Værløses landingsbane.

Især er udsigten over området mod Flyvestation Værløse meget flot. I morgendisen kan man skimte hangarerne i det fjerne hen over det lavtliggende moseområde. Her går der heste med føl og æder løs af det formentligt dugvåde græs.

Knardrup

Knardrup er en bette landsby som ligger ved siden af hovedvejen. Møllegård, Rolandshvile, Damgården, jo der er en håndfuld pæne gårde og mindre stråtækte huse. Men Knardrup har to ting jeg ikke har set i andre smålandsbyer: Det ene er et brandværn. Eller, måske er det blevet nedlagt, men huset står der endnu. Det minder mig om min fødebys Egernsund Frivillige Brandværn som havde et lignede hus. Rygterne gik at de frivillige slukkede tørsten mere end brande. Det eksisterer såmænd stadig. Den anden ting har også med Sønderjylland at gøre. Uden for byen er der en lille indhegning med en Sønderjyllandssten, altså til minde om at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark 1920. Af alle steder i Knardrup!

Knardrup Brandværn står der over porten til dette imposante skur midt i byen. Om beboerne føler sig mere trygge, er uvist. Formentligt ikke. Men efter udseendet ser det heller ikke ud til at der har været slukket brande fra skuret i årtier.

Knardrup Brandværn er et historisk hus, ifølge Egedal Leksikon. Det er opført 1860. Og hele leksikonartiklen fortjener at blive citeret i sin fulde længde:

Det lille hus til Knardrup Brandværn er opført omkring 1860. Huset var oprindelig stråtækket og indeholder bl.a. en håndsprøjte til fire mand, et sugekar, slanger m.m. Ved ildebrand skulle sprøjte med tilbehør læsses på en hestevogn og køres til brandstedet, hvor også alle gårde skulle komme med vand i tønder. Oprindelig var der også et "brandhorn" (et studehorn) i huset. Det blev brugt til at alarmere med, når der opstod ildebrand. Inden brandslukningen blev begyndt, kunne der godt gå et stykke tid. Så hvis brandmateriellet kunne være med til at beskytte husene nær brandstedet, var det store sager.

Mellem Knardrup og Ganløse er der en god sti. Midtvejs mellem Knardrup og Ganløse er der en flot udsigt fra Galgebakken. Der er pænt ryddet så man kan komme op og se til alle sider. Der ser endog ud til at nogle har slæbt nogle planter derop, måske for at anlægge en park?

Udsigt fra Galgebakken mod Knardrup. Fotografen står formentlig oven på resterne af en gammel stenalderlandsby.

Galgebakken er et godt bud på en kandidat til at være inspirator til strofen "Her fra bakken der ser jeg at mit land er skide smukt" fra den hængtes sang, Der er 25 minutter endnu. Landet er skidesmukt fra Galgebakken! Igen ifølge Egedal Leksikon er det et historisk sted. Siden tidernes morgen var det tingsted for Ballerup Herred, og der har formentlig ligget en stenalderlandsby på bakken.

Asserhøj set fra syd. Man skal se den om natten, da den da står på fire ildsøljer. Det må se flot ud, og det kan undre at de nærtliggende huse ikke har bemærket noget.

Bakker er der i det hele taget mange af. En af de flottere er gravhøjen Asserhøj lidt syd for Ganløse. Den er godt beskyttet af et bredt bælte af brændenælder. Om natten brænder der noget andet, nemlig fire ildsøljer, som løfter højen op, så de der er begravet derinde kan komme ud og lufte sig. Man har ikke gravet i hvad man mener er en bronzealderhøj. En bondemand ville nemlig sløjfe højen, men hans heste døde samme nat. Dette har formentligt afholdt alle andre fra at prøve igen.

Ganløse

Ganløse er en driftig landsby. Og at den har været det også i fortiden vidner Rytterskolen fra 1721, den enorme mølle og Ganløse Kro og Postgård om. Gårdene ser også pænt store ud. Der er mange moderne faciliteter i byen. Men ved gadekæret er der det sædvanlige butikslukninger. Et økologisk supermarked er kun et ud af 2 lukkede storcentre midt i byen.

Ganløse er egentligt langt hyggeligere, velholdt og levende end det her viste billede. Jeg har alligevel valgt det for at vise den mørke side af landsbyers tilværelse: Butiksdød. To store forretninger ser ud til at have været lukket i årevis. Men ellers ser Ganløse ud til at klare sig bedre end så mange andre.

Mellem Ganløse Ore og Ganløse går den fantastiske grusvej Mosevej. Den er ikke aftegnet som sådan på kortet, men det er faktisk mest en gangsti. Og på hele strækningen er der meget flotte udsigter over det kuperede landsskab, der afveksler med marker, moser, skove og små gårde.

Udsigt fra toppen af Mosevej mod Ganløse Ore - skoven i baggrunden. Landskabet her er storslået. Gyldne marker til højre. Grønne til venstre og med græssende heste.

Ganløse Ore

Ganløse Ore er en rigtig skov, forstået på den måde at man her føler sig virkelig langt fra civilisationen. Der er veje, men man kan ikke høre lyde fra tog, biler eller andre lyde fra mennesker. Faktisk møder jeg ikke et eneste menneske hele vejen gennem skoven. Kun vindens sagte susen i trækronerne, ukendte fuglestemmer og cikader eller græshopper.

Ganløse Ore byder på mange oplevelser af skov. Løv- og nåletræer. Bregneskove. Små åbne moseområder. Jeg har valgt at bringe dette foto af en lysning inden i bøgeskoven. Og forsøgt at fange lysets spillen mellem træerne.

Vel igennem skoven er man nødt til at gå ad Farumvej i rabatten. Egentlig synd. For vejen går langs Mølleådalen. Og det på den stejle måde. Terrænet falder brat ned så man fra toppen kan se helt over til den modsatte side af dalen. Ved at krydse dalen ad Ganløsevej får man et godt indtryk af at det virkelig er en dal. Selvom selve åen i bunden af dalen er svær at få øje på. Det er kun et lille vandløb groet til dem siv.

Kig over Mølleådalen. Det går stejlt ned tættest på fotografen.

Præstemosen

Ved Gedevasegård (med gavlinskriptionen OIHS 1859) kan man dreje ned ad stier gennem "præstegårdsjordene". Præstemosen og Storebjerg. Et gammelt kuperet overdrevsområde. Præstemosen har været fredet siden 1948, men meget forsømt, så derfor blev der vedtaget en plejeplan 2009-2015 i forbindelse med Mølleåprojektet. Plejeplanen omfattede dog kun en del af mosen, især hængesækken.

Præstemosen er for størstedelens vedkommede bevokset med høje træer, i hvert fald set fra stien langs sydsiden. Man kan skimte selve mosen dybt nede.

Mod syd ligger en hængesæk. Ifølge bogen "Vild natur i Danmark" (2002) består en hængesæk af tørvemosser som fra bredden vokser ind mod middten og til sidst danner et låg på søen. Disse hængesække er meget sårbare. Tramper man ned i den, kan det tage år at udbedre skaden. Og desuden risikerer man at ramme et tyndt sted og synke i til armhulerne.

Hængesækken har det med at blive tilgroet med bl.a. elletræer. Men det vil man ikke have, så en gang imellem bliver træerne fældet for at redde hængesækken. Der er nemlig plante- og dyreliv som man ønsker at bevare.

Dagens rute

Kildedal Station. Ad Knardrupvej gennem Knardrup og til Ganløse. Ad Mosevej til Ganløse Ore. Gennem skoven ad Vestervej. Farumvej til Præstemosen. Endemål Farum Station. Længde i lige linje: ca. 16 km. Med diverse sidesvipture 2-3 km ekstra.