Mølleåen: Bastrup Sø til Farum Sø

Mølleåen udspringer øst for Buresø. De 30-36 km er lige i overkanten at gå på en dag. så hvorfor ikke starte med stykket mellem Bastrup Sø og Farum Sø. Det hedder også Hestetangsåen. Der er vandre- og cykelstier den ganske lange vej! Tidligere besøgte jeg vandskellet mellem Buresø og Bastrup Sø. Jan Gintberg ville måske kalde denne del af Mølleåen for udkant-Mølleåen. Der findes kort og folder om Bastrup-stien, og langs hele Mølleåen. Lad det være sagt med det samme: Denne del af strækningen er det ikke åen i sig selv, men hele Mølleådalen som rigtig flot og spændende, især på en solskinsdag som i dag.

Melchiors enkesæde fra 1802. Planchen foran bygningen gør meget ud af at fortælle, at man har hvidmalet det hele, også bindingsværket. Dette med at tjære var ekstra omkostninger, og det var mest på Fyn og i Jylland man gjorde den slags.

Landsfader Stauning mente at den brede befolkning fra byområderne skulle komme ud og nyde de grønne områder. At bagtanken skulle være at forhindre arbejdere i at blive sendt til Tyskland under 2. verdenskrig, forekommer lidt underligt, da Staunings "Betænkningen om Storkøbenhavns Grønne Områder" udkom 1936. På den anden side gik projektet i stå efter krigen. Det blev først genoplivet i 2003. Så hvorfor ikke benytte sig af det?

Stenløse og Slagslunde

Man kan komme til Mølleåen ved at gå de godt 8 km fra Stenløse til Buresø. Stenløse har ét fredet hus: Landstedet Melchiors Enkesæde, formentlig fra 1802. Planchen foran huset fortæller at det er noget helt enestående i ældreomsorgens historie at skolelærer og degn Albert Melchior (1732-?) fik opført dette hus til præsteenker og deres børn. Siden reformationen har præster lov til at gifte sig, men enkerne måtte ikke gifte sig igen. Til gengæld skulle den nye præst så forsørge enken med samt børn. Den økonomisk bedste løsning blev ofte at præsten indgik et ægteskab med enken.

Sådan skal en biograf fra 1959 se ud! Markant ligger den der ved hovedvejen og emmer af atmosfære fra før fjernsynets tid. Moderne for sin tid. Og særpræget endnu i dag. Hvad kan en sådan bygning bruges til? Det ser ikke ud til at det er lykkes at genåbne den efter lukningen i 2011.

Nu synes jeg dog at jeg har vist rigeligt med gamle huse, så som modvægt vil jeg vise Stenløse Bio (1959-2011) som jeg tilfældigt rendte i og som påkalder sig opmærksomhed. Den nærmest emmer af 1960'er atmosfære. Man kan forestille ungdommen vælte stimle sammen før og efter forestillingerne, hormonerne formelig florerer.

Først efter Slagslunde og helt til Buresø er der en kombineret gang- og cykelsti. Ellers må man forsøge at holde sig fri af de få, men alligevel hasarderet kørende lokalbilister.

Landevejen er ikke nogen god vandresti. Når den er bedst, har man et stykke rabat. Og der er ikke meget at se. Maglehøje i udkanten af Stenløse ligner andre oldtidshøje, og selvfølgelig adgang forbudt. Vejen går gennem Stenlille. Den er lille, men har så sandelig mindst to mandshøje kampesten! Slagslunde længere nordpå er en nydelig lille landsby. Tilsyneladende helt uden forretningsliv.

Det kan være svært at få øje på åen på denne del af strækningen langs Ganløse Eged. Men den sætter alligevel indirekte sit præg på landskabet. Til højre for stien tårner skoven sig op ad en skråning, og ca. midtvejs oppe er der stengærder gennem hele skoven.

Så omsider kommer man til Småsøerne og Hettings Mose. Det område hvor Mølleåens kilder menes at have ligget/ligger. I middelalderen blev passagen mellem Buresø og Bastrup Sø benyttet til at komme på tværs af ådalene mellem Roskilde og Helsingør. Nu er det slet ikke passabelt, måske med machete. På hele stykket til Bastrup kan det være svært at få øje på åen. Men til gengæld har man skråningerne op til Ganløse Eged. En prægtig skov hvor der løber stengærder enten langs stien eller et stykke op i skoven. Nogen påstår at middelalderkirkerne var Danmarks største byggeprojekt, men når man går langs stengærderne, så bliver man i tvivl. I hvert fald finder jeg stengærder flotte, mere nyttige og af større betydning for befolkningens ve og vel.

Når man går langs med disse stengærder kilometer efter kilometer og tænker på hvor få hjælpemidler de er lavet med, så bliver i hvert fald jeg ret imponeret. Jeg får den tanke at anlægsmæssigt er de uden sidestykke.

Bastrup Sø og ruin

Bastrup Sø (32 ha) er omkring halvt så stor som Buresø (76 ha). 1,1 mio m3 vand mod Buresøs 5,1. Vandkvaliteten er god, når bortses fra udløb fra ukloakerede ejendomme langs søen og fra landbrug. Hvert år arrangeres et motionscykelløb rundt om søen, i år den 8. september. Det er fra 16 til 136 km langt.

Udsigt havde borgherren på Bastruptårnet i hvert fald når han skulle plukke vejfarende for told og skat. Nu er der dog indrettet et shelter til overnattende nede i buskadset til højre.

Middelalderruinen Bastruptårnet (Bastrup Stenhus, Bastrup Ruin)  stammer formentlig fra første halvdel af 1100-tallet. Tårnet var i sin tid beboet af en trehovedet trold, som holdt en prinsesse indespærret her. Men heldigvis blev prinsessen befriet af en prins, som huggede de tre hoveder af trolden, men desværre ved samme lejlighed lagde tårnet i ruiner. Sådanne historier er der flere af langs Mølleåen, også Kong Volmers Vej ved Farum Sø. Mine forældre (og sandsynligvis også deres forældre) elskede sådanne historier. Som kulturelt fænomen er det interessant at generationer yndede sådanne fortællinger. Jeg syntes de var lidt underlige. Og jeg har på fornemmelsen at de ikke rigtig bider på de unge?

Bastrupstien fører norden om Bastrup Sø. Udsigten er fortryllende, og ca. midtvejs er der Tårnet på en bakke med storslået udsigt over hele søen.

Arkæologer hævder at den måske er bygget af Ebbe Skjalmsen (Hvide-slægten). Dets formål var formentlig for at kongen og de rige kunne opkræve skatter, afgifter, told og beslaglægge gods. I hver fald indtil dronning Margrethe den 1. blev sensitiv for at private adelige fik for megen magt og fik borgen revet ned. I stedet blev stenene anvendt til den knap så kongetruende kirke i Lynge.

Bastrup Stenhus var imponerende i sin samtid. Diameteren er 21 m, fraregnet mure er der 8,5 m tilbage til at bebo. Borgen har ligget uden bebyggelse, muligvis med en vold/voldgrav. Her har borgherren så kunnet stå i sit tårn og overvåge en vejfred der snart blev ligegyldig, da man flyttede hovedvejen over Slangerup.

Landarbejdere og velhavere

Fra Bastrup Sø til Farum Sø kaldes Mølleåen også for Hestetang Å. Møller var her kun to  af. Det eneste der er tilbage gemmer sig i navnet Terkelskov, opkaldt efter mølleren Terkel Jensen fra 1690'erne. Der er til gengæld køer. Mellem Ledvadshus og Nyvangsvej går man gennem en kvægflok. Det fortalte vandretursfolderen ikke noget om, og jeg bliver lidt bange for at se de store dyr. Vil de mon angribe?

Jeg har det ikke godt med store dyr og spidse horn. Jeg forbander at vandretursfolderen ikke gør opmærksom på at denne den af stien går tværs gennem en kvægflok. Men omvejen er for lang. Jeg har ikke så meget i benene, så jeg beslutter at tage den store bue om dyrene, og de glor bare: Hvorfor går han rundt derude i solen? Vi gider da ikke komme ud fra skyggen.

Navnet har ikke noget med heste at gøre, men stammer antageligt fra hassel og tang eller trang, og altså betyder Hasseltangen eller Hasselnæsset. Nu ligger der rigmandsvillaerne Hestetangshuse. Men engang var der landarbejderboliger for kalkværker.

Ved Hestetangshuse fosser åen en lille smule. Før i tiden nok til at man kunne drive to møller her. Der var også kalkværker, arbejderboliger mm. Men det er væk. Alt sammen. Og det er meget svært at forestille sig hvordan det har set ud. Nu er der bare idyl. Og rigmandsvillaer.

Kalkværkerne llukkede 1885, men leverede da kalk til Christiansborg.På denne strækning kan man også høre Mølleåen. Det kan man ellers ikke andre steder. Det må skyldes at terrænnet falder, for selve åens bredde er til at overse.

Fra rastepladsen overfor Nymøllevej har man udsigt over mølleådalen. Den kommer rigtig til sin ret her, og fotoet kan slet ikke få det hele med. Til højre skråner det opad.

Mareridt

Den sidste del af stien, oldtidsvejen Kong Volmers Sti, er opkaldt efter Kong Valdemar Atterdag. Han tillod sig at spotte Gud ved at udtale at han elskede Gurre mere end Paradiset. Derfor blev han som en anden Sisyfos sat til at ride ruten dertil hver nat fra Vordingborg. En del af vejen går ad Kong Volmers Sti. Det er ganske vist, for således skriver B. S. Ingemann i "På Sjølunds fagre sletter" skriver:

I muld for længe siden
kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden
går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde
sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde
ham suse vildt forbi.

Men bortset fra det er Farum Sø meget motionsvenlig. Der går en skyggefuld sti kun få meter fra bredden. Der er flere oldtidsstier langs Farum Sø. Jeg ved ikke rigtigt. Jo, det giver da lidt at vide at man går på stier hvor mennesker siden oldtiden har færdes. Gad vide hvad de mon tænkte, osv. Den sidste del langs Farum Sø går gennem Farumgård, som er privat. Og her må man absolut kun færdes gående. Selv kondiløb er forbudt.

Et typisk billede af Mølleåstien mellem Farum Sø og Hestetangshuse. Kukkere kukker. Fugle sjunge og alt ånder idyl. Selve åen ser man ikke meget til. Men det gør egentlig heller ikke så meget, når nu der er så meget andet at kigge på.

Turen på 20 km er min hidtil længste, og jeg var så letsindig at tro at mine sommervandrestøvler var gået til. Det var de så ikke, og hasevablen kom igen efter ca. 10 km. Det kan være et kunststykke at gå med en vabel så længe. Men det gik. Mølleåstien falder på stykket Bastrup Sø-Farum Sø sammen med Nordsjællandsruten.

Buresø, Slagslunde Skov

New York ligger langt væk. Tættere ligger Naturparken. Den hurtigste - og længste - vej fra mit hjem er Frederikssundsbanen til Ølstykke. Undervejs til søen kommer man gennem Sperrestrup Skov. En ret ny skov (1997), rejst på 3.000 årig landbrugsjord. Og fyldt med smattede ridestier. Der ligger en flot gravhøj, Troldhøj. Som der dog ikke er offentlig adgang til.

Hertil og ikke længere. Troldhøj i Sperrestrup Skov er ikke offentlig for publikum. Til gengæld står der en række højspændingsmaster tæt på og ødelægger idyllen en anelse.

Landsbyen Sperrestrup har 5 gårde. Herfra fører en 3 km. natursti til Buresø. Vel sluppet af med Sperrestrups naturlugte (stald), går stien gennem afvekslende terræn: Skov, mark, krat og meget kuperet. Flere af bakkerne er bestemt ikke for gangbesværede. Sanserne bombarderes med natur. Ingen lyde fra biler, og jeg møder hverken løbere, cyklister eller beboere i det hele taget. Jeg hører til gengæld kukkeren før jeg begiver mig ind i den del af Slagslunde Skov som hedder Indelukket.

Landskabet langs naturstien er meget afvekslende. Her et kuperet terræn med marker, krat og Slagslunde Skov i horisonten. Fuglene kvidrer, køerne muher og der er ingen lyde fra civilisationen.

Buresø ligger i den vestlige del af en tunneldal fra istiden hvori også Bastrup Sø, Furesø og Mølleåen indgår. Vanddybden er op til 10,8 meter. Jeg går et stykke op ad vestsiden til Skovløberstedet. Her kommer man bl.a. forbi to badesteder: Karlenes Badested og Pigernes Badested. Hvis man vil læse om området i forrige århundrede, findes der en beretning af en lokal, Hans Reckweg (1942-). I det hele taget skulle vandkvaliteten i søen være udmærket og ingen sundhedsrisiko for at bade i den. Det er vandet dog nok for koldt til nu.

Her spotter jeg for første gang Buresø. Det er den vestlige ende, som ligner en blindtarm på kortet. Der er en offentlig sti hele vejen langs vestsiden. Og man kan lave talrige afstikkere ud til søen. Men ellers er det slut forbudt langs det meste af bredden.

Langs nordsiden er der landbrug, bl.a. det økologiske landbrug Mørdrupgård som ejer Buresø. Så belært af pigtråd, elektrisk hegn og truende skilte fra lodsejere langs Skenkelsø Sø, holder jeg mig til søens syd- og østside som er statsskove. Dog ikke i sommerhusområdet. Det har de sidste 20 år været indblandet i en hidsig sommerdebat. Ejerne må som bekendt ikke bo i deres sommerhus i vinterhalvåret, med mindre man er pensionist og har ejet huset i mere end 8 år. Det gjorde mange alligevel, og også fra lovgivningsmagtens side grebet ind over for siden 1990'erne med dagbøder og engangsbøder. EU-klausulen om at udlændinge ikke må købe sommerhuse i Danmark er tilsyneladende kun en biting i debatten. Der gik mudder i det.

Bare fra Skovstien kan man se en halv snes af denne type "sommerhuse"? Dette ligner nu mere en gammel gård, den ene længe rager på det nærmeste ud på selve vejen. 

Hvis man kigger ind bag hækkene fra Skovvej er der ikke meget der tyder på at det er sommerhuse. Og priserne er også hidsige. Fx udbydes et hus fra 1850 med 2.428 m2 grund til knap 3 mio. kr. Og den slags huse er ikke sjældenheder på disse kanter. Her ligger også Buresøreden som udefra ligner et sommerhotel, men det skulle vist have været et plejehjem engang. Øst for reden ligger den eneste lille strimmel jord hvor publikum har adgang til Buresø.

Jeg har aldrig set så mange, og velholdte, stengærder i hele mit liv som i dette område. De ses overalt lagt skovkanten ved Skovstien. Og også andre steder, fx ved Kollensøvej. Her er det et parti fra naturstien gennem Indelukket.

Kommunens krav i 1990'erne om at beboerne betalte for kloakering blev brugt som argument for at gøre området til helårsbebyggelse - når nu bebyggelsen alligevel havde helårsinfrastruktur. Miljøminister Svend Auken ønske om afklaring på landsplan i 1998 resulterede i dispensationer til 2009. Sommerhusejerne stiftede BOFAST, som vist mønstrede en snes medlemmer i Slagslunde. Man ønskede området anerkendt til helårsbeboelse, men samtidig bevaret som grønt sommerhusområde. Senest i 2011 er situationen stadig ikke afklaret. Debatten blusser såmænd stadig op. Fx da en minister foreslog at man i udkantsområder går den anden vej, nemlig lader de mange usælgelige helårsboliger omdanne til sommerhuse, så de kan sælges som sådanne. Dette har formentlig ikke virket befordrende på det i forvejen hårdt pressede sommerhussalg.

Buresø Badested. Alt ånder af fred og idyl på denne fredag eftermiddag. To kvinder snakker på mælkebøttegule klattede græsplæner med deres heste. En cyklist sidder/ligger henslængt på bænken. Her kigger han mod vandet, som løber mod vest. Bag os ligger det område hvor Mølleåen starter med at flyde i modsat retning. Kort sat. Dette er et vandskel.

Vendepunktet for dagens tur var Buresø Badested i den østlige søende. Området er Natura2000 fredet. Der er noget højtideligt ved at stå her. Her skilles vandene. Vest for løber vandet mod Roskilde Fjord, øst for ad Mølleåen. Så her er det altså at Mølleåen starter sin lange vandring ud mod Øresund!

Sådan skulle altså en "naturlig" bøgeskov se ud. Ifølge vandrefolderen har bøgene fået lov til at så sig selv. Og skovvæsnet griber ikke ind i naturens gang. I virkeligheden synes jeg godt jeg kan se forskel. Jeg ved ikke om det kan fornemmes på dette foto.

Slagslunde Skov emmer lidt af "rigtig" skov. Jeg ser en hjort to steder (aner ikke om det er den samme). Men det er faktisk kun i en begrænset del af skoven bøgetræer har fået lov til at brede til på naturlig vis. Smuk er også Gulbjerg Mose, en forhenværende tørvemose. Skoven er også hjemsted for Slagslunde Musikfestival.

Guldbjerg Mose. Motiverne hober sig op her. Træer der spejler sin top i bølgen blå. Og drivende skyer. Jo, der er dømt dansk sommer her! Det stemmer jeg på.

Hvorfor det hedder Slagslunde, er der lidt usikkerhed om. Slagslunde omtales ca. 1370 som Slarslunde. Navnets forled er muligvis et personnavn, men det kan også være udviklet fra det ældre danske ord slarfuren, der betyder "iturevet". Det svenske ord slarv betyder en "pjaltet person". -lunde betyder "lille skov" og ligesom i Jørlunde er der tryk på forstavelsen. Jeg undgår nu Slagslunde by. Byen er måske kendt for at huse sognepræsten Katrine Lilleør.

Så skidt da. Vi slutter alligevel af med de obligatoriske køer. Men hov. Hvor blev den røde ko af? Og den sortbrogede? Dem må vi kigge i Morten Korch-film efter. Borte har taget dem! Og de er heller ikke med i denne oversigt over danske kvægracer. Er der mon virkelig tale om indvandrere? Eller er det kødracer, ikke malkekvæg? Svaret blæser i vinden. Hvad ved bibliotekarer om kvæg?

Manhattan (5): Riverside Park

Så er Vandringløse Tidende nået til vejs ende i denne lille odysse udi det fremmede. Se de 4 andre indlæg de foregående indslag.

Den ældste del

Mens der er masser information at finde om Central Park og High Line Park, kniber det med Riverside Park. Selv Turen går til New York nævner den knap nok. Det er synd. Om end forståeligt. Arealmæssigt kan den slet ikke måle sig med Central Park, men til gengæld har den Hudson Floden. Desuden er den ældste del af parken lidt anonym. Men det ser ud til at i de seneste (par) år(tier) er der sket en masse. .

 Her et blik fra o. 89th St mod nord: Riverside Park er grøn og bred her. Det er den ældste del af parken. Til højre og uden for billedet kommer Henry Hudson Parkway og skubber fodgængere og cyklister næsten helt ud i floden. I baggrunden George Washington Bridge (1931) til New Jersey. 14 vejbaner og gang- og cykelbaner gør den til verdens mest voluminøse bro, 106 mio køretøjer om året.

Den ældste del af parken ligger mellem 72nd Street og 125th Street. Planlagt med boulevard og vejtræer og parker. I øvrigt af de samme landskabsarkitekter som stod bag Central Park. Nordpå er der senere yderligere kommet en afdeling fra 135th til 155th Street. Denne del besøgte vi dog ikke. Vi brugte nedgangen til parken ved 108th Street og gik sydpå.

På vej mod parken på 105th street kom vi forbi et buddhistisk tempel, som vi ikke umiddelbart bed mærke i udover det særprægede navn. Men det har en interessant historie. Bygningen har en statue af grundlæggeren af den buddhistiske Jodo-Shinsu-sekt. (1173-1262). Den havde vi nok kigget lidt nærmere på, hvis vi havde vidst hvor den var. Den stammer nemlig fra Hiroshima og overlevede på mystisk vis atombomben i august 1945. 10 år efter havnede den her, i et "lasting hope for world peace". Rygterne gik at statuen var radioaktiv, så børnene måtte holde vejret når de gik forbi den.

Riverside Park, ved de "originale" nordamerikanske træer og buske. Umiddelbart er det svært at se forskel. Men de oprindelige planter er åbenbart sjældne i New York, så botanikere og interesserede kan se dem i levendes live.

På den lille strækning 105th til 108th Street har frivillige forsøgt at dyrke 50 oprindelige planter: "Native plants to the North East" som der står på en lille plastificeret A4-siden. De fleste træer og buske i USA er åbenbart importeret fra Europa, i hvert fald i New York. Men her har man altså sikret en lille afdeling. Umiddelbart kunne vi nu ikke se forskel, og opdagede det først da vi var gået forbi. Kun det lille skilt gjorde opmærksom på det. Sådan går det når der ikke er ordentlige guides.

Riverside Park, en typisk trappe op til den ikke specielt befærdede boulevard ovenfor. Stien til højre fortsætter gennem parken.

At gå langs Hudson Floden er noget særligt. Men det kan være svært at vide hvor man skal gå. Der er såvel smalle som brede stier gennem hele den ældre afdeling. Og terrasser, legepladser (kun adgang med børn), bænke mm. Men langs floden løber en pænt befærdet vej. Så man kan enten vælge at gå langs floden - i larmen. Eller gå lidt fjernere fra floden, men så til gengæld mere fredeligt.

Denne båd er en udlejningsbåd, hvor man kan få sig en sejltur på Hudson-floden. Der er utrolig lidt af sådanne. I det hele taget sker der ikke ret meget på floden. I hvert fald ikke mens vi var der.

Den ældre del af parken har pragtfulde cykel- og fodgængerstier. Hyggelige og skyggefulde kroge. Terrasser med udsigt over floden.

Ved 79th Street kommer man ind i det mere bylignende del af parken. Her et interiør fra Boat Basin Cafe. Der er en stor udendørs servering og bagest er der en tribune eller arena med plads til orkester og til at danse og spise.

Cafe, båd og Trump

Fra omkring 72th St er det slut med freden. Så får parken følgeskab af i bogstaveligste forstand en Highway. Helt ned til 57th St larmer den sekssporede West Side Elevated Highway langs parken. Og det har den gjort siden 1930'erne. Dog ikke i syd hvor den i 1973 kollapsede ved 14th St. Parken fortsætter dog ufortrødent videre med dens forlængelse fra 2000 til 68th Street.

Billedet fra Pier i, set mod nord. Helt bagest George Washington Bridge. Bådehavnen skyder sig ud i vandet, og umiddelbart på den anden side er Boat Basin Cafe ( billedet ovenfor). Hvis man kigger direkte mod land, er der Trump.

Ved 70th St stikker Pier I et pænt stykke ud i Hudsonfloden. Hvis man kigger mod land, kan man ikke undgå at beskue en mere skandaleramt del af parken. Med Donald Trump som hovedperson. Han "udvidede" parken (nu kaldet Trump Place) ned til 59th Street og indkapslede den med luksuslejligheder. Skru ned for lyden, hvis du ikke kan holde stemmen ud. Videoen giver et overblik over denne den af parken.

Videre ned mod Battery Park følger parken Highway'en. Der er ikke mange synlige rester tilbage af det gamle havnemiljø. På dette sted har man dog bevaret et ganske lille stykke af en mole. Der er også et lokomotiv. Men ellers er alt stort set fjernet. Til gengæld er der en del kunstværker af nyere dato sat op med jævne mellemrum.

Fra 59th Street må man konstatere at parken ebber ud. Først et par pakhuse, så området med museer og rundfarter. Og endnu længere mod syd Battery Park.

Manhattan (4): Central Park

Central Park fortjener et selvsændigt afsnit. Den er en solid vandretur. Alene rundt i parken en strækning på 10-15 km. Desuden er Central Park et godt sted at starte som turist. En ballast før man kaster sig i frit fald ud i Manhattans gadeliv. Set i bakspejlet også en måde at møde newyorkerne (og deres turister) uden hverken Sinatras Number Onekrav eller Tom Waits' mere dystre Frank. Min oplevelse fra denne søndag (5. maj) er at de fleste bare vil være sig selv. Få et pusterum i det ekstreme bymiljø. Hvad enten det nu er sammen med familien, udfolde sig selv fysisk - alene eller sammen med andre. Eller bare være helt alene. Nyde 'naturen'. solen, det grønne og dyrelivet.

The Pond er en af de mindste søer og ser lille ud på et kort. Men virkeligheden viser noget andet. Her den ene "vinge" af søen. Den anden fortsætter til venstre. Bagest et af parkens ikoner: Gapstow Bridge. En granitbro bygget i 1896.

Det kan være fristende at sammenligne den med Fælledparken i København. Begge blev kreeret af landskabsarkitekter. Centralpark blev startet 1858-1873, Fælledparken blev anlagt 1908-1914. Men Central Park er syv gange større (0,5 km2 mod 3,4 km2). Turen rundt om parken er på ca 10 km. I det hele taget skal man passe på med størrelserne. Manhattan ser lille ud på et kort. Man glemmer at den er 3-4 km på den korte led og næsten 20 km på den lange. Central Park er meget mere varieret end Fælledparken. Faktisk minder Fælledparken mest om The Meadow med forskellige boldbaner mm. Central Park er Fælledparken, Utterslev Mose, Vestskoven, Vestvolden, Kongens Have, Tivoli og meget, meget mere samlet et sted. Med plads til det hele.

Når man har vandret rundt i Vestskoven og Fælledparken, kan man undre sig over at man dog måske kunne have haft glæde af at genbruge nogle af Central Parks virkemidler. Her et kik imod 5th Avenue.

Central Park har været under stadig forvandling siden 1873. Helt op til vor tid er især de nordlige områder blevet mere og mere parkagtige. Plænen ved Belvedere Castle (fra 1872) er oprindeligt et vandreservoir (indtil 1937), og "slottet" en observationspost for det (nu er der en meteorologisk station). Senere blev New Yorks vandreservoir (2½ km i omkreds eller nogenlunde som turen rundt Damhussøen) midt i parken indlemmet. Sammenhængen mellem de to er markereet med "South Gate House". Selv om der altså ikke længere løber vand ud af gaten.

En tur langs The Pool og The Loch kan være en stor naturoplevelse, og også krævende, rent motionsmæssigt. Alt er tegnet og tilrettelagt, men det er godt lavet. Man lever for en kort stund i en illusion af at gå rundt i et vildt naturområde. Og der er hegn om de 'vilde' områder, så dyrelivet derinde får lov til at være i fred for mennesket.

Nogle af de smukkeste områder findes omkring The Pool og The Loch. De er til gengæld meget svære at gengive på foto. Sidst de "farlige skove" nordpå ved Harlem, hvor kriminaliteten en overgang betød at man frarådedes at færdes her om natten. Her ligger nogle batterier fra 1812 (den amerikanske revolution). Og losseplads indtil 1990'erne! (Det er meget svært at forestille sig i dag).

Udsigten fra det næstøverste "dæk" i Belvedere Castle. Nedenfor kan man lige skimte Delacorre Theatre og husene langs 8th Avenue. "Slottet" er nu mere et informationssted og nedenfor er den meteorologiske station hvis data udsendes i vejrudsigterne.

Der er 26.000 træer. 270 fuglearter. Knap 9.000 bænke. 36 broer. Der er flere damme og søer end der er ord i engelsk til at beskrive dem: The Pond, The Lake, The Pool, The reservoir, The Loch, The Water, så da man nåede til den nordlige del ved Harlem måtte man tilsyneladende ty til det tyske ord Meer, Harlem Meer. Nord for ligger Harlem. Ikke som i "gamle dage" for afroer, men nu mere for latinoer. Og spansk høres konstant.

 Et lille udsnit af den nordlige bred af Harlem Meer. Bag træerne anes husene i Harlem. Huset ved søen er Dana Discovery Center, og langs bredden sidder en masse børn og unge og fisker. Man kan leje fiskestænger her. Mens vi kiggede på, var der dog ikke bid. På den modsatte bred (uden for billedet) Nutter's Battery og Fort Clinton.

Skilte maner til at passe på "the wild life" i parken. Og der er også masser af dyreliv at se. Det kan være svært at se det vilde i de næsten håndtamme egern, stære og andre fugle. Den vigtigste dyreart i parken er nu mennesket, de 25 mio årlige besøgende. De kan vælge mellem masser af friluftsaktiviteter: Tennis, squash, løb, ridning, cykling, løb, baseball, basketball, fodbold, fiskeri mm. Eller lade sig underholde: Karetture, sejlture i båd eller gondol, karrusel, koncerter, bryllup, events. Der er rigeligt med plads til det hele. Også til bare at gå rundt og slappe af. Det meste er gratis. Toiletter, spisesteder mm er også på plads.

The Ladies Pavillion ved The Lake. Her er et leben af robåde og en enkelt gondol. Dog uden syngende gondoliere. Bemærk også cyklerne. Der er både cykel- og ridestier rundt parken.

Latinoerne

Når man bevæger sig rundt i Central Park - og for den sags skyld også andre steder i New York - kan man ikke undgå at bemærke at der tales spansk i stor stil. Især restaurantpersonalet, endog i Newark-Lufthavn. Latinamerikanerne udgør 2,4 mio ud af New Yorks ca. 8,4 mio. indbyggere. Langt hovedparten af dem kommer fra Puerto Rico og Den Dominikanske Republik (1.5 mio), men der er også en del mexicanere, ecuadoranere og columbianere.

Som Damhussøen er New Yorks gamle vandreservoir omgivet af en dæmning. Til venstre for springvandet i baggrunden er South Gate House. Stien umiddelbart ved søen er reserveret for løbere. Fodgængere henvist til den øvre sti.

En rapport beskriver de demografiske forhold. De fordeler sig meget uens over byen. På Manhattan holder de (dominikanerne) fortrinsvis til fra den nordlige del af Central Park og nordpå. I stor stil i The Bronx (puertoricanerne). Selv om de taler spansk - og højt - sammen, ville de som jeg tilfældigt kom i kontakt kun ugerne snakke spansk. Og kun en svarede på standardspørgsmålet: Where are you from?

På en solrig søndag som denne kan der hurtigt blive trangt på plænerne. Og spansk høres ret ofte når folk går forbi. 

Man kan nikke genkendende til de fleste træer i parken, for det er de samme som er i Europa. Hvis man vil se de oprindelige nordamerikanske arter, skal man til et område i Riverside Park. Den er et overset sted i New York, tegnet af den samme landskabsarkitekt. Herom det sidste afsnit i denne New York-odysse. Se de tre første afsnit de foregående dage på denne weblog.

Manhattan (3): If you can make it there ...

Når jeg vandrer rundt i New York - og tænker tilbage på byen når jeg ser vores fotoer - har jeg to  modsatrettede melodier/stemninger kørende. Den ene er Frank Sinatras New York New York. Den anden er Tom Waits' album Franks Wild Years. De er modstykker. Sinatras tekst er fyldt med oneliners, og musikken er Las Vegas swing. Waits' plade er 17 numre fra et skuespil. Ingen nemme pointer eller punchlines. Teksterne er svært tilgængelig med dybt skjulte pointer, musikken kaotisk, amelodisk og skæv.
 

Chrysler Building peger mod himlen med sit enlige spir: Number One? I hvert fald i en måneds tid indtil Empire State Building var færdig. Mange synes dog at æstetisk er Chrysler number one. Til gengæld skulle der en protestbevægelse til for at redde Grand Central Station (i gaden bagest, men foran Chrysler Building). Den var ikke høj nok og ikke nok penge i jernbaner. Men Tom Waits var der, i filmen "Fisher King" fra 1991.

For mig vinder Waits på dybde, humor, selvironi og menneskeligheden. Sinatras melodi afspejler en brutal drøm, et glansbillede. Waits beskriver en virkelighed som kommer tæt på. Jeg har på fornemmelsen at Waits' Frank er et poke til Frank Sinatra og det han står for. Flere numre peger på det: "I'll Take New York" (total Sinatra, dér), "Straight to the Top" (Sinatra: "Top of the list") og "Please Wake me Up" (Sinatra: "Wake up in a city that never sleeps"). For ikke at snakke de skjulte hentydninger i teksterne.

Solen skinner ikke altid på Manhattan. Her står regnen ned i tove. Subway'en oversvømmes, og folk flygter væk fra gader og stræder, som her foran Macy's varehus. I baggrunden er nogen blevet number one til en taxa. Pølsemanden er the only one ved sin vogn, og flygter senere med den. "It's more than rain, that falls on our parade today", som Tom Waits kunne have kommenteret fra Franks Wild Years. "Nothing is going our way".

Frank Sinatra var "a number one". Waits' Frank bliver aldrig til noget. På det sidste nummer ender han med at konstatere at "Well, it was a train that took me away from here, but a train can't bring me home". Og der er mere Frelsens Hær end Las Vegas over musikken. Det tog som vi alle måske frygter kører fra os. Men på en eller anden måde gennemsyrer de to livssyn Manhattan mere end noget andet sted. For mig udtrykker Sinatra præcist de mange myter der er knyttet til byen. Waits et solidarisk kram til det kæmpeflertal som enten ikke spiller med Sinatra, eller ikke blev "a number one".

Rislende vandfald og forgyldte vægge. Overalt spejler rummene sig - og dig selv, forgyldt. Trump Tower. Trump, Trump, Trump. Milliardæren byder os indenfor i sin verden af luksus og sød musik. Alt er godt her. Ingen problemer. "Proper footwear required" står der på skiltet ved rulletrappen. Jo, verden skal ikke med ind, den eksisterer ikke, sålænge du har din pengepung i orden. You're a number one.... "I want to be a part of it" ... eller?

En "number one" er fx Donald Trump. Indbegrebet af amerikansk succes: Bedstefar indvandret fra Tyskland, Donald selv født i Queens. Han blev stenrig på ejendomme, ejer selv mange, bl.a. omkring Central Park. Gift tre gange og børn med alle konerne. Hans navn står overalt og mange gange på hans ejendomme. Han blander sig i politik og religion på en højst påfaldende måde. Og mange vil vel mene at han har en smagløs kultur. På samme måde anses 5th Avenue og Madison Avenue for de riges kvarter.

I 2009 lukkede Virgin Records på Times Square. Vi havde set frem til at besøge den, fordi den rummede et slaraffenland for musikfreaks som os. Vi havde bare ikke læst om at den var lukket. Lukningen skyldes ikke nedgangen i salget af musik. Men, ifølge New York Times at "the chain’s owners, two big New York-based real estate development companies, saw greater potential in leasing the prime space to Forever 21". Der er også åbnet en Toys'R'Us. "King of the Hill".

Enhver kan beskue de nedre etager af Trumps hovedkvarter på 5th Avenue hvor han selv efter sigende bor. Ligesom man kan foran Trump International Hotel and Tower kan bese en globus ved  indgangen til Central Park, Columbus Circle. Den er en kopi af Unisphere, verdens største globus med en diameter på ca 37 meter. Den står i - Queens. Man kan, og bør, gøre sig tanker omkring hvad den form for arkitektur og opførsel står for.

"I want to be a part of it..." og det kan man blive på denne tribune i den ene ende af Times Square med en Coca Cola-reklame som kulisse. Så er det hele bogstavelig talt iscenesat. Foran tribunen myldrer det med folk der håber på at blive set og blive number one: Kunstnere, musikere, gøglere, gadehandlere, religiøse (Dommedag er nær....), reklamer. Du kan endog "be a part of it" ved at stille dig ind i linsen for de to kæmpestorskærme.

Det er vel menneskeligt at vi gerne vil være "som vi er". En anden ting er så om det er muligt at overleve på den måde, og om vi alle kan blive "a number one". Mange ønsker i hvert fald at blive det. Det udstilles måske i særlig grad på Broadway-Manhattan. Her kan man godt føle sig udsat for et forrventningspres om at være som du ikke er. Især i weekenderne.

 "Naked Cowboy" der sælger undertøj og forskellige dimser "Made it there". Chokoladebrune piger og denne pågående, lækre fyr tiltrak mere end opmærksomhed. Showet er i gang. Sammen med dommedagsprædikanten, Batman, Terminator og Alien, Disney-figurer, sangkor og alskens andre som kappes om at være the "number one", i hvert fald for en kort stund.

Rammen for alt dette blev udstukket for over 200 år siden. Alle gader (Streets) og avenyer på Manhattan fik numre inden de overhovedet var lavet. Kursen var lagt, kun Broadway skærer sig gennem avenyerne, og kun i den sydligste del er der hvad vi normalt forstår ved gadenavne. Eller. Kigger man på gadeskiltene, så finder man overalt at der alligevel har indsneget sig navne. 6th Aveny kaldes fx også The Americas. 46th Street kaldes mellem 7th og 8th Avenue også for Restaurant Row. På samme måder kan man finde Diamond Row, Korea Row, og andre. Et stille oprør mod at være reduceret til et identitetsløst tal?

Showet er forbi. Lysene går ud. Aktørerne væk. Er alle "Way down in the hole"? Diamanterne der om dagen blænder en overalt på Diamond Row, 47th Street ved Times Square, er som forsvundet som dug for solen. "In the city that never sleeps" starter et andet liv. Nogen ville kalde det bagsiden. Bunker af affald hober sig op. Foran rig som fattig. Hvad angår skidt og møg er alle number one.

Når man nu alligevel er anonym, så kan man vel ligeså godt svine det hele til? New York producerer i hvert fald enorme mængder affald. Alle vegne. Og så mange mennesker må nødvendigvis have mange efterladenskaber. Men er det rimeligt at restauranter, deli'er, cafeer og spisesteder i den grad bruger engangsbestik? Forretningerne uhyrlige mængder emballager. Og samtidig ikke genbruger? Affald er klasseløst. Selv på Diamond Row hvor ortodokse jøder siden 1941 har udbudt mængder af diamanter, ligger affaldet i meterhøje bunker når butikslysene slukkes og vinduerne tømt for kostbarheder. Flåder af skibe og lastbiler på vej med møget. Meget af det havner på Staten Island.

Måske er det med denne båd affaldet fra Diamond Row nu bliver fjernet. Transporteret til Staten Island og New Jersey. Frihedsgudinden kigger tavst på flåden og holder faklen højt. Gad vide hvad hun tænker, hvis hun da tænker overhovedet. Var det det som var hele ideen med friheden?

I nyere tid er tragedien med World Trade Center 11. september 2001 så absolut number one begivenhed. Er det virkelig lykkes for New York at vende den til noget positivt? At komme op på hesten igen, livet går jo videre? Hvad betød den for New York? Fik byen til at stoppe op et sekund? Fik den øjnene op for at intet er for evigt, og man skal sætte pris på det nære? Det er jeg den sidste der vil udtale mig om, som en skide turist. Man kan tage det konstruktive i Sinatras "I'll make a brand new start of it". Det skulle nødigt udvikle sig til at "today is grey skies, tomorrow is tears, you'll have to wait till yesterday is here".

Spiret blev sat på World Trade Center mens vi var der. 1776 fod, ifølge Politiken året for USAs uafhængighedserklæring. Men tårnet er vokset op i en noget anden by end tvillingetårnene. Storbyer må nødvendigvis hele tiden forny sig selv. New York må. København må. Ellers går de til grunde. Spørgsmålet er bare hvordan.

Læs også de to andre indlæg fra 12. maj og 13. maj.

Manhattan (2): Fremtiden cykler og grøntsager på taget?

Det er en kendt sag at biler er et must overalt i USA, også i New York. Men bilismen ser ud til at have nået en øvre grænse. Der er så mange biler at det på visse tidspunkter af dagen ikke længere giver nogen mening at køre bil. Så New Yorks bystyre er begyndt at ændre politik. Ad flere omgange har forskellige borgmestre forsøgt at gøre noget for cyklismen. Med ringe held. Det tager lang tid at bearbejde indgroet mentalitet. Men trafikken har faktisk siden 2005 (da vi sidst var her) fået et mere "menneskeligt" ansigt i form af cykler og fodgængervenlige områder.

Uforvarende løb vi 5. maj ind i Five Boro Bike Tour på vej til 5th Avenue og Central Park. Vi måtte opgive at komme over 6th Avenue. En endeløs række af cyklister har siden 1978 kørt gennem alle 5 distrikter i New York (Manhattan, Brooklyn, Queens, Staten Island og The Bronx). Deltagerantallet er nu oppe på 30.000 og er vist oppe på nogen og 60 kilometer.

København model for New York

Der er kommet rigtig mange cykelstier. Og det ikke bare minder om København, det er noget ikke kun denne video påstår er kopieret fra København. Helt tage æren kan København dog ikke. Så tidligt som 1980 havde den daværende borgmester været på besøg i Beijing og konstruerede en cykelsti som varede i fire måneder før den blev nedlagt. Og diskussionen er langt fra slut. Men i 2009 besluttede New Yorks transport"borgmester", Janette Sadik-Khan, at lukke dele af legendariske Broadway for at anlægge pladser og cykelstier. Hendes vision er at Broadway engang vil være omdannet til parker! Hun erkender at inspirationen især kommer fra København. Og vores egen opfattelse af at cyklister kører som en brækket arm, deles absolut ikke "over the pond". Googl og læs hvad newyorkerne skriver. De er begejstrede.

En typisk cykelsti på en aveny: i venstre side af kørselsretningen. Jeg tror nok det er fordi taxierne ikke vil have cykler på tværs når de åbner døren for kunder. Cykelhjelm er lovpligtig. Her er stien meget beskyttet. Andre løber stien klods op ad kørebanen. Og fodgængere, cyklister og biler færdes mellem hinanden i et halsbrækkende race.

Ud over cykelstierne i Central Park og det årlige Five Boro Bike Tour (i år søndag den 5. maj) har New York fået rigtig mange cykelstier. Dels i de mere sikre parkområdet som Central Park og River Side Park, dels i temmelig risikable, malede områder på kørebanen på de store avenyer og gader. Cykelkulturen er noget anderledes end i Danmark. Hvis nogen finder at danske cyklister kører som gale, er det det rene vand i forhold til hvad der sker i New York. I den officielle folder er det også et helt andet koncept for cykling end vi kender til i Danmark. Fx bliver det anbefalet at ringe med klokken for at gøre bilister og fodgængere opmærksomme på ens tilstedeværelse.

Cyklister må godt færdes på veje hvor der ikke er cykelstier. Her har to cyklister begivet sig i et halsbrækkende ridt ned ad Broadway midt i trafikken. De kører langt stærkere end bilisterne, der konstant sidder fast i trafikpropper. Og det går ud og ind - her endda uden cykelhjelm - mellem de næsten helt stillestående biler.

Det er mit indtryk at New Yorks bilister i betragtning af antallet af biler kører ret godt og disciplinerede. Bedre end mange af cyklisterne, og i hvert fald mere lovlydige end fodgængere, der maser sig over for rødt når de kan slippe af sted med det. Men da bilerne ofte kører langsommere end cyklerne samtidig med at de spærrer for dem, zigzagger mange rundt i trafikken.

Et typisk kik ned ad Broadway mod Times Square fra Central Park. På dette stykke har bilisterne trange kår. Det malede område nærmest fortovet er fodgængerområde. Dernæst løber cykel stien ud til midterrabatten, og "kun" to vejbaner er reserveret bilister. Ensrettet. Broadway er langsomt ved at forvandle sig fra et bilisthelvede til et park-, fodgænger- og cyklistområde.

Hunde

En anden disciplineret gruppe er hundeejerne. I betragtning af antallet af hunde, gled vi aldrig i en hundelort på gaden. Der var lidt fare i græsset i visse parker. Men hundeejere er flinke til at fjerne hundelorte og i parkerne er der rigeligt med hundetoiletter. Der vanker også bøder på 100 $ for at efterlade en hømhøm. Selv på de mikroskopiske "pladser" på Broadway som Greeley Square og Union Square. Nogle hundeejere behandler deres hunde som var det mennesker og transporterer dem i barnevogne, bærer dem på armen eller har hunde-"barnepiger" som passer dem mens ejeren er på arbejde.

Midt i finansdistriktet ved World Trade Center har en hundejer fundet en stille læseplads på en bænk. Og hunden sidder naturligvis ved siden af. Ikke på jorden. Man har vel stil! Og hunden er vel menneskets bedste ven!

Landbrug i byen

Der er ikke mange på Manhattan eller Brooklyn der har haver. Men der er flade tage. Nedlagte industriområder. Små frimærker hist og pist hvor folk mest på eget initiativ har anlagt gartnerier, haver eller endog parker. Nogle af disse økologiske grønsager sælges sammen med "rigtige" farmeres varer hver mandag, onsdag, fredag og lørdag på Union Square Greenmarket.

Butikken ved siden af svampeboden, den med det blå skilt (Andrew's Honey from New York) sælger bla. honning fra bistader der står i haver på tage i Manhattan, Brooklyn & Queens. I hvert fald i følge skiltet. Helt billigt er det ikke. Jeg kender Læger uden grænser og andre, men Bier uden grænser? Jo, den er god nok. I følge butikkens hjemmeside har Andrew været mange steder rundt i verden med Bees Without Border! Men linket til den virker ikke, så ... måske var der alligevel grænser?

Her kan farmere fra land og by udstille deres varer. Børn lære hvordan grøntsager ser ud. I et telt fremvises grøntsager for en gruppe børn som skal svare på hvad det er for nogen, og bagefter skal de gå rundt på markedet for at finde dem. Der sælges også honning.

 I den blå Education Station undervises børn (man kan lige ane dem sidde inde i boden) i hvad grøntsagerne hedder. Bagefter får de til opgave at finde dem i boderne på markedet. Markedet er rimeligt overskueligt, men velbesøgt. Og der sælges alt i frugt og grønt (økologisk) med afledte produkter: Juice, sæbe, honning, sirup osv.

High Line Park

Som med så meget andet går USA ofte helt over gevind: Samme år som Janette Sadik-Khan lukkede Broadway, indviedes den ca. 1,2 km lange High Line Park. Den  er anlagt på et gammelt fragtjernbaneareal hævet ca. 10 meter over gadeniveau. Den fungerede som sådan 1930-1980. Ideen om en park opstod omkring 1990 og førte til indvielsen i 2008. Der arbejdes nu på at udvide parken med baneterrænnet i dens nordlige ende.

 På denne strækning har man bevaret de gamle spor. Parken er meget afvekslende. Masser af siddepladser, tribuner, bede, træer (som her på billedet) og i bygningen bagest kan man købe mad og forfriskninger. Udover at parken er pudsig, har man også en del udsigter. Dels med havnen, dels mod fx Empire State Building.

Riverside Park

Mens stort set alle har hørt om Central Park, lever Riverside Park en langt mere anonym tilværelse. Helt ufortjent. Parken er delvist designet af samme landskabsarkitekt, Olmsted. Parken strækker sig endnu længere end Central Parks ca. 4 km, nemlig 6 km, langs Hudsonfloden, og anlagt i årtierne omkring århundredskiftet 1900. Den nordlige del rummer bl.a. et område for fugle og et område for 50 oprindelige nordamerikanske træer og planter mellem 105. og 108 gade. Billederne i dette indslag drejer sig dog mere om den nyanlagte cykelsti mellem sydspidsen af Manhattan og Riverside Park.

Længere mod nord kan man ane det egentlige parkområde og yderst til venstre George Washingtonbroen til New Jersey. Dette er et afsvekslende, afslappet og fredfyldt sted. Her er der dog mere støj. Og cykelstien er smeltet helt sammen med gangstien, hårdt presset af bilisterne.

Donald Trump ejede grundene sydfor og indvilligede i at forlænge parken yderligere 13 gader i 1990'erne. Billedet af transportfærgen fra det tidligere indslag stammer herfra. Den går nu i et med Battery Park som samtidig blev forlænget nordpå. Det betyder at parken i dag strækker sig helt fra sydspidsen af Manhattan og næsten helt op til George Washington-broen. Med cykel- og fodgængerstier.

 Et stykke af vejen fører cykelstien under Highway'en. Samme område som billedet af jernbanefærgen fra sidste indslag.

Så jo. Ord som organic, green, recycling popper op her og der i gigantbyen. Den 24. april i år annoncerede borgmester Bloomberg endnu et tiltag i Solid Waste Management Plan, nemlig genanvendelse af 50.000 tons plastik årligt. Noget er ændret: Supersize me, Frank Sinatras "New York New York" er begyndt at krakelere. Måske gik der lidt for meget Sinatra i den? Måske kunne byen alligevel trænge til en slummer i stedet for "never sleeps". Lidt for meget "King of the Hill", "Top of the list". Og måske kunne alle ikke "make it there". Måske var disse "Little town blues" ikke så tossede endda. Det næste afsnit vil forsøge at se hvordan det går/gik Sinatras New York.

(Første afsnit af denne New York Odysse fra perioden 4.-11. maj blev bragt i går. Jeg planlægger et par stykker til. Vi gik rigtig meget hver dag. Hvad der svarer til en god vandringstur. Indlæggene er imidlertid arrangeret i temaer som går på tværs af dagene).