Farvel til 2012!

Vejrudsigten gav ikke mange muligheder hvis den sidste tur i 2012 skulle afslutte året med maner. Søndag formiddag mellem 9 og 12 profeterede DMIs satellitprognose. Og det kom også til at holde stik. Vandringsmanden stævnede ud i halvtrist vejr som så bare blev bedre og bedre mens fødderne nærmede sig Utterslev Mose.

Næsten en kliche: Spejlbilledet. Men det gør jo ikke motivet mindre smukt. Solen får så afgjort det hele til at se mere idyllisk ud

Målet var at gå hele mosen rundt hvis vejret ellers holdt. Det gjorde det, det blev bare bedre og bedre, indtil Tingbjerg igen kunne anes. Så startede den første byge og så var det slut med det solskinsvejr. Men det gjorde nu heller ikke så meget. Det meste af turen havde Vandringsmanden som så mange andre på denne formiddag fået en helt enestående oplevelse af mosen fra sin bedste side.

På landjorden har en flok grågæs blandet sig med ænderne. De er absolut ikke glade for Vandringsmandens nære tilstedeværelse og skræpper alarmerede op.

Hvis man vil se dyreliv (aka fugleliv) så må man holde sig til den nordøstlige del af mosen. Der har alle fuglene samlet sig. Og jeg ved ikke om det bare var mig, men jeg synes nu at der også var lunere i denne del af mosen. Her er der så til gengæld rigeligt af dem: Ænder af mange slags, svaner, grågæs, hejrer og alskens småfugle.

I vandet dominerer svanerne. Men de kommer ikke drønende længere som i gamle dage når de ser mennesker. For at få franskbrød. Det synes jeg egentlig er en ganske god udvikling!

De fleste af dem er ikke håndtamme, og forne tiders franskbrødsfodring af fuglene er heller ikke længere på mode. Hvilket vist nok er til fuglenes eget bedste. Og mosens. Alting ser bedre ud i solskin, og motiverne hober sig op.

Endnu en klassiker. En lille ø ude i mosen. I det stille vejr, med spejlbilledet, det blå vand og den blå himmel - det er noget der liver op i denne ellers så mørke tid.

Fra toppen af Brønshøjholmbakken er der en flot udsigt over mosen. Men så er det også ved at være slut med det gode vejr.

Et sidste kik over mosen. Som Saurons mørke tårn i Mordor forsøger den indesluttede og dystre Bispebjerg Kirke i horisonten forgæves at kaste en mørk skygge, eller en løftet pegefinger om man vil, hen over mosen. Men denne flotte dag er det let at ignorere det.

Vandringsmanden får for første gang brug for regnslaget til rygsækken da en byge vælter ned. Så det er bare med at komme hjem i tørvejr. Der skulle være udsigt til endnu mere sol mellem regnbygerne i eftermiddag, så det er bare med at benytte lejligheden. Nytårsaften og -dag lover vejrudsigten regn og byger med blæst.

Herstedhøje (Vestskoven)

Vestskoven overstår man åbenbart ikke på en enkelt dag, Eller: Vejret klarede op for sent, og jeg kom for sent af sted til at gennemføre en komplet gennemvandring frem og tilbage før det begyndte at blive for mørkt til at jeg turde fortsætte helt ud til vestkanten. Jeg nåede kun til Herstedhøje før jeg måtte vende om. I fugleflugtslinje er der over 6 km fra den østlige til den vestlige ende. Men stierne går nu engang ikke i fugleflugt.

Gad vide hvad bønderne på denne gård egentlig havde forestillet sig. Nu er gården omringet af endnu større landbrugsejendomme der fungerer som rideskole. Og den ligger lige ved udfletningen mellem Motorring 3 og Frederikssundsmotorvejen. Mon det dog var noget de forestillede sig da de bosatte sig her?

Den østligste del er med udvidelsen af Frederikssundsmotorvejen blevet endnu mere klemt inde mellem denne og Motorring 3. Det betyder at fodgængerbroen over Motorring 3 nu er flyttet helt tilbage til rideskolen. De to udfletninger ved hhv Motorring 3 og Nordre Ringvej er ikke med på Naturstyrelsens kort. Muligvis på de nyeste udgaver af Krak.

Lundshedevej umiddelbart efter den nye fodgængerbro over Nordre Ringvej (nord). Det fremgår at stien anvendes af andre end fodgængere. Skov-motorkøretøjer, heste og cykler. Gode travesko er et must på denne dag.

Larmen fra motorvejene får mig til at opgive at gå mod nord til Hvissingehus og Hvissingestenen. I stedet bestiger jeg det 38 meter høje Oxbjerg for at få et overblik over Vestskoven. Det viser sig ikke at være en særlig god ide. Udsigten er begrænset, og vejen derop meget smattet. Ikke desto mindre findes der nedenfor ved Oxbjergvej en parkeringsplads og en iskiosk (der dog nu er lukket).

Sådan - nogenlunde - er udsigten fra Oxbjerget denne forblæste 2. juledag. Hvis man kigger rigtig godt efter midt i horisonten, kan man lige ane Herstedhøje dukke op over skoven. 

Noget af skovarealet syd for Sortevej er inddraget til bebyggelse. På afstand ser de ud som gamle forfaldne huse. Men ved nærmere eftersyn viser det sig at de er tegnet sådan. Og der er også bjælkehytter. Dette første indtryk forsvinder ved nærmere eftersyn. På tæt hold vinder denne utraditionelle arkitektur ved nærmere bekendtskab.

Vestskoven er en 'kunstig' skov, men i Naturstyrelsens folder fortæller man at den er begyndt at ligne en 'rigtig' skov. Og det er ikke lyv. Skoven får sine steder lov til at passe sig selv. Mens der i andre områder foregår en meget livlig træfældning fordi den åbenbart er løbet løbsk.

Det går ikke at bevæge sig rundt i Vestskoven uden et kort. Naturstyrelsen har udgivet en udmærket folder, men selv om den er fra 2012 er der alligevel sket væsentlige forbedringer. Bl.a. er der kommet en bro over Nordre Ringvej, så man ikke behøver at vandre helt sydover. Men det finder jeg først ud af da jeg ser den.

 Der foregår en meget omfattende skovhugst i den østlige del af skoven. Her på Slettevej. Den viste stabel er oven i købet en af de mindre.

Jorden er meget blød og klæbrig. Så jeg opgiver hurtigt at bevæge mig ind på de små og bittesmå skovstier. Fx er der en asfalteret hovedsti gennem hele skoven.

Herstedhøje med naturcentret ved foden. Jeg bestiger højen, og fortærer julegaver, en müsslibar og slurk vand fra den nye termokande, ved et stadig ulmende lejrbål. Det er fuldt lovligt at tænde bål i de overdækkede skure. Der er oven i købet anvisning på hvor du kan hente brænde. Der blæser dog en frisk vind, så det er kun Vandringsmanden der benytter sig af tilbuddet.

Herstedhøje (67 meter) ligger nogenlunde midt i Vestskoven. Langt højere bjerge så vide på jord,  det er der ganske vist. Men den er omgivet af sletter, så når man kommer ud af skovområderne, ses den ganske tydeligt. Umiddelbart nord for Herstedøster og Albertslund Lilleskole.

Herstedøster er en tuttenut-landsby som ligger ved foden af Herstedhøje. Med takket kirketårn og det hele, i anledning af julen.

Højene er kunstige, menneskeskabte. Jeg kommer til at tænke på Central Park i New York. I det hele taget er der i Vestskoven taget mange initiativer til at gøre stedet attraktivt. Og der er selv på denne kolde, forblæste decemberdag en del mennesker overalt. Selv på toppen af højen.

I det nogenlunde klare vejr kan man se ganske langt. Jeg kunne fx ganske let se til Vestforbrænding, Herlev Hospital, Høje Gladsaxe og Avedøreværket. De forsvinder dog på fotoerne. 

Den vestligste del af skoven må vente til en anden god gang. Det samme må en nord-syd gennemvandring.

Folder fra Naturstyrelsen, 2012.
Folder om Frederikssundsmotorvejen. 2011.
Naturstyrelsen. Løberuter i Vestskoven.

Glædelig Jul, kære læsere

Jeg ved at der er en håndfuld kolleger, venner og bekendte der følger lidt med på vejen. Til jer og alle andre der måtte slå et smut forbi webloggen: Rigtig glædelig jul! Jeg har fået endnu mere udstyr til længere ture .... rygsæk, termokande og forskelligt guf. Det lover godt for det nye år!

Fedtmosen er ikke gået helt i dvale. Men næsten. Farverne er der ikke noget i vejen med.

Til de som ikke kommer ud i den friske luft, her to fotoer som viser lidt om hvad der sker på land og i by. Der er overraskende mange 'derude'.

 

Udsigt over Herlevhuses fællesareal. Der ligger kun en rest af en snedrive til venstre i billedet.

Årets korteste dag

Når solen skinner på årets korteste dag, fornemmes den ikke så kort endda. Men det gælder selvfølgelig om at være fremme i vandrestøvlerne mens det stadig er lyst. Det er de flittige arbejdsfolk i Kagsmosen. De har gang i deres hul, og de er nået langt. Du kan jo sammenligne med fotoerne fra indslagene fra 16. september,  29. september og 8. november.

Hvad mon det hele skal gøre godt for? Jo, det skal være et bassin for at afhjælpe oversvømmelser, men det er stadig svært at forestille sig slutproduktet.

Vejret er koldt, temperaturen omkring frysepunktet. Stierne er næsten frosne, hvilket er en fordel fordi det så ikke føles som at gå rundt i en mose. Kagsmosen er frosset til stadigvæk, men det rindende vand i Kagsåen har forhindret frosten at gå i åen.

Kagsåen er meget vandrig for tiden. Afsmeltning, nedbør mv. har for en gangs skyld fået gang i strækningen langs Kagsmosen (som ligger på den anden side af stien). Den er til gengæld helt frossen stadigvæk.

De er svære at få øje på. Jeg er selv flere gange kørt forbi uden at bemærke nogen. Jo, jeg har da selv dem, rækkehusene. Men det er først efter at have undersøgt det, at jeg ved at der på vej ud mod Ejbybunkeren ligger noget byggeri af Arne Jacobsen (1902-71). Det ligger på begge sider af Tårnvej, ved tværveje som Fortvej.

Ud mod Vestvolden ligger den gule udgave af Arne Jacobsens rækkehuse. Men der ligger også nogle røde udgaver.

Arne Jacobsen er ellers mest er kendt for rigmandsvillaer i Whiskybæltet, Klampenborg, Ordrup, Charlottenlund, Hellerup og Gentofte. Men han tegnede altså rækkehusbebyggelsen Islev Vænge, 1949-52. Det er knap 200 rækkehuse, hver med egen have, ca. 80 kvadratmeter og rimelig husleje. Han har også tegnet kommunale bygninger i Rødovre.

Forfaldet er til at føle på ved Vestvolden. Betonen er forvitret, døren rusten. Slåen er simpelt hen rustet fast, og brombærgrenene rager ind over nedgangen. Salpeteren trækker hvide striber over døren. Jovist, der er nok til at gøde vinterdepressionen her. Helt Gothic!

På årets korteste dag kan man let forfalde til vinterdepression. I hvert fald er det mest forfaldet der lige denne dag spontant fanger min interesse. Og den lavtstående,  blege sol. Hvor jeg uvilkårligt kommer til at tænke: Nå, det var så hvad vi fik af sol for den 25-øre.

På et dødt træ har lav bredt sig over det hele. Jo, det er jo levende. Det ved vi godt. Og det er meget specielt. Smukt ser det ud. Men vemodigt minder det om et stort, stolt træs endeligt. Helt Gothic. endnu engang.

Det bedste ved denne dag er at nu går det kun fremad med længden af dagene. Vi skal så bare have overstået den periode på 1½-2 måneder hvor det bliver stadig lysere, men også stadig koldere.

Ret meget højere kommer solen ikke på denne årets korteste dag. Alligevel er det dejligt at den i det hele taget lader sig se. Vejrudsigten lover blæst, kulde, isslag og i det hele taget vintervejr af den værste skuffe hen over weekenden. Hvor det jo så er jul. Uha uha. Hvid jul, måske. Men hvilken jul.

Skenkelsø Sø

Skenkelsø Sø ved Ølstykke er (endnu) en af de søer som siden landboreformerne 1790'erne ad flere omgange indtil 1950'erne blev forsøgt afvandet og opdyrket som landbrugsjord. Oprindeligt var den ca. 65 hektar med en normaldybde på 3-4 meter. Stor nok til at lokalbefolkningen kunne fiske og jage i og ved søen. Men landbrugets interesser stod højst, og sidste forsøg på at tørlægge søen skete i 1950'erne med udgravningen af Ålebæksrenden.

Søens nordlige ende, syd for jernbanen, er åbenbart den bedst tilgængelige, selvom det første stykke af vejen går gennem mudder. Der er faktisk kun to brede traktorspor som angiver vejen. Det viser sig imidlertid at være langt bedre end længere sydpå. Her ophører stien nemlig brat i en majsmark. Fra stien er der en fin udsigt over søen og til Snostrup med kirketårnets formanende pegefinger ragende op.

Men intet lykkedes. Søen bed fra sig, og blev aldrig til landbrugsjord, højst til græsningsområder. I 1996 blev der udarbejdet et forslag til at genskabe søen, med tilhørende fredning. Efter mange bryderier begyndte genskabelsen i 2009. Helt genskabt bliver den dog ikke. Søen blev på 45 hektar (ca ½ km2). Et sommerhusområde i sydenden bliver inddæmmet.

Den nordlige ende af Skenkelsø Sø, syd for jernbanen, giver et meget godt indtryk af hvorfor det aldrig lykkedes at tæmme søen. Området er stadig helt moseagtigt og engagtig, selv stien er sine steder helt blød.

Lad det være sagt med det samme: Godt nok blev søen indviet for 2 år siden, men lodsejerne holder publikum væk fra søområderne. Hjemmesidernes oplysninger om at lodsejerne ved skiltning gør opmærksom på hvor andre gerne må gå, er ensbetydende med: Adgang forbudt. Det lykkedes i hvert fald ikke for Vandringsmanden at få øje på andet end adgang forbudtskilte. Det er måske godt for dyrelivet. Men ikke for håbefulde naturvandrere. Vestsiden af søen lykkedes det mig aldrig at komme inden for ½ kilometers afstand af.

Ok, senere finder jeg - for sent - ud af at denne stendynge også markerer slut på stien. Jeg noterer ellers områdets ro og fred. En enkelt hare, og lyden af mangfoldige fugle. Dyrelivet ser ud til at trives, og fuglekendere vil sikkert kunne genkende adskillige sjældne fugle.

Det betød også at den planlagte tur søen rundt kom til at ende med en kæmpebue søndenom gennem Ølstykke (Drosselvej-Søholmvej-Udlejrevej), Store Rørbæk (Store Rørbækvej) og Snostrup (Snostrupvej), og det i vidt omfang på asfalterede landeveje uden fortov med bilerne susende forbi

Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt. Og vejene bugter sig hele tiden, så der er smukke huse som dette at kigge på det meste af vejen. Her ved Søholmvej. Om det er gammelt eller ej, ved jeg ikke. Men idyllisk ser det ud.

Sine steder hvor Vandringsmanden prøvede at trodse stisystemet, endte det i majsmarker, ankeldybt mudder og private baghaver. Men vejret var fint, humøret højt, og det lykkedes at få en masse andre indtryk end selve søen. Den kunne mest kun svagt anes langt borte. Der er fx jættestuer. Den mest imponerende ved Ølstykke, Stuehøj. To andre, Dødningerne, ligger ved Store Rørbæk.

Tæt på s-togsstationen Ølstykke ligger Stuehøj. En jættestue som ser ganske velbevaret ud. Man kan desværre ikke komme ind i den. Men der er en lille oplysende tavle hvor man kan få et indtryk af hvor stor den er.

De to små byer, Store Rørbæk (der ikke er særlig stor) og Snostrup (der er endnu mindre, men har en kirke) er hurtigt overset. Jeg nedgraderer mine forventninger om at købe en smoothie i Store Rørbæk da der ikke er til at få øje på nogen forretninger. Alternativet til smoothien er nemlig - af alle steder i Danmark - at købe en jaguar i Jaguar House, jovist. Jeg gloede en omgang. Masser af dem oven i købet. Og i følge hjemmesiden har de ligget der i mere end 40 år!

Store Rørbæks gadekær (isbelagt) når man bogstavelig talt fra bar mark (bemærk hesten til venstre). Og fra bakken er der en pragtfuld udsigt over landskaberne.

For en gammel sønderjyde som Vandringsmanden med udsigt til Dybbøl Mølle på skolevejen, er Skinkelsø Mølle absolut et must. Den er stor, flot og fra 1891. Der er indrettet museum i selve møllegården, men det er nu lukket på denne kolde decemberdag. Forståeligt nok. Men udefra er møllen velbevaret og imponerende syn som den ligger der på en lille bakke.

Skenkelsø Mølle ligger på toppen af en bakke og kan ses på lang afstand når man nærmer sig ad Maglemosevej. Møllen er museum, men man skal træffe aftale med de ansatte for at kunne kom ind.

Kort sagt. Mit råd til Skenkelsø Sø-vandrere/løbere vil absolut være at holde sig til nordenden, planlægge en tur på de etablerede veje søndenom og bide i det sure æble og benytte landevejene på syd- og vestsiden af søen. Eller ikke forvente at kunne gå rundt om, men komme til søen hvor det nu er muligt på østsiden. Fx ved Engvej i Ølstykke.

Ålebæksrenden er ført meget smukt ind under jernbanen. Plankebroen inde i tunnellen ser dog ikke ud til at være brugt meget. Stien ved siden af (ikke på billedet) fører ifølge kortet til Skenkelsø, men endnu engang støder man på Adgang Forbudt-skilte. Det er privat vej, og slut forbudt! Det er jo lige så håbløst at diskutere med et skilt som en automatisk telefonsvarer. Så jeg tager den lange vej udenom.

Landskabet er smukt kuperet, og der er flere gode udsigtspunkter. Det ene er ved jernbanestien umiddelbart før søen. Et andet er bakken ved Store Rørbæk, syd for Bakkegården (1904). Skuffende er imidlertid udsigten fra Snostrup Kirke. Som også ligger på en bakke. Her er udsigten stort set kun en roemark.

Hvis man ikke ligefrem bor i Snostrup, men er besøgende, er den største attraktion måske nok kirken fra o. 1100. Eller hvis man (som jeg) er træt af middelalderkirker, udsigten fra denne. Her mod Skenkelsø Sø og Skenkelsø landsby i baggrunden. Bemærk ca. i midten af billedet hullet hvorigennem Ålebæksrenden er ført under jernbanen.

Med knap 4 timer som fodtusse, og i hvert fald 14 km i luftlinje (sikkert mere med alle svinkeærinderne) er dette så absolut Vandringsmanden største bedrift indtil videre, sådan rent talmæssigt. Oplevelsesmæssigt en noget blandet tur. Men vi er jo også i årets lysfattigste uge.

Forskellige interessante link om Skenkelsø Sø
Frederikssund Kommune.
Egedal Kommune.
Folder om søens historie.
Lokalavisen Frederikssund om indvielsen 13. august 2010.
Lokalavisen Egedal.
Kort over Skenkelsø Sø.
Photogallery.

Brønshøj for 100 år siden

Ved århundredskiftet 1900 var København groft sagt vokset ud til brokvartererne og Nørrebro Station (Lygten). Gik man videre ud af landevejen (Frederikssundsvej) var man på landet, bortset fra lidt spredte bebyggelser som fx Brandstationen og Apoteket (begge opført omkring 1907). Indtil man kom ud til Utterslev, Brønshøj, Husum og Herlev landsbyer. Der alle bestod af en halv snes gårde.

Nogenlunde sådan må Brønshøj have taget sig ud for omkring 100 år siden (bortset fra bilerne): Billedet er taget fra Håbets Alle. Til højre kan lige skimtes de hvide dobbelthuse nr. 11-17. Frederikssundsvej gennemskærer billedet i lavningen før det gule hus og bag det byggeforeningshusene langs Enigheds Alle.

Så begyndte der at ske noget: Umidddelbart før Brønshøj begyndte det at blive bebygget og veje anlagt: Før århundredskiftet 1900 Håbets Allé og Arnesvej mod syd, Enigheds Allé og Risvangen mod nord. Og infrastruktur: Veje, kloakering, belysning, sporvogn.

Samme billede, men set fra Enighedens side. Det store røde hus markerer indgangen til Håbets Alle. Mens de små dobbelthuse skulle huse trængende arbejdere fra brokvartererne, var det mest håndværkere som boede på den anden side af  Frederikssundsvej. I dag er ingen af boligerne til at købe for trængende personer, priserne er skyhøje.

Vejene blev anlagt før de blev navngivet efter 1908. De første huse blev opført og beboet af håndværkere som øjnede beskæftigelse. Det bærer de også præg af. De der er tilbage. Her havde de også deres værksteder.

Det ser ikke ud til at skillelinien mellem de finere og de fattige var helt så entydig i 1901 hvor disse to dobbelthuse (Håbets Alle 11-17) stammer fra. Men ellers synes jeg at der er ret stor forskel på boligerne.

Arnesvej og Håbets Alle er stadig villakvarterer med pænt store huse, dog ikke i Standvejsklassen. Der er adgang til grønne områder som fx Degnemosen. Det er meget svært at fornemme det landlige. Men for hundrede år siden lå vejen altså ude i den fri natur, dvs. blandt marker, korn og køer.

 I modsætning til de små arbejderboliger ser der ud til at være anderledes Lebensraum i de boliger som håndværkerne opførte. Der er både en første sal og plads til krummelurer og figurer på facaden.

I 1906 blev Villa Blidahl og Villa Lindholm opført et pænt stykke væk fra landevejen ned mod Degnemosen. Brønshøjholms Alle og Degnemose Allé var også godt med. Dette område må have været mere naturskønt. Det ligger lidt højere end det omgivende kvarter.

Længere nede af Håbets Alle, godt væk fra landevejen, ligger denne røde villa, Villa Blidahl, Sammen med Villa Lindholm og andre blev de opført 1906, i behørig afstand fra arbejderboligerne på den anden side af Frederikssundsvej.

På den anden side af Frederikssundsvej var der også gang i byggeriet. Byggeforeningen Enigheden opførte 50 dobbelthuse. Og pludselig vrimlede det med børn i området. Skolen fra 1901 havde 200 børn og 3 lærere, men allerede i 1924 måtte der opføres en ny skole med 36 klasseværelser.

Et typisk vy af boligerne i Enigheden, omkring Enigheds Alle og Risvangen. Husene er små og haverne ikke ligefrem parker. Men for arbejdere der flyttede ud fra det tætbefolkede Nørrebro må dette have været et paradis at komme ud til.

I perioden 1900-1925 blev der anlagt over 100 nye veje i området. Resten er historie: De næste årtier eksploderede Brønshøj til det den er i dag. Fra årtusindskiftet til 2. verdenskrig voksede befolkningen her i området fra 2.000 til 42.000.

Brønshøj blev hurtigt så befolket at den fik sin egen telefoncentral: Bella. Den lå her, i Håbets Alle nr. 4. Over døren kan man stadig se KTAS (Københavns Telefon A/S) og nedenunder: Bella. Om de to lamper på begge sider af døren stammer fra den tid, ved jeg ikke. Men de ser meget originale ud.

Der skulle altså gå 250 år fra svenskerne forlod Carlsstad til nogen igen flyttede massivt herud. Carlstad er totalt forsvundet. Og i modsætning til svenskerne blev de altså boende 'derude'. Og deres boliger var langt mere resistente over for tidens tand end svenskernes. Selv nu 100 år efter.

Området er også i dag præget af de pænt store huse som her på Degnemose Alle. Villaer er måske så meget sagt. Disse er dog af nyere dato. Området er meget kuperet og visse steder er der pæne udsigter og Degnemosen.

For bibliotekarer knytter der sig en særlig historie til Frederikssundsvej  133. Her lå Villa Augusta (1894). I den befandt sig en bogsamling på formentlig 50.000 bind, Maximillian Bruhns bogsamling. Villaen blev revet ned i min tid. Så vidt jeg husker ved årtusindskiftet. Den så forfærdelig ud, vi snakkede tit om at det hus dog skulle rives ned. Men vi vidste altså heller intet om dens glorværdige fortid. 

Link
Haabets Alle.
Jubilæumshæfte for Enigheden. Med et væld af gamle billeder og oplysninger.
De fleste af oplysninger er hentet fra museumsleder Lars Cramer-Pedersen.

Herlevhuse

Vinteren afslører hvad sommerens blade og buskads har gemt. Fra Kagsåstien kan man  om sommeren skimte nogle små røde, gule og grønne huse. Men de ligner nu mest forvoksede kolonihavehuse. Og hvis man ikke lige ved det (det vidste jeg fx ikke før i går), så er det faktisk nogle byggehistorisk ret interessante huse. Hvis man skulle få lyst at at - man kunne næsten sige forvilde sig - derop, vil man opdage at de er en hel (lands)by deroppe på bakketoppen. Og at det er helårshuse.

Et vy fra Meteorvej fra toppen af bakken mod øst viser hvor vi er i verden. Bagest den lige linje fra Motorring 3. Dernæst kan man lige skimte tagene på Kagsåkollegiet. Hvad man ikke kan se, er Kagsåen bag ved bygninger for enden af vejen. De gule huse til højre er så nogle af Herlevhusene.

Dette for mig upåagtede område er Herlevhuse. Det ligger bogstaveligt i skyggen af et andet meget mere iøjnefaldende byggeri, nemlig Danmarks største bygning, Herlev Hospital. Ifølge Kroppedal Museum blev Herlevhusene opført 1948-50. Grunden er i alt 235.000 m2. Herlev Hospital kom først til 1966-1976.

I baggrunden tårner Herlev Hospital sig op. Selv som her set fra det fjerneste hjørne af Herlevhuse synes det uhyggelig tæt på. Og det kan ses overalt i bebyggelsen. På nært hold kan man godt se at det er elementer og ikke mursten husene er bygget af.

Det drejer sig om 300 huse. Og de er bemærkelsesværdige ved at det er et af Danmarks første elementhusbyggerier. Med andre ord, det var startskuddet til det senere massive betonbyggeri generelt i Danmark. Slut med mursten, ind med betonelementer. Og som pjecen skriver, i princippet kunne 2 ufaglærte arbejdere til at opføre et hus. Elementerne blev i starten støbt direkte på stedet, senere et stykke derfra.

 Ulig meget nyere betonbyggeri (fx Ørestaden på Amager) bugter alle vejene sig. Det drejer sig om ca.7 "tværveje" og 2-3 "langveje". Det understreger også at de ligger på en bakketop. De har alle navne efter sten- og jernalderfænomenter: Jættestuen, Hellekisten, Døllevangen, Langdyssen, osv.

Som så mange andre byggerier i Storkøbenhavns historie var den oprindelige tanke at opføre nogle billige arbejderboliger til aflastning af lejekasernerne. Denne gang for Nørrrebro. Men de endte som eftertragtede boliger med lange ventelister.

Herlevhusene har egne selskabslokaler, men ellers er der ikke så mange fællesfaciliteter, udover de små parker og anlæg.

I dag er de ikke sådan lige til at få fat i. Det er forståeligt. Husene er charmerende set udefra. Jeg har ikke kendskab til hvordan de holder sig indvendig. De er måske nutidens pendant til Brumleby, Kartoffelrækkerne og byggeforeningshuse. Og ligesom disse er de pionertiders undtagelser på hvordan huse kunne have set ud, hvis ikke masseproduktionen tog over og skabte moderne betonghettoer. Jævnfør Nørrebro. De blev enlige svaler.

Motiverne hober sig op, når man går rundt i Herlevhuse. På trods af at husene ved nærmere eftersyn er ret ens, syner de ikke som sådan. De bugtede veje, de forskellige haver og det kuperede terræn gør sit. Man fristes næsten til at give japanske havekunstnere ret når de påstår at der ikke må være rette linjer i haver: Onde ånder kan kun bevæge sig på rette linjer, de hader buede stier. Ok, bortset fra det med de onde ånder, så er der vel noget om det.

Cowboy i mosen! Og Brønshøjholm

Det er ganske vist. Nogle kælkere så en cowboy i Gyngemosen tæt på Høje Gladsaxe i dag! Det var i hvert fald umuligt at overbevise dem om at Vandringsmanden ikke er cowboy, så jeg måtte gå videre, overbevist om at drengene nu vil fortælle begejstret om deres oplevelse. Det virkede faktisk som det var 'større' end selve kælkningen. Folk ser det de gerne vil se, og indrømmet, sandheden kan nogen ganske være lidt trist set i forhold til hvad man kunne forestille sig den var. Børn kan tro på nisser og julemanden - og nu en cowboy i Høje Gladsaxe, voksne på engle, kosmiske kræfter eller at Noahs ark ligger på et bjerg i Tyrkiet.

De kælkende børn mente bestemt at Vandringsmanden måtte være en cowboy. Det var umuligt at overbevise dem om andet.

Mosen ligger ellers stille hen en dag som denne. Der er ingen vind, sneen pynter gevaldigt op og giver de visnede blomsterstande et nyt (kunstigt) liv. Det er også blevet nemmere at bevæge sig rundt uden for stierne, fordi vandet mange steder er frosset til is, så man ikke synker i den bløde mosejord.

Idyllisk ser det ud, og idyllisk er det. Store sivskove med sne på. Sart og skrøbeligt lys. Og sneen synes også at lægge en dæmper på trafiklarmen.

Der er stadig meget liv i mosen, hvis ellers man kigger godt efter. Krager, skader, duer og gråspurve er der masser af. Men hvis man står lidt stille, vil man også kunne se rødhalse, musvitter og andet småkræ som jeg ikke kender navnene på. Igen fik jeg ingen billeder. De er ganske enkelt for hurtige til at smutte væk.

En duekoloni slapper af mellem strabadserne med at overleve kulden. I sikker afstand fra jordens farlige rovdyr

Der er også noget så ordinært som en sort kat. Men med en mærkelig opførsel. Den har lagt sig på en våge midt ude i en lille mosesø. Og den har ikke i sinde at flytte sig da jeg kommer nærmere.

Hva' katten laver den der? Den ligger på en lille våge. Måske er der lidt varmere der end på selve sneen, men alligevel. Det må da være hamrende koldt. Den ser nu også lidt trist ud, synes jeg.

Hist hvor vejen (Mosesvinget) i Utterslev Mose slår en bugt, og gemt væk bag Hareskovvejen og Brønshøjholm-bakken ligger der et lille stråtækt bindingsværkshus så smukt. Det fungerer i dag som gartnerkontor og toilet. Ifølge Vej og Parks folder om Utterslev mose, var den indtil 1932 den ene af længerne i gården Brønshøjholm. Holm fordi den dengang lå på en halvø (holm).

Den meget smukt istandsatte tiloversblevne længe af den tidligere flerlængede gård. Folderen fortæller at oprindeligt var her en holm (halvø). Dengang var der hverken gas eller elektricitet. På billedet i folderen (fra 1925) er der sågar en storkerede med to storke! Og de ser levende ud.

Pjecen oplyser desværre ikke om hvor gammel den er. Men den ser nyistandsat ud, med frisk stråtag og pænt malet. Sammen med  nabohuset, Restaurant Mosehuset, er området vel det i Utterslev Mose som kommer tættest på "masseturismens højborg". Om restauranten fortæller internettet at den er under tvangsopløsning. Så vidt masseturismen.

Terneøen kan lige skimtes ude i mosen til venstre, over halmballerne. Det er kun ca. en tredjedel af øen der kan anes. Den er ret stor, og når den først er etableret, kan publikum beskue fuglelivet fra fugleudkigstårnet, umiddelbart til højre uden for fotoet.

Ud for bistaderne og fugleudkigstårnet sker der ting og sager. Masser af halmballer og en gravko. Ballerne skal transporteres ud til Terneøen. En oplysningsseddel fra kommunen fortæller at øerne i mosen er ved at være eroderet væk af vind og vejr. Så nu er kommunen i gang med at fylde dem op med halmballer og egeflis. Det sker så at hættemågerne kan finde egnede ynglesteder. Hættemågerne, det er dem som i sin sted skrigende fulgte efter Storebæltsfærgerne. Hvis nogen ikke ved hvad en hættemåge er.

 I mosen er alt fredeligt, sneen lægger en dæmper på alting. Og alting emmer nærmest af fred. Set fra mosen ser selv byen og etagebyggeriet hyggelig ud, indpakket i sne på tagene.

Og så skylder jeg måske også lige at afsløre hvorfor de kære børn måske kunne opfatte Vandringsmanden som en cowboy.