Rundt om Carlstad

København fik befolkningsmæssigt og arealmæssigt en konkurrent fra oktober 1658 til maj 1660, og det kun 5 km væk: Carlstad, Karlstad(t) eller "Castra Suecorum". København og Carlstad havde begge dengang omkring 30.000 indbyggere. Indbyggerne i Carlstad menes at omfatte 10.000 soldater og det dobbelt antal handelsfolk, kvinder mm. Svenskere, polakker, tyskere og finner i skønsom blanding.

 Et godt sted at begynde Carlstad-marchen er ved modellen som ligger ved Brønshøj Torv bagved Brønshøj Museum. Denne klare, kølige vintermorgen er modellen imidlertid overdækket med visne blade. Så jeg nøjes med at kigge på de tre modeller af telte. Brønshøj Kirke i baggrunden så ud som på Carls tid. Våbenhuset og sakristiet er tilføjet senere.

Byggematerialerne til Carlstad fik svenskerne fra resterne af de små landsbyer eller bebyggelser danskerne ikke allerede selv havde brændt af: Gladsaxe, Herløv, Brønshøj, Rødovre og Glostrup, og Bagsværd, Buddinge, Skovlunde, Egby (Ejby), Vissinge, Husum, Mørkhøj og Uttersløv.

At landskabet er kuperet og at Carlstad lå på et højdedrag, kan man bl.a. få et indtryk af fra Husum Torv. Husum Landsby lå til venstre for Frederikssundsvej, omtrent hvor vejen svinger til højre. Højhusene på toppen af bakken i baggrunden ligger et par hundrede meter foran Carlstad. Da der kun var marker i 1658, kunne bønderne fra Husum formentlig skimte tårnet af Brønshøj kirke og foran kirken den 2 meter høje vold omkring Carlstad 1½ km væk.

Vi ved ikke præcis hvor Carlstad lå, men kan få et indtryk gennem fem gamle kort, så arkæologer har gjort et forsøg. Carlstad blev anlagt på et højdedrag 30-36 m. med god udsigt over de flade marker (nu Nordvestkvarteret og Nørrebro) til København der dengang befandt sin inden for voldgaderne.

Meget tættere kom Carl X Gustav ikke København. Fra toppen af Bellahøj kunne han fra sin stad kigge de 5 km ind over marker til København. Den må ikke have synet af meget dengang.

Den sidste kilometer steg (og stiger) terrænnet mere end 20 meter. Angribere skulle fx forcere hvad der nu er Bellahøj Camping. Ikke noget der trækker søm ud af Post Danmark Rundt-cykelryttere. Men vejene var ikke asfalterede dengang.

Ved højdebeholderne på Bellahøj var der efter kortene at dømme en bastion. Her må svenskerne have haft en pragtfuld udsigt sydpå. Her Torpstien som fortsætter ud i Godthåbsvej mod syd. Svingene Gaunøvej-Primulavej antyder at det går opad her.

Carlstad lå beskyttet af bastioner og en ca 4 km lang og ca. 2 meter høj vold. At stedet ligger højt, fremgår ikke bare af at Bellahøjhusene tårner sig op og gør det endnu højere, men af at der i dag er to vandanlæg: Brønshøj Vandtårn og Bellahøj højdebeholder. Begge opført i starten af forrige århundrede.

 Østvolden forløb nogenlunde tværs gennem de nuværende Bellahøjhuse og langs den nuværende Bellahøjvej. Her 'knækker' volden så for at komme østen om det lave område ved Brønshøjparken. Ved det nordøstlige hjørne skulle der have ligget en bastion. I parken ved Friluftsscenen og Bellahøjgård er der nogle gamle bunkere. Her kan man gå op og forestille sig hvordan det må have været at stå oven på volden.

Skandinaviens dengang måske (næst)største by menes at have ligget inden for en uregelmæssig firkant formet efter landskabet: En side fra omtrent ved Bellahøj Svømmelhal. langs Bellahøjhusene ud til Næsbyholmvej.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men Næsbyholmsvej har formentlig ligget umiddelbart inden for voldene, som må have ligget bag ved rækken af de røde huse op til Vandtårnet, som kan skimtes bagest i billedet. Bagest til højre (ved træerne) daler terrænnet ned til Degnemosen.

Næste side op mod vandtårnet på Brønshøjvej og langs Brønshøjvej til bag om Brønshøj Kirke. Herefter i et zig-zag-linje tilbage til svømmehallen. KMS' kort fra 1842 viser ingen som helst spor af Staden.

Degnemosen lå inden i Carlstad. Formentlig har det været brugt til vandreservoir. Med 30.000 mennesker med tilhørende kreaturer, er det så for meget at forestille sig at vandet måske ikke lige var til at bade i, og måske heller ikke har lugtet alt for godt? Til højre lå østvolden. I dag ligger Højdebeholderne umiddelbart ovenfor, til højre og uden for billedet.


Hvis Carl havde lykkes med at erobre København, var Danmark formentlig endt som en landsdel i Sverige. Mon hovedparten af landbefolkningen var ligeglade? Om det var en enevældig dansk eller svensk konge har formentlig ikke betydet den store forskel.

Det er svært at gengive på foto at man faktisk går på et højdedrag, når man forsøger at følge voldforløbet. Især på nordsiden langs Højlandsvangen og Klintevej.Højlandsvangen op til Baunevangen markerer forløbet. Måske giver billedet et indtryk af at terrænnet skråner ned til venstre mod Kirkemosen?

Det var heller ikke så meget jyderne og fynboerne som generede de svenske krigskarle. Det var indvandrerhære med østrigere, brandenburgere, polakker, danskere og hollændere.

Hvis man gå ned ad Baunevangen, følger man måske ikke ligefrem voldforløbet (det kan man ikke for bebyggelserne). Men man kan få et gå indtryk af at terrænnet skråner nedad, her mod Brønshøjparken. Så de svenske krigskarle havde en mening med at lade bymurene forløbe som de gjorde. Hvis husene ikke havde været der, ville man formentlig kunne se resterne af Utterslev ca. 500 m. væk. Den skulle det efter sigende være gået særlig slemt ud over.

Svenske historiebøger om krigen 1658-1660 (fx Skandinaviens Krigs-historia, Sveriges Historia eller Illustrerad Svensk Sjökrigshistoria) beskæftiger ikke meget med belejringen af København og Carlstad. De fokuserer på søslagene (som så til gengæld dårlig nok omtales i danske historiebøger). Indrømmet, så fremstår de som vigtigere end belejringen. Især hollændernes rolle i en halv snes afgørende søslag.

 

Godt nok er den nuværende Bellahøjgård yngre end Carlstad, men ifølge restaurantens hjemmeside skulle der have ligget en gård her i 1682, så det kan da være at der har været en forgænger, da Svenskekongen opførte sin stad i 1658. Moralen kunne i så fald være: Krigskarle kommer og går, landbruget består (omend som turistattraktion)?

En af de danske helte blev borgeraristokraten Hans Nansen (1598-1667). Han stævnede samme vej som jeg ud af Flensborg Fjord. Han noget før, 1614. Han blev rådmand i 1639, første borgmester i 1654 (samme år som pesten dræbte over 8.000 indbyggere). Men kongen benyttede situationen til i 1660 at indføre enevælden. Det blev den gode Hans lidt bitter over.

Et sidste kik ud over Carlstads syd-vestlige halvdel. Vi står nogenlunde hvor bastionen var og kigger hen over Degnemosen. Hvis du ikke kan se spor af Carlstad, så er det ikke dig der er noget galt med.

Carlstad forsvandt. Før var der marker. Efter blev der marker igen. Voldene pløjet eller gravet ned. Hundrede år efter var der kun spredte kanonkugler hist og pist. 200 år senere startede befolkningseksplosionen og Brønshøj blev et af Danmarks største parcelhuskvarterer. Kun fire vejnavne i området minder om Carlstad: Skansevej, Svenskelejren, Højenhald (navnet på et dansk skib) og Karlstads Alle.

Det er svært at forestille sig dagliglivet i hvad der vel nærmest må have været at sammenligne med en lejr. Størrelsen var 2-3 gange Roskilde Festivalpladsen. Men der er forskel på at samle mange mennesker på et sted i en uge, og så i næsten 2 år ...

(Kilde: Lars Cramer-Petersen: Carlstad. Børnshøj Museum. 1997).

Ejby

På gamle kort fra Kort- og Matrikelstyrelsen hedder Ejby Egby. For bare 150 år siden var Egby en mindre landsby eller bebyggelse som lå mellem de lige så mindre landsbyer Skovlunde, Hvissinge og Husum. Hvis jeg dengang boede i Husum Landsby, ville det have været en lille gåtur på omkring 5 kilometer over marker, mose og overdrev. Skovlunde, Hvissinge og Husum landsbyer er for længst blevet jævnet med jorden. Kun gadekær markerer hvor de lå.

Hvis man kommer fra Ejbymosevej fra nord, markerer denne gangbro en slags byport til Ejby. De gule huse er alle af nyere dato, og med held har man altså formået at genskabe en slags gammel landsby byggestil. Bag de gule huse ligger så området hvor Ejby har ligget de sidste 1.000 år.

Anderledes med Ejby. Og det er nogle af beboerne så stolte (?) over at de har lavet en hjemmeside om gamle og nye dage. Af de sort-hvide billeder synes jeg at det fremgår at det har været hårde tider for de Ejby-bønder. Der ser barsk ud. Selv om børnene bader i gadekæret.

Gadekæret som det fremstår denne kolde novemberformiddag. Der er ingen børn der bader denne råkolde novemberdag. Og faktisk ser det heller ikke ud til at nogen har gjort det i årevis. Jeg er usikker på om den røde bygning i baggrunden er en af de gamle gårde. Det ser umiddelbart ikke sådan ud, og af de gamle billeder ser det heller ikke ud til at den lå der i gamle dage. Men byggestilen ligner da i hvert fald.

Om Ejby hedder det i Wikipedia:

... grundlagt i vikingetiden omkring år 900. Kilder fra 1600-tallet viser, at der i området har været drevet svedjebrug, og at jorden i området generelt var frugtbar landbrugsjord. I begyndelsen af 1600-tallet var Ejby sæde for tinghuset for Smørum Herred... folketælling i 1787 ... 145 indbyggere ... ved udskiftningen i 1794 ... 15 gårde og 12 husmandssteder.

Torvevej søndenom gadekæret (der lige kan anes til venstre i billedet). Til højre Ejby Udlodsvej. Bag den hvide bygning bagest lå den gamle smedje, der har givet navn til vejen, Ejby Smedevej.

I dag ser der hyggeligt ud omkring gadekæret. Byen (hvis jeg må have lov til at kalde den det) er pæn og nydeligt. Måske ikke lige frem et frilandsmuseum. Men man har dog bevaret noget af det gamle landsbypræg med små huse, vejføringen og dele af enkelte af gårdene ser ud til at være af ældre dato.

Denne idylliske stråtækte bygning ligger ved gadekærets østlige ende. Det ligner stuebygningen på en gammel gård. Men den er svær at lokalisere på de gamle billeder.

De dele man har bevaret ser ud til at være stuehusene, så man må tænke sig til eventuelle lader,stalde og lignende. Ifølge KMS' kort fra 1842-1899 skulle der have ligget omkring 10 gårde, en del mindre huse og en smedje.

Jansgård, står der på denne trelængede bygning, som uvægerligt ligner en ældre gård. Men som så meget andet i Ejby er jeg i tvivl om alderen. Er det den rene vare vi ser her? Eller er det efterligninger af forne tiders byggestil?

Mod nordøst slynger en rigtig smøge sig op på en lille bakke, med en rødmalet gård på toppen, Jansgård. Hvis der ikke havde været så koldt, kan man sætte sig ved gadekæret, eventuelt forsynet fra den lokale købmand, og drømme sig tilbage til dengang livet på landet var hårdt, fotoerne i sort-hvid og lugten af komøg gennemtrængende.

Damhus Å og Islevbro Vandværk

Jeg er ikke helt klar over hvornår Harrestrup Å bliver til Damhusåen. I grunden er det vel også lige meget. På kraks Kort ser det ud som om at skillelinjen går ved Vestvolden ved Islevhusvej. Som bekendt (og nævnt i et tidligere indslag fra 16. september) løber Voldgravens vand flere meter over Harrestrup Å. Man kan se åen forsvinde ind under Vestvolden. Og umiddelbart ovenover kan man se overløbet, hvor vand fra volden kan falde ned i Harrestrup Å (eller Damhusåen).

Her er overløbet set fra Islevhusvejsiden. på den anden side af voldgraven og bag stien dukker Harrestrup Å så frem. I dag er der meget vand i voldgraven. Andre gange er vandstanden langt under gitteret i overløbet.

På den anden side af volden, på Islevhusvejsiden, er der vist nok en nedgang til åen. Men den er lukket. Det kunne ellers være uhyggeligt spændende at prøve at følge åen under volden.

 Dette lille afskærmningsanlæg ved Islevhusvej er ret usædvanligt af et voldanlæg at være. Men bemærk metalpladerne. De kan fjernes, og der er påtrykt teksten "Ned" på den til højre. Kigger man ned gennem hullet i jernpladen, er der totalt sort. Man kan heller ikke høre lyden af vand. Men jeg er ret sikker på, at det må være nedgangen til den undervoldske kanal til åen.

Så dukker åen igen frem bag volden. Her holder Islevbro Vandværk til. Så der er adgang forbudt. Værket er opført 1918-23, altså i de år hvor Vestvolden var ved at blive nedlagt. Dengang tog man åbenbart opførelse af vandværker meget alvorligt. Arkitekten bag var Andreas Fussing, med en glorværdig karriere bag sig, bl.a. som tegner hos Rådhusets arkitekt, Nyrop.

Islevbro Vandværk set fra Islevhusvej. I det kratagtige område i forgrunden løber åen. Kilder er uenige om åen nu hedder Damhusåen, eller stadigvæk Harrestrup Å. Vi kan vist være ligeglade. Bare vi ved hvad der er tale om.

Bygningen er med i en rapport fra Kulturarvstyrelsen. Denne rapport er interessant da den også giver et kort rids over Københavns Vandforsynings historie. Islevbro Vandværk er dog ikke blevet anbefalet som fredningsværdigt. Men vandværket forsyner stadig byen med vand, så vis respekt! Det er snart 100 år gammelt, og still going strong.

 "Velkommen i det fri", fortæller parkskiltene overalt på ruten ned mod Damhusengen. Jo tak, kvitterer vi så.  Damhusengen ligger flad og mægtig. Det må være et af Danmarks største områder med boldbaner.

Åen ned til Damhussøen fortæller om at byen her for alvor har fortrængt vildskaben. Om der kan være tale om noget sådant. Det er mistænkeligt, når kommunerne sætter skilte op med "Velkommen i det fri". Piletræerne nægter at anerkende at det er blevet efterår. Som de eneste fastholder de grønne farver. Selv lærketræerne har givet op og giver nogle fine 'soave' farver.

Flotte ser de ud, som de står der med pragtfulde efterårsfarver. De grønne piletræer virker i den sammenhæng nærmest lidt malplacerede. Har de da slet ikke fundet ud af at det snart er vinter?

Når bladene falder, er det heller ikke så nemt for dyr og fugle at gemme sig. De der er tilbage.

Højt på en gren en krage sad. Men det kan den altså bare ikke på den flade Damhuseng, så derfor har denne taget til takke med ryglænet på en bænk. Dybt fortørnet over at blive afbrudt i dens snagen i den nærliggende papirkurv.

Denne fredag er aktiviteten i Krogebjergparken begrænset. I bysammenhæng betyder 'park' et græsbegroet område med spredte træer eller grupper af træer. Og denne park lever fuldt om til den definition. Naturparker er noget ganske andet.

Det vil ikke fotograferes, dette egern. Det render hele tiden om på den modsatte side af grenen, for at skjule sig. Jeg når dog lige at snuppe dette foto, inden det igen er væk.

Harrestrup

Harrestrup er den landsby som har lagt navn til Harrestrup Å. Åen løber nu ikke gennem landsbyen. Det gør til gengæld et andet vandløb, Bymose Rende. Jeg 'skyder genvej' gennem Skovlunde Naturpark. Den skulle skære en kilometer af udturen. For der er langt derud. Længere end noget jeg har vandret før, omkring 7 kilometer. Denne gang går jeg gennem nyttehaverne.

Dette er en af undtagelserne. Nyttehaven her ser grøn og frodig ud. Kål strutter af vitaminer til den strenge vinter. Men det er bestemt ikke karakteristisk for de mange andre. Nogle er helt overbegroede. Andre er tømt for grøntsager.

De ligger umiddelbart før Smedebæk Bro. Området efter broen er præget af mange sommerbyer, kolonihaver og andet fritidshusbyggeri. Men langs såvel Bymose Rende som Harrestrup Å er der ryddet arealer, hvor der er græs, grusstier eller endog veje. Med jævne mellemrum er der broer. Umiddelbart efter Smedebæk Bro løber Renden sammen med Åen i noget der tager tilløb til at være et vandfald.

Bymose Rende kan lige skimtes til venstre ved træet. Den løber her ud i Harrestrup Å. Stedet er åbenbart brugt af gyngeinteresserede. I dag er der dog kun hundeejere.

Åen fortsætter nordpå. Det er en lidt længere tur, så jeg fortsætter i stedet for langs Renden for at besøge landsbyen Harrestrup.

Her er Niagara vandfaldet set fra den anden side. Renden løber ind i åen til venstre ved knækket.

Renden forsvinder til tider bag høje siv. Men på den første del af strækningen er den synlig. Her er der også indrettet rastepladser a la Fælledparken. Uden særlig mange besøgende, forstås. Flere steder græsser der heste. Harrestrup er ikke særlig stor, og hvis man ikke falder i staver, kan man hurtigt overskue den på 5-10 minutter. Ingen forretninger i syne.

Måske mødtes han og hun ved landsbyens gadekær, men det var vist i gamle dage. Det ser idyllisk ud. Landevejen slår en bugt, hvor Harrestrup ligger nok så smukt. Og de obligatoriske stråtæktshuse er der også (der er nu tegl under).

Efteråret er ved at klinge af. Det er vist ved at være sidste chance for at se efterårsløvet hænge på træerne.

Farverne på træerne er faretruende brune her ved Vestforbrænding. Så det er sidste chance, hvis du skal nå at opleve dem.

På vej tilbage langs Åen møder jeg hvad jeg altid har opfattet som et tegn på vinter: Silkehaler. Eller rettere, en silkehale. Så måske gør den ingen vinter.

Silkehale ved Vestforbrænding.

"Der findes ikke dårligt vejr ....

.... kun dårlig påklædning". Og mit udstyr viser sig at være i orden: Vandrehat holder briller og nakke tør, vandreponcho, vandreregnbukser og vandrestøvler. Alt sammen nok til at holde regnen ude. Og det er også nødvendigt.

Horisonten er mørk over Mileparken i Herlev. Regnen fosser ned. Men alligevel er sikkerheden øget for trafikanterne. To fartbøller er blevet vinket til siden af motorcykelpolitiets fartpatrulje. En 3x34 og en personbil. Deres medtrafikanters liv og helbred er for et øjeblik blevet mere sikker, så længe fartovertræderne står og venter på at politibetjentene får udskrevet regninger og checket numre. Jeg er dog så taktfuld at jeg ikke foreviger øjeblikket her.

Regntunge skyer har formørket horisonten denne årle morgen, og det står ned om end ikke i tove, så da temmelig kraftigt. Jeg går gennem Godthåb Haveforening, eller parcelforening - hvad forskellen så end er - i Skovlunde for at komme ud til Skovlunde Naturpark. Der findes en lokalplan for området, og det ser ud til at man er i fuld gang med at realisere den. Maskiner arbejder pt i området. Nogle af stierne ser lidt halvfærdige ud.

Indgangen til hønsehusområdet i Skovlunde Naturpark. Man er ikke i tvivl om hvad det er. Hanerne skal nok minde en om det.

Jeg har tidligere omtalt denne uden at vide hvad det er. Nu vil jeg gerne se de kyklikyende haner på nært hold. Regnen ser heller ikke ud til at genere havefolket. Og jeg møder adskillige af naturparkens brugere.Og faste "beboere", hønsene.

En hane vogter over sin flok af høns. Den synes åbenbart ikke at jeg er den store trussel. Og det gør hønsene vist heller ikke. De kikker enten nysgerrigt, eller slet ikke.

Naturparken er i det hele taget et meget afslappet område. Jeg ved ikke om det er kunstigt kuperet, men det gør det jo ikke mindre pænt at se på. Der er en del hytter, så spejdere mv. holder vel til. Jeg har før været ved Smedebæk Bro, og igen lokker Harrestrup Å til at gå endnu længere. Men jeg ved ikke rigtig om jeg er klart til den tur endnu. Så jeg nøjes med at tage et billede med hjem som lokkemiddel til en lidt længere tur.

Det er fristende at fortsætte vandreturen fra Smedebæk Bro og mod åens udløb. Til venstre anes Sommerbyen Ejby. Men det er en lang tur, og ... det må vente.

Ellers er det nu man for alvor kan se at Harrestrup Å også er en å. Tidligere i efteråret var vandstanden mindre, og det kunne være fristende at tro at åen bare var en grøft. Men det er nu Harrestrup Å faktisk viser sig fra sin bedre side.

Sådan bør en å efter min opfattelse da mindst se ud. Vandet strømmer her mod Damhussøen. Man kan ikke bare springe over åen efter vand - det er den for bred til. Og den er sikkert også for dyb til at vade over med gummistøvler.

Vandstanden er højere efter de mange regnvejr, planterne er visne og gartnerne har fjernet bevoksningen langs kanten så man nu reelt også kan se selve åen. Regnvejr er ingen hindring for dem. De må vel have styr på ikke at vælte i åen med deres bæltekøretøj.

Det er mere end en almindelig bladrive de her er i gang med. Umiddelbart neden for Vestforbrænding.

Vel hjemme igen passerer jeg hullet i Kagsmosen for at se hvor langt de er kommet. Jeg har tidligere vist billeder fra det den 16. september, den 29. september, og den 20. oktober. Nu ser der ud som vist nedenfor. Regnvejret holder bestemt ikke arbejdere hjemme.

 

Der er bygget en betonvæg, der lige kan skimtes bagest til højre. Det er spændende at se hvad det hele skal blive til.

Smørmosen - og en overraskelse!

Der er ikke meget der tyder på vinter i dag. Solen skinner, og temperaturen opfordrer til behageligt marchtempo. De mange nedfaldne blade og svampene taler deres eget, stille sprog og er endnu ikke blevet grimme.

Her huser en gammel træstub en svamp. Aner ikke hvad den hedder. Men smuk og fascinerende er den.

Svampe bebuder efterår. Der er rigeligt af dem i de sumpede områder langs Kagsåen. Målet for Vandringsmanden er Smørmosen og fugletårnet dér. Men eventyrlysten fører til en overraskelse. Mere om det senere. Langs Kagsåen er der idyllisk denne søndag morgen. Og jeg snyder ikke mig selv for oplevelsen af at følge åen i stedet for den asfalterede sti.

Langs de forskellige kilder ca. midtvejs tager Kagsåen sig bedst ud. Der er pænt med vand i Kagsåen for tiden og det strømmer stille og roligt mod Kagsmosen. Men det kræver at du forlader den asfalterede sti.

Hvor Kagsåen udspringer fra Smørmosen, er der et område som stikker ud i Smørmosen. Her har kommunen anlagt en plads med mange bænke og ryddet for bevoksning. Dette område er mere idyllisk end udsigten fra Fugletårnet. Tårnet selv er helt nyt og af stål. Det skyldes at nogen stak ild til det gamle trætårn for nogle år siden.

På rastepladsen ved Kagsåens udspring kan du få et idyllisk vy over mosen. Der er også fugle som jeg ikke har set før, og en enkelt lappedykker. Fuglekendere ville sikkert få øje på flere arter, men jeg er ikke så god til det der med fugle.

Der er udmærkede asfalterede stier langs vestkanten af Smørmosen, og man har et smukt udsyn over engområdet vest for. Det kan være fristende at tage nogle afstikkere ind ad de små gangstier. De fører som regel direkte ud i sumpede områder, hvorfra du så må vende om og gå samme vej tilbage.

Det er steder som disse de lidt fristende stier ud i vildnisset som oftest fører til. Der er ikke andet at gøre end at vende næsen den anden vej og vende om.

Midtvejs kan det godt betale sig at gå ad grusstien ud mod Hillerødmotorvejen. Det er et ikke for kuperet terræn, og flere steder kæmper mose og sti om at få overmagt. Denne del af mosen er vist anset for at være den mest bevaringsværdige. Og samtidig også den mest utilgængelige.

På grusstien tværs gennem Smørmosen tager mosen sig ud når den er bedst. Der er ingen larm fra Motorvejen, kun mosens egne lyde. Og området er ikke overrendt. Vandstanden er her så høj at dele af stien nærmest går i et med mosen.

Godt ned mod Hillerødmotorvejen kan det betale sig at tage ørepropper på (jeg har ikke nogen), men jeg prøver i stedet at ignorere den infernalske larm, som end ikke lydmurene formår at gøre noget ved. Gad vide om bilisterne egentlig ved hvad de går glip af, kun et stenkast fra hvor de suser forbi i deres blikkasser. Langs motorvejen ned mod Gladsaxe Fort er der dels en grussti til fodgængerne, dels en asfalteret cykelsti.

Fra den kunstige høj umiddelbart nord for sammenfletningen af Hillerød Motorvejen og Motorring 3 (vestsiden) ser man storby-naturens paradoks: Til venstre Smørmosens Haveforening, dernæst den hyggelige cykelsti lands mosekanten, og til højre drøner trafikken på motorvejen.

Umiddelbart efter Tornehøj Gård og før udfletningerne mellem Hillerødmotorvejen og Motorring 3 er dagens overraskelse: Der er lavet en kunstig høj med en 'trekkingsti' op til toppen. Og bakken er umiddelbart større end den syner fra stien. Herfra har man et godt udsyn til alle sider.

En del af panoramaet fra den kunstige høj. I det fjerne stikker vandtårnet ved Klausdalsbrovej op. Til højre dominerer Tornehøj Gård.

Sidst jeg var på Gladsaxe Fort (21. september ad den navnløse sti) blev jeg ikke opmærksom på at der faktisk findes en smutvej i fortets nordligste spids. Herfra kan man støde til gang- og cyketstien.

Det er ikke lige til at se det, men dette foto er taget fra stien langs motorvejen, og bevidner at der faktisk er en smutvej til/fra Gladsaxe Fort. Bygningen bagest markerer spidsen af fortet. Fortet selv ligger for enden af stien og til venstre. Det er godt at vide til en anden gang, hvis nogen vil hurtigt ud i Smørmosen.

Vel ankommet til fortet kender jeg vejen hjem ad den Navnløse Sti. Den ser uvægerligt mere tiltalende ud nu end i september hvor der var gråvejr.

Den Navnløse Sti i modlys.

Lige ud ad landevejen - til Bagsværd Fort

I "gamle dage" (dvs. for knap 100 år siden, i 1920'erne) var Mørkhøjvej og Gladsaxemøllevej en landevej, som førte gennem landsbyerne Mørkhøj og Gladsaxe. Begge med under en snes gårde. Mellem dem lå der så nogle spredte gårde. Lidt væk fra Mørkhøj lå Lillegård (nedslidt for over hundrede år siden, og kun et vejnavn minder om den) og Torvegården (1771-1950'erne, som lå ved Mørkhøj Kirke).

Det er ikke lige til at se det, men dette var engang en landevej mellem Husum, Mørkhøj, Gladsaxe og Bagsværd landsbyer. (Gladsaxe Møllevej ved Gladsaxe Ringvej, med trafikpladsen til venstre). "Skoven" ca midt i  billedet markerer Mørkhøj, og fotoet er taget omtrent hvor Gladsaxe sluttede, ved den nuværende kirkegårdsmur.

Vejføringen er lavet om ved Mørkhøj. I dag går vejen udenom det gamle landsbyområde, så man nemt kan overse den. Landevejen gik gennem Mørkhøj landsby (nu Mørkhøj Hovedgade). På hovedgaden ligger en af de gamle gårde, Mørkhøjgård. Den skulle have aner helt tilbage til 1100-tallet. Den nuværende er fra o. 1836, eller rekonstrueret ud fra den.

 Mørkhøjgård, eller den rekonstruerede gård, rummer i dag Fødevareinstituttet. Det er en trelænget gård med en stor have bagved. Udover vejføringen er den vist også stort set hvad der er tilbage af landsbyen Mørkhøj.

Ikke meget ved Gladsaxe Trafikplads peger på at her levede mennesker for 5000 år siden i stenalderen. Men ikke desto mindre var her 7 stendysser, hvoraf den den ved Trafikpladsen er den eneste tilbageværende. Den højtbesungne danske bondekultur var angst, nødlidende, eller ligeglad med fortidsminderne og pløjede jorden op så der nu intet er tilbage. Først fredningsloven i 1937 satte en stopper for det. Det er heller ikke til at se at Trafikpladsen er anlagt oven på et gammelt vandhul.

Skulle denne blomsterkumme virkelig være den gamle stenalderdysse? Jeg kan ikke tro det. Men der er ingen andre at se efter angivelserne: Indgangen til Haveforeningen ved Trafikpladsen. Og den passer også beskrivelsen med at der ingen overligger er. Der er heller ingen skilte, kun nogle bænke.

Store dele af Gladsaxe Landsby er i dag kirkegård. Ikke engang gadekæret er der mere. Der er godt nok en branddam, men den er lavet senere. Kirken menes at stamme tilbage fra 1100-tallet og bygget oven på et gammelt hedensk offersted. Her tordnede præsterne i de første 400 år på latin mod landsbyens bønder og andre styrvolter og lovede død og helvede hvis de ikke underkastede sig kongen, kirken, adelen og herremændene.

Dette sørøverlignende mærke er indmuret i den gamle del af Gladsaxe Kirke. Bemærk timeglasset nedenunder. Interesserede kan sikkert få oversat den noget beskadigede tekst.

Der er flere gårdlignende bygninger tæt på kirkegården og præstegården. Men de er ikke særlig gamle.

Den gamle Gladsaxe landsby er godt og grundigt blevet udslettet af nybyggeri eller gravet op til udvidelse af kirkegården. De gamle hvile vel under bautastene? Pilegården står der på denne bygning, som oplyser at den er fra 1919. Ved siden af ligger Toftegård, der dog ikke oplyser hvor gammel den er. Mon ikke som Pilegården?

Et stykke ned af Klausdalsbrovej Egegården - som ligger en anelse øst for den oprindelige gård. Vandhullet er der endnu. Der er et loppemarked, og ellers er det næsten umuligt at se gården for parkerede biler, så der er måske livlig aktivitet.

Der bliver ikke dyrket meget landbrug på Egegården. Nu er der fritidshjem, hvor de unge kan boltre sig med basketball foran det gamle vandhul.

Terrænnet stiger over 30 meter fra vores hus til Gladsaxe og dernæst falder det ca. 5 meter mod Bagsværd Fort. Fortet er opført ganske få meter syd for Christianslyst. Det sted er der nu ingen spor tilbage af. Ikke engang stednavne. Det er der kun af Espegården, som har fået en vej opkaldt efter sig.

 Jo, måske med en nænsom hånd kommer fortet tilbage til sine stormagtstider. Men som det ser ud i dag, er der noget old school Christiania over det.

Målet for dagens march er Bagsværd Fort. (Opført 1892-93, og nedlagt 1920. Ifølge hjemmesiden er fortet "unikt, idet glacis, det ene observationstårn og stormgitteret er intakt."Det viser sig nu hurtigt at være lidt af en mudret omgang. Et godt håndværkertilbud ville det vel hedde hvis ikke det var fordi det var et mindesmærke.

Betonen er faldet af. Terrænnet er helt opblødt efter at vegetationen er fjernet. Og gitteret er rustent. Måske skulle man vente et par år med at besøge fortet igen?

Betonen er skaldet af overalt, og det kan man altså ikke klandre Tysken for. I bedste fald er der lagt jernplader ud for vandrere. Men ellers er der sorten muld. Man kan godt ane hvad det hele skal føre til. Bevoksningen er ved at blive fjernet. Formentlig for at gøre det lettere at reparere murværk, jerngitre mm.

Ved indgangen til fortet ligger den ene brændestabel efter den andet. Og jernplader bereder vejen for store maskiner.

Det kunne de nu godt have skrevet på deres hjemmeside!