torsdag den 8. december 2016

Furesøen - Nord og Vaserne

Nordkysten af Furesø er meget anderledes end sydkysten. Tricket er at smutte ind i landet ved Stavnsholt og Vaserne

Ordet vase i Vaserne har intet med blomstervaser at gøre. Det betød oprindeligt en sti lavet af grene gennem et sumpet område. Som det ses er det en meget præcis beskrivelse, bortset fra det med grenene. Her tæt på Dumpedalsrenden.

Jeg havde egentlig forestillet mig at følge vandringen fra 11. november langs sydkysten af Furesø op med en tilsvarende langs nordbredden ugen efter. Men det tog så knap en måned. Man skal ikke have kigget længe på et kort for at forudse at denne tur er radikalt anderledes. Nordkysten af  Furesø er stort set bebygget hele vejen fra Farum til Vaserne. Selv om man på visse af de beboede strækninger kan gå langs søen eller tage en stikvej ned til den. Jeg havde derfor skruet forventningerne en del ned i forhold til hvad angik oplevelser fra min tidligere tur. Og det holdt for så vidt også stik.

Skrænterne kan i stejlhed sagtens måle sig med sydkystens. Dog er der ingen kløfter, så man går nogenlunde i samme niveau over søen hele vejen. Holmen i søen ligger ud for badestranden neden for Høje Klint.


Beboelse og fritidsliv

Kysten er nogenlunde lige så stejl som sydkysten, men modsat denne har nordkysten stort set ingen kløfter, så man går nogenlunde jævnt langs hele strækningen. Kort sagt, mere "civiliseret". Det er måske derfor beboelserne netop har bredt sig her. Tilmed er der en håndfuld fritidsklubber for fiskeri, kajak, roning - og en en enkelt badestrand neden for Høje Klint, og badevandet skulle være udmærket. Der er dog ingen badegæster på nuværende tidspunkt, skulle jeg hilse og sige. Til gengæld ophører nu endeligt den infernalske støj vest fra motorvejen, og resten af turen mod øst foregår med naturens egne lyde. Som i dag er ret høje da det blæser kraftigt fra vest.

Badestranden neden for Høje Klint.Om der om sommeren er sandstrand, skal jeg ikke kunne sige. Nu er den i hvert fald dækket med blade. En lang, sej trappe fører ned til stranden hvis vand skulle være af bedste kvalitet. Det ser dog ikke ud som om nogen har benyttet sig af det for nyligt.

Den ret nyligt fredede Stavnsholtkilen ender ved Furesøen. Jeg har tidligere passeret Stavnsholtkilen nordfra. Her længst med syd er den vestlige del ret kedelig med græsmarker, men den østlige har en lille (ca. 400 m) sti gennem Enghaven, nord for pragtboligen Vigen. Stien går gennem et kuperet terræn, og trods sin lidenhed er der et forbavsende rigt fugleliv her. Jeg opdager en del fugle som igen minder mig om at nu må jeg snart se at få lært disse skabninger bedre at kende. Formentlig en gransanger, eller også en isfugl, jeg ærgrer mig over min uvidenhed. Fuglen er god til at gemme sig på den anden side af en tyk stamme, men er dog nysgerrig nok til at lade mig få flere glimt af den da jeg går forbi. Fotografering stiller den og kæresten dog ikke op til.

Stavnsholtkilen med et kig ned mod en gård der i følge en sten skulle hedde Pynten. Stedet er en del af den fredede Stavnsholtkilen (den er tidligere beskrevet her på bloggen).

Vaserne

Efter en kort og kedelig tur gennem et villakvarter når jeg endelig hen til turens plan B-mål, Vaserne. For lidt naturoplevelser ville jeg da gerne have med. Jeg havde afsat adskillige kilometer til turen gennem dette område. Området er sumpet og det er ikke muligt at gå langs Furesøs bred her. Dog er der mod vest bygget et handicapvenligt Vasetårnet, i to etager. Herfra har man udsigt over sivskovene og kan se ind i det træbevoksede Vaserne. Men det gør nu heller ikke så meget, for Vaserne er selv på denne årstid særpræget og speciel.

Udsigten fra Vasetårnet.  Måske tager det sig bedre ud om sommeren i solskin. Men udsigten har også sin egen stille skønhed på denne mørke decemberdag med blæst. Vinden får sivskovene til at bølge.

Det bedste overblik over Vaserne som jeg kunne finde på denne tur, var i den nordligste spids ved Fyrrebakken. Herfra er der en bakke hvorfra man mod syd kan skue ud over Vaserne, og mod nord i retning af Dumpedalen som vitterligt fremstår som en dal set fra dette punkt. Nord for Vaserne er der igen bebyggelser op ad skråningen. Og igen får man et godt indtryk af hvor dyb og stejl dalen er.

Det er vanskeligt at finde et typisk foto af Vaserne. For selv om det hele minder lidt om en stor ellesump, så varierer det alligevel i en uendelighed. Og egentlig er dette foto heller ikke særlig repræsentativt. Så meget vand er der trods alt kun enkelte steder.

Jeg fortrød absolut ikke at have planlagt dette sidespring. Det er absolut nordkystens højdepunkt. Jeg blev endda fristet til at tage en lille afstikker til Dumpedalen som ligger nord for Vaserne, og kun benene fik mig til at vende om. Dette område synes absolut også interessant for et gensyn. Dumpedalen er en del af en nord-sydgående dal hvori Vaserne også indgår.

Den sydlige del af den fredede Dumpedalen. Stierne er ikke aftegnet på mit kort, men det ser ud til at der nu er et velordnet stisystem her. Jeg har noteret at dalen må indgå i en senere vandring.

Tilbage til Vaserne. Navnet har ikke noget med blomstervaser, men et nu slet ikke mere brugt ord, vase, for en vej bygget af grene gennem et sumpet område. Og bortset fra det med grenene (de er erstattet af solidt jord) så passer det meget godt. Abstraherer man fra stien går man kun ganske få centimeter over et magisk, mystisk sumpområde. Det emmer af stemning, lyde, fred og ro. Jeg opdager endnu et par fugle som jeg aldrig har set før.

Blæsten går frisk over Furesøens vande. Og som det ses slår bølgerne ind over broen. Dette er så sandelig et pittoresk skue og sælsom oplevelse midt i det civiliserede Nordsjælland. Der går jo næsten helt Vesterhav i det. Midt i billedet roklubben.

De sidste 4-500 meter inden man når roklubben ved Holte går ad en nyopført gangbro ude i selve søen. På en blæsende dag som denne er der lidt hav over at gå her. Bølgerne slår ind over broen og søen viser tænder. Heldigvis har man forudset det, og broen er overhovedet ikke glat. På intet tidspunkt må jeg sætte farten ned på grund af smat på træbroen. Kun den gyngende bro ved Roklubben tør jeg ikke gå ud på. Bølgerne slår op gennem brædderne og den ser meget glat ud.

Ikke Furesø, men den meget mindre Vejlesø der dog har forbindelse til Furesø, har sin egen lille havn, Holte Havn. Bådfartens bro ses i forgrunden sammen med huset yderst til højre.

Som en lille blindtarm til Furesø ligger Vejlesø ved Holte, og her ligger såmænd da også en havn, Holte Havn. Hvor Bådfarten også holder til. De åbner dog først igen til april. Et symbol på den tilstand af melankoli man ofte kommer i her i december, med mørke og kulde, fandt jeg på en af de meget private og afspærrede bådebroer langs Frederikslund Skov:


Her havde en hejre besluttet sig for at ride stormen af og afvente bedre tider. Den ser næsten helt melankolsk ud, synes jeg. Og her gik der da helt menneskeliggørelse i det. Jeg synes den kiggede i sympati og solidaritet mod det december-melankolske menneske

Flere fotoer fra dagens tur på Flickr-album for Fureså og Rudersdal.


Ruten

Den kan nemt findes på et kort. Der er gode stier gennem Vaserne, selv på et tidspunkt som dette hvor der er meget fugtigt. Enkelte smattede steder er det eneste. I alt ca. 16 km.