fredag den 29. april 2016

Tisvilde Hegn

Tisvilde Hegn er flot, barsk natur med en dramatisk historie - og hårdt vandreterræn

I dag ser der flot ud ved Helenekilde ved Tisvilde. Men for 500 år siden og flere hundrede år frem hærgedes kysten af voldsomme storme som blæste sandet op over klitten i en sådan mængde at landsbyer, marker og adelshuse blev begravet i sanddynger.

Naturkatastrofen

Der er skrevet tykke bøger om Danmarks ældste klitplantage, Tisvilde Hegn, seneste Flemming Rune: Tisvilde Hegn, 2014. Et kort resume: Området omkring landsbyerne Tibirke og Tisvilde blev for 400-500 år siden udsat for en naturkatastrofe i form af sandflugt. Landsbyer som Torup blev forladt og begravet af sand, afløbet fra Arresø blev sandet til og medførte oversvømmelser for andre landsbyer tæt på søen. Selv om det er nærliggende at anklage skovning for årsag til denne sandflugt så hælder eksperterne til at det skyldes klimaændringer: Storme, orkaner og vedvarende blæst transporterede sandet fra kysten ind i landet i mængder af op til 10 meters højde.

Et typisk stykke af Lars Anders Linien. Naturen er enestående og særpræget. Men selvom vejen er bred, er den svær at gå på. Den består mest af blødt sand. Man kan ane at vandrere holder sig til siderne af vejen. På kortet er stien aftegnet som en snorlig linje. Det dementerer fotoet.

Sandflugten fortsatte i flere hundrede år. Bønder måtte gå fra hus og hjem. Spredte forsøg på at stoppe sandet med små risgærder battede ikke noget. Bønderne fra landsbyen Tibirkes 10 gårde måtte i 1725 forlade deres hjem fordi enevoldskongen Frederik d. 4. kynisk befalede at bygningerne skulle bruges som værn mod sandflugten. Det ville vi nok have kunnet ordnet på en mere human måde i dag.

Ikke alle veje er som Lars Anders Linie sandveje. Brantebjerglinie ser ud til at være en udmærket tosporet grusvej. Andre tværgående stier ser ud som denne. Desværre for fødderne skulle jeg ikke den vej.

Hårdt vandreterræn

Der er stadig rigeligt med sand i Tisvilde Hegn. Jeg valgte ruten Lars Anders Linie og det viste sig at størstedelen af denne ridesti består af sand. Nogenlunde som at gå i blødt sand på en sandstrand. Det er hårdt terræn at gå i. Men der er andre grusstier man kan tage i stedet for. Så det skal man ikke lade sig afskrække af. Blot et råd til andre vandrere at hvis man gerne vil gå længere i Tisvilde Hegn, frem og tilbage og på kryds og tværs, skal man nok holde sig til de udmærkede grusstier, med mindre man er i særdeles god vandreform.

Det meste af Tisvilde Hegn består af nåletræer eller birkeskov Men nordpå ved Tisvilde ved shelteret (som vist hedder Hilkers Krog) findes denne løvskov. Vandretursfolderen har også markeret en del gravhøje langs min rute. Men jeg kunne nu ikke få øje på nogen gennem træerne. Længere ud mod kysten skulle der imidlertid findes andre, og tættere på stierne.

Desuden snyder kortet. Hvad der forekommer som lige stier, er i virkeligheden stier i stærkt kuperet terræn med mange krydsninger af stien for at komme til at gå i et mere fremkommeligt terræn. Der er pt heller helt ryddet op efter stormene i vinters, så mange steder skal man gå omveje forbi træer der er styrtet over stien. Det gør det ikke mindre spændende og oplevelsesrigt. Blot en advarsel om ikke at planlægge en alt for lang rute. Tisvilde Hegn skulle bestå af meget mere end sandjord. Der kan gro eg og bøg. Og træerne får lov til at blive gamle.

Torup landsby var forsvundet i århundreder, men de sidste 50 år har den været synlig igen. Fotoet her er det bedste jeg kan diske op men, men det kan slet ikke gengive den stemning der er over stedet. Det skal opleves Man har fundet mønter tilbage til ca. 1320.

Bønder, adel - og fritidshuse

Udover Torup blev også den nærliggende Asserbo Slotsruin begravet. Som ikke skelnede mellem høj og lav, adel og bonde. Oprindelig (1200-tallet) var stedet indrettet for Karteuserordenen, men munkene brød sig ikke om stedet og rejste hjem igen. Til gengæld var der mere held med Sankt Helene Kilde ud mod Kattegat. Klintens ler bremser for vandet ca. halvvejs oppe så det i stedet siler ud. Dette fænomen håbede århundreders syge kunne helbrede deres dårligdomme, og sankthansnat samledes de rundt om kilden som den nat skulle have helbredt rigtig mange. På trods af sandflugt og dårligt vejr.

Selv om der ikke er mange murrester tilbage af Asserbo Slotruin, så fremstår den i dag som så gennemrestaureret som det nu kan lade sig gøre med voldgrav, bro osv. Og så må fantasien klare resten. Man får et udmærket indtryk af borgens størrelse, beliggenhed osv.

I 1700-tallet hyrede kongen så tyskeren Johan Ulrich Røhl til at få bønderne til at få området til at blomstre igen. Det bestod i hårdt arbejde med at grave grøfter og anlægge sanddiger beplantet med hjælme og dækket af tang. Og da klimaet samtidig ændrede sig til det bedre, kunne man i 1800-tallet begynde at plante træer. Fra den tid stammer de forkrøblede fyr i Troldeskoven. Skovfyr klarede sig fortræffeligt på den sandede jord bag digerne, og efterfølgende blev der plantet både rødgran, birk, bøg og eg. Rundt om Tisvilde Hegn er der mange fritidshusbebyggelser. Men i disse områder er der også enkelte ældre huse. Jeg ved ikke om det er gamle husmandshuse eller sommerresidenser for velhavende københavnere. De skiller sig i hvert fald ud fra det byggeri man ellers kender så godt fra andre steder i lignende sommerhusområder. 

Tisvilde Hegn er omgivet af fritidshuse. Nogen steder smelter de nærmest sammen med plantagen. Det ser selvfølgelig idyllisk ud. Men privat er det så.

Dyre- og plantelivet i Hegnet er meget varieret, og i vandretursfolderen står der at hvis man er heldig kan man se både rådyr og krondyr i Tisvilde Hegn, og minsanten om jeg ikke er heldig: Halvvejs gennem ruten støder jeg på hjorte som minder om hvad man kan se i Dyrehaven - de stammer nemlig herfra. Det viser sig at være to "spejdere" som hurtigt forsvinder i sikkerhed ind i skoven igen. Derinde kan jeg se en hel flok på omkring 12 dyr som ængsteligt kikker ud på stien for at følge med i om jeg skulle være nogen trussel.

Der står de så: To hjorte ved vejsiden og spejder mod fotografen. Sekundet efter var de i fuldt firspring på vej ind til flokken dybt inde i skoven. Bemærk den bugtede vej og de nedfaldne træer.


Flere billeder på Flickr fra Gribskov Kommune.