fredag den 4. april 2014

På besøg hos jætterne

5.000 jætter byggede stuer i Danmark i stenalderen for 5-6.000 år siden. Og 500 har overlevet alle disse år. Et par af dem står syd for Ølstykke, Egedal Kommune.

Møllehøj jættestue. Stenene er jættestore. Man kan stå op inde i selve kammeret der er på størrelse med en lille dagligstue. Her er 5 af de i alt 15 bæresten.

Den kristne historieskriver Saxo fortæller at man ud fra jættestuernes uhyre store sten må konkludere at Danmark engang har været beboer af en slags jætter! Navnet jættestue fortæller om den mystik der har gjort at folk gennem tiderne har undladt at nedbryde dem. Den tolerante asa-tro lod dem formentlig bare stå uden at skænke dem en tanke. Det kræver andre forklaringer at den intolerante kristendom og deres præster, bisper og provste tøvede også med at "angribe" hvad man ellers officielt prædikede om som overtro.

"Det var en mørk og dyster, blæsende efterårsdag"? Formentlig ikke det rette tidspunkt at kravle ind gennem gangen til gravkammeret med spruttende tranlys og udsigt til et bælgravende mørkt rum hvor gravens stilhed hersker. Selv i dag må jeg et kort øjeblik overbevise mig selv om at genfærd, spøgelser, højfolk, jætter osv. hører til i fantasiens verden. 

Vi har ikke førstehåndsberetninger om hvordan det lykkedes bønderne at bevare disse hedenske helligsteder igennem kristendommens tusindårige formørkelse af Danmark. Vi har kun nogle udsagn fra præster, lærde og andre om deres udlægning af hvad de fx kaldte for almuens uvidenhed. Og det var åbenbart ikke småting som bønderne kunne kyse præsterne med, i hvert fald hvis man skal tro en skribent fra Politivennen (1800, hvor højen blev udgravet):
Jeg har hørt præster, der på bønders spørgsmål, om der vel var gengangere, med en mystisk mine svarede: Man kan ikke nægte muligheden deraf. Jeg har kendt præster, der selv skælvede for spøgelser, der tålte at man i deres egen stald støbte bly over elleskudte får!

Bønderne har formentlig hygget sig gevaldigt med at skræmme de stakkels uvidende og overtroiske kristne præster med fortællinger om hvad der ville ske hvis de begyndte at ødelægge disse oldnordiske og særdeles ukristne helligsteder. I hvert fald fik de lov til at blive stående, indtil den kristne formørkelse endelig begyndte at forsvinde med oplysningstiden.

Så lille er hullet der fører ind til Møllehøjs gravkammer. Gitteret er ikke låst, så man kan bare kravle ind. Selve højen kan være lidt svær at se fra Møllehøjvej. Man kan enten følge markskellet, eller vejen op til nr 5, der så drejer til højre forbi nogle længst forladte minkfarme. Herefter trænge gennem krattet til højen.

Men det betyder dog ikke at moderne arkæologi og videnskab har fuldt helt styr på hvad, hvorfor og hvordan, og der dukker til stadighed nye teorier op. Som fx at de fungerede som en slags kalender. Dramatisk fortæller artiklen at:

Når fuldmånen stod på himlen, begav stenalderens bønder sig ind i jættestuerne. Hulerne af sten og jord fungerede nemlig – sammen med Månens stråler – som kalendere, der kunne fortælle, om det var tid til at høste eller så. Stenaldermenneskerne havde nemlig placeret jættestuerne i retninger, så fuldmånen kunne skinne ind ad deres indgange. Men vel at mærke skinnede fuldmånen ind ad forskellige jættestuer, alt efter hvilket tidspunkt på året, man befandt sig.

Stenhøj Jættestue ved Lille Kildebækvej ligger på privat område. De forstod at lægge de gravhøje på flotte steder, de gamle stenaldermennesker. Arkæologisk mere interessant synes langdyssen ved Kildebækvej at være. Men den ser nu ikke ud af ret meget.

Kendere vil også vide at byggemetoden afspejler hvor gamle de er. Langhøjene er de ældste, så dysserne og til sidst jættestuerne. Og man skal også ind i højene for at se hvordan stensætningen er. Langdyssen ved Kildebækvej og Stenhøj jættestue er begge markeret med museumstegn på Kraks kort. Men området har engang tilsyneladende været spækket med dysser. Der dog nu er blevet sløjfet. I Egedal Leksikon hedder det:
Umiddelbart øst for langdyssen ... har der ligget endnu en dysse, som nu er fuldstændig sløjfet. Her har altså generelt været tale om et område med flere begravelser. Inden for en radius af en km har der, især syd for dyssen, været yderligere mindst 10 dysser, heraf fem langdysser ..., mens de øvrige fem ... blot er registreret som dysser.
Langdyssen ligger på en markant højderyg, der skråner mod syd ned mod Værebro Å. I et område sydvest for dyssen er der opsamlet så mange flintegenstande, at det antages, at der er tale om en bosættelse... , der formentlig er samtidig med områdets dysser. Den gode beliggenhed, med en sydvendt skråning ned mod Værebro Å, har tiltrukket folk, ikke alene i stenalderen, men også de efterfølgende perioder.
Besøget i Møllehøj er nok denne turs arkæologiske højdepunkt for mig. Jeg blev et kort øjeblik skuffet over gitteret, men det lettede at se at der ikke var låst. Jeg tror det er min første tur i mit voksenliv ind i et sådant kammer.

Indbegrebet af Egedal Kommunes landdistrikter. I hvert fald dem jeg opsøger. Kildebækvej er en stor overraskelse. En "ensporet motorvej" med næsten ingen trafik, en gammeldags landevej fra før der skulle være plads til modkørende trafik. Nu er den mest brugt til lokal trafik og cykelsti.

Egedal Kommune er altid god for fremragende vandreveje, høj himmel (når solen skinner), lærkesang foroven, åbne marker og kuperet terræn. Nogen må dyrke de mange marker, men de fleste gårde er nu lavet om det fx ridecentre, golfklubber, og meget andet. Man bør også gå igennem den lille landsby Svestrup med ca. 50 indbyggere. Ikke at husene er så forfærdelig gamle, men den er bare - speciel. Jeg tror det er fordi den ligger sådan lidt rodet i et kuperet terræn omkring et gadekær. Det ville være en overdrivelse at kalde den en bjerglandsby, men ... tænk på lidt i den retning.

Sådan kan der også være i Egedal: Et byggecenter og forrest Madhuset, hvor man - eventuelt udendørs - kan holde midtvejspause og på visse dage (fx i dag) spise stegt flæsk med persillesovs.

Ved Værebro er der et industrikvarter der egner sig godt til selskaber. Der er Madhuset hvor man kan få bl.a. stegt flæsk og andre såkaldt traditionelle danske retter - hvis man er til den slags (det er jeg ikke). På vej til Ølstykke Station smutter jeg lige forbi for at se om der er noget nyt omkring Skenkelsø Sø. Og det er der! På en tidligere tur i december 2012 var jeg lidt udtilfreds - vejret var heller ikke særlig godt. Men i dag opdagede jeg at der fra Søholmvej nu er en sti langs Vejlebro Grøft og Ålebæksrenden til Engvej. Og den er bestemt anbefalelsesværdig.

Stien der fører gennem Skenkelsø Søs sydøstligste hjørne fører igennem et idyllisk område med masser og fugle. Ikke sjældne måske, men ... gør det noget?

Ruten

Stenløse Station. (Lille) Kildebæksvej - begge udmærkede og stille vandreveje. Krogholmvej-Skatskærvej-Svestrupvej (let til meget trafik, brede græsrabatter eller arbejdsvej gennem Ølstykke Vandværks kildeplads). Møllehøjvej. Søholmvej. Engvej. Ølstykke Station. I alt ca. 15 km.