tirsdag den 11. marts 2014

Indre Bys (Københavns) kirker

Der er en halv snes smukke kirker i den Indre By. Men hvorfor så få civile kirker, og så mange militærkirker? Dagens forårsmarch i sol afdækker mysteriet  


Egentlig er der ikke meget kloster over Helligåndskirken, men på den anden side af bygningen er der meget klosterpræg. Der var fotoforholdene i dag imidlertid så umulige pga modlys at jeg har valgt denne velkendte fra Strøget.

En af de ældste ligger på Strøget i København: Helligåndskirken fra o.1300 (i dag 900 siddepladser). Den stammer fra dengang København lå i firkanten Vester- og Nørre Voldgade, Gothersgade og Parallelstrøget og havde 4-12.000 indbyggere. Helligåndskirken er en rest af et kloster, som adel og stormænd havde indrettet til sig selv og deres efterkommere. Her kunne de blive begravet, få en uddannelse, hospitalsbehandling og opholdssted. Pengene havde Københavns overherre, biskoppen af Roskilde, aftvunget gennem tvangsskatter som tiende siden år 1150. Trods oprør som et i 1296 fra Nikolaj Kirkegård. Så mange penge havde de puget sammen, at de gennem de næste hundrede år kunne opføre 3.000 kirker og klostre i hele landet.

500 års løgn og latin

København havde kun få klostre. De lever videre i stednavne: Gråbrødre Torv om Franciskanerklostret ca. 1238-1650 og Klareboder og Sjæleboder om nonneklostret Clarakloster ca. 1505-o. 1600. Forsvundet under Strøget ved Rådhuspladsen er Sankt Clemens Kirke (ca. 1100-1536). Et par minutters gang fra Helligåndskirken ligger Vor Frue Kirke. Bygningen er fra 1829, men der var kirke siden 1200-tallet. En filialdomkirke under Roskildebispen. Dens annekskirke, Sankt Petri Kirke ligger et stenkast herfra (i dag 6-800 siddepladser). Ødelagt og ombygget adskillige gange, men stadig med Københavns ældste kirketårn. Og endelig Nikolaj Kirke med aner tilbage til 1200-tallet. Den var forbeholdt fiskere og søfolk.

Står man ved indgangen til Nikolaj Kirke er man ikke i tvivl om hvad hensigten var: Den imposante indgang og størrelse skulle imponere, hvis da ikke skræmme, og vise kirkens magt. København var biskoppens ejendom, så kunne de lære det, kunne de, københavnerne dengang!

De adelige biskopper havde dømmende magt. Præsterne var rekrutteret fra bønder, som med embedet sikrede sig privilegier såsom gård med tilhørende jord og fritagelse for tiende. Klostre og kirker var magtcentre hvor lægfolk havde en chance for frelse efter døden ved at overvære kirkelige handlinger - som de intet forstod af. Men i en tid uden fjernsyn, radio og biografier har det sikkert haft en vis underholdningsværdi. Især når fx kongen inviterede den tysktalende lutherske præst Martin Reinhart i 1520. Efterabere af hans voldsomme gestikuleren og store fagter i Nikolaj Kirke skabte moro i Københavns gader lang tid efter. (Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen, 1859, s. 246-247). Meget langt fra, men det tætteste man kan komme en nutidig opførelse af disse ceremonier, kan man opleve i den langt senere (1842) katolske domkirke i Danmark, Sankt Ansgar Kirke i Bredgade. Se fx Kirkehistoriske Samlinger, 1849-52, s. 420-460.


Kongelige stasi-agenter

Harmen mod munkenes udskejelser, lediggang, løgne og bedrageri var stor. Hvis lægfolk i starten af 1500-tallet håbede at Reformation ville gøre op med det og afskaffe tvangsbeskatningen, blev de skuffet. Som i det øvrige land nedrev kongemagten Københavns klostre, eller brugte dem til fx fængsel, apotek, kirke for tugthuset og kanonstøberi. Sankt Petri Kirke fungerede som klokke- og kanonstøberi indtil 1585 hvor den tysk-hollandsk menighed overtog den. Et faktum ikke alle var tilfredse med, skal man tro Politivennen, (1804, s. 4981ff) hvor en skribent over flere sider beklager sig over den tyske koloni og dens privilegier.

Det var ikke lige velset af kirken til alle tider at kongen inviterede driftige tyskere, franskmænd, hollændere og andre til Danmark. Og sågar gav dem Sankt Petri Kirke. Men kongen var ifølge kirken selv Guds stedfortræder på Jorden, så den lå som den havde redt. Her en indmuret gravsten på tysk i muren om Sankt Petri Kirke. I dag løber legende børn rundt om kirken.

I de første årtier efter Reformationen havde København tre kirker: Vor Frue, Helligåndskirken og Nikolaj Kirke. Fra 1795 to fordi Sankt Nikolaj Kirke brændte og blev aldrig senere sognekirke. I stedet blev den brugt til verdslige institutioner, fx. 1922-1957 Københavns Hovedbibliotek. Det var formentlig mest de velhavende der var "sande kristne", heriblandt håndværksmestre, købmænd o.lign. En ansættelse hos kongen, krævede fx at man aflægge ed på at man bekendte sig til den lutherske tro, ifølge Fremmedartiklerne 1569-1683 og Symbolforpligtelsen 1619. Kristne værnede om privilegierne. Ved at møde op i kirkerne, kunne man fremvise sin status af kristen. Menigmand (måske 90% af befolkningen) finansierede denne overklasses forbrug og institutioner.

Kirkegængerne havde pligter, såsom at synge, fremsige katekismus og lytte på prædikener. Reformationens præsterne havde ændret rolle henimod noget der for mig lugter af at være "kongens stasi-agenter", kongens lokale repræsentant. Luthers Lille katekismus' indledning er gennemsyret af mistillid til befolkningen. Ikke kun hvad angår deres tro på kristendommen, men så sandelig også deres opbakning bag fyrste- og kongemagten. Præstens rolle synes at have været om ikke at overbevise, så i hvert fald gøre det klart at kongen var landsfader, Vorherres alter ego med pligt til at skalte og valte med menigmand efter forgodtbefindede. Uanset disse var klar over at det var til deres eget bedste!

Prædikenerne var modsat før Reformation enten på dansk (ikke latin), eller på hofsproget tysk. I hofkirken, Slotskirken udelukkende på tysk. Ofte var der stridigheder mellem tyske og danske præster. De kristne skulle - som i nutidens biografer - betale bænke- og stolepladser - en vigtig indtægtskilde for kirken. For ikke blot at trække æslerne til drikketruget, men også tvinge dem til at drikke, udstedte kongen i 1650 en forordning om kirketjenere, der med med lange stænger skulle slå folk i hovedet når de sov.

Vor Frelser Kirke stikker sin pegefinger op mellem Christianshavns gamle pakhuse og kanaler. Hele området var indrettet til militær, handel og søfart med deraf afledte behov for diverse institutioner såsom en kirke.


Militær, universitet - og indvandrere

På landet var rollen som kongens lokale "stasitjeneste" nok mere betydelig. Men med Københavs militarisering, var kongen mindre afhængig af kirken. Især under enevælden (datidens militærdiktatur) fra 1600-tallet og til midten af 1700-tallet blev der kun opført kirker til militæret:  Ankersmedjen blev ombygget til Holmens Kirke (1619) for flådens søfolk, bådsmændene, Kastelskirken (1704, sognekirke fra 1902), Garnisonskirken (1706, fra 1804 civil kirke for Frederiksstaden), og Vor Frelsers Kirke (1692).

 Kastelskirken. Nyistandsat og flot ser den ud. Kastellet er ved at blive restaureret. er man endelig derude, vil man også kunne iagttage udenlandske kirker opført i nyere tid af tidligere fjender. Gustavskirken (den svenske kirke) og Alban-kirken (den anglikanske kirke). Svenskerne i 1658-60 og englænderne ad flere omgange i starten af 1800-tallet angreb det selvsamme fæstningsanlæg. Men - danskerne bærer ikke nag. Fortiden er heldigvis fortid, og sådan skal det være!

Garnisonskirken lå dels i strid med andre kirker, dels mellem dens danske og tyske præster. Suspenderinger, bøder og andre repressalier mod dem til trods.

Garnisonskirken. I mere end en forstand en stridens kirke. Andre kirker var rasende over at præsten tiltuskede trolovelse og vielser (de kostede penge) og internt stredes danske og tyske præster.

Til de civile embedsmænd tjente Frue Kirke (indtil den i 1924 blev domkirke), og for Universitetet Trinitatis Kirke (1656, sognekirke fra 1683, nu 700 siddepladser) med observatorium (Rundetårn) og bibliotek. Kirken var hårdnakket modstander af at kongen inviterede hollændere, tyskere og franske og 1585 gav dem Skt. Petri, Christians Kirke (1759, fra 1901 sognekirke) og 1689 Den Reformerte Kirke. Kirkens egen tolerance for udlændinge var lille. Biskop Worm (1672-1737, biskop fra 1711)  foreslog vidtgående regler om at kristne ikke kunne være ansat hos jøder, samt at disse sidste kunne tvangsdøbes.

Christians Kirken, de hollandsk-tysk-reformertes kirke. Kongens tolerance over for anderledes kristent tænkende var større end kirken selv. Det hjalp gevaldigt på tolerancen at mange udlændinge var driftige mennesker der skulle sætte gang i Danmarks økonomiske vækst. Og de skulle naturligvis have kirker. At det lykkedes, ses måske af lagerbygningen til venstre i baggrunden. Kirken minder på mange måder om den reformerte kirke ved Gothersgade. Som jeg derfor ikke bringer et foto af.

I slutningen af 1700-tallet kom der kirkerum i fængsler, hospitaler, universiteter og tugthuse. Fx Almindeligt Hospital (1769, nu nedrevet) og Vartov Hospital (1755). At patienterne her brugte melodier fra lystige viser i protest mod den gængse langsomme salmesang, kan være årsagen til at Grundtvig (præst 1839-72) blev inspireret til at reformere salmesangen.

Den nuværende Vartov Kirke - det er den med de høje, runde vinduer midt i billedet i komplekset Vartov - var en hospitalskirke. Her prædikede bl.a. Grundtvig, angiveligt for fulde huse. Det skal der nu for så vidt heller ikke så meget til. Kirken er ikke særlig stor.

Det ser ud til at de kristne forblev et lille mindretal på et pænt stykke under 10% af befolkningen. I hvert fald blev der ikke bygget kirker mens Københavns befolkning voksede til 70.000 indbyggere og år 1800 passerede 100.000 (heraf knap 2.000 jøder). Biskop Bagger besværede sig i 1685 over at kongen ikke sørgede godt nok for de lutherske kristne. Men krusninger fra den Franske revolution i slutningen af 1700-tallet satte spor i Danmark. Kirken havde især problemer under kancellipræsidenten 1788-1804, Christian Colbjørnsen. Han var ikke særlig lydhør over for kirkens anliggender og gik mere ind for "fornuftsdyrkelse" og oplysningsteologien som troede på Guds forsyn og verdens godhed. Kirken og skolen skulle fremme oplysning og fremskridt blandt bønderne.

Colbjørnsen tvivlede formentlig på om kirkens metoder var gode nok til at holde befolkningen i ro. En kilde til kirkens metoder har vi fra biskoppen for Sjælland (1783-1808), Balle (1744-1816). Han skulle sikre sig at konfirmanderne havde lært kristendom, nærmere betegnet: De skulle bl.a. kunne De ti bud, trosbekendelsen, fadervor, Luthers lille katekismus og eventuelt andre (især biskoppens egne) "opbyggelige" bibelske bøger. Præst og degn blev eksamineret i at synge, at katekiserede (et andet ord for indoktrinering) og holde bygningerne. Bispernes nedladende syn på befolkningen fremgår af omtaler som: Deres "materialistiske indstilling og manglende åndelige sans", "Et selvrådigt folk der ... aldeles har rådet sig selv". "Menigheden ... elsker nok sin præst, men ikke tager hans lærdom til hjerte". (Se fx Kirkehistoriske Samlinger, Bd. 6, s. 85 ff). Præsterne kunne føle sig som omgivet af "vilde dyr". "Bønderne er vel arbejdsomme i det timelige, men der er få, ja næsten ingen, der med Maria vil sidde ved Jesu fødder".

En af måderne var at tage betaling for ellers verdslige ting som vielse. Forhold mellem mand og kvinde blev ellers stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Kirken tiltuskede sig det efter reformation og tog betaling for det i form af en kirkelig handling, trolovelsen, hvori indgik en præst og 5 vidner. Så kunne kirken også senere tage betaling for vielsen som bekræftelse på ægteskabsløftet. Set fra kirken side spillede trolovelsen imidlertid fallit, folk overholdt godt nok de kirkelige formaliteter, men fortsatte de førkristne traditioner. Trolovelsen blev afskaffet i 1799 (praksis videreført langt op i 1800-tallet) til fordel for den for kirken langt mere indbringende vielse. Med Grundloven i 1849 kunne personer uden for kirken dog lovligt lade sig vie borgerligt. Først i nyere tid har disse sidste dog taget over og kirkebryllupper halveret. Kirkebryllupper er hverken særlig gammel, særlig kristen eller særlig dansk.

I hvert fald fik 85% af befolkningen ikke betroet stemmeret ved Grundlovens indførelse i 1849. Den var forbeholdt "gode kristne", som følgelig højst kan have udgjort 15% af befolkningen. Frisen på Thorvaldsens museum (1848) illustrerer måske meget godt hvem man opfattede som "folket". At man opfattede disse 15% som folket, fremgår af at kirken blev til "Folke"kirken. Folk i modsætning til den hidtige "statskirke". Folket indbefattede ikke kvinder, forbrydere, fjolser, fattige, folkehold, fallenter og fremmede. Procenten faldt i øvrigt efter 1864 og kvinder og tyende fik først stemmeret i 1915. Det tog knap 50 før folkekirken accepterede det. Så hvis kristendom måles på hvor mange der går i kirke, har Danmark aldrig været et kristent land.

Aktiv og passiv modstand


Meget tyder på at for Københavns befolkning, lægmand og menigmand betød kirke og kristendom ikke andet end en evindelige række af tvangsbetalinger: Tiende og gebyrer for dåb, konfirmation, vielse osv. Som den ikke kunne slippe uden om, fordi de ved lov blev påtvunget dem. Disse påbud blev først ophævet 1857. Købmænd kunne desuden leje boder af kirker, fx omkring Trinitatis Kirkes kirkegård (1657-1851). Uden Vor Frue Kirke var loppetorve (eller paltemarkeder) foran værtshuset "Det Glædelige Dyrkøb". Handel foregik inde i selve kirken i et så stort omfang at det blev forbudt i 1650. Så blev handel i kirketiden. Men ikke overholdt. I 1816 beretter Politivennen fx (s. 242):
Om søn- og andre helligdages eftermiddage kl.3, altså før den offentlige gudstjeneste er forbi i alle kirker, ser man en del handlende udhænge uden for deres butikker alt det kram de har til udsalg, ligeså fuldt, som på søgnedage... (bl.a.) butikkerne på Kongens Nytorv, i Vingårdsstræde og ved Holmens Kanal. ..Hviledagen blev heller ikke respekteret, på en langfredag blev arbejdet " i fuld gang på to klædefabrikker".
Hverken den oprindelige domkirke (den nuværende anes til venstre) eller værtshuset er tilbage. Kun vejen, eller måske snarere pladsen Dyrkøb. Man kan forestille sig det leben der har udspillet sig her med markeder, skrålen og skålen og falbyden når de kristne skulle i kirke.

Befolkningen har nok snarere troet på varsler og tegn fra dyr, planter, sol, måne og stjerner - sort magi. Tiltroen til hellige kilder. Selv kirkens egne folk troede på det. Hekseprocesserne er et grusomt vidne om det. Billedhuggeren Thorvaldsens djævletegn på Danmarks første foto et mere uskyldigt. I det overfyldte København (nu Indre By eller City) havde folk svært ved at forstå at de kristne stadig skulle privilegeres. Kirkegårdene omkring Frue Kirke, Nikolaj Kirke og Sankt Petri Kirke optog fx megen plads. En beretning i Politivennen, 1804 (s. 5135-5136, omskrevet til moderne dansk) fortæller:
(Hver dag tørrer folk) deres vasketøj på kirkegårdene. Ved sådanne lejligheder samles et slæng af tjenestepiger, karle, børn etc. Ligstenene tjener til kaffeborde, til øl- og brændevinsskænkeborde. Konversationer holdes, der ikke altid er af den afstændige slags. Gravene nedtrædes under skæmt og latter. Den alvorsfulde ro, der bør hvile over dem, forstyrres af letsind og kåd larm. 
Oprindeligt var kirkerne omgivet af en kirkegård, der igen var omgivet af en mur. De fornemme bllev bisat i selve kirken, mens andre måtte nøjes med gården udenom. Jeg forestiller mig at det må have været nogenlunde som nutidens landsbykirker. I det stadig tættere befolkede København var det ikke længere muligt. Kirkegårdene er for længst forsvundet. Men en lille rest er forsøgt bevaret bag Trinitatis kirke. Formentlig er der flyttet rundt på gravstenene.

Graverne konkurrerede om at tjene på de døde. Præmisserne over 5 sider i Juridisk Tidsskrift (s. 505-510) i en dom fra 1864 på en tvist mellem to graveren på hhv Trinitatis kirkegård og sognets assistenskirkegård vidner om grådighed. Sagen er ikke enkeltstående, for kirkens indtægter hvilede i højere og højere grad på gebyrer fra lovpligtige kirkelige handlinger. Gebyrer der får nutidens banker til at fremstå som velgørere. Præsterne skulle leve af egne indtægter, og det var i kæmpesognet Trinitatis åbenbart svært, præsterne beklager sig igen og igen.

Andre kristne klager kunne være betleri. Politivennen (1842, s. 141) klager over dette, i anledning af at der den første fredag i hver måned var skriftemål og altergang i slotkirken:
Ingen går derfra uden med højtidelige følelser, men hvor stødende, for ikke at sige forargende, er det ikke, at det første man møder ved udgangen er de fattige drenge, der, placerede på begge sider, står og fremrækker gamle, smudsige kasketter, for deri at modtage hvad enhver af de kirkebesøgende vil give dem.  Efter vore love er betleri forbudt.
Var der nogen der sagde kristen næstekærlighed og samaritarisme?

Konfirmation blev indført i 1736 for at starte indoktrinering tidligt. Men dengang som nu blev den ikke blev taget særlig alvorlig, se fx Politivennen (1830, s. 228f):
Dagen efter og undertiden samme dag de har været til konfirmation... forsamler de sig i snesevis i konditorboden i Rosenborghave (måske også i andre slige boder) hvor de gør sig til gode ikke alene med chokolade, kager osv. men også med snaps, punch osv. og efter forlydende undertiden endog beruse sig der ... det fortælles at adskillige af disse unge mennesker samme dag som de har været til konfirmation har besøgt danseboderne på Vesterbro.
Desuden vidner mange overleverede sarkastiske talemåder og ordsprog om folks aversioner mod kirken og de kristne. Ordbog over Det Danske Sprog en rig kilde. Præstehare er en gammel sej hare (man kunne give præsten som tiende). Præstehandel var betegnelsen på en særlig god handel (underforstået hvor man havde tørret nogen), fordi præster ikke forstod sig særlig godt på det verdslige. Præstekrebs er fladlus. Præsteprås snæversynet og stærkt begrænset folkelig oplysning. Præstesyge en halssygdom som forhindrede langvarig tale. Præstesæk indgår i adskillige vendinger i betydningen gridskhed. Politikens slangordbog kan supplere med præst: refleksstolpe til vejafmærkning: "den viser vejen uden selv at gå den". Præstenæse: Gumpen på fjerkræ. Og af de mere vulgære: Præstepik om medisterpølse eller spaghetti. Ordet prædike forbindes også med gardinprædikener, moralprædikener.

Kirke og demokrati

København voksede voldsomt i slutningen af 1800-tallet bl.a. med tilflyttere fra landet: 450.000 omkring år 1900. Mange tilflyttere var påvirket af Indre Mission, som i 1882 opførte missionshuset Bethesda (ved de nuværende Torvehaller). Andre blev industriarbejere og påvirket af socialisterne. En ting kunne kirkens fløje være enige: Kirken skulle ikke demokratiseres. Man var med særdeles god grund bange for at "de hellige" ville komme i mindretal i demokratiske forsamlinger. Kirken holdt fast i at være enevældens og develhavendes lejesvend. Først da kirken mistede sit jordiske gods og tabte det ideologiske slag adapterede den omsider befolkningens krav om frihed efter næsten 1.000 års undertrykkelse og indoktrinering. Man kan binde hånd, men ikke ånd. Trinitatis Kirkes økonomiske problemer udfolder sig dramatisk i  Betænkning om universitets forhold til kirken, (1861). Da der hverken økonomisk eller statusmæssigt var noget at hente ved at være kristen, faldt antallet drastisk. På universitetet måtte den endog i 1880'erne opleve et verbalt opgør med den hellige, ukrænkelig treenighed: Kirke, nation og familie af en af Københavns intellektuelle George Brandes.

De udenlandske kirker har altid afspejlet hvem det aktuelt var interessant at alliere sig med rent udenrigspolitisk. I 1880'erne således med zaren af Rusland. Han finansierede opførelse af Alexander Nevskij-kirken på Bredgade. Det var formentligt ikke gået i dag: Fremmedartede kupler og diktatoriske stater der finansierer religiøse bygninger? Men det lod sig altså gøre dengang.

I det ydre overlevede helligdage og andre traditioner i en "socialdemokratiseret" eller folkelig udgave. De mere børnevenlig juletræer, nisser, julegaver, påskeæg og -harer, græskarhoveder og andet har taget over. Kongen er ikke længer Guds stedfortræder. Præster er offentligt ansatte. Kirken brød med Bibelens budskab og accepterede kvindernes ligeberettigelse, homoseksualitet og tog afstand til sin opfindelse, racismen. Gudskelov! Militærkirkerne blev sognekirker, man byggede Sankt Pauls Kirke (1877) i Nyboder og færdiggjorde Marmorkirken (Frederikskirke 1749, 1894) med 900 siddepladser for de fine. Sct Andreas Kirke (1901, 1150 siddepladser) er første og eneste eksempel på en "socialdemokratisk-inspireret" udgave. Den ligger også uden for Indre By.

Marmorkirken har været længe undervejs. Hvor Bredgade og Store Kongensgade mødes, man man se kuplen over en anden enestående bydel i København, Nyboder.


Fra frygt til beundring

Hvor kirkebygningerne engang indgød skræk og rædsel, kan vi i dag se på dem som prægtige bygninger og turistattraktioner. De 2,5% kristne kirkegængere er harmløse og behøver tilmed ikke føle sig skyldige i ikke at have kende Bibelen eller Luthers remser.

Se også Carl Bruun: Kjøbenhavn, Bind 1-3. 1887-1901

København - Købmændenes Havn. Det blev aldrig rigtig kirkens København. Kongens København, jovist. Handel, søfart - havet og havnen. Købmændene. Det var dem som satte deres præg på den indre by. Men de gjorde det ikke uden den store mængde af umælende lægfolk og menigmand, hvis historie vi i dag desværre ikke kan finde. Vi kan indirekte se et negativ af dem gennem magthavernes øjne. Men deres historie er for altid væk. Aldrig nedskrevet eller på andre måder bevaret. Det eneste vi ved er, at de var der, og alle andre, kirken, de kristne, kongen, borgere ... skylder dem alt. For de tog en betragtelig del af hvad de producerede.

Indslag om Københavns underklasse omkring år 1800, 15. april 2014.

Ruten

I parentes er angivet kirker som man passerer: Sankt Petri Kirke. Vor Frue Kirke. (Vartov Kirke). Helligåndshuset. Nikolaj Kirke. (Christiansborg Slotskirke, kongehuset). Christians Kirke. Vor Frelser Kirke. Holmens Kirke. (Sømandskirken). Garnisonskirken. Marmorkirken. (Den Russiske Kirke, russisk-ortodoks). (Sankt Ansgar Kirken). (Sankt Albans Kirke, anglikansk). Kastelskirken. (Gustavs Kirke, svensk). (Jerusalems Kirke, metodisterne). Sankt Pauls Kirke. (Den Reformerte Kirke). (Sankt Andreas Kirke). Trinitatis Kirke. Med det skulle man have set alt hvad der er værd at se af kirker i City. Knap 11 km.