tirsdag den 14. maj 2013

Manhattan (3): If you can make it there ...

Når jeg vandrer rundt i New York - og tænker tilbage på byen når jeg ser vores fotoer - har jeg to  modsatrettede melodier/stemninger kørende. Den ene er Frank Sinatras New York New York. Den anden er Tom Waits' album Franks Wild Years. De er modstykker. Sinatras tekst er fyldt med oneliners, og musikken er Las Vegas swing. Waits' plade er 17 numre fra et skuespil. Ingen nemme pointer eller punchlines. Teksterne er svært tilgængelig med dybt skjulte pointer, musikken kaotisk, amelodisk og skæv.
 
Chrysler Building peger mod himlen med sit enlige spir: Number One? I hvert fald i en måneds tid indtil Empire State Building var færdig. Mange synes dog at æstetisk er Chrysler number one. Til gengæld skulle der en protestbevægelse til for at redde Grand Central Station (i gaden bagest, men foran Chrysler Building). Den var ikke høj nok og ikke nok penge i jernbaner. Men Tom Waits var der, i filmen "Fisher King" fra 1991.

For mig vinder Waits på dybde, humor, selvironi og menneskeligheden. Sinatras melodi afspejler en brutal drøm, et glansbillede. Waits beskriver en virkelighed som kommer tæt på. Jeg har på fornemmelsen at Waits' Frank er et poke til Frank Sinatra og det han står for. Flere numre peger på det: "I'll Take New York" (total Sinatra, dér), "Straight to the Top" (Sinatra: "Top of the list") og "Please Wake me Up" (Sinatra: "Wake up in a city that never sleeps"). For ikke at snakke de skjulte hentydninger i teksterne.

Solen skinner ikke altid på Manhattan. Her står regnen ned i tove. Subway'en oversvømmes, og folk flygter væk fra gader og stræder, som her foran Macy's varehus. I baggrunden er nogen blevet number one til en taxa. Pølsemanden er the only one ved sin vogn, og flygter senere med den. "It's more than rain, that falls on our parade today", som Tom Waits kunne have kommenteret fra Franks Wild Years. "Nothing is going our way".

Frank Sinatra var "a number one". Waits' Frank bliver aldrig til noget. På det sidste nummer ender han med at konstatere at "Well, it was a train that took me away from here, but a train can't bring me home". Og der er mere Frelsens Hær end Las Vegas over musikken. Det tog som vi alle måske frygter kører fra os. Men på en eller anden måde gennemsyrer de to livssyn Manhattan mere end noget andet sted. For mig udtrykker Sinatra præcist de mange myter der er knyttet til byen. Waits et solidarisk kram til det kæmpeflertal som enten ikke spiller med Sinatra, eller ikke blev "a number one".

Rislende vandfald og forgyldte vægge. Overalt spejler rummene sig - og dig selv, forgyldt. Trump Tower. Trump, Trump, Trump. Milliardæren byder os indenfor i sin verden af luksus og sød musik. Alt er godt her. Ingen problemer. "Proper footwear required" står der på skiltet ved rulletrappen. Jo, verden skal ikke med ind, den eksisterer ikke, sålænge du har din pengepung i orden. You're a number one.... "I want to be a part of it" ... eller?

En "number one" er fx Donald Trump. Indbegrebet af amerikansk succes: Bedstefar indvandret fra Tyskland, Donald selv født i Queens. Han blev stenrig på ejendomme, ejer selv mange, bl.a. omkring Central Park. Gift tre gange og børn med alle konerne. Hans navn står overalt og mange gange på hans ejendomme. Han blander sig i politik og religion på en højst påfaldende måde. Og mange vil vel mene at han har en smagløs kultur. På samme måde anses 5th Avenue og Madison Avenue for de riges kvarter.

I 2009 lukkede Virgin Records på Times Square. Vi havde set frem til at besøge den, fordi den rummede et slaraffenland for musikfreaks som os. Vi havde bare ikke læst om at den var lukket. Lukningen skyldes ikke nedgangen i salget af musik. Men, ifølge New York Times at "the chain’s owners, two big New York-based real estate development companies, saw greater potential in leasing the prime space to Forever 21". Der er også åbnet en Toys'R'Us. "King of the Hill".

Enhver kan beskue de nedre etager af Trumps hovedkvarter på 5th Avenue hvor han selv efter sigende bor. Ligesom man kan foran Trump International Hotel and Tower kan bese en globus ved  indgangen til Central Park, Columbus Circle. Den er en kopi af Unisphere, verdens største globus med en diameter på ca 37 meter. Den står i - Queens. Man kan, og bør, gøre sig tanker omkring hvad den form for arkitektur og opførsel står for.

"I want to be a part of it..." og det kan man blive på denne tribune i den ene ende af Times Square med en Coca Cola-reklame som kulisse. Så er det hele bogstavelig talt iscenesat. Foran tribunen myldrer det med folk der håber på at blive set og blive number one: Kunstnere, musikere, gøglere, gadehandlere, religiøse (Dommedag er nær....), reklamer. Du kan endog "be a part of it" ved at stille dig ind i linsen for de to kæmpestorskærme.

Det er vel menneskeligt at vi gerne vil være "som vi er". En anden ting er så om det er muligt at overleve på den måde, og om vi alle kan blive "a number one". Mange ønsker i hvert fald at blive det. Det udstilles måske i særlig grad på Broadway-Manhattan. Her kan man godt føle sig udsat for et forrventningspres om at være som du ikke er. Især i weekenderne.

 "Naked Cowboy" der sælger undertøj og forskellige dimser "Made it there". Chokoladebrune piger og denne pågående, lækre fyr tiltrak mere end opmærksomhed. Showet er i gang. Sammen med dommedagsprædikanten, Batman, Terminator og Alien, Disney-figurer, sangkor og alskens andre som kappes om at være the "number one", i hvert fald for en kort stund.

Rammen for alt dette blev udstukket for over 200 år siden. Alle gader (Streets) og avenyer på Manhattan fik numre inden de overhovedet var lavet. Kursen var lagt, kun Broadway skærer sig gennem avenyerne, og kun i den sydligste del er der hvad vi normalt forstår ved gadenavne. Eller. Kigger man på gadeskiltene, så finder man overalt at der alligevel har indsneget sig navne. 6th Aveny kaldes fx også The Americas. 46th Street kaldes mellem 7th og 8th Avenue også for Restaurant Row. På samme måder kan man finde Diamond Row, Korea Row, og andre. Et stille oprør mod at være reduceret til et identitetsløst tal?

Showet er forbi. Lysene går ud. Aktørerne væk. Er alle "Way down in the hole"? Diamanterne der om dagen blænder en overalt på Diamond Row, 47th Street ved Times Square, er som forsvundet som dug for solen. "In the city that never sleeps" starter et andet liv. Nogen ville kalde det bagsiden. Bunker af affald hober sig op. Foran rig som fattig. Hvad angår skidt og møg er alle number one.

Når man nu alligevel er anonym, så kan man vel ligeså godt svine det hele til? New York producerer i hvert fald enorme mængder affald. Alle vegne. Og så mange mennesker må nødvendigvis have mange efterladenskaber. Men er det rimeligt at restauranter, deli'er, cafeer og spisesteder i den grad bruger engangsbestik? Forretningerne uhyrlige mængder emballager. Og samtidig ikke genbruger? Affald er klasseløst. Selv på Diamond Row hvor ortodokse jøder siden 1941 har udbudt mængder af diamanter, ligger affaldet i meterhøje bunker når butikslysene slukkes og vinduerne tømt for kostbarheder. Flåder af skibe og lastbiler på vej med møget. Meget af det havner på Staten Island.

Måske er det med denne båd affaldet fra Diamond Row nu bliver fjernet. Transporteret til Staten Island og New Jersey. Frihedsgudinden kigger tavst på flåden og holder faklen højt. Gad vide hvad hun tænker, hvis hun da tænker overhovedet. Var det det som var hele ideen med friheden?

I nyere tid er tragedien med World Trade Center 11. september 2001 så absolut number one begivenhed. Er det virkelig lykkes for New York at vende den til noget positivt? At komme op på hesten igen, livet går jo videre? Hvad betød den for New York? Fik byen til at stoppe op et sekund? Fik den øjnene op for at intet er for evigt, og man skal sætte pris på det nære? Det er jeg den sidste der vil udtale mig om, som en skide turist. Man kan tage det konstruktive i Sinatras "I'll make a brand new start of it". Det skulle nødigt udvikle sig til at "today is grey skies, tomorrow is tears, you'll have to wait till yesterday is here".

Spiret blev sat på World Trade Center mens vi var der. 1776 fod, ifølge Politiken året for USAs uafhængighedserklæring. Men tårnet er vokset op i en noget anden by end tvillingetårnene. Storbyer må nødvendigvis hele tiden forny sig selv. New York må. København må. Ellers går de til grunde. Spørgsmålet er bare hvordan.

Læs også de to andre indlæg fra 12. maj og 13. maj.