torsdag den 21. februar 2013

Vandringsmand på glatis i Ballerup og Jonstrupvang

Vandringsmanden kom bogstavelig talt på glatis i dag. Grunden var den seneste uges temperatursvingninger omkring frysepunktet: Sneen trykkes hård på stierne, dernæst smelter det om dagen, for så at fryse om natten. Et par omgange med det, og man har en knoldet, hvinende glat skøjtebane på stierne.

 Vejen er som en skøjtebane, og kun i græsset hvor sneen ikke er trådt flad og frosset er det muligt at vandre. Hvis man vil ned til vejen, er man henvist til den meget smalle rabat - eller eventuelt grøften.

Det betød at jeg allerede gik kold efter de første 3-4 kilometer og måtte holde en pause. Da havde jeg dog kun sat mig en enkelt gang og gledet ned af en lille bakke, fuldstændig hjælpeløs på buksebagen. Men hvilken pause. På en bakketop med pragtfuld udsigt til alle sider, og med solen som nu synes at have fået fat og reelt også varmer når man sidder i den.

 På Kraks kort hedder denne statelige gård såmænd "Bondegården", men på stedet står der altså Lundegården på facaden. Den er nu ældrecenter og ligger i et nyopført rækkehuskvarter opkaldt efter de dyr som formentlig engang sprang (lystelige) rundt her: Heste, katte, hunde, lam, geder, tyre, kalve og føl. Lille føl, ved du hvad? Du kan sagtens være glad. Men nu er det formentlig død, eller afhændet til en rideskole.

Turen gik fra Ballerup Station nordpå mod Jonstrup Vang, og for at gøre det kort: Her kommer jeg ud igen. Det er ganske enkelt et rigtig flot naturområde. Hvad der gør det flot er, at det er stærkt kuperet og afvekslende mellem skov, åbne områder og stierne slynger ud og ind, op og ned hele vejen.

Stengården er modsat Lundegården stadig omgivet af noget der ligner marker. Og hyggelig ser det da også ud som den ligger der. Tæt på hundetræningsskolen hvor de søde vovser kan springe over bomme, klatre op af små mure og boltre sig som deres herrer og fruer nu lyster det. Måske ligesom bondemanden i sin tid kostede rundt med karle og malkepiger.

Også et godt terræn for fx marathon- eller orienteringsløbere. Det er ikke for ingenting at der er indrettet en mountainbike rute i området. Dem så jeg dog forståeligt nok ingen af. De ville ikke have haft en chance på glidebanerne.

Landstedet set fra landsiden. Så kan det næsten ikke blive mere Morten Korch-agtigt. Men indhegningerne er ikke til brogede køer eller røde for den sags skyld. De er til heste.

Der ligger også en håndfuld ældre gårde i området. Nogle af de flottest beliggende er Landstedet og Stengården. Sidstnævnte er udlejet til en hundeskole, men i aftalen indgår at der er offentlig adgang til området. Området omkring Landstedet ser ud til at være en stor rideskole.

Inde i selve Jonstrup Vangs nåletræsafdeling er det en del nemmere at gå. Skoven har åbenbart forhindret at alt for megen sne lægger sig. Men ak, det varer kun kort. Vel ude af nåleskoven vender isen tilbage på stien.


De ufremkommelige stier havde dog også den fordel at jeg stort set havde hele turen for mig selv. Der var kun mødt en lille håndfuld hårdkogte løbere op, og de fleste nærmest gik eller kantede sig frem i grøfterne ved siden af vejen.

Afrodites Øje er en lille dam. En af de mindste, og også mest omtalte. Og sandelig, jeg bliver ikke skuffet. Der er faktisk en særlig stemning ved dammen.

Jeg holdt ud helt op til Afrodites Øje, ca. 5 km fra udgangspunktet. Stedets stemning er svær at gengive i et foto, så i stedet vil jeg citere fra hvad jeg noterede i min notesbog:
Emmer af ro og fred. Får lyst til at slå mig ned og lade tankerne vandre, i stedet for fødderne.
Det er det nu for koldt til, så jeg besluttede mig for at skåne mine ømme ankler og tage de civiliserede veje tilbage til Ballerup Station. Ned gennem Egebjerg. Her lå indtil slutningen af 1960erne Egebjerg Teglværk som leverede mursten til mange af husene i Ballerup. Det er der intet af undtagen navnet på en sø lidt nord for beliggenheden.

For en gangs skyld en to-etagers gård. Lautrupgård. Den er vist skole (ifølge Kraks). Også den ligger omgivet af marker. Og fra den nærliggende Rosendal lyder der en hanes kykliky. Så nogen dyr har åbenbart overlevet urbaniseringen.