Advarsel: Vandringsløse Tidendes ubetinget mest kvalmende tur hidtil. Der vil forekomme detaljer som er uegnet til at læse under frokosten
Københavns indre by er bygget på et tre meter tykt lag af efterladenskaber fra de dyr og mennesker som levede inden for voldene indtil langt op i 1700-tallet. Udgravningerne ved Gammelstrand i 2014 fortæller at der er masser af organisk materiale, hestepærer, madaffald og andet. Efterladenskaber fra tusindvis af køer, høns og andre husdyr, samt ikke mindst mennesker. Desuden de forskellige forarbejdningssteder, fabrikker, affald fra slagtere, fiskeblødere, garvere.
For meget lort
Da befolkningstallet steg, var det ikke længere nok at kaste møget ud af vinduer eller døre, kirkegårdene og andre steder. Man måtte køre det væk. Høj som lav. Konge som tigger var påvirket af det, som det fremgår af tidsskriftet Politivennen (1798):I den lille gade, der løber mellem de to palæer fra Frederikspladsen på Amalienborg til søen, er en fordybet grav, fuld af dynd og mudder. Heri står nedfældet en del pæle, der viser, at alt dette er levninger fra en gammel forfalden slamkiste, der nu ikke længere holdes hævd over... når den på visse årstider står fuld af dynd og dræk, kan søfolk og andre, hvis vej i mørke vinteraftner går forbi her, plumpe i og slå enten ribbenene eller hovedet itu på pælene, og derfor forblive liggende i den.
Amalienborg er bygget oven på Luses Hul, oprindeligt en del af stranden som var et yndet sted hvor folk smed deres affald. En slamkiste var en (lukket) beholder eller bassin, hvori faste stoffer i strømmende vand (spilde- og kloakvand) blev tilbageholdt og bundfældes. Hvis man læser Politivennen fra 1798 og frem er netop stanken fra efterladenskaberne et af de store ankepunkter. 100.000 mennesker boede der da i København. Og et helt erhverv var beskæftiget med at bortkøre stort og småt fra mennesker, hunde, grise, køer, høns og hvad folk ellers forsøgte at holde i husene.
Natrenovationen stammede fra gårdenes gruber, hvorover latrinhusene lå. De blev kastet til og en ny gravet når de blev alt for ulidelige. Eller latrinen blev kørt til byens latrinkule på Amager, indtil 1779 inden for voldene bag Vor Frelsers kirke mellem det nuværende Sankt Annægade-Bådsmandsstræde-Prinsessegade. Kulen flød til tider over så indholdet strømmede ud i havnen. En ny kule fungerede 1779-1854 lige uden for Amagerport. Her blev det engang imellem tørret og solgt som gødning til landmændene.
Særlig slemt stod det til i Krystalgade hvor bl.a. Københavns Hovedbibliotek ligger. Gaden hed indtil 1818 Skidenstræde. På kortet fra år 1800 kan man se over halvdelen af arealet syd for det nuværende Krystalgade bestod af haver. Vejen var opkaldt efter en åben rendesten som løb gennem hele gaden. Det gjorde der for så vidt i alle gader, men gaden har næsten ingen fald, så kloakken blev stående meget længe, og gaden blev oversvømmet med det. Herunder selvdøde dyr. Noget ironisk lå kemilaboratoriet her. Hvor bl.a. H. C. Ørsted huserede. Men Krystalgade var ikke det eneste sted. Fx var Tivoli og Rosenborg Have stærkt generet af latriner. Rosenborg have ikke alene fra mennesker, men også fra de kreaturer som slottets kommandant havde.
I Krystalgade løb spildevand ud i en åben 30 centimeter bred rende, som ledte regnvand og spildevand gennem gaderne fra både huse, fabrikker og slagterier. Man skal forestille sig at denne masse om vinteren kunne fryse til - og tø op om foråret. Hvorefter den så om sommeren tørrede ud og dannede en fast masse der ofte dannede propper når der endelig kom regn.
I baggårdene var der retirader: Et skur med et bræt med hul, hvor tis og lort dumpede ned og blev liggende. Om natten fyldte natmænd tis og lort fra kulen op i store spande, som de bar ud til de medbragte vogne. Herfra og også fra de senere indendørs lokummer spildte natmanden ofte på sin vej. I 1825 arbejdede 12 natførere, hver med fire heste, to vogne og tre karle med at overkomme opgaven. Lavets privilegier begyndte først at blive brudt 1849. En artikel fra Politivennen (nr. 373, 15. juni 1805, side 5895-5896) vidner om hvordan affaldet kom ud af byen, her fra Vesterport til Frederiksberg.
Udenfor Vesterport og lige til Frederiksberg møde man nuomstunder ofte ... spaniefarere med læs af den ækleste natur ...Vel ved man, at disse sager skal ud af staden...De talrige brændevinsbrændere var særlig berygtet da de anvendte spildproduktet til at fodre køer med. Dem holdt de i stalde, ofte i 1. sals højde. Skribenten mener tillige, at det burde være forbudt
brændevinsbrændere, under navn af komøg udfører også menneskemøg, ved højlys dag. Disse læs ser og lugter man desværre alt for ofte her i København. For at dølge kontrabanden, er de tildækket med lidt tyndt oven på den flydende ækelhed svømmende foder. Langs den gade, hvor et sådant læs farer og spilder, er den ulideligste stank, .. Allerbedst var det at forbyde alt kohold inden voldene.
Koleraepidemien 1853 blev netop så voldsom pga svineriet, og bevirkede at man begyndte at anlægge lukkede kloakker til at lede spildevandet under jorden og give borgerne adgang til mere hygiejniske toiletforhold. Meget af det var eftertragtet af landmændene som brugte det som gødning på markerne. Men størstedelen af det havnede på pladser uden for byen. Christianshavns Fælled, Vester Fælled. Rådmandsmarken og Nørre Fælled. Lossepladserne var ikke ubeboede. Lige som i nutiden ulande boede her svin og folk der levede af affaldet.
Bygningsreglementet i 1856 skulle sætte en stopper for disse efter vore begreber helt forfærdende forhold. Men helt op til 1865 var der 510 latringruber i den indre bys gårde. De sidste forsvandt først i 1885. Herefter indførte man ordningen med skraldespande i gårdene som så blev afhentet automatisk, i stedet for at tyendet skulle lytte efter skraldemændenes skralder. Vandklosetter fandtes allerede før 1850 hos velhavende bedsteborgere. Men fra 1893 blev det tilladt de nordlige dele af København at installere dem da man her havde anlagt et kloaksystem.
Lortet køres uden for byen
I slutningen af 1800-tallet var der etableret to enorme områder i Nordvestkvarteret: Natrenovationslossepladsen i det nuværende Ørnevejskvarter (1870-1880). Hvis man følger stadsarkivets kort, vil man kunne se, at i 1901 optræder der bebyggelser oven på denne latrinlosseplads. Umiddelbart vest for lå stadig 3 gårde, Østergård, Vestergård og Hulgård. Lersøen (1880-1922) var den anden. Mens den første mest var til "latrinrenovation", groft sagt tis og lort, var den sidste også til dagrenovation. En afgørende forskel da dagrenovation indeholder mange forurenende stoffer.
Desuden var der to deciderede lossepladser samt en afbrændingsplads (1905-1937) til afbrænding af grene, spåner, olie- og fernisholdige genstande. Altså noget giftigt stads. Mængderne af latrin var så store at man anlagde jernbaner til at køre det ud på landet til bønderne (1891-1906). En station på Amager ved Kløvermarksvej til amagerbønderne indtil 1938 og en nordpå ad Slangerupbanen. Sporet er aftegnet på et kort fra 1899. Så vidt jeg kan se må den have ligget omtrent hvor Bispebjerg Station ligger i dag. Den havde forbindelse med banegård i det nuværende Nørrebroparken. Herfra førte et spor til Ryvang Station og ned til Nørrebro Banegård. Nørrebro Banegård lå i det der nu er Nørrebroparken på den vestlige boldbane. Herfra kørte man latrin den ene vej ud til bønderne og sten og grus den anden vej.
Arealet var uegnet til egentligt boligbyggeri, men kolonihaver blev det til i Lersøparken i 1920'erne. Og de er der den dag i dag: Aldersro, 4. maj 1921, Blomsten, Øbro, Vennernes Lyst og Fremtiden. Men det er stadig ikke tilrådeligt at spise grøntsager dyrket der. Desuden skolehaver (1924) og Krisebørnehaven (1948, nu spejderhytte) og Bispebjerg Ungdomshus (1949, nedrevet 2007). Karens Hus var Bispebjerg Hospitals kiosk (1913-1970'erne, fra 2004 Agendaforeningen) med tilhørende telefonboks. Huset er opkaldt efter oversergent Nikolajsens kone som havde kiosken i over 60 år. De mange haveforeninger rundt omkring i København har for en stor dels vedkommende sin oprindelse i de "byer" som fattigfolk der levede af og i affaldet byggede, fx H/F Kalvebod og H/F Frederikshøj.
Andre lossepladser
I 1880'erne havde København de to offentlig lossepladser. Men der var også private, hvor der blev betalt for skraldet. Skraldet kunne nemlig indtjene penge først til klunsere, senere til at fodre svin og høns. Ofte op imod 1.000 svin. Svinenes affald kunne herefter sælges som gødning til landmænd. Dette svinehold betød så meget at et forbud mod det fra 1887 måtte ophæves igen i 1901.Valbyparken er anlagt på en losseplads. Her blev i første halvdel af 1900-tallet hældt alskens giftstoffer ud, fx benzin og kemikalier. Amager Fælled var losseplads 1960-1974. Igennem historien er der desuden blev opfyldt arealer i sær langs kystlinjen. Først i nyere tid er man begyndt at undersøge om affald indgik som opfyldningsmateriale.
Kjøbenhavns Grundejeres Renholdningsselskab blev oprettet i 1898. De kørte bl.a. med "Chokoladevogne" indtil 2008. Altså en lille lastbil med lokumstønder på ladet. Latrinen blev hentet om natten, så færrest mulige blev generet af lugten og kørt til en rensestation på Amager, og det er herfra navnet »Lorteøen« stammer. Helt op til 2008 hentede selskabet latrin fra fiskerlejer, spejderhytter, haveforeninger med skure med gammeldags lokum og kørte dem til Damhusåens Renseanlæg. Sidste tur med vognen blev (naturligvis) afsluttet med en frokosten bestående af Væltet Lokum, og til dessert chokoladekage.
Fra skrald til fjernvarme og el
Fra 1970 begyndte man at afbrænde affaldet. Og så er vi nået til hvordan det foregår i dag. Affaldet bliver behandlet radikalt anderledes. Kun 3 % ender på lossepladsen. 39 % brændes og energi herfra leverer ca. 20 % af al fjernvarme i Danmark og knap 5 % af elforbruget i Danmark. Dette foregår på Vestforbrænding (240.000 MWh elektricitet årligt = omkring 80.000 husstandes elforbrug og ca. 1,1 mio MWh fjernvarme = 75.000 husstandes varmeforbrug). Dette sker også på I/S Amagerforbrænding og Rensningsanlæg Lynetten.Vestforbrænding startede 28. oktober 1970 for at producere fjernvarme fra begyndelsen. Slaggen fra forbrændingen blev brugt blandt andet til voldene omkring anlægget. Men der ligger også store mængder slagge fra Vestforbrænding i Vestskoven. Senere er anlægget udvidet adskillige gange. 1977, fusion med affaldsvarmeværket i Taastrup sat i drift i affaldsselskabet VEGA, Nymølle kompostcenter (1993), etableres med Vestforbrænding som medejer. 1999 elproduktion, 2001 anlæg for dioxinrensning og afsvovling, fusion med nordsjællandske kommuner 2004, 2005, 2007-2010 udvider sit fjernvarmenet kraftigt og erstatter derved opvarmning fra fossile brændsler som olie og naturgas.
Fra tis og lort til biogas
I dag ender københavnernes lort og tis på Renseanlæg Lynetten som blev indviet i 1980. Siden er anlægget blevet væsentligt moderniseret og udbygget for at leve op til nutidens miljø- og kvalitetskrav. Kravene i Vandmiljøplanen fra 1987 til yderligere rensning for organisk stof samt rensning for kvælstof og fosfor gjorde det nødvendigt med en omfattende udbygning af renseanlægget, som varede flere år. I 1997 blev det nye Renseanlæg Lynetten sat i drift. Ud over en forbedret spildevandsrensning, betød det nye anlæg en modernisering af slambehandling og forbrændingsanlæg. Renseanlæg Lynetten modtog oprindeligt mekanisk renset spildevand fra Renseanlæg Damhusåen, men i forbindelse med udbygningen blev det besluttet, at afskære belastningen fra Damhusåen og udbygge dette anlæg som et selvstændigt, biologisk renseanlæg under Lynettefællesskabet.Rensningsanlægget opererer ikke med folkelige omskrivninger såsom fis, eller "vinde", altså gasser fra afføringen. Det bliver pænt omskrevet til biogas og sendt retur til Københavnerne, der laver mad af det. Biogassen tilsættes den eksisterende naturgasforsyning med 30 procent så borgere i København og Frederiksberg nu får bygas i samarbejde med Hovedstadens Forsyningsselskab. Så længe københavnerne "skal", er der altså sikker leverance af råmateriale til biogas. Toiletskyllet er indledningen til den lange rejse, vores lort og tis starter til rensningsanlægget, hjulpet af pumper og filtre. Desværre også tankeløst ledsaget af genstande som jævnligt tilstopper rørene: gebisser, vatpinde, bind, tamponer, kondomer, hår fra hårbørsten, kattegrus, engangsklude og cigaretskod.
Genbrugsstationer. Nutidens befolkning smider langt mere ud end tidligere. Noget bliver genbrugr: Rockwool, sølvringe, biogas og meget mere. Men det er langt fra nok. Affaldsdepoterne i København er nu så overfyldte at man inden 2017 skal finde plads til 90.000 tons affald andre steder på Sjælland. Tilbage står så det affald som ikke kan kontrolleres: Udstødninger fra biler og brændeovne. Det er alvorlige sager. En rapport har beregnet at der dør en københavner om ugen pga det.
Politivennen om emnet
På Politivennen Live Blogging kan man læse mere under tagget Affald. Særligt må vel fremhæves den detaljerede redegørelse for stankfabrikkerne på Christianshavn, som jeg desværre ikke nåede i denne omgang.Udvalgte kilder
Kort over København.Historisk gennemgang af lossepladser i København. 1996.
Rapport over lossepladser i København. 2012. Heri også mange fotoer fra lossepladserne.
Hans Peter Hilden: Skrald, storby og miljø. København, Reitzel 1973.
