søndag den 28. oktober 2012

Tinghøj Batteri ikke indtaget!

I fredags hed det Battery Exhausted. I dag kunne vel kaldes Battery Not Taken. Da vandringsmanden stævner ud denne årle morgen er der -5 grader. Så rimfrosten har smukkeseret de ellers visne blomsterstande og givet dem nye, smukke dimensioner.

Rimfrosten ser smuk ud på blomsterne i Gyngemosen.

Målet er Tinghøj Batteri i Gladsaxe. Og så hvad der ellers falder af undervejs igennem Gyngemosen. Mose er nu så meget sagt. Den ligner mest af alt en velfriseret park. Med nydelige stier uden de store overraskelser. Og Hillerødmotorvejen drønende igennem uden at støjniveauet dog er særlig højt. På vej mod batteriet er der i Tingbjerg en udmærket udsigt til de store kontraster i områdets arkitektur historie: I forgrunden er Tingbjerg Langhus tegnet af den vidtberømte Steen Ejler Rasmussen, og langt ude i horisonten tårner det knapt så arkitektonisk berømmede Høje Gladsaxe sig op.

Løbere og vandrere bør tage stien bag Langhuset i Tingbjerg. Den er betydeligt hyggeligere end fortorvet langs Langhus til venstre i billedet. I baggrunden tårner det ene af Høje Gladsaxes 7 højhuse sig op.

Imellem disse to meget iøjnefaldende arkitektoniske steder ligger Gyngemosen. Mest kendt for at Danmark Radios TV-Byen lå her 1963-2009. Med store bogstaver præsenteres de moderne tider med EY-Tower. Udsigten overalt i Gyngemosen er domineret af højhusene i baggrunden.

På den nydelige asfalterede vej gennem Gyngemosen mod Høje Gladsaxe kommer man igennem nogle temmelig intetsigende områder med krat og græs. Det er også dette som beboerne må have udsigt til.

At der er højt til Høje Gladsaxe erfarer man ved at tage stien vest om. En asfalteret og meget nydelig, veltrimmet sti. Senere må jeg nok konstatere nok også en af de få vandrevenlige stier i området.

 Stien vest om højhusene fører ikke for stejlt op på toppen af bakken og i pæn afstand fra de beboede områder. Indhegningen til venstre i billedet vogter over nogle industribygninger.

I det hele taget domineres området af tv. På nordsiden af Høje Gladsaxe ligger en 266 meter høje Fjernsynsmast i Gladsaxe.Den er solidt forankret med talrige stålwirer.

Den 266 meter høje mast er solidt forankret med betonforanstaltninger og stålwirer. På billedet ser man ikke helt op til toppen af masten.

Det ser ud til at man kan leve og dø i Høje Gladsaxe uden at have behov for at komme udenfor. Der er alt her: Skoler, butikker, boliger, skøjtehal, svømmehal, boldbaner .... Alt er timet og tilrettelagt som i en Olsen-bandefilm. Der er formentlig ikke et træ, ikke et blad, der ikke er kontrolleret og uden bagvedliggende formål. Langs den snorlige kastanjealle på sydsiden af de 7 højhuse ligger hvad der mest af alt ligner en golfbane mod syd, mens højhusene ser faretruende ud på nordsiden.

Kastanjealleen syd for højhusene. Til venstre græsplæner, til højre det lille krat mellem alleen og højhusene. Der er bl.a. legepladser.

Beboerne i højhusene må have en fantastisk udsigt. Men til hvad? Jeg prøver at få et indtryk fra kastanjealleen på sydsiden. Alleen er mere spændende end udsigten. Men det kan jo være anderledes helt oppe i toppen af byggeriet. Facaderne er helt plane. Så beboerne må læne sig ud for at verificere at de ikke befinder sig helt isolerede oppe i luften.

Tinghøj Batteri kan så vidt jeg kan se ikke indtages. Jeg finder det aldrig, men formoder, at det ligger på en indhegnet grund hvor der ikke er adgang. Jeg kunne i hvert fald ikke finde det. Jeg vandrede lidt forvildet rundt om Københavns Energis vandforsyning, i den tro at der måske kunne ligge noget der. Men nej. Jeg droppede derfor også den lille afstikker til Bagsværd Batteri.

fredag den 26. oktober 2012

Battery Exhausted!

Nej, det var ikke Vandringsmanden som faldt omkuld, men kameraet. Vejret var ellers aldeles pragtfuldt og perfekt fotovejr: Omkring 0 grader med høj blå himmel og i starten kun let vind. Højdepunkter var udsigten var Rørløkken bag ved Herlev Gymnasium. Her er et ca. 45 graders udsyn mod nord. Et andet højdepunkt og -drag ligger umiddelbart nordvest for Sømosen, ca. 25 meters højde over mosen selv. Industrikvarteret er diskret gemt bag en vold.

søndag den 21. oktober 2012

....Og videre ned mod Roskildevej

....altså Vestvolden sydover fra Jyllingevej og til Roskildevejen. Det er noget af den smukkeste strækning man kan tænke sig. Volden er her højere end nordpå. Der er mange måder at forcere terrænet: Fra de asfalterede stier på indersiden af volden til de uvejsomme gangstier med trærødder og smattet føre øverst oppe. Og så er der mellemtingen, halvvejs nede. Perfekte gangstier og måske også for mountainbikes.

 Fra de få gangbroer over volden åbner sig den ene idylliske udsigt efter den anden. Oppe fra stierne kan man ane den gennem træerne. Efteråret er særlig ideel til at nyde panoramaerne.

For motionsløbere er det et slaraffenland med muligheder for trapper, stejle skråninger osv. Kun vil jeg fraråde de smalle stier på toppen. De er simpelt hen for farlige. Min højre svang havde det ikke for godt efter de to timers march i terrænet. Jeg tog den asfalterede vej hjem for at skåne foden.

Fra Ejbybro er der et godt udsyn over volden. Ellers er den godt skjult for fotografering. Inde bag volden til højre ligger den nu knap så hemmelige Ejbybunker.

Ikke noget under at Oplevelsescenter Vestvolden har valgt netop denne strækning på Vestvolden. På en strækning langs boldbanerne i Rødovre har man forsøgt at genskabe volden før den blev helt overbegroet. Vi kan i dag være glade for at det kun er sket på denne strækning. For trist ser det ud. Vallø Stifts Fårebrug har taget sig af at klippe plænerne, dvs. deres får holder vegetationen nede.

 Jeg forestiller mig at Oplevelsescenteret på denne strækning har forsøgt at føre volden tilbage til dens 'oprindelige' udseende, dvs. fra før den groede til. Altså bortset fra alletræerne. I de krigeriske tider kørte en jernbane langs vejen så forsyninger hurtigt kunne blive bragt fra det ene sted til det andet. Det ser lidt mere dystert og krigerisk ud på denne strækning, hvor fårehold holder vegetationen nede.

Der er ikke mange træbygninger tilbage. Men den røde bygning skulle være en kopi af et artillerimagasin, altså en lade hvor man stillede seks kanonener ind om vinteren når det blev for koldt for dem. Ak ja, selv kanoner har vel lov til lidt varme. Imens soldaterne så måske har patruljeret i stiv kuling og frostgrader.

 Det rekonstruerede artillerimagasin. Til højre indgangen gennem indhegningen. Ifølge skiltet kunne der være .... 6 tror jeg ... kanoner inde i bygningen. Nu fungerer den mere som museum. Der var ikke åbent.

Fårene er selvfølgelig hegnet ind med bl.a. elektrisk hegn, så det er om at finde lågerne ind til volden. Det kan være lidt vanskeligt, men der er en indgang ved artillerimagasinet. Ved Ejbybunkeren har krigskarlenes magasiner fået andre funktioner: De er blevet indrettet til fårestald. Og lugten er lidt karakteristisk og meget lokal her.

Ved den hemmelige Ejbybunker holder der får til i hvad der må have været et mandskabsrum. Nu bruger mæh-dyrene det som kantine.

Motiverne nærmest står i kø på denne strækning. En tur er formentlig ikke nok til at få et indtryk. Der er mindst tre stier: Høj, mellem og lav. Dernæst to sider af volden. Og museumsvæsnet er hele tiden i gang med at renovere de noget forfaldne bygninger.

Det forekommer mig at jeg engang har været inde bag denne tunnel. Nu er den spærret fordi der er byggearbejde. Der er adgang forbudt. Det skaber forventninger om nye oplevelser i fremtiden.

Som sagt. Min fod begyndte at gøre ondt efter at have nået at kunne se Roskildevejen i det fjerne, så jeg opgav at fortsætte på stierne. I stedet tog jeg hjemturen på den asfalterede cykelsti. Men den er såmænd heller ikke værst, især i strålende solskin.

I strålende solskin langs den asfalterede cykelsti. Fra syd mod nord. Volden er til venstre, Rødovre til højre.

Nu er vandrestøvlerne lagt på hylden til næste weekend. Efterårsferien er forbi. Svaret på det ikke-stillede spørgsmål om hvor langt jeg kan gå på 2 timer blev lidt over 12 kilometer. Med indlagte pauser, nydninger af udsigter, indtagelse af forfriskninger og læsning af forklarende noter. Ønsk mig god arbejdslyst!

 Og så slutter vi lige af med et efterårsbillede fra Kagsmosen.