torsdag den 10. maj 2018

Suså via Ringsted- Sorø

Ådal-projektet Mellemste Suså er et af de få steder langs den over 80 km lange å for vandrefolket.


Der var den så, Suså! En del af ådalsprojektet. Stadig præget af århundreders tæmning fra landbruget. Men nu er den omsider ved at bryde fri af disse lænker. Det vil dog nok tage mange år endnu at genskabe åen.

Og man skal så uendeligt meget igennem for at nå til strækningen til fods: ca. 10 kilometer fra Ringsted og 15 kilometer fra Sorø. Jeg valgte at gå begge veje - indrømmet at på hjemturen var det mest for at spise kanelsnurrer og få en latte til toget på Sorø Station som trak. Dum som jeg var, havde jeg glemt at det var helligdag, men jeg nåede det en anelse efter lukketid.

Ringsted Å, Oplevelsesstien, umiddelbart syd for jernbanebroen.

Oplevelsesstien, Ringsted Å Syd

Så er selve strækningen langs Suså med lidt god vilje 1½-2 kilometer lang. Jeg havde derfor på denne lange strækning valgt også at lægge så mange naturstier ind som muligt. De første 3 kilometer langs Oplevelsesstien Ringsted Å Syd. Her har man et glimrende smalt bælte langs åen med masser af fugleliv mm. Vest for er der det jordfarvede Danmark. Oplevelsesstien har jeg tidligere gennemtravet mod nord til Haraldsted Sø. Denne sydlige del virker mere "civiliseret".

Øst for Vrangstrup Øvej støder man igen på Ringsted Å (tror jeg nok det er). Og den forløber meget idyllisk næsten hele vejen ned mod Suså.

Hvad sker der med vejret i Ringsted? De få gange jeg har været der, har vejrudsigten lovet skyfri himmel. Sidste gang jeg nærmede mig stationen, rullede der en tyk tåge ind hele formiddagen. Og her til morgen var der igen overskyet. Dog var vejret i modsætning til dengang klart og sigtbarheden stor. Ellers er stien en glimrende vandresti. Den ender nord for Høm hvor man så ikke slipper for at gå et par kilometer ad den stærkt trafikerede Næstvedvej. Men i Høm svinger man skarpt mod vest ad Englerupvej som er en landevej uden den helt store trafik. Man kommer igennem er par øde bondegårde og huse samt en å vest for jernbanebroen.

Længere syd på ad Vrangstrup Øvej. Heste græsser fredeligt, og det fløjter og summer om ørerne på vandreren. Her er der endeligt lidt natur.

Her holder man kursen vestpå ad Sigerstedvej, og når man drejer syd på ad Vrangstrup Øvej begynder man endelig at kunne se ådalen,dvs RingstedÅdal. Så har man altså også gået omkring 10 kilometer for at nå så langt. Efterhånden forsvinder landbrugslandet til fordel for stadig større naturområder. Og det kan straks mærkes på fuglesangen. Den noget monotone lyd af lærker suppleres nu af adskillige andre som må være noget for ornitologer (jeg nøjes nu bare med at lytte til det). På den anden side af ådalen kan man se den mærkværdige Vrangstrup Kirke. Tilsyneladende uden tårn. Men der er et som man ikke kan se nordfra, et bindingsværkstårn oven på våbenhuset.

Udsigt mod Vrangstrup Kirke. Man kan lige ane det underlige tårn stikke op midt på taget.

Suså - endelig!

Ved parkeringspladsen ved Suså er der informationstavler mm med de afmærkede stier. Og nu begynder balladen. For det hele er enten stadig i projektfasen eller også er det meningen at man ikke vil anlægge stier, men lade publikum selv trampe stierne. Og når man først er kommet igennem området langs Ringsted Å (og de farlige køer) til broen hvor Suså støder til, er der ikke længere nogen sti. Faktisk ser det nærmest ud til  at jeg er den eneste der er gået der i meget lang tid. Der er et område mellem det elektriske hegn (med flere farlige køer) og åbredden, men det er pt overgroet med en knæhøj bevoksning af græs, brændenælder, skvalderkål og en velsignelse af vilde blomster. Godt for øjet, men ikke helt nemt at gå igennem. To steder er der oven i købet så sumpet at man må springe fra græstot til græstot. Men det skal ikke lastes nogen. Man skal bare være forberedt på at der ikke engang er en trampesti.

Mere Suså. Der er sus over strømmen, og man kan måske også ane det noget krævende terræn. Lad os bare sige at dette ikke er for kørestole.

Udsigten til åen og dens slyngninger er ganske fin og samtidig også et skoleeksempel på hvor meget landbruget gennem århundreder har ændret på den danske natur - samt hvor lang tid det endnu vil tage før det kommer til at ligne natur igen. Det ændrer dog ikke ved at dyre- og plantelivet allerede har taget området i besiddelse. Så skidt med at det er svært for vandrere. Sidste forhindring er at finde hvor der i folderen står at stien drejer mod nord til Hagbards Høj. Der er ingen afmærkning. Ingen antydning af sti. Og hvis man heller ikke ved hvordan Hagbards Høj ser ud, så er man på den. Men et råd er at kigge efter en rød klaplåge hvor det elektriske hegn ophører. Så kan man gå langs det op til højen.

Udsigten fra Hagbards Høj over ådalen. Mod sydøst. Åen løber i det lavest liggende område.

Næsten som sædvanlig lykkedes det mig at gå for langt, men blev dog stoppet af Tuel Å, og en truende koflok på den anden siden af åen, som kom løbende i møde, givet vis for at trampe mig til døde hvis jeg skulle vove mig ind på deres territorium. Det er først når man kommer meget tæt på Hagbards Høj at man overhovedet opdager at det er en gravhøj. Fra åbrinken ligner den så mange andre knolde i det kuperede landskab. Udsigten fra toppen af højen er flot. Man kan se virkelig langt.

Ved Alsted Mølle. Jeg har set smukkere møllemiljøer andre steder, men på en ellers noget monoton strækning en kærkommen afbrydelse. 

Mod Sorø

Vest for hvor Alsted Å krydser Alstedvej, er der et mølleområde. Der er nu tilsyneladende ikke så meget tilbage af selve møllen, men med lidt god vilje kan man forestille sig mølleanlægget med dam osv. Herefter kommer man ud på den næsten snorlige Alstedvej, og en næsten 5 kilometer strækning i landbrugslandet. Kun afbrudt af en lille tur gennem landsbyen Alsted. Vest for har man fra en bakketop en fantastisk udsigt mod syd over ådalen.

Udvalget af fotoer i dette indslag er lidt misvisende. Det meste af turn går man gennem landbrugsland. Her er en af de bedre udsigter. De vidtsstrakte bare marker, eller spirerne til hvede, byg og raps må man tænke sig til. Ikke noget at skrive hjem om.

De sidste 7 kilometer til Sorø er præget af skovområder, først Alsted Skov, dernæst Sønderskov. Ganske dejlige skovveje og på denne torsdag heller ikke særlig trafikerede, om end jeg godt kan forestille mig at Næstvedvej kan være ganske larmende.

Ruten

Rigsted Station. Oplevelsesstien, Syd. Næstvedvej. Høm. Englerupvej. Vrangstrup Øvej. Suså. Sigerstedvej. Alstedvej. Alsted. Næstvejvej. Sorø Station.

lørdag den 5. maj 2018

Glumsø, Tystrup Sø og Susåen

Såvel Tystrup Sø som sjællands længste vandløb Susåen (83 km) er ret utilgængelige for vandrere. Her forsøgte jeg mig at tilnærme mig begge fra øst.

Den længste sammenhængende del, nemlig 6 km af dagens rute, forløb gennem Næsbyholm Storskov som jeg her har forsøgt at gengive: Nåletræer, bøgeskov og skovhugst. Og udmærkede skovveje.

Jeg var advaret af diverse hjemmesider på forhånd om at såvel Suså som Tystrup Sø er lidt af en udfordring at gå langs. Faktisk er en kano langt at foretrække. Men oplandet til både søer og å er såmænd også godt vandreterræn, med masser af forskelligartede oplevelser. Jeg havde lagt en rute som gik gennem skov, åbent land med håb om udsigt til Susåen og så prøvet at gøre adgangsvejene dertil så korte som muligt. Det lykkedes stort set, se bemærkningerne i slutningen af indslaget.

Glumsø Sø, kik mod nord til Glumsø og kirken. Fotoet viser ganske godt den smalle strimmel på 5-10 meter som går langs bredderne. En motions- og agilityrute for Glumsø-boerne.

Søerne

Glumsø Sø er en bysø sådan lidt som man også kender det fra fx Uttterslev Mose eller Damhussøen. Der er en sti hele vejen rundt om søen hvor naturen lige har fået lov til at få 5-10 meter før landbruget sætter en stopper for oplevelserne. Hele turen er 3,8 km lang. Men jeg gik kun ad østbredden og ned til fugleskjulet, for så at dreje af mod Bavelse Sø. Der er livligt i strimlen mellem søen og stien. Særligt om morgenen hvor jeg passerede.

Fra kirkegården i Bavelse har man et ganske godt udsyn over Bavelse Sø

Bavelse Sø har navn efter en herregård som siden 1711 har haft fælles ejer med Næsbyholm. Før den tid promenerede her Corfitz Ulfeldt (1648-1661). Man kan lige ane hovedbygningen fra vejen, fra 1845. Bavelse by er ganske lille, så den skulle dog ikke være til at overse. Bavelse Sø og Tystrup Sø er næsten sammenhængende. Der er en smal bræmme med moset område som adskiller dem. De bedste udsigter over søerne fandt jeg vest for Bavelse før vejen knækker mod nord. Her står man vest for kirken på en bakketop med en prægtig udsigt, også til landtangen mellem søerne. 

Landtangen som adskiller BavelseSø (til venstre) med Tystrup Sø (i det fjerne til højre). Man kan tilsyneladende ikke passere ad tangen.

Et godt udsigtspunkt over Tystrup Sø er fra Skovridervej. Her ligger Tystrup Sø dog betydeligt længere væk. Og på en diset dag vil man muligvis ikke kunne se ret meget af søen. Udsigten har man en god kilometer på Skovridervej indtil man kommer ind i Næsbyholm Storskov hvor træerne dækker for udsigten. 

Nord for Skovridervej er der inden skoven en god portion lortebrunt landskab. Her passerer hjorteflokke forbi. Jeg nåede at se hele to. Formentlig på vej mod områder hvor de søgerføde.

Herefter kan man muligvis finde stikveje ned til søen, men det ville gøre ruten for lang, så jeg marcherende hele vejen op til Susåen hvorfra man igen har en betagende udsigt over hele den nordlige del af Tystrup Sø. Man kan ikke komme over åen. Der er ingen broer nogen steder

Næsbyholm Storskov, bøgeskov. Det er altidsvært at gengive skoves storslåethed på foto. Men dette giver en appetitvækker, tror jeg.

Næsbyholm Storskov

Skoven er på grund af sin afsides beliggenhed fuldt på højde med fx Bidstrup-Skovene hvad angår terræn og skovensomhed. Foråret er lydligt den bedste tid i skoven, synes jeg. Fuglene afspiller den ene symfoni efter den anden, og orkestret har utallige instrumenter med. Jeg er ikke fugleinteresseret så jeg kan fortælle hvilke fugle der er. Men det forhindrer mig ikke i at nyde deres tilstedeværelse. Der sjældent er visuel - de gemmer sig - men til gengæld hørbar.

Skoven er meget kuperet. Hvad der er svært at gengive, måske undtagen i lysninger som denne.

Den østlige del af skoven er præget af nåletræer i lige rækker. Mens den østlige del som også leder ned til Susåen, mest er løvtræer, jeg tror det er bøgeskov. Som netop nu, udsprunget er et fantastisk skue med de lysegrønne og friske blade. Det er forholdsvis nemt at finde rundt i skoven. Jeg gik ad Skovridervej hele turen. Men der er også stier som kommer nærmere på Tystrup Sø. 

Tystrup Sø med udsigt til Tystrup på vestsiden af søen.

Man kan dog som sådan ikke gå langs kysten af søen, men foretage stikture frem og tilbage fra stierne. Udsigten fra fiskerhuset er ganske bedårende. Og i dag med næsten ingen vind, var der havblik. På den anden side er der udsigt til bl.a. Tystrup og Vinstrup på den anden side af søen.

Næsbyholm Slot. Udover selve slottet er der nærmest en lille landsby landsalleen samt en stor have med monumenter over afdøde rigmænd der tjente tykt på slaveriet i Vestindien. 

Næsbyholm Slot

Undervejs støder man ind i Næsbyholm Slot der i dag laver fødselsdags-, bryllups-, konference og meget mere events. Der er da også en livlig aktivitet omkring sluttet denne lørdag. Men engang foregik her ganske andre ting. Slottet har rødder tilbage til 1500-tallet. Og en overgang var det et af de rigmandslotte som var ejet (fra 1836) af en af de handelsfolk som blev stinkende rige på slaveriet på de Vestindiske Øer, nemlig Christian Rønnenkamp (1785-1867). Ham er jeg tidligere stødt på da jeg genudgav Politivennen. Han havde nemlig lavet et sukker-og saltraffinaderi ved Sankt Annæ Plads, som i følge Politivennen fra 1831 skal have udviklet en ganske uudholdelig røg og stank så folk ikke kunne opholde sig i deres haver om sommeren og selv om vinteren var plaget af det. 

Den nordlige del af Tystrup Sø

Susåen

Som nævnt er det særdeles svært at komme til Susåen. I hvert fald på denne strækning. Og jeg har læst mig til at det skal være ret generelt. Derimod er den fortrinlig til kanosejlads, og jeg stødte netop på 2 kanoer ved et af de steder hvor man rent faktisk næstenkan komme ned til den. Og i hvert fald har en flot udsigt til ådalen, nemlig umiddelbart øst for Næsby. Her er en meget høj bakke hvor der går en grusvej ned mod åen. Fra denne vej har man en storslået udsigt over ådalen både mod vest og øst. Åen slynger sig - hvad den vist ikke altid har gjort da landbruget kun bryder sig om rette linjer.

Udsigt lidt øst for Næsby over Susådalen. Man kan lige ane åen slynge sig ca. midt i billedet.

Et par ord om ruten

Bortset fra strækningen fra Glumsø Sø til Næsbyholm Storskov og områder omkring Næsby undgår man at skulle gå for langt gennem det lortebrune Danmark. Der i øvrigt er gået ind i de 3-4 måneder hvor der er raps, hvede og byg på vej. Men andet end lærker, et par harer og hjorte skal man ikke forvente at se her. Desuden foregår ruten på knap en kilometer langs en stærkt trafikeret vej. Men alt i alt er der masser af natur. Samt nogle meget små landsbyer som Bavelse, Næsby og Vrå.

Ruten

Glumsø Station. Nødholmsvej. Glumsø Sø. Skovridervej. Næsbyholm Storskov. Fiskerihuset. Tilbage til Næsbyholm. Næsby. Næsbyvej. Sorøvej. Glumsø Station. I alt ca. 22 km.

fredag den 27. april 2018

Gudernes Stræde Lejre - Karlslunde

Gudernes Stræde byder på denne strækning bl.a. på Ramsø-fredningen og adskillige smålandsbyer


I betragtning af at kulturstepper udgør omkring 2/3 af Danmark, så er Gudernes Stræde lagt på en rute med en langt større andel natur. Ruten svarer til mine tidligere vandringer gennem hele Gudernes Stræde den 3. april 2016 fra Lejre til Gadstrup og 26. februar 2016 fra Gadstrup til Mosede. Modsat disse altså senere på året og derfor også mere grønt.

Lejre

Jeg stødte til ruten lidt sydøst for Lejre, ved Højby som er sammenvokset med Lejre, men som dog synes at have en vis grad af landsbyliv omkring gadekæret tilbage. Højby ligger på Gudernes Strædes "ringrute" Lejre-Øm-Højby-Lejre. Ved Højby oplyser en af infopælene om at her gik Alfarvej mellem Øresund og Storebælt. Markeret med en markvej.

Højby, syd for Lejre. Omkring dette kær er der delvis bevaret noget af hvad der må være en gammel landsby. Her er også noget så exceptionelt som en postkasse.

Ringruten mener jeg må være ny, så jeg gik mod Kumlehusevej, og drejede så ned af denne for at komme tilbage til den "normale" rute.

Kumlehusvej. Indrømmet, ikke på Gudernes Stræde. Men til gengæld lidt hesteliv.

Ramsøstien

Ved åen støder man til Ramsøstien. En af de allerbedste naturstier jeg har gået på overhovedet. Den er lang og der er masser af liv. Insekter, fugle, planter og dyr. Selv her i det tidlige forår dufter der desuden. Eneste ulempe er måske stiens beskaffenhed. Lidt for meget natur måske, ikke noget for folk i rullestol, for at sige det på en anden måde. Fotoer kan kun dårligt gengive oplevelsen af lyde og dufte.

Ramsøstien. Dette er et af de oversvømmede områder som man dog har en mulighed for at gå udenom nogenlunde tørskoet.

Det værste stykke er ved fugleskjulet. Et stykke af vejen kan man kroge sig gennem tjørnekratten i siden af stien. Men så kommer man til en vandbrønd som løber over. Det har gennemblødt stien så meget at man synker 20-30 centimeter ned i mudder og okker. Heldigvis havde jeg reservestrømper med og støvlerne holdt nogenlunde tæt. Men et øjeblik greb jeg mig i at tænke: "Åh nej, kviksand". Så galt var det dog ikke. Stien ser i øvrigt ud til at være ved at blive ordnet, men er kun nået til Ramsøgård.

Ramsøstien. Det kan være svært at se stien på dette foto, men det er den grønne strimmel som kanter sig gennem billedet.

Dette skal dog ikke afholde nogen fra at gå denne fantastiske sti. Øst for fugleskjulet forsvindet stien næsten og bliver til en trampesti langs en mark.

Ramsø, altså søen. Søerne har engang været drænet som landbrugsområde, men er i nyere tid blevet retableret som vådområder på en 1½ kilometers længde og ½ kilometers bredde.

Gudernes Stræde foreslår at man går sydpå ad Ramsømaglevej, men det er der for så vidt ingen grund til. Ramsøstien fortsætter øst for Brordrupvej langs de tre søer Ramsøen, Brordrup Mose og Ramsømagle Sø - hvor fugletårnet ligger. Mod nord går man langs de sænkningen og kan se bl.a. Brordrup nord for. Ruten fortsætter gennem stationsbyen Gadstrup med et stort industriområde øst for ad Salløvej mod Snoldelev

Snoldelev. Byen ligger langstrakt ca.1 kilometer langs ruten og byder på enkelte stråtæktshuse, dette hus som ligner en gammel købmandshandel og kirken.

Snoldelev, Hastrup og Karlstrup

Efter Snoldelev kommer man vest for og også øst for til de lortebrune kulturstepper hvor man dog i det fjerne kan se nogle grønne områder og enkelte gårde. Danmark er et land hvor man ikke kan vandre gennem naturområder, men må igennem det lortebrune landskab uden nogen former for liv, kulturstepperne. På denne årstid er de meget markante da byg, hvede og rasp endnu ikke er kommet op.
Hastrup er en del mindre end Snoldelev, men har til gengæld bevaret en del gamle huse og gårde.

Øst for Hastrup har man fra Bødkerhuset (der er sat til salg) mulighed for at passere en brakmark mod Bakkegårdsvej. Det giver mulighed for at kigge nærmere på Karlstrup Kirke og det gamle voldsted nordøst for. Sidste gang var jeg ved Karlstrup Kalkgrav som nok er at foretrække hvis man absolut skal vælge.

Korporalskroen, Møllebækkens Købmandsgård mm. Et børnevenligt sted hvor trætte vandrere kan forkæle sig selv med en is og kikke på gamle købmandsvarer.

Et af de mere spektakulære udflugtssteder og rastepladser er ved den stærkt trafikerede Tåstrupvej. Korporalskroen, Iskagehus og Møllebækkens Købmandsgård ligger her. Her har man forsøgt at genskabe en gammel købmandsbutik fra min barndom. Og der er mulighed for at spise en is ved Møllebækken. Det gjorde jeg sidst - ikke i dag da iskagehuset var lukket.

Vilhelms Plantage. Ruten her går delvis igennem skov og delvis åbent land. Det er gammel havbund, altså fladt.

Wilhelms Plantage

Den sidste del af ruten går gennem et bynærtnaturområde. Man har heldigvis fået åbnet stien under motorvejen igen så man kan komme til Wilhelms Plantage og videre mod Brødmosen.

Brødmosen, hængesækken. Mosen er ganske lille, men dog alligevel en intens oplevelse.

Gudernes Stræde er i et vejr som dette, frisk til jævn vind og cumulusskyer ideelt til vandring. Afvekslende og kun meget lidt lortebrune landskaber. Om en måned slipper man måske endda for dem når byggen, hveden og raspen står lidt højere. Turen var også en milepæl for mig da jeg efter næsten 4 år med Polymyalgi (og 4-6 år tilbage) nu er nået op på at kunne klare en ganske pæn strækning og i et ganske pænt tempo uden at gå ned.

Flere fotoer på Flickr fra Lejre, Roskilde, Solrød og Greve.


Ruten

Lejre Station. Højbyvej. Kumlehusvej. Ramsøstien. Gadstrup. Snoldelev. Hastrup. Karlstrup. Wilhelms Plantage. Karlslunde Station. I alt ca. 28 km