Efterårstur Borup-Hvalsø

Halvt landevej, halvt skovtur på en af efterårets vel nok sidste vandreture før bladene endeligt har mistet fæstet

Efterårslandskab i al sit pragt og ydmyghed: Overdrevet langs Mortenstrupvej i Ravnsholte Skov. Ikke noget under at der er indrettet shelter på den anden side.

Dagens tur var ikke forberedt, intet jeg satsede på at få set. Andet end at se på efterårsfarver. Helst i solskin, men endnu engang viste det sig at ligeså snart man kommer ind i Ringsted Kommune, så bliver der overskyet. Solen pippede lidt frem en gang imellem, men ikke det store. Vejret var imidlertid klart og næsten vindstille, så det gjorde ikke noget.

Møllelundgård. Nu sognegård og del af det kirkelige miljø omkring kirken, sammen med kirkegården og graverkontoret.

Man skal igennem Borup for at komme ud på landet. Og Borup er vel hvad man ville kalde en typisk dansk provinsby med hvad en sådan nu byder på af huse. På denne fredag formiddag er der ganske mennesketomt. End ikke de obligatoriske hundeluftere er på banen. Kirken, kirkegården, graverkontoret og Møllelundgård som nu fungerer som sognegård, er oplivende oplevelser. På kirkegården er der et par gravsten med lidt gammel historie, bl.a. en godsbestyrer fra slutningen af 1700-tallet.

Vy over den sydlige del af Lammestrupvej, og et nogenlunde typisk vy, med skov mod nordøst og spredte gårde og huse langs vejen. Ikke meget plads til vandrere, men trafikken er heller ikke overvældende.

Lammestrupvej

En af de store overraskelser var Lammestrupvej. Måske fordi jeg ikke havde forventet for meget af dette stykke. Selv om vejen er befærdet med trafik og der ikke er levnet plads til vandringsfolket, andet end i rabatten, så er der på de seks kilometer landevej en hel del gårde og huse spredt langs med vejkanten som er ret seværdige. Også Lammestrup har en del flotte gårde og huse, mens det lidt større Stubberup er mere anonym.

En af de bedre udsigter langs Lammestrupvej, her lidt nord for Lammestrup. Heldigvis ligger de nogenlunde tæt så man ikke når at blive alt for træt af at kigge på sortladne kulturstepper.

Det er afgjort husene som redder Lammestrupvej, for natur er der sparsomt med. Der er marker til mindst en side. Men til gengæld går man langs først Ryeskov, længere mod nord langs Magleskov. Der er så landligt at man støder på flere boder langs vejen, hvor der tilbydes kartofler, æbler ja sågar en specialforretning med marmelade og kryddereddiker. Min ryg kan dog ikke pt holde til at slæbe rundt med alt for meget, så jeg måtte modstå fristelsen til marmeladen. Den så ellers lækker ud.

Nord for Erupvej forløber Lammestrupvej langs Stubberup Skov, og her er udsigten ganske betagende, og igen med spredte huse og gårde. 

Man slipper ikke for en tur ud på den stærkt trafikerede Hovedvejen, men man kan dreje skarpt mod nord ad Atterupvej, og når først man er kommet på afstand af den øredøvende larm fra trafikken, slynger vejen sig gennem et stærkt kuperet landskab der bare bliver bedre og bedre, også efter man drejer ad Mortenstrupvej langs Atterup Skov. Midt på Atterupvej ligger Atterupgård som har slået sig på heste. Der er en kæmpestor hestestald med tilhørende ridebane.

Et sidste vy over efterårslandskabet ved Stubberup fra Lammestrupvej. Her kan man allerede begynde at høre larmen fra Hovedvejen. 

Ved Mortenstrup som mest består af en håndfuld gårde og nogle huse, kan man dreje mod nord til de næste mål, Bidstrupskovene.

Gården på overdrevet langs Mortenstrupvej. Så kan det da ikke blive mere idyllisk: Heste som fredeligt græsser og den efterårsklædte skov bagest.

Bidstrupskovene

Jeg havde denne gang omhyggeligt valgt en rute som ikke overlappede med mine tidligere ture i skovene, og jeg bliver mere og mere overbevist om at disse skove er klart de bedste hvis københavnerne vil unde sig en rigtig skovtur. Ikke alene er man dejlig fri for trafiklarm - noget der plager de fleste nordsjællandske skove. Terrænet er også stærkt kuperet, varieret og med masser af damme, bakker, søer osv. Stierne er fortrinlige selv i det aktuelt smattede vejr, vandresko er alt rigeligt hvis ikke man bevæger sig uden for stierne - og det er der kun grund til hvis man vil nærstudere bække, dale eller høje.

Helvedeskedlen. Fotoet yder ikke hullet fuld retfærdighed, det er vanskeligt at fange dramatikken.

Hvis jeg skal fremhæve noget specielt ved dagens tur, må det vel blive overdrevsstykket langs Mortenstrupvej, Helvedeskedlen og Dårehulen. Overdrevet er cirka ½ km på den lange led, og man kan se over det. At der så også er en trefløjet gård, gør den ikke mindre idyllisk.

Grusgravsvej. Et af de mere udramatiske stræk på stien. Det er nemlig umuligt for kameralinsen at gengive de dybe dale.

Umiddelbart nord for kan man tage en lille afstikker på ca. 1 km til Helvedeskedlen. Turen ad Kedelvvej er nu heller ikke at kimse af. Den går langs en dyb dal - som man kunne forveksle med kedlen. Men når man først er der, er man ikke i tvivl om at det er den. Og for de tungnemme er der lavet en stor stendynge i bunden af kedlen.

Et lille kik fra Dårehulen.

Det bakkede terræn fortsætter nordpå langs Skovvej, og faktisk er det netop nu landskabet udfolder sig bedre end om sommeren, hvor dalene ikke kan ses for beplantningen. De er så dybe at man næsten kan se henover trætoppene længst nede. Af en eller anden grund har jeg på mine tidligere ture misset at finde Dårehulen, men i dag er den ganske nem at finde. Måske igen fordi bladene er faldet af træerne. Også dette er en helt enestående oplevelse, næsten et mini-Grand Canyon med en lille bæk der gennem tiden ser ud tid at have skåret en stejl kløft ud af landskabet.

Ruten

Borup Station. Lammestrupvej. Hovedvejen. Atterupvej. Mortenstrupvej. Kedelvej. Skovvej. Grusgravsvej. Den gule vandrerute til Elverdamsdalen. Hvalsø Station. Alt i alt lidt over 20km.

Turen går til Valby

Fra to små landsbyer til store industrivirksomheder, arbejderboliger og rigmandskvarterer: Valbys bygningshistorie kronologisk

Mosedalsvej viser et lille udpluk af Valbys arkitektur: I forgrunden lave landsby-/købstadsagtige huse, i baggrunden etagebyggeri.

For mindre end 200 år siden var Valby den første landsby man stødte på når man bevægede sig udenfor Stadens volde mod Roskilde, bortset fra perioden 1776 hvor den nuværende Roskildevej blev anlagt og indtil 1847 hvor jernbanen kom til at køre igennem.

Bjerregård på Bjerregårdsvej havde marker til alle siden. Det er på dens udstykkede jorder det første villakvarter i Valby blev opført. Nu er den blevet opslugt af storbyen og ligger midt i et af de mest mundæne områder i Valby, Carlsbergkvarteret.

Landsbysamfundene Valby og Vigerslev

Af landsbyen Valby er der ikke meget tilbage, knap nok vejføringen: Rytterskolen (1721), Valby Langgade 55 (1847) og på Valby Langgade stuehuset (1880) til den gård, der blev nedlagt til fordel for det nye industriområde nord for Valby Station. Men fra Valby Langgade kom man dog forbi en af de senere udstykkede gårde, nemlig Bjerregård. Også stuehuset til Lykkens Minde findes stadig. Da de nu er totalt opslugt af villakvarterer, er det næsten umuligt at forestille sig hvordan en rejsende ville have set Valby for 130 år siden.

Vigerslevstræde 19 er fra 1827 og altså mange år før urbaniseringen startede. Vigerslevstræde indeholder andre huse som giver et indtryk af hvordan der så ud i landsbyerne Valby og Vigerslev. Den var dengang omgivet af marker. Men det er også det tætteste man kommer på den tid.

Man kan også i Vigerslev finde enkelte ældre bevarede hus fra omkring 1830. Men der er intet tilbage af landsbyens gårde. Landsbyens gadekær lå på hjørnet af  Langagervej og Vigerslevvej, kroen hvor Lykkebo Skole ligger nu. Kun Vigerslevstræde har bevaret en landlig karakter med enkelte huse fra landsbytiden.

Palæer og småboliger

Allerede inden forstaden Valby blev indlemmet i København i 1901, havde der været gang i urbaniseringen i form af fabrikker, villaer og arbejderboliger til disse. Starten på urbaniseringen af Valby startede i Carlsbergkvarteret, et villakvarter opført i periode 1870-1930 med tryk på århundredskiftet. De blev opført på udstykningen af gårdene Bjerregård og Lykkens Minde. Mange blev tegnet af kendte arkitekter som Ulrik Plesner, Fritz Koch, P. Holsoe og Thomas Havning. Og Jesuskirken (1891) blev opført med Vilhelm Dahlerup som arkitekt.

Carlsbergkvarteret er domineret af kæmpekasser som denne. Her finder man også det gamle hovedkvarter for Metronome, en bygning flyttet fra Nordhavnen på Østerbro og meget andet. 

Mens brygger Jacobsen stod bag Carlsbergkvarteret, var den lokale tømrermester Hans Pedersen i gang med at opføre nogle byggeforeningslignende bebyggelser på Toftebakkevej (1886-87) og Valhøjvej (1894). Et af husene med rundbueudsmykket hovedgesims samt indfatning omkring vinduer og døre fortæller hvor flittig han var, det var hans hus nr. 100. Men han stoppede ikke der. Han byggede omkring 50 flere. Tidens tand har dog været hård ved hans huse som ofte er blevet renoveret til ukendelighed. Han var især aktiv 1880-1900, og hans stil var anonym og nøgternt. Husene har blanke mure med mønstermurværk.

Valhøjvej 6 (1893). Nabohuset (nr. 4) var Pedersens hus nr 100, og har en indskrift over døren: "Her Nr. 100 staaer som et minde, om flittig og stræbsom mand og kvinde, Thi uden støtte og klogskab i hjemmet. Bliver mandens virksomhed aldrig fremmet"

Fabrikker og boliger blev opført simultant i de to første årtier af 1900-tallet for at arbejderne havde kort til arbejde. Og det bedste af byggeriet i en solid og god kvalitet fx byggeforeningshuse er bevaret. Nogle af disse og især langs Valby Langgade og Søndre Fasanvej blev nedrevet igen i 1960'erne og 1970'erne, men ellers står de seneste 100-130 års bebyggelser der stadig og fortæller historie

Tidlig industrialisering

Man var allerede siden Carlsberg vant til store industrier i området. Og fra 1898 kom der adskillige store virksomheder til bydelen: Først syd for stationen med Valby Maskinfabrik og Jernstøberi NS der møvede sig ind på et kæmpeareal af Lyshøjgårds jorder. Da de blev opført, lå de ganske isoleret ved Gammel Køge Landevej. Meget er revet ned, men nogle af de store produktionshaller står endnu og er nogle af de ældste. Bl.a. en lang hal som er en bindingsværkslignende jernkonstruktion med store vinduespartier og udfyldningsmurværk i røde teglsten samt et krumt tag.

"Valby Maskinfabrik" er navnet på det bolig- og erhvervskvarter som F. L. Smith-grunden i disse år er ved at blive forvandlet til.

Dernæst gik det løs nord for stationen med Bomuldsspinderiet (De Danske Bomuldsspinderier) i 1906-07 med Alfred Thomsen som arkitekt. Da produktionen ophørte i 1960'erne, blev bygningerne indrettet til et antal mindre virksomheder, og nu er det butiksentret "Spinderiet". I 1916 sluttede Porcelænsfabrikken (senere en del af Bing & Grøndahl og endnu senere Den Kongelige Porcelainsfabrik, der nu hedder Royal Copenhagen) sig til. Fabrikken lukkede i slutningen af 1980érne. Den producerede ikke fint service, men det lige så nyttige teknisk porcelæn til isolation der kunne modstå 2 Millioner Volt. Nu bor Valby Skole på fabrikken.

Engang blev der afprøvet spænding her da der var Porcelænsfrabrikken. Nu kan man kun håbe at eleverne på Valby Skole har en lige så spændende dagligdag

Nogle valbyere vil måske også mene at i 1908 blev byen verdens navle for filmindustrien med Nordisk Film (grundlagt i 1906 af biografejer Ole Olsen). De lukkede atelierer kom til 1908-1914.  Først overvejende i glas af hensyn til lys. Men fra 1920 afløste projektører solen. Noget blev bombet i 1944. men delvis genopbygget og nyt opført.

Byggeforeningshuse: Boliger til arbejdere

Boligerne i samme periode havde som nævnt til formål at huse arbejderne så de ikke havde så langt til arbejde. Og det var især byggeforeningshuse. Arkitekten Julius Bagger tegnede for "Valby og Omegns Byggeforening" 1898-1904 100 næsten ens huse som var lejeboliger for arbejdere fra Carlsberg, "Den Røde By". Der er nu ikke specielt mange røde huse i kvarteret, men lige så mange hvide, pudsede og andre farver. Samtidig tegnede arkitekten Chr. Mandrup-Poulsen nogle byggeforeningshuse for Valby Arbejderes Byggeforening, "Den Hvide By". Den lever til gengæld op til navnet, alle husene er hvidpudsede

Kløverbladsgade. Byggeriet minder utrolig meget om Det Hvide By, men det er altså to forskellige arkitekter som har tegnet dem. 

Der var god gang i byggeforeningshusene. De 25 dobbelthuse i Byggeforeningen Selveje er fra 1903-1905 og tegnet af arkitekt Chr. Mandrup-Poulsen. Også langs Trekronergade og Kløverbladsgade blev der omkring århundredskiftet opført byggeforeningshuse, nemlig "Kløverbladet" tegnet af arkitekt Ejner Blytmann og "Venners Hjem" tegnet af arkitekt Axel E. Petersen. Alt sammen dobbelthuse. Førstnævnte minder ret meget om "Den Hvide By".

Dobbelthus på Selvejeveej. Husene er ikke alle som dette. Mange er pudsede og malet i forskellige farver. Men størrelse og udformning er nogenlunde ens.

Byggeforeningerne skaffede gode og billige boliger: rækkehuse, dobbelthuse og fritliggende huse til arbejderklassen. Modsat tømrermesteren hyrede de arkitekter. Byggeforeningerne fik imidlertid snart konkurrence fra Københavns Kommune. Ved Vigerslev Alle og Høffdingsvej opførte den i 1908 en etageboligbebyggelse til arbejderne på Valby Gasværk, tegnet af stadsarkitekt H. Wright. Det siges at være den første kommunale etageboligbebyggelse i København.

Gasværksarbejderboliger. Bagtil er der et område med små haver.

Som det fremgår af fotoerne var der ikke nogen bestemt fremherskende stil, måske lidt i retning af nationalromantismen. Og sådan kom til det at gå også i de kommende årtier.

Mere industrialisering: Carl Jakobsensvej

Kort tid efter 1909 blev Carl Jakobsensvej anlagt som erhvervskvarter. Her kan man især på sydsiden af vejen finde så markante bygninger som "Sukkertoppen", Københavns Sukkerraffinaderi (1913-1914 af arkitekt Arthur Willmaack) og Trifoleum Frø (opført 1918- 19, tegnet af arkitekterne Ole Falkentorp og F. Freese). Bygningerne blev i 1965 overtaget af Henkel. hvis egen bygning fra 1928 havde Schmidt-Andersen, O. H. Nicolaisen og H. Kruse som arkitekter. Den huser nu Søfartsstyrelsen.

Henkels fabrik på Carl Jacobsensvej.

Den nordlige side af vejen har en række funktionalistiske bygninger fra 1920'erne og 1930erne.

Fra byggeforeningshuse til etagebyggeri

Byggeforeningen Lyset er opført i 1912-14. Den er tegnet af arkitekt Heinrich Hansen for statsansatte og kommunalt ansatte funktionærer fra de små, mørke lejligheder i brokvartererne. Prisen skulle stå i forhold til husstandsindtægten og være sunde boliger. Derfor  er alle veje opkaldt efter fremskridtsvenlige læger. der virkede i 1800-tallet: Castberg, Steenberg, Eschricht, Carl Lange, Mansa, Panum og Stein. Husene var oprindelig kalket røde og gule efter Københavns Kommunes anvisning.

Dobbelthus på Mansasvej, "Valby Vænge". Ikke alle er i rå mursten som dette hus, murstenene kunne ikke renses ordentligt op, og blev pudset.

"Lyset" ligger øst for Mansasvej, og vestfor denne vej blev Byggeforeningen Valby Vænge opført 1917-18. Den består af 30 dobbelthuse. Et kuriosum er at den er opført af røde sten fra nedrivningen af Københavns første hovedbanegård ved Paladsteateret. Enkelte huse har dog valgt at blive pudset. Murstenene så ikke altid lige pæne ud. Genanvendelse af mursten var ikke ualmindelig. Efter 2. verdenskrig blev fx nogle af villaerne ved dobbelthusene langs Kagsbro i Husum opført på samme måde. Nord for ligger etagebyggeriet på Carl Langesvej fra 1917. Det består af 13 boligblokke for arbejdere. Hver blok har 8 lejligheder. Arkitekt Chr. Mandrup-Poulsen.

Carl Langesvej. Den klassistiske stil skyldes the grand old man for arbejderboliger, Chr. Mandrup-Poulsen. Han tegnede også bydelen Frederiksholm.

Fra 1912 kom der for alvor at komme gang i etagebyggeriet. Karrebebyggelsen øst for Toftegårds Plads syd for Vigerslev Alle er Valbys største sammenhængende etageboligkvarter. Det er opført i perioden 1912-42 og derfor er der meget stor forskel i byggestilen. Fælles er de store, lukkede karreer  i 5 etager i røde sten og med røde tegltage.

En af de ældste karreer "Valgård" er ligesom karreerne ved Rasmus Rasks Vej de ældste karrebebyggelser. De er opført 1912-18 i nationalromantisk stil. 

"Valgård" syd for Vigerslev Alle er en af de ældste hvilket også kan ses på arkitekturen. "Vestergården" mellem Molbechs Vej og Kjeldsgardsvej er fra 1931 (arkitekterne A. Willmaack og V. Hvalsøe). "Kjeldsbogaard" har dog en grøn plads synlig fra vejen. Vest for Toftegårds Plads ligger på nordsiden af Vigerslev Alle karreerne omkring Lyshøj Alle fra 1911-42. "Kjøgegården" på hjørnet af Toftegårds Alle og Vigerslev Alle var den første (Rolf Schroeder og F. Wagner). Andre karreer er tegnet af arkitekterne A. Wittmaack og V. Hvalsøe, F. Wagner (1921-26) og Thorvald Dreyer (1934-38). Stilen bliver mere og mere funktionalistisk jo nyere de er. Og butikkerne i bebyggelsens stueetager er for længst lukket.

"Storgården": Vilhelm Thomsensvej, en af de ældre karreer som er opført i nyklassicistisk stil. Bebyggelsens to andre typer er enkle og mere funktionalistiske.

Etagebyggeriet fortsatte mod Vigerslev station på Storgårdens jorde 1921-1940. Igen med Københavns Kommune som bygherre, denne gang tegnet af arkitekt Henning Hansen. De ældste bygninger ved Vilhelm Thomsens Alle er stadig præget af nyklassicismen. Mens de senere opførte er mere præget af funktionalismen.

Blandede bolsjer

I 1930'erne opstod ideen om at efterlige engelske Garden Cities, altså forstadskvarterer, og det resulterede i Vigerslev Haveforstad, 1930-32. Den blev anlagt på Harrestrupgård og Hansstedgårds jorder. Skolen er dog fra senere (1954-59, stadsarkitekt F. C. Lund). Randbebyggelsen mod Valby Langgade er dog etageshuse.

Nakskovvej. Et diset billede som typisk viser en del af det enorme villakvarter.

Fra samme periode (1938-1939) stammer også "Hønsehusene" (arkitekt Ivar Bentsen, Ole Buhl og T. Miland Petersen). Det er et af de første eksempler i Københavns Kommune som blev opført efter lov om "Støtte til boligbyggeri for børnerige familier".

Hønsehusene. Modellen har tydeligvis sat sit præg på andre senere byggerier i fx Herlev.

Noget helt specielt er de 72 husvildebarakker (stadsarkitekt F. Lund) fra 1947. Det er svenskrøde træhuse med sadeltage med tagpap, fremstillet i Sverige. De første indflyttere var tyske fIygtninge fra Kløvermarkslejren. Da de var rejst hjem, blev husene genanvendt til husvilde. Lignende byggerier fandtes også Lykkebovej og ved Ellebjergvej. Da tanken var at barakkerne skulle være midlertidige, var der kun få fællesfaciliteter. De er dog senere blevet istandsat, isoleret m.v.

Pilestykket. Husvildebarakker. Boligerne bærer stadig præg af det som de blev beregnet til: At huse tyske flygtninge efter 2. verdenskrig

Gå selv på jagt

Denne gennemgang har kun medtaget en meget lille del af hvad der måske retfærdigvis burde nævnes. Og der er meget mere at kigge på. Her blot en hurtig opremsning:

• Ålholmkvarteret (1922-32) hvor man både kan se Bedre Byggeskik, nyklassicisme og funktionalisme (arkitekter som Frederik Wagner, Thorkild Henningsen og Anders P. Kirkerup). 
• Store Vigerslevgård 1947-49 som blev opført på på Vigerslevgårds jorder. Vigerslevgård var en af Vigerslevs gamle gårde. 
• Folehaven 1952-61 tegnet af arkitekterne Houmøller Klemmensen og Svend Fournais. er opført af Fagforeningernes Boligforening.
• Håndværkerbyen 1953- er tidligere nævnt i et indslag på denne blog. Det var her de udsanerede baggårdsvirksomheder fra brokvartererne rykkede ud fra 1953. Bebyggelsen. blev tegnet af arkitekt Ole Vinter, i 1957 udvidet med Valby Værkstedsby I og i 1961 med Valby Værkstedsby II.

Du kan også prøve på min Instagramprofil, Politivennen.  Der ligger en del fotoer fra Valby.

Ruten

Man skal selvfølgelig ikke gå ruten kronologisk, for så kommer man til at krydse sin vej mange gange. Jeg vil i stedet henvise til oversigtskortet i Bydelsatlas Valby. 1994

Bidstrup Skovene Nord

Efterårsferie er ideel til skovture. Jeg har oplevet skovens forvandling i mere end 6 årtier, men de betager stadig. Især i solskin

Farimagsvej i Heide Overdrev (statsskov), lidt nordøst for Avnstrup

Som jeg har nævnt tidligere, anser jeg Bidstrupskovene for det bedste bud når københavnere skal til et større skovområde der ikke er plaget af motorveje eller jernbaner. Dette er tredje gang jeg besøger skovene. Denne gang for at se nogle områder jeg ikke havde gået i før. Men så store er skovene altså heller ikke. Man kommer til at gense steder fra før. Hvilket ikke er ment som et problem.

Det klassiske vy fra Hastrupvejmod øst, lige efter man er kommet ud af Storskoven (statsskov). Markerne ligger nu sortladne hen efter maskinernes hærgen. 

Særløse Overdrev

Målet for dagens vandring var den nordøstlige del af skovene, samt et del af den centrale del. Jeg havde glemt at der var efterårsferie, og en skole havde åbenbart fået den for dem glimrende ide at sende samtlige klasser på gå- og løbetur i den del af Storskoven, som jeg skulle igennem. Vel ude af Storskoven havde jeg dog skoven stort set for mig selv hele resten af vejen, på nær et par andre vandrere. 

Særløse Bæk, i den sydlige del af Særløse Overdrev (privatskov). Ådalen er er flot dallandskab, hvor bækken malerisk snor sig gennem bakkerne. Et lignende foto i helt afløvet tilstand kan ses i et tidligere indslag.

Det var et glædeligt gensyn med den sydlige del af Særløse Overdrev, hvis navn er misvisende. Det er ikke noget overdrev, men en privatejet skov. Den nordlige del er præget af (spejder)hytter, men der er dog også en offentlig plads med sheltere, hytte - og et veludstyret lokum til de værdigt trængende. Her får at "træde af naturens vegne" en ny dimension. Den sydlige del af skoven går igennem det meget flotte område hvor Særløse Bæk krydser vejen.

Kunstig dysse ved Langdyssevej i Orup Skov (statsejet). Bag dyssen er en dyb dal hvor man kan skimte trætoppene mod Ebberup Skov (privatejet)

Orup Skov

Det første nye mål var Orup Skov. Den nordlige del er en ganske fin skovvej uden de store dikkedarer. Det kunne være i næsten en hvilken som helst god skov. Den sydligste del langs Langdyssevej er den flotteste. Her er terrænet mere kuperet, med en bæk og slyngninger på vejen.

Langs den sydligste del af Langdyssevej løber denne bæk. Man skal nu godt ned i krattet for at få øje på den.

Dette terræn fortsætter også på Farimagsvejen. I gamle dage var man sikkert nødt til at "fare i mag", for terrænet er ret kuperet og vejen slynger sig langs bakker og dale. Mod øst er der stengærder langs den nordlige del af stien som ser ud til at fortsætte langs skovbrynet. De er nu ret overgroede og gennemvokset af store træer.

Helvigstrup Skov (privatejet) i krydset mellem Helvigstrupvej-Avnserupvej og Skrædderhusvej

Helvigstrup Skov

Denne gang ilede jeg forbi Avnstrup og Nordre Sanatorievej. Den strækning har jeg gennemtravet flere gange efterhånden. Nord-sydetapen gennem privatskoven Helvigstrup Skov er ikke beskrevet i folderen, men den kan absolut anbefales, og ikke noget under har Skjoldungestien valgt netop at gå gennem her. Ikke alene er der flot skov, der er også den skovstemning som man ikke finder mange steder: Der er på en vindstille dag som denne ro. Der er midt i skoven ved vejkydset en shelterplads.

Grusgraven ved Skovvej mellem skovene og Hvalsø.

Forventningsfuld passerede jeg Valborup, denne gang ad Hastrupvej for at lede efter mindepladen for nedkastningerne under 2. verdenskrig. Men det lykkedes heller ikke denne gang at finde det. Resten af turen langs skovvej var - skovtur!

Ruten

Hvalsø Station. P. Olsensvej. Østrevej. Hastrupvej. Særløse Overdrev (Skjoldungestien). Wernersmindevej. Orup Skov. Farimagsvej. Avnstrup. Nordre Sanatorievej. Avnserupvej. Helvigstrupvej. Skovvej. Hvalsø Station. I alt ca. 20 km.