Furesøen - Nord og Vaserne

Nordkysten af Furesø er meget anderledes end sydkysten. Tricket er at smutte ind i landet ved Stavnsholt og Vaserne

Ordet vase i Vaserne har intet med blomstervaser at gøre. Det betød oprindeligt en sti lavet af grene gennem et sumpet område. Som det ses er det en meget præcis beskrivelse, bortset fra det med grenene. Her tæt på Dumpedalsrenden.

Jeg havde egentlig forestillet mig at følge vandringen fra 11. november langs sydkysten af Furesø op med en tilsvarende langs nordbredden ugen efter. Men det tog så knap en måned. Man skal ikke have kigget længe på et kort for at forudse at denne tur er radikalt anderledes. Nordkysten af  Furesø er stort set bebygget hele vejen fra Farum til Vaserne. Selv om man på visse af de beboede strækninger kan gå langs søen eller tage en stikvej ned til den. Jeg havde derfor skruet forventningerne en del ned i forhold til hvad angik oplevelser fra min tidligere tur. Og det holdt for så vidt også stik.

Skrænterne kan i stejlhed sagtens måle sig med sydkystens. Dog er der ingen kløfter, så man går nogenlunde i samme niveau over søen hele vejen. Holmen i søen ligger ud for badestranden neden for Høje Klint.

Beboelse og fritidsliv

Kysten er nogenlunde lige så stejl som sydkysten, men modsat denne har nordkysten stort set ingen kløfter, så man går nogenlunde jævnt langs hele strækningen. Kort sagt, mere "civiliseret". Det er måske derfor beboelserne netop har bredt sig her. Tilmed er der en håndfuld fritidsklubber for fiskeri, kajak, roning - og en en enkelt badestrand neden for Høje Klint, og badevandet skulle være udmærket. Der er dog ingen badegæster på nuværende tidspunkt, skulle jeg hilse og sige. Til gengæld ophører nu endeligt den infernalske støj vest fra motorvejen, og resten af turen mod øst foregår med naturens egne lyde. Som i dag er ret høje da det blæser kraftigt fra vest.

Badestranden neden for Høje Klint.Om der om sommeren er sandstrand, skal jeg ikke kunne sige. Nu er den i hvert fald dækket med blade. En lang, sej trappe fører ned til stranden hvis vand skulle være af bedste kvalitet. Det ser dog ikke ud som om nogen har benyttet sig af det for nyligt.

Den ret nyligt fredede Stavnsholtkilen ender ved Furesøen. Jeg har tidligere passeret Stavnsholtkilen nordfra. Her længst med syd er den vestlige del ret kedelig med græsmarker, men den østlige har en lille (ca. 400 m) sti gennem Enghaven, nord for pragtboligen Vigen. Stien går gennem et kuperet terræn, og trods sin lidenhed er der et forbavsende rigt fugleliv her. Jeg opdager en del fugle som igen minder mig om at nu må jeg snart se at få lært disse skabninger bedre at kende. Formentlig en gransanger, eller også en isfugl, jeg ærgrer mig over min uvidenhed. Fuglen er god til at gemme sig på den anden side af en tyk stamme, men er dog nysgerrig nok til at lade mig få flere glimt af den da jeg går forbi. Fotografering stiller den og kæresten dog ikke op til.

Stavnsholtkilen med et kig ned mod en gård der i følge en sten skulle hedde Pynten. Stedet er en del af den fredede Stavnsholtkilen (den er tidligere beskrevet her på bloggen).

Vaserne

Efter en kort og kedelig tur gennem et villakvarter når jeg endelig hen til turens plan B-mål, Vaserne. For lidt naturoplevelser ville jeg da gerne have med. Jeg havde afsat adskillige kilometer til turen gennem dette område. Området er sumpet og det er ikke muligt at gå langs Furesøs bred her. Dog er der mod vest bygget et handicapvenligt Vasetårnet, i to etager. Herfra har man udsigt over sivskovene og kan se ind i det træbevoksede Vaserne. Men det gør nu heller ikke så meget, for Vaserne er selv på denne årstid særpræget og speciel.

Udsigten fra Vasetårnet.  Måske tager det sig bedre ud om sommeren i solskin. Men udsigten har også sin egen stille skønhed på denne mørke decemberdag med blæst. Vinden får sivskovene til at bølge.

Det bedste overblik over Vaserne som jeg kunne finde på denne tur, var i den nordligste spids ved Fyrrebakken. Herfra er der en bakke hvorfra man mod syd kan skue ud over Vaserne, og mod nord i retning af Dumpedalen som vitterligt fremstår som en dal set fra dette punkt. Nord for Vaserne er der igen bebyggelser op ad skråningen. Og igen får man et godt indtryk af hvor dyb og stejl dalen er.

Det er vanskeligt at finde et typisk foto af Vaserne. For selv om det hele minder lidt om en stor ellesump, så varierer det alligevel i en uendelighed. Og egentlig er dette foto heller ikke særlig repræsentativt. Så meget vand er der trods alt kun enkelte steder.

Jeg fortrød absolut ikke at have planlagt dette sidespring. Det er absolut nordkystens højdepunkt. Jeg blev endda fristet til at tage en lille afstikker til Dumpedalen som ligger nord for Vaserne, og kun benene fik mig til at vende om. Dette område synes absolut også interessant for et gensyn. Dumpedalen er en del af en nord-sydgående dal hvori Vaserne også indgår.

Den sydlige del af den fredede Dumpedalen. Stierne er ikke aftegnet på mit kort, men det ser ud til at der nu er et velordnet stisystem her. Jeg har noteret at dalen må indgå i en senere vandring.

Tilbage til Vaserne. Navnet har ikke noget med blomstervaser, men et nu slet ikke mere brugt ord, vase, for en vej bygget af grene gennem et sumpet område. Og bortset fra det med grenene (de er erstattet af solidt jord) så passer det meget godt. Abstraherer man fra stien går man kun ganske få centimeter over et magisk, mystisk sumpområde. Det emmer af stemning, lyde, fred og ro. Jeg opdager endnu et par fugle som jeg aldrig har set før.

Blæsten går frisk over Furesøens vande. Og som det ses slår bølgerne ind over broen. Dette er så sandelig et pittoresk skue og sælsom oplevelse midt i det civiliserede Nordsjælland. Der går jo næsten helt Vesterhav i det. Midt i billedet roklubben.

De sidste 4-500 meter inden man når roklubben ved Holte går ad en nyopført gangbro ude i selve søen. På en blæsende dag som denne er der lidt hav over at gå her. Bølgerne slår ind over broen og søen viser tænder. Heldigvis har man forudset det, og broen er overhovedet ikke glat. På intet tidspunkt må jeg sætte farten ned på grund af smat på træbroen. Kun den gyngende bro ved Roklubben tør jeg ikke gå ud på. Bølgerne slår op gennem brædderne og den ser meget glat ud.

Ikke Furesø, men den meget mindre Vejlesø der dog har forbindelse til Furesø, har sin egen lille havn, Holte Havn. Bådfartens bro ses i forgrunden sammen med huset yderst til højre.

Som en lille blindtarm til Furesø ligger Vejlesø ved Holte, og her ligger såmænd da også en havn, Holte Havn. Hvor Bådfarten også holder til. De åbner dog først igen til april. Et symbol på den tilstand af melankoli man ofte kommer i her i december, med mørke og kulde, fandt jeg på en af de meget private og afspærrede bådebroer langs Frederikslund Skov:

Her havde en hejre besluttet sig for at ride stormen af og afvente bedre tider. Den ser næsten helt melankolsk ud, synes jeg. Og her gik der da helt menneskeliggørelse i det. Jeg synes den kiggede i sympati og solidaritet mod det december-melankolske menneske

Ruten

Den kan nemt findes på et kort. Der er gode stier gennem Vaserne, selv på et tidspunkt som dette hvor der er meget fugtigt. Enkelte smattede steder er det eneste. I alt ca. 16 km.

Harrestrup Å og Mose

Denne tur er et fast indslag på webloggen. Så nyd bare billederne og klik eventuelt på de tidligere indslag om åen og mosen

Mose og motorveje

Harrestrup Å udspringer her fra Harrestrup Mose, ca 1 km vest for landsbyen Harrestrup. Engang et flot naturområde. Nu lydmæssigt domineret af en konstant støj fra Frederikssundmotorvejen. Man har nemlig lavet en hoj støjvold mod kolonihaverne mod nord. Men ikke mod syd.

På sin vej østpå strømmer åen de første 1-1½ km under to stærkt trafikerede motorveje. Udover Frederiksundmotorvejen også Motorring 4. Der er dog etableret en fodgængersti under, som her under Motorring 4 hvor man skuer mod øst udover Harrestrup Ådal. Til venstre efter tunnelen ligger Svanesøen og til højre Ådalen. Herfra er der ca ½ km med flotte naturområder.

Harrestrup Ådal og Svanesøen

Den østlige ende af ådalen før Harrestrupvej er et yndet område for fugle. Her er det flokke af gråænder syd for åen. Mon ikke de er på vej sydpå? Noget af området er lukket af, men man kan se ind over det. Svanesøen befinder sig bag træerne og endnu længere nordpå Ballerups sportsområde med Super Arena, idrætspart, stadion, svømmehal, boldbaner mm

Kolonihaver

Øst for Harrestrupvej forløber åen gennem et kolonihaveområde, Kildegården. Hele 1½ km. Og bestemt ikke den mest interessante del af turen. Åen har her mest karakter af en dyb grøft som det kan være svært at se. Undtagen her ved Harrestrup Bro hvor åen slår et lille knæk mod nord.

Yndlingstykket

Et par hundrede meter vest for Smedebæk Bro støder Bymose Rende til Harrestrup Å som derved får en kraftig forstærkning. Åen fortsætter som Harrestrup Å. Og dette sted er mit yndlingssted fordi der også er et lille vandfald. Bymose Rende kommer bagest fra venstre. Harrestrup Å fra højre. I dag er det endda muligt at bruge den lille hjemmelavede bro til at passere åen. Den afhuggede fod der hænger i snoren, må være noget fra Halloween.

De næste ca 1½ km indtil Vestforbrænding er så absolut mit yndlingsstykke. Her er man ikke bare dejlig fri for at høre den øredøvende larm fra motorveje og andre trafikerede veje, åen er også her omgivet af grønne områder til begge sider. Skovlunde Naturpark bl.a. Fotoet viser pumpestationen på en af de ældste kildepladser, nr. VI som siden 1859 har leveret frisk grundvand til Københavns indbyggere. Den ligger ved Smedebæk Bro.

Omtrent her med Ejby Mose til venstre udenfor billedet slutter så åen med at være nogenlunde fritløbende. På højre side af åen ligger haveforeninger. Fårene er taget ind for vinteren. Og åen er godt renset for siv og andre gevækster. I baggrunden aner man at åen her - som det eneste sted - løber igennem et lettere kuperet område.

Spildevandsteknisk Anlæg

Fra Vestforbrænding og hele resten af vejen ud i havet skifter Harrestrup Å fuldstændig karakter. Den bærer stadig præg af den tid hvor den ikke var en å, men blev betegnet et "spildevandsteknisk anlæg". Det samme gælder Sømose Å som løber sammen med Harrestrup Å netop her, ca i billedet ved Ballerup Boulevard. Undskyld jeg skriver det, men det ser utrolig grimt ud med fortovsfliserne langs åen. Men det fortsætter altså de resterende ca. 10 km hele vejen ud i havet, også hvor åen skifter navn til Damhusåen, Langvadså eller hvad andre navne den nu måtte have haft gennem tiderne. Nedenfor ses fliserne tydeligt (ved Viemosebro).

Om åen nogensinde vil blive biologisk levende igen med fisk, padder og andre gode sager, vil tiden vise. Tiden som spildevandsteknisk anlæg har formentlig spoleret mulighederne lang tid ud i fremtiden. Det er så nemt at ødelægge en ås biologiske liv, det er så forbandet svært at genoprette det. Men som man kan se er der altså stadig masser af vand som udgangspunkt. Helt anderledes end fx Ladegårdsåen som der blev postet mange penge i at undersøge om man kunne give kunstigt åndedræt. Tænk engang om man kunne sejle op ad åen, eller drive lystfiskeri i den!

Whiskey-bæltet

Nord for København er et bælte fortrinsvis beboet af velbeslåede danskere. Her en guide til nogle af dets grønne områder

Vandtårnet er et unikt byggeri som ikke ligner noget som helst andet på turen. Og fotoet er udtryk for billedmanipulation: Vandtårnet ligger midt i en trekant hvor tre stærkt trafikerede motorveje mødes. Man må håbe for beboerne at der er tænkt på lydisolerede vinduer.

Selv om det findes, er etagebyggeri ikke dominerende. i Whiskey-bæltet er der fortrinsvis store villaer ofte på størrelse med små lystslotte med tilhørende diskrete haver. Men selv folk her har brug for motion. Det ses denne søndag som denne hvor hundelufterne vist overgår alt hvad jeg ellers har oplevet i Hovedstadsområdets mindre velbeslåede dele. Der er masser af historie her, bl.a. fra godsejertiden og Københavns Befæstning.

På vej op på toppen af Lyngbyfortet. Man kan tydeligt se forsvindingstårnene. Desværre også kilden til fortets fugtproblemer. Og villaen er blevet fjernet.

Lyngby Fort

Lyngbyfortet er opført 1887-92. Og et af de mere interessante fra Nordfronten. Overraskende nok, for fortet måtte efter sin nedlæggelse i 1920 lide en kummerlig tilværelse. I 1940 blev der endda opført en villa på toppen af fortet! Den blev dog fjernet efter at kommunen m.fl. overtog fortet i 1979. Og tørgraven mod fjendesiden er stadig halvvejs privatejet, så man ikke kan gå på volden på ydersiden af fortet.

Modsat fx Bagsværd Fort og Fortunfortet fremstår Lyngbyfortet ganske velholdt på ydersiden. Som også Gladsaxefortet. Skinnet bedrager imidlertid. Vand trænger ind fra oven gennem tårnene og har skabt store fugtproblemer indeni.

Det kan man til gengæld på toppen. Og her kan man i modsætning til de fleste andre forter se rester af kanontårnene som forsvinder ned i fortet. Der er ikke nogen rester af den villa der lå her 1940-1979. Og udsigten er som sådan heller ikke til andet end villaerne.

Et kik ind i en af de omkring 40 små kirkegårde på kirkegården. Man fornemmer i baggrunden at der er langt flere høje træer end normalt.

Mariebjerg Kirkegård

En anden slags kanon, og med en helt anden betydning af ordet, kan man finde på Mariebjerg Kirkegård. Kirkegården er ikke så gammel, indviet 1936. Men den præsenterer sig selv som banebrydende for nyere tids kirkegårdstænkning: Skov- og parkkirkegårde. Og fornemmelsen af at gå i en skov er da også noget der adskiller den fra de fleste københavnske og nordsjællandske kirkegårde.

Den særprægede funktionalistiske kapelbygning med Vintappergården i baggrunden. Det er tegnet af Fritz Schlegel. Ham der også tegnede Husum Skole - som i 2013 blev besøgt af Vandringsløse Tidende.

Hertil kommer at kirkegården har nogle flotte bygninger, dels Vintappergården i den sydøstlige hjørne på hvis grund man opførte kirkegården. Dels kapellet ved siden af. Kirkegården har gjort den fortjent til at blive optaget i Kulturkanonen som en af de ti mest betydningsfulde arkitektoniske værker i Danmark.

Bernstorff Slot. Mere er der vel ikke at sige til det. Engang bosted for nogle af enevældens mægtigste mænd. Tyskere, forstås. Det var man dengang hvis man var noget ved musikken. Hofpsroget var tysk, militærsproget ligesådan.

Bernstorff Slot og Park

Det nyklassisistiske slot ("maison de plaisance") blev opført under enevælden 1759-65 og ejeren var udenrigsminister, J. H. E. Bernstorff. "Det er en tysker, Kvik." Dog knap et halvt årti, for han røg uklar med Struensee ("Det er en tysker, Kvik")  i 1770 og rejste hjem til Hannover. Struensee overlevede den affære i to år og nåede ikke tilbage til Tyskland. Han endte som bekendt i mange dele på Øster Fælled. Det er nu ikke J. H. E., men nevøen A. P. Bernstorff som der er rejst et mindesmærke for. For han overtog nemlig onklens udenrigsministerpost i 1773 Så kunne Struensee lære det, kunne han! Hvad mere interessant er at han interesserede sig for landbrug. Og bl.a. var med til at udtænke landboreformerne hvor storbønderne fik mere at bestemme, mens husmænd og landarbejdere fik en begmand.

Området omkring Avlsgården er særdeles idyllisk. På dette billede skimtes Avlsgården bag stråtaget midt i billedet (den gule bygning). Den er dog områdets klart største. Der serveres gløgg i dag i det lille hus i forgrunden.

Så begyndte slottet at forfalde indtil enevældskongen Christian 8. købte det i 1842. Kongefamilien brugte det indtil 1939 hvor det i stedet blev brugt af Civilforsvarets Befalingsmandsskole. Nu ejes det af staten og bruges som kursus- og konferencecenter. Hvor tidligere kongelige og adelige spankulerede rundt og formentlig kunne følge sig vigtige og betydningsfulde mens de studere grøntsager og sydfrugter, er der nu bl.a. skolehaver - Haver til Maver. Hvis man som jeg ikke bliver så imponeret af slotte, er området omkring Avlsgården (fra o. 1800) særdeles spændende. Både hvad angår bygninger, og et bakket landskab med forskellige haver, frugtplantager, damme osv.

Charlottenlund Slot ligner lidt Bernstorff Slot. Charlottenlund Slot er lidt ældre, men til gengæld bygget om senere. Fjern kuppel og sidefløje - og man har et indtryk af hvordan det engang så ud. Hvis man vender sig 180 grader, har man direkte udsigt til Øresund.

Charlottenlund Slot og Park

Kongernes sommerslot bærer ikke meget præg af at være det barokslot det oprindeligt var i 1733. For det blev i 1880-81 ombygget til fransk nyrenæssance. Bl.a. kom kuplen og sidefløjene til. Man kan ikke komme ind på slottet. Kun i haven. Næsten samtidig med Bernstorff Slot (1935) holdt de kongelige op med at bruge slottet, hvorefter det måtte lide den tort at blive overtaget af Danmarks Fiskeriundersøgelser, senere DTU. Og fra i år skulle der være åbnet op for at man kan leje slottet. Hvis ellers man har tegnebogen i orden. Den tilhørende skov er særdeles tæt og rummer bl.a. Forstbotanisk Have. Skovene var på Politivennens tid offentligt tilgængelige, hvilket fremgår af en klage fra 1828 over et særdeles stinkende lokum. Og at skovgæsterne også opførte sig som skovsvin, fremgår af en klage fra 1816. Bl.a. var der forlystelser i form af gynger.

Kasematten til venstre hører til den ældste del af Charlottenlund Fort, og der står1886-1887 på gavlen. Dengang var et et landfort. Bunkeren til højre bruges og der stiger lystig røg op fra skorstenen.

Charlottenlund Fort

Strandvejen var københavnske borgeres hovedfærdselsåret til Dyrehaven. Trafikken skal ifølge Politivennen fra 1816 ikke have ladet nutidens trængsel noget efter. Og modsat nu var det ikke kun velbeslåede mennesker der boede her. I 1824 klagede Politivennen fx over tiggerplagen på denne strækning. Selv om turismen unægteligt sætter sit præg på Charlottenlund Fort, fremstår dets oprindelige funktioner dog meget tydeligt. Ikke kun de 12 store haubitzere, men også højden og stillingerne ovenpå. Den ældste del, bl.a. Kasematten er fra 1883-86, mens senere tilbygninger kom til 1910-12.

Udsigten fra toppen af fortet mod nord ser sådan ud. Mod syd er den mindst lige så god. Man fristes nærmest til at blive plat og sige kanongod.

Fortet overgav sig som de fleste andre søforter lidt senere end selve Vestvolden og Nordfronten. Nemlig først i 1932. Selv på denne blæsende eftermiddag hvor vejret absolut ikke indbyder til et frisk havbad, er der masser af besøgende. Fortet var sat til at beskytte København ad søvejen. Og at det kunne være blodig alvor, fremgår af en artikel fra Politivennen fra 1801 som taler om ilanddrevne døde efter Slaget på Reden.

Mellem seværdigheder

Nu yder fotoerne og beskrivelserne ikke fuld retfærdighed af turen. For at nå frem til dem er man ofte nødt til at forcere stærkt trafikerede områder. Især ved Mariebjerg Kirkegård hvor tre motorveje mødes: Motorring 3, Lyngby Omfartsvej og Helsingørmotorvejen kan man godt gå hen og blive stresset. Dels af den øresønderivende larm fra trafikken, dels af den kringlede gang- og cykelsti man skal finde. Vel fremme øst for Jægersborg Station kommer man dog også forbi Jægersborg.

Jægergården.Området er privat og hermetisk skærmet af for "uvedkommende". Jægersborg er et af de mere behagelige områder man kommer igennem på denne tur mellem store seværdigheder.

Turen er på i alt ca. 13 kilometer. Fra Lyngby Station til Charlottenlund Station med en omvej til Charlottenlund Fort.