Avedørelejren

9-0-niner startede operation "Indtag Avedørlejren". Efter en tre timers march og efterfølgende overraskelsesangreb, afsluttedes operationen i god ro og orden ved opsamlingssted Hvidovre Hospitals Kollegium, Kodenavn Arriva 200S

En karakteristisk militærbro med stormgitteret som med rette er blevet Vestvoldens logo. Dissebroer er der blevet etableret en håndfuld af i de senere år.

Dagens militariske march forløb i to etaper: Et fremstød varende ca. 3 timer fra Vestvoldens voldpunkt XXI (Husum Station) til voldpunkt IV (Avedøre Tværvej i Hvidovre). Herfra blev der foretaget en afstikker som indledte et ca. 1 times flankeangreb på Avedørelejren. Kun et par ventende buspassagerer bed vist mærke i operationen der i øvrigt forløb efter planen.

 Et af de mange batardeauer, her et som ligger syd for jernbanen. Man får et godt indtryk af hvordan terrænet falder stille og roligt fra Utterslev Mose til Øresund.

Turen til Avedørelejren foregik stort set på den Bedækkede Vej, altså den vej som forløber langs voldgraven på "fjendesiden". Man gør i øvrigt klogt i at gøre dette om sommeren. For om vinteren kan den sine steder være temmelig ufremkommelig og smattet. Men på en dag som denne er den fint tør og hård. Volden er efterhånden vokset godt til med træer og buskads så det kan være vanskeligt at se selve voldgraven. Men der er i de senere år lavet flere militærbroer foruden de almindelige vejbroer, ligesom der enkelte steder er indrettet små parkanlæg og tyndet ud mellem træerne så man kan få et godt indtryk af det imponerende fæstningsanlæg.

Endnu et batardeau-billede, malerisk ser det ud. Man får et godt indtryk af hvor tæt beplantningen er på begge sider af volden. Det er næsten for meget, måske kunne man godt rydde nogle flere strimler så man fik et bedre indtryk af voldens kontur.

Den bedækkede vej havde to formål: Dels at fungere som værn for forsvarsstyrkerne - det må have været en nervepirrende affære at ligge der, godt nok beskyttet af en vold, men samtidig med ens venners skyts fløjtende over hovedet. Dels at forhindre at jord som blev flyttet fremad af fjendens skyts faldt ned i voldgraven. Det er nu ikke muligt at gå hele vejen langs denne vej. Mellem Roskildevejen og jernbanen må man gå en lille omvej på en kilometers penge.Det samme gælder for stykket mellem Holbækmotorvejen og den endnu ikke åbnede København-Ringsted-bane.

Vestvolden er kendt for sine hejrekolonier som ses året rundt. Her var jeg så heldig at fange en hejre lige før landing på grenen til venstre i billedet. Flot ser det ud, synes jeg!

Man må også vænne sig til bilernes tilstedeværelse. Ud over den konstante drønen fra Motorring 3 krydser man adskillige stærkt trafikerede veje; Slotsherrensvej, Jyllingevej, i særdeleshed Roskildevej, Parkvej, Holbækmotorvejen m.fl. Der er ikke gjort meget for at hjælpe vold-vandreren. Hvis man vil være helt sikker, må man gå en stor omvej til nærmest fodgængerovergang, hvis man da ikke tager chancen og bruger midterrabatterne til at krydse vejen, ofte i løb fordi der er så få ophold i trafikken.

Lidt nord for Holbækmotorvejen har man tyndet godt ud i underskoven og her får man da også et ganske glimrende indtryk af det imponerende voldanlæg. Måske koster det kommunerne for meget at pleje de stejle skrænter på denne måde, men tak fordi de gør det enkelte steder!

På cykel- og gangbroen over Holbækmotorvejen har man et godt vy over hvor langt den nye jernbane er kommet. Der er lavet en nænsom overgang over Vestvolden med en lav bro samt gennemskæring af volden på begge sider. Et nærmest kirurgisk snit som mindst mulig piller ved helhedsindtrykket af Vestvolden.

Avedørelejrens hovedindgang med vagtbygningerne. Den store bygning til venstre bag porten er indrettet til Cirkusmuseum, tidligere husede den kommandantskabet. Museet er lukket på fredage (og det er det i dag - det nåede jeg ikke at tjekke).

Avedørelejren

Endelig, efter 3 timers march når jeg til Avedøre Tværvej hvorfra der er en lille kilometer til Avedørelejren. Nord for vejen har man i øvrigt et ganske betagende syn af Avedøresletten der strækker sig langt mod nord. Flere kilometer væk kan man se byggearbejderne på København-Ringstedbanen. Men på trods af jeg nu er i åbent terræn, lykkedes det mig alligevel at slippe ubemærket og uantastet til lejren.

Fægtesalen. Avedørelejren blev opført i en tid hvor nærkamp stadig væk var den dominerende krigsmetode. Tanks, fly, maskingeværer, gasangreb osv. kom dog til ganske få år efter.

For de uindviede, så var Avedørelejren en kaserne som blev bygget umiddelbart før 1. verdenskrrig 1911.13 (arkitekten var Helge Boisen-Møller der var søn af noget så fredsommeligt som en præst og en kvindesagsforkæmper). Hvis nogen synes det ligner Kastellet arkitekturmæssigt, så er det ikke helt galt.

Fægtesalen med et kompagniområde til venstre. Pladsen befinder sig umiddelbart bag Cirkusmuseet.

Jeg sniger mig hastigt gennem lejrens snorlige, gitterformede gader og konstaterer at den nu bliver brugt til langt fredeligere formål, fx af Filmbyen og Forstadsmuseet. Avedørelejren skulle afløse de mere primitive teltlejre og blev opført på Paradislejrens areal (opkaldt af en gård ved navn Paradisgården). Der er en enkelt rest fra disse lejre, nemlig en officerspavillon som er blevet restaureret. Jeg kaster et hurtigt blik indenfor og konstaterer at nu står der haveting. Måske fordi Avedørelejrens militære funktioner sluttede i 1999 hvor den blev købt af Zentropa og Hvidovre Kommune. I dag rummer den omkring 320 andels- og ejerboliger, daginstitution, vandrehjem, et cirkusmuseum, filmselskaber, en restauration samt som nævnt Forstadsmuseet.

Officersmessen i Avedrelejren. Der er nu ikke mange officerer tilbage.

Avedørelejren bestod af 15 bygninger, øvelsesplads (der senere blev til Avedøre Flyveplads) og skydebaner. Hver af de 4 belægningsbygninger kunne rumme 112 menige og 8 befalingsmænd. Den havde messe, badeanstalt og toiletter. Under 1. Verdenskrig blev Københavns Befæstning bemandet med 64.000 mand, og Avedørelejren blev overfyldt med militær. Under 2. verdenskrig besatte tyskerne lejren. Men selv om danskerne igen overtog lejren efter krigen, blev det i begyndelsen af 1960’erne besluttet at rømme lejren. Det skete så ca. 30 år senere.

Kommandantskabet. Nu kommanderes der ikke så meget mere herfra. Der er indrettet Cirkusmuseum i bygningen. 

Som sagt mislykkedes mit angreb på kommandantskabet, idet jeg fandt døren lukket og bygningen uindtagelig. Om der altid har været klovner i bygninger, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men det er der så nu. Ved et listigt skinangreb, lykkedes det mig at indlede retræten i retning af Avedøre Landsby og Kettevej, hvor jeg ved Hospitalskollegiet mødes med opsamlingsholdet fra Arriva 200S. Der var ingen faldne, og der blev ikke taget fanger.

Græse Å

"Sejle op ad åen, sejle nedad igen, det var vel nok en dejlig sang, den må vi ha' endnu engang" Den såkaldte nationale sangskat er fyldt med illusoriske sange

De sidste 500 meter af Græse Å inden den udløber i Roskilde Fjord er skarpt bevogtet af køer, men fra Byvej får man et indtryk af den flade eng hvor unge træer er ved at vokse op langs bredden.

Med mindre man er Odense Å eller andre af den håndfuld danske åer hvor man kan sejle (tilladt eller ikke tilladt), er der ikke mange åer der matcher den populære sang. Græse Å er en af Nordsjællands typiske åer. Forestillingen om hvad en å er, varierer meget i den danske befolkning: Landmænd og lodsejere ser dem helst indskrænket til en 1-2 meter bred grøft med vand i (når man nu ikke kan få lov til at fylde dem op). Industrivirksomheder ser spildevandstekniske anlæg. Vandværkers kildepladser ligger ofte langs åer. Tidligere vandmøller kan omsættes af turist- eller museumsbranchen til idylliske udflugtspunkter. Og naturelskere ser åer som ådale med dyr, fisk, insekter.

Fra Byvej og 1½ km til Græse Mølle løber Græse Å i mere naturlige omgivelser. Et skilt advarer om at der kan forekomme oversvømmelse ved kraftig regn og havstigning i fjorden. Syd for kan man opleve at se fly, her ligger en svæveflyveplads. Åen ser på denne strækning nogenlunde ud som på billedet.

Landbrug

Græse Å har mest af alt været underkastet landmændenes interesser: Store strækninger af Græse Å løber gennem åbent land uden skyggegivende beplantning. Man beplantede dog 1990-94 en strækning på sydsiden af vandløbet for at give skygge med løvfældende træer og buske med oprindelse fra den danske natur. Men ellers kan man også finde områder hvor alle de nævnte interesser afspejler sig. Arealerne omkring Græse Å er af høj dyrkningsværdi. Mellem Græse Mølle og Slangerup er der marker både nord og syd for. Nord for åen strækker markerne sig generelt helt ned til åbredden med mindre jorden er for sumpet. Syd for er der korte strækninger hvor det ser ud til at man har bevaret randzonerne, i hvert fald for en tid.

Bakken i baggrunden vidner om at åen her falder, og det gav også vand nok til Græse Mølle. Vest for Frederikssundsvej er der 10 vandtrappetrin.

Kært barn, mange navne

Åer har det med at have flere navne, alt efter hvad de lokale har brugt af betegnelser gennem tiderne. Og således er det også tilfældet med Græse Å som på andre strækninger kaldes Kedelsø Å og Langsø Å. Kedelsø Å og Langsø Å blev i 1951 optaget som amtsvandløb i Græse Å. Dette afsnit har jeg tidligere dækket fra Slangerup, så dagens etape går fra Frederikssund til Slangerup. Men i grunden er den samme å med en længde på lidt over 15 km, hvoraf kun 50 meter er rørlagt ved Krogenlundvej efter at man frilagde åen i 1994. Selve oplandet er 33 km2.

Åen ved Græse Mølle vidner om fordums storhed da fosset var kraftigt nok til at drive mølledrift. Her er der 10 vandtrapper. På denne strækning ser åen ganske velplejet ud, ligesom helt til Slangerup.

Åen (eller åerne) fik op til midten af forrige århundrede lov til at være å. Indgreb i dem var beskedne. I 1912 blev den uddybet, i 1952 blev Kedelsø Å og Langsø Å reguleret. Frederikssund Kommune har udarbejdet et Regulativ for Græse Å. Det er uden årstal, men formentlig fra  1990'erne.

De 1½ km mellem Græse Mølle og Åbrinken kan man ikke følge åen. Øst for Græse Mølle er der på begge sider private veje med adgang forbudt. Her sydfor åen omkring Ryegård.

Når man følger åen, vil man opdage at strømmen er ganske betydelig. Dette skyldes bl.a. at  der bliver tilledt af spildevand og overfladevand fra befæstede arealer, og fra overfladeafstrømning fra landbrugsarealer. I 1993 blev etableret en fiskepassage i form af en bassintrappe og et stryg ved Græse Mølle, hvor der tidligere fandtes et styrt, der var umuligt at passere for fisk. Den er dog svær at få øje på i dag. Men der er 10 gamle vandtrapper.

Omkring Ryegård forløber åen i et noget sumpet område. Man kan lige ane åen som en mørk streg gennem sivene. I baggrunden ses huse langs Hørupvej.

Vandtilførslen

Græse Å modtager spildevand fra rensningsanlægget Lynge samt Slangerup Rensningsanlæg, hvorfor en meget stor del af sommervandføringen udgøres af spildevand. Vandkvaliteten er derfor til tider meget dårlig og vandstanden meget svingende. Der forventes i den kommende periode en udbygning af regnvandsbassiner i oplandet til vandløbet.

Egentlig ligger Lindbjerggård næsten 2 km fra åen, men der ser da idyllisk ud, og der er ganske enkelt områder man må opgive at følge åen og i stedet bruge landeveje som fx Græsevej.

Vandværker

Vandværker er både godt og skidt for åen. Godt fordi det hele så ikke bliver pløjet op, skidt fordi vandværker dræner området. I Græse Å’s opland blev der i 1992 i alt indvundet omkring 4,0 mill m3  grundvand til almene vandforsyningsformål. Størsteparten gik til 3,1 mio m3  Københavns Vandforsynings kildeplads ved Hørup. Det primære grundvand blev sænket 5-10 meter som følge af vandindvindingen, så der blev 1993 indgået aftale om at nedsætte indvindingen på Hørup kildeplads til maksimalt 2,5 mill. m3  pr. år.

Ad Åbrinken har man igen kontakt med åen, der her forløber tværs gennem billedet. Området mellem åen og stien bevogtes af farlige dyr. På den anden side gården Christianshvile.

Siden begyndelsen af 1950’erne er Græse Å blevet nivelleret og reguleret efter bestemmelser om bundbredde, fald og anlæg. Selv om det er svært at se åen, så kan man dog prøve at trænge igennem urskoven flere steder for at se åforløbet. Mine stikprøver viste at dette ser pænt ud, uden tilvoksning. I hvert fald helt ind til Slangerup. Og jeg fandt såmænd da også en enkelt, lille frø.

Mellem Hørup Skovvej og de 700 meter til HOFORs kildeplads er der ufremkommeligt terræn. Ofte breder ådalen sig ind på markerne og man må gå en omvej gennem meterhøj bevoksning. Sine steder overstiger det hovedhøjde, og generelt når det til brystet.

Miljøvenlig vedligeholdelse

Græse Å er reguleret i hele sit forløb, men den fysiske variation i vandløbet er dog ganske god på grund af flere års miljøvenlig vedligeholdelse. Profilet er på adskillige strækninger begyndt at udvikle overhængende brinker, dybe høller og stryg. Samtidig er vandløbets forløb blevet mere bugtet.

Åen syd for kildepladsen og tæt på Speedway-banen. Her langs kildepladsen ser det ud til at beplantningen har bredt sig. Det anbefales at bruge kildepladsens sti. Den sydlige bred er på dette stykke nærmest ufremkommeligt uden machete.

Det første regulativ for Græse Å fra 1882 var et fællesregulativ med en række ”almindelige bestemmelser” suppleret med bestemmelser for de enkelte vandløb. Disse bestemmelser er dog af overordnet karakter. Bundbredde, fald og anlæg angives kun omtrentligt og omfatter lange strækninger. Siden er der sket en masse. Landsbyer er vokset til byer. Landbrugsarealer er gået fra ekstensivt til intensivt. Vandværker har drænet jorden. Industrier hældt giftigt spilde vand i åen.

Mellem Hauge Møllevej og Birkemosevej i Slangerup har man forsøgt at genskabe noget af ådalens engagtige karakter.

Og nej, man kan ikke sejle på Græse Å, måske tage en tur med gummistøvler. De høje skrænter langs åen vidner imidlertid om at der har været mere vand. Måske har man endog kunnet sejle her for generationer tilbage. Men efter det forgangne århundredes intensive brug af åen ser det ud til at det moderne menneskes krav om rekreation måske vil skabe liv i åen igen.

Ruten

Lidt svær at beskrive. Man må improvisere. I kilometer er der ca. 13 kilometer, men det er absolut strabadserende terræn, så det er sværere end kilometertallet lader ane.

Høvelte-Sandholm-Sjælsmark Øvelsesplads - og FLD 531

I fodsporene på det danske miltær fra 1. verdenskrig, over den kolde krig til moderne raketkrigsførelse

Øvelsespladsens flotteste udsigt er efter min mening Søbakke ca. ½ km øst for Sandholm. Herfra kan man mod øst skue ud over Sjælsø og mod nord (som fotoet viser) over det kuperede landskab af slette og overdrev. Vejene er også bedre for vandrere her (se fotoer senere i indslaget).

Vest for Sjælsø ligger et 533 ha stort militært område. Heraf er 67,9 ha skov. Og man er velkommen til at færdes i det overalt på visse dage som man kan få oplyst hos Forsvaret. Der er også en udmærket folder med et detaljeret kort. Området bruges primært af Den Kongelige Livgarde, sekundært bl.a. Hjemmeværnet og Politiet. I hele juli måned er der åbent for publikum i dagtimerne.

Historisk kort over området fra før militæret rykkede ind. Heraf fremgår vejsystemet, højdeforskelle, hvilke naturområder, marker mv. der var i området.

Visse områder er der dog ikke adgang til, det er Garderkasernen, Sandholmlejren, samt skydebaner, løbebane, motorgårde. Men naturområderne er frit tilgængelige. Området består mest af slette, eng og overdrev, men der er klatter med krat, skov, små søer og mose. Af dyr er der bl.a. råvildt og ræv, samt enkelte egern og grævling. Dertil kommer 75-80 forskellige ynglende fuglearter, padder og krybdyr (grøn frø, snoge mm), Ligesom mange interessante insekter og biller. De 3 mindre skove er Høvelte Fredskov, Ellebæklund og Frimærkeskoven. Man har beplantet hist og pist. Og store arealer er tilgroet med krat, på de tørre overdrev tjørn, slåen og eg, på de fugtige lokaliteter pil og birk. Hertil kommer vandløb med tilløb til Sjælsø (Degnebækken, Ellebækken, Drabækken, Marens Rende og Kajerød Å) samt mindre søer og vandhuller.

Udsigt mod øst fra Søbakke. Her toner Sjælsøs nordlige bred frem, og man ser ud over engarealet nedenfor bakken.

Militærets indrykning for over 100 år siden betød på sæt og vis at området på den ene side blev "fastfrosset" som landskaber nu så ud dengang, på den anden side fik lov til at udvikle sig hvis ikke landbrug, byer mv. havde forandret landskabet. Området har siden fungeret som spredningsområde for dyr og planter til den omkringliggende, mere intensivt benyttede natur. Efter militærets overtagelse fik  arealerne lov til at udvikle sig mere "naturligt" og fungerede altså som et eksperimentarium for hvordan landskaber i Danmark kan have udviklet sig uden landbrugets indflydelse. Det ældste endnu eksisterende landskab er Høvelte Fredskov som ses på det gamle kort. Her har været skov siden 1500-tallet, måske længere tilbage.

Isen smelter

I istiden under "Vendsyssel-Gribskov fasen," for ca. 16.-15.000 år stod isranden umiddelbart nord for øvelsespladsen. I takt med isfrontens tilbagerykning og afsmeltning over Sjælland, efterlod den næsten nordsydgående isfront et jævnt kuperet morænelandskab. Efter isen rykkede så fortidsmennesker ind. Men fortidsminderne er for længst jævnet med jorden da man anlagde kaserner og veje.

Et tredje vy fra Søbakke, denne gang mod sydvest fra toppen af bakken. Og ud over overdrevsområdet.

Landbrug

Efter fortidsmenneskene blev der indtil 1910 drevet landbrug på arealet. I den ekstensive driftsform som var den måde man drev landbrug indtil 1950'erne. Rester fra det ses i form af sten- og jorddiger i det sydøstlige hjørne. Sandholm var 1663-1749 en noget tarvelig gård, indtil Thurah i 1763 bragte det op på et betydeligt niveau. På gamle kort kan man endvidere se at Høvelte hed Luserød formentlig opkaldt efter Lucius eller Lucia. Navneskiftet skete i 1923 efter adskillige håne-angreb Digteren P. Sørensen-Fugholms vise Oh Luserød. Og i forbindelse med et kvindemøde i 1895 nævnes i en mandschauvinistisk sang:

Danmarks Kvinde - o, hvor er Du sød.
Fra Nymindegab til Luserød!

Navnet blev nu kun spøgefuldt holdt i hævd af Danske Livregiments Løjtnantforening gennem deres blad Luserød Tidende, som udkom  fra ca. 1959 og i hvert fald til 1988. Som Luserup var der kun ganske små landsbysamfund, fx Slutterup. Nord for øvelsesområdet ligger ejendommen ”Lille Slutterup”. Den har været fredet siden 1973. Ejeren ejeren, urmagermester Ole Mathisen ville frede uden nogen form for erstatning. Jeg kunne nu ikke se ret meget fra landevejssiden.

Der var landbrug i århundreder før der var militært øvelsesområdet. Længst mod nord ligger Bakkegården. Helt tydeligt forladt. Jeg får denne fornemmelse af "endelig fred", en sær frygt blandet med vemod over de familier som gennem tiderne har boet og arbejdet der. Med alt hvad det indebærer af håb, skuffelser, lykke, desperation og andre af livets fundamentale følelser.

Miltæret rykker ind ...

I 1910 købte staten købte 320 tdl. af Høveltegårds jorder og anlagde 1910-1912 Høveltelejren (Høvelte Kaserne) med øvelsesterræn og skydebane. Resten blev udlejet til græsning. Kasernen var sommerlejr for en rekrutbataljon. Omkring 1946 blev øvelsesarealet udvidet mod nord til Sjælsmarkvej. Ligeledes opkøbte staten 1910-1912 jord fra Sandholmgård og opførte Sandholmlejren. Den var 1919-1985 for Den Kgl. Livgarde (bortset fra da tyskerne overtog lejren under 2. Verdenskrig).

Garderkasernen er den eneste kaserne som stadig fungerer som sådan. Sandholmlejren og Sjælsmark Kaserne er begge solgt og anvendes nu til andre formål.

Høveltegård (Center for Forvaltning) har siden 1946 haft militær anvendelse. Det bebyggede areal blev dengang forøget væsentligt i form at et stort antal barakbygninger. I 1948 blev Sandholmgård opkøbt af Forsvarsministeriet, som indrettede den til brug for Den Kgl. Livgarde i forbindelse med en sanering af Sandholmlejren i 1952-55.

Bæltekøretøjerne har sat deres tydelige spor, og flere steder er det ikke sådan lige til at passere vejen. Heldigvis har der været tørt i flere uger. Ellers havde det nok været endnu værre. Vejen øst for Frederiks Sund der fører ned til Ulerne.

Sidste udvidelse af øvelsesarealet skete i 1950 med arealerne nord for Sjælsmarksvej hvor man også opførte Sjælsmark Kaserne, hjemsted 1952-2005 for Kronens Artilleriregiment, fra 1982 Kongens Artilleriregiment.

Enkelte af lokaliteterne har fået militære navne. Eller, jeg går da ud fra at PMW-søen må være noget som militæret har fundet på. Her skulle også Visneegen være. Den havde jeg så lidt vanskeligere ved at finde.

... og ud igen

I 1985 flyttede Livgarden til Høvelte Kaserne, og Sandholmlejren blev solgt til Indenrigsministeriet, der oprettede det nu velkendte asylcenter. I dag er det modtagecenter for alle nye asylansøgere. De bliver registreret af politiet. Bortset fra børn og unge under 18 år, der er flygtet alene. De ender i Center Gribskov. Røde Kors tager sig af en række basale, humanitære opgaver. Efter måneder på flugt er det typisk et måltid mad, et bad, en dyne og en seng at sove i, asylansøgerne har brug for.

Sandholmsøerne umiddelbart syd for Sandholm.

Sjælsmark Kaserne blev nedlagt 2005. Og Kongens Artilleriregiment, nu sammenlagt med Dronningens Artilleriregiment flyttede til Varde. I stedet blev der indrettet et udrejsecenter for asylansøgere. I folderen står der at naturtyperne er de naturligt forekommende i et nordsjællandsk landskab. Nu har jeg ikke været i hele Nordsjælland, men det typiske danske landskab er hvede-, raps-og bygstepperne. Dem er der også rigeligt af på dagens tur uden for øvelsesterrænet. Heldigvis er øvelsesområdet helt atypisk for dette ensformige landskab.

Udsigten ved Slutterup er med sine 63 meter et af de højeste punkter. Der er nu ikke så meget at se, men det bliver måske bedre. En kratrydningsmaskine var i gang med at fjerne bevoksningen. I det fjerne kan man gætte sig til, men ikke se Sjælsø.

Gunderød Raketbatteri (FLD531)

Til militærhistorien hører også landsbyen Gunderød 3 km nord for øvelsesområdet. Gunderød er egentlig en lidt anonym landsby som sådanne så ud før udskiftningen, det blev den nemlig ikke. Også et traditionel råstofudvindingsområde. I 2012 blev der ansøgt om tilladelse til lergravning vest for Gunderød. I området har der før været gravet ler, og de to småsøer vest for Gunderød er et resultat af det. Arkæologer fandt nogle få kogestensgruber og spredte stolpehuller, men de gav ikke anledning til videre udgravninger.

Raketbatteriet er stadig militært område, og kan ses på land afstand når man komme syd fra Gunderød ad Gunderødvej. Raketterne er vist for længst væk. Men der ser ud til stadig at være militær aktivitet i området og der er adgang forbudt.

I dette landområde var der under den kolde krig og frem til 1981/83 der installeret 4 dødbringende raketbatterier rundt om København. Hver udstyret med 12 skudklare NIKE Hercules luftværnsmissiler. De kunne udrustes med nukleare sprænghoveder på 12 Kt. Foruden i Gunderød var de opstillet i Sigerslev på Stevns, i Tune ved Roskilde og i Kongelunden på Amager. Det i Gunderød fungerede fra 1960 med det kryptiske navn FLD531 (FLD=Flyver Detachment). Mandskabet var indkvarteret i Sjælsmark. Batteriet bestod af et kontrolområde og nedgravede affyringssektiooner med Nike Hercules raketter og Ajax-raketter. Resterne af raketbatteriet ligger der stadig, se et billede af det.

Donse og Fredtoften

På vej til bussen gik jeg ad den ca. 2½ km lange Donsevej forbi Donse Avlsgård. Det er et meget smukt område, ligesom gården også er ret særpræget. Ganske imponerende størrelse. Der avles heste der. Se nedenstående link til Fredensborg Kommune for flere fotoer fra det sted. Desuden kan man også hvis man har lyst og kræfter gå en lille omvej gennem området Fredtoften, syd for Fredtoftevej lidt vest for Helsingørmotorvejen. Det er et stærkt kuperet område med en enkelt udsigt.

Fredtoften med amfiteatret. En lille park med en sti langs Donse Å. I Fredtoften kan man desuden finde en udsigt over Stasevang..

Ruten

Jeg fulgte nogenlunde en rute midt gennem øvelsesområdet fra syd til nord. Med mange afstikkere ud i terrænet. Dernæst til Slutterup, Gunderød og Fredtofte. Vejene her er perfekte til vandring med minimal trafik. Alt i alt vel 16 km.