Kagsmosen fuldmåne-midsommer

Der er midsommer hvert år og fuldmåne cirka en gang om måneden. I år falder de to begivenheder sammen

Vestvoldens anlæg. Ænderne overnatter på batardeauet, skulle jeg hilse og sige. På alle flygter de skræmt da jeg støjende og natteblind bevæger mig ud på dem.

Når to så forholdsvis "store" naturbegivenheder falder sammen, så er det vel en lille nattevandring værd. Og der er oven i købet fint vejr. Skyfrit og behagelig temperatur. Nu bliver jeg en anelse overrasket (for ikke at sige skuffet). Måske også lidt flov over ikke at have husket at fuldmånen jo altså står temmelig lavt på dette tidspunkt af året. I min erindring husker jeg stadig den klare vintermåne som står højt på himlen.

Lav fuldmåne over Husum Station. Øjet opfatter himlen som mørkeblå her, men linsen får en flot dybblå farve på. Et af de bedste steder på denne tur hvor man får et indtryk af månen.

Kagsmosen er et godt sted at opleve mørket. For der er ikke lys på stierne. Og skæret fra huse og gadebelysning er langt væk. Nogen stjernehimmel er der dog som overalt i metropolen ikke tale om. Dertil er genskæret for den pragtfuldt oplyste storby alt for stort. Og selv på dette fremrykkede tidspunkt på dagen lyder Motorring som en rockkoncert. I hvert fald over den del af mosen som ligger tættest på.

Kamera og øje

Fotoer er en dårlig kompensation for at gå turen selv. Videoer vil måske være bedre. Men lugte og hvad man ellers sanser kommer ikke med. Og det gælder især for natfotografering. For mens dagfotografering nogenlunde afspejler det som øjet ser, er det helt anderledes om natten. Øjet kan godt finde ud af at fokusere på bestemte ting. Men det kan et kamera ikke. Det kompenserer bare ved at hvis billedet skal blive skarpt, må der længere lukketid til. Og så opleves motivet meget anderledes.

Solen er gået ned. Men kameraet lukker stadig rimeligt hurtigt. Her er et vy over mosen umiddelbart efter solnedgang....

Der går vist et kvarters tid før øjet helt vænner sig til mørket. Men så går det egentlig meget godt. I hvert fald så længe man holder sig til stierne. Og selv om øjet vænner sig langsomt til mørket, er der dog grænser for hvor meget. Heldigvis er parkvæsenet begyndt at rydde stier ud til mosekanten. Både af hensyn til mennesker, men også af hensyn til fuglene så de kan komme op på bredden.

... og sådan ser det ud senere hvor natten er mørkest. Taget på høj lukkehastighed (4 sekunder, mener jeg). Kameralinsen "vænner" sig til mørket ved at lukkehastigheden ændres. Samme foto ca. en time senere hvor mørket er på sit højeste.

Dyrelivet

Mens mosen om dagen summer af liv, så er de fleste gået til ro, og der er ikke meget at se. til gengæld en del at høre. For fuglene er betydeligt mere skræmt om natten end om dagen. Jeg er faktisk også det eneste menneske de ser på denne nat på dette tidspunkt. Jeg kan se striberne i vandet når de rædselsslagne flygter ud til sikkerheden i midten af mosen. Enkelte natsværmere er eneste insektliv.

Kun svanerne er nogenlunde trygge ved min tilstedeværelse. De kigger godt nok, trækker lidt væk og grupperer sig beskyttende om de to unger. Alle andre svømmefugle er trukket ud på øen i midten, eller flygter forskræmt ud under den mørke bevoksning.

Mørket ændrer sanserne

Moser har traditionelt betydet mystik, det bundløse dyb, tågen osv. har indgydet mennesker gennem årtusinder med årvågenhed. Men så stor er Kagsmosen så heller ikke, og mystik er der ikke noget af. Faktisk er der ganske parkagtigt, selv når man vover sig ud på de nye og næsten overgroede træflisstier.

Mosen ligger mørk hen. Den ensformige rockkoncert fra Motorring 3 høres selv i hvad man om dagen synes er mosens stille område. Til gengæld er duftene da helt forrygende.

Når synssansen bliver begrænset, træder andre sanser i funktion. Høresansen og lugtesansen som de mest fremtrædende. Men høresansen hjælper i grunden ikke så meget i Kagsmosen. Den gør bare at man kan fornemme drønet fra Motorring 3 på steder i mosen hvor man om dagen faktisk slet ikke lægger mærke til den. Åbenbart fordi synssansen har lagt en dæmper på høresansen om dagen.

Endnu et skud af mosen. Den ligger helt øde hen nu. Fuglene er gået i skjul. Daginsekterne gået til ro. Kun natsværmerne flakker lydløst om.

Men til gengæld er lugtesansen stærkt. Der dufter overalt, vidunderligt. I starten mener jeg at det må være duggen som forstærker lugtene. Men det er formentlig omfordelingen af sanserne der er trådt i aktion. Eller er det bare fordi duggen får blomsternes lugt helt vidunderlig.

De blege rester af solen anes mod den kunstige bakke ved det nye oversvømmelsesanlæg ud mod Herlev. En enlig cyklist er eneste anden besøgende denne nat.

Fugten begynder at sætte si. Ikke bare på tøjet, men også på kameraet. Så det er tid at vende hjem igen. Jeg snupper lige en tur fra Jernbanestien op langs Vestvolden på vej op mod Frederikssundsvej langs de tre batardeauer. De ligger der helt fredfyldt. 

Vestvolden by night

Nogen skulle måske mene at mørkelagte fæstningsanlæg egner sig til en gyserfilm, men egentlig ikke. Så skal der i hvert fald andre effekter på. De ligger egentlig der i mørket, næsten lidt forskræmte, måske af træerne som læner sig u-hy-y-y-geligt ind over dem. Ænderne har fundet en hvileplads der for natten. På alle tre. Og jeg har næsten ondt af at forstyrre deres fred og ro. Men det er eneste mulighed for at få fast grund under kameraet til et 8 sekunders skud.

Fuldmånen giver ikke meget lys til batardeauerne. Faktisk aner jeg dem slet ikke. Anbringer bare kameraet på gelænderet og holder vejret. Og skyder i blinde. Først da jeg kommer hjem, ser jeg at der har været lys nok til dette foto.

Ganløse-Mølleåen-Værløse

Masser af dyre- og fugleliv, skov, stejle skrænter langs tunneldale, åbne landskaber og mystiske moser - og så da også lidt Mølleå - er hvad dagens tur byder på

Tunneldalen mellem Ganløse og Ganløse Eged skimtes over the hill og i baggrunden Ganløse Eged. 

Det er mere end 3 år siden (31. maj 2013) jeg sidst har gået denne smukke rute. Jeg valgt at gå nogle alternative veje denne gang for at se ruten fra andre synsvinkler. Bl.a. var stien fra Ganløse gennem tunneldalen til Ganløse Eged sidste gang godt mudret i bunden af dalen hvor der går en bro over en vandrende. Men flere ugers tørke har gjort at stien i dag er ganske tør og kun bærer præg af at det ikke skal regne alt for meget før man bør tage sine forholdsregler hvad angår fodtøjet.

Et kik den anden vej, fra Ganløse Eged mod syd fra højderne i Ganløse Eged.

For de tre kilometer fra Ganløse til Bastrup Sø går gennem et meget varieret, kuperet landskab. Der er to gode udsigtspunkter på vejen, og især opstigningen til Ganløse Eged er flot dramatisk. Man kan gå hele vejen til Bastrup Sø inde i skoven, blot man er opmærksom på den lille trampesti der fører op til Bastrupstien. I dag holder Stenløse Skovbørnehave pause mens jeg passerer, men ellers er området stille og fredeligt.

Bastrup Sø. En dag som denne summer det af sol over engen. Masser af insekter (ingen myg, heldigvis), som guldsmede.

Bastrupstien går langs Bastrup Søs nordside. Søudsigten opleves i glimt, der er Bastrup Ruin (som jeg dog hurtigt gik forbi denne gang da jeg var oppe på den sidste gang). I dag lægger jeg mere mærke til den halve kilometer langs moseområdet øst for søen. Her har fuglene gang i en helt fantastisk koncert. Og minder mig om at nu må jeg altså snart få alle de forskellige fuglestemmer lært. Visuelt er udsigten måske ikke den bedste, men for ørerne er det en fryd at gå gennem området. Måske skulle jeg overveje at lave lydoptagelser til webloggen

Ådalen omtrent ved Nyvangsvej. Man kan tydeligt se hvor åen forløber i bunden af dalen (uden dog at kunne se den). Smæklågen i højre hjørne leder ind til kvæget.

Der er ikke meget at se til Mølleåen på denne strækning. Egentlig heller ikke selve ådalen, området er relativt fladt. Men ved Ganløse Ore går man op på skråningen, og herfra har man en storslået udsigt over ådalen. Åen er stadig skjult af siv og anden bevoksning et eller andet sted i dybet.

Kotræning vest for Kledalshus. Køerne er noget af det mest flegmatiske jeg har oplevet. Og siden sidst (for 3 år siden) har jeg set frem til at bevæge mig tæt på dyrene med de drabelige horn efter at have læst og hørt at det nok er de bedste dyr at træne på af vænne sig af med ko-skræk.

Ko-træning

I dagens tur er også indlagt noget ko-træning. Forstået på den måde at jeg forsøger at overvinde min angst for køer, og de fredeligt langhornskvæg som går rundt i området er udmærket at træne på. De har godt nok lange horn, men til gengæld er de totalt ligeglade med ens tilstedeværelse, modsat de almindelig ko-racer. Denne gang går jeg faktisk helt hen til dem, og stiller mig op. Jeg vover dog ikke at gå gennem flokken, selv om de spærrer hele stien, men vælger at gå en kort rute forbi. Træningen kan anbefales andre med ko-skræk, så kan man jo gå videre til mere "nysgerrige" ko-racer senere. Kvæget er siden 2015 forment adgang til visse græsningsarealer om sommeren for at give sarte planter tid til at så frø

Ådalen lidt vest for Kledalshus. Området afgræsses af kvæget for at forhindre at det hele gror til i krat og skov.

Helt opstemt over den vellykkede ko-træning (men også lettet da jeg smækker smæklågen i på vej til Klevadshus, sker der et eller andet da jeg krydser åen ved Kalkværksvej. For der er noget galt med mit kort, stien der skulle gå ned mod åens nordlige side er der ikke, i stedet er der en afspærring, og mine overvejelser om at gå en omvej ad Hestetangshuse tager sig selv: Vejen fører ganske enkelt derhen.

Broen ved Kalkværksvej, næsten i midten af billedet. Et af mange flotte områder man kommer igennem ved at passere ådalen.

Hestetangshuse

Og det er bestemt ikke en dårlig ting. Hestetangshuse var engang arbejderboliger. Nu er det mre luksusvillaer. Men byggeriet giver stadig mindelser tilbage om dengang husene opfyldte deres oprindelige funktion.

Ved Kalkværksvej. Det er heromkring man skal være opmærksom på hvor stien fortsætter. Men det gør ikke så meget, finder man ikke den sydlige sti, kan man fortsætte til Hestetangshuse, og øst for passere åen for at komme på rette sti igen.

Der er et lille gadekær med ænder øst for Hestetangshuse, og her går der en lille bro over til stien igen. Formentlig skulle jeg have taget en anden rute ved Kalkværksvej, for jeg kan se at stien kommer derfra. Åen er blevet nået bredere på dette sted, og der er også ved at komme mere pondus over løbet.

Et af de mere idylliske huse med stråtag i Hestetangshuse. Der er mange forskellige slags huse, gule, med tegltag mm. Alle godt istandsat og formentlig ikke til at købe for almindelige mennesker.

Sortemose

Tæt på Farum Så havde jeg valgt at gå med syd fra Gedevase Bro langs Sortemoses vestside. Dvs. forlade Mølleådalen. Der går en blind vej langs mosen, og næsten for enden af vejen er der en stejl sti som leder op på skråningen. En ny skyggefuld oplevelse og masser af udsigt dels over bebyggelsen nedenfor, dels af den lyse bøgeskov. Ved Skovhave Hus igen østpå gennem Præsteskov og oldtidsstien.

Mølleådalen ved Gedevase Bro. Sortemose breder sig sydpå, og er bestemt værd at gå langs denne særprægede natur.

Oldtidsstier.dk

Efter Sortemose går man ind i Præsteskoven og ad Oldtidsstier. Ved pæl nr. 15 er en langdysse hvorfra man kan se de forskellige oldtidsveje (hulveje) engang gik. Og selv nu flere tusinde år efter er de stadig synlige. Runddyssen lå ved et af de betydeligste vejkryds i oldtiden.

Sækken. Der gror elletræer mm i den. Men det er bedst at beundre den fra sikker grund. Det er ikke sikkert at bevæge sig ud i den.

Når man passerer pæl nr. 12 Runddysse i Ryget Skov er det første man tænker at her er der nogen der har forsøgt at efterligne en stenalderdusse. men den er god nok, omend den er stærkt restaureret. Gravkammer med overligger og nogle få randsten er originale. Længere mod øst ved pæl nr. 13 bør man lige gå et par meter væk fra stien for at kigge ud over det særpræde område Sækken, en lille tunneldalsarm fra Mølleåen og Farum Sø. Man bør dog afholde sig fra at vove sig ud i den. Man risikerer at dumpe ned i 25 m tørv. Og så måske fundet om flere tusind år som moselig.

Ruten

Ganløse Kro. Bastrup Sø, vestre side. Bastrupstien. Mølleåatieen til Gedevase Bro. Sortmosen. Skovhavevej. Præsteskovvej. Sækkedam Hus. Sækken. Værløse Station. Ialt 14 km

Den Sydlige Riviera: Greve - Hundige - Vallensbæk - Brøndby Strand

Bag Strandparkerne florerede i nogle få årtier drømmen om det idylliske strand- og campingliv i den frie natur

Et typisk vy af strandene syd for Hundige. Her Greve Strand mod Mosede Havn: Et pænt stykke med sand, strandbevoksning, og bag det villaer. Det var formentlig sådanne strande som københavnerne i større stil begyndte at cykle ud til i weekenderne fra 1920'erne.

Fritidslivet som massefænomen og som vi kender det fra strandparkerne fra Brøndby til Køge er under 100 år gammelt. Og meget forskelligt fra sit udgangspunkt. Næsten symbolsk er Gl. Køge Landevej i virkeligheden ikke særlig gammel. Den erstattede i 1934 den "oprindelige" landevej, to ufremkommelige hjulspor der lå længere inde i landet. Gl. Køge Landevej blev anlagt med cement. Grundene langs stranden var værdiløse set med landbrugsøjne. Og fra Store Vejleå til Køge var der nærmest øde. Undtagelser er fx huset på Gammel Køge Landevej 710b (1885).

Dette hus skulle være en af undtagelser til at der var totalt øde i området før 1950'erne. Nu er residerer Manolo i bygningen fra 1885. Og det ser nu også ud til at den har gennemgået adskillige renoveringer siden dengang.

Tidligere har Vandringsløse Tidende gennemtravet kyststrækningen fra Køge til Mosede Fort, og fra Vallensbæk til Dybbølsbro. Det følgende lukker hullet mellem disse.

Store Vejleås udløb er pakken ind bag Strandparken ved Ishøj Havn, men til gengæld har Olsbæk bevaret sit gamle udløb, så måske her det også set sådan ud ved Store Vejleå engang. Olsbæk er et af pejlepunkterne hvor man kan se hvor på stranden man er. Broerne er et andet godt pejlemærke.

Kroer langs kysten

At rejse til Køge kunne være en langsommelig affære, faktisk en hel dag. Derfor var der undervejs en del kroer. To af dem eksisterer stadig, omend forandret. Køge Bugt Kro var oprindeligt startet som afholdskro i 1921, men allerede i 1924 fik grundlæggeren (Lars Pedersen, hvis efterkommere stadig ejer kroen) alkoholbevilling. Her kunne man også få sig en is fremstillet på kroen, senere fra Solbjerg Mejeri. Kroen ser i dag noget anderledes ud, den er både blevet ombygget og udbygget af flere omgang i 1950, 1962 og 1966.

Greve Strandkro - Strandhotellet - er stadig en statelig bygning som den ligger der ved Greve Strandvej med en lang kile med græs og sti direkte ned til stranden. Der er børnevenligt - man skal ca. 100 meter ud for at nå en dybde på over 1 meter, og hvis man foretrækker 2 meters dybde, må man 150 meter ud. Vandkvaliteten er ikke helt i top, men dog "god".

I 1926 - startede Greve Strand Kro, eller Strandhotellet på en grund udstykket fra Pilegård. Allerede 3 år efter måtte den udbygges til dobbelt størrelse med restaurant og krostue. Og en anlægsbro blev anlagt til de lokale turistfærger. Med cementbelægningen på Gl. Køge Landevej kom er for alvor gang i omsætningen. Ikke kun af endagsturister, men også pensionsgæster, fester og arangementer, generalforsamlinger, bl.a. i den Kinesiske Sal fra 1935. I 1937 kom der sågar en biograf. Denne blev dog udskilt fra hotellet i 1948. Under besættelsen blev hotellet desuden et yndet sted for københavnerne, der led under mørklægningen af hovedstaden, samt for tyskere, der var gået under jorden. I 1950'erne underholdt bl.a. Dirch Passer på kroen. Men så skiftede kroen som så mange andre af slagsen karakter. I 1973 blev den solgt til kommunen, hvis forpagter senere købte den fra kommunen og i 1987 blev omdøbt til Greve Strand-pavillon. Indtil 1994 hvor en ny ejer fik den istandsat og ført den tilbage til sit gamle udseende. Og igen skiftede navn, denne gang til Greve Strandkro. Samt skiftede hyppigt ejer, den nuværende overtog kroen i 2013.

På mit kort stod der Hundige Kro på denne adresse ved indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Men alle tegn på det er forsvundet, og nu står der kinesisk restaurant Jin Jiang. BBR-registeret siger 1935, så mon ikke der engang har været liv og glade dage med gæster fra campingpladsen?

For andre kroer blev anlægget af Køgevej fatalt. Fedtekroen i Vallensbæk (nuværende Gl. Køge Landevej 794). Den oprindelige ejendom nedbrændte i sidste halvdel af 1800-tallet. Den var dog ikke kro i samtlige år, men fungerede som gård, gartneri og købmandsforretning. Desuden var ejerne i campingturismens spæde barndom indremissionske. En senere ejer var aktiv modstandsmand og blev ved en fejltagelse skudt på befrielsesdagen 5. maj 1945 (mindesmærke ved Park Alle 55 og på hjørnet af Skolevang og Strandskolevej ved forsamlingshuset, samt Brøndbyøstervej 101). På adressen ligger nu en snedkerforretning, og der står Nygaarden anno 2002 på gavlen. Der er noget rod med vejnumrene som skifter fra Brøndby til Vallensbæk, og jeg har ikke kunnet finde den BBR-registret.

Gammel Køge Landevej, på dette stræk nu omdøbt til Hundige Strandvej er i dag en stærkt trafikeret 4-sporet vej. Taget lidt nord for Hundige Familiecamping. Til venstre ligger "Barney's" og i det Køge Bugt Kro.

Det samme gælder Jægerkroen (1834 brændte genopført 1905) i Ishøj. Her var der skydebane, grundlovsmøder, dans. Den kom til at ligge uhensigtsmæssigt for den nye vej. Landevejen blev rettet ud, og kroen fik ryggen til vejen. En overgang klarede en kreativ kroejer sig med adskillige iøjnefaldende blikfang, men den brændte 1975 og blev aldrig genopført. En overgang var der 8 hytter til campister. Andre hedengangne kroer var Lopholms Kro, Nissekroen og Skillingskroen.

Camping opstår

Det er vel meget naturligt at her tæt på hovedstaden blev anlagt Danmarks ældste stadig eksisterende campingplads. Ferie er et fænomen som opstod i starten af forrige århundrede. I årene 1919 til 1934 steg andelen af organiserede arbejdere der holdt ferie fra ca. 20% til 47%. Den betalte de selv. Det var først i 1938 med Ferieloven at de fik ret til først ni dages ferie med løn, fra 1940 tolv dage. Det var altså "fattigrøvsferie" for "proletariatet". Det ry havde camping såmænd også i 1960'erne hvor jeg voksede op. Sådan er det så ikke længere i takt med at der er gået penge i foretagendet og det er blevet en kæmpeindustri.

Indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Det kan godt være den er hyggelig, men meget er der vist ikke tilbage fra pionertidens ry som "utugtsanstalt". Bortset fra en plade der er skruet fast på receptionen hvor der bl.a. står "Lejrklubben for Danmark 1926-2003"

Det er helt i modsætning til starten. I 1920'erne var der stadig masser af natur hvor man på sin cykel med sit hjemmelavede campingudstyr kunne tage hen og overnatte i et primitive telt. Eventuelt på græsmarker eller små lysninger i skoven, som i princippet blev drevet af en landmand eller campisterne selv. Sådan foregik det i starten på Hundige Strand Familiecamping fra 1926 som ifølge deres hjemmeside om campingpladsen er Danmarks ældste eksisterende campingplads. Det var starten på det som i dag kendes som Dansk Camping Union. Først i 1928 fik den dog sin nuværende placering. Der er mindst 3 restauranter ved pladsen i dag, samt flere (fx Barney's) i kort gåafstand.

Kogræsserforening. "Rentacow". Der er mening med galskaben. Køerne holder vegetationen nede, så de sjældne strandenge kan fortsætte med at eksistere. I deres gødning lever gødningsfluer og gødningsbiller - de æder løs af fluelarver - og skarnbasser. Vadefugle og ænder har vidt udsyn til deres fjender.


Pludselig fik bønderne øje på en ekstra indtægtskilde fra de ellers værdiløse strandgrunde: De kunne opkræve campinggebyr mod at der blev gjort ren, adgang til vand, fjernelse af affald, osv. Hvad de så ikke havde regnet med var at campisterne var der for at slå sig løs. Bønderne var magtesløse mod horderne af fulde folk og hvad der var værre (usædelighed). Ikke nok med at de holdt sig for sig selv på pladserne, de dukkede også op i badetøj hos de lokale købmænd, dinglende fulde på cykler osv. Ikke underligt at en militærperson, ritmester Lemcke prøvede at få styr på det. Det var ham der lejede strandgrunden ved Karlstrup Strand (nu Karlstrup Strandpark). Han fik afspærret området og opkrævede entre. Lejrklub Danmark lejede sig ind hos Landmand Jens Peter Hansen i Hundige i en sandgrav mod betaling for ophold og overnatninger. Til gengæld hjalp han med dagsrenovationen der blev brændt på pladsen.

Lidt syd for Hundige Havn går strandene fra at være naturlige strande over til at være kunstigt anlagte strandparksstrande. Det forekommer mig at der er endnu mere lavvandet her end længere sydpå. Måske boltrede sælhunde sig her på bankerne for 200 år siden, i hvert fald hvis man skal tro tidsskriftet Politivennen fra 1808.

I mellemtiden havde man døbt klubben om til Lejrklubben for Danmark med det udtrykkelige formål at skabe en virkelig landsdækkende organisation. Slogan: ”En lejrsportsmand er altid en Naturfredningsmand”. Vi lader dette stå et øjeblik, lukker øjnene og sender tankerne i retning af hvordan lejrlivet senere har udviklet sig, og undlader at kommentere.

Badeanstalter

Strandbeklædning var noget det finere borgerskab gik med fra 1890'erne. Men i 1930'erne opfandt man badebukserne - og en todelte badedragt for kvinder. Fra at være et helsefænomen blev badning hurtigt et forlystelsesfænomen. Hvilket også smittede af på badeanstalterne som havde deres glansperiode i 1940'erne og 1950'erne: Før 1947 have man anlagt “Badeetablissementet Neptun”. I 1950’erne var den blevet samlingspunkt for sommergæsterne ved Brøndby Strand. Allerede omkring 1960 blev den lukket af sundhedsmyndighederne.

Efter hvad jeg kan regne ud må det være i dette område øst for Grønnesti at badeanstalten Mandalay lå. I baggrunden Grønnetangen. Området ligger nu bag ved strandparken og har formentlig engang lignet sandstrandene på fotoerne ovenfor. 

Lidt længere levetid havde Mandalay fra 1949 øst for Grønnesti på Gammel Køge Landevej 775. Den holdt indtil slutningen af 1960’erne. Her gik en lang bro næsten en halv kilometer ud. På hver side var der kiosker til henholdsvis billetter og slik. Mandalay blev ikke bare brugt til badning i fritiden, men også til skolernes svømmeundervisning. Bedre gik det med Strandkiosken Mandalay opført 1947 som et lille Premier ishus, med toiletter, telefonboks og omklædningsrum. Den ligger der stadig, omend ikke i sin originale udformning. Stadig med Premier Is. Endelig eksisterede Sølyst en kort periode fra sidst i 1930'erne og har givet ophav til vejen Sølyst Alle.

Strandkiosken Mandalay er vist det eneste som  minder en om at der engang var en badeanstalt med samme navn her. til gengæld er der velbesøgt på denne dag hvor temperaturen nærmer sig de 30 grader.

Strandparken

Så noget er der dog tilbage som minder om perioden hvor arbejderne i Københavns brokvarterer fandt et åndehul med frisk luft og natur i nogle årtier omkring 2. verdenskrig. Den massive udbygning af byerne medførte imidlertid at forurening, rotter og råddent tang ødelagde strandene, og Strandparkerne blev anlagt fra 1979. Strandparkerne blev samtidig et kystværn for bebyggelserne på de lavtliggende gamle strandenge. Og nogenlunde samtidig anlagde man de tre havne, Hundige Havn, Ishøj Havn og Vallensbæk Havn.

Hundige Havn ligner enhver af de andre havne på turen. Med alle de faciliteter som ikke blot sejlsportsfolk, men også vandringsfolket kan drage nytte af hvad angår såvel påfyldning som aflæsning. 

Der er ingen tvivl om at såvel naturstrandene som strandparkerne spiller en meget stor rolle for lokalbefolkningens rekreativitet. Og modsat fluepapirerne nord for København er der meget at komme efter for naturelskere og vandrere. En af de helt store overraskelser var fx naturstien langs Jægersøen syd for Arken. Der er masser af plads. Masser af forskellige landskabstyper. Og lidt overraskelser undervejs, som fx noget der vist er en nudistbadestrand (dog ikke skiltet, så måske bare de facto indtaget) nord for Hundige Havn.

Ruten

Greve Station. Strandene. Brøndby Station. I alt 15 kilometer.