Kagsmosen - Harrestrup Å

Naturpleje er blevet in i kommunerne. Det kan man se flere steder på denne tur.

Kagsmosens bredder er blevet ryddet for uigennemtrængeligt krat og der er anlagt nye træflisstier og bænkepladser langs bredden. Resultatet er som på fotoet. Nu mangler det bare at gro noget underbeplantning, det ser lovende ud.

Kagsmosen

Kagsmosen er en meget lille mose påvirket af larmen fra Motorring 3. Og vand var der indtil for nylig ikke så let at finde, ud over den hønsegårdsagtige plæne hvor ænderne havde vænnet sig til at blive fodret med franskbrød. Mosens kanter var tæt bevokset med uigennemtrængeligt krat, og man skulle kæmpe sig vej ud til de frønnede bænke langs bredden. Men i løbet af vinteren er der sket en masse, især i den nordlige del af mosen. Krattet er blevet fældet t fordel for nogle lunde af træer der har fået lov til at blive stående samt bløde og dejlige vandrestier af træflis. Og for mennesker har mosen pludselig fået et helt anderledes indbydende udseende. Selve turen er ganske kort, 1½-2 kilometer alt inklusive. Men nu synes det som om at mosen også kan bruges til andet end motionssti.

Endnu et foto fra Kagsmosen som viser at man nu har et meget bedre udsyn. Man kan fx se helt til huset på oversvømmelsesbassinet.

Harrestrup Å

I en periode skiftede Harrestrup Å funktion fra at være en å til at være et spildevandsteknisk anlæg (læs: kloak) og bund og sider blev beklædt med nogle rædselsfulde fortovsfliser som stadig skæmmer hele å-forløbet fra Vestforbrænding og indtil udløbet. Stien fra Kagsmosen er da også lidt ensformig, men til forskel fra for nogle år siden synes det som om beboerne har fået overtalt hundeejerne til ikke at efterlade hømhøm på stierne. Det har været en voldsom lugtgene andre gange jeg har gået her.

Harrestrup Å som spildevandsteknisk anlæg: De karakteristiske fortovsfliser, det lige, udrettede åforløb - og ikke at forglemme Vestforbrændings skorsten og trafikken på Nordre Ringvej. Endnu er der ikke hundelorte som forpester luften, så man har da lov til at håbe på hundeejernes pli.

Men fra Vestforbrænding og vest på har åen stadig bevaret lidt af hvad man må formode er sin oprindelige autencitet. Bl.a. fordi Københavns Vand, nu HOFOR gennem mere end 150 år har haft kildepladser langs den øvre å. Naturplejen er her måske ikke så tydelig som i Kagsmosen, men på begge sider af Vestforbrænding er der lavet forsøg med at få bugt med bjørneklo ved hjælp af sort plast.

Harrestrup Å som - nå ja - å. Efter Vestforbrænding for åen lov til at sno sig som den formodentlig har gjort i tusindvis af år. Det er på denne strækning at de grønne arealer bliver afgræsset af får. Dvs. nord for Ejby Mose. Det samme er ved at ske ved det "nye" område mellem Motorring 4 og Holdanvej, syd for åen. Dette område er ved at blive retableret efter motorvejsbyggeriet.

Efter Vestforbrænding kan man godt hvis man tager skyklapper på forestille sig at man er kommet rigtig ud på landet. Med grønne marker, får, høj himmel og masser af fuglesang. Glostrup Kommune har også skabt et minivanddamsmiljø vest for sommerbyen Ejby Vænge. Den viser at naturpleje er en god ting for øjet. Naturen er alligevel så ødelagt at man ikke længere bare kan lade den passe sig selv, for så gror det hele bare til med invasive arter som bjørneklo og alskens krat.

Får spiller en stor rolle i naturplejen langs Harrestrup Å. De holder kratbevoksningen nede uden at man skal bruge store omkostninger til at lade maskiner gøre arbejdet med at fjerne det. Og på denne solrige formiddag ser de ud til at stortrives.

Kildevandsløbet

Jeg har før været på sporet af Kildevandsløbet, og troede jeg havde fundet det meste. Men hvordan jeg har kunnet overså resterne af Kildevandsløbet ved Kildeplads III er lidt af en gåde. Min undskyldning er hestefoldene. Man skal bag om hestefoldene på kildepladsen for at opdage at der langs Bymoserende langs hele nordsiden af kildepladsen er nogle af de bedst bevarede rester af Kildevandsløbet. Oven i købet stadig med vand i. Dog formentlig ikke fra boringerne, men almindeligt dræn. Man kan stadig i hestefolden ane hvordan kildevandsløbet sigter mod pumpestationen i den vestlige ende og herefter syd for Bymose Rende og beskyttet af en dæmning, forløber østpå mod Harrestrup Å.

Ok, det her er måske mest for vandværksnørder. Men start til venstre i billedet, næsten helt nede, så kan man ane Kildevandsløbets forløb op mod midten af fotoet, faktisk bliver renden dybere og dybere, og ved træerne i højre side af billedet er renden fuldt bevaret. Den forløber så parallelt med Bymose Renden gennem hele kildepladsens nordlige forløb.

Hvis man følger vej med vest, syd for Harrestrup landsby kommer man til et gammelt vandanlæg, en rund betonbeholder med nogle installationer ovenpå. Det hele er groet til, men man kan se et dæksel lavet af Frederiksberg Jernstøberi på Falkoner Alle som blev nedrevet i 1940.

Fotoer er taknemmelige og ser meget idylliske ud. Motorvejen er ved at være færdig. Den forreste bro fører til haveforeningen Ågerup (ude af fotoet til højre). Og støjvolden er overgroet af agersennep som får udsigten til at se helt vidunderlig ud. Kun vejarbejdsmaskinen nederst til venstre antyder at der om få måneder vil være et trafikinferno.

Frederikssundmotorvejen

Nu er det ved at være sidste udkald for vandrere og travere til at bese Frederikssundmotorvejen før den senere i år bliver indviet, og freden er forbi. Jeg vil anbefale at man tager turen på støjvolden fra Harrestup Å og vestpå. Volden er meget høj og man har et glimrende udsyn over dels byggeriet, dels alle de miljøer som motorvejen formentlig vil komme til at forpeste: Harrestrup Mose,  Haveforeningerne og Ledøje. Man kan håbe at der med tiden bliver anlagt en sti oven på volden. Den ville forløbe i betryggende afstand fra støjhelvedet og samtidig give et godt udsyn adskillige kilometer.

Og nu vi er ved de gule farver, så lige haveplæneejernes skræk. Men hold kæft, hvor ser det flot ud! Harrestrup Å ved Ballerup. Jeg mindes en historie om nogle japanere som var så betaget af mælkebøtter at de tog nogle med til Japan for at forsøge at få dem til at gro der i potter. Den gik ikke. Mælkebøtter gror i det miljø hvor de hører hjemme: Her!

Ruten

Kagsmosen. Harrestrup Å. Frederikssundsmotorvejen. 350 S. I alt ca. 15 km.

Utterslev Mose dyreliv

Utterslev Moses dyreliv består udelukkende af bytilpassede "vilde" dyr. Til gengæld kan man få lejlighed til at komme helt tæt på dem

I al den tid jeg har boet tæt på mosen (siden 1996) har Langholmen været et uigennemtrængeligt krat som man ikke bare begav sig i gennem uden lange bukser og sko. Men nu er det slut med det. Kun nogle enkelte træer står tilbage, og man kan frit gå rundt på hele området. Planen er at området om nogle år skal have en engagtig bevoksning. Nu får vi se.

Utterslev Mose er en af denne blogs klassikere, og der er allerede skrevet en del indlæg. Om egentlig natur kan man vel ikke tale. Snarere en kæmpepark med en omkreds på ca. 10 km. Hvis man medregner det hele: Vestmosen, Midtmosen, Østmosen og Højmosen. Fra der hvor jeg bor kan man gå langs Vestvolden, så der kommer 4-5 km ekstra på. Plus det løse.

Også området øst for Horsebakken er ved at blive ryddet. Hvad der skal være her, har jeg ikke kunnet finde noget om. Men mon ikke noget a la Langholmen?

Langholmen "genskabes"

I løbet af vinteren har naturplejere startet på at "genskabe" et naturområde der gennem 40 år er groet til med krat af bl.a. slåen, tjørn, store træer og kornelbuske. Det er Langholmen, som ligger i Midtmosen langs Hillerødmotorvejen. Der er adgang fra Midtmosens nordvestlige hjørne. Rydningen af området skal gerne med tiden føre til at der bliver et engområde og plads til en anderledes fauna og flora. På langt sigt. Man er gået grundigt til værks, og jeg glæder mig til at se om planen lykkes. For generelt ligner Utterslev Mose mere end park end et moseområde. Også øst for Horsebakken i Østmosen er der ryddet et mindre areal.

Utterslev Mose har en ret stor koloni af hejrer. Men det forekommer mig at de er blevet mere vant til mennesker. Før i tiden mener jeg at kunne huske at de ikke sådan lige var til at komme i nærheden af, uden at de fløj væk. Denne her er fra Østmosen. Se også billedet senere i artiklen.

Dyrelivet

Lige nu er der gang i ynglen, og alting er ikke helt sprunget ud, så fugle og dyr må til glæde for vandrere finde sig i at være overbegloet af de mange der bruger mosen. Selv en småkold og blæsende mandag som i dag. Men dyrene har åbenbart vænnet sig til det. Grågæs, ænder, ravnefugle og skader gider knap flytte sig. Selv hejrerne, som det forekommer mig nærmest helt påfaldende har vænnet sig til mennesker. Andre fugle som grønbenede rørhøns, lappedykkere og måger holder sig mere på sikker afstand. Især i kanalen omkring Højmosen kan man se rørhøns.

Grågæssene er vel gået hen og blevet Utterslev Moses vartegn. De bevæger sig helt ugenert, og jeg har været udsat for at de nærmest ikke gider flytte sig for cyklister når de ligger og soler sig på stierne. Ungerne skal være et kærkomment kosttilskud til gedderne, siger nogen. Det har jeg dog ikke set. Men faktum er at de største flokke som her er med næsten nyfødte. De lidt ældre flokke er betydeligt mindre.

Utterslev Mose har gennem tiderne været udsat for påvirkninger fra mange interessegrupper: Landmænd, vandværksfolk, jægere, naturfredningsfolk, ornitologer, spildevandsfolk, parkentusiaster - og i dag bl.a. mosevenner, naturplejere, grillparties, motionister, biavlere, hundeluftere, og mange andre. Og læser man som jeg lokalstoffet på internettet og papirmedierne ryger der gnubbede ord og finker af panden interessegrupperne imellem. Det gør at en tur rundt om Utterslev Mose samtidig er en vandring rundt i områder hvor disse dominerer i højere eller mindre grad.

Den store aggressivt udseende krabat i midten skal ikke være utypisk for mågekolonien som blev etableret for nogle år siden. Før i tiden havde mågerne gyldne tider med de åbne lossepladser og Storebæltsfærgerne. Men de tider er forbi. Så i dag har de fået deres egen ynglekoloni i Østmosen. Den kan høres langt væk.


Det er nok ikke sidste gang Utterslev Mose skifter udseende. Det har den gjort flere gange. Den seneste gennemgribende forvandling skete under 2. verdenskrig, hvor mosen blev udgravet og stort set fik det udseende som vi kender i dag. Med de skarpe afgrænsninger mellem land og vand, det dybe vand ud til holmene der tilsyneladende lever deres eget liv derude, et pænt stykke uden for menneskenes rækkevidde.

Lappedykkerrne er overalt i mosen, hvis eller man lægger godt mærke til den modsatte bred. Modsat ænder og gæs er de absolut ikke til sinds at omgås mennesker, andet end på behørig afstand, og i sikkerhed. Her ved broen over fæstningskanalen i Vestmosen.

Det er redebyggetid for egern. Og denne her er i gang med at vriste noget pakkegarn fri fra en gren. Reden er ved at blive bygget højt oppe i træet. Østmosen omkring Rismosevej.

Og til slut denne højre hvor jeg ikke engang behøvede at zoome ind. Den var for optaget af fiskeri. Enten har jeg bare ikke lagt mærke til det før, eller også har disse store, flotte fugle nu lige som svaner vænnet sig til mennesket. Midtmosen ved Horsebakken.

Københavns ubehagelige efterladenskaber

Advarsel: Vandringsløse Tidendes ubetinget mest kvalmende tur hidtil. Der vil forekomme detaljer som er uegnet til at læse under frokosten

Københavns indre by er bygget på et tre meter tykt lag af efterladenskaber fra de dyr og mennesker som levede inden for voldene indtil langt op i 1700-tallet. Udgravningerne ved Gammelstrand i 2014 fortæller at der er masser af organisk materiale, hestepærer, madaffald og andet. Efterladenskaber fra tusindvis af køer, høns og andre husdyr, samt ikke mindst mennesker. Desuden de forskellige forarbejdningssteder, fabrikker, affald fra slagtere, fiskeblødere, garvere.

For meget lort

Da befolkningstallet steg, var det ikke længere nok at kaste møget ud af vinduer eller døre, kirkegårdene og andre steder. Man måtte køre det væk. Høj som lav. Konge som tigger var påvirket af det, som det fremgår af tidsskriftet Politivennen (1798):

I den lille gade, der løber mellem de to palæer fra Frederikspladsen på Amalienborg til søen, er en fordybet grav, fuld af dynd og mudder. Heri står nedfældet en del pæle, der viser, at alt dette er levninger fra en gammel forfalden slamkiste, der nu ikke længere holdes hævd over... når den på visse årstider står fuld af dynd og dræk, kan søfolk og andre, hvis vej i mørke vinteraftner går forbi her, plumpe i og slå enten ribbenene eller hovedet itu på pælene, og derfor forblive liggende i den.

Indtil omkring 1750 lå dette område uden for selve byen. Fotoet er taget fra det som før den tid var strand og formentlig tæt på lossepladsen Luses Hul. Efter den tid begyndte området at blive bebygget og blev til Frederiksstaden. Hvortil også disse disse fire palæer og Marmorkirken hører. (Eget foto).

Amalienborg er bygget oven på Luses Hul, oprindeligt en del af stranden som var et yndet sted hvor folk smed deres affald. En slamkiste var en (lukket) beholder eller bassin, hvori faste stoffer i strømmende vand (spilde- og kloakvand) blev tilbageholdt og bundfældes. Hvis man læser Politivennen fra 1798 og frem er netop stanken fra efterladenskaberne et af de store ankepunkter. 100.000 mennesker boede der da i København. Og et helt erhverv var beskæftiget med at bortkøre stort og småt fra mennesker, hunde, grise, køer, høns og hvad folk ellers forsøgte at holde i husene.

Et lokum af de mere fornemme: Det ene af to i Rundetårn. Ifølge informationsfolderen kan Ludvig Holberg, Ole Rømer, H. C. Ørsted og H. C. Andersen have siddet her og måske fået sig en eftertænksom pibe tobak. Nikotin trænger i hvert fald gennem loftets kalk. Affaldet røg ned i en tilmuret latringrube, og stanken var uudholdelig på trods af at man åbnede vinduer og døre. Vandkyllende toilet fik tårnet først i 1902 og latringruben tømt for hele ni læs møg i 1921.

Natrenovationen stammede fra gårdenes gruber, hvorover latrinhusene lå. De blev kastet til og en ny gravet når de blev alt for ulidelige. Eller latrinen blev kørt til byens latrinkule på Amager, indtil 1779 inden for voldene bag Vor Frelsers kirke mellem det nuværende Sankt Annægade-Bådsmandsstræde-Prinsessegade. Kulen flød til tider over så indholdet strømmede ud i havnen. En ny kule fungerede 1779-1854 lige uden for Amagerport. Her blev det engang imellem tørret og solgt som gødning til landmændene.

Skidenstræde, eller siden 1818 Krystalgade. Nu som dengang skråner terrænnet næsten ikke. Man skal forestille sig et fortov på hver side, dernæst en 40 cm dyb rendesten på hver side og vejbanen belagt med marksten. Over renden var lagt rendebrætter så folk kunne krydse gaden. Ud fra alle husene var der anlagt render som regnen (i teorien) sørgede for at  skylle ned i havnen.

Særlig slemt stod det til i Krystalgade hvor bl.a. Københavns Hovedbibliotek ligger. Gaden hed indtil 1818 Skidenstræde. På kortet fra år 1800 kan man se over halvdelen af arealet syd for det nuværende Krystalgade bestod af haver. Vejen var opkaldt efter en åben rendesten som løb gennem hele gaden. Det gjorde der for så vidt i alle gader, men gaden har næsten ingen fald, så kloakken blev stående meget længe, og gaden blev oversvømmet med det. Herunder selvdøde dyr. Noget ironisk lå kemilaboratoriet her. Hvor bl.a. H. C. Ørsted huserede. Men Krystalgade var ikke det eneste sted. Fx var Tivoli og Rosenborg Have stærkt generet af latriner. Rosenborg have ikke alene fra mennesker, men også fra de kreaturer som slottets kommandant havde.

I Krystalgade løb spildevand ud i en åben 30 centimeter bred rende, som ledte regnvand og spildevand gennem gaderne fra både huse, fabrikker og slagterier. Man skal forestille sig at denne masse om vinteren kunne fryse til - og tø op om foråret. Hvorefter den så om sommeren tørrede ud og dannede en fast masse der ofte dannede propper når der endelig kom regn.

Ude til venstre anes Frelser Kirke på Christianshavn, og beboerne har nok engang imellem tænkt, frels os fra stanken. I hvert fald ifølge talrige klager i Politivennen. Bag Frelser Kirke lå en enorm latrinkule, senere dog flyttet udenfor Amagerport. Bag pakhuset til højre lå Luses Hul. Og havnen blev ligeledes brugt til at smide affald i. (Eget foto).

I baggårdene var der retirader: Et skur med et bræt med hul, hvor tis og lort dumpede ned og blev liggende. Om natten fyldte natmænd tis og lort fra kulen op i store spande, som de bar ud til de medbragte vogne. Herfra og også fra de senere indendørs lokummer spildte natmanden ofte på sin vej. I 1825 arbejdede 12 natførere, hver med fire heste, to vogne og tre karle med at overkomme opgaven. Lavets privilegier begyndte først at blive brudt 1849. En artikel fra Politivennen (nr. 373, 15. juni 1805, side 5895-5896) vidner om hvordan affaldet kom ud af byen, her fra Vesterport til Frederiksberg.

Udenfor Vesterport og lige til Frederiksberg møde man nuomstunder ofte ... spaniefarere med læs af den ækleste natur ...Vel ved man, at disse sager skal ud af staden...

De talrige brændevinsbrændere var særlig berygtet da de anvendte spildproduktet til at fodre køer med. Dem holdt de i stalde, ofte i 1. sals højde. Skribenten mener tillige, at det burde være forbudt

brændevinsbrændere, under navn af komøg udfører også menneskemøg, ved højlys dag. Disse læs ser og lugter man desværre alt for ofte her i København. For at dølge kontrabanden, er de tildækket med lidt tyndt oven på den flydende ækelhed svømmende foder. Langs den gade, hvor et sådant læs farer og spilder, er den ulideligste stank, .. Allerbedst var det at forbyde alt kohold inden voldene.

Koleraepidemien 1853 blev netop så voldsom pga svineriet, og bevirkede at man begyndte at anlægge lukkede kloakker til at lede spildevandet under jorden og give borgerne adgang til mere hygiejniske toiletforhold. Meget af det var eftertragtet af landmændene som brugte det som gødning på markerne. Men størstedelen af det havnede på pladser uden for byen. Christianshavns Fælled, Vester Fælled. Rådmandsmarken og Nørre Fælled. Lossepladserne var ikke ubeboede. Lige som i nutiden ulande boede her svin og folk der levede af affaldet.

Bygningsreglementet i 1856 skulle sætte en stopper for disse efter vore begreber helt forfærdende forhold. Men helt op til 1865 var der 510 latringruber i den indre bys gårde. De sidste forsvandt først i 1885. Herefter indførte man ordningen med skraldespande i gårdene som så blev afhentet automatisk, i stedet for at tyendet skulle lytte efter skraldemændenes skralder. Vandklosetter fandtes allerede før 1850 hos velhavende bedsteborgere. Men fra 1893 blev det tilladt de nordlige dele af København at installere dem da man her havde anlagt et kloaksystem.

Lortet køres uden for byen

I slutningen af 1800-tallet var der etableret to enorme områder i Nordvestkvarteret: Natrenovationslossepladsen i det nuværende Ørnevejskvarter (1870-1880). Hvis man følger stadsarkivets kort, vil man kunne se, at i 1901 optræder der bebyggelser oven på denne latrinlosseplads. Umiddelbart vest for lå stadig 3 gårde, Østergård, Vestergård og Hulgård. Lersøen (1880-1922) var den anden. Mens den første mest var til "latrinrenovation", groft sagt tis og lort, var den sidste også til dagrenovation. En afgørende forskel da dagrenovation indeholder mange forurenende stoffer.

Adventskirken og bygningen overfor der huser Hells Angel, Kapernaumskirken ved Nørrebrogade og mange andre er eksempler på bygninger som er bygget på københavnernes natrenovation, afleveret i perioden 1870-1880. Lossepladsen strakte sig langs det nuværende Ørnevej fra Nordre Fasanvel til Stærevej.

Desuden var der to deciderede lossepladser samt en afbrændingsplads (1905-1937) til afbrænding af grene, spåner, olie- og fernisholdige genstande. Altså noget giftigt stads. Mængderne af latrin var så store at man anlagde jernbaner til at køre det ud på landet til bønderne (1891-1906). En station på Amager ved Kløvermarksvej til amagerbønderne indtil 1938 og en nordpå ad Slangerupbanen. Sporet er aftegnet på et kort fra 1899. Så vidt jeg kan se må den have ligget omtrent hvor Bispebjerg Station ligger i dag. Den havde forbindelse med banegård i det nuværende Nørrebroparken. Herfra førte et spor til Ryvang Station og ned til Nørrebro Banegård. Nørrebro Banegård lå i det der nu er Nørrebroparken på den vestlige boldbane. Herfra kørte man latrin den ene vej ud til bønderne og sten og grus den anden vej.

I et bredt bælte nord for jernbanen mellem Nørrebro Station og Hans Knudsens Plads blev der mellem 1880 og 1920'erne afleveret enorme mængder natrenovation og husholdningsaffald. I samme område hvor Lersøen lå og forsynede København med vand. Jorden er mistænkt for at være forurenet, og derfor dyrker haveforeningerne spiselige grønsager på jord lagt ovenpå. På fotoet kan man ane at bedene ligger højere end stien. (Eget foto).

Arealet var uegnet til egentligt boligbyggeri, men kolonihaver blev det til i Lersøparken i 1920'erne. Og de er der den dag i dag: Aldersro, 4. maj 1921, Blomsten, Øbro, Vennernes Lyst og Fremtiden. Men det er stadig ikke tilrådeligt at spise grøntsager dyrket der. Desuden skolehaver (1924) og Krisebørnehaven (1948, nu spejderhytte) og Bispebjerg Ungdomshus (1949, nedrevet 2007). Karens Hus var Bispebjerg Hospitals kiosk (1913-1970'erne, fra 2004 Agendaforeningen) med tilhørende telefonboks. Huset er opkaldt efter oversergent Nikolajsens kone som havde kiosken i over 60 år. De mange haveforeninger rundt omkring i København har for en stor dels vedkommende sin oprindelse i de "byer" som fattigfolk der levede af og i affaldet byggede, fx H/F Kalvebod og H/F Frederikshøj.

Karens Hus. I dag er der en skøn have. I starten (fra 1913) var huset nabo til gigantlossepladsen Lersøen. (Eget foto).

Andre lossepladser

I 1880'erne havde København de to offentlig lossepladser. Men der var også private, hvor der blev betalt for skraldet. Skraldet kunne nemlig indtjene penge først til klunsere, senere til at fodre svin og høns. Ofte op imod 1.000 svin. Svinenes affald kunne herefter sælges som gødning til landmænd. Dette svinehold betød så meget at et forbud mod det fra 1887 måtte ophæves igen i 1901.

Valbyparken er anlagt på en losseplads. Her blev i første halvdel af 1900-tallet hældt alskens giftstoffer ud, fx benzin og kemikalier. Amager Fælled var losseplads 1960-1974. Igennem historien er der desuden blev opfyldt arealer i sær langs kystlinjen. Først i nyere tid er man begyndt at undersøge om affald indgik som opfyldningsmateriale.

Kjøbenhavns Grundejeres Renholdningsselskab blev oprettet i 1898. De kørte bl.a. med "Chokoladevogne" indtil 2008. Altså en lille lastbil med lokumstønder på ladet. Latrinen blev  hentet om natten, så færrest mulige blev generet af lugten og kørt til en rensestation på Amager, og det er herfra navnet »Lorteøen« stammer. Helt op til 2008 hentede selskabet latrin fra fiskerlejer, spejderhytter, haveforeninger med skure med gammeldags lokum og kørte dem til Damhusåens Renseanlæg. Sidste tur med vognen blev (naturligvis) afsluttet med en frokosten bestående af Væltet Lokum, og til dessert chokoladekage.

Husene og Mønsterbageriet her på Lersø Parkalle ligger på den vestlige ende af en losseplads som strakte sig østover fra Lersø Parkalle, nord for Aldersrogade. (Eget foto)

Fra skrald til fjernvarme og el

Fra 1970 begyndte man at afbrænde affaldet. Og så er vi nået til hvordan det foregår i dag. Affaldet bliver behandlet radikalt anderledes. Kun 3 % ender på lossepladsen. 39 % brændes og energi herfra leverer ca. 20 % af al fjernvarme i Danmark og knap 5 % af elforbruget i Danmark. Dette foregår på Vestforbrænding (240.000 MWh elektricitet årligt = omkring 80.000 husstandes elforbrug og ca. 1,1 mio MWh fjernvarme = 75.000 husstandes varmeforbrug). Dette sker også på I/S Amagerforbrænding og Rensningsanlæg Lynetten.

Vestforbrænding startede 28. oktober 1970 for at producere fjernvarme fra begyndelsen. Slaggen fra forbrændingen blev brugt blandt andet til voldene omkring anlægget. Men der ligger også store mængder slagge fra Vestforbrænding i Vestskoven. Senere er anlægget udvidet adskillige gange. 1977, fusion med affaldsvarmeværket i Taastrup sat i drift i affaldsselskabet VEGA, Nymølle kompostcenter (1993), etableres med Vestforbrænding som medejer. 1999 elproduktion, 2001 anlæg for dioxinrensning og afsvovling, fusion med nordsjællandske kommuner 2004, 2005, 2007-2010 udvider sit fjernvarmenet kraftigt og erstatter derved opvarmning fra fossile brændsler som olie og naturgas.

I 1908 blev der produceret mælk her tæt på lossepladsen Lersøen. I 1923 blev så disse bygninger opført i stedet for de oprindelige bygninger. Mejeriet lukkede 1996 og bygningerne er nu fredet. Tæt på mejeriet lå siden gammel tid en kro. Dens nuværende form Lygtens Kro stammer fra 1934. (Eget foto).

Fra tis og lort til biogas

I dag ender københavnernes lort og tis på Renseanlæg Lynetten som blev indviet i 1980. Siden er anlægget blevet væsentligt moderniseret og udbygget for at leve op til nutidens miljø- og kvalitetskrav. Kravene i Vandmiljøplanen fra 1987 til yderligere rensning for organisk stof samt rensning for kvælstof og fosfor gjorde det nødvendigt med en omfattende udbygning af renseanlægget, som varede flere år. I 1997 blev det nye Renseanlæg Lynetten sat i drift. Ud over en forbedret spildevandsrensning, betød det nye anlæg en modernisering af slambehandling og forbrændingsanlæg. Renseanlæg Lynetten modtog oprindeligt mekanisk renset spildevand fra Renseanlæg Damhusåen, men i forbindelse med udbygningen blev det besluttet, at afskære belastningen fra Damhusåen og udbygge dette anlæg som et selvstændigt, biologisk renseanlæg under Lynettefællesskabet.

Rensningsanlægget opererer ikke med folkelige omskrivninger såsom fis, eller "vinde", altså gasser fra afføringen. Det bliver pænt omskrevet til biogas og sendt retur til Københavnerne, der laver mad af det. Biogassen tilsættes den eksisterende naturgasforsyning med 30 procent så borgere i København og Frederiksberg nu får bygas i samarbejde med Hovedstadens Forsyningsselskab. Så længe københavnerne "skal", er der altså sikker leverance af råmateriale til biogas. Toiletskyllet er indledningen til den lange rejse, vores lort og tis starter til rensningsanlægget, hjulpet af pumper og filtre. Desværre også tankeløst ledsaget af genstande som jævnligt tilstopper rørene: gebisser, vatpinde, bind, tamponer, kondomer, hår fra hårbørsten, kattegrus, engangsklude og cigaretskod.

Genbrugsstationer. Nutidens befolkning smider langt mere ud end tidligere. Noget bliver genbrugr: Rockwool, sølvringe, biogas og meget mere. Men det er langt fra nok. Affaldsdepoterne i København er nu så overfyldte at man inden 2017 skal finde plads til 90.000 tons affald andre steder på Sjælland. Tilbage står så det affald som ikke kan kontrolleres: Udstødninger fra biler og brændeovne. Det er alvorlige sager. En rapport har beregnet at der dør en københavner om ugen pga det.

Politivennen om emnet

På Politivennen Live Blogging kan man læse mere under tagget Affald. Særligt må vel fremhæves den detaljerede redegørelse for stankfabrikkerne på Christianshavn, som jeg desværre ikke nåede i denne omgang.

Udvalgte kilder

Kort over København.
Historisk gennemgang af lossepladser i København. 1996.
Rapport over lossepladser i København.  2012. Heri også mange fotoer fra lossepladserne.
Hans Peter Hilden: Skrald, storby og miljø. København, Reitzel 1973.