lørdag den 18. april 2015

Vestvolden: Voldgaden

Hvis der stadig skulle befinde sig et par stykker "derude" som ikke har prøvet Vestvolden, så her et par tip. Og måske også et bidrag for kendere af denne vandringsklassiker


Dobbeltkaponieren (voldpunkt XXI) mellem Nordvestbanebatteri og Kagsåbatteri (XXII) kan man se fra Frederikssundsvej og Mørkhøjvej. Det er nu som adskillige andre af de gamle anlæg blevet barberet fri af de høje træer og det tætte krat som man reelt kan se det. Og betonen har fået en overhaling. En underjordisk, smal gang, en poterne fører gennem volden op til Voldgaden (ude af billedet til venstre).

Vestvolden er den del af København Befæstning som blev opført i slutningen af 1800-tallet. Vestvolden er speciel på den måde at den består af 23 (24 hvis man regner 0 med) artilleribatterier med ca 500 meters afstand, fuldt udstyret med kanonstillinger, lyskastere, kikkertstationer, ammunitionsdepoter, rum til sårede, kommandostationer og alskens andet krigsgejl - og alle er de forbundet med voldgrav, voldgade osv (en enceinte). Da volden blev bygget, skar den sig hensynsløst gennem marker, dale og bakker. I dag ligger den som et grønt, rekreativt område med bl.a. fritløbsområde for hunde, cykeludfordringsbaner, sut-træ og en række restaurerede seværdigheder. Derudover er der seværdigheder som Ejbybunkeren, HOFORs vandtårn og naturligvis batterierne selv.

Dæmninger - batardeauer - forhindrer at vandet i voldgraven bare løber ud i Øresundt. Mellem Husum Station og Frederikssundsvej er der tre af slagsen, og de er for nyligt blevet restaureret, bl.a. med gitrene som er blevet voldens varemærke. Man kan her tydeligt se niveauforskellen der falder i hvert basin. Bagest kan man ane jernbanestiens bro..

Kærlig hånd til Vestvolden

Netop i disse år er der mulighed for både at se charmen i forfaldet som fx Tinderhøj Batteri (XVI) som fremstår tilgroet og nærmest fredfyldt, mens Hvissinge Batteri (XI-XII) er blevet nyrestaureret og hvor man på trods af det parklignende anlæg stadig kan forestille sig det truende, dystre og krigsagtige. Det er også her oplevelsescentret ligger i nærheden af.

Får er blevet en fast bestanddel af Vestvolden. Der er fårefolde syd for Jyllingevej og næsten helt ned til Roskildevej. Det er tilladt at gå ind til den gennem smæklågerne. De lugter lidt, men ellers ser det ud til at de helt har tilpasset sig.

Selve voldområdet var for nogle år siden så tilgroet at det på det nærmeste var ufremkommeligt krat. Men der er bestemt sket en masse de seneste år. Man har flere steder ryddet underskoven, som nu bliver afgræsset af får for at forhindre at de gror til igen, anlæggene er blevet restaureret og endog åbent for publikum så man kan komme ind i de små forter, eller kaponierer, ammunitionsdepoterne mm. Også adgangsvejene tværs gennem volden, poternerne, er blevet åbnet. Stierne er blevet belagt med behageligt træflis som forhåbentligt kan holde krattet på afstand et årti endnu.

København-Ringstedbanen er den seneste udefrakommende indgriben i Vestvolden syd for Holbækmotorrvejen. Så vidt jeg kan se vil banen blive ført gennem volden tæt på vandlinjen og stien hvor fra fotoet er taget blive ført over banen. De to løbere - den går ikke om et par år når højhastighedstog drøner igennem her.


Voldgaden

Voldgaden er den brede asfalterede statelige alle som løber hele vejen på vennesiden af volden. Næsten på hele strækningen er der flotte alletræer og hvor der ikke var, er der plantet nye som allerede er pænt store. Jeg vil anbefale at man går turen (som jeg gjorde i dag) meget tidligt og i weekenden, måske bedst søndag. Så får man bedst udbytte af solen i øst og fuglelivet. På Voldgaden kan man opleve en koncert af bytilpassede fugle - og hvis man er ekspert vist nok også et par sjældne.

Et typisk billede af Voldgaden: En alle med volden mod vest, åbne områder mod øst. Vejtræer, og militære anlæg som her fredskrudtmagasinet mellem voldpunktt VIII og IX lidt nord for Park Alle i Brøndby. Solen står pragtfuldt ind fra øst og oplyser voldanlæggene. Om eftermiddagen er solen på den anden side, så det hele ligger skygge.
 
Det er også om morgenen at fuglene stadig er lidt "søvndrukne" og ikke rigtig så kvikke til at forsvinde som senere på dagen. Faktisk mere end jeg har oplevet ude på landet hvor der er intensivt landbrug. Udover fårene kan man også opleve egern. Og for yndere at t vandre alene er man også dejligt alene på gaden indtil omkring kl. 9. Så begynder motionister, hundeluftere, cyklister mm. at vise sig. Man kan ikke se selve voldgraven fra Voldgaden. Men der er flere muligheder for at gå på tværs ved de mange broer som fører tværs gennem volden.

En gåsefamilie lusker kun dovent ud i vandet da Vandringsmanden nænsomt passerer. De ser ikke ud til at have voldsomt travlt, men de passer godt på de små gæslinger. Morgenen er perfekt til at studere fuglenes færden. Hejrer, blishøns, ænder.

torsdag den 9. april 2015

Bognæs - Fjordstien

Skov, endda måske oprindelig. Masser af dyr - inklusiv havørn. Planter. Øde og fjernt fra civilisationen

Fasan i Storskov på Bognæs. Denne her falder da egentlig trods de flotte farver meget godt ind i omgivelserne. Dem er der mange af. Sammen med kronvildtet, rådyrene og alle de andre.

Efter nogle ture rundt i de 60% af Danmarks overflade der er marker, trængte jeg til noget der smager bare lidt af naturlig natur. Og her tilbyder Bognæs sig. Halvøen er privat ejet, men man føler sig ikke uvelkommen: Det er tilladt at gå og cykle på stierne. Og dem er der rigeligt af, så man behøver ikke andet. Fjordstien forløber tæt på Bognæs, men da ikke alle stier er til at cykle på, ligger den lidt uden for ruten. Det tætteste man kan komme med offentlig transport er bussen til Herslev, der er et kig værd, med en gammel bygade og et bryggeri.

Udsigt fra foden af åsen på den nordligste pynt. På den anden side af fjorden er Sæby, med kirken der rager op. Åsen er er aflægger af Skuldelev Ås. Den kan tydeligst ses lidt nord for Bognæsgård.

Bognæs berømmes adskillige steder, fx i beskrivelserne på Skjoldungelandets hjemmeside. Så forventningerne var store. Og lad det være sagt med det samme, de blev også indfriet. Bognæs er en vandretur værd. Mindst en. Og der er glimrende vandrestier (fra grusveje til hjulspor) i skovbrynet med udsigt til strandengene og fjorden. Derudover nogle tværgående stier.

Mange af de flotte, stille strandenge ligger en anelse væk fra grusvejen. Men der er med jævne mellemrum lavet stier ned så man kan komme til udsigter som denne.

Bognæs tilbyder to dybe skove, strandenge samt et par gamle huse. To tredjedele af skovarealet er løvskov (mest eg og bøg). Nåleskoven er blandet gran, fyr og pyntegrønt. Jeg ledte efter de omtalte  300-500-årige storkronede ege på Egehoved og de gamle skovlind, der formentlig er rester af den oprindelige skov. Men jeg har nok ikke kigget godt nok efter. Der var også rigeligt andet at se på. Midt i skovene er dog også områder med nyskov og åbne arealer der er blevet skovet for nyligt.

Enkelte steder som her er der en decideret strand med sten, sand, muslingeskaller og tang. Der emmer af fred her, med de sagte bølgeskvulp mod stranden og fuglene der synger i skovene bag ved. Der dufter af vand.

Man er ikke i tvivl om at der er et rigt dyreliv her. Det kan man ikke undgå at høre. Fuglene synger så det er en fornøjelse. På tangen over til halvøen er en flok kronhjorte. De putter sig lidt bag en bakketop, men ser meget opmærksomme ud på forbipasserende. Man skal nok ikke komme for tæt på de imponerende gevir. Et skilt advarer om at der går løse tyre rundt på strandengene. De var dog ikke lukket ud så tidligt på året. En specialitet er et afspærret området mod øst hvor der siden 1995 har ynglet havørne. Området er spærret 1. februar til 1. august, men der er en observationspost. Hvor jeg dog ikke kunne se nogen havørne i dag.

Havørneland. Hele østsiden er adgang forbudt pga havørnene. Men der er et observationssted hvorfra man har mulighed for at få et glimt af havørnene. Og der er nogle sedler med fotoer som viser hvor man skal kigge, bl.a. på denne del af skoven hvor de tidligere har bygget reder. Jeg havde nu ikke held til at se de flotte fugle.

At der har været liv i mange tusind år kan man se allerede ved halvøen der fører over til Bognæs. Her ligger på toppen af en stejl bakke Kongehøj. Som man godt må gå op på (modsat Dronningehøj) og hvorfra man har udsigt til alle sider. Der er yderligere 5 gravhøje. Der er fundet bopladser fra jægerstenalderen (11.000 – 4.000 f.v.t.).

Udsigten fra Kongehøj mod det lave område der adskiller Vesterskov med Storskov. Landarbejderboligerne ligger en anelse til venstre for midten og kan lige skimtes under skovlinjen.


Bognæsgård 

Det er meget sparsomt med huse på Bognæs. Enestegården Bognæsgård er fra 1984 som den kan ses nu. Men den har aner tilbage til 1730. Selv om gården er brændt adskillige gange, er den foreviget på film. De ældre udgaver er brændt flere gange. Men man kan se dem i danske film.  Dog ikke den første, Øgård (brændt 1701 og igen 1793). Gården fra 1816 er med i filmoptagelserne til "De røde heste", "Det gamle guld", "Flintsønnerne" og "Mosekongen". Den 5. januar 1962 om aftenen brændte stuehus, kostald, svinestald, hestestald samt den særprægede lade. Den 5. august 1962 brændte den næstsidste bygning, og tilbage stod en lille svinestald.

Udsigt fra skoven over strandengenee umiddelbart nord for Bognæsgård. I det fjerrne kan man ane energitårnet ved Roskilde.

Gården er blevet brugt i hele 9 danske film i perioden 1950 til 1962. Morten Korch-film som De røde heste (1950), Det gamle guld (1951), Flintesønnerne (1956) og Vagabonderne paa Bakkegaarden (1958). Derudover to Far til fire-film På landet (1955) og På Bornholm (1959). Den sidste film, Der brænder en ild (1962) brugte oven i købet den nedbrændte gård tilsat halmmåtter. Lynet slår ned i Klintegården, hvor Ib Mossin og Poul Reichardt redder dyr ud af stalden.

Tangen mellem de to skove er samtidig den del som der er huse på. I forgrunden skovarbejder- og landarbejderboliger (engang). Nu privat ejede. Set fra øst (Storskov). I baggrunden kan man ane hvor de andre gårde er. Bognæsgård ligger bag den længst væk til venstre.

Derudover er der skovfogedboligen. De små gamle bindingsværkshuse var land- og skovarbejderboliger. I det sydøstlige hjørne af Storskoven ligger en gård som ser meget forladt ud.

En lille mose i skovene. Og karakteristisk bevoksning. Nåletræer, gamle løvtræer.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.


Ruten

Herslev (nærmest for offentlig transport). Bognæsvej. Vesterskov. Storskoven. Bognæsvej. Herslev. Der er ikke nogen lige linje. 18-20 km. Hvis det er for meget, kan man eventuelt vælge kun at besøge den ene af skovene. 

fredag den 3. april 2015

København-Ringstedbanen og Bugtkilen

To ture i en: Del 2 af København-Ringstedbanen og del 2 af de nye grønne kiler i Fingerplanen


Bugtkilen er sammen med Fjordkilen den anden af de landområder som Miljøministeriet har sendt til debat efter af have udsendt et detaljeret debatoplæg. Bugtkilens nordlige afgrænsning er Greve Landsby. Herefter bælter den sig langs Køge Bugt Motorvejens og København-Ringstedbanens vestside ned mod Lille Skensved i et bælte på 1½-2 km. Naturstyrelsen lavede i 2014 en rapport om den. Naturstyrelsens rapport om Bugtkilen (2014).

Bugtkilen er præget af landbrug, først og fremmest. Dernæst er der en del små landsbyer. Som her syd for Karlslunde. Over markerne er der sparsomt fuglekvidder fra lærker og stær. Men ellers skal man ind i bebyggede områder for at finde fugleliv.


Bugtkilen


Fremover kan områderne i Bugtkilen ikke byudvikles. Dens rekreative anvendelse og landskabets oplevelsesværdi må heller ikke forringes af fx dominerende tekniske anlæg. Perspektivet på meget langt sigt er at de grønne kiler skal udvikles til store sammenhængende friluftsområder med fokus på rekreation, natur, landskab, landbrug og friluftsliv til gavn og brug for alle hovedstadens borgere. Det betyder at de små og gamle landsbyer Jersie, Karlstrup og Solrød forbliver som de er.

Man kommer til Lille Skensved Station med et dieseltog fra Næstved eller Roskilde. Lille Skensved markerer Bugtkilens sydgrænse og ligger kun ganske få minutter fra Skensved Å. Industritårnet i baggrunden kan bruges som pejlemærke i hele den sydlige del af Bugtkilen.

Det sammenhængende er det så som så med. Hverken i Fjordkilen eller i Bugtkilen er der særlig gode måder at vandre gennem området, udover i bil. Der er adgang forbudt og uvedkommende forbydes adgang de fleste steder uden for de større veje. Vandrere er overladt til at tage nogle afstikkere ind i området for at få et indtryk af det. Med mindre man da vil forbryde sig imod den private ejendomsret. Interesserede kan kigge i Naturbeskyttelsesloven, hvis kapitel 4 beskæftiger sig med offentlig adgang. I Bugtkilen er det især afsnittene om udyrkede områder og veje og stier der kan have interesse. Sådanne love kan imidlertid altid tolkes, og denne vandrer er absolut ikke den som ønsker at ophidse lodsejere.

Skensved Å har tilsyneladende bevaret lidt af sit naturlige snoede løb. Og der er masser af vand i åen pt. Helt ude mod øst ved motorvejen er en af Københavns Vandforsynings gamle kildepladser for Thorsbro Vandværk, Jersie Syd.

Men området har potentiale. Selv om der i Bugtkilen kun er meget få sådanne enklaver mellem de enorme landbrugsarealer. Ifølge Miljøministeriet er der kun to "oplevelsesrige delområder": Jersie Mose og Skensved Å på grænsen mellem Solrød og Køge kommuner. Skensved Å er trængt af plovene, men har potentiale som vandreområde. Og området omkring Karlstrup med blandt andet Karlstrup Mose på grænsen mellem Solrød og Greve kommuner. Skovrejsning er ikke noget Naturstyrelsen ønsker da det strider imod hedeegnens karakter af landbrugsslette. Se dog nedenfor om Greve Skov.

Solrød har nogenlunde samme indbyggerantal som Jersie, nemlig omkring de 500. Den ligger omtrent midt i Bugtkilen.

Af kulturhistoriske seværdigheder er der Folkehøjskolen Tune Landboskole fra andelstiden. Derudover er der nogle sparsomme rester af et gammelt middelalderligt voldsted ved Karlstrup Kirke som ligger underligt ensomt placeret 500 meter fra Karlstrup på en bakketop. Uden for har man en god udsigt fra en stejl bakke som i virkeligheden er det eneste der er tilbage af borgen. Den 10 meter brede voldgrav eksisterer ikke længere.

Voldstedet ved Karlstrup Kirke. Udsigt fra bakken fra 1100-tallet. Voldstedet eksisterede til 1400-tallet. Kirken kom til i 1200-tallet. Tårnet dog først i 1400-tallet. Selv om der ikke er så meget at se af det middelalderlige, er det et godt udsigtspunkt til alle sider.

Der er planer om nye stier: Hedebostien mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord skal gå gennem området mellem Karlslunde og Karlstrup med kurs mod Tune. Efter diverse høringsfaser mm. skulle planen ligge klar om cirka et år, april 2016.

København-Ringstedbanen

Mod øst afgrænses bugkilen af den kommende København-Ringstedbane. BaneDammark mener at i sensommeren 2016 skulle jernbanearbejdet være nået så langt at man kan begynde at anlægge skinner. Længst er man nået i den sydlige del af Bugtkilen gennem Hyllemose. Jernbanedæmningen tegner sig klart i landskabet, og der er allerede enten lagt broer over eller tunneler under vandløb og veje. Hyllemose er ved den lejlighed blevet kraftigt reduceret. Interesserede kan kigge på flere fotoer fra dagens tur på Flickr.

Et kig mod nord ved vandløbet Gammelmosestreget. Dæmningen strækker sig helt ud til Åmarken/Roskildevej som man kan ane ved den store kran i baggrunden. Her er lavet midlertidige omfartsveje mens man anlægger jernbanen. Man får også et lille glimt af Hyllemose på begge sider af banen. Den er der ikke meget tilbage af. Jernbanen er Bugtkilens østgrænse helt op til Karlstup.

Landbrug/natur

Alt efter livssyn kan man se Bugtkilen som et resultat af dansk landbrugs store succes, eller som et bevis på at der stort set ikke er noget dansk natur tilbage. Fra nord til syd er der enorme marker overalt. Et levende hegn, hvis man er heldig. De villahavestore grønne pletter er få og svære at få øje på. Hvis man ikke vidste at det måske er anderledes andre steder i Danmark, så kunne man få svært ved at tro på de talrige erklæringer om naturbeskyttelse og forstå hvorfor landbruget gør så meget modstand, fx i Landbrugsavisen på Twitter, som repræsenterer afgrødernes og husdyrenes synspunkt, hvor vådområder, enge og moser er unyttige.

Nordmarksvej mellem Solrød og Karlstrup går en anelse uden for Bugtkilen, men den bedste mulighed for at komme mod nord og samtidig være "på landet". Det er en forholdsvis ubefærdet vej og udsigten er typisk som vist på fotoet.

Uanset hvad man mener, så har det været katastrofalt for mellem 20 og 40 procent af det dyreliv der ikke kan hoppe fra oase til oase. Denne truede del af Danmarks dyreverden får stadig flere medlemmer. Uplejede villahaver er blevet et af de steder hvor dyrelivet trives og overlever. Man kan næsten høre det når man vandrer: Mens det er blevet mere tyst "ude på landet" langs markerne, så summer det af insekter og fuglesymfonier tæt på landsbyerne og inde i dem. Det er lidt paradoksalt, grænsende til det tankevækkende, at man i et område som dette har en større variation af dyreliv i byområder end ude på de enorme markarealer.

Umiddelbart vest for Karlstrup hæver terrænet sig tilpas meget til at man kan få et overblik over en pænt stor del af Bugtkilen mod syd: Bare marker. Enkelte levende hegn. Der er også tyst. Ingen dyr, kun enkelte fugle.

Flere indslag fra området

Som supplement til turen kan man bruge mine tidligere vandringer, dvs. forløbet af den nye København-Ringstedbane. Endvidere turen til Thorsbro Vandværk hvor nogle af kildepladserne ligger i Bugtkilen. Samt til Havdrup Kildeplads, som passerede bl.a. Solrød og Jersie.

Det er ikke til at se det ... hvis man ikke lige ved det. Men det er Greve Skov. Eller rettere, den del af den kommende skov som stadig er på private hænder. Den offentlige længere nordpå har knæhøje træer. Måske kommende generationer vil få glæde af den. I dag er der ingen adgang her, kun i det mindre offentlige område nordpå ved Greve.


Ruten

Lille Skensved Station. Skensved Å (lettere uvejsomt terræn). København-Ringstedbanen. Jersie. Solrød. Nordmarksvej. Karlstrup. Sognevejen. Karlslunde. Karlslunde og Greve Landevej. Greve. Af disse er Nordmarksvej og Sognevejen udmærkede vandreveje. Ialt ca. 18 km