Bognæs - Fjordstien

Skov, endda måske oprindelig. Masser af dyr - inklusiv havørn. Planter. Øde og fjernt fra civilisationen

Fasan i Storskov på Bognæs. Denne her falder da egentlig trods de flotte farver meget godt ind i omgivelserne. Dem er der mange af. Sammen med kronvildtet, rådyrene og alle de andre.

Efter nogle ture rundt i de 60% af Danmarks overflade der er marker, trængte jeg til noget der smager bare lidt af naturlig natur. Og her tilbyder Bognæs sig. Halvøen er privat ejet, men man føler sig ikke uvelkommen: Det er tilladt at gå og cykle på stierne. Og dem er der rigeligt af, så man behøver ikke andet. Fjordstien forløber tæt på Bognæs, men da ikke alle stier er til at cykle på, ligger den lidt uden for ruten. Det tætteste man kan komme med offentlig transport er bussen til Herslev, der er et kig værd, med en gammel bygade og et bryggeri.

Udsigt fra foden af åsen på den nordligste pynt. På den anden side af fjorden er Sæby, med kirken der rager op. Åsen er er aflægger af Skuldelev Ås. Den kan tydeligst ses lidt nord for Bognæsgård.

Bognæs berømmes adskillige steder, fx i beskrivelserne på Skjoldungelandets hjemmeside. Så forventningerne var store. Og lad det være sagt med det samme, de blev også indfriet. Bognæs er en vandretur værd. Mindst en. Og der er glimrende vandrestier (fra grusveje til hjulspor) i skovbrynet med udsigt til strandengene og fjorden. Derudover nogle tværgående stier.

Mange af de flotte, stille strandenge ligger en anelse væk fra grusvejen. Men der er med jævne mellemrum lavet stier ned så man kan komme til udsigter som denne.

Bognæs tilbyder to dybe skove, strandenge samt et par gamle huse. To tredjedele af skovarealet er løvskov (mest eg og bøg). Nåleskoven er blandet gran, fyr og pyntegrønt. Jeg ledte efter de omtalte  300-500-årige storkronede ege på Egehoved og de gamle skovlind, der formentlig er rester af den oprindelige skov. Men jeg har nok ikke kigget godt nok efter. Der var også rigeligt andet at se på. Midt i skovene er dog også områder med nyskov og åbne arealer der er blevet skovet for nyligt.

Enkelte steder som her er der en decideret strand med sten, sand, muslingeskaller og tang. Der emmer af fred her, med de sagte bølgeskvulp mod stranden og fuglene der synger i skovene bag ved. Der dufter af vand.

Man er ikke i tvivl om at der er et rigt dyreliv her. Det kan man ikke undgå at høre. Fuglene synger så det er en fornøjelse. På tangen over til halvøen er en flok kronhjorte. De putter sig lidt bag en bakketop, men ser meget opmærksomme ud på forbipasserende. Man skal nok ikke komme for tæt på de imponerende gevir. Et skilt advarer om at der går løse tyre rundt på strandengene. De var dog ikke lukket ud så tidligt på året. En specialitet er et afspærret området mod øst hvor der siden 1995 har ynglet havørne. Området er spærret 1. februar til 1. august, men der er en observationspost. Hvor jeg dog ikke kunne se nogen havørne i dag.

Havørneland. Hele østsiden er adgang forbudt pga havørnene. Men der er et observationssted hvorfra man har mulighed for at få et glimt af havørnene. Og der er nogle sedler med fotoer som viser hvor man skal kigge, bl.a. på denne del af skoven hvor de tidligere har bygget reder. Jeg havde nu ikke held til at se de flotte fugle.

At der har været liv i mange tusind år kan man se allerede ved halvøen der fører over til Bognæs. Her ligger på toppen af en stejl bakke Kongehøj. Som man godt må gå op på (modsat Dronningehøj) og hvorfra man har udsigt til alle sider. Der er yderligere 5 gravhøje. Der er fundet bopladser fra jægerstenalderen (11.000 – 4.000 f.v.t.).

Udsigten fra Kongehøj mod det lave område der adskiller Vesterskov med Storskov. Landarbejderboligerne ligger en anelse til venstre for midten og kan lige skimtes under skovlinjen.

Bognæsgård 

Det er meget sparsomt med huse på Bognæs. Enestegården Bognæsgård er fra 1984 som den kan ses nu. Men den har aner tilbage til 1730. Selv om gården er brændt adskillige gange, er den foreviget på film. De ældre udgaver er brændt flere gange. Men man kan se dem i danske film.  Dog ikke den første, Øgård (brændt 1701 og igen 1793). Gården fra 1816 er med i filmoptagelserne til "De røde heste", "Det gamle guld", "Flintsønnerne" og "Mosekongen". Den 5. januar 1962 om aftenen brændte stuehus, kostald, svinestald, hestestald samt den særprægede lade. Den 5. august 1962 brændte den næstsidste bygning, og tilbage stod en lille svinestald.

Udsigt fra skoven over strandengenee umiddelbart nord for Bognæsgård. I det fjerrne kan man ane energitårnet ved Roskilde.

Gården er blevet brugt i hele 9 danske film i perioden 1950 til 1962. Morten Korch-film som De røde heste (1950), Det gamle guld (1951), Flintesønnerne (1956) og Vagabonderne paa Bakkegaarden (1958). Derudover to Far til fire-film På landet (1955) og På Bornholm (1959). Den sidste film, Der brænder en ild (1962) brugte oven i købet den nedbrændte gård tilsat halmmåtter. Lynet slår ned i Klintegården, hvor Ib Mossin og Poul Reichardt redder dyr ud af stalden.

Tangen mellem de to skove er samtidig den del som der er huse på. I forgrunden skovarbejder- og landarbejderboliger (engang). Nu privat ejede. Set fra øst (Storskov). I baggrunden kan man ane hvor de andre gårde er. Bognæsgård ligger bag den længst væk til venstre.

Derudover er der skovfogedboligen. De små gamle bindingsværkshuse var land- og skovarbejderboliger. I det sydøstlige hjørne af Storskoven ligger en gård som ser meget forladt ud.

En lille mose i skovene. Og karakteristisk bevoksning. Nåletræer, gamle løvtræer.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Herslev (nærmest for offentlig transport). Bognæsvej. Vesterskov. Storskoven. Bognæsvej. Herslev. Der er ikke nogen lige linje. 18-20 km. Hvis det er for meget, kan man eventuelt vælge kun at besøge den ene af skovene. 

København-Ringstedbanen og Bugtkilen

To ture i en: Del 2 af København-Ringstedbanen og del 2 af de nye grønne kiler i Fingerplanen

Bugtkilen er sammen med Fjordkilen den anden af de landområder som Miljøministeriet har sendt til debat efter af have udsendt et detaljeret debatoplæg. Bugtkilens nordlige afgrænsning er Greve Landsby. Herefter bælter den sig langs Køge Bugt Motorvejens og København-Ringstedbanens vestside ned mod Lille Skensved i et bælte på 1½-2 km. Naturstyrelsen lavede i 2014 en rapport om den. Naturstyrelsens rapport om Bugtkilen (2014).

Bugtkilen er præget af landbrug, først og fremmest. Dernæst er der en del små landsbyer. Som her syd for Karlslunde. Over markerne er der sparsomt fuglekvidder fra lærker og stær. Men ellers skal man ind i bebyggede områder for at finde fugleliv.

Bugtkilen

Fremover kan områderne i Bugtkilen ikke byudvikles. Dens rekreative anvendelse og landskabets oplevelsesværdi må heller ikke forringes af fx dominerende tekniske anlæg. Perspektivet på meget langt sigt er at de grønne kiler skal udvikles til store sammenhængende friluftsområder med fokus på rekreation, natur, landskab, landbrug og friluftsliv til gavn og brug for alle hovedstadens borgere. Det betyder at de små og gamle landsbyer Jersie, Karlstrup og Solrød forbliver som de er.

Man kommer til Lille Skensved Station med et dieseltog fra Næstved eller Roskilde. Lille Skensved markerer Bugtkilens sydgrænse og ligger kun ganske få minutter fra Skensved Å. Industritårnet i baggrunden kan bruges som pejlemærke i hele den sydlige del af Bugtkilen.

Det sammenhængende er det så som så med. Hverken i Fjordkilen eller i Bugtkilen er der særlig gode måder at vandre gennem området, udover i bil. Der er adgang forbudt og uvedkommende forbydes adgang de fleste steder uden for de større veje. Vandrere er overladt til at tage nogle afstikkere ind i området for at få et indtryk af det. Med mindre man da vil forbryde sig imod den private ejendomsret. Interesserede kan kigge i Naturbeskyttelsesloven, hvis kapitel 4 beskæftiger sig med offentlig adgang. I Bugtkilen er det især afsnittene om udyrkede områder og veje og stier der kan have interesse. Sådanne love kan imidlertid altid tolkes, og denne vandrer er absolut ikke den som ønsker at ophidse lodsejere.

Skensved Å har tilsyneladende bevaret lidt af sit naturlige snoede løb. Og der er masser af vand i åen pt. Helt ude mod øst ved motorvejen er en af Københavns Vandforsynings gamle kildepladser for Thorsbro Vandværk, Jersie Syd.

Men området har potentiale. Selv om der i Bugtkilen kun er meget få sådanne enklaver mellem de enorme landbrugsarealer. Ifølge Miljøministeriet er der kun to "oplevelsesrige delområder": Jersie Mose og Skensved Å på grænsen mellem Solrød og Køge kommuner. Skensved Å er trængt af plovene, men har potentiale som vandreområde. Og området omkring Karlstrup med blandt andet Karlstrup Mose på grænsen mellem Solrød og Greve kommuner. Skovrejsning er ikke noget Naturstyrelsen ønsker da det strider imod hedeegnens karakter af landbrugsslette. Se dog nedenfor om Greve Skov.

Solrød har nogenlunde samme indbyggerantal som Jersie, nemlig omkring de 500. Den ligger omtrent midt i Bugtkilen.

Af kulturhistoriske seværdigheder er der Folkehøjskolen Tune Landboskole fra andelstiden. Derudover er der nogle sparsomme rester af et gammelt middelalderligt voldsted ved Karlstrup Kirke som ligger underligt ensomt placeret 500 meter fra Karlstrup på en bakketop. Uden for har man en god udsigt fra en stejl bakke som i virkeligheden er det eneste der er tilbage af borgen. Den 10 meter brede voldgrav eksisterer ikke længere.

Voldstedet ved Karlstrup Kirke. Udsigt fra bakken fra 1100-tallet. Voldstedet eksisterede til 1400-tallet. Kirken kom til i 1200-tallet. Tårnet dog først i 1400-tallet. Selv om der ikke er så meget at se af det middelalderlige, er det et godt udsigtspunkt til alle sider.

Der er planer om nye stier: Hedebostien mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord skal gå gennem området mellem Karlslunde og Karlstrup med kurs mod Tune. Efter diverse høringsfaser mm. skulle planen ligge klar om cirka et år, april 2016.

København-Ringstedbanen

Mod øst afgrænses bugkilen af den kommende København-Ringstedbane. BaneDammark mener at i sensommeren 2016 skulle jernbanearbejdet være nået så langt at man kan begynde at anlægge skinner. Længst er man nået i den sydlige del af Bugtkilen gennem Hyllemose. Jernbanedæmningen tegner sig klart i landskabet, og der er allerede enten lagt broer over eller tunneler under vandløb og veje. Hyllemose er ved den lejlighed blevet kraftigt reduceret. Interesserede kan kigge på flere fotoer fra dagens tur på Flickr.

Et kig mod nord ved vandløbet Gammelmosestreget. Dæmningen strækker sig helt ud til Åmarken/Roskildevej som man kan ane ved den store kran i baggrunden. Her er lavet midlertidige omfartsveje mens man anlægger jernbanen. Man får også et lille glimt af Hyllemose på begge sider af banen. Den er der ikke meget tilbage af. Jernbanen er Bugtkilens østgrænse helt op til Karlstup.

Landbrug/natur

Alt efter livssyn kan man se Bugtkilen som et resultat af dansk landbrugs store succes, eller som et bevis på at der stort set ikke er noget dansk natur tilbage. Fra nord til syd er der enorme marker overalt. Et levende hegn, hvis man er heldig. De villahavestore grønne pletter er få og svære at få øje på. Hvis man ikke vidste at det måske er anderledes andre steder i Danmark, så kunne man få svært ved at tro på de talrige erklæringer om naturbeskyttelse og forstå hvorfor landbruget gør så meget modstand, fx i Landbrugsavisen på Twitter, som repræsenterer afgrødernes og husdyrenes synspunkt, hvor vådområder, enge og moser er unyttige.

Nordmarksvej mellem Solrød og Karlstrup går en anelse uden for Bugtkilen, men den bedste mulighed for at komme mod nord og samtidig være "på landet". Det er en forholdsvis ubefærdet vej og udsigten er typisk som vist på fotoet.

Uanset hvad man mener, så har det været katastrofalt for mellem 20 og 40 procent af det dyreliv der ikke kan hoppe fra oase til oase. Denne truede del af Danmarks dyreverden får stadig flere medlemmer. Uplejede villahaver er blevet et af de steder hvor dyrelivet trives og overlever. Man kan næsten høre det når man vandrer: Mens det er blevet mere tyst "ude på landet" langs markerne, så summer det af insekter og fuglesymfonier tæt på landsbyerne og inde i dem. Det er lidt paradoksalt, grænsende til det tankevækkende, at man i et område som dette har en større variation af dyreliv i byområder end ude på de enorme markarealer.

Umiddelbart vest for Karlstrup hæver terrænet sig tilpas meget til at man kan få et overblik over en pænt stor del af Bugtkilen mod syd: Bare marker. Enkelte levende hegn. Der er også tyst. Ingen dyr, kun enkelte fugle.

Flere indslag fra området

Som supplement til turen kan man bruge mine tidligere vandringer, dvs. forløbet af den nye København-Ringstedbane. Endvidere turen til Thorsbro Vandværk hvor nogle af kildepladserne ligger i Bugtkilen. Samt til Havdrup Kildeplads, som passerede bl.a. Solrød og Jersie.

Det er ikke til at se det ... hvis man ikke lige ved det. Men det er Greve Skov. Eller rettere, den del af den kommende skov som stadig er på private hænder. Den offentlige længere nordpå har knæhøje træer. Måske kommende generationer vil få glæde af den. I dag er der ingen adgang her, kun i det mindre offentlige område nordpå ved Greve.

Ruten

Lille Skensved Station. Skensved Å (lettere uvejsomt terræn). København-Ringstedbanen. Jersie. Solrød. Nordmarksvej. Karlstrup. Sognevejen. Karlslunde. Karlslunde og Greve Landevej. Greve. Af disse er Nordmarksvej og Sognevejen udmærkede vandreveje. Ialt ca. 18 km

Kildevandsløbet langs Harrestrup Å

Siden 1859 får København vand fra kildepladser langs Harrestrup Å. I starten løb det ind til byen i en åben kanal: Kildevandsløbet.

I dag ser vandet fra grundvandsboringer ikke dagens lys før det løber ud af din hane derhjemme. Vandet løber skjult for solens lys til bl.a. Islevbro Vandværk. Sådan var det ikke i 1859 da man begyndte at få vand fra grundvandsboringer langs Harrestrup Å. Vandet tog den 20 kilometer lange tur til Sankt Jørgens Sø i en åben kanal (Kildevandsløbet) langs Harrestrup Å. Og det gjorde det formentlig indtil i midten af 1890'erne. I dag løber de samme vej, men nu godt beskyttet for sollyset i store vandrør, gravet ned i jorden. Og nu kun indtil Islevbro Vandværk.

Her starter Kildevandsløbet: Pumpehuset på Kildeplads III ved Harrestrup og Bymose Å. I dag er Kildevandsløbet rørlagt og trygt dækket til. Og sådan er det hele vejen ind til omkring vandværket ved Islevbro i Rødovre.

Det forsvundne Kildevandsløb

Starten af renden er Kildeplads III ved Harrestrup. En af de allerældste kildepladser fra 1859. Og den fungerer stadig væk. Den ligger ved det ca. 1 kilometer lange vandløb Bymose  Rende. Kildevandsløbet startede med at løbe syd for Bymoserenden, men forløber dernæst nord for. Det gør den hele vejen forbi Kildeplads VI (1859) ved Smedebæk Bro, hvorefter den igen smutter om på sydsiden af åen. Det gør den så hele vejen ind til Kildeplads VII (1870) ved Ballerup Boulevard. Her løb indtil 1987 vandet fra Kildeplads VIII langs Sømose Å også ind. Men den er nu lukket pga forurening. Herefter løb renden igen nord for åen.

Det er meget sparsomt med fotoer og dokumentation om dette vandløb, uden hvis eksistens der ikke ville have været noget der hed det moderne København. Så hvis du har information eller fotoer er de meget velkomne. Man kan på gamle kort se at Kildevandsløbet er aftegnet som tykke streger langs Harrestrup Å. Jeg mener at man stadig kan se nogle rester kan stadig anes i landskabet. I hvert fald forløber de rester nøjagtig samme sted som aftegningerne på kortet. Måske har du allerede set det uden at tænke over hvad det var for noget. Da den blev gravet var der hele den lange vej et åbent landskab med marker. I dag er der stort set bygget hele vejen.

Krogebjerg Parken er klart det sted man kan ane konturerne af Kildevandsløbet mest. Harrestrup Å løber til venstre i billedet langs træerne. De to vandrender ses tydeligt, adskilt af dæmningen. Og flere steder kan man se vanddæksler i bunden af renden til venstre.

Islevbro Vandværk

Indtil Islevbro Vandværk er der ikke synlige rester. Der findes et gammelt foto som viser hvordan renden løb tæt forbi iltningshuset på Kildeplads X (1885) og Kildeplads XIX ved nuværende Islevbro Vandværk. Kun et vejnavn minder om den tid: Kildeløbet. Fotoet må være fra Kildevandsløbets sidste dage. Ifølge en rapport fra 1897 var løbet allerede på det tidspunkt ved at blive lagt i rør (se citatet nederst). Der ser nu ud til at have været vådt næsten helt op til kanten. I Tidsskrift for Elektro- og Maskintekniks artikelserie om Københavns Vandforsyning (1.3.1921, s. 7) tales der om problemer med alger i filtrene pga. brugen af overfladevand siden 1882. Grundvandet var og er meget rent og fint og skal kun iltes for at fjerne den ubehagelige smag af jern, fx i Iltningshuset på Kildeplads X. Overfladevandet var og er derimod fyldt med  smådyr, småplanter og sundhedsfarlige bakterier. Og det rene grundvand må efterhånden være blevet mere og mere forurenet på sin 20 km lange vej mod Skt. Jørgens Sø.

Nord for Damhusengen kan man se at der vitterligt engang var en københavnsk kildeplads her. Røret forrest i billedet har indgraveret Københavns Vand. I baggrunden står så en nyere konstruktion fra Rødovre. Om det har noget med vand at gøre, ved jeg ikke. Man kan lige ane dobbeltløbet af Kildevandsløbet til højre og venstre for det store træ.

Krogebjerg Parken, Damhussøen

Kildevandsløbet holder sig på samme side af Harrestrup Å helt ind til Damhussøen. København havde også Kildeplads XV 1905-1930 nord for Damhussøen, og der er stadig synlige rester af kote-rørene hist og her i Krogebjergparken og andre steder hvis man kigger godt efter. I 1936 afhændede København kildepladsen til Rødovre Kommune. Så man vil også se at der er reminiscenser fra anlæg fra denne kommune. Formentlig er der anlagt to render, så man kunne rense det ene uden at blokere for vandtilførslen imens, og så lukke og åbne dem på skift. De paralelle render er aftegnet på gamle kort.

Hvis man skulle være i tvivl om at Damhussøen ikke var et vandreservoir, så kig på dæmningens sider. Den er overalt beklædt med store kampsten. I Damhussøen blandede grundvandet sig med overfladevandet. Vandspejlet er hævet 9 meter over "naturlig" vandstand.

Damhussøen er en kunstig sø, dannet ved opstemning af dæmningen hvor Roskildevejen løber. At det foruden at være en sø også er et vandreservoir fremgår af at siderne er foret med store kampesten. Ligesom iøvrigt også Sankt Jørgens Sø er. Vandet i Damhussøen stammede altså dels fra Kildevandsløbet, dels fra regnvandet. Harrestrup å løber øst for Damhusengen. Lige før dæmningen til søen tager den en tur stik vest og løber langs vestsiden af Damhussøen.

Ved Ålekistevej på modsat side af Damhussøen er der stadig vand i det der vist nok engang var Grøndalsåen. Hvor Kildevandsløbet går under vejen kan jeg ikke rigtig se. Fotoet er taget fra slusen som formentlig skulle forhindre åen i at udtørre Damhussøen. Dette var ikke teoretisk. I begyndelsen af 1900-tallet var dette en realitet, og Frederiksberg Kommune anklagede Københavns Kommune for at være skyld i det.

Grøndalsåen

Fra Damhussøen blev vandet ledt langs Grøndalsåen ind til Sankt Jørgens Sø. Grøndalsåen er i dag rørlagt i hele sin udstrækning. Den løb/løber hvor Grøndalsparken er. Men der er planer om at frilægge åen igen. Ligesom med Ladegårdsåen. Klimaændringer og behov for afvanding af oversvømmede kældre har med et gjort åerne attraktive igen. Åerne er samtidig kommunegrænser, og så går der normalt politik (læs: kuk) i det. Hvem skal nu betale? Og det sker formentlig også i dette tilfælde. Og den lille park syd for Bispeengbuen afspejler også åens forløb.

Formentlig åen under Jernbane Alle. Den er helt tørlagt. Selv om der ligger en lille pyt for enden af tunnelen ser det ikke ud til nødvendigvis at stamme fra åen. Der findes tilsvarende passager ved broen ved Godthåbsvej.

Enkelte steder er åen og kildevandsløbet ført under veje, som Ålekistevej, Jernbane Alle, C. F. Richsvej, Godthåbsvej og Borups Alle. Vest for Flintholm Station kan man tydeligt se afmærkninger i form af bløde buer fra åen og løbet. Jeg er nu ikke helt sikker på hvad der er hvad. Også under broen ved Godthåbsvej er der spor efter gamle vandinstallationer, bl.a. et hvor der står "opført 1888", hvilket kunne være det år åen og/eller Kildevandsløbet blev rørlagt.

Vest for Flintholm Station kan man tydeligt se de to paralelle render. Eller resterne af dem

Mellem Flintholm og Grøndal Stationer smutter løbet under jernbanen. Nord for (Grøndal Station) kan man prøve at følge resterne af løbet i vildnisset langs haveforeningerne, men man bliver uværgerligt nødt til at vende om og fortsætte på den anden side af jernbanen. Løbet smutter heldigvis tilbage til denne side, og der spor af renderne og enkelte installationer helt frem til Fuglebakken Station. Dernæst fader sporet ud. Der kan hist og her findes rester af såvel å som kildevandsløb, bl.a. langs Åboulevarden ved Jagtvej. Men så er det slut. Vel ankommet til Sankt Jørgens Sø havde Kildevandsløbet opfyldt sin mission. Herefter var det op til vandværkets enorme dampmaskine at sørge for at vandet blev pumpet ud til Københavns dengang 150.000 indbyggere.

Her er mit bedste bud på hvor Kildevandsløbet slutter sin 20 km lange rejse. I Sankt Jørgens Sø ved Åboulevarden. Fra det lille beskedent udseende grønne pumpehus til et endnu mere beskedent udseende udløb. Jeg kan i hvert fald ikke finde andre synlige steder. Men hvilken forskel det har gjort! På beskidt sundhedsfarligt vand til frisk og godt vand.

Kildevandsløbet ifølge kilder

I Polyteknisk Tidsskrift 1902/03 kan man læse om anlægget af broen ved Godthåbsvej i forbindelse med en vej mellem Godthåbsvej og Frederikssundbanen. I denne beskrivelse nævnes også Kildevandsløbet:

For at tilvejebringe en bedre Forbindelse mellem Vandløse og Kjøbenhavn og for samtidig at aabne de mellemliggende Arealer for Bebyggelse skal der anlægges en Vej fra Godthaabsvej ved Grøndal til den paa Generalstabskortet med a mærkede Overkørsel over Frederikssundsbanen mellem Bygaard og Bogholdergaard. ... Grøndal Bro bestaar af en 6 Fod hvælvet Bro for Kildevandsløbet samt to 3 Fods Gennemløb for de paa hver Side af Kildevandsløbet liggende Markvandsgrøfter. 

Kort der viser nogle af de daværende ovennævnte steder: Næsten vandret gennem billedet Frederikssundbanen. Den store nord-sydgående vej er Jernbane Alle. Mellem Bygård og Bogholdergård ses Vanløse Station. Nederst Bogholderbro, som er identisk med broen ved Jernbane Alle (se foto ovenfor) og nuværende Flintholm Station. Grøndal Bro er den ved Godthåbsvej og Grøndal Station. Og ligger hvis man følger åen mod nordøst. Den planlagte vej må være Grøndals Parkvej.

Løbet blev gravet med de bare hænder og skovl. Og det begynder først nu at gå op for mig hvorfor min barndoms matematikundervisning i 1960'erne gik ud på at når 1 mand kan grave 2 meter grøft på 1 time, hvor lang tid tager det så at grave en rende på 20 km. Og så blev det hele endda kastet til igen 40 år efter, fordi man efterhånden fik vandet i lukkede rør. Så det er egentlig imponerende at der stadig kan ses rester af det. I en rapport fra Københavns Kommune 1897 hedder det

Det aabne Løb, Kildevandsløbet, hvori Vandet oprindelig førtes ind til Staden, er i Aarenes Løb blevet erstattet af lukkede Jærn- og Betonledninger. Disse have en samlet Længde af c. 4 Mil og variere i Diameter fra IVs til 4^/2 Fod. Kun paa en Længde al c. 3,000 J'od er der bibeholdt en aaben Strækning af Hensyn til Vandets Udluftning. Vandet fra de underjordiske, dybtliggende Vandlag er nemlig saa jærnholdigt, at Jærnet først maa fjernes derfra, inden det sendes ind i Ledningerne i Byen. Dette sker ved at udsætte det rindende Vand for Luftens Paavirkning i en ganske kort Tid. Jærnet udskilles derefter som røde Fnug af Jærnilte, der senere i Filtrene maa filtreres fra Vandet.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Ruten

Harrestrup Å. Damhussøen. Grøndalsåen. Ialt 20 km hvis man tager turen hele vejen fra Kildeplads III til Sankt Jørgens Sø.