Fra Pengeløse Overdrev over Søborg til Gladsaxe

Fra bar mark til tætbebygget forstad på 50 år

Ved århundredskiftet 1900 eksisterede der en kommune ved navn Gladsaxe-Herlev med to sogne på  2.500 indbyggere. Det er dem vi i dag kender som Gladsaxe Kommune med knap 67.000 og Herlev Komune med knap 28.000 indbyggere. Og for øvrigt løsrev Herlev sig i 1908 og blev selvstændig.

Just imponerende er bageriet måske ikke, men det er Søborgs ældste hus og ligger ca. midt på Søborg Hovedgade. Langt over 100 år er det.

Pionertiden

Forvarslet kom kort for århundredskiftet. Den indeklemte villa som nu er bageri på Søborg Hovedgade 75, er fra 1897 og Søborgs første og ældste hus. Det har huset butikker og bolig: En filial af Gentofte Bank, viktualieforretning, blikkenslager, tobaksforretning og nu altså bageri. Egentlig et ganske godt eksempel på hvordan Søborg Hovedgade fremstår i dag: Som en driftig forretningsgade. I 1901 begyndte et konsortium at udstykke Søborggård og Lauggård, 78 parceller som blev til Søborg Villaby i området mellem Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Her ligger Gladsaxe Kommunes Vandværk.

De første udstykninger i Søborg (Søborg Vllaby) skete umiddelbart nord for Højmosen (Utterslev Mose) og senere vest for (Søborgmaglekvarteret). Tilsammen gav de ophav til betegnelsen "Pengeløse Overdrev". Dette billede af mosen forsøger at give et indtryk af hvilket øde sted det engang var.

1903 fulgte udstykning af området omkring Venusvej, Mars Alle og Marienborg Alle. Tilflytterne var fortrinsvis fra brokvartererne, og deres kolonihaver, skure og lysthuse blev kaldt for "Pengeløse Overdrev". Der er intet tilbage af disse skure. I dag er kvarteret mondænt, med store villaer og ejendomme. Søborgmaglekvarteret (Maglegård, Lauggard og Grønnemosegård) blev fra 1917 udstykket til villagrunde og har stort set samme skikkelse som dengang. Udover at ligge tæt på København og dens arbejdspladser, ligger området også selv i dag idyllisk ned til Utterslev Mose.

Der er ikke meget "Pengeløse Overdrev", snarere noget "Mangepenge Overflod"? over husene der ligger i det område hvor udflytterne fra Nørrebro slog sig ned for over 100 år siden. Et roligt kvarter tæt på Utterslev Mose i et bakket terræn.

Det siger lidt om datidens forestilling om byudvikling at man højst måtte bygge i 1 etage og med 2 lejligheder. 1905 begyndte håndværksmestrene at flyttede i større og finere huse i Bagsværd: Højgårdens grund blev udstykket til Søvej, Aldershvilevej og Skovalleeen. Når man går ad Buddinge Hovedgade, forstå man hvorfor arbejderne ikke nåede så langt ud i første omgang: Der er adskillige kilometer. Dengang landeveje. I 1927 var Aldershvile Slotspark i Bagsværd næsten udstykket. Tre ”gullaschbaroner” eller ”ny-rige” opførte under 1. verdenskrig fornemme herskabsvillaer på Aldershvilevej. To af dem eksisterer nu som institutioner: Søholm”. Pragtvillaen ved Bagsværd Søpark huser nu shippingfirmaet BIMCO.

Gullaschbaroner var en slags yuppier som tjente bunker af penge på at sælge mere eller mindre (specielt mindre) spiselige kødvarer til tyskerne under 1. verdenskrig. Udover at de opførte sig radikalt anderledes end det traditionelle pænere borgerskab, gik der også rygter om at de anvendte rottekød og endog savsmuld i deres produkter. At de tjente mange penge, vidner dette hus om.

Bl.a. arkitekter var bestyrtede over den "rodede byggestil" og en forening til forskønnelse af Søborg forsøgte i perioden 1911-1920'erne at få opført arkitekttegnede boliger, fx det såkaldte "Mønsterhus" på Runebergs Alle 41, arkitekt K. T. Seest. Det er ham der også tegnede den mere kendte Nørrebro Station. Huset står endnu: Gulmalet. Huset vakte opsigt i hele København for "den gode smag", I 1913 en villa på Jyllands Alle (nu Dickens Alle) tegnet af arkitekt Gotenborg (1878-1964). Det slog aldrig igennem. Dels var de indbyrdes uenige, dels havde selvbyggerne, arbejdere fra brokvartererne, ikke råd. Selv om foreningen angiveligt lavede byggeri til fornuftige priser

Det byggeri der omgiver mønsterhuset, er et vidnesbyrd om at den slags huse forblev en drøm i nogle arkitekters huse. Trods berømmelsen ser man ikke mange af denne type huse i Søborg.

Foreningen stod også bag ”Indianerlandsbyen”. I april 1914 købte A/S Høje Søborg gården af samme navn med jorder. To af bagmændene, arkitekterne J.L. Meulengracht og Niels Gothenborg, er jeg stødt på før, dels i forbindelse med selvbyggerne, dels med Den Engelske Haveby i Brønshøj. De 73 ensartede gavlhuse med udnyttet tagetage og gavlene vendt ud mod vejen blev bygget 1924-25. Men det tog ti år, før alle husene var solgt. Som for selvbyggernes vedkommende satte købernes deres personlige præg på husene, der i dag da også er meget forskellige, trods den fælles grundplan.

I det meste af 1900-tallet havde folk ikke meget kendskab til andre end deres omgangskreds. Hvis noget var særlig fremmedartet, blev det nedsættende eller spydigt kaldt noget med "indianer" eller "neger". Det gjorde min far fx. I min ungdom kaldte man det noget med "araber" eller "beduiner". Racisme er noget der ligger dybt i dansk opdragelse. Måske som en reaktion har beboerne nærmest demonstrativt givet hvert hus sit særpræg.

Det øvrige Gladsaxe og Buddinge var forholdsvis uberørt af urbaniseringen. Mindre erhvervsvirksomheder etablerede sig langs Søborg Hovedgade. Selvom tilflytterne betød at Socialdemokratiet blev indvalgt for første gang i Sognerådet, havde det gamle landsbysamfunds repræsentanter dog stadig overtaget. Godt nok ernærede kun 1/3 af Gladsaxes indbyggere sig med landbrug i 1906, men kvinder og tyende fik først almindelig valgret i 1909. I 1940 var kun omkring 4% beskæftiget ved landbruget.

Urbaniseringseksplosionen

Udbryderen Herlev fik i 1905 fik eget vandværk. Gladsaxe klarede sig med brønde indtil 1910 hvor der kom et vandværk ved Søborg Mose. Moderniseringen foregik langsomt: I 1907 åbnede Bagsværd Skole. Søborg Skole indviedes med 350 elever. I 1909 kom der elektrisk lys til Søborg og Bagsværd og i 1911 i Mørkhøj og Gladsaxe. Udover Slangerupbanen blev der i 1915 fast rutebilkørsel mellem Bispebjerg og Søborg. Tilflytterne arbejdede nemlig fortrinsvis i fabrikker på Nørrebro. Men efter 1910 gik det stærkere. Indtil 1940 voksede Gladsaxes befolkning med over 20.000. I 1913 blev Socialdemokratiet for første gang det største parti i sognerådet. I 1917 fik partiet sit første kvindelige sognerådsmedlem, lærerinden Emilie Madsen. Hun blev ekskluderet pga en strid om Hjælpekassen.

For en vandværksfan er det svært at lade være med at fiksere på Gladsaxe Kommunes Vandværk. Formentlig det som blev opført 1910. Før den tid klarede man sig med brønde. Vandværket ligger i det område som først blev urbaniseret i Gladsaxe Kommune.

Under 1. Verdenskrig, i 1916 blev omkring 500 soldater indlogeret hos private. De bemandede Gladsaxe og Buddinge Forter, Buddinge og Tinghøj Batterier. Denne grå decembertorsdag fornemmer man intet af alt dette. Der ånder fred langs Husumenceinten på Vestvolden. Volden er ved at blive skovet fri så man reelt også kan få et indtryk af konturen af anlægget. Det har ikke skræmt sjaggerne væk. Deres sjæggen ledsager hele vejen ud til Utterslev Mose. I 1916 åbnede også Søborg Biografteater. Det blev moderniseret 1936. I 1916 indvarslede opførelsen af Gladsaxe Mejeri det senere Gladsaxe Industrikvarter. Det lukkede 1972 og blev revet ned i 1982.

Det lå ikke i kortene at Gladsaxe skulle fortsætte som selvstændig kommune, men indlemmes i København. Landsognene kunne ikke klare udgifterne til veje, kloakering, skoler, socialforsorg, vand, el, gas, trafik osv. Det var bl.a. baggrunden for Brønshøjs indlemmelse i København. Derfor ansøgte man om ”optagelse” i København, Bl.a. opkøbte Københavns Kommune ca. 1/8 af Gladsaxes areal. I 1933 krævede Gladsaxe af regeringen at kommunen bliver indlemmet i København. Disse planer blev dog forholdsvis hurtigt forpurret. Man begyndte allerede i 1937 at tvivle på projektet, i 1939 stod det klart at Gladsaxe ikke kunne kræve at blive indlemmet.

De ikke så glade 20'ere

De glade tyvere var måske ikke så glade i Gladsaxe, for 1922-1924 blev der opført 2 husvildebarakker i træ og lysthuse bruges ofte som helårsbeboelse. Sognerådet accepterede de nuværende beboere, men forsøgte at begrænse fremtidigt ulovligt byggeri. Man gav rådgivning til nye parcelhusejere og tegninger til 3 typer huse som kunne opføres med små midler. Især i Stengårdskvarteret flyttede folk ind. Som i et tidligere indlæg om selvbyggere var det især private som stod for det. I 1917 blev Maglegården udstykket. Søborgmagle. Grundejerforeningen har beskrevet historien. I 1920 Grønnegården. Det gik for alvor i gang 1923. Men i starten var det mest lysthuse uden kloakering. Den var først på plads i 1936. Lysthuse er et kendt fænomen i den tidlige urbanisering af Københavns omegnskommuner, fx Hvidovre.

Biblioteksvæsnet startede i 1923 på Søborg Skole med udlånsfilialer på skolerne i Gladsaxe og Bagsværd. I 1940 blev Gladsaxe Kommunebibliotek indviet på hjørnet af Gladsaxevej og Uranienborg Alle (arkitekt Vilhelm Lauritzen). I 1924 kørte en sporvogn ad Søborg Hovedgade. Bagsværd Bio åbnede.

Depressionen i 30'erne

I 1930'erne kunne grønne omgivelser i Gladsaxes endnu tiltrække tilflyttere. Men de sociale forhold bød på arbejdsløshed og fejlernæring. I 1936 blev fx indført gratis skolebespisning pga fejlernærede børn. For de ældre blev 1932 det første alderdomshjem indviet: De Gamles Hjem på Søborg Hovedgade. Bygningen er stadig i brug. Børnehaver kom til fra 1933 med samt flere skoler.

Mørkhøj havde indtil da ligget indeklemt mellem Husum, Herlev og Gladsaxe med dårlige trafikforbindelser, men i denne periode blev Mørkhøjs gårdes jorde at blive udstykket. Monberg Thorsen og Dyrup & Co. flyttede til Gladsaxe Industrikvarter i 1934. I 1935 kom et bygningsreglement: Der skal være 50 meter fra fabrikker til nærmeste beboelse, i industrikvarterne dog kun 10 meter.

Søborg Hovedgade er en livlig forretningsgade og egentlig ganske underholdende at trave op eller ned ad. Nogle vil måske kalde byggeriet langs vejen for rodet. Det er den også, opbygget som den er igennem 100 år. Man kan se at alle stilarter, boligtyper osv. blander sig i bybilledet. Trafikken ser voldsom ud, men egentlig ikke overvældende. Vejen ligger tilpas fra Hillerødmotorvejen og Helsingørmotorvejen.

I perioden 1935-1940 fordobledes antallet af lejligheder i kommunen, og områderne langs Søborg Hovedgade blev næsten helt udbygget. Det arkitektonisk mindre interessante Pileparken blev opført 1946-1950'erne. I villaen Højgårds Vænge 17 "Kisum Bakke" boede forfatteren Karen Lydia Aabye (1904-1982), tegnet af Elliot Hjuler og opført i 1943. Den 22. december 1944 blev den sprængt i luften af Gestapo, fordi hun var medlem af Holger Danske. Men dog ikke hjemme. Den blev genopført 1945 og udvidet 1956.

Søndergård Park er næsten som en pænt stor landsby med eget butikstorv og snoede gader i et let kuperet terræn. Husene er holdt i gule mursten og ser ens ud.

Slut med byggeriet

Efter 1945 gik det kommunale byggeri for alvor i gang og overtog det private byggeris rolle. Markante milepæle var Søgård (1950), Søndergård Park - ingen haver, men grønne arealer (1947-1958) og kollektivhuset Høje Søborg (1949-1951, arkitekter Povl Ernst Hoff og Bennett Windinge). 1950'erne kom Bagsværd Industrikvarter til, Gladsaxe Trafikplads (1952), Gladsaxe Friluftsbad (1958), Privat skøjtebane (1960), Mørkhøj Industrikvarter (1961), Høje Gladsaxe (1963-), Gladsaxe Teater, TV-byen (1964). Så var det ved at være slut. Der var ikke flere ledige byggegrunde.

 Slut ... og dog. Der opføres stadig boliger på Søborg Hovedgade. Her er det Realdania som opfører Danmarks "reelt første energineutrale" boligbyggeri.

Læsestof

Fra klondyke til moderne velfærdskommune. Gladsaxes historie 1900-2000. Karen Jull Sørensen og Per Boje. 2001
På Sporet af Søborgs seværdigheder. Vandretursforslag.
Fra Husum til Mørkhøj

Ruten

Utterslev Mose. Søborg Hovedgade. Buddinge Hovedgade. Bagsværd Hovedgade. Aldershvilevej. Bagsværd Station.

Mølleåen - Hareskov

Mere præcist: Fra Lyngby Sø og Åmose, Mølleåen, Hareskoven og Jonstrup Vang til Ballerup

Lyngby Sø er delt mellem Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner. Holder man sig på nordsiden, Lyngby Åmose er man i den sidste. Her et typisk forløb af stien gennem mosen. Man kan andre steder gå helt ned til søbredden.

Jeg missede solen efter middag og et par timer frem. Til gengæld slap jeg for den bidende friske vind. Og jeg var bestemt ikke den eneste: Skove, moser, søer og stier er denne lørdag formiddag tæt befolket med hundeluftere, vandrere, løbere, cyklister, kajak- og kanosejlere og andre. Vandreturen i dag går gennem bynære naturområder.

Lyngby Åmose

På nordsiden af Lyngby Sø ligger en stribe mose. Man kommer til den ad en promenade langs østsiden af søen. Engang var det et fredeligt sted som Lyngby kommune havde fået anlagt for en billig penge. Men selv en lørdag som denne er der nu omstunder et inferno af larm fra Lyngby Omfartsvej. Udsigten står i grel modsætning til larmen. På den ene side drages man af den pragfulde udsigt over søen, på den anden side stresses man af støjen, som faktisk først dæmpes 1½ km væk når man når Mølleåen. Åmosen er ellers et godt sted at vandre. Man kan i modsætning til så mange moser gå helt nede ved søbredden, hvor der er anlagt en sti. Herfra har man også udsigt over selve søen og de små holme som "deler" søen i to dele.

Møllefloden mellem to søer. Kajakkernes motorvej? Hvor broen går fra Spurveskjul nord for åen (til højre) ti Nybroskov syd for (til venstre).

Mølleåen

De ca. 3 km Mølleåen mellem Furesø og Lyngby Sø er en af de bedre strækninger af Mølleåen. Der er dramatiske skrænter og åen selv er ret bred, faktisk nærmest en flod. Allerede Danmarks militærdiktator, kong Frederik 3. havde fået øje på områdets skønhed. Frederik 3. var den konge som kastede Danmark ud i den ulyksalige krig med Karl 10. Gustav af Sverige, og var ved at udradere Danmark af verdenskortet, hvis ikke fordi det havde været fordi hollænderne kom til hjælp og slog svenskernes storm på København tilbage i 1659  Frederik 3. havde - lidt lige som Hitlers arkitektoniske drømme om Germania - en drøm om en kolossal sommerresidens med Mølleåen som midterakse i Frederiksdal. Han nåede dog at dø forinden (ligesom Hitler) og planerne blev aldrig til noget. I stedet tilfaldt resterne af sommerresidensen en senere dansk militærdiktator, kong Christian den 6's udenrigsminister Schulin hvis efterkommere stadig ejer slottet Frederiksdal.

Der løber ikke megen vand fra Louisekilde længere. Men stedet er stadig idyllisk. Indskriften er blevet ophugget i nyere tid, men er igen ved at forvitre. Teksten står på tavlen.

Fra 1791 stammer Louisekilden som ligger ca. midtvejs mellem de to søer. Den blev meget belejligt opdaget på hendes 50 års dag. Men hele området emmer i den grad af at være et meget attraktivt udflugtsmål for københavnere. Selv på en bidende kold dag som i dag hvor alle restauranter og kafeer er lukkede, er der masser af mennesker. Hvis man har tid og ork er der adskillige afstikkere undervejs, fx til Jægerhuset, Sneglebjerget, Den Gamle Have, Frederiksdal og Hjortholm. Jeg besøgte dog kun den sidste.

Det fremgår af plancen at Winther skrev et digt heromkring i 1828: Flyv fugl flyv over Furesøens vove. Men man behøver nu ikke en finkulturel, forældet digter til at fornemme landskabets storslåethed.

Store Hulsø

Skoven syd for Furesøen hedder Frederiksdal Storskov. Forlader man Furesøen og går mod syd mod Hareskoven passerer man et noget kedeligt udseende åbent område, Ladegårdsmarken. Men synet bedrager. Ladegårdsmarken er en rasteplads for trækfugle, bl.a. sjældne arter som hvepse- og fjeldvåger og fiskeørne. Man bør absolut unde sig vandreturen omkring Store Hulsø. Søen er for så vidt ikke så imponerende. Man kan selv nu hvor alle bladene er væk, dårlig få et overblik over søen. Men området omkring søen er et besøg værd.

Stemningsbillede fra Store Hulsø. Man aner hvor svært det er at se selve søen, men det gør heller ikke så meget. I baggrunden de høje bakker som omkranser hele søen.

Søen er et dødishul fra istiden med meget stejle skrænter. Og man kan stort set gå omkring hele søen, både oppe og nede. Under militærdiktaturets værste tid i Danmark, enevælden i perioden 1668-1739 var det forbeholdt kongen at færdes her. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg tog turen syd om søen. Turen går gennem urørt skov med birk, el, skovfyr og andre træer.

Hareskovene

Endnu længere mod syd ligger så Hareskoven. Dem har jeg allerede anbefalet på tidligere vandringer. Og det skal så bare gentages her. Denne gang tog jeg turen ad en af de snorlige veje, Gl. Jagtvej, som løber hele vejen fra Femvejsstjernen til Langehus Skovløberhus, hvor der i anledning af årstiden sælges juletræer og hjemmelavet og industrielt fremstillet julepynt af alskens slag.

At julen nærmer sig, fremgår af denne billede fra Langehus Skovløberhus, hvor en familie bringer årets juletræ sikkert i havn. Fra den gule bygning i baggrunden er der udsalg af diverse julepynt mm.

Hareskovene rummer også mindre skovstier, men jeg valgte de brede, befærdede stier denne dag hvor det handlede om at kunne gå rask til for at holde varmen. Hareskovene er på alle måder et godt sted at vandre. Terrænet er kuperet, mange bakker og man kan selv vælge hvor udfordrende man vil have det ved at vælge mellem de behagelige brede skovstier eller de mudrede og glatte.

Solen er endelig tittet frem da jeg passerer det unavngivne vandhul syd for Gedderygmose i Hareskoven. Men det blæser så til gengæld frisk til. Og det er blevet hundekoldt.

Ruten

Lyngby Station. Mølleåen. Gl. Jagtvej. Ballerup Station. I alt ca. 20 km.

Regnemark Vandværk - Køge Å og Ås

To storslåede, omend noget amputerede naturattraktioner Køge Å og Køge Ås, langs den kakofoniske Vestmotorvejen. Og en stor detaljerigdom

Udsigt fra Regnemark Banke. Bag søen løber Køge Å og bag den ligger Svenstrup Kildeplads. Den kan man dog ikke se her.

Området med Regnemark Vandværks kildepladser er godt dækket ind af tre forholdsvis informative foldere om Køge Å stien. Desuden af Erik Petersens beskrivelse af stien langs Køge Å. Regnemark Vandværks domæne, kildepladserne, er præget af Køge Å og Køge Ås. Begge er kraftigt reducerede, nogen ville måske sige vandaliseret: Åsens grus ligger nu under motorvejene, og vandværket har gjort sit til at dræne åen og dens opland siden 1964 som det seneste af Københavns Kommunes vandindvindingsanlæg.

Regnemark Vandværk og dens forudsætning i forgrunden: Køge Å. Værket ser ikke ud af meget, hverken størrelsesmæssigt eller arkitektonisk. Men det er storproducent af vand til København, så tag ikke fejl af størrelsen. Det er det som foregår under jorden der er interessant.

Vandværket

Vandværkets arkitekt var Henning Ortmann (1901-1976). Kildepladserne forløber næsten alle langs Køge Å-systemet og pumper vand ind til København via en  38 km lang ledning. Ikke alene rettede man åen ud, Køge Ås vandstrøm blev formindsket efter vandindvindingen. Grundvandstanden er faldet op til 8 meter. Selv om Københavns forbrug af vand er mindsket siden 1970'erne er det ikke kommet Køge Å til gode. Her er vandindvindingen ikke mindsket. Detaljerne kan læses i Naturstyrelsens rapport om Regnemark (2013). Naturstyrelsen er imod vandindvinding som denne hvor store naturområder bliver ødelagt.

Langs Ravnehave Kildeplads løber Køge Å i et roligt tempo. Til venstre kan man ane skovene som dækker Ravnehave Ås. Den bedst bevarede del af Køge Ås.

Kildepladserne

Til vandværket hører 12 Kildepladser. Næsten alle med pumpestation. Anlagt samtidig med vandværket eller i årene kort efter:  Fra starten (1964) Almsgård, Kimmerslev, Nr. Dalby og Slimminge. Dernæst 1965-68 omkring Køge Å Ejby, Spanager (den mindste), Ravneshave (den største), Svenstrup og Gummersmarke. Og endelig 1968-69 Bøstofte, Valsømagle og Vigersted, der er placeret i Suså-oplandet, altså næsten helt ude ved Ringsted. De fleste af kildepladserne er invaderet af bjørneklo og har små §3 områder. Ingen af kildepladserne har de sædvanlige skilte med HOFOR. De har heller ikke nået at få så mange gamle anlæg. Generelt er kildepladserne noget anonyme.

Modsat de øvrige værker var der i perioden 1972-2011 et overfladevandsanlæg: Fra Haraldsted Sø kunne der pumpes overfladevandet via et bygværk i og ved søen til Værket ved Regnemark, og fra Gyrstinge Sø kunne der overføres vand til Haraldsted Sø. Pumpestationen med mikrosien ved Haraldsted Sø og transportledningen for søvand til Værket ved Regnemark er stadig intakt. Men overfladevandsindvindingen er der stadig tilladelse til og det finder sted i begrænset omfang.

Køge Å

Kildepladserne ligger ujævnt fordelt langs Køge Å. Åen kom i følge geologer før åsen. Og indtil for nylig var den endnu prægtigere end den er i dag, hvor vandmængden er aftaget. Så meget at vandet til tider løber den forkerte vej, altså fra Østersøen ind i åen. Det skete formentlig i sommer med fiskedød til følge. Køge Å er ikke kun plaget af vandmangel, men også af støj. Vestmotorvejen spiller en konstant og nærværende 1. stemme i en rædselsfuld kakofoni med forskellige andre befærdede veje som 2. stemme: Vester Ringvej, Ejbyvej og Køge Bugt Motorvejen. En tvivlsom symfoni som vandrere langs Vestvolden mismodigt vil kunne nikke genkendende til.

Motorvejen anes lige bagest. Men larmen aftager hurtigt. For dels fosser vandet, dels skærmer skov og skrænter. Og så kommer et af de absolutte højdepunkter langs Køge Å.

Men når det er sagt, så er Køge Å et fortrinligt sted at vandre langs. Der er masser af oplevelser af afvekslende karakter. Den øvre del af åen flyder gennem et forholdsvis fladt område og åen slynger sig ikke så meget. Den nedre del, især øst for motorvejen er derimod storslået, med stejle skrænter og en bredde på åen som minder om en regulær flod. Stien er ikke så godt afmærket (Erik Petersen bemærker det samme). Jeg gik vild flere steder, men så meget kan man så heller ikke løbe vild, fordi man hele tiden kan tage pejling efter åen. Strækningen mellem Motorvejen og Gammel Lellingegård er absolut turens å-mæssige højdepunkt.

Øst for motorvejsoverskæringen forløbet åen dramatisk i en kløft og slynger sig afsted mere end på det øvre løb. Hvor den måske også er blevet rettet ud. Stien er ikke så godt afmærket, men følger man bare åen, går det nok. Man kan både gå langs med den eller oppe på toppen af skrænten.

Byerne: Borup og Køge

Begge byer er hver på sin måde værd at vandre lidt rundt i. Borup for sit præg af jernbaneby omkring stationen. Men man skal lige læse folderen for at få styr på hvad bygningerne egentlig blev opført til. Alle har nemlig skiftet funktion: Kroen er boliger, købmandsgården Super Best osv. Byen er så tilpas stor at der stadig er et aktivt forretningsliv. Jeg ankommer tidligt lørdag morgen, så ikke noget at sige til at der er lidt dødt. Køge er der skrevet mange bøger om. Og lovprisningerne er på sin plads, men også uden for bloggens emneområde, i hvert fald i dag. 

Formentlig er disse huse ved Spanagervej ældre end statshusmandsbrugene. Men disse er svære at få øje på eller fotografere. Det ser måske idyllisk ud, men jeg forestiller mig ikke at livet her for 100 år siden var særlig eftertragtelsesværdigt rent økonomisk.

Mere upåagtede er måske de små husmandshuse ved Spanagervej. De er alle bygget efter 1923 med støtte fra staten for at skaffe jord til jordløse husmænd. Ifølge folderen var de idealforestillingen om statshusmandskolonier som der blev oprettet over 25.000 af mellem 1900 og 1940. Men tilværelsen for disse husmandsbrug var nærmest eksistensminimum.

Herregården Spanager Hovedgård står i grel modsætning til de små husmandshuse. Men ejeren siden 1923 er Københavns Kommune, og den bliver brugt til børneinstitutioner.

Køge Ås

Køge Ås er, eller var, oprindelig 35 km lang. Men helt op til 1980 gravede man løs af dens grus. Det er lettere ironisk at store dele af åsen nu ligger som sand og grus under de motorveje som støjforurener hele området. Der er store ar i form af dybe grave, nogle er endda blevet til små søer. Nogle af dem skyldes dog også tørvegravning som har fundet sted især efter 1850. Turen langs Køge Å giver flere muligheder for at beundre åsen. Regnemark Banke er måske ikke den højeste del af åsen, men til gengæld er der en flot udsigt. Glentehøj kan ses fra stien lidt øst for Gammel Lellingegård. Den rager markant op over en skov i horisonten.

Helt mod øst og før Køge heddeer Køge Ås bare Åsen. Og Køge Å stien løber langs sydsiden. En prægtig tur med udsigt til åsen mod nord og ådalen mod syd. Længere fremme ligger en mærkværdig kirkegård midt i det rene ingenting omgivet af en gulmalet murstens mur. Her ligger såmænd Grundtvig begravet.

Man kan afvige fra stien og gå langs Spanagervej, den løber på toppen af Vittenbjerg. hvis man kravler et par meter gennem krattet er der en dramatisk udsigt ned ad. Begge steder fredede. Danhøj (flot udsigt) og Holmebakke de højeste punkter på åsen. Men vil man se hvordan den ikke-udgravede ås har set ud, skal man bestige Ravnehave. Udsigt er der ikke meget af, for den er overgroet med højt træer og krat. Åsbakken ved Køge er 3 km. Køge Å-stien forløber langs sydsiden. Og her kan man udmærket kombinere turen to store attraktioner: Mod nord den stejle åsskrænt, mod syd å-dalen.

Træernes eget værn mod at den sandede ås skrider ned. Rødderne har dannet et tæt værn mod sandskredet. Åsen indeholder også store sten som sætter sig fast mellem rødderne og tætner mod sandet.

Vejs ende

Med Regnemark er Vandringsløse Tidende nået til vejs ende hvad angår de de 7 regionale vandværker som oprindeligt hørte til Københavns Vand. Men ikke de 8 lokale vandværker under HOFOR. Og en ganske god bid af de 56 kildepladser. Bag HOFOR står kommunerne Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk. HOFOR leverer vand til ni omegnskommuner, herunder Furesø, men ikke Egedal. Og har en gensidig backup-aftale med Gentofte, Gladsaxe og Roskilde. Hofors miljøvurdering af vandet er i en rapport fra 2013.

Jeg er blevet opmærksom på at københavnernes tørst har store konsekvenser for de steder hvor vi henter vandet. Kildepladserne ser ikke ud af ret meget. De ligner små, hyggelige grønne kiler. Men dybt nede sker der ting som har drastiske følger for overfladen: Vandmøller som fx Pile Mølle er iøjnefaldende eksempler, fordi den er menneskeskabt, ligesom brønde. Men vandløb, moser, enge mv. er tørlagt. Vandværkerne havde indtil 1970erne rettigheder til at pumpe ubegrænsede mængder vand op. Vandforsyningsloven fra 1980 begrænsede pumpetilladelserne til 30 år.  Vandforsyningsplanen 2012, er et eksempel på hvordan vandet styres i dag. Fra 1980'erne begyndte landbruget at gøre krav på at kunne bruge vandet til markvanding.

Hvordan man løser problemet med at sikre hovedstaden rent drikkevand, samtidig med at man sikrer at det ikke betyder ødelæggelse af store naturområder, ved jeg ikke. Jeg læste for nyligt at et stort flertal af byboere ønsker sig naturområder med ro og fred. Vandværkerne med deres kildepladser er sådanne kiler i naturen. Men roen og freden er det de fleste steder småt med. 

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Retmæssigt bør også nævnes Cisternerne. 1859-, Bellahøj Højdebeholder 1913-2013 som blev nedrevet på trods af protester fra beboere som godt kunne lide bygningen. Nedrivningsfirmaet Øllgård beskriver på sin hjemmeside bygningen som lidt af en miljøfarlig affære: Fra blyholdigt maling til alskens miljøfarlige stoffer i beton, rør, asbest, PSB osv. Brønshøj Vandtårn 1928 er ligeledes lukket som vandtårn. 

Ruten

Borup Station. Køge Å Stien. Køge. I alt med afstikkere 27 km. Udmærkede vandreveje. Turen fra Lille Salby til Danhøj håber jeg dog man vil gøre noget ved!