Lille Rørbæk Enge - Jyllinge

Man kan vælge at følge den afmærkede Fjordstien mellem Frederikssund og Jyllinge. Men man kan også lave nogle afstikkere, hvis man er til lidt eventyr!

Drejer man fra Fjordstien i Lille Rørbæk og følger vejen op til luftnavigationsanlægget på Løkkebakke, har man denne udsigt over Roskilde Fjord. Den lille damper kan nogle af de lokale muligvis identificere (EDIT 4. juli. En lokalkendt kollega har identificeret den lille damper som S/S Skjelskør).

Lille Rørbæk Enge

Lille Rørbæk Fredningen (eller Enge) er et ret stort område langs Roskilde Fjord mellem Frederikssund og Jyllinge. Det blev fredet i 1996 og skulle være den eneste tilbageblevne åbne strandeng langs fjorden. Og sidste hjemsted for et par truede planter, orkideer mm. Fjordstien fører ikke gennem fredningen, men følger østsiden af den. Der er nemlig ikke nogle stier gennem selve fredningen. Der er nogle stier, alle med udgangspunkt i Lille Rørbæk som fører ned til fjorden, men ikke langs med fjorden. Set i bagklogskabens lys skulle jeg nok bare have valgt vejen ned til Hammerhage. Her er det nemlig muligt at gå en lille kilometer langs stranden og Svaleklint.

Stien stik vest fra Lille Rørbæk ender blindt, så man bør nok foretrække at fortsætte lidt oppe i landet og vælge den næste, mere sydligt beliggende sti. Hvis man da ikke som vandringsmanden uforfærdet kaster sig ud i at traske gennem markskel og bevoksninger som denne.

Men hvis man vil gennemføre en vandring tæt på stranden, er vilkårene at lade hånt om adgang forbudt skilte, indhegninger og krydse marker med køer (og det gør jeg bare ikke! Jeg skal mindst have et elektrisk hegn mellem mig og dem). Jeg har før bemærket lodsejernes læggen beslag om naturområder ved bl.a. Skenkelsø Sø, og troede faktisk sidste gang jeg var på besøg hos jætterne at der var åbnet op. Men nej, i dag er stien gennem den sydøstlige ende af søen atter barrikaderet, og jeg måtte vælge en omvej for at komme fra Ølstykke til Lille Rørbæk.

Strandenge er i sagens natur flade. Men der er dog noget klintagtigt over landskabet ved Svaleklint, og her kan man også gå langs stranden. Man bør dog nok gå tilbage hvis ikke man er til eventyr og ufremkommelige sivskove.

Værebro Å

Helt galt går det hvis man vil forsøge at følge Værebro Å fra kysten ind til broen ved Lupinvej. Der er nemlig et bredt bælte af 1-2 meter høje siv, gyldenris, brændenælder og bjørneklo. Igen hvis man ikke vil dele vej med køerne. Egentlig lidt synd for os mennesker, for Værebro Å er ganske bred og vandfyldt på denne strækning. Engang (i stenalderen) var der en fjord som strakte sig 12 km ind i landet, og der er fundet våben fra et slag i middelalderen her (1133).

Jeg kommer umiddelbart til at tænke på Bogart og Katherine Hepburn i "Afrikas Dronning", da jeg kaster mig ud i at forsøge at navigere langs Værebro Å. Der mangler bare iglerne, den tropiske hede - og Kathrerine Hepburn, forstås - og Bogart - og tyskerne - og ginen - og ....

Når første man er kommet syd for Værebro Å, er vandreforholdene igen gode fra Lønagerparken for enden af Osvej Vest. Man kan gå langs stranden, eller hvis man hellere vil, oppe i klitterne, hele vejen ned til Jyllinge. Og det vil jeg stærkt anbefale, selvom Fjordstien skyder genvej gennem boligkvartererne. På en dejlig sommerdag som denne har man en fin udsigt over sejlerlivet på Roskilde Fjord, og man kommer bl.a. forbi nogle badestande og -broer (Jyllinge Strandpark) og en lystbådehavn ved Rådalsgård.

Tilbage på Fjordstien kaster Vandringsmanden fra broen ved Lupinvej et blik gennem den sivskov som just er forceret. Man kan lige ane Værebro Å slynge sig gennem sivskovene. Jo, der er absolut grundlag for at genindspille "Afrikas Dronning" her!

Jyllinge 

Den sidste halve kilometer ind til Jyllinge gik jeg oppe på Nordstrandsvej, fordi den fører over en bakke. Herfra har man panorama over Roskilde Fjord, med bl.a. udsigt til Lilleø. Holmene ud for Jyllinge er EU fuglebeskyttet og færdsel på dette tidspunkt af året er forbudt. Det så det nu ikke ud til at det blev respekteret. Der var flere både som var trukket på lang på fx Lilleø.

Vel ude af fredningsområdet og i mere civiliseret terræn: Nordmarken, nord for Jyllinge. Her udfolder Roskilde Fjord sig for alvor med strande, åbne vidder, sejlerliv og blå himmel. Nå ja, sådan da. Lidt skyer gør vel ikke noget.

Jyllinge Fiskerihavn rummer en dramatisk historie om dette erhvervs storhed og fald. I 1861 var der 28 fiskere med 21 både i området, og i 1875 6 fiskehandlere. En lille havn blev anlagt i 1906. De røde skure som man kan se i dag er fra 1920. Men havnen mente de lokale fiskere var for lille, og de søgte det offentligt om støtte til en ny i 1926. Det resulterede i en veritable "Havnekrig" fordi de lokale mente at myndighederne gjorde det alt for dyrt. En lokal helt, "Store Jens" (hvis drabelige kontrafej pryder planchen på havnen) tog sagen i egen hånd og oprettede ganske enkelt "Nordre Frihavn". Et skilt med dette navn står stadig på et af skurene.

Roskilde Fjord set fra Nordmarksvej, umiddelbart nord for Jyllinge.

Men fiskeriets dage var ved at rinde ud. I perioden 1947-53 skubbede Cheminova til udviklingen ved at udlede gift i Værebro Å, og det ødelagde forholdene for fisk og skaldyr. Paradoksalt nok blev havnen dog renoveret 1966-69. Men fiskeriets dage var talte. Som så mange andre steder. Og det er et åbent spørgsmål om hvis "skyld" det var. Vandringsfolk har det privilegium ikke at skulle afgøre den slags historiske sammenstød. Så vidt jeg kan se er den seneste tilføjelse til havnen en lille plade på et skur, som markerer vandstanden ved orkanen Bodil i december 2013, 2.07 m over daglig vande. Og det er et pænt stykke oppe, ca. en meter over dørtærsklen til huset.

Helt bagest til venstre er "Jyllinge Fiskeeksport". I midten det hvide skur hvor der på modsat side er indsat en plade over vandstanden 2.07 m over daglig vande. Og i forgrunden nogle af redskabsskurene. de har navne som "Nordre Frihavn", og huser  fx jagtforeningen.

Ruten

Ølstykke Station. Lille Rørbæk. Fredningen. Nordmarken. Jyllinge. Linje 600S tilbage til Ølstykke. Ialt ca. 17 km. Heraf dog adskillige kilometer gennem særdeles uvejsomt terræn.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Halland: Mellbystrand

Drømmen om kilometerlange, endeløse og brede sandstrande, blå bølger og palmer ligger omkring 2 timer fra København

I hvert fald hvis man vælger at se bort fra palmerne. Mellbystrand (egentlig Laholmbugtens Strand) er Sveriges længste sandstrand, 12 km lang. Og med områdets under 2.000 indbyggere er der rigeligt til alle, også selv om området siden 1908 har været et elsket ferieparadis. Nu med masser af fritidshuse bag klitterne.

Drømmen om den øde sandstrand ved det blånende hav ligger vist dybt i mange af os, og det er netop hvad man kan få i opfyldelse ca. 2-3 timers transport fra København. Og der er rigeligt plads på stranden.

Skummeslöv Strand

Er den sydlige del af stranden tættest på Båstad. For vandrere er den måske ikke så spændende som for bilister som har lov til at køre overalt på stranden. Det er også her der er en korridor ud til det åbne hav for vandscootere. Det er mit indtryk at det også er her man mærker civilisationen mest i form af strandsvineri, men det er nu ikke overvældende.

Skummeslöv Strand set fra syd mod nord. Stranden er hård helt op til klitterne, og bilerne har lov til at færdes overalt på stranden. Længere oppe er der imidlertid betonklodser tværs og stranden, og så er det bal forbi.

Mellbystrand

Længere nordpå er så de rigtig fine strande, med godt hårdt travesand langs strandkanten og det mere udfordrende bløde sand højere oppe. Klitterne er af vekslende højde, men ikke besværlige at bestige. De ligger som et bredt beplantet området med mareham, små fyrretræer og alskens klitbevoksning i et bredt, vandringsvenligt bælte inden fritidshus området begynder. Med de mondæne kæmpekasser i 3-4 mio. klassen tættest på stranden og de mere beskedne øst for Kustvägen, langs hvilken der er en kombineret gang- og cykelsti. Den minder lidt om hvad man i Danmark også finder langs Nordsjællands kyster, men pga. svenskernes meget fodgængervenlige trafikkultur følte jeg mig dog på intet tidspunkt generet.

Næsten endeløst (faktum dog 12 km) strækker den brede sandsstrand sig næsten så langt som øjet rækker.

Stranden byder mest på sand. Men der er drevet masser af muslingeskaller i land. Og strandvandringer udmærker sig jo netop ikke ved den store afveksling i landskaber, men landskabets konstante skiften: Snart den konstante, underliggende dundren fra brændingen, afvekslingen med de utallige variationer af bølger der slår mod land. Lysets, solens og skyernes vedvarende farvning af sand, vand, det gyldne spil i bølgerne. Specielt er der mulighed for at se solnedgang over havet. I det hele taget det store hav, Kattegats nærvær. Desuden skulle der også være mulighed for at fange fisk. Hvis man ellers er til det.

Lidt fiskeragtigt er der over dette parti neden for Strandhotellet. Men det er vist også det eneste.

Hvis noget kan kaldes et turistcentrum, må det vel være området omkring Strandhotellet i Mellby. Det er et overdådigt hotel fra 1927, som har gennemlevet en lang nedgangsperiode og forfald indtil det i 2010-2011 blev gennemrestaureret og i dag fremstår som en prægtig bygning, der absolut er et must.

Strandhotellet er et overvældende badehotel som fremstår nyrestaureret, med restaurant mv. Der er også musik, eller i hvert fald blev der reklameret for Stensson (et fire mandsorkester).

Det er også her man finder de store campingpladser, småstugeföreninger som Laxen (en slags kolonihaveforeninger), isboder, restauranter, minigolf, mm. Og da også det sted hvor vi så flest mennesker.

Mellem Strandhotellet og stranden er området med campingpladser og småstugeföreninger som denne, Laxen. Jeg går ud fra at det fungerer på samme måde som ved kolonihaver. Altså for de som ikke har økonomi til at investere i et dyrt fritidshus.

Klitbevoksning i naturreservatet umiddelbart nord for Maria's Camping. Absolut et af de naturmæssige højdepunkter.

Naturreservat

Umiddelbart nord herfor findes et lille, men særdeles vandrevenligt naturreservat, Hökafältet. På området vil man tættest på klitterne finde et barsk område med den særlige klitfauna. Dernæst et område med uigennemtrængelige sumpe og længst oppe i landet fyrre- og nåleskove. I klitterne er der trampestier som fører gennem de mest fantastiske landskaber. Og så er lydene helt på naturens vegne. Det er forbudt at cykle og medbringe hunde, og man er langt fra Kustvägens billarm.

Specielt stort er naturreservatet ikke, men det byder på overraskende mange variationer. Fuglestemmerne fortæller at der også er noget at kigge efter for fuglekendere.

Indkvartering: Havsstugorna

Hvis man gerne vil lidt væk fra dette det mest turistede område er der mange muligheder. Vi havde fået et lille, intimt sted, Havsstugorna. En lille plads med en halv snes hytter, tiptop moderne og nyistandsat med alle moderne bekvemmeligheder: Bad, toilet, vaskemuligheder, tørretumbler osv. Tæt på indkøbsmuligheder og 5 minutter fra stranden. Rummene er pænt store, de fleste med eget køkken, så der både er noget til de der foretrækker privatliv, samt de som foretrækker det modsatte. Helt klart et alternativ til de mere kommercielt drevne steder. Det er tre tidligere campister som har overtaget pladsen og totalrenoveret den. Der er desuden plads til et par campingvogne og telte.

Havsstugorna. Til venstre bygningen med 4 lejligheder og fællesrum, og bag dem ejernes 3 villatelte. Til højre fællesbygningen med en lejlighed, bagerst endnu fire selvstændige hytter. I midten er der plads til grill og spisning, samt plæner til campingvogne og telte.

Det er nemt at finde rundt på standen. For ca. hver 200 eller 250 meter skifter strandene navn. Dels numre, men også navne, med billeder (børnevenligt). De sydligste har fuglenavne, de midterne frugt- og grøntnavne. Strandhotellet ligger fx ved den nordlige opgang på Pærestranden, mens Havsstugorna ligger på Tomatstranden.

Efter at have travet sig mæt, er der vel ikke noget som at se solen synke i havet. Og i godt vejr som dette, med bølgerne sagte godnatmusik, kan man sidde lidt og meditere og få fred i sjælen.

Ruten

Kan sådan set varieres. Man kan gå den ene vej 12 km langs stranden, herefter måske vælge klitvejen eller Kustvägen den anden vej tilbage. Der er rigeligt at se til alt efter temperament. Naturreservatet kan sagtens gennemtraves på kryds og tværs og er en tur i sig selv.

Frederikssundmotorvejen

Frederikssundmotorvejen stopper pt ved Motorring 4. Men meget snart vil den skyde sig yderligere 5 km mod vest gennem Albertslund og Egedal Kommuner.

I et indlæg fra 21. april 2014 beskæftigede bloggen sig med tilslutningsvejen mellem Kildedal Station og den kommende Frederikssundmotorvej. Hvis man vil få et indtryk af selve motorvejen, kan man bruge ca. 3½ minut på et indslag fra TV Lorry fra 11. maj 2014. Men man kan også gå turen selv. For at få en mere sanselig oplevelse.

Den første kilometer af Frederikssundmotorvejen i Albertslund Kommune (Resten er i Egedal Kommune). Bag broen (Hold-An-Vej/Ballerupvejs overføring) kan man lige ane hvor langt man er nået med at asfaltere. Herefter ligner de resterende 4 km. grusvejen. I forgrunden kan man se Harrestrup Å blive ført under motorvejen. Det grønne område til højre er Harrestrup Mose. Som det fremgår er der ingen støjvolde her. Til gengæld står fotografen på støjvolden til haveforeningerne.

1,1 mia. kr. for 5 km motorvej - hvad betyder det for det nuværende landskab? Fra Motorring 4 vil Frederikssundmotorvejen den første kilometer nærmest drøne igennem Harrestrup Mose. Selv om det er et af de ældre vådområder i Vestskoven, er mosen dog blevet brugt til lidt af hvert gennem tiderne. Før 1960'erne var der våde græsningsarealer og der blev skåret tørv. Så blev der anlagt lossepladser som i så mange moser i omegnskommunerne af København. Disse lossepladser er nu overdækket med jord så de ligner små bakker og den lille sø blev udgravet.

Motorvejen set mod vest. Til højre bag støjvolden ligger haveforeningerne. Man aner ristene på begge sider af vejen, og midterrabatten. Man kan næsten bagest på motorvejen ane en række rør tværs over vejen. Det er her Risby Å bliver ført under motorvejen. Sådan ser strækningen indtil Ledøjetoften stort set ud på denne dag.

Nord for motorvejen er der ved at blive bygget støjvolde, men indtil videre kun mod haveforeningerne som ganske få meter fra motorvejen følger motorvejen i næsten 2 km: Brøndgården, Hestholm, Ågerup og Stuvehøjgård. Der har været arbejdet på denne strækning siden august 2013 og den forventes åbent i september 2015. Så dette blogindslag kan meget vel gå hen og blive lidt historisk. Og hvis man vil opleve stederne, er det ved at være sidste udkald.

Det er landskaber som dette motorvejen forløber i. Let kuperet terræn med marker og spredte bevoksninger, moser og landbrug. Ikke desto mindre et hjemsted for dyr, fugle mm.

Stakket frist for dyrelivet

Der er et meget rigt dyreliv i området. Fuglene synger så det er en lyst, snesevis af harer springer frem og tilbage over motorvejen. Og lidt væk er der flokke af fredeligt græssende køer. Stilhed før stormen kunne man vel nærmest kalde det. Men det ved dyrene selvfølgelig ikke. Der er dog tilsyneladende vist hensyn til en stor koloni digesvaler. De har næsten helt bz-agtigt lagt beslag på hvad der ligner en bunke affaldsjord midt på motorvejen, og det ser faktisk ud som om at man indtil videre har ladt dem i fred. En tikkende bombe under disse særprægede fugles tilholdssted, formentligt. Digesvalerne er meget sky. Jeg kan på afstand se dem flyve til og fra hulerne i store flokke. Men da jeg kommer tættere på for at få et foto af dem, holder de sig væk, og flyver i stedet rundt over mig.

De mange små huller i toppen af denne bakke er redepladser for digesvaler. Jeg forsøger forgæves at få et billede på tæt hold af dem når de flyver ud og ind af hullerne. Men de er simpelthen for vakse til at ville stille op til fotografering. Motorvejen vil rent ud planere denne bakke og gå durk igennem. Det er kun et spørgsmål om tid, tror jeg. Jeg kan ikke forestille mig at man vil lave en omkørsel. Og svalerne vil formentlig også betakke sig for at bo i midterrabatten på en motorvej.

Broer og tunneller

Der er en del vejbroer: Fra øst først Ballerupvej ført over, dernæst Ledøjetoften ligeledes ført over, mens cykelstien og Råbrovej bliver ført under. Det ser drabeligst ud ved Råbrovej. Udgravningen forløber øst for den nuværende vejføring og ligner en grusgrav med meget fint sand. To ellers fredelige gårde, Jordbærgården og Ammetoft bliver bogstaveligt talt delt midt over af motorvejen og tilkørselsvejen fra den nye hovedvej nordpå til Kildedal. om det vil føre til mere salg i jordbærrene, vil tiden vise.

Cykelstien fra Smørum (øverst i billedet) til Ledøje er nænsomt ført under motorvejen. I baggrunden kan man ane Ammetofte Mose

Og her slutter blisternes drøm. Man får ganske enkelt ikke mere end de 5 km motorvej for de 1,1 mia. kroner, og der er ikke afsat penge til at forlænge motorvejen yderligere. Hovedvejen fra Kildedal Station slutter også her, i en rundkørsel der fører op til motorvejen. Motorvejsbyggeri foregår i det 21. århundredes Danmark ikke som i forrige århundredes brutale og ensidige partiskhed over for bilisterne. Der bliver lavet støjvolde, plantet træer, taget hensyn til krydsende sideveje, herunder også cykelstier osv. Men uanset hvad må man jo erkende at en 6-spores motorvej anlægger man ikke bare sådan i al ubemærkethed. Og når trafikken først ruller, så vil det nok heller ikke foregå som vinden sagte raslen i bladene.

Dette kunne til forveksling ligne en grusgrav, fx fra Hedehusene. Men det er udgravningen af Råbjergvej under motorvejen. Den nuværende vej forløber på den højre bakkekam. Træerne til venstre står ved Jordbærgården. Umiddelbart på den anden side (til højre, uden for billede) kommer tilkørselsvejen fra hovedvejen fra nord til motorvejen.

Placeringsmæssigt forløber motorvejen fortrinsvis på tidligere marker. Men altså ganske tæt på mange små åndehuller for dyr og planter - som ikke er blevet spurgt om hvad de synes om det hele. Og de mange harer forekommer mig at se ganske forvirrede ud, når de hopper rundt på de nyopgravede veje.

Højre side af denne bro markerer hvor Frederikssundmotorvejen slutter. Uden for billedet til højre er der uspolerede marker og ingen ansatser til at det ændres forløbig. Billedet er set fra hovedvejen mod syd, og trafikken vil fra nord skulle køre under broen, gennem en rundkørsel som lige anes under broen, og dernæst køre til venstre ad tilkørslen og nord om Jordbærgården.

Vandrestien

Efter al denne motorvejsvandren trænger jeg til noget fredelig natur, og vælger den 3 km lange vandresti mellem Smørum og Veksø. Det er en rigtig god vandresti. Ikke fordi udsigten er så fantastisk. Men fordi det dufter berusende af forår og sommer, lydene er fortrinsvis fra naturen og stien er god at gå på i tørvejr. Grus, græs. Der er godt nok ikke gjort mere ved stien tættest på Veksø siden sidst jeg var her, men på en tørvejrsdag som denne er den perfekt.

Måske føles vandrestien fra Smørum til Veksø ekstra smuk i dag efter 7 km på kommende motor- og hovedveje. Det må læseren sselv bedømme. I baggrunden kan man se Veksø. Det dufter fortryllende, og fuglene synger så man bliver helt glad og opløftet. Herunder endnu et panorama fra stien. En flok køer som har søgt ind i skyggen.

Vejdirektoratet.

Ruten

Hold-An-Vej. Motorvejen. Skebjergvej. Smørumovre. Vandrestien til Veksø Station. Ialt ca. 13 km.