Jól, yule, joulu, jul

Julen falder i en periode hvor vi trænger til lys. Såvel rent fysisk som psykisk. Det er et årtusindgammelt ønske som har overlevet mange anslag.

På denne 21. december, hvor lyset langt om længe vender tilbage, er det vel naturligt at tænke på lys og mørke. Og i anden række også på hvad disse fænomener ofte er forbundet med: Det gode og det onde. Mytologier og religioner har alle måttet forholde sig til, man fristes nærmest til at sige underkastet sig dette naturfænomen. Forn Siðr, katolicisme, protestantisme, ateisme. Intet har de kunnet stille op mod hvad disse naturkræfter sætter i gang, sådan rent almenmenneskeligt.

Julens traditioner fortaber sig som bekendt årtusinder tilbage i historien. Før man begyndte at fejre lysets tilbagekomst, var årstiden formentlig også rammen for Mørkets Fest. Lidt af det har vi genoplivet i nyere tid og flyttet til et andet tidspunkt med Halloween. Mørkets Fest blev formentlig afholdt i ærbødighed over for de døde, som ikke opfattedes som ligegyldige. De var stadig afgørende for pløjningen fx. Jul er uløseligt forbundet med mørke og lys.

Ikke for ingenting ligner Brønshøj Kirke, Københavns ældste bygning (1180'erne) en borg. Den skulle imponere og skræmme, dels ved siden af de lave middelalderhuse, dels ved sin synlighed fra toppen af Brønshøj Bakke. For kirkerne snyltede siden 1104 på bønderne, som skulle betale tiende, altså 1/10 af deres korn, kvæg mv. til kirke, præst og bisp helt op til år 1900.

Lyset vender tilbage

Fra Skandinavien til Rom iagttog man at ved midvinter havde mørket kulmineret, og det begyndte at blive lyst igen. Det fejrede man ved at spise og drikke godt. Tidspunktet kunne falde forskelligt. I Norden fejrede man det midt i januar, i Rom den 25. december med genfødslen af solguden Saturn. Man udvekslede bl.a. gaver til denne fest. Germanerne så det stedsegrønne træ som symbol på livet og frugtbarhed. Den stedsegrønne kristtjørn symboliserede himmeldronningen Dianas menstruationsblod, mens misteltenens bær var solgudens sæd. Begge ingredienser i den moderne jul.

Omkring år 1900 var det ved at være så som så med kirkens rolle som godsejere. I 1895 da Utterslev Mark var ved at blive befolket, og blev til Bispebjerg, eller Nordvest-kvarteret, måtte kirker som Kapernaumskirken affinde sig med at blive klemt inde mellem 5-6 etagers huse. Væk er fordums storhed og borglignende udseende.

Julen eller midvinter har sammen med midsommer gennem årtusinder været almindelige menneskers største fest. I middelalderen var bagning og brygning af stærkere øl en juleforeteelse. Der var en tolerance som viste sig ved at de kristnes engle deltog på lige fod med Odin, Thor, Frej og andre af de nordiske guder.

I 1920'erne og 1930'erne forsøgte kirken at slå igen. Dette ses to steder i provstiet: Ansgarskirken (1933). Opkaldt efter den katolske munk Ansgar som var på visit i Danmark i 800-tallet. Tilsyneladende et nostalgisk forsøg på at rulle tiden tilbage, helt grotesk udtrykt ved den katedralagtige Bispebjerg Kirke. Sidstnævnte er der skrevet rigeligt om, for mig ligner den et aparte kompromis med den socialdemokratiske boligbebyggelse som omkranser kirken.

I starten var dette forhold gensidigt. Den hellige Frans af Assisi (1182-1226) tog Moder Jord i ed:

Lovet være Du, Herre,
for vor søster moder jord,
som opholder og bærer os
og frembringer alskens frugter
og farvede blomster og græs.

Det var i den periode de første kirker blev bygget. Siden ophøjede magthavere den intolerante, afskrækkende og missionerende mellemøstlige ideologi til statsreligion. I 1600-tallet nedlagde man fx forbud mod de mange og vidt udbredte juleskikke. Og Christian 5.'s lov fra 1683 byggede i høj grad på Moseloven. Uden større succes. En af de få ting som kirken bibragte julen, nemlig kristmessen, måtte udfases.

Grundloven indvarslede demokratiet 1849. Men det tog tid. Kvinderne måtte vente til 1915. Overklassens Landstinget blev afskaffet 1953. Fra midten af 1800-tallet har vi spredte vidnesbyrd om "almindelige mennesker". Som et eksempel bruger jeg cand. mag og lærer Peter Becks bog "Dansk dreng i Sundeved" aka Ullerup (Historisk Samfund for Sønderjylland, 1973. 168 s.), som beskriver julen som bondesamfundets fejring af lysets tilbagevenden (s. 68-69). Herunder også kirkens juleaften omkring 1920 ved pastor Mahler. Det følgende citat (s 90) kunne lige så godt have været skrevet om min barndoms jul i kirken, 30-40 år senere:

...Paster Mahler prædikede. Jeg blev forskrækket, da han med tordenstemme fra prædikestolen læse juleevangeliet, men jeg var mest optaget af de store juletræer på hver side af alteret.

Husumvold Kirke er den første ud af i alt 5 kirker bygget i 1960'erne i provstiet (1960). Den ligger ved siden af haveforeningen Bellevue og idrætspladsen. Den ville formentlig uden de store problemer kunne omdannes til klubhus, omklædningsrum og cafeteria.

Den danske folkesjæl?

Den mørke vinter har gennem tiderne betydet meget for menneskets psyke og behov for at slippe igennem vinteren. Eliten og magthaverne har forsøgt at binde befolkningen på mund og hånd, men de kunne aldrig binde ånd. Men mon ikke mytologier har spillet en stor rolle, hvad enten det er Odin og Thor, Moses og Jesus? Om disse mytologier også har haft en ideologisk gennemslagskraft er derimod mere tvivlsomt. Peter Beck (1900-19?) illustrerer det i en enkelt sætning fra sin skolegang:

"Desværre kan jeg intet huske om det sjette bud, rimeligvis fordi det i forbindelse med storketroen var uforståeligt eller meningsløst"

Dengang lød det sjette bud "Du skal ikke bedrive hor" (i dag er det "Du må ikke bryde ægteskabet"). Citatet viser sammenstødet mellem den officielle og offentligt danske politik og den gedulgte som rimeligvis har været særdeles udbredt blandt befolkningen.

Dagens vandringssang

Vandrere går ekstra godt med sang. Og helst med en munter sang. Humor er en måde at omgå magthavere, og humor er hvad der er i en gammel engelsk sang, John Barleycorn (must die). Den klinger godt i ørerne på denne grå dag. Som julen fortaber dens oprindelse sig i fortiden. Måske er den gammel, måske ikke. Den findes i talrige versioner og udgaver (jeg har valgt Traffics). Men fælles er at der er tre mænd. Som alle gamle sange er de åbne for fortolkning, også min: De tre mænd er konge, adel og kirke, der forsøger at gøre anslag mod moder Jord, symboliseret ved naturens frugter, rugen.

There were three men came out of the west, their fortunes for to try
And these three men made a solemn vow
John Barleycorn must die
They've plowed, they've sown, they've harrowed him in
Threw clods upon his head
And these three men made a solemn vow
John Barleycorn was dead

At min fortolkning kan være lige så god som mange andre, bygger jeg på at i nogle versioner hedder de Kings. Konge, kirke og adel skummede fløden fra bønder, arbejdere mm i årtusinder. Og det på den mest bestialske måde:

They've let him lie for a very long time, 'til the rains from heaven did fall
And little Sir John sprung up his head and so amazed them all
They've let him stand 'til Midsummer's Day 'til he looked both pale and wan
And little Sir John's grown a long long beard and so become a man
They've hired men with their scythes so sharp to cut him off at the knee
They've rolled him and tied him by the way, serving him most barbarously
They've hired men with their sharp pitchforks who've pricked him to the heart
And the loader he has served him worse than that
For he's bound him to the cart

Midsummer's Day! Årets andet toppunkt, hvor John topper med livskraft, han er blevet Sir John. Nu venter de tre mænd bare på at Sir John svækkes af alderdommen, så alskens hyrede håndværkere kan udføre det beskidte arbejde. Igen i min frie fortolkning krigskarle, degne, præster og embedsmænd.

They've wheeled him around and around a field 'til they came onto a pond
And there they made a solemn oath on poor John Barleycorn
They've hired men with their crabtree sticks to cut him skin from bone
And the miller he has served him worse than that
For he's ground him between two stones

Nu skulle den ged være barberet eller hvad? John Barleycorn, Moder Jord, er knægtet, torteret med alskens forskellige redskaber af datidens håndværkere, myrdet og gået grusomme ting igennem. Men man har forregnet sig:

And little Sir John and the nut brown bowl and his brandy in the glass
And little Sir John and the nut brown bowl proved the strongest man at last
The huntsman he can't hunt the fox nor so loudly to blow his horn
And the tinker he can't mend kettle or pots without a little barleycorn

I andre versioner ender mølleren i øvrigt ynkeligt forkrøblet efter at være faldet af hesten, ramt af maltens kraft.

 

Emdrup Kirke ligger i et parcelhuskvarter, og bygningen minder også om et parcelhus. Tårnet synes at være noget meget almindeligt i 1960'erne. 

Reminiscenser

I dag er der 12 bygninger i Bispebjerg-Brønshøj Provsti. Som bibliotekar kan man blive helt misundelig. Til sammenligning ligger der kun 5 biblioteker i samme område, altså under halvt så mange. Utterslev Kirkes lukning bringer dog tallet ned på 11. Tagensbo Kirke og Ansgarkirken var oprindelig også på listen. Bondesamfundet klarede sig med en: Brønshøj Kirke fra 1180'erne, der er Københavns ældste bygning.

Bellahøj Kirke (1963) kunne meget vel være et forsamlingshus. Der er lavet en symbolsk "bakke", men ellers forsvinder den rent højdemæssigt fuldstændigt. Pastoratet Bellahøj overtager formentligt Utterslev Kirke, der som den eneste i provstiet lukkede i september.

Tre bygninger stammer fra denne tid, og er i traditionel stil, lettere tillempet murstensbyggerier og opkaldt efter hhv sted og person: Kapernaumskirken (1895) og Ansgarkirken (1933, restaureret 1979). Lokaliteten, bakketoppen har kun overlevet for Grundtvigs Kirkens (1921-1940) vedkommede.

I slutningen af 1960'erne blev kirken bogstaveligt talt en del af boligbyggeriet. Tagensbo Kirke (nr. 3 fra venstre med tårnet) er fuldstændig integreret i boligblokken. Kirken var på listen over kirker som kulturministeriet mente kunne undværes. Som noget særligt skulle kirkerne imidlertid selv indvillige. tænk hvis biblioteker kun kunne lukkes hvis bibliotekerne selv gik med til det!

I 1960-1969 blev ikke mindre end 5 ud af de 11 kirker bygget. De 5 afspejler forskellige aspekter af hvordan en gammel mytologi forsøgte at indrette sig i et moderne samfund. Navne stammer ikke længere fra bibelen, men hvor de er placeret: Husumvold Kirke (1960), Emdrup Kirke (1961), Bellahøj Kirke (1963), Utterslev Kirke (1963) og Tagensbo Kirke (1966-69). Ingen er placeret på bakketoppe.

Kun korset signalerer hvad Husum Kirke er. Omend det ligner vandværket der ligger ca. 100 meter derfra på Frederikssundsvej.

Den ene af to nyeste kirker, Husum Kirke (1977) er bygget fordi Brønshøj Kirke ikke siden 1920'erne var stor nok juleaften. Hvorfor man så ikke i stedet benyttede Husumvold Kirke forlyder hjemmesiden ikke noget om. Med Tingbjerg Kirke (1983) er bygningerne endegyldigt faldet ind i det omgivende boligbyggeri af Steen Eiler Rasmussen.

Tingbjerg Kirke (1983) er den nyeste kirke i provstiet. Kun den gule farve adskiller den fra den øvrige bebyggelse. Tårnet er føjet til senere. Samfundsudviklingen slår også igennem: Ca. 70 år efter kvindernes valgret har halvdelen (2) af kirkens præster (4) været kvinder.

Lysets fest, julen, er også blevet en del af kirken. Der står tændte juletræer foran de fleste af dem. Det ældgamle frugtbarhedssymbol. Godt nok har kirken gennem tiderne forsøgt at gøre lysfesten til fødselsdag for en af de helt store stjerner: Jesus Kristus. Men kun de færreste tror vel på den slags røverhistorier nu om stunder. Gode historier har vi til gengæld til alle tider haft behov for at høre. Især dem hvor lyset vinder. Og det gør det jo. Fra i morgen.

Glædelig jul!

Ruten

Tingbjerg Kirke. Husumvold Kirke. Husum Kirke. Brønshøj Kirke. Bellahøj Kirke. Utterslev Kirke. Emdrup Kirke. Bispebjerg Kirke. Tagensbo Kirke. Kapernaumskirke. Ansgarkirke. Ialt 10-12 km.

Halvtredser-byggerier (1): Gladsaxe og Herlev

Omkring 2. verdenskrig stod det klart at traditionelle byggematerialer såsom mursten, tegl og mørtel havde nået en grænse. De var ganske enkelt ikke nok til at tilfredsstille industrisamfundets behov for flere boliger. Der skulle andre midler til. Og nytænkning.

Et af de afgørende skel i dansk byggeri skete i 1950'erne. Mangel på byggematerialer, knappe tider, et krav om velfærd osv. krævede andre metoder. Murstensbyggeri var med andre ord blevet for langsomt, for dyrt og for arbejdskrævende. Man kan mene om beton hvad man vil, men materialet var ment som en løsning på befolkningens krav om bedre boliger. Beton er et ældgammelt byggemateriale, bl.a er kuplen på den knap 2.000  år gamle Partheon-kirke bygget af 5.000 tons beton. Vestvolden blev bygget af beton. Men som materiale til alment husbyggeri blev det først industrialiseret i 1950'erne.

Helt op til 1945-50 var boligbyggeri præget af hvad man dengang kaldte "traditionelle materialer": Sten og tegl. Det ser vi fx på Københavns brokvarterer. Det gælder også med Gladsaxes selvbyggerhuse 1930-1950, se Vandringsløse Tidende. Efter 2. verdenskrig var der et behov for at løse store byggeopgaver. Staten oprettede 1947 Byggeforskningsinstituttet. Rationalisering udmøntedes 1953-57 i produktivitetsfondsudvalg. Formålet var at forøge byggeriets produktivitet og byggeriet fik tilført penge. Sådan lidt stop-go. I 1959 indførtes byggestop for at forhindre kaos på boligmarkedet. Og i 1960 kom så et program for "montagebyggeri".

På det tidspunkt var Københavns Kommune i det store hele blevet urbaniseret. I det store hele. Så det er især i ringen af kommuner tættest på København, man finder 1950'ernes "montagebyggerier": Hvidovre, Rødovre, Herlev og Gladsaxe. Dog ligger det mest kendte i Københavns Kommune, nemlig Bellahøj (1950-57), Danmarks første højhusbyggeri. Og det var meget eftertragtet i samtiden. Jeg har for ca. et år siden også omtalt småhusbyggeriet Herlev Huse (1948-1950).

Torveparken kan for en udenforstående godt forekomme noget trist og kedeligt. Gavlene er af røde mursten, mens facaderne i øvrigt er af betonelementer. Aner man en tøven over for at tage skridtet fuldt ud og bruge beton overalt? Den er iøvrigt malet. Byggeriet er blevet moderniseret ad flere omgange.

Tidligt "utraditionelt byggeri"

Til historien hører et drama mellem faglærte og ufaglærte arbejde. Der var ganske enkelt ikke længere nok faglærte arbejdere såsom fx murere til at bygge de huse man ønskede opført, så en industrialisering af byggeindustrien synes at være løsningen, så ufaglærte arbejdsmænd kunne klare opgaven. Man eksperimenterede på livet løs med beton. Skulle man fremstille elementerne på byggepladsen (feltfabrik), eller på en central fabrik? Kunne man lave betonen så stærk at den ikke havde problemer med at bære vægten af sig selv, eller gå ad gasbeton-vejen?

Her kan man se de etetagers bygninger forrest, i midten toetagers og i baggrunden treetagers. Torveparken er et af de første betonbyggerier hvor betonelementer blev fremstillet på en permanent fabrik. Men man fornemmer også at man ikke rigtigt har turdet springe 100% i betonbaljen. Gavlene er af røde mursten, ligesom vinduesoverliggerne.

Egentligt burde denne miniserie om 1950'erne være startet i Hvidovre, for det var der de første byggerier blev opført. Men nu er dette en weblog, og jeg kan gøre hvad jeg vil, så det blev altså to byggerier i hhv. Gladsaxe og Herlev. Så har jeg planlagt en tur i Valby-Hvidovre-Rødovre til en anden gang. Dagens første stop er Torveparken i Gladsaxe. Et eksempel på 336 lejligheder opført på permanente fabrikker for dernæst at blive transporteret til byggepladsen. Byggeriet ligger i tre sidegader til Rybjerg Alle og blev bygget 1955-57. Variationen består mest i etager: Der er et-, to- og treetager.

Der er mange lige linjer i Højstensgård, som langs de gennemgående stier. Men pga det kuperede terræn og at de ofte brydes af bløde, runde linjer på tværs, virker byggeriet ikke så trøstesløst som meget andet betonbyggeri jeg har set. Det er desuden heller ikke særlig højt byggeri.

Et andet eksempel er rækkehus- og etagebyggeriet Højstensgård (1958) med 380 lejemål. Dette byggeri er enormt. Det ligger i rektanglet Borgerdiget-Tvedvangen-Vindebyvej-Højbjergvej. Der går 2-3 stier på langs af byggeriet og endnu flere tværgående, ofte snoede stier. I modsætning til Torveparken er der bløde og snoede linjer og varierende grønne områder. Terrænnet er også kuperet og nærmest appellerer til det. I det hele taget virker det som om at arkitekterne har boltret sig lidt og også tænkt på beboerne. Gavlene er af gule mursten, mens facaderne er af beton og mellemrummene mellem vinduerne af træ.

Man kan lade sine børn løbe rundt i området mellem bygningerne i Højstensgård. Der er masser af plads, en ungdomsklub og forsamllingshus. Og et supermarked. Selv graffiti-folk er nået til området, se skuret til højre.

Begge byggerier er tegnet af arkitekterne Kai Agertoft og Jørgen Juul Møller. De stod også bag de senere og langt mere kendte Ballerup-planen og Høje Gladsaxe sammen med Povl Ernst Hoff.

På denne grå decembermandag ligger Herlev Hospital og passer perfekt i farve til himlen. Her er der ikke nogen tøven med at blande mursten og træ ind i betonen. Det er beton og glas det meste. I dag er der omfattende byggearbejder i gang langs hospitalet. Den vifteformede indgang ses midt i billedet nederst.

Herlev Hospital må vel ses som en slags kulmination på højhus- og betonbyggeriets glansperiode. Det blev projekteret 1966 og stod færdigt i 1976. Meningerne var dengang som nu delte om hospitalet der på mange måder slog fysiske og psykiske rekorder. Man kan også bare vælge at se hospitalet som et barn af sin tid. Noget entydigt resultat blev der ikke af slagsmålet mellem mursten og beton. Glas og stål blev populært senere. Og i dag bygges der vel varierende med alle slags?

Hvor storby bliver til landbrugsland

Nedlagte tørvemoser, åer og andre vandfænomener præger de forhenværende landbrugsarealer syd for Frederikssundsvej. Nogle af dem ligger nu helt ude af konteksten midt i byområdet.

Hvis man vil opleve hvor Storbyen København ender og landbrugslandskabet så småt tager over, er området mellem Ballerup og Smørumnedre et godt bud. Frederiksundsvej er en af hovedstadens "fingre". Kigger man på et kort, opleves Københavnsområdet som et nogenlunde sammenhængende byområde helt ud forbi Ballerup. Herefter er der stadig byer, Smørumnedre, Stenløse, Veksø, Ølstykke. Men de hænger ikke sammen med København og de er små eller større klumper omgivet af landbrugsland.

Decemberland: Udsyn over Tørvesletten fra vejen langs s-togsbanen. Solen gør her lidt over middag sit bedste for at brænde igennem, men der er ikke meget at gøre godt med, her 9 dage før årets korteste dag. Men det blæser ikke, så selv om temperaturen er tæt på frysepunktet, føles det ikke koldt.

Pederstrup

Pederstrup er et must for vandrere i området. Det er en velbevaret landsby hvor også Ballerup Museum holder til. Desuden er Pederstrups historie karakteristisk for mange andre landsbyers i området: Skiftevis under kirken og kongen. Ødelagt af svenskerne under Københavns belejring 1658-1660. Den holdt sig helt op slutningen af 1960'erne, hvor den blev reddet. Ryttergården blev sat i stand 1967-78. Det samme blev Lindbjerggård (nu egnsmuseum) med gårdhaven og Pederstrupgård (ditto). Grantoftegård driver økologisk landbrug og forskellige aktiviteter for folk der gerne vil have en fornemmelse af landbolivet. Store Peters Hus hvor der nu er traktørsted er mindst over 200 år gammelt.

Pederstrup ca. 1 km vest for Ballerup fortjener opmærksomhed. Man får her et indtryk af en næsten selvforsynende landsby, skomager, smed, købmand osv. Mange gårde. En af dem stadig i drift. Her er til venstre skomagerhuset, til højre smedjen, hvor et skilt fortæller at man kan få strammet hjulringe. Det ved vist kun ældre hvad er. Træhjul havde i "gamle dage" en ring spændt fast rundt om hjulet for at forstærke det, og den ring kunne en gang imellem blive for slap.

På Tørvesletten vest for Pederstrup kan man opleve råvildt løbe rundt. Det skete i dag to gange hvor en flok på fire lystigt sprintede væk da de blev forstyrret af Vandringsmanden. Ellers er der ikke meget usædvanligt dyreliv at opleve på turen. Jo, der er altid egern, krager, skader og andre bytilvænnede skabninger.

Tørveslettevej er formentlig opkaldt efter sletten mellem Ballerup/Pederstrup og Smørumnedre. Området rummer en mængde moser hvor der før 2. verdenskrig blev gravet tørv (brændsel). [Tilføjet 13.10.2014. Se kommentaren, hvor en lokalkendt oplyser at sletten før hed Smørumnedre Mark. Først i nyere tid er man begyndt at kalde det Tørvesletten, formentlig efter at vejen kom til at hedde Tørveslettevej - ikke efter sletten, men efter gården Tørvesletten!]

Gårde

Udover landsbyen er der nogle gårde der nu har fået andre formål: Tørvesletten er som så mange andre forhenværende landbrug endt som stutteri. (Tilføjet 10.10.2014: Se kommentaren: Min oplysning beror på en misforståelse: Gården Tørvesletten er ikke identisk med stutteriet Tørvesletten. Den ligger ca. 250 m. nordligere end stutteriet og er børneinstitution). I dag er der også larm fra børn. Søagergård reklamerer med at være "Danmarks flotteste bondegård" (uden at fornærme nogen kan man vel godt sige at det samme ikke gælder deres hjemmeside). Rolighed(en) på Råbrovej husede (1917-) engang sognerådsformand (1917-42), folketingsmedlem for Socialdemokratiet (1929-), indenrigsminister (1947-50) og landbrugsminister (1953-57) Jens Laurits Oluf Sørensen Smørum (1891-1976), landarbejder, letmatros og fisker. Nu er der planteskole. Råbroholm bliver brugt af spejderne. Ormehøjgård er golfcenter. Skebjerggård sælger juletræer.

Smørumnedres østlige del bærer i den grad præg af de mange tørvemoser som lå her før i tiden. Her er det Stormosen. I dette område kan man på en gang se et par ældre landbrugsejendomme, tørvesletten, Stormosen og det moderne villakvarter længst væk.

Moser

Der er mange små og store moser i området. Råmosen blev fredet 1962. Det er en pænt stor mose (29 ha), med et udpræget rekreativt område, fordi de mere interessante dyr og planter for længst er forsvundet. Kun lystfiskeriet har det godt. Som så mange andre bynære naturområder bruges den af og til til at dumpe affald. Som de andre moser blev Råmosen indtil efter 2. verdenskrig brugt til at grave torv. Denne decemberformiddag ligger Råmosen indhyllet i tåge, og solen har svært ved at trænge igennem. Stillingen by-land må vel her vurderes til at stå 1-1.

Tidligst på turen oplever jeg Råmosen med al dens klicheagtige mosemystik. Solen hænger fuldmåneagtigt over mosen og formår ikke at brænde tågen og de lavthængende skyer af. Tåge, dis og gråblege træsilhoutter markerer mosens domæne. Kun trafikken griber forstyrrende ind i tryllerierne.

Det gælder også Stormose, Husesø Mose (midt i golfbanen), Balsmose (der skulle være fisket både karpe, suder, brasen og gedde i den, og den har en fanklub), Grønsømosen og Ammetofte Mose.I sidstnævnte gravede firmaet Lauritz Knudsen så mange tørv at 50 m Råbrovej forsvandt 2-3 meter ned i mosen (se 25. april 2013). Mange af disse moser indgår nu som rekreative områder i Smørumnedre.

Jeg tror nok at Ballerup Kommune har forsøgt at gøre Ballerup Å mere tilgængelig. Men stien stopper på et tidspunkt. Og om nogen egentlig sti langs åen er der heller ikke tale. Snarere et knoldet græsareal. Stokkene er kæmpebjørneklo. Som tilsyneladende i sommers må have nærmest skygget for udsigten til åen.

Åer

Hvor der er moser er der vandløb. Og vandløb har mange navne. Der er Ballerup Å, Grønsø Å, Råmose Å m.fl. Floder er der bestemt ikke tale om. Og slet ikke lange, højst et par kilometer kan de svinge sig op på. Ikke desto mindre bliver der også kommunalt taget hånd om dem, fx i Regulativ fra 1997 fra Ballerup Kommunalbestyrelse, Det er da betryggende at der er styr på placering af dræn- og spildevandsudløb. Det ser ud til at der gøres nogle halvhjertede forsøg langs åerne. Man kan i teorien gå langs Ballerup Å og Grønsø Å. Men sine steder er der ret ufremkommeligt. Stierne er knoldede græsarealer. Ofte ender stien og man må gå tilbage. Udmærkede hundelufterområder.

Grønsø Å er dels længere, dels mere farbar i forhold til Ballerup Å. Egedal Kommune har åbenbart givet tilladelse til anlæg af en enorm golfbane på begge sider af åen. Det kan man så mene om hvad man vil. Langs golfbanen er terrænet ret fladt, men længere vestpå ligger noget der kunne minde om en decideret ådal.

Grønsø Å er at foretrække. Selvom en stor del af turen går tværs gennem golfbanen. Der er mange golfere ude, men det lader ikke til at genere dem at der går vandringsmænd rundt derude. Så der er tilsyneladende plads til os alle sammen. Min hensigt var at følge den helt op til udspringet i Grønsø mose, men der er ved at blive anlagt en ny vej. Så jeg nøjes med at skue over mod det forjættede land. Med lidt god vilje kan man visse steder tale om et ådalslandskab, især i området vest for golfbanen. Ikke nogen imponerende ådal dog.

Ved dette vejbyggeri tæt på Råbroholm slutter min færd mod Grønsø Ås udspring i Grønsømose. Jeg spørger mig selv: Hvorfor? Hvad er det for en vej der er ved at blive anlagt her? Jeg prøver forgæves at google. Måske nogen af læserne kan opklare byggeriet. Så vidt jeg kan se, skal vejen forbinde Nybøllevej omtrent ved Syvhøjgård med stikvejen til Søagergård.(Tilføjet 10.10.2014: Se kommentaren. En læser oplyste at det er forbindelsesvejen til Frederikssundmotorvejen. Jeg har senere både gået tur på forbindelsesvejen og på Frederikssundmotorvejen).

Ruten

Ballerup Station. Pederstrup. Råmosen rundt. Langs Grønsø Å til Råbrovej. Smørumnedre. Tørvesletten. Pederstrup. Ballerup Station. I alt omkring 17 km med afveje.