torsdag den 21. november 2013

Broskov Bakker, Ganløse

"Dansk Grand Canyon" nord for Ganløse.


en tidligere tur den 2. august i år passerede jeg tunneldalen ved Broskov Bakker mellem Ganløse og skoven Ganløse Ore. Det var et område som jeg fik lyst til at se nærmere på. Området kaldet Broskov Bakker nord for Ganløse blev fredet i 2008. Derefter skulle der så være blevet anlagt stier gennem tunneldalen. Danmarks Naturfredningsforening beskriver den sådan:
Når man står på kanten af dalene og kigger ned i kløfterne kan synet – efter dansk målestok næsten sidestilles med et vue ned i Grand Canyon i USA. Det mageløse landskab findes lige syd for skovene Slagslunde Skov, Ganløse Eged og Ganløse Ore, hvor det strækker sig som et af landets største og mest fantastiske systemer af tunneldale.
De mere nøgterne fakta er at nordsiden af denne ca 5 km lange tunneldal har 20 meter høje skrænter. Det højeste punkt er et skovbevokset punkt 46 meter over havet. Smeltevandsfloder, der under isdækket skar sig ned i undergrunden, dannede åse og issø-aflejringer. Stien gennem Klokkekildebakker og Rødovre Kommunes feriegård Skovly går halvvejs oppe rundt om en dal.

Fra Klokkekildevej mod nordøst kan man se ud over den mindre dramatiske optakt til tunneldalen. Der er langt fra Ganløse til Grand Canyon, både rent fysisk og i overført betydning. Men det gør jo ikke udsigten dårligere.

Langåsen

Langåsvej på godt 1 km er anlagt på toppen af en ås. Herfra har man et af de bedste udsyn over de højtliggende skove, dybe dale, stejle skråninger og de ujævne bunde med vandhuller og moser. Noget Grand Canyon er der dog ikke tale om. Men vi forstår godt meningen med sammenligningen. Det er et meget smukt område at vandre rundt i.

Turen på Langåsen er absolut et højdepunkt. Man kan se dalene på begge sider og i bunden ofte vand- og mosehuller. Ligefrem skrænter kan man vel ikke kalde det. Snarere bløde kurver.

Hulveje i Højrøde Bakker

De Højrøde Bakker ligger ved Hesselsvinget, mellem Langåsen og Ganløse Egeds sydvestligste hjørne. Området er dækket af skov. Her er nogle meget markante og nærmest dramatisk udseende 3.000 år gamle hulveje som skærer sig ind i bakkerne på en strækning af ca. 150 meter. Langs vejen gror der nogle meget sjældne bøgetræer, vrange bøge, med krogede grene og stammer. Dansk Dendrologisk Årsskrift har en længere artikel om disse træer. Nord for hulvejene ligger et højt punkt på 59 m. Men man mærker det stort set ikke, og der er ingen udsigt pga. skoven.

Det giver et særlig sug i maven at vide at disse kløfter er menneskeskabte hulveje. Her har mennesker i over 3.000 år bevæget sig ned mod Præstebro for at komme over Damvad Å. De nedfaldne bøgeblade giver også mening i betegnelsen Højrøde Bakker. Det kan være lidt svært at se hvor det vrange kommer ind hvad angår bøgetræerne.

Præstebro er Hesselvejs bro over Damvad Å. Den blev renoveret i 2004, og ved den lejlighed fandt man rester af en gammel vejbro, nogle tilhuggede plankesten af granit. Hulvejene i Ganløse Eged går netop ned mod dette sted, og det har nok været en ældgammel passage over åen. Tre stene står langs vejen, men de er nu ikke særlig imponerede og mest for fagfolk. Andre blev brugt til at befæste åens sider.

Fra skråningen nord for Nældesø kan man skue tværs over tunneldalen, her mod gården Nældesødal (1884).

På turen kan man også se en række gårde: En af de utallige Egedal-gårde ligger ved Klokkekildevej. Skovly som er Rødovre Kommunes feriegård. Nældesødal (1884) driver i dag økologisk kvægdrift. Bastbjerggård er stutteri for heste, ligesom adskillige andre af gårdene i området.

Det bedste fotografiske indtryk af højdeforskellen får man måske i Ganløse Eged, syd. På en eller anden måde begyndte det at gå galt med min stedsans her. Det må vel være huset for enden af Bastbjergvej i dalen. Her tog jeg den forkerte gren på stien, og endte 1 km sydpå, i Ganløse, i stedet for de 0,5 km til Lyngevej.

Jeg havde fået det indtryk at man bare skulle over Broskov Bakke(r) og kunne finde en sti til Ganløse Ore. Det lykkedes aldrig, trods gentagne forsøg. Til gengæld var det da nogle meget spændende områder at gå igennem. Jeg måtte bare give op og tage turen tilbage til Ganløse, Søsum og Veksø Station.

Jeg havde fået det indtryk at der skulle være anlagt sti helt til Ganløse Ore, men den kunne jeg ikke finde. Stien slutter ved Lyngevej, og på trods af adskillige forsøg og omveje på op til 3 km for at forcere område mod øst til Ganløse Ore måtte jeg give op. Måske en anden gang.

Damvadvej mellem Ganløse og Søsum går ad en kun let trafikeret vej med en bred rabat mellem vejbanen og cykel- og gangstien. Udsigterne står nærmest i kø. Her ved gården Hestehave (til højre)

Til og fra fredningen

Man kan gå en meget smuk vej fra Stenløse til Slagslunde ad den afmærkede cykel- og gangsti Den Grønne Rute. Den starter i nord-Stenløse ved Svanekærgård. Her kommer man bl.a. forbi Tyvekrog og Lillevang. Området omkring Lillevang er højtliggende, og man har en god udsigt over det kuperede landskab. Man kan også vælge at gå fra Veksø Station, fra Ganløse via Damvadvej  med en udmærket gang- og cykelsti over Søsum.

Endnu engang lader jeg mig betage af Den Grønne Rute med Tyvekrogen, Damvad Å og Lillevang. Stien går gennem et naturskønt område hvor alt ånder af fred, i hvert fald hvis man ikke bor her. For der synes at være nogen aktivitet på gårdene og husene der ligger spredt rundt omkring

Ganløse

Bønder anlagde Ganløse på et højdedrag for hundreder (hvis ikke tusind) af år siden fordi jorden var god her, i modsætning til længere nordpå. Området kunne brødføde ca. 20 gårde. Af de tre traditionelle magter og udsugere, kirke, konge og adel, var det her kongen, men også Edelgave Gods som tog for sig af hvad bønderne producerede, i hvert fald indtil ca. år 1800. Særlig slemt må det have været under Københavns Belejring 1658-60 hvor svenskerne meldte sig til selskabet. Da de var rejst, benyttede kongen benyttede sig af situationen og forlangte at bønderne  rytterne.

Oveni hoveriet skulle 7 af gårdene de holde en fuldt udrustet rytter, med kost, logi og hest. Og den tid blev taget fra de egentlige landbrugsaktiviteter. I perioden 1680-1720 blev der endda opført små huse ved hver gård som skulle huse disse hvervede soldater, alt sammen forplejet af bønderne. Oven i det skulle de betale alle mulige og umulige former for skatter. Stavnsbåndet 1733-1788 betød at mændene ikke måtte forlade deres hjemstavn. Bønderne havde fra Selvejerforordningen fra 1767 den erfaring at alle reformlignende tiltag fra kongens side betød større udgifter og forpligtelser for dem, så intet under at de var skeptiske over for udskiftningen 1776. Udskiftningen må have set ud som byboeres skrivebordsuddeling af jord uden hensyn til at nogle gårde nu kom til at blive udskiftet til fjerntliggende dårlige jorde.

Ruten

Stenløse Station. Den Grønne Rute. Slagslunde Skov over Klokkekilde Bakke og videre langs Damvad Å. Stien nord om Nellesø (Nældesø). Langåsen med Højrøde Bakker/Ganløse Bakkerne. Broskov Bakke. Ganløse. Søsum. Veksø Station. Min rute blev 20 km, inklusive gåturen fra Stenløse (ca. 6 km), og til Veksø Station (ca. 6 km).

søndag den 17. november 2013

Kommunalvalg og gravearbejde langs Harrestrup Å

Der er store planer for Harrestrup Ås nedre løb, men der sker også lidt i det øvre fra Kagsmosen og mod Ballerup.


Som tidligere skrevet om på Vandringsløse Tidende, og også i-Ifølge Danmarks Naturfredningsforening diskuterer langs Harrestrup Å at omdanne Harrestrup Å til et
"vandrensende naturområde - en biologisk mangfoldighed, rekreativ og læringsrig spredningskorridor for borgere og fauna". 
Såvidt området Krogebjergparken, Damhusengen, Damhussøen, Vigerslevparken og Kalveboderne. Selve åen skal føres mere tilbage til sit omridelige udseende, bl.a. skal bundfliserne tages op og i stedet belægges med sten og grus. Projektet har været til høring 11. november. Men hvordan ser det ud længere oppe ad åen? Det er jo trods alt her det rene vand gerne skulle komme fra

Harrestrup Å-stien ved Vestforbrænding. Formiddagsdisen er ved at lette til fordel for en skyfri himmel. Luften er dejlig og frisk. Fårene står ikke længere og glor. Alt er efterårsbrunt og nøgent. Til højre flyder øen stille mod Øresund.

Vandhullernes bred ryddes

Der graves mange steder længere "oppe" ad åen. Sømose Å udløber ved Harrestrup Å i et vandhul, og her er der allerede gravet på livet løs: Al beplantning langs bredden er blevet fjernet, og gravemaskinen står der stadig, så vi må vente og se hvad meningen er med det hele. Glostrup Kommune er blevet færdige med at (gen)danne det lille vandhul et par hundrede meter fra pumpestationen ved Smedebæk Bro. Graveriet langs åen i Haveforeningen Kildegården har til gengæld intet med åen at gøre. Det har stået på næsten et år, og er ifølge min frisør blevet meget dyrere end beregnet, så vejene som gravemaskinerne har kørt asfalten af, ikke bliver asfalteret igen, men  må henlægge som grusveje.

Glostrups vandhul tæt på pumpestationen. Træer og krat er blevet fjernet. Stubbene står der endnu. Næste år vil der formentlig være mere moseagtig bevoksning langs kanterne.

Det er en generel tendens at bredderne langs vandhul bliver ryddet. Ved vandhullet ved sammenfletningen af Bymoserende og Harrestrup Å måtte jeg i sommers kæmpe mig gennem et tæt krat for at fotografere nogle åkander. Men nu er krattet væk, og vandhullet synligt. Vandstanden i Svanesøen ved Ballerup var pga. sommerens tørken faldet drastisk og stanken af døde dammuslinger var intens. Nu er vandet tilbage, og bredderne ved samme lejlighed blevet ryddet flere steder.

Ved pumpestationen ved Smedebæk Bro bliver der også gravet. Det er dog ikke umiddelbart til at se hvad det hele skal være godt for. Åen slynger sig fra nederste højre hjørne ud til venstre og så op mod broen der lige anes ude til venstre.

Det er snart kommunalvalg. I Ballerup har byrådet givet borgerne i forskellige områder en million som de kan forvalte efter eget ønske. Ved Harrestrup Å, Haraldsminde ved Sydbuen har Ballerup Syds beboere brugt 372.000 på en aktivitetsplads for voksne. Den var færdig den 28. oktober i år. Af artiklen fremgår at derudover bliver der anlagt en skaterpark ved Østerhøjskolen i Måløv, en bålhytte i Skovlunde Naturpark og en skærv til Pæremose Havn i Ballerup Nord. Når man kommer ind fra venstre som udenforstående, kan det undre lidt at det lige præcis blev en agilitybane for mennesker. For hele området er spækket med idrætsanlæg som ikke bliver benyttet ret meget de gange jeg er passeret. Agilitybanen henligger da også øde. En ivrig løber når til gengæld at løbe en snes gange op og ned af bakken tæt på banen. Og hundeglam forkynder at der er hundretræning denne søndag.

Agilitybanen syd for Hedeparken. Den syner måske ikke af så meget, men den er udtryk for hvad borgerne i området kan blive enige om at bruge penge til, hvis de skulle bestemme. Den var tom da jeg var der. Til gengæld blev bakken brugt af en løber som nåede en snes op- og nedløb mens jeg passerede i skarp trav.

Jeg tager en afstikker gennem kæmpebyggeriet Hedeparken for at få en fornemmelse af hvad der dog kan have fået beboerne her til at finde frem til at det lige præcis skulle være en agilitybane for voksne. Huse giver ikke noget svar. Byggeriet ligger langs en bred fodgængervej med et kunstigt vandløb, og der er livlig aktivitet i de talrige vaskerier der ligger langs denne. Byggeriet indgyder denne søndag en slags ro. Ikke af den mere meditative slags, men den passive. Tankevirksomheden retter sig mere ind på dårlig samvittighed over ikke at have vasket tøj.

Det er bl.a. beboerne i dette byggeri, Hedeparken, som har bestemt sig for at bruge kommunens penge til agilitybanen. I dag er der dog mere run på vaskerierne end på banen. Og vaskerier er den eneste fælles mødeplads langs hele fodgængervejen. Dem er der så til gengæld rigtig mange af. For enden af vejen vajer dannebrog.

Måske kan man se agilitybanen som et resultat af det 21. århundredes sportsideal, crossfit. Altså idealet om den smidige og udholdende krop, som hele tiden kan omstille sig. I parentes også som det sker på nutidens arbejdsmarked inden for det offentlige og private. Hvad kom først: Hønen eller ægget? Yt er 1990'ernes maratonideal (nuvel, det lever stadig, jeg kender et par stykker). Yt er 1980'ernes bodyindbildning. Yt er 1970'ernes tøsede yoga. Og helt yt er 1960'ernes øl- og vi-har-været-over-grænsen usunde krop.

Man havde nogle penge, som man kunne bestemme over. Fantasien rakte til (endnu et) idrætsanlæg ved siden af de mange andre. For en udenforstående vandrer ligner området et blankt stykke papir (læs: græsmark) med Motorring 4 som lydkulisse. Men måske venter man bare på initiativer som
Natur der Bevæger. Et initiativ startet i 7 kommuner i hovedstadsområdet samt DGI. Her fokuserede man i efteråret i Ballerup på Haraldsmindeområdet vest for Motorring 4. Målet er også at gøre Harrestup Ådal på begge sider af motorvejen attraktive som naturområder. Harrestrup Å på denne strækning er oplagt til noget sådant.

Ruten

Kagsmosen. Stien langs Harrestrup Å ud til Hedeparken. Stien gennem denne. 350S stoppested ved Psykiatrisk Center.

fredag den 15. november 2013

Turen går til Utterslev Mark - Nordvest

Mark, latrinaffaldsplads, forurenende industrier, kvartersløft. Nordvest var og er mere end et postnummer.

 

Nordvest? Vand med grønne planter og blomster? Det er der ikke meget af i nordvest, men det store vægmaleri i hjertet af området udtrykker måske de drømme som mange beboere i kvarteret har.

Utterslev Mark (-1880)

Utterslev Mark er i dag mere kendt som området mellem Lersøen-Nørrebro Station-Hyrdevangen-Godthåbsvej-Bispebjergvej/Bispebjerg Parkalle. Utterslev bestod gennem århundreder af ca. 10 gårde og lige så mange huse med 100 beboere. Gadekæret er der endnu og menes at være fra omkring svenskekrigene 1660. Landsbyen er der kun nogle enkelte huse tilbage af: ”Svenskehuset” (nogen påstår at det var en svensk tømrer der under svenskekrigene stod bag huset) huser AAB's Administrationskontor, Tages over 200 gamle Hus er i dag privatbolig og kirkens værested, men var tidligere landarbejderbolig. Menighedshuset fungerede som midlertidig kirke 1938.

Der er endnu ikke ryddet op i gadekæret efter orkanen for et par uger siden. På den anden side af kæret er Sokkelundlille, hvor der efter sigende skal være foregået både det ene og det andet siden Christian VII. Nu er der dog ganske fredeligt, og indrettet til børnekulturhus. I øvrigt et af mange, og mange forskellige slagser, i området.

Og så er der det markante Børnekulturhuset Sokkelundlille ved gadekæret. Oprindelig en kongelig Jagthytte fra 1770. Christian VII brugte det vist som horehus. Kært barn havde mange navne som Thranes Hus (efter ejeren 1892-1919, grosserer Thrane) og Schweitzerhuset. Gårdene lever dog videre i gadenavne: Tomsgård blev nedrevet 1938, landbruget dog kun til 1913 hvor kommunen havde overtaget den. Hulgård blev nedrevet da man byggede Genforeningspladsen 1918. Væk er desuden Gjerdesgård, Grysgård (nedbrændt 1901), Fogedgård, Fordresgård (nedrevet omkring 1915), Østergård og Vestergård (nedrevet i 1910'erne) og Utterslevgård. Bellahøj er en undtagelse og den er lige blevet flot restaureret.

Godt tænkt, men bare en forbier! I dag ligger Brønshøj Apotek, Lindeapoteket ved Brønshøj Torv. En fremsynet apoteker troede at vejkrydset mellem landevejene Frederikssundsvej og Bellahøjvej-Utterslevvej mellem Vanløse og Utterslev ville skabe et torv. Så på den øde Utterslev Mark byggede han sit apotek. Han havde bare ikke forudset at krydset i stedet ville blive et af Københavns mest trafikerede vejkryds. Nu ligger apoteket indeklemt mellem indfartsveje. Men der står stadig APOTEK BE 3822 i et af vinduerne.

Turen er lagt an efter et udpluk fra Københavns liste over bevaringsværdige huse, specielt for Utterslev.


Politivennen om bønder

Utterslev har kun været en integreret del af byen i lidt over 100 år. Og det var langt ude på landet. Endnu længere væk end brokvartererne, som dengang var ude på landet, hvad der fremgår af en notits i Politivennen fra marts 1801. Brokvarterne beboedes dengang af "mange" rørige mænd og karle, men de ligger uden for voldene, og man bevæger sig rundt med heste:
En del af mine bekendte herude på Nørrebro ønsker med mig gerne at vide, på hvad måde, eller i hvilket korps det må tillades os at vise vor iver for at forsvare vort fædreland og den stad vi er borger af, end skønt vi bor uden for dens volde?
Her, og især på Vesterbro er mange rørige mænd og karle, og da de fleste har heste, kunne der, ifald sligt måtte synes vor kronprins tjenligt, oprettes et ridende og tillige et velberidt korps, som ikke skulle være at foragte
Og forholdet mellem byboere og bønder er langt fra godt. I en anden artikel fra 1801 (s. 3514) fremgår beklager en byboer sig over at han og hans ven uden for Københavns vold er ved at blive kørt ned af en bondevogn. Den kunne såmænd komme fra Utterslev. Forarget råber han så efter bønderne, at
Der er vej for dig at køre, og ikke her hvor folk skal gå
Det er tydeligt at byboeren slet ikke kan se hvor fornærmende det egentlig er. Og bønderne sig da heller ikke i. De slår ud efter ham. Det er ved at udvikle sig, og det verbale slagsmål fortsætter med at passagererne på bondevognen giver igen:
Kør de hunde i grøften
Men det er ikke det værste. En af passagererne bliver identificeret som jøden Henriques fra Store Fiolstræde! Et kort glimt af det københavnske borgerskabs racisme, xenofobi og mistænksomhed. Andre steder i Politivennen beskyldes bønderne for at ødelægge landevejene, de efterlader møddinger på dem, sælger almindelig landbrugsjord under dække af et tyndt lag tørv og de får prygl af slagtersvendene ved Københavns porte. Kort sagt, fjendtlighed og mistænkelighed mellem befolkningen i Københavns bydele er ikke noget nyt!

Utterslev bebygges (1880-1990)

Ved Utterslevs indlemmelse i København 1901 havde landsbyen stadig kun omkring 1.250 indbyggere. Men urbaniseringen er i gang. Et af husene fra den tid (1887) på hjørnet af Thoravej og Provstevej var så bevarelsesværdigt at det blev fragtet til Den gamle By i Århus. Området er nu en blanding af moderne etagebyggeri og landsbyagtige småhuse.

Et ikke helt utypisk indblik i Utterslev Marks brogede byggeri. Provstevej/Thoravej, hvor hjørnehuset er blevet flyttet til Århus. Små landsbylignende buse, i baggrunden et moderne etagebyggeri, i baggrunden endnu et tidstypisk byggeri.

Syd for Frederikssundsvej var der latrinlosseplads i 1870erne, så Sangfuglekvarteret - eller om man vil pipfuglekvarteret - blev først bebygget o. 1917-1920. På Glentevej tæt på Hillerødgade kan man på Projekt Hjemløs' hus se at området vitterligt tilhører Utterslev. Her står et skilt: "Mat nr 192 Utterslev". Området langs Frederikssundsvej plastres til med industrier: Sæbefabrikken Schou, køkkendudstyr på Glud og Marstrand ("Madam Blå"), vaskeriet Thor. Så mange at forureningen gjorde området uegnet til beboelse. Det gjorde folk så alligevel. Det ændrede sig først da industrialderen rindede ud i 1970'erne. Store dele af kvarteret blev revet ned omkring 2008.

Gamle industribygninger som stadig er i brug, dog med vidt forskellige formål. I forgrunden en autoforretning, i baggrunden til højre Projekt Hjemløs. Glentevej. Småindustrier med biler var og er ikke ualmindelige i Nordvest. Men meget er enten revet ned eller restaureret til andre formål. Et matrikelskilt på bygningen i baggrunden bekræfter at vi er i Utterslev.

Hvis vi ser bort fra det gamle landsbymiljø omkring gadekæret, så synes jeg man groft kan dele Utterslev Mark op i 3 dele:

Området omkring Bispebjerg Torv, der er et gennemført stykke byplanlægning i særklasse. Et helt kvarter øst fra Bispebjerg Kirkegård er opbygget og planlagt i mindste detalje.

En hel bydel omkring Bispebjerg Torv er opbygget, planlagt i mindste detalje. I dag ligger der såvel en bedemand som en restaurant på torvet. Noget særligt liv eller centrum er der dog ikke på torvet. Det virker lidt øde og forladt. Så som samlingspunkt for bydelen synes ideen ikke at være blevet realiseret.

Området indkranset af Skoleholdervej, Tagensvej, Lygten, Hillerødgade, Borups Alle og Utterslevvej er en kaotisk og herlig blanding af gammelt og nyt, boliger og industri, islam, religiøse sekter, kulturhuse og meget andet. Og det skifter næsten for hvert gadehjørne, selvom der er meget højt etagebyggeri her.


Det synes ufatteligt at denne lille sidegade til Tomsgårdsvej (Gravervænget) skulle have været centrum for myten om Nordvest som et røverkvarter hvor end ikke taxier turde bevæge sig ind. Husfacaderne til højre (ikke i billedet) er fyldt med parabolantenner. Nu er der ganske fredeligt at gå igennem, og jeg føler mig på intet tidspunkt utryg.

Området Borups Alle, Hillerødgade, Godthåbsvej, Bellahøjvej. Dette område er præget af egentlig meget fint lavt etagebyggeri, rækkehuse, småhuse og lignende i vist nok meget solid kvalitet. Det hele ville sikkert være meget attraktivt, var det ikke fordi man har valgt at gøre de brede veje til et trafikinferno. Borups Alle med de fine bygninger fra omkring 1920, fx Byggefagenes Samvirke (1922). Rød- og Hvidkildevej med rækkehuse.

Hvis man kan abstrahere fra larmen fra udfaldsvejen mod hareskovvej på Hulgårdsvej, så virker dette jo nærmest helt forstadsagtigt med rækkehuse med små forhaver Faktisk er hele trekanten Borup Alle- Bellehøjvej- Hillerødgade præget af sådant byggeri og af lavt etagebyggeri i solid kvalitet. Mon bilisterne overhovedet bemærker det?

Klokkergården (1939) er ikke med på listen. Den blev designet af  (Povl Baumann & Knud Hansen) samt havearkitekten C. Th. Sørensen. Han var arkitekt på mange kommunale og almene byggerier. Der er en diskret indgang fra Skoleholdervej, og den er et besøg værd. Det er næsten en lille park, eller oase. Over for ligger Utterslev Skole. Her lå De røde Barakker, eller ”svenskehusene” fordi de blev skænket af Sverige til Danmark efter 2. verdenskrig (1946) og de lignende da også svenskrøde enfamiliehuse. Beboerne var de "De rejsende Folk", , som boede her og som ikke ville bo i lejligheder. Det var ikke rigtige sigøjnere, men noget "beslægtet", som man forsøgte at hjælpe til at blive fastboende.


Utterslev og Nordvest (1990-)

Utterslev lugtede måske for meget af svinestald og gadekær. Hvad der også fremgår af  en kvartersvandrerfolder. Men i 1939 blev posthuset København NV bygget på Glasvej. Senere kom lokalavisen Nord Vestavisen, og siden 1990'erne blev Nordvest indbegrebet af  indvandrerghetto, bandekriminalitet og samlingssted for alskens udskud. Jeg erindrer at have hørt at kvarteret endog lavede sin egen slagsang, Nord Vest, på melodien af Pet Shop Boys' Go West. Michael Noers film Nordvest fra i år lever sikkert op til mediernes billede af Nordvest. Raske Penge, alias Rasmus Poulsen, og hans nummer "Bor Her" handler om Nordvest, Videoen viser en del sorthvidfotoer fra kvarteret, og det er også hvad jeg ser denne grå torsdag. Den har haft knap 900.000 hits på YouTube. Teksten kan findes på Raske Penges hjemmeside. Her er et lille udpluk:

Godt med byggetomter, autoværksteder,
kommunister som der holder ud som stærk læder.
Det er ikke for smart endnu. Det er stadigvæk lokalt
og internationalt. Sjollere tror, det er gået galt.
Men verdens sprog mødes inde i 5Aeren.
Atmosfæren er salaam med creme hos bageren.

Der er pole-dance studie i mit nabolag.
Og de har koranskole ved siden af.
Og der er et ungdomshus som var nabo til Shell.
Og bolsjefababrikkerne fremstiller hippierne selv.
Nogen de føler noget utryghed,
så de sidder og kukkelurer i deres lejelighed.

Ingen tvivl om at det alternative miljø trives i området, og hvis man googler Nordvest på YouTube er der adskillige videoer med lavt seertal, som fx denne der udmærker sig ved mange billeder fra området. Et af de værste kvarterer ligger ikke mere end 500 meter øst for Utterslev Torv. I 1990'erne var Gravervænget et af de steder som var med til at gøre Nordvest berygtet. Rygter vil vide at selv taxaerne ikke kørte herind. Det var også et af de kvarterer som Københavns Kommune investerede store summer i til kvartersløft.

Jagtvej 69 - Ungeren, Ungdomshuset - lever stadig, i hvert fald i drømmen og visse unges fantasi på Dortheavej 57. Retorikken er ikke til at tage fejl af. Hvad der foregår inde bag væggene, vil jeg overlade til andre at udforske.

Måske skyldes meget af de unges utilfredshed at de gang på gang er lovet boliger, som aldrig blev til noget. Fechtels Hospital på Frederikssundsvej 78A (1908) var oprindeligt et hjem for ældre. Så blev det solgt for at oprette ungdomsboliger, men i dag er det en andelsboligforening. Alderdommens Trøst i starten af Nørrebrogade blev i 1980'erne forsøgt omdannet til ungdomsboliger. Men det er den bestemt ikke i dag. Ritt Bjerregård blev i 2004 overborgmester, bl.a. på et løfte om at oprette 5.000 billige boliger. Pensionerede journalister og deres enker beboede tidligere Journalistgården (1935) ved Tuborgvej og den lille gade Bjergvænget bag Bispebjerg Torv. Den er gået konkurs, og forventes solgt til Lejerbo - som ungdomsboliger. Ser vi et mønster her? Eller er det blot tilfældigt?

Journalistgården ved Tuborgvej set fra Bjergvænget. Bliver den endnu et eksempel på ældreboliger der stilles i udsigt til at blive omdannet til ungdomsboliger, for så at ende med at blive (halv)dyrt ejer/andelsbolig?

Sådan rykker de sociale problemer rundt i København. Da jeg flyttede til København i 1974, var det "Brokvartererne", dvs. Nørrebro og Vesterbro. Så blev først Nørrebro (i 1980'erne), og senere Vesterbro (det pågår endnu) bysaneret, og problemerne rykkede til Ydre Nørrebro, senere Nordvest i 1990'erne. Nu har Sydhavnen fået aben.

Litteratur


Lars Cramer-Petersen: Utterslevvej, Bellahøjhøj (Brønshøj Museum, 2003)
Asger Fog: Utterslev: Fra landsby til storbyforstad (Brønshøj Museum 1996)
Christian Kirkeby: Fra Utterslev Mark til Nordvestkvarteret. Om kvartersløftet. (Lokalhistorisk Selskab, 2002) og Utterslev: Fra landsby ti åndehul i storbyen. (Lokalhistorisk Forening, 2000)

Ruten

Denne er næsten umulig at beskrive pga de talrige veje. Her blot nogle klumper: Området omkring Utterslev Torv. Omkring Bispebjerg Torv. "Nordvest"-kvarteret i trekanten Skoleholdervej-Tagensvej-Rentemestervej. Genforeningspladsen og området øst for det. Min rute startede og sluttede ved 350A's holdeplads på Bellahøj, i alt mindst 15 km.