torsdag den 22. august 2013

Cityringen - Københavns Metro

En by der ikke udvikler og fornyr, dør. Det mener mange byplanlæggere. København er populær som aldrig før, måske fordi den konstant fornyr sig. En af de ting som sker nyt er Cityringen. Den underjordiske metro. Jeg tog turen over jorden.


I 2018 skulle Københavns Cityring åbne. I mellemtiden er de 17 metrostationer byggepladser. Udover de 17 stationsbyggerier er der 3 tunnelbyggepladser samt en byggeplads til skakt til et afgreningskammer (Sønder Boulevard). Byggepladserne er letgenkendelige med 3-4 meter høje uoverstigelige grønne plankeværk omkring. Ofte udsmykket med fotoer af personer som måske skal forestille at være lokalbefolkningen. Bag dem et par store gule eller hvide kraner. Håndværkerrum højt hævet over det hele. Mange steder er gader blevet spærret fuldstændigt af.

Metroen er til for at gøre det nemmere for folk at komme rundt i København. Så hvad er mere oplagt end at gå ud og kigge på de mennesker? Denne sensommeronsdag aften er et udmærket tidspunkt til det. Det er en af disse sjældne, lune aftner. Vindstille og man kan sidde ude til det bliver mørkt. Her ved 19-tiden er trafikken heller ikke præget af arbejdstidens stress. Det mærker man tydeligt når man går gennem den indre by. Det er ikke kun turisterne der tager det afslappet.

Indre By

I den indre by er der tre byggepladser: Ved Gammel Strand over for Thorvaldsens Museum, Kongens Nytorv og Marmorkirken. Jeg husker Store Kongensgade i 1970'erne hvor det var en tætpakket udfaldsvej. Larmende og osende af benzin. Det var en gade som man bare hurtigt skulle igennem. Sådan er det ikke denne aften. Mange steder er der indrettet udendørs kafesteder. Og de bliver brugt. Jeg kommer også forbi Nyboder, fra 1600-tallet, og kommer til at tænke på forskellen mellem by og land. Endnu mere da jeg aner Østerport Station i det fjerne. For folk der kommer ind fra landet ligner det jo nærmest i størrelse en hovedbanegård.

Østerbro

På Østerbro er folk ved at omstille sig fra arbejde til hyggeliv på fortovet. De venter på bussen, cykler, kører på rulleski, slæber indkøbsposer, snakker mobil eller "hænger ud". Jeg har ikke været på Østerbro i lang tid, men det er forbløffende så mange pladser med kafeer der er kommet. På Østerbro ligger fem byggepladser: Ved Østerport Station, tunnelbyggepladsen i Sortedamssøen, Poul Henningsens Plads, Trianglen og Vibenshus Runddel.

Nørrebro

Da jeg når til Nørrebro er mørket ved at falde på. Her boede jeg 1984-1996. Og genkender Det Ydre Nørrebro minder tilbage fra dengang Nørrebro var et af Københavns største slumområder i 1980'erne. På metrostrækningen er der ikke mange kafepladser. Indslaget af personer med udenlandske aner er til gengæld markant. Arabisk musik trænger op fra enkelte kældre. Først omkring Nørrebroparken summer det af kafeliv, fodbold. Der er byggepladser mellem Nørrebro og Nordvest, Skjolds Plads ved Hamletsgade, Nørrebroparken, Nørrebros Runddel på Assistens Kirkegård og ved Nuuks Plads (Landsarkivet).

Frederiksberg

På Frederiksberg bemærker jeg for første gang hvordan metroen vil gøre det muligt at komme udenom de trafikale myldretids-katastrofer som Jagtvej/Falkoner Alle. Nogen der kender line 18? Man kan tænke på Østerbrogade, Borups Alle ved samme lejlighed. På Frederiksberg bygges der ved Aksel Møllers Have, Frederiksberg Centeret og ved Frederiksberg Allé på grænsen til Vesterbro. Nu er det blevet ganske mørkt.

Vesterbro

På Vesterbro slipper min energi op. Der er ellers et par byggepladser tilbage. Men den ved Enghave Plads er indhyllet i mørke. Måske har det været for hårdt at gå bygang, eller at jeg er gået lige fra arbejde. I hvert fald snupper jeg s-toget fra Enghave Station, og misser derfor de sidste 4 byggepladser.

Ruten

Cityringen er 15,5 km. 17 underjordiske stationer, placeret i ned til 35 meter under jorden. Samt 4 midlertidige pladser. Men ruten på jorden er anderledes. Jeg gik ca. 12 km og nåede ikke samtlige byggepladser.  Tunnelbyggepladserne forekommer mig at være størst. Jeg opgav Otto Busses Vej, den eneste skaktbyggeplads ved Sønder Boulevard, Københavns Hovedbanegård og Rådhuspladsen.

søndag den 18. august 2013

Store Vejleå

Jeg blev først opmærksom i år på at ude i Københavns vestegn løber den lidt over 11 km lange Store Vejleådal som en smuk, grøn kile fra Vestskoven til Vallensbæk Strand. 


Vejleådalen blev af Friluftsrådet vejet og fundet for let til at være et naturområde af national og international betydning. I stedet mente man at den er en grøn rekreativ kile mellem Vestskoven og Køge Bugt Strandpark. Det er slet ikke så ringe endda!

Vi støder til Vejleå ca. 3/4 km. fra dens udspring. Nogenlunde ved Vikingelandsbyen i Risby. Man kan nemlig slet ikke komme ind på selve udspringsområdet. Og i øvrigt er der heller ikke meget at se. Åen løber et eller andet sted som en lille rende midt i markerne. Den kan på dette stykke sagtens forveksles med en grøft.

Store Vejleå udspringer i Porsemosen. Vandskellet ligger i den sydlige del, nordvest for Risby. Nybølle Å løber mod Roskilde Fjord, mens Store Vejle Å løber den modsatte vej. I hundredvis, måske tusindvis af år, og i hvert fald indtil 2. verdenskrig løb åen i det åbne landskab. Den passerede inden for 1 kilometers afstand de fordums landsbyer Risby, Herstedvester, Vridsløselille, Tranegilde og Vallensbæk. Alle højst en snes gårde samt mindre huse.

Når vi nu alligevel ikke kan blive nationalpark, kan vi vel stadig drive landbrug! Og det er der masser af langs Store Vejleå. Her ved Toftegård. Egelundparken efter Motorring 3 og til Roskildevej er blandt de smukkeste strækninger langs åen. Desværre generer højspændingsmasterne noget.

Ole Rømer

At der engang var øde, fremgår af at der blev anlagt et observatorium her, fjernt fra storbyens påvirkning. Af Ole Rømer (1644-1710) som siden er blevet en internationalt kendt dansk astronom. Berømt ved i 1676 at måle "lysets nølen", som vi fik at vide på Sønderborg Statsskole. Lysets hastighed.

Den nærmeste landsby til Rømers observatorium var Vridsløsemagle. Her er det Vridsløselille. Gården fungerer som et sted hvor mest børn, men også voksne kan opleve bondegårdsliv på tæt hold. Bl.a. høns. Man kan også for en plovmand blive kørt rundt i hestevogn, hvis man er fra kommunen. Udenbys må af med en hundredmand ekstra.

Det kunne man ikke leve af i Danmark under enevælden, så Rømer ernærede sig ved at planlægge veje (indførte bl.a. milepæle), ændre kalenderen fra den julianske til nutidens gregorianske, han var kongeligt udnævnt borgmester og politidirektør i København og stod som sådan for indførelse af så forskellige ting som gadebelysning, kloakker og fokus på tiggere. Hans observatorium i Vridsløsemagle 1704-1715 forfaldt og gik i glemmebogen indtil 1978 hvor det blev fundet.

 "Vi vil ikke være våde!". En flok får har klumpet sig sammen for at undgå regnen ved Bredekærgård, Tranegilde.

Moderne veje

Og veje er netop hvad der præger området i dag. Området vest for Store Vejleå huser Vallensbækgrenen, Holbækmotorvejen og Køge Bugtmotorvejen, der blev anlagt i 1970'ernes ensidige fokus på at løse trafikproblemer. Ved sammenfletningen har byggeriet skabt sit eget landskab: De to søer,  Tueholm Sø og Vallensbæk Sø blev udgravet i 1971. Og højen Høghsbjerg er bygget af overskudsjord fra byggeri og anlægsarbejde. Traktørstedet Bakkehuset var ikke sen til at udnytte situationen i 1973. Selv om de annoncerer med at have åbent 12-16 er der dog lukket i dag. Traktørstedet holder til i et 100 år gammelt statshusmandsbrug.

Højen Høghsbjerg og søerne Tueholmsø og Vallensbæk Sø omkring motorvejsinfernoet Holbækmotorvejen-Vallensbækgrenen er tegnet og tilrettelagt af den vist meget omdiskuterede landskabsarkitekt Ole Nørgård. Man må dog sige til mandens ros at han ikke har haft meget at arbejde med. Nogle udgravninger til motorveje og overskydende jord fra byggeriet af Albertslund.

I dag er politikken skiftet. Nu er der mange planer om at gøre noget ved området omkring Store Vejleå. Selv om det er for sent at fortryde motorvejsbyggeriet. Nu står der punkter som naturgenopretning og -nyindretning, skybrudssikring, fritid, landbrug, økologi osv på dagsordenen.

Vallensbæk Sø. Som Tueholm Sø på den anden side af motorvejen er den kunstig. Den fungerer som et regnvandsbassin. Men det gør den dog ikke mindre idyllisk. Hvad der skæmmer begge områder er den infernalske larm fra motorvejene.

Landsbyerne


Landsbyen Tranegilde umiddelbart nord for Køge Bugtmotorvejen er den mindste og ældste i Ishøjområdet. Der er en 7,5 km lang natursti rundt om landsbyen og Ishøj Naturpark. På Bredekærgård drives der stadig landbrug som 1930-50. Landsbyen er for øjeblikket ved at blive sikret mod skybrud, som ramte bl.a. Bygaden. Når man sammenligner åens niveau med husenes, er det ikke underligt. Området var i jernalderen en fjord, senere omdannet til mose. I sidste århundrede blev området kunstigt tørlagt og drænet. Der er bygget dæmninger til åen og visse steder går stien under vandoverfladen. Græsarealerne ligger op til 1,5 meter under havoverfladen.

Bredekærgård i Tranegilde. Der står en gammel hestevogn foran den røde port. Men vi så nu ikke så meget til hvordan landbruget ellers blev drevet i 1930'erne. Det var selvfølgelig også søndag.

I Tranegilde har man altså en mulighed for at se hvordan landsbyer og bondesamfund fungerede før de blev erstattet af intensivt landbrug og EUs landbrugspolitik. Men Europas vej er næppe "den eneste vej", ejheller i moderne sprogbrug "den nødvendige vej". Trenden globalt går også i andre retninger. La Via Campesina er en international bevægelse som forsøger at følge en anden vej end den vestlige vækstideologi.

Et kik ud over markerne syd for Tranegilde. Det sorte er en ridesti. Nu græsser der mest heste på markerne. Landskabet her er hvad jeg mest forbinder med min barndoms marker: Åbne strækninger afbrudt af levende hegn. Og enkelte lunde som den til højre i billedet. I det hele taget er det ikke fjernt at gøre sig den illusion at man går rundt på landet. Her midt i storbyen.

Europas landbrugspolitik løste fødevaremanglen i Europa. La Via Campesina fokuserer på magt og kontrol. Altså retten til at producere sunde og kulturelt fornuftige fødevarer på økologisk vis med bæredygtige metoder. Og retten til selv at bestemme hvordan landbruget skal se ud. Den er med andre ord producent-, ikke markedsorienteret. Flere lande har optaget dette i deres forfatninger, og FN har erklæret 2014 for familiebrugsår. Om dette vil slå igennem i Danmark, hvor landbruget har alvorlige generationsproblemer, vil kun tiden vise.

Fra Vridsløselille og sydpå opdager man endelig at der rent faktisk løber en å. Ellers er den skjult i krat, marker og bevokset med siv og dunhammere. Den svulmer dog hurtigt op til at have et ganske imponerede omfang, især syd for motorvejene. Mest mod syd løber den bogstavelig i baghaver til østsiden. Disse huse ligger næppe en meter over åens niveau, og flere er bygget på forhøjninger, pæle og andet. Uden kælder.

Ruten

Stierne langs åen er ca. 12 km. Men man bør unde sig nogle afstikkere: Kroppedal/Ole Rømer Museet (+. 1 km) og Tranegilde (alt efter hvor meget man vil tage: +1-5 km). Derudover kan man overveje Risby (+ 1 km), Herstedvester (+ 2½ km), Vridsløselille (+1 km) og Bakkehuset/Høghsbjerg (+1 km). Stierne er mest grus. Men også asfalt, hvor man dog kan løbe i græs, på ridestier eller trampestier ved siden af.

onsdag den 14. august 2013

Vestamager

Ældre nulevende amagerkanere vil huske da Vestamager eller Kalvebod Fælled blev til. Under 2. verdenskrig 1939-45 inddæmmede og drænede man det 25 km2 store område. Området ligger stadig ned til 2 meter under vandoverfladen. Gamle kort viser at den daværende kystlinje gik så nogenlunde der hvor Kanalvej er i dag. Og udenfor ligger små holme, Svenskeholm, Koklapperne og Nordre Klapper. Der var flere grunde til inddæmningen. Militæret ville have bedre skydeterræn, dæmningen kunne beskytte Amager der ofte er plaget af stormflod og endelig at man kunne bruge et beskæftigelsesprojekt for at forhindre arbejdere i at blive deporteret til Tyskland.

Vestamager som det strækker sig nærmest uendeligt ud i horisonten umiddelbart syd for Vestamager metrostation og ud mod Pinseskoven. Kun afbrudt af de mange snorlige drænkanaler. Efter sommerens tørke er de næsten tørret ud. Køer anes som små pletter i pæn afstand fra de asfalterede veje.

Digerne blev 2009-2011 forhøjet med ca. 1½ m. Bl.a. for at forebygge konsekvenserne af havstigninger som følge af klimaændringer. Men debatten om længde og højde er ikke slut. Amager er fladt, det ved enhver københavner. Oversvømmelser og stormflod er noget amagerkanerne kender til. Så meget at der ofte er hede debatter i byrådene om hvor, hvor lange og hvor høje kystsikringsdigerne skal være. Kommuner betyder også kommunalpolitik. Og den gennemsyrer også holdningerne.

Sneppestien gennemløber den nordvestlige del af Vestamager og kommer gennem marker, Fasanskoven og små klynger af krat. Disse birketræer bærer tydelige præg af vestenvinden som ubarmhjertig blæser gennem det åbne landskab. mit mål på nuværende tidspunkt er at nå fri af Fasanskoven så jeg kan få set en rigtig solnedgang. I dag ved kvart i ni-tiden.

Området blev besat af militæret. Da jeg flyttede til København i 1974, var Amager Fælled nord for Vejlandsalle blevet åbnet, men sydfor (det nuværende Vestamager) var militært skydeområde og adgang strengt forbudt, undtagen på Kristi Himmelfartsdag. Den dag var det strengt forbudt at gå uden for stierne. Historier verserede om uskyldige køer som var blevet sprængt til hakket oksekød. Det lød både tillokkende og afskrækkende. Militærbesættelsen varede til 1984. Derefter skulle området sikres før området blev offentligt for publikum. Det blev fredet i 1990.

Villahøj breder sig fra højre side ind mod midten i billedet. Fasanskoven i baggrunden. Og bag det er solen ved at gå ned. Villahøj, Svenskehøj. Granathøj og flere af de andre høje er kunstige bakker. Ensformigheden blev åbenbart for meget for militærets skydepersonel.

Vestamager er fladt. Når det blæser en frisk vind som denne aften er der ingen læ nogen steder. Landskabet er fuldstændig åbent, og det lave krat uden for Fasanskoven og Pinseskoven bærer også præg af det. Klydesøen mod syd som er et lukket fuglereservat der dog kan beses fra forskellige fugletårne. Pinseskoven består af selvsået pil og birk, som kom fra Sverige i 1950'erne. Senere har Naturstyrelsen har tilføjet eg, ask og lind. Den er navngivet af en opsynsmand hvis familie spiste pinsefrokost i skoven.

Så er der solnedgang. Set med ryggen mod Pinseskoven ved Enghøj. Nu er resten af turen et kapløb om at komme hjem inden det bliver alt for mørkt.

Mennesket har sluppet 400 får, Aberdeen-Angus kvæg og islandske heste løs i folde. Bl.a. Maja og Birgit Frederiksens Isheste. Og så skulle der være et livligt fugleliv, sommerfugle, sjældne planter og insekter. For så vidt er der først begyndt at blive planlagt hvad der skal ske med området for et par år siden. Man mener åbenbart at området ikke er kendt nok selv om det kun ligger få kilometer fra Københavns centrum. Siden 2012 har kommunerne omkring Vestamager derfor arbejdet på at gøre området mere kendt. I stil med fx den kun halvt så store Dyrehaven.

Solen er gået ned for ½ time siden. Og i begyndelsen syntes jeg at det var meget mørkt. Jeg har boet så længe i byen at jeg helt havde glemt at det tager øjet 10-15 minutter at indstille sig på mørke. Når først det er sket, kan man faktisk se temmelig meget. Heldigvis kan kameraet gengive det med langsom lukkehastighed. Her midt inde i Pinseskoven på Snogevej.

Friluftshuset i Naturcenter Vestamager (nordlige ende) blev indviet i 2013.Det var dog lukket (det forstår jeg godt) da jeg passerede henad 22-tiden.

Civilisationen ved Vestamager metrostation anes ca. 2½ kilometer væk. Her græsser heste fredeligt og upåvirkede. Nu er det blevet mørkt, og jeg holder mig til de letgenkendelige som Granatvej.

Ruten

Naturstyrelsen har lavet en folder om Vestamager hvor der er indtegnet 3 forskellige ruter. Jeg tog 2 af dem. Den grønne og den lilla. Ialt 14.4 km. Jeg for dog vild adskillige gange. (Googl folderen med denne søgning: Vestamager filetype:pdf). Metroen til Vestamager fra Nørreport tager ca. 15 minutter.