Store Vejleå

Jeg blev først opmærksom i år på at ude i Københavns vestegn løber den lidt over 11 km lange Store Vejleådal som en smuk, grøn kile fra Vestskoven til Vallensbæk Strand. 

Vejleådalen blev af Friluftsrådet vejet og fundet for let til at være et naturområde af national og international betydning. I stedet mente man at den er en grøn rekreativ kile mellem Vestskoven og Køge Bugt Strandpark. Det er slet ikke så ringe endda!

Vi støder til Vejleå ca. 3/4 km. fra dens udspring. Nogenlunde ved Vikingelandsbyen i Risby. Man kan nemlig slet ikke komme ind på selve udspringsområdet. Og i øvrigt er der heller ikke meget at se. Åen løber et eller andet sted som en lille rende midt i markerne. Den kan på dette stykke sagtens forveksles med en grøft.

Store Vejleå udspringer i Porsemosen. Vandskellet ligger i den sydlige del, nordvest for Risby. Nybølle Å løber mod Roskilde Fjord, mens Store Vejle Å løber den modsatte vej. I hundredvis, måske tusindvis af år, og i hvert fald indtil 2. verdenskrig løb åen i det åbne landskab. Den passerede inden for 1 kilometers afstand de fordums landsbyer Risby, Herstedvester, Vridsløselille, Tranegilde og Vallensbæk. Alle højst en snes gårde samt mindre huse.

Når vi nu alligevel ikke kan blive nationalpark, kan vi vel stadig drive landbrug! Og det er der masser af langs Store Vejleå. Her ved Toftegård. Egelundparken efter Motorring 3 og til Roskildevej er blandt de smukkeste strækninger langs åen. Desværre generer højspændingsmasterne noget.

Ole Rømer

At der engang var øde, fremgår af at der blev anlagt et observatorium her, fjernt fra storbyens påvirkning. Af Ole Rømer (1644-1710) som siden er blevet en internationalt kendt dansk astronom. Berømt ved i 1676 at måle "lysets nølen", som vi fik at vide på Sønderborg Statsskole. Lysets hastighed.

Den nærmeste landsby til Rømers observatorium var Vridsløsemagle. Her er det Vridsløselille. Gården fungerer som et sted hvor mest børn, men også voksne kan opleve bondegårdsliv på tæt hold. Bl.a. høns. Man kan også for en plovmand blive kørt rundt i hestevogn, hvis man er fra kommunen. Udenbys må af med en hundredmand ekstra.

Det kunne man ikke leve af i Danmark under enevælden, så Rømer ernærede sig ved at planlægge veje (indførte bl.a. milepæle), ændre kalenderen fra den julianske til nutidens gregorianske, han var kongeligt udnævnt borgmester og politidirektør i København og stod som sådan for indførelse af så forskellige ting som gadebelysning, kloakker og fokus på tiggere. Hans observatorium i Vridsløsemagle 1704-1715 forfaldt og gik i glemmebogen indtil 1978 hvor det blev fundet.

 "Vi vil ikke være våde!". En flok får har klumpet sig sammen for at undgå regnen ved Bredekærgård, Tranegilde.

Moderne veje

Og veje er netop hvad der præger området i dag. Området vest for Store Vejleå huser Vallensbækgrenen, Holbækmotorvejen og Køge Bugtmotorvejen, der blev anlagt i 1970'ernes ensidige fokus på at løse trafikproblemer. Ved sammenfletningen har byggeriet skabt sit eget landskab: De to søer,  Tueholm Sø og Vallensbæk Sø blev udgravet i 1971. Og højen Høghsbjerg er bygget af overskudsjord fra byggeri og anlægsarbejde. Traktørstedet Bakkehuset var ikke sen til at udnytte situationen i 1973. Selv om de annoncerer med at have åbent 12-16 er der dog lukket i dag. Traktørstedet holder til i et 100 år gammelt statshusmandsbrug.

Højen Høghsbjerg og søerne Tueholmsø og Vallensbæk Sø omkring motorvejsinfernoet Holbækmotorvejen-Vallensbækgrenen er tegnet og tilrettelagt af den vist meget omdiskuterede landskabsarkitekt Ole Nørgård. Man må dog sige til mandens ros at han ikke har haft meget at arbejde med. Nogle udgravninger til motorveje og overskydende jord fra byggeriet af Albertslund.

I dag er politikken skiftet. Nu er der mange planer om at gøre noget ved området omkring Store Vejleå. Selv om det er for sent at fortryde motorvejsbyggeriet. Nu står der punkter som naturgenopretning og -nyindretning, skybrudssikring, fritid, landbrug, økologi osv på dagsordenen.

Vallensbæk Sø. Som Tueholm Sø på den anden side af motorvejen er den kunstig. Den fungerer som et regnvandsbassin. Men det gør den dog ikke mindre idyllisk. Hvad der skæmmer begge områder er den infernalske larm fra motorvejene.

Landsbyerne

Landsbyen Tranegilde umiddelbart nord for Køge Bugtmotorvejen er den mindste og ældste i Ishøjområdet. Der er en 7,5 km lang natursti rundt om landsbyen og Ishøj Naturpark. På Bredekærgård drives der stadig landbrug som 1930-50. Landsbyen er for øjeblikket ved at blive sikret mod skybrud, som ramte bl.a. Bygaden. Når man sammenligner åens niveau med husenes, er det ikke underligt. Området var i jernalderen en fjord, senere omdannet til mose. I sidste århundrede blev området kunstigt tørlagt og drænet. Der er bygget dæmninger til åen og visse steder går stien under vandoverfladen. Græsarealerne ligger op til 1,5 meter under havoverfladen.

Bredekærgård i Tranegilde. Der står en gammel hestevogn foran den røde port. Men vi så nu ikke så meget til hvordan landbruget ellers blev drevet i 1930'erne. Det var selvfølgelig også søndag.

I Tranegilde har man altså en mulighed for at se hvordan landsbyer og bondesamfund fungerede før de blev erstattet af intensivt landbrug og EUs landbrugspolitik. Men Europas vej er næppe "den eneste vej", ejheller i moderne sprogbrug "den nødvendige vej". Trenden globalt går også i andre retninger. La Via Campesina er en international bevægelse som forsøger at følge en anden vej end den vestlige vækstideologi.

Et kik ud over markerne syd for Tranegilde. Det sorte er en ridesti. Nu græsser der mest heste på markerne. Landskabet her er hvad jeg mest forbinder med min barndoms marker: Åbne strækninger afbrudt af levende hegn. Og enkelte lunde som den til højre i billedet. I det hele taget er det ikke fjernt at gøre sig den illusion at man går rundt på landet. Her midt i storbyen.

Europas landbrugspolitik løste fødevaremanglen i Europa. La Via Campesina fokuserer på magt og kontrol. Altså retten til at producere sunde og kulturelt fornuftige fødevarer på økologisk vis med bæredygtige metoder. Og retten til selv at bestemme hvordan landbruget skal se ud. Den er med andre ord producent-, ikke markedsorienteret. Flere lande har optaget dette i deres forfatninger, og FN har erklæret 2014 for familiebrugsår. Om dette vil slå igennem i Danmark, hvor landbruget har alvorlige generationsproblemer, vil kun tiden vise.

Fra Vridsløselille og sydpå opdager man endelig at der rent faktisk løber en å. Ellers er den skjult i krat, marker og bevokset med siv og dunhammere. Den svulmer dog hurtigt op til at have et ganske imponerede omfang, især syd for motorvejene. Mest mod syd løber den bogstavelig i baghaver til østsiden. Disse huse ligger næppe en meter over åens niveau, og flere er bygget på forhøjninger, pæle og andet. Uden kælder.

Ruten

Stierne langs åen er ca. 12 km. Men man bør unde sig nogle afstikkere: Kroppedal/Ole Rømer Museet (+. 1 km) og Tranegilde (alt efter hvor meget man vil tage: +1-5 km). Derudover kan man overveje Risby (+ 1 km), Herstedvester (+ 2½ km), Vridsløselille (+1 km) og Bakkehuset/Høghsbjerg (+1 km). Stierne er mest grus. Men også asfalt, hvor man dog kan løbe i græs, på ridestier eller trampestier ved siden af.

Vestamager

Ældre nulevende amagerkanere vil huske da Vestamager eller Kalvebod Fælled blev til. Under 2. verdenskrig 1939-45 inddæmmede og drænede man det 25 km2 store område. Området ligger stadig ned til 2 meter under vandoverfladen. Gamle kort viser at den daværende kystlinje gik så nogenlunde der hvor Kanalvej er i dag. Og udenfor ligger små holme, Svenskeholm, Koklapperne og Nordre Klapper. Der var flere grunde til inddæmningen. Militæret ville have bedre skydeterræn, dæmningen kunne beskytte Amager der ofte er plaget af stormflod og endelig at man kunne bruge et beskæftigelsesprojekt for at forhindre arbejdere i at blive deporteret til Tyskland.

Vestamager som det strækker sig nærmest uendeligt ud i horisonten umiddelbart syd for Vestamager metrostation og ud mod Pinseskoven. Kun afbrudt af de mange snorlige drænkanaler. Efter sommerens tørke er de næsten tørret ud. Køer anes som små pletter i pæn afstand fra de asfalterede veje.

Digerne blev 2009-2011 forhøjet med ca. 1½ m. Bl.a. for at forebygge konsekvenserne af havstigninger som følge af klimaændringer. Men debatten om længde og højde er ikke slut. Amager er fladt, det ved enhver københavner. Oversvømmelser og stormflod er noget amagerkanerne kender til. Så meget at der ofte er hede debatter i byrådene om hvor, hvor lange og hvor høje kystsikringsdigerne skal være. Kommuner betyder også kommunalpolitik. Og den gennemsyrer også holdningerne.

Sneppestien gennemløber den nordvestlige del af Vestamager og kommer gennem marker, Fasanskoven og små klynger af krat. Disse birketræer bærer tydelige præg af vestenvinden som ubarmhjertig blæser gennem det åbne landskab. mit mål på nuværende tidspunkt er at nå fri af Fasanskoven så jeg kan få set en rigtig solnedgang. I dag ved kvart i ni-tiden.

Området blev besat af militæret. Da jeg flyttede til København i 1974, var Amager Fælled nord for Vejlandsalle blevet åbnet, men sydfor (det nuværende Vestamager) var militært skydeområde og adgang strengt forbudt, undtagen på Kristi Himmelfartsdag. Den dag var det strengt forbudt at gå uden for stierne. Historier verserede om uskyldige køer som var blevet sprængt til hakket oksekød. Det lød både tillokkende og afskrækkende. Militærbesættelsen varede til 1984. Derefter skulle området sikres før området blev offentligt for publikum. Det blev fredet i 1990.

Villahøj breder sig fra højre side ind mod midten i billedet. Fasanskoven i baggrunden. Og bag det er solen ved at gå ned. Villahøj, Svenskehøj. Granathøj og flere af de andre høje er kunstige bakker. Ensformigheden blev åbenbart for meget for militærets skydepersonel.

Vestamager er fladt. Når det blæser en frisk vind som denne aften er der ingen læ nogen steder. Landskabet er fuldstændig åbent, og det lave krat uden for Fasanskoven og Pinseskoven bærer også præg af det. Klydesøen mod syd som er et lukket fuglereservat der dog kan beses fra forskellige fugletårne. Pinseskoven består af selvsået pil og birk, som kom fra Sverige i 1950'erne. Senere har Naturstyrelsen har tilføjet eg, ask og lind. Den er navngivet af en opsynsmand hvis familie spiste pinsefrokost i skoven.

Så er der solnedgang. Set med ryggen mod Pinseskoven ved Enghøj. Nu er resten af turen et kapløb om at komme hjem inden det bliver alt for mørkt.

Mennesket har sluppet 400 får, Aberdeen-Angus kvæg og islandske heste løs i folde. Bl.a. Maja og Birgit Frederiksens Isheste. Og så skulle der være et livligt fugleliv, sommerfugle, sjældne planter og insekter. For så vidt er der først begyndt at blive planlagt hvad der skal ske med området for et par år siden. Man mener åbenbart at området ikke er kendt nok selv om det kun ligger få kilometer fra Københavns centrum. Siden 2012 har kommunerne omkring Vestamager derfor arbejdet på at gøre området mere kendt. I stil med fx den kun halvt så store Dyrehaven.

Solen er gået ned for ½ time siden. Og i begyndelsen syntes jeg at det var meget mørkt. Jeg har boet så længe i byen at jeg helt havde glemt at det tager øjet 10-15 minutter at indstille sig på mørke. Når først det er sket, kan man faktisk se temmelig meget. Heldigvis kan kameraet gengive det med langsom lukkehastighed. Her midt inde i Pinseskoven på Snogevej.

Friluftshuset i Naturcenter Vestamager (nordlige ende) blev indviet i 2013.Det var dog lukket (det forstår jeg godt) da jeg passerede henad 22-tiden.

Civilisationen ved Vestamager metrostation anes ca. 2½ kilometer væk. Her græsser heste fredeligt og upåvirkede. Nu er det blevet mørkt, og jeg holder mig til de letgenkendelige som Granatvej.

Ruten

Naturstyrelsen har lavet en folder om Vestamager hvor der er indtegnet 3 forskellige ruter. Jeg tog 2 af dem. Den grønne og den lilla. Ialt 14.4 km. Jeg for dog vild adskillige gange. (Googl folderen med denne søgning: Vestamager filetype:pdf). Metroen til Vestamager fra Nørreport tager ca. 15 minutter.

Hyldestmarch til Frederikssundbanen

Når jeg udvælger mål til mine vandreture er transport afgørende. Bus og s-tog: På et kvarter er jeg på Kildedal Station. En halv time, og jeg kan stige af i Frederikssund. Det synes jeg fortjener en hyldestmarch ad jernbanesstierne fra Måløv til Frederikssund. 

Jernbanestien omkring Kildedal Station er en bred grus/stenvej med masser af variation i landskabet. Modsat banen bugter den sig i bakke-dal, som det står i nationalsangen.

Jernbanernes betydning historisk

Tilbagetoget fra Dannevirke 1864, foregik ved at man trak kanoner og grej hele vejen til Dybbøl (der var vist noget med en jernbane der lige var anlagt). For jernbanernes historie i Danmark startede omkring 1868. På Sjælland med Sjællandske Jernbaneselskab. Det gik ikke for hurtigt. Langt ind i 1900-tallet domineredes trafikken i byerne af hestevogne og datidens hyrevogne, droscherne. Ingen biler. På Frederiksundbanen var jernbanen mest til transport af landbrugsvarer.

Mellem Måløv og Kildedal løber jernbanen i en dal, og jernbanestien er langt over køreledningsniveau. Her løber banen under Kongebakken.

Da jernbanerne var på sit højeste, var der ca. 4.000 km spor. Meget blev senere nedlagt, i dag er der omkring 2.650 km. Men hvor det før 1868 kunne tage næsten tre dage at rejse fra København til Frederikshavn, afkortede jernbanen turen til ca. 17 timer i 1913. Broer mellem landsdelene var fortrinsvis bygget til tog. I dag tager turen knap 6 timer. Jernbanen mellem Frederikssund og København blev indviet 17. juni 1879. Rejsetiden var 1½ time med 3 tog om dagen. Nu kører der mindst 3 tog i timen og rejsetiden er under en time.

 Også ved Veksø kører jernbanen i en dal. Fra jernbanestien har man flere flotte udsigter ud over landskabet alle retninger.

Stationer og linjeføring

Der var ikke så mange stationer som nu: Frederiksberg, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Ølstykke og Frederikssund. Stenløse fra 1909. Da Hovedbanen blev flyttet i 1911, skiftede linjen fra Frederiksberg til Valby-Vanløse. Stationerne var tegnet af arkitekt: S. P. C. Bendtsen (1842-1912) i klassicistisk stil. Derudover var der 21 banehuse (tjenesteboliger for baneansatte og ledvogtere). De fleste stationsbygninger er der stadig, men bruges nu af andre og ligger afsides de mere moderne perroner.

Stenløse stations godsbygning med stationen i baggrunden til venstre. De fleste stationer på Frederikssundbanen havde "godsbanegårde", dvs. bygninger som denne og sidespor, hvor godsvognene kunne udrangeres. Nu bruges bygningerne til andre formål.

Helt op til 2. verdenskrig så det område som Frederikssundbanen betjente nogenlunde sådan ud: København var lige begyndt at vokse ud over brokvarterne. Husum, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Stenløse og Ølstykke var små landsbyer med 10-20 gårde og nogle huse. Med marker for resten. På størrelse med Lille Rørbæk. Det var dem togene fortrinsvis betjente: De kørte landbrugsvarer, og på de fleste stationer var der godssidespor og -bygninger.

Veksø Station (den gamle) tilhører den ældste generation af stationsbygninger. Den er gået noget i forfald, men vidner dog om en svunden tid, hvor man kunne købe billet, sidde i ventesalen, og formentlig også forsyne sig i forskellige butikker til rejsen. Nu er der ikke længere behov for det. Højst et læskur og en billetautomat, for togene kommer hele tiden med 10 eller 20 minutters mellemrum.

Jernbaner danner deres eget landskab. De skal helst køre plant og i lige linje, så de skærer sig gennem bakker, på forhøjninger over dale. Det gør jernbanestierne ikke. De følger landskabet. Så snart befinder man sig med fødderne over køreledningerne, snart med hovedet under skinneniveau. En sjælden gang følger de banens niveau. Dette gør jernbanestierne til noget helt særligt.

Før Veksø går stien i plan med eller under jernbanens niveau. Rejnfan blomstrer overalt langs sporene.

Konkurrence

Allerede i 1920'erne fik togene konkurrence fra bilerne. Danmark blev et af de lande der var flest biler i forhold til befolkningen. Frederikssund St. blev flyttet 1928-1989 for at betjene Midtbanen mellem Helsingør og Karrebæksminde ved Næstved. Men den blev opgivet i 1936 og stationen kom aldrig i brug.

Mellem Ølstykke og Skenkelsø Sø går jernbanestien fortrinsvis højt hævet over jernbanesporene. Og det giver frit udsyn mod Snostrup, Skenkelsø landsby og Store Rørbæk.

I starten kørte togene med damp, og togene måtte vende, indtil man fra 1906 fik lokomotiver der kunne køre i begge retninger, litra-O. Damplokomotiverne blev udrangeret i 1950'erne, bl.a. af MO-motorvogne fra 1930'erne og fra 1978 MX-lokomotiver. Saboteret 9 gange under 2. verdenskrig (Flyvestation Værløse). Strækningen Valby-Vanløse blev elektrificeret 1941, og Vanløse-Ballerup 1949. I 1989 gik s-toget helt til Frederikssund. Og man behøvede ikke længere at skifte i Ballerup.

Modernisering

Frederikssundbanen er blevet moderniseret ad flere omgange. Den var enkeltsporet fra Ballerup til Veksø indtil 2000, til Frederikssund indtil 2002. Det betød at togene skulle krydse i Veksø (senere Ølstykke og Stenløse). De fleste jernbanebroer er (gen)opført 1999 og 2000. Så meget har ændret sig siden 1868. Nogle enkelte originale granitbroer er dog bevaret over åerne Kagsåen, Værebro Å og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø.

Broerne over åerne er anlagt fra før man for alvor begyndte at anvende beton. Her er det den gamle smukke granitbro over Værebro Å. Jeg har tidligere vist tilsvarende broer over Kagsåen og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø. Over broen er der opført en nyere bro. Den er af beton.

Jernbanestierne er også blevet moderniseret flere steder. Generelt er det tiptop stier af varierende slags: Grus, sten, asfalt, tosporet, ensporet, græs. Motoriserede køretøjer er forbudt. Så man har det hele for sig selv.

Langs Skenkelsø Sø kører sporene højt over hovedet på en. Men til gengæld har man udsyn over søen som nu langsomt er ved at blive genoprettet som sø efter at man forsøgte at tørlægge den ad flere omgange.

Dagens rute

Måløv-Stenløse knap 10 km. Ølstykke-Frederikssund 8 km.Tog fra Stenløse til Ølstykke. Ialt et pænt stykke over 18 km. Med undtagelse af strækningen Egedal Gård til Stenløse er stien på sydsiden af jernbanen.