onsdag den 14. august 2013

Vestamager

Ældre nulevende amagerkanere vil huske da Vestamager eller Kalvebod Fælled blev til. Under 2. verdenskrig 1939-45 inddæmmede og drænede man det 25 km2 store område. Området ligger stadig ned til 2 meter under vandoverfladen. Gamle kort viser at den daværende kystlinje gik så nogenlunde der hvor Kanalvej er i dag. Og udenfor ligger små holme, Svenskeholm, Koklapperne og Nordre Klapper. Der var flere grunde til inddæmningen. Militæret ville have bedre skydeterræn, dæmningen kunne beskytte Amager der ofte er plaget af stormflod og endelig at man kunne bruge et beskæftigelsesprojekt for at forhindre arbejdere i at blive deporteret til Tyskland.

Vestamager som det strækker sig nærmest uendeligt ud i horisonten umiddelbart syd for Vestamager metrostation og ud mod Pinseskoven. Kun afbrudt af de mange snorlige drænkanaler. Efter sommerens tørke er de næsten tørret ud. Køer anes som små pletter i pæn afstand fra de asfalterede veje.

Digerne blev 2009-2011 forhøjet med ca. 1½ m. Bl.a. for at forebygge konsekvenserne af havstigninger som følge af klimaændringer. Men debatten om længde og højde er ikke slut. Amager er fladt, det ved enhver københavner. Oversvømmelser og stormflod er noget amagerkanerne kender til. Så meget at der ofte er hede debatter i byrådene om hvor, hvor lange og hvor høje kystsikringsdigerne skal være. Kommuner betyder også kommunalpolitik. Og den gennemsyrer også holdningerne.

Sneppestien gennemløber den nordvestlige del af Vestamager og kommer gennem marker, Fasanskoven og små klynger af krat. Disse birketræer bærer tydelige præg af vestenvinden som ubarmhjertig blæser gennem det åbne landskab. mit mål på nuværende tidspunkt er at nå fri af Fasanskoven så jeg kan få set en rigtig solnedgang. I dag ved kvart i ni-tiden.

Området blev besat af militæret. Da jeg flyttede til København i 1974, var Amager Fælled nord for Vejlandsalle blevet åbnet, men sydfor (det nuværende Vestamager) var militært skydeområde og adgang strengt forbudt, undtagen på Kristi Himmelfartsdag. Den dag var det strengt forbudt at gå uden for stierne. Historier verserede om uskyldige køer som var blevet sprængt til hakket oksekød. Det lød både tillokkende og afskrækkende. Militærbesættelsen varede til 1984. Derefter skulle området sikres før området blev offentligt for publikum. Det blev fredet i 1990.

Villahøj breder sig fra højre side ind mod midten i billedet. Fasanskoven i baggrunden. Og bag det er solen ved at gå ned. Villahøj, Svenskehøj. Granathøj og flere af de andre høje er kunstige bakker. Ensformigheden blev åbenbart for meget for militærets skydepersonel.

Vestamager er fladt. Når det blæser en frisk vind som denne aften er der ingen læ nogen steder. Landskabet er fuldstændig åbent, og det lave krat uden for Fasanskoven og Pinseskoven bærer også præg af det. Klydesøen mod syd som er et lukket fuglereservat der dog kan beses fra forskellige fugletårne. Pinseskoven består af selvsået pil og birk, som kom fra Sverige i 1950'erne. Senere har Naturstyrelsen har tilføjet eg, ask og lind. Den er navngivet af en opsynsmand hvis familie spiste pinsefrokost i skoven.

Så er der solnedgang. Set med ryggen mod Pinseskoven ved Enghøj. Nu er resten af turen et kapløb om at komme hjem inden det bliver alt for mørkt.

Mennesket har sluppet 400 får, Aberdeen-Angus kvæg og islandske heste løs i folde. Bl.a. Maja og Birgit Frederiksens Isheste. Og så skulle der være et livligt fugleliv, sommerfugle, sjældne planter og insekter. For så vidt er der først begyndt at blive planlagt hvad der skal ske med området for et par år siden. Man mener åbenbart at området ikke er kendt nok selv om det kun ligger få kilometer fra Københavns centrum. Siden 2012 har kommunerne omkring Vestamager derfor arbejdet på at gøre området mere kendt. I stil med fx den kun halvt så store Dyrehaven.

Solen er gået ned for ½ time siden. Og i begyndelsen syntes jeg at det var meget mørkt. Jeg har boet så længe i byen at jeg helt havde glemt at det tager øjet 10-15 minutter at indstille sig på mørke. Når først det er sket, kan man faktisk se temmelig meget. Heldigvis kan kameraet gengive det med langsom lukkehastighed. Her midt inde i Pinseskoven på Snogevej.

Friluftshuset i Naturcenter Vestamager (nordlige ende) blev indviet i 2013.Det var dog lukket (det forstår jeg godt) da jeg passerede henad 22-tiden.

Civilisationen ved Vestamager metrostation anes ca. 2½ kilometer væk. Her græsser heste fredeligt og upåvirkede. Nu er det blevet mørkt, og jeg holder mig til de letgenkendelige som Granatvej.

Ruten

Naturstyrelsen har lavet en folder om Vestamager hvor der er indtegnet 3 forskellige ruter. Jeg tog 2 af dem. Den grønne og den lilla. Ialt 14.4 km. Jeg for dog vild adskillige gange. (Googl folderen med denne søgning: Vestamager filetype:pdf). Metroen til Vestamager fra Nørreport tager ca. 15 minutter.

søndag den 4. august 2013

Hyldestmarch til Frederikssundbanen

Når jeg udvælger mål til mine vandreture er transport afgørende. Bus og s-tog: På et kvarter er jeg på Kildedal Station. En halv time, og jeg kan stige af i Frederikssund. Det synes jeg fortjener en hyldestmarch ad jernbanesstierne fra Måløv til Frederikssund. 


Jernbanestien omkring Kildedal Station er en bred grus/stenvej med masser af variation i landskabet. Modsat banen bugter den sig i bakke-dal, som det står i nationalsangen.

Jernbanernes betydning historisk

Tilbagetoget fra Dannevirke 1864, foregik ved at man trak kanoner og grej hele vejen til Dybbøl (der var vist noget med en jernbane der lige var anlagt). For jernbanernes historie i Danmark startede omkring 1868. På Sjælland med Sjællandske Jernbaneselskab. Det gik ikke for hurtigt. Langt ind i 1900-tallet domineredes trafikken i byerne af hestevogne og datidens hyrevogne, droscherne. Ingen biler. På Frederiksundbanen var jernbanen mest til transport af landbrugsvarer.

Mellem Måløv og Kildedal løber jernbanen i en dal, og jernbanestien er langt over køreledningsniveau. Her løber banen under Kongebakken.

Da jernbanerne var på sit højeste, var der ca. 4.000 km spor. Meget blev senere nedlagt, i dag er der omkring 2.650 km. Men hvor det før 1868 kunne tage næsten tre dage at rejse fra København til Frederikshavn, afkortede jernbanen turen til ca. 17 timer i 1913. Broer mellem landsdelene var fortrinsvis bygget til tog. I dag tager turen knap 6 timer. Jernbanen mellem Frederikssund og København blev indviet 17. juni 1879. Rejsetiden var 1½ time med 3 tog om dagen. Nu kører der mindst 3 tog i timen og rejsetiden er under en time.

 Også ved Veksø kører jernbanen i en dal. Fra jernbanestien har man flere flotte udsigter ud over landskabet alle retninger.

Stationer og linjeføring

Der var ikke så mange stationer som nu: Frederiksberg, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Ølstykke og Frederikssund. Stenløse fra 1909. Da Hovedbanen blev flyttet i 1911, skiftede linjen fra Frederiksberg til Valby-Vanløse. Stationerne var tegnet af arkitekt: S. P. C. Bendtsen (1842-1912) i klassicistisk stil. Derudover var der 21 banehuse (tjenesteboliger for baneansatte og ledvogtere). De fleste stationsbygninger er der stadig, men bruges nu af andre og ligger afsides de mere moderne perroner.

Stenløse stations godsbygning med stationen i baggrunden til venstre. De fleste stationer på Frederikssundbanen havde "godsbanegårde", dvs. bygninger som denne og sidespor, hvor godsvognene kunne udrangeres. Nu bruges bygningerne til andre formål.

Helt op til 2. verdenskrig så det område som Frederikssundbanen betjente nogenlunde sådan ud: København var lige begyndt at vokse ud over brokvarterne. Husum, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Stenløse og Ølstykke var små landsbyer med 10-20 gårde og nogle huse. Med marker for resten. På størrelse med Lille Rørbæk. Det var dem togene fortrinsvis betjente: De kørte landbrugsvarer, og på de fleste stationer var der godssidespor og -bygninger.

Veksø Station (den gamle) tilhører den ældste generation af stationsbygninger. Den er gået noget i forfald, men vidner dog om en svunden tid, hvor man kunne købe billet, sidde i ventesalen, og formentlig også forsyne sig i forskellige butikker til rejsen. Nu er der ikke længere behov for det. Højst et læskur og en billetautomat, for togene kommer hele tiden med 10 eller 20 minutters mellemrum.

Jernbaner danner deres eget landskab. De skal helst køre plant og i lige linje, så de skærer sig gennem bakker, på forhøjninger over dale. Det gør jernbanestierne ikke. De følger landskabet. Så snart befinder man sig med fødderne over køreledningerne, snart med hovedet under skinneniveau. En sjælden gang følger de banens niveau. Dette gør jernbanestierne til noget helt særligt.

Før Veksø går stien i plan med eller under jernbanens niveau. Rejnfan blomstrer overalt langs sporene.

Konkurrence

Allerede i 1920'erne fik togene konkurrence fra bilerne. Danmark blev et af de lande der var flest biler i forhold til befolkningen. Frederikssund St. blev flyttet 1928-1989 for at betjene Midtbanen mellem Helsingør og Karrebæksminde ved Næstved. Men den blev opgivet i 1936 og stationen kom aldrig i brug.

Mellem Ølstykke og Skenkelsø Sø går jernbanestien fortrinsvis højt hævet over jernbanesporene. Og det giver frit udsyn mod Snostrup, Skenkelsø landsby og Store Rørbæk.

I starten kørte togene med damp, og togene måtte vende, indtil man fra 1906 fik lokomotiver der kunne køre i begge retninger, litra-O. Damplokomotiverne blev udrangeret i 1950'erne, bl.a. af MO-motorvogne fra 1930'erne og fra 1978 MX-lokomotiver. Saboteret 9 gange under 2. verdenskrig (Flyvestation Værløse). Strækningen Valby-Vanløse blev elektrificeret 1941, og Vanløse-Ballerup 1949. I 1989 gik s-toget helt til Frederikssund. Og man behøvede ikke længere at skifte i Ballerup.

Modernisering

Frederikssundbanen er blevet moderniseret ad flere omgange. Den var enkeltsporet fra Ballerup til Veksø indtil 2000, til Frederikssund indtil 2002. Det betød at togene skulle krydse i Veksø (senere Ølstykke og Stenløse). De fleste jernbanebroer er (gen)opført 1999 og 2000. Så meget har ændret sig siden 1868. Nogle enkelte originale granitbroer er dog bevaret over åerne Kagsåen, Værebro Å og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø.

Broerne over åerne er anlagt fra før man for alvor begyndte at anvende beton. Her er det den gamle smukke granitbro over Værebro Å. Jeg har tidligere vist tilsvarende broer over Kagsåen og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø. Over broen er der opført en nyere bro. Den er af beton.

Jernbanestierne er også blevet moderniseret flere steder. Generelt er det tiptop stier af varierende slags: Grus, sten, asfalt, tosporet, ensporet, græs. Motoriserede køretøjer er forbudt. Så man har det hele for sig selv.

Langs Skenkelsø Sø kører sporene højt over hovedet på en. Men til gengæld har man udsyn over søen som nu langsomt er ved at blive genoprettet som sø efter at man forsøgte at tørlægge den ad flere omgange.

Dagens rute

Måløv-Stenløse knap 10 km. Ølstykke-Frederikssund 8 km.Tog fra Stenløse til Ølstykke. Ialt et pænt stykke over 18 km. Med undtagelse af strækningen Egedal Gård til Stenløse er stien på sydsiden af jernbanen.

fredag den 2. august 2013

En rigtig skovtur - Også i fortiden!

Første del af dagens tur er en stroppetur på knap 3 kilometer ad Knardrupvej fra Kildedal Station. På dette tidspunkt er der rigeligt med morgen-myldretrafik og kun en smal rabat at vandre på. På vej mod Knardrup oplyser Egedal Kommune at man er i færd med at bekæmpe kæmpebjørneklo ved at dække store arealer med sort plast. Der er også en længere forklaring på at det kvæler bjørnekloen. Bortset fra at de vokser ud over siderne på plasten. Og ca. 10 væk står de meterhøje og klare til at kaste titusindvis af frø. Udsigten på denne strækning fejler ikke noget, og morgendisen tilføjer en særlig aura.

Heste med deres føl græsser fredeligt langs den trafikalt ufredelige Knardrupvej. I lavningen i baggrunden ligger Bringe Mose og Flyvestation Værløses landingsbane.

Især er udsigten over området mod Flyvestation Værløse meget flot. I morgendisen kan man skimte hangarerne i det fjerne hen over det lavtliggende moseområde. Her går der heste med føl og æder løs af det formentligt dugvåde græs.

Knardrup

Knardrup er en bette landsby som ligger ved siden af hovedvejen. Møllegård, Rolandshvile, Damgården, jo der er en håndfuld pæne gårde og mindre stråtækte huse. Men Knardrup har to ting jeg ikke har set i andre smålandsbyer: Det ene er et brandværn. Eller, måske er det blevet nedlagt, men huset står der endnu. Det minder mig om min fødebys Egernsund Frivillige Brandværn som havde et lignede hus. Rygterne gik at de frivillige slukkede tørsten mere end brande. Det eksisterer såmænd stadig. Den anden ting har også med Sønderjylland at gøre. Uden for byen er der en lille indhegning med en Sønderjyllandssten, altså til minde om at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark 1920. Af alle steder i Knardrup!

Knardrup Brandværn står der over porten til dette imposante skur midt i byen. Om beboerne føler sig mere trygge, er uvist. Formentligt ikke. Men efter udseendet ser det heller ikke ud til at der har været slukket brande fra skuret i årtier.

Knardrup Brandværn er et historisk hus, ifølge Egedal Leksikon. Det er opført 1860. Og hele leksikonartiklen fortjener at blive citeret i sin fulde længde:

Det lille hus til Knardrup Brandværn er opført omkring 1860. Huset var oprindelig stråtækket og indeholder bl.a. en håndsprøjte til fire mand, et sugekar, slanger m.m. Ved ildebrand skulle sprøjte med tilbehør læsses på en hestevogn og køres til brandstedet, hvor også alle gårde skulle komme med vand i tønder. Oprindelig var der også et "brandhorn" (et studehorn) i huset. Det blev brugt til at alarmere med, når der opstod ildebrand. Inden brandslukningen blev begyndt, kunne der godt gå et stykke tid. Så hvis brandmateriellet kunne være med til at beskytte husene nær brandstedet, var det store sager.

Mellem Knardrup og Ganløse er der en god sti. Midtvejs mellem Knardrup og Ganløse er der en flot udsigt fra Galgebakken. Der er pænt ryddet så man kan komme op og se til alle sider. Der ser endog ud til at nogle har slæbt nogle planter derop, måske for at anlægge en park?

Udsigt fra Galgebakken mod Knardrup. Fotografen står formentlig oven på resterne af en gammel stenalderlandsby.

Galgebakken er et godt bud på en kandidat til at være inspirator til strofen "Her fra bakken der ser jeg at mit land er skide smukt" fra den hængtes sang, Der er 25 minutter endnu. Landet er skidesmukt fra Galgebakken! Igen ifølge Egedal Leksikon er det et historisk sted. Siden tidernes morgen var det tingsted for Ballerup Herred, og der har formentlig ligget en stenalderlandsby på bakken.

Asserhøj set fra syd. Man skal se den om natten, da den da står på fire ildsøljer. Det må se flot ud, og det kan undre at de nærtliggende huse ikke har bemærket noget.

Bakker er der i det hele taget mange af. En af de flottere er gravhøjen Asserhøj lidt syd for Ganløse. Den er godt beskyttet af et bredt bælte af brændenælder. Om natten brænder der noget andet, nemlig fire ildsøljer, som løfter højen op, så de der er begravet derinde kan komme ud og lufte sig. Man har ikke gravet i hvad man mener er en bronzealderhøj. En bondemand ville nemlig sløjfe højen, men hans heste døde samme nat. Dette har formentligt afholdt alle andre fra at prøve igen.

Ganløse

Ganløse er en driftig landsby. Og at den har været det også i fortiden vidner Rytterskolen fra 1721, den enorme mølle og Ganløse Kro og Postgård om. Gårdene ser også pænt store ud. Der er mange moderne faciliteter i byen. Men ved gadekæret er der det sædvanlige butikslukninger. Et økologisk supermarked er kun et ud af 2 lukkede storcentre midt i byen.

Ganløse er egentligt langt hyggeligere, velholdt og levende end det her viste billede. Jeg har alligevel valgt det for at vise den mørke side af landsbyers tilværelse: Butiksdød. To store forretninger ser ud til at have været lukket i årevis. Men ellers ser Ganløse ud til at klare sig bedre end så mange andre.

Mellem Ganløse Ore og Ganløse går den fantastiske grusvej Mosevej. Den er ikke aftegnet som sådan på kortet, men det er faktisk mest en gangsti. Og på hele strækningen er der meget flotte udsigter over det kuperede landsskab, der afveksler med marker, moser, skove og små gårde.

Udsigt fra toppen af Mosevej mod Ganløse Ore - skoven i baggrunden. Landskabet her er storslået. Gyldne marker til højre. Grønne til venstre og med græssende heste.

Ganløse Ore

Ganløse Ore er en rigtig skov, forstået på den måde at man her føler sig virkelig langt fra civilisationen. Der er veje, men man kan ikke høre lyde fra tog, biler eller andre lyde fra mennesker. Faktisk møder jeg ikke et eneste menneske hele vejen gennem skoven. Kun vindens sagte susen i trækronerne, ukendte fuglestemmer og cikader eller græshopper.

Ganløse Ore byder på mange oplevelser af skov. Løv- og nåletræer. Bregneskove. Små åbne moseområder. Jeg har valgt at bringe dette foto af en lysning inden i bøgeskoven. Og forsøgt at fange lysets spillen mellem træerne.

Vel igennem skoven er man nødt til at gå ad Farumvej i rabatten. Egentlig synd. For vejen går langs Mølleådalen. Og det på den stejle måde. Terrænet falder brat ned så man fra toppen kan se helt over til den modsatte side af dalen. Ved at krydse dalen ad Ganløsevej får man et godt indtryk af at det virkelig er en dal. Selvom selve åen i bunden af dalen er svær at få øje på. Det er kun et lille vandløb groet til dem siv.

Kig over Mølleådalen. Det går stejlt ned tættest på fotografen.

Præstemosen

Ved Gedevasegård (med gavlinskriptionen OIHS 1859) kan man dreje ned ad stier gennem "præstegårdsjordene". Præstemosen og Storebjerg. Et gammelt kuperet overdrevsområde. Præstemosen har været fredet siden 1948, men meget forsømt, så derfor blev der vedtaget en plejeplan 2009-2015 i forbindelse med Mølleåprojektet. Plejeplanen omfattede dog kun en del af mosen, især hængesækken.

Præstemosen er for størstedelens vedkommede bevokset med høje træer, i hvert fald set fra stien langs sydsiden. Man kan skimte selve mosen dybt nede.

Mod syd ligger en hængesæk. Ifølge bogen "Vild natur i Danmark" (2002) består en hængesæk af tørvemosser som fra bredden vokser ind mod middten og til sidst danner et låg på søen. Disse hængesække er meget sårbare. Tramper man ned i den, kan det tage år at udbedre skaden. Og desuden risikerer man at ramme et tyndt sted og synke i til armhulerne.

Hængesækken har det med at blive tilgroet med bl.a. elletræer. Men det vil man ikke have, så en gang imellem bliver træerne fældet for at redde hængesækken. Der er nemlig plante- og dyreliv som man ønsker at bevare.

Dagens rute

Kildedal Station. Ad Knardrupvej gennem Knardrup og til Ganløse. Ad Mosevej til Ganløse Ore. Gennem skoven ad Vestervej. Farumvej til Præstemosen. Endemål Farum Station. Længde i lige linje: ca. 16 km. Med diverse sidesvipture 2-3 km ekstra.