Hyldestmarch til Frederikssundbanen

Når jeg udvælger mål til mine vandreture er transport afgørende. Bus og s-tog: På et kvarter er jeg på Kildedal Station. En halv time, og jeg kan stige af i Frederikssund. Det synes jeg fortjener en hyldestmarch ad jernbanesstierne fra Måløv til Frederikssund. 

Jernbanestien omkring Kildedal Station er en bred grus/stenvej med masser af variation i landskabet. Modsat banen bugter den sig i bakke-dal, som det står i nationalsangen.

Jernbanernes betydning historisk

Tilbagetoget fra Dannevirke 1864, foregik ved at man trak kanoner og grej hele vejen til Dybbøl (der var vist noget med en jernbane der lige var anlagt). For jernbanernes historie i Danmark startede omkring 1868. På Sjælland med Sjællandske Jernbaneselskab. Det gik ikke for hurtigt. Langt ind i 1900-tallet domineredes trafikken i byerne af hestevogne og datidens hyrevogne, droscherne. Ingen biler. På Frederiksundbanen var jernbanen mest til transport af landbrugsvarer.

Mellem Måløv og Kildedal løber jernbanen i en dal, og jernbanestien er langt over køreledningsniveau. Her løber banen under Kongebakken.

Da jernbanerne var på sit højeste, var der ca. 4.000 km spor. Meget blev senere nedlagt, i dag er der omkring 2.650 km. Men hvor det før 1868 kunne tage næsten tre dage at rejse fra København til Frederikshavn, afkortede jernbanen turen til ca. 17 timer i 1913. Broer mellem landsdelene var fortrinsvis bygget til tog. I dag tager turen knap 6 timer. Jernbanen mellem Frederikssund og København blev indviet 17. juni 1879. Rejsetiden var 1½ time med 3 tog om dagen. Nu kører der mindst 3 tog i timen og rejsetiden er under en time.

 Også ved Veksø kører jernbanen i en dal. Fra jernbanestien har man flere flotte udsigter ud over landskabet alle retninger.

Stationer og linjeføring

Der var ikke så mange stationer som nu: Frederiksberg, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Ølstykke og Frederikssund. Stenløse fra 1909. Da Hovedbanen blev flyttet i 1911, skiftede linjen fra Frederiksberg til Valby-Vanløse. Stationerne var tegnet af arkitekt: S. P. C. Bendtsen (1842-1912) i klassicistisk stil. Derudover var der 21 banehuse (tjenesteboliger for baneansatte og ledvogtere). De fleste stationsbygninger er der stadig, men bruges nu af andre og ligger afsides de mere moderne perroner.

Stenløse stations godsbygning med stationen i baggrunden til venstre. De fleste stationer på Frederikssundbanen havde "godsbanegårde", dvs. bygninger som denne og sidespor, hvor godsvognene kunne udrangeres. Nu bruges bygningerne til andre formål.

Helt op til 2. verdenskrig så det område som Frederikssundbanen betjente nogenlunde sådan ud: København var lige begyndt at vokse ud over brokvarterne. Husum, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Stenløse og Ølstykke var små landsbyer med 10-20 gårde og nogle huse. Med marker for resten. På størrelse med Lille Rørbæk. Det var dem togene fortrinsvis betjente: De kørte landbrugsvarer, og på de fleste stationer var der godssidespor og -bygninger.

Veksø Station (den gamle) tilhører den ældste generation af stationsbygninger. Den er gået noget i forfald, men vidner dog om en svunden tid, hvor man kunne købe billet, sidde i ventesalen, og formentlig også forsyne sig i forskellige butikker til rejsen. Nu er der ikke længere behov for det. Højst et læskur og en billetautomat, for togene kommer hele tiden med 10 eller 20 minutters mellemrum.

Jernbaner danner deres eget landskab. De skal helst køre plant og i lige linje, så de skærer sig gennem bakker, på forhøjninger over dale. Det gør jernbanestierne ikke. De følger landskabet. Så snart befinder man sig med fødderne over køreledningerne, snart med hovedet under skinneniveau. En sjælden gang følger de banens niveau. Dette gør jernbanestierne til noget helt særligt.

Før Veksø går stien i plan med eller under jernbanens niveau. Rejnfan blomstrer overalt langs sporene.

Konkurrence

Allerede i 1920'erne fik togene konkurrence fra bilerne. Danmark blev et af de lande der var flest biler i forhold til befolkningen. Frederikssund St. blev flyttet 1928-1989 for at betjene Midtbanen mellem Helsingør og Karrebæksminde ved Næstved. Men den blev opgivet i 1936 og stationen kom aldrig i brug.

Mellem Ølstykke og Skenkelsø Sø går jernbanestien fortrinsvis højt hævet over jernbanesporene. Og det giver frit udsyn mod Snostrup, Skenkelsø landsby og Store Rørbæk.

I starten kørte togene med damp, og togene måtte vende, indtil man fra 1906 fik lokomotiver der kunne køre i begge retninger, litra-O. Damplokomotiverne blev udrangeret i 1950'erne, bl.a. af MO-motorvogne fra 1930'erne og fra 1978 MX-lokomotiver. Saboteret 9 gange under 2. verdenskrig (Flyvestation Værløse). Strækningen Valby-Vanløse blev elektrificeret 1941, og Vanløse-Ballerup 1949. I 1989 gik s-toget helt til Frederikssund. Og man behøvede ikke længere at skifte i Ballerup.

Modernisering

Frederikssundbanen er blevet moderniseret ad flere omgange. Den var enkeltsporet fra Ballerup til Veksø indtil 2000, til Frederikssund indtil 2002. Det betød at togene skulle krydse i Veksø (senere Ølstykke og Stenløse). De fleste jernbanebroer er (gen)opført 1999 og 2000. Så meget har ændret sig siden 1868. Nogle enkelte originale granitbroer er dog bevaret over åerne Kagsåen, Værebro Å og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø.

Broerne over åerne er anlagt fra før man for alvor begyndte at anvende beton. Her er det den gamle smukke granitbro over Værebro Å. Jeg har tidligere vist tilsvarende broer over Kagsåen og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø. Over broen er der opført en nyere bro. Den er af beton.

Jernbanestierne er også blevet moderniseret flere steder. Generelt er det tiptop stier af varierende slags: Grus, sten, asfalt, tosporet, ensporet, græs. Motoriserede køretøjer er forbudt. Så man har det hele for sig selv.

Langs Skenkelsø Sø kører sporene højt over hovedet på en. Men til gengæld har man udsyn over søen som nu langsomt er ved at blive genoprettet som sø efter at man forsøgte at tørlægge den ad flere omgange.

Dagens rute

Måløv-Stenløse knap 10 km. Ølstykke-Frederikssund 8 km.Tog fra Stenløse til Ølstykke. Ialt et pænt stykke over 18 km. Med undtagelse af strækningen Egedal Gård til Stenløse er stien på sydsiden af jernbanen.

En rigtig skovtur - Også i fortiden!

Første del af dagens tur er en stroppetur på knap 3 kilometer ad Knardrupvej fra Kildedal Station. På dette tidspunkt er der rigeligt med morgen-myldretrafik og kun en smal rabat at vandre på. På vej mod Knardrup oplyser Egedal Kommune at man er i færd med at bekæmpe kæmpebjørneklo ved at dække store arealer med sort plast. Der er også en længere forklaring på at det kvæler bjørnekloen. Bortset fra at de vokser ud over siderne på plasten. Og ca. 10 væk står de meterhøje og klare til at kaste titusindvis af frø. Udsigten på denne strækning fejler ikke noget, og morgendisen tilføjer en særlig aura.

Heste med deres føl græsser fredeligt langs den trafikalt ufredelige Knardrupvej. I lavningen i baggrunden ligger Bringe Mose og Flyvestation Værløses landingsbane.

Især er udsigten over området mod Flyvestation Værløse meget flot. I morgendisen kan man skimte hangarerne i det fjerne hen over det lavtliggende moseområde. Her går der heste med føl og æder løs af det formentligt dugvåde græs.

Knardrup

Knardrup er en bette landsby som ligger ved siden af hovedvejen. Møllegård, Rolandshvile, Damgården, jo der er en håndfuld pæne gårde og mindre stråtækte huse. Men Knardrup har to ting jeg ikke har set i andre smålandsbyer: Det ene er et brandværn. Eller, måske er det blevet nedlagt, men huset står der endnu. Det minder mig om min fødebys Egernsund Frivillige Brandværn som havde et lignede hus. Rygterne gik at de frivillige slukkede tørsten mere end brande. Det eksisterer såmænd stadig. Den anden ting har også med Sønderjylland at gøre. Uden for byen er der en lille indhegning med en Sønderjyllandssten, altså til minde om at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark 1920. Af alle steder i Knardrup!

Knardrup Brandværn står der over porten til dette imposante skur midt i byen. Om beboerne føler sig mere trygge, er uvist. Formentligt ikke. Men efter udseendet ser det heller ikke ud til at der har været slukket brande fra skuret i årtier.

Knardrup Brandværn er et historisk hus, ifølge Egedal Leksikon. Det er opført 1860. Og hele leksikonartiklen fortjener at blive citeret i sin fulde længde:

Det lille hus til Knardrup Brandværn er opført omkring 1860. Huset var oprindelig stråtækket og indeholder bl.a. en håndsprøjte til fire mand, et sugekar, slanger m.m. Ved ildebrand skulle sprøjte med tilbehør læsses på en hestevogn og køres til brandstedet, hvor også alle gårde skulle komme med vand i tønder. Oprindelig var der også et "brandhorn" (et studehorn) i huset. Det blev brugt til at alarmere med, når der opstod ildebrand. Inden brandslukningen blev begyndt, kunne der godt gå et stykke tid. Så hvis brandmateriellet kunne være med til at beskytte husene nær brandstedet, var det store sager.

Mellem Knardrup og Ganløse er der en god sti. Midtvejs mellem Knardrup og Ganløse er der en flot udsigt fra Galgebakken. Der er pænt ryddet så man kan komme op og se til alle sider. Der ser endog ud til at nogle har slæbt nogle planter derop, måske for at anlægge en park?

Udsigt fra Galgebakken mod Knardrup. Fotografen står formentlig oven på resterne af en gammel stenalderlandsby.

Galgebakken er et godt bud på en kandidat til at være inspirator til strofen "Her fra bakken der ser jeg at mit land er skide smukt" fra den hængtes sang, Der er 25 minutter endnu. Landet er skidesmukt fra Galgebakken! Igen ifølge Egedal Leksikon er det et historisk sted. Siden tidernes morgen var det tingsted for Ballerup Herred, og der har formentlig ligget en stenalderlandsby på bakken.

Asserhøj set fra syd. Man skal se den om natten, da den da står på fire ildsøljer. Det må se flot ud, og det kan undre at de nærtliggende huse ikke har bemærket noget.

Bakker er der i det hele taget mange af. En af de flottere er gravhøjen Asserhøj lidt syd for Ganløse. Den er godt beskyttet af et bredt bælte af brændenælder. Om natten brænder der noget andet, nemlig fire ildsøljer, som løfter højen op, så de der er begravet derinde kan komme ud og lufte sig. Man har ikke gravet i hvad man mener er en bronzealderhøj. En bondemand ville nemlig sløjfe højen, men hans heste døde samme nat. Dette har formentligt afholdt alle andre fra at prøve igen.

Ganløse

Ganløse er en driftig landsby. Og at den har været det også i fortiden vidner Rytterskolen fra 1721, den enorme mølle og Ganløse Kro og Postgård om. Gårdene ser også pænt store ud. Der er mange moderne faciliteter i byen. Men ved gadekæret er der det sædvanlige butikslukninger. Et økologisk supermarked er kun et ud af 2 lukkede storcentre midt i byen.

Ganløse er egentligt langt hyggeligere, velholdt og levende end det her viste billede. Jeg har alligevel valgt det for at vise den mørke side af landsbyers tilværelse: Butiksdød. To store forretninger ser ud til at have været lukket i årevis. Men ellers ser Ganløse ud til at klare sig bedre end så mange andre.

Mellem Ganløse Ore og Ganløse går den fantastiske grusvej Mosevej. Den er ikke aftegnet som sådan på kortet, men det er faktisk mest en gangsti. Og på hele strækningen er der meget flotte udsigter over det kuperede landsskab, der afveksler med marker, moser, skove og små gårde.

Udsigt fra toppen af Mosevej mod Ganløse Ore - skoven i baggrunden. Landskabet her er storslået. Gyldne marker til højre. Grønne til venstre og med græssende heste.

Ganløse Ore

Ganløse Ore er en rigtig skov, forstået på den måde at man her føler sig virkelig langt fra civilisationen. Der er veje, men man kan ikke høre lyde fra tog, biler eller andre lyde fra mennesker. Faktisk møder jeg ikke et eneste menneske hele vejen gennem skoven. Kun vindens sagte susen i trækronerne, ukendte fuglestemmer og cikader eller græshopper.

Ganløse Ore byder på mange oplevelser af skov. Løv- og nåletræer. Bregneskove. Små åbne moseområder. Jeg har valgt at bringe dette foto af en lysning inden i bøgeskoven. Og forsøgt at fange lysets spillen mellem træerne.

Vel igennem skoven er man nødt til at gå ad Farumvej i rabatten. Egentlig synd. For vejen går langs Mølleådalen. Og det på den stejle måde. Terrænet falder brat ned så man fra toppen kan se helt over til den modsatte side af dalen. Ved at krydse dalen ad Ganløsevej får man et godt indtryk af at det virkelig er en dal. Selvom selve åen i bunden af dalen er svær at få øje på. Det er kun et lille vandløb groet til dem siv.

Kig over Mølleådalen. Det går stejlt ned tættest på fotografen.

Præstemosen

Ved Gedevasegård (med gavlinskriptionen OIHS 1859) kan man dreje ned ad stier gennem "præstegårdsjordene". Præstemosen og Storebjerg. Et gammelt kuperet overdrevsområde. Præstemosen har været fredet siden 1948, men meget forsømt, så derfor blev der vedtaget en plejeplan 2009-2015 i forbindelse med Mølleåprojektet. Plejeplanen omfattede dog kun en del af mosen, især hængesækken.

Præstemosen er for størstedelens vedkommede bevokset med høje træer, i hvert fald set fra stien langs sydsiden. Man kan skimte selve mosen dybt nede.

Mod syd ligger en hængesæk. Ifølge bogen "Vild natur i Danmark" (2002) består en hængesæk af tørvemosser som fra bredden vokser ind mod middten og til sidst danner et låg på søen. Disse hængesække er meget sårbare. Tramper man ned i den, kan det tage år at udbedre skaden. Og desuden risikerer man at ramme et tyndt sted og synke i til armhulerne.

Hængesækken har det med at blive tilgroet med bl.a. elletræer. Men det vil man ikke have, så en gang imellem bliver træerne fældet for at redde hængesækken. Der er nemlig plante- og dyreliv som man ønsker at bevare.

Dagens rute

Kildedal Station. Ad Knardrupvej gennem Knardrup og til Ganløse. Ad Mosevej til Ganløse Ore. Gennem skoven ad Vestervej. Farumvej til Præstemosen. Endemål Farum Station. Længde i lige linje: ca. 16 km. Med diverse sidesvipture 2-3 km ekstra.

Go West!

Området mellem de to gamle landsbyer Brøndbyøster og Avedøre var indtil omkring 2. verdenskrig marker med to gårde. Den ene, Bakkegården eksisterer endnu. Men Søagergård måtte vige pladsen for Hvidovre Hospitals Psykiatriske Afdeling. Syd for den, den muslimske gravplads og Holbækmotorvejen. I dag deler de to skovområder, Brøndbyskoven og Bakkeskoven/Østskoven.

Forskellen på 50 års skovvækst. Til venstre Bakkeskovens godt 10 års vækst, til højre anes de meget høje træer i Østskoven, plantet 50 år før. Den ene lav, varm og åben, den anden høj, lukket og kølig.

Den 18. juni var det 10 år siden Bakkeskovens første træ blev plantet. Ifølge hjemmesiden er der siden (2003-2005) blevet plantet godt 249.999 træer. Til sammenligning blev den nærliggende Brøndbyskoven plantet 1952-1960. Jorden var ejet af Københavns Kommune der ville bygge boliger, men sognerådet (der også ejede jord i området) fik tilsyneladende magistraten på andre tanker. Brøndbyskoven blev plantet samtidig med Østskoven. Dengang lå den øst for Brøndbyskoven. Nu udgør Østskoven den nordligste del af Bakkeskoven langs sydsiden af Park Alle. Så måske burde man have været fremsynede og kaldt den Nordskoven, eller til nød Nordøstskoven.

Jeg måtte helt til Brøndbyskoven for at finde et skilt med hunde i snor. Hundeejere fastholder nemlig deres ret til at lufte deres bedste ven i Østskoven - uden snor. Skiltene bliver vist nok fjernet i Østskoven. Eller jeg var bare dårlig til at finde dem.

De sammenhængende skove har det til fælles at de er nøje planlagt. Men ikke ens. Bakkeskoven har en åben korridor gående på tværs af skoven strækkende sig fra Bakkegården over Grisekæret til det tidligere Stuebjerg mark. Stierne var ved at få lagt nyt sand på.

Drama på Vestegnen!

Østskoven har gennem mange år dannet scene for et drama der er kendetegnende for nutidens måde at bruge skove på. I forne tider hærgede lovløshed når bønder lod deres svin gå og æde sig tykke og fede i olden på steder hvor konge og adel skulle jage. Bønder drev krybskytteri, samlede grene til brænde osv. Nu om stunder går interessemodsætningerne mellem hundeejere, rideinteresserede, vandrere, naturinteresserede, kondiløbere m.fl. En farlig cocktail af hunde, heste, ryttere, løbere, vandrere, hvor hver interessegruppe gerne vil have skovene indrettet til lige præcis deres formål.

Tværs gennem Bakkeskoven skrår et åbent areal med varierende bredde sig. Og midt i det hele ligger Grisekæret. Hvor meget originalt der er over det, ved jeg ikke. Men måske har svinene muntret sig i det engang. Mod nord fortsætter det åbne område mod Østskoven, som kan anes i horisonten. Og bag fotografen går det mod Bakkegården.

Men desværre er de ofte modstridende. Sindene kommer i kog. Under overfladen lurer hadet! Og det er ikke nemt at være politiker. Arealet er slet ikke stort nok til at hver gruppe kan få deres del af skovene. Slet ikke, når der kommer tilrejsende fra andre kommuner og puster til ilden. Hundeejere kommer for at lufte deres bedste venner. For nogle borgere er det dråben, at de også fjerner skilte.

Og ikke nok med det. De bruger også skoven som affaldsplads. I 2001 med 17.000 liter benzin. I 2012 blev der læsset 2.800 tons byggeaffald af. Politiet har måttet gribe ind. Er det kun et spørgsmål om tid, før vi ser det første dødsfald? Godt det ikke er Mellemøsten eller Balkan hvor borgerne bevæbner sig. Ville vi have set checkpoints og skyttegrave i skoven? Ville FN være nødsaget til at sende fredsbevarende styrker til området? Vi kan ikke vide det, og formentlig vil vi heller ikke vide om det!

Nord for Brøndbyvester over for rådhuset ligger Brøndbyvester Mølle og Møllehuset. Det er et værested for pensionister. Møllen er fra 1888 og fungerede indtil omkring 2. verdenskrig. 1944-67 var der blikkenslagerværksted. Herefter blev den overtaget af kommunen.

Brøndbyvester Landsby

Vestvolden adskilte de to Brøndby-landsbyer så Øster kom inden for voldene, Vester udenfor. Jeg har før passeret Brøndbyøster, uden at blive vildt betaget. Men Brøndbyvester byder på flere landsbyhuse. Den er måske ikke lige til at finde, men den gamle landevej er Brøndbyvestervej, så fremgår det næsten af kortet hvor den er. Ny og gammelt er blandet ind i hinanden, men generelt er der mere at se på i Brøndbyvester end i Brøndbyøster. Og der er også lidt lokalt forretningsliv, bodega, pizzeria osv. Og mennesker på gaden.

Stemningsbillede fra Brøndbyvester. Bygaden krydser, og til venstre for ligger så landsbyen langs en snoet hovedgade samt nogle smalle sidegyder. Det hele kan overstås på et kvarter, men man bør også unde sig en pause på den lokale bodega eller pizzeria.

Udover de mange gamle huse er der også en Rytterskole fra 1721 som ser noget anderledes ud end andre rytterskoler jeg har set. På en weblog har Martin beskrevet skolen nærmere. Her kan man også læse og få oversat den tavle der er indsat i muren.

De første arbejderboliger

Brøndby Kommune havde omkring 2. verdenskrig 2.600 indbyggere. I 1937 overtog Socialdemokraterne sognerådet fra landmænd og gartnere. Arbejderpartiet gik ind for billige, almene boliger. I dag forestiller vi os Brøndby som en enorm og tætbebygget kommune, men indtil omkring 2. verdenskrig var der kun de to landsbyer, Brøndbyøster og Brøndbyvester. Så var der gårde og marker for resten. Langt ude på landet nord for Brøndbyvester ved landevejen blev der så bebygget efter samme ide som i Brønshøj, Mørkhøj, Herlevhuse og Arne Jacobsens rækkehuse i Rødovre. Som de er nogenlunde samtidige med: Små rækkehuse, eller kædehuse med en lille have til. Nord for Brøndbyvestervej.

I disse kædehuse var det meningen at arbejdere skulle flytte ind. (Her Degnelodden). Bagtil er der en pænt stor have. Fortsatte man ned ad vejen til højre, kom man ned til de marker som tilhørte gården Vibeholm (se tidligere indslag), der nu ligger i et gigantisk industrikvarter. Og markerne nord, vest og syd for er i mellemtiden blevet bebygget med masser af etagebyggerier med de traditionelle græsplæner og små legepladser.

De vestligste 28 er tegnet af den prisbelønnede arkitekt Svenn Eske Kristensen (1905-2000) og opført i 1943. 1953-1955 opførtes så de østligste, tegnet af arkitekt Thorvald Dreyer (1895-1980). I stedet blev det så udover arbejdere mere velstående håndværkere og funktionærer der flyttede ind. Efter datidens målestok var husene dyre, og i en periode blev de i stedet lejet ud, bl.a. til medlemmer af Schalburgkorpset, der skal have skudt vildt omkring sig.

Brøndby forbindes i medierne oftest med BIF. Og dette imposante stadion. Man skal vist være fodboldtilhænger for at kunne leve med æstetikken i betonen. Man skal huske på at stadion kun bruges i ganske få timer ganske få dage om ugen. Resten af tiden henligger den som et stort, gråt og mennesketomt monstrum.

Brøndby forbindes meget med indvandrere og fodbold. Uden at de to ting har noget med hinanden at gøre. Og lands Motorring 3 bliver man da også konstant mindet om sport. DBU, Fodboldens Hus, Idrættens Hus. Haller for dit og dat. Og selvfølgelig Brøndby Stadion.

Ruten

Bus 200 til Avedøre Havnevej/Park Alle. Gennem Bakkeskoven og Brøndbyskoven til Kædehusene. Ad Østerbovej til Sundbyvester. Brøndby Stadion. Over Vestvolden,VII til Park Alle gennem Bakkeskoven. Længde i lige linje ca. 12 km.