Måløv - og Jonstrup Vang

På mange områder deler Måløv historie med andre nordsjællandske landsbyer: Ejby, Skovlunde, Hvissinge, Harrestrup og andre: Op til for ganske få hundrede år siden var der en (halv) snes gårde, alle sammen underlagt den generelle udvikling i Danmark og underlagt de forskellige magthavere. Kirken indtil 1536. Så Kongen 1536-1766, med den dertil hørende rytterskole 1721. Arvefæsteskøde og 1777 udskiftning. Rytterskole 1721. Op til 1787 var der kun omkring 175 indbyggere, svarende til 12 bondegårde (1801). Meget landsby er der ikke tilbage.

Måløv går op og ned. Som det her ses fra Hovedgaden. Sine steder (til venstre, men ikke med på billedet) ser det nærmest helt tyrolsk ud med granitstensforstærkede skrænter.

Måløv ligger ned ad en skråning der stiger op mod landevejen og jernbanen. På denne søndag holder forretninger og byggemarkeder åbent. Og overalt hvor jeg færdes, er der masser af mennesker. De sover bestemt ikke lige nu. Hvis man kommer fra stationen, er en af de første bygninger man lægger mærke til, biblioteket som ligger i et gammelt mejeri. Bag ved krummer den beskedne kirke ryg og stikker sin formanende pegefinger op. Det ældste fra 1100-tallet. Gadekæret ved kirken blev til gengæld nedlagt i 1923 og er markeret med et kastanjetræ.

Bag de velfriserede bøgehække midt i Måløv ligger biblioteket i et gammelt mejeri. Vist fra 1912. Hvor der nu afholdes kulturelle arrangementer, stod der engang mælkeflasker og kapsler. Bibliotekarerne arbejder i mejeribestyrerens soveværelse, mens nutidens børn hygger sig i den forhenværende dagligstue. Men sådan er der jo så meget. Selv arbejder jeg i en funktionærbygning fra det forhenværende Dahls Bolighus.

Af landsbyens gårde findes kun de nyere udgaver uden deres oprindelige funktion: Brydegård (1867, stuehuset fra 1871 er forenings- og udlejningslokaler. Nørregård (1923) er Børnekulturcenter Hestestalden. En af de mere seværdige gårde er Fredegård (stuehus fra 1864). Den er nu institution. Derudover kender vi en del gårde af navn. Men de er nu for længst nedlagt, fx Gershøj (1773), Lærkenborg (1794) og Korsvejgård. Den blev nedrevet så sent som 2008.

Den statelige Brydegård ligger i hvad der engang var Måløv landsby. Der løber stedvis et ellers overdækket vandløb nedenfor. Som igen kommer til syne ud for stien syd for Måløv Skole. Herefter forsvinder det ind under idrætsanlægget.

Der er dog stadig nogle rester, hvis man ved hvor man skal kigge. Udflyttergården Måløvgård (1770'erne). Den ældre er revet ned og erstattet ca. 100 efter af nuværende bygning, hvoraf stuehuset fra 1860'erne nu er en kommunal institution. Kun hvis man er entusiast, er det værd at lægge vejen om ad denne. Kratvej fungerer i vid udstrækning som hundetoilet, og stanken fra vejsiden er ganske påfaldende i det spirende forårsvarme, der har fået det til at gære rigtig godt i gødningen.

Som skrevet står på facaden: Fredegård. En ganske imponerede firelænget gård. Der dog ikke er umiddelbart indtagelig på denne søndag. Til daglig fungerer den som institution.

Måløv-området har af forskellige grunde været et driftigt industriområde. Fx blev en del gårde opkøbt af Schous Fabrikker. Schous Fabrikker er en realisering af Den Amerikanske Drøm: I slutningen af 1800-tallet og frem til før 2. verdenskrig opbyggede Schou en virksomhed med over 4.000 ansatte. Sæbe, trikotage, mm. Ældre læsere husker Schou-Epa, bl.a. bygningen ved Nørrebro Station. Schou gik konkurs 1971. Men inden købte de Korsvejgård 1922, hvis stuebygning er fra 1854, og Eskebjergård, 1926 (boliger siden 1968).

Krathuset i krydset Jonstrupvej-Måløvgårdsvej ser jo fredelig ud i dag og ikke til at købe for penge. Men ifølge kilder skulle der engang have været fattighus her.

Mere interessant end Måløvgård er området øst for. Her har de udstødte og fattige åbenbart holdt til gennem tiderne. Krathuset på hjørnet af Måløvgårdsvej og Jonstrupvej menes at have været et husmandssted, som senere blev brugt til fattighus. Syd for, på Måløvhøjvej ligger nogle små huse fra 1930'erne. De blev tilsyneladende bygget af arbejdsløse gifte byarbejdere, som fik tilbudt en parcel, hvor det så var meningen at man kollektivt byggede huse og anlagde veje. Et samtidigt pendant til Mørkhøjs selvbyggerhuse.

Ifølge min kilde skulle arbejdsløsehusene ligge på Måløvhøjvej. Men jeg kan nu ikke få øje på ensartetheden på den vej. Til gengæld ligner disse huse på sidevejen Nørrevej hinanden til forveksling, og hverken huse eller parceller er vildt prangende. Hyggeligt ser det ud - i dag.

I kontrast til disse beskedne boliger ligger fem minutters gang derfra Villa Blide på Tvendagervej. Man kommer til det oppefra, og kigger ned. Både beliggenheden og huset er betagende. Tidligere var det Dronning Louises Børnehospital.

For enden af Tvendagervej ligger neden for en bakke Villa Blide. En lille perle der er vanskelig at få øje på hvis man ikke lige ved den er der. Bag bygningen er der en indgang til Jonstrup Vang. Og en lille sø. Så kan det ikke være mere idyllisk. Men engang var det altså børnehospital.

En anden omsorgsinstitutioner, et toetagers drankerhjem, er nu integreret i Ballerup Ny Skole. Men jeg kan ikke få øje på det. Til gengæld er der forældreaktivitet. Det kan være der er forældredag, eller også er det lockouten.

Ok, hvad er så det? En naturpark? Jeg skal overlade det læseren. Ikke et ondt ord om stedet. Og jo, der er en gravhøj lige der i midten (Gershøj). Jo der er græs. Jo der er noget bevoksning. Og jo, det ser da idyllisk ud. Men når det er sagt, så adskiller denne naturpark sig altså ikke ret meget fra en "naturmark". Og hvis dette skulle fortjene betegnelsen naturpark, så kan læserne af denne weblog finde talrige andre eksempler på naturparker, der bare ikke kalder sig det.

Måløv er for så vidt en by. Den slutter meget klart med at man bevæger sig uden for byen, ud på landet. Der er også parker. På disse kanter har jeg lagt mærke til at det er blevet gængs at kalde noget for en naturpark. Her Måløv Naturpark. Men som flere andre "naturparker" drejer det sig nu mest om indhegnede marker hvor der om sommeren græsser kvæg, får osv. Slet ikke noget i stil med fx Yellowstone Naturpark. Friluftsrådet gør opmærksom på at ulig andre steder i verden kan man åbenbart kalde næsten hvad som helst en naturpark i Danmark. Lad os ikke håbe at intetanende turister tager betegnelsen bogstavelig.

Da jeg sidst var i Jonstrup Vang i februar, var det helt ufremkommeligt på grund af spejlblanke veje. Men naturen var ikke til at tage fejl af så jeg måtte lige se noget af det igen. Her mountainbike-ruten. I det hele taget kan området stærkt anbefales for de der er trætte af Vestskoven. Tag s-toget til Ballerup eller Måløv. Herfra er der kun få kilometer ad cykelrute 69 og Skt. Jakobsruten til herlighederne.

Måløv har også sin egen erindringsblog: Der var engang i Måløv. På webloggen er en snes fortællinger af gamle og nye Måløvboere samt en del fotoer som visualiserer hvordan byen har set ud de seneste ca. 100 år. Indslagene giver indtryk af en stille og rolig forstad uden de helt store begivenheder. Om end en overgang præget af en noget giftig industri.

Og så slutter jeg lige af i Ballerup, ved Skolehaven, med dette hus som man jo bestemt ikke forbindet med sovebyen. Beboerne har anbragt Postmand Per (eller hvem det nu er) uden foran, og så sandelig om der ikke sidder en ugle (af træ) på taget. Af Ballerup landsby er der dog som sådan ikke så meget at skrive om. Centrum er bare hyggelig.

Oldtidsveje i Måløv.
Maaløvs historie.
Møllemosens Historie.

Vandrelængsel

Til stor frustration har jeg været syg i hele påsken - det startede faktisk umiddelbart efter det seneste vandreindslag om fuldmånen. Om det var den der gav udslaget? Nej, jeg havde skrantet allerede et par dage før. Som vist nok hovedparten af Danmarks befolkning måtte jeg altså bide i det græs som ikke er der. Og som vist nok alle andre er jeg blevet afkræftet, osv. Nuvel, så er det sagt, ikke mere om det.

Man skal helt ned på maven for at fotografere årstidens blomster, her krokus. Helt siden oldtiden er der udvundet safran af krokus. Safran er verdens dyreste krydderi. Selv hvis man kunne udvinde safran af vores hjemlige krokus, ville det nok være en halsløs gerning at gøre det. Til bare et gram kræves der 10 planter, og godt nok har vi mange, men .... Og så ville vi formentlig også få besøg af natlige gæster.

Jeg har forsøgt at komme til hægterne igen ved at pusle lidt rundt i haven. Så kan man jo altid hurtigt gå ind igen hvis stabadserne bliver for meget. Først for et par dage siden slap frosten sit tag i det øverste jordlag. Flere steder ligger der faktisk stadig sne, selvom der har været nærmest tocifrede plusgrader. Det må tyde på at frosten holder ved lidt endnu. Om ikke andet, så har det også betydet at ukrudtet endnu ikke har vist sig i større mængder.

Havekendere ved selvfølgelig at dette ikke er vintergækker, men dorthealiljer. Deres blomster er større og minder mere om en halvtredser-lampskærm. Desuden er der grønne pletter på. Dronning Anne-Marie, Margrethes lillesøster, havde den vist som sin yndlingsblomst. Jeg erindrer da at der i tredserne florerede mængder af "prinsessespuder", som flittige hændr broderede. Margrethes var selvfølgelig margueritter. Hvad Benediktes var, husker jeg ikke.

Vinter- og forårssæsonens planter har vi så til gengæld haft mere glæde af end tidligere år. Det har da vist stået på i mere end en måned nu? Der var en uges tid før heldøgnsfrosten satte ind, hvor de piblede frem alle vegne. Siden har de så ligget i hi, og synes nu formelig at eksplodere af energi. De har jo stort set også al næringen i jorden for sig selv. Der er ikke rigtig kommet gang i stauder og buske endnu. Deres første blade er kun nået et par centimeter over jorden.

Sådan ser vintergækker selvfølgelig ud. Et must i enhver have. Vores stammer fra kun to små klumper som stod under et syrenvildnis. Siden er de blevet delt og delt og delt hvert år, så de nærmest nu danner et tæppe. Meget smukt. Den er i øvrigt ikke specielt dansk, men importeret sydfra ligesom skvalderkål vist er. Af de to foretrækker jeg dog vintergækkerne.

Vi prøver at få haven til at se så vild ud som muligt. Dvs. at den er meget struktureret. Det er kun uden for byens lov og ret at naturen ser naturlig ud på en naturlig måde. I byhaverne kan vi kun forsøge at efterligne det ved nøje at planlægge 'naturligheden'.

 Jo, den er god nok, det er såmænd anemoner. Men bare rolig, lad dig nu ikke stresse til at styrte ud i skoven for at kigge efter anemonetæpper. Denne lille klump holder til tæt på vores husmur, hvor der åbenbart er varme nok til at de kan spire allerede nu. Vi har også anemonetæpper ude i bedene, men dem er der ingen spor af endnu. Jeg går ud fra at det samme gælder ude i skoven.

Vores måde er at følge forskellige enkle haveprincipper, som anlægsgartnere vist ryster på hovedet af. Et af principperne er japansk: Der må ikke være lige linjer, for de onde ånder bevæger sig ad dem. De kan så til gengæld ikke lide buer. Dem har vi så mange af. Et andet er at have bunddække over det hele. Det har vist sig godt ikke bare fordi det holder ukrudtet væk, men også fordi det ligger som en beskyttende hinde om vinteren, og så i øvrigt omsættes af sig selv i løbet af nogle år til kompost.

Skillaer er endnu en klassiker i forårsmånederne. Vi har mange af de helt blå, og de er også godt fremme, men her er en anden art, med hvidt i midten. Jeg har heldigvis glemt om det nu også er rigtige skillaer. Jeg går mere op i at nyde synet af dem, end at fortælle historier fra de varme lande om dem.

Et tredje træk er kommet til i de seneste år. Og det er at vi planter flere og flere buske. De kræver nemlig mindre pasning, og vi kan jo ikke fornægte at vi er kommet op i årene og ikke rigtig orker at flytte for meget rundt og gå hele haven igennem hvert år. Samt, ikke at forglemme, et fjerde princip, at børn skal kunne bevæge sig frit rundt. Vi har fundet ud af at den nemmeste måde er at lave små 'hemmelige stier' og aflukker. Det ligger åbenbart i menneskets natur at kæmpe sig igennem vildnisset.

En af havens små huler venter bare på at blive beboet. Lige nu ser det ret bart ud. Men om en måneds tid er hasselen sprunget ud, lige som buskene. Og så er der helt overdækket. Samtidig skulle krukkerne gerne være beplantet, og op igennem stenene gror der stikkende, men smukke engelske roser. Et skyggefuldt sted til de forhåbentligt rigtig mange svedende varme dage vi går i møde.

Nå, dette handlede ikke ret meget om vandring. Mere om manglende vandring. Havevandringer tæller ikke rigtig på denne weblog. Men havearbejde er vist også ganske godt for det samme som vandringer, i hvert fald sådan rent helbredsmæssigt og fysisk. Mentalt er det to vidt forskellige ting. Hver for sig og på hver sin måde. Jeg håber at vende frygteligt tilbage næste weekend!

Sidste mand på skansen?

Tilføjet 2. april: Dette var naturligvis ment som en aprilsspøg, en aprilsnar. Hvilket gerne skulle fremgå af link og billeder. Men for en god ordens skyld ... der er ikke nogen tysk bunker som den beskrevne på Vestvolden. Og den faldefærdige rønne står/ligger ved Roskilde Fjord.

Det er vel ikke nogen hemmelighed for vandringsfolket at Vestvoldens mange magasiner for tiden er under renovation. Oplevelsescenter og skovninger skal få volden til at fremstå som den engang gjorde. Det var netop et af disse arbejder som afdækkede et hidtil ukendt kapitel af voldens historie.

Set på afstand fra pensionisthaverne langs volden kan man ane den lille sænkning i volden, til venstre for midten af billedet. Det skyldes at de underjordiske gange ikke kunne klare trykket fra landbrugsmaskinerne der pt kører rundt og afskover Vestvolden.

Volden kom som bekendt aldrig i krig. Men i skiftende perioder var den bemandet, fx under 1. verdenskrig, lige som tyskerne benyttede dele af den under besættelsen. I forbindelse hermed afspærrede de dele af volden for offentligheden, bl.a. Husumenceinten ved dobbeltkaponieren. Det er endnu ikke fuldt afklaret hvad tyskerne foretog sig her. Gamle Husumboere snakker endnu med glimt i øjet spøgefuldt om at de nok byggede Førerbunkere der, og hvem ved? Under renoveringen af passagen til dobbeltkaponieren stødte Vej- og Park-folkene på noget som fik dem til at spærre øjnene op: En hidtil ukendt sidegang.

Belysningen er ikke den bedste, men kik godt ca. 1/4 nede af denne gang: Til højre har der været et gennembrud til den hemmelige bunker. Gangen er først for nyligt blevet renoveret og genåbnet, efter at have været upåagtet siden 2. verdenskrig.

Det tilkaldte museumsvæsen kunne ved nærmere undersøgelse konstatere at bunkeren var opført under 2. verdenskrig af tyskerne. Fordi området senere er overgroet af træer, og i øvrigt ligger i et ret utilgængeligt område af Vestvolden, er den blevet glemt. Formentlig har de tyske efterretningsagenter som vidste om dens eksistens, taget deres viden med sig i graven.

Hvad der fik arkæologerne til at studse var, at bunkeren så ud som om den har været beboet indtil for ganske nyligt. Man har fundet tomme feltrationdåser med rester af Sauerkraut og cigaretpakker af mærket Stuyvesant. Da jeg fik lov til at smugkigge ned, kunne jeg få øje på en trillebør med Portland Cement, noget støvet, men tegn på at der har været støbeaktivitet til det sidste. Det er endnu uvist hvor de sidste beboere er blevet af, formentlig fanatiske tyske efterretningsfolk, da den eneste vægdekoration var et billede af den tyske fører.

 

 Vandringsmanden fik lov til at fotografere ned i en af bunkerne. Som det ses var der fuld gang i cementstøbningen. Der er forunderligt nok stadig luft i trillebørens hjul. Hvordan beboerne har fået smuglet rockwoolen derned, er det nu op til Nationalmuseets arkæologer og Politiets Efterretningstjeneste at finde ud af.

Arkæologer er endnu ikke færdige med at studere hvordan det har været muligt at holde aktiviteterne skjult i så mange årtier. Men området er første blevet bebygget i 1950'erne. Chefarkæologen peger på, at Nazi-Tyskland i slutningen af krigen oprettede hemmelige modstandslommer til en eventuel nazistisk modoffensiv. Den kom som bekendt aldrig, men noget tyder på at denne modstandslomme aldrig modtog budskabet om den tyske kapitulation (der er ikke fundet noget radioapparat i bunkeren). Det må have taget årtier at udgrave det underjordiske gangsystem, som arkæologerne mener de kun har set begyndelsen af.

Lokale fra Husum Pensionistforening har godt nok i årtier undret sig over denne faldefærdige rønne umiddelbart over bunkeren. Nu mener museumsfolkene at den muligvis har været brugt til at bortskaffe de enorme mængder jord fra det komplicerede net af underjordiske gange under voldgraven, og muligvis sæde for spionage.

Interesserede kan, bl.a. i anledning af 2. påskedag, bese det sensationelle fund på Vestvolden. Der er rundvisninger i det indtil nu afdækkede område hver hele time. Rundvisningerne starter ved nedgangen til dobbeltkaponieren i Husumenceinten. Jo, Vestvolden byder så sandelig stadig på overraskelser. Vi ses derude!