Vandrelængsel

Til stor frustration har jeg været syg i hele påsken - det startede faktisk umiddelbart efter det seneste vandreindslag om fuldmånen. Om det var den der gav udslaget? Nej, jeg havde skrantet allerede et par dage før. Som vist nok hovedparten af Danmarks befolkning måtte jeg altså bide i det græs som ikke er der. Og som vist nok alle andre er jeg blevet afkræftet, osv. Nuvel, så er det sagt, ikke mere om det.

Man skal helt ned på maven for at fotografere årstidens blomster, her krokus. Helt siden oldtiden er der udvundet safran af krokus. Safran er verdens dyreste krydderi. Selv hvis man kunne udvinde safran af vores hjemlige krokus, ville det nok være en halsløs gerning at gøre det. Til bare et gram kræves der 10 planter, og godt nok har vi mange, men .... Og så ville vi formentlig også få besøg af natlige gæster.

Jeg har forsøgt at komme til hægterne igen ved at pusle lidt rundt i haven. Så kan man jo altid hurtigt gå ind igen hvis stabadserne bliver for meget. Først for et par dage siden slap frosten sit tag i det øverste jordlag. Flere steder ligger der faktisk stadig sne, selvom der har været nærmest tocifrede plusgrader. Det må tyde på at frosten holder ved lidt endnu. Om ikke andet, så har det også betydet at ukrudtet endnu ikke har vist sig i større mængder.

Havekendere ved selvfølgelig at dette ikke er vintergækker, men dorthealiljer. Deres blomster er større og minder mere om en halvtredser-lampskærm. Desuden er der grønne pletter på. Dronning Anne-Marie, Margrethes lillesøster, havde den vist som sin yndlingsblomst. Jeg erindrer da at der i tredserne florerede mængder af "prinsessespuder", som flittige hændr broderede. Margrethes var selvfølgelig margueritter. Hvad Benediktes var, husker jeg ikke.

Vinter- og forårssæsonens planter har vi så til gengæld haft mere glæde af end tidligere år. Det har da vist stået på i mere end en måned nu? Der var en uges tid før heldøgnsfrosten satte ind, hvor de piblede frem alle vegne. Siden har de så ligget i hi, og synes nu formelig at eksplodere af energi. De har jo stort set også al næringen i jorden for sig selv. Der er ikke rigtig kommet gang i stauder og buske endnu. Deres første blade er kun nået et par centimeter over jorden.

Sådan ser vintergækker selvfølgelig ud. Et must i enhver have. Vores stammer fra kun to små klumper som stod under et syrenvildnis. Siden er de blevet delt og delt og delt hvert år, så de nærmest nu danner et tæppe. Meget smukt. Den er i øvrigt ikke specielt dansk, men importeret sydfra ligesom skvalderkål vist er. Af de to foretrækker jeg dog vintergækkerne.

Vi prøver at få haven til at se så vild ud som muligt. Dvs. at den er meget struktureret. Det er kun uden for byens lov og ret at naturen ser naturlig ud på en naturlig måde. I byhaverne kan vi kun forsøge at efterligne det ved nøje at planlægge 'naturligheden'.

 Jo, den er god nok, det er såmænd anemoner. Men bare rolig, lad dig nu ikke stresse til at styrte ud i skoven for at kigge efter anemonetæpper. Denne lille klump holder til tæt på vores husmur, hvor der åbenbart er varme nok til at de kan spire allerede nu. Vi har også anemonetæpper ude i bedene, men dem er der ingen spor af endnu. Jeg går ud fra at det samme gælder ude i skoven.

Vores måde er at følge forskellige enkle haveprincipper, som anlægsgartnere vist ryster på hovedet af. Et af principperne er japansk: Der må ikke være lige linjer, for de onde ånder bevæger sig ad dem. De kan så til gengæld ikke lide buer. Dem har vi så mange af. Et andet er at have bunddække over det hele. Det har vist sig godt ikke bare fordi det holder ukrudtet væk, men også fordi det ligger som en beskyttende hinde om vinteren, og så i øvrigt omsættes af sig selv i løbet af nogle år til kompost.

Skillaer er endnu en klassiker i forårsmånederne. Vi har mange af de helt blå, og de er også godt fremme, men her er en anden art, med hvidt i midten. Jeg har heldigvis glemt om det nu også er rigtige skillaer. Jeg går mere op i at nyde synet af dem, end at fortælle historier fra de varme lande om dem.

Et tredje træk er kommet til i de seneste år. Og det er at vi planter flere og flere buske. De kræver nemlig mindre pasning, og vi kan jo ikke fornægte at vi er kommet op i årene og ikke rigtig orker at flytte for meget rundt og gå hele haven igennem hvert år. Samt, ikke at forglemme, et fjerde princip, at børn skal kunne bevæge sig frit rundt. Vi har fundet ud af at den nemmeste måde er at lave små 'hemmelige stier' og aflukker. Det ligger åbenbart i menneskets natur at kæmpe sig igennem vildnisset.

En af havens små huler venter bare på at blive beboet. Lige nu ser det ret bart ud. Men om en måneds tid er hasselen sprunget ud, lige som buskene. Og så er der helt overdækket. Samtidig skulle krukkerne gerne være beplantet, og op igennem stenene gror der stikkende, men smukke engelske roser. Et skyggefuldt sted til de forhåbentligt rigtig mange svedende varme dage vi går i møde.

Nå, dette handlede ikke ret meget om vandring. Mere om manglende vandring. Havevandringer tæller ikke rigtig på denne weblog. Men havearbejde er vist også ganske godt for det samme som vandringer, i hvert fald sådan rent helbredsmæssigt og fysisk. Mentalt er det to vidt forskellige ting. Hver for sig og på hver sin måde. Jeg håber at vende frygteligt tilbage næste weekend!

Sidste mand på skansen?

Tilføjet 2. april: Dette var naturligvis ment som en aprilsspøg, en aprilsnar. Hvilket gerne skulle fremgå af link og billeder. Men for en god ordens skyld ... der er ikke nogen tysk bunker som den beskrevne på Vestvolden. Og den faldefærdige rønne står/ligger ved Roskilde Fjord.

Det er vel ikke nogen hemmelighed for vandringsfolket at Vestvoldens mange magasiner for tiden er under renovation. Oplevelsescenter og skovninger skal få volden til at fremstå som den engang gjorde. Det var netop et af disse arbejder som afdækkede et hidtil ukendt kapitel af voldens historie.

Set på afstand fra pensionisthaverne langs volden kan man ane den lille sænkning i volden, til venstre for midten af billedet. Det skyldes at de underjordiske gange ikke kunne klare trykket fra landbrugsmaskinerne der pt kører rundt og afskover Vestvolden.

Volden kom som bekendt aldrig i krig. Men i skiftende perioder var den bemandet, fx under 1. verdenskrig, lige som tyskerne benyttede dele af den under besættelsen. I forbindelse hermed afspærrede de dele af volden for offentligheden, bl.a. Husumenceinten ved dobbeltkaponieren. Det er endnu ikke fuldt afklaret hvad tyskerne foretog sig her. Gamle Husumboere snakker endnu med glimt i øjet spøgefuldt om at de nok byggede Førerbunkere der, og hvem ved? Under renoveringen af passagen til dobbeltkaponieren stødte Vej- og Park-folkene på noget som fik dem til at spærre øjnene op: En hidtil ukendt sidegang.

Belysningen er ikke den bedste, men kik godt ca. 1/4 nede af denne gang: Til højre har der været et gennembrud til den hemmelige bunker. Gangen er først for nyligt blevet renoveret og genåbnet, efter at have været upåagtet siden 2. verdenskrig.

Det tilkaldte museumsvæsen kunne ved nærmere undersøgelse konstatere at bunkeren var opført under 2. verdenskrig af tyskerne. Fordi området senere er overgroet af træer, og i øvrigt ligger i et ret utilgængeligt område af Vestvolden, er den blevet glemt. Formentlig har de tyske efterretningsagenter som vidste om dens eksistens, taget deres viden med sig i graven.

Hvad der fik arkæologerne til at studse var, at bunkeren så ud som om den har været beboet indtil for ganske nyligt. Man har fundet tomme feltrationdåser med rester af Sauerkraut og cigaretpakker af mærket Stuyvesant. Da jeg fik lov til at smugkigge ned, kunne jeg få øje på en trillebør med Portland Cement, noget støvet, men tegn på at der har været støbeaktivitet til det sidste. Det er endnu uvist hvor de sidste beboere er blevet af, formentlig fanatiske tyske efterretningsfolk, da den eneste vægdekoration var et billede af den tyske fører.

 

 Vandringsmanden fik lov til at fotografere ned i en af bunkerne. Som det ses var der fuld gang i cementstøbningen. Der er forunderligt nok stadig luft i trillebørens hjul. Hvordan beboerne har fået smuglet rockwoolen derned, er det nu op til Nationalmuseets arkæologer og Politiets Efterretningstjeneste at finde ud af.

Arkæologer er endnu ikke færdige med at studere hvordan det har været muligt at holde aktiviteterne skjult i så mange årtier. Men området er første blevet bebygget i 1950'erne. Chefarkæologen peger på, at Nazi-Tyskland i slutningen af krigen oprettede hemmelige modstandslommer til en eventuel nazistisk modoffensiv. Den kom som bekendt aldrig, men noget tyder på at denne modstandslomme aldrig modtog budskabet om den tyske kapitulation (der er ikke fundet noget radioapparat i bunkeren). Det må have taget årtier at udgrave det underjordiske gangsystem, som arkæologerne mener de kun har set begyndelsen af.

Lokale fra Husum Pensionistforening har godt nok i årtier undret sig over denne faldefærdige rønne umiddelbart over bunkeren. Nu mener museumsfolkene at den muligvis har været brugt til at bortskaffe de enorme mængder jord fra det komplicerede net af underjordiske gange under voldgraven, og muligvis sæde for spionage.

Interesserede kan, bl.a. i anledning af 2. påskedag, bese det sensationelle fund på Vestvolden. Der er rundvisninger i det indtil nu afdækkede område hver hele time. Rundvisningerne starter ved nedgangen til dobbeltkaponieren i Husumenceinten. Jo, Vestvolden byder så sandelig stadig på overraskelser. Vi ses derude!

Nattevandring ved (næsten) fuldmåne

Det skyldes ikke angst for varulve i morgen nat, hvor det er fuldmåne, at Vandringsmanden stævner ud. Hver fjerde uge er det fuldmåne, men det er ikke nødvendigvis skyfrit som i nat. Samtidig er der sne hvor måneskinnet kan reflektere, så det er med at udnytte chancen. Sneen sætter også sine begrænsninger. Klog af skade skal jeg ikke nyde noget af at gå ad glatte stier her i mørket, hvor man kan risikere at ligge længe før der kommer nogen forbi.

Udsigt fra broen ved Vestvoldens udløb i Utterslev Mose. Og nej, det er ikke solen, men fuldmånen, der spejler sig på isen.

Desværre får jeg ikke indstillet selvudløseren, så jeg må forlade mig på at trykket ikke ryster kameraet alt for meget på den lille fod, der skal fungere som stativ. Målet er ikke noget særligt andet end at det skal være lidt væk fra byens lys. Det er svært. Men i Utterslev Mose og Husumenceinten - den nordlige del af Vestvolden - er der da nogle chancer. Sådan omkring Kagså Batteri.

 Lidt nord for Kagså Batteri ser øjnene næsten ingenting, men det gør så til gengæld kameralinsen. Farverne er lidt dystre. Men himlen ser nærmest helt blå ud.

Som natteræd barn læste jeg engang et eller andet med et ditto barn hvis far forklarede at tingene så nøjagtig ud på samme måde når det var mørkt som når lyset var tændt. Det forsøgte jeg dengang uden held at overbevise mig selv om var rigtigt. Og at kameraet afslører en anden virkelighed end den som jeg kan se med det blotte øje, viser disse fotoer. Jeg husker motiverne som holdt i meget blå og sorte farver. Men kameraet kan altså noget andet. Nogle af fotoerne ser jo nærmest ud som om de er taget i solskin. Hvad de altså ikke er. De er taget omkring kl. 9 om aftenen, og det er absolut mørkt.

Lysene fra lyskrydset ved Frederikssundsvej anes for enden af stien. Kagså Batteri til højre. Til venstre Egevang.

Der er egentlig ikke så meget at sige om stederne. Det er jo velkendte vandringsmål som før er blevet billedligt vist på bloggen. Nu så altså set ved fuldmånetid. Og gennem et kameras linse. Smukke ser de ud, synes jeg.