søndag den 3. marts 2013

Vestenceinten Nord (Vestvolden syd for Harrestrup Å)

Vestenceinten blev Vestvoldens sydlige del kaldt. Den består af 19 af de ialt 23 batterier. (Se også Husumenceinten). Jeg har tidligere bevæget med ned i Vestenceinten, 20. oktober 2012 og 21. oktober 2012. Så jeg tager bussen ned til Hvissinge Batteri og fortsætter sydpå derfra. Der er sket en hel del siden jeg var her i oktober. De såkaldte poterner (ikke at forveksle med dem på menneskets bedste venner, men derimod underjordiske gange) er blevet restaureret, så man nu kan gå tværs gennem volden til de fæstningsanlæg der er anlagt ude i voldgraven til at skyde på tværs mod fjenden. Fæstningsanlæggene er dog stadig under restaurering. I den nordlige del er der lidt af det oprindelige, omgivende landskab ved Brøndbyskoven og Espelunden. Om batteriernes betonanlæg kan man læse og se på Vestvolden.info


Espehus ligger i Espelunden i Rødovre, ca. 500 meter fra Vestvolden. Huset er et gammelt husmandssted som nu fungerer som restaurant og selskabslokaler. Espelunden Park er Rødovre kommunes bypark, anlagt i 1954 på et tidligere planteskoleareal.

For enden af Rødovreparkvej er man ved at opføre en bygning. Jeg går ud fra at det er en rekonstruktion af det gamle batteritogsmagasin der lå præcis der. Batteritoget udløste tilsyneladende en krig mellem de forskellige værn. Oprindeligt blev det brugt udelukkende til at opføre volden. Men så mente artilleriet at sporene kunne bruges til at køre med det dengang moderne jernbaneskyts. Det blev vedtaget, men allerede dengang havde man tilsyneladende IC4-skandaler, og i øvrigt blev skytset forældet.

Mon ikke det er batteritogsmagasinet man her er ved at rekonstruere for enden af Rødovre Parkvej? Der er meget træværk, gulvet af mursten. Til højre i billedet kan man lige skimte et slags forrum og hallen bagved kunne udmærket være til toget.

Af de 9 artillerimagasiner er intet tilbage, men der er en rekonstruktion ved Hvissingebatteri, som jeg tidligere har afbildet her på bloggen.

I fredag viste jeg kikkertstationen ved Frederikssundsvej. Denne station i Hvissinge Batteri har en model af kikkerten, så man kan få et indtryk af hvordan det må have set ud. Den er dog meget ramponeret. Jeg har kun set den runde søjle i midten overleveret i disse to stationer. I alle andre er de gået til.

Kikkertstationer skulle næsten alle være bevaret. De er let henkendelige: Små halvcirkler, støttemur og betongulv. I nogle af dem kan man endnu se en meterhøj betonsøjle, der har båret en kikkert. Og en støbt betontrappe. Kikkertstationen ved Hvissingebatteri har en noget ramponeret rekonstruktion af en kikkert stående. Men ellers havde jeg nu noget svært ved at finde dem alle i terrænnet.

Dette meget smukt istandsatte magasin ligger ved Roskildevejen, som lige skimtes i baggrunden til højre. Fra gang- og cykelstien over Roskildevej har man en fin udsigt over området.

Ved Roskildevejen er der et nyistandsat magasin. Formentlig fordi volden her var åben og derfor havde behov for lidt ekstra forstærkning. Området fra Hvissinge Batteri til Park Alle er ved at blive skovet, og det gør det noget nemmere at se selve voldanlægget. Jeg synes at det ser godt ud de steder hvor man har fjernet krattet, men ladet store træer stå på skråningerne. Andre steder er krattet så tæt at man dårligt kan se igennem dem. Selv nu hvor der ingen blade er på dem. Det ville være fint, hvis man ryddede et par områder. Men så forskellige er batterierne så heller ikke, så man kunne udmærket lade det grønne være til gavn for dyre-og plantelivet. Og motionisterne.

Sådan ser stationsbygningen ud fra haven. Der er forskellige frugttæer og en flagstang. Så Dannebrog gik formentligt til tops ved festlige lejligheder. Men at det for længst er forladt, fremgår af at ruderne er slået ind de steder hvor der ikke er sat skodder for.

Af seværdigheder er militærstationen syd for Vestbanen og øst for voldgaden. Oprindeligt var der her et vigespor og forskellige servicebygninger. To af bygningerne står endnu. Og der skulle også være nogle fundamenter. Vigesporet er fjernet. Banketten anes mod banen. Der hørte tilsyneladende også en have til bygningen med frugttræer og det hele. Der er ikke adgang til selve stationen, men en tilbygning (formentlig til materiel) ligger frit tilgængelig. Et godt håndværkertilbud, ville der vist stå i en boligannonce.

Dette fredskrudtmagasin i Vibe Batteri (ud for Horsedammen) er istandsat og i sin egen bizarre krigskarlearkitektur faktisk lidt imponerende.

Umiddelbart syd for jernbanen ligger Vibe Batteri. Det meste af batteriet er restaureret, men beplantningen fylder endnu en hel del. Det ser ikke ud til at skovvæsnet har været ret meget i gang her. Det næste batteri sydpå, Brøndbyøster Batteri ved Vestskoven er ved at blive istandsat. Man har gravet betonen fri, formentlig for at kunne komme til at støbe.

 Lidt syd for Park Alle ligger dette batardeau, altså en betondæmning som stemmer vandet i volden op, så det ikke løber for hurtigt væk. Billedet er taget fra vestsiden af volden, og som det ses er der et gitter som ikke tillader en eventuel fjende at løbe over dæmningen.

Her det sydligste batardeau ca. 500 meter nord for Holdbækmotorvejen. Vandstanden er betydeligt højere til venstre. Begge batardeauer er bygget i tilknygning til to fæstningsanlæg.

Umiddelbart nord for Holdbækmotorvejen er der dels ved Brøndbyøster Batteri og ved Park Alle nogle betondæmninger (batardeauer) som opstemmer vandet. Højdeforskellen ses tydeligt. I modsætning til ved Husum Station ligger de to batardeauer med omkring 500 meters afstand. Det ser ud til at man er ved at rydde skoven ned til dem så de bliver mere synlige.

En lille fin detalje som findes i hvert fald to steder på denne del af strækningen: Der er nogle små broanlæg som formentlig skulle anvendes til midlertidige broer der hurtigt kunne fjernes igen. På hver side af graven er der to betonstøbte mure, og området i mellem er med brosten. Træbroen er dog nok af nyere dato. En anden af broerne var mere eller mindre styrtet sammen.

Jeg kiggede forgæves efter de kommandostationer som blev opført 1910. På facaden har de en række jerndragere, der har båret et halvtag over en dør og to vinduer. Men de kommer måske når jeg tager det sidste stykke ned til Avedøre Batteri. En anden gang.

Gammelt kort over Vestvolden. Rummer mange samtidige henvisninger.
Pleje- og anlægsplan for Vestvolden 2011-2015. Skov- og Naturstyrelsen 2010.

fredag den 1. marts 2013

Husumenceinten - Vestvolden/Vestfronten

Der sker en masse på Vestvolden for tiden, også i den del som  blev kaldt for Husumenceinten. Et godt sted at starte er Plejeplanen for hele Vestvolden. Her står at Husumenceinten rummer 4 af voldens i alt 23 batterier, startende fra Utterslev Mose og ned mod Harrestrup Å: Gynge Batteri (opkaldt efter Gyngemosen), Kagså Batteri, Nordvestbane Batteri (mellem Frederikssundsvej og Husum Station) og Harrestrup Batteri (nord for Harrestrup Å). Kagså Batteri er ved at blive frilagt for bevoksning, og man kan nu for alvor se hvad det har været brugt til. Batteriet går nærmest i et med det noget mere beskedne Gynge Batteri. Harrestrup Batteri ligger i læ bag Kagsmosen, og volden er ikke særlig høj her. Men et (syge)magasin er ved at blive sat i stand.

Kagså Batteri ligger i det første "knæk" efter Utterslev Mose. I dag er det lejeplads og er ved at blive klippet fri, så voldanlægget er meget mere synligt. Til højre ligger en lysstation på toppen som kunne oplyse forterrænnet og afsløre en snigende fjende.

Oprindeligt fik graven sit vand fra Utterslev Mose. På begge sider af Åkandevej er der stemmeværker på begge sider af Åkandevej. Og nær Bystævnebroen er der et omløbsbygværk for spildevand fra Gladsaxe. Det er man ikke i tvivl om hvis man går derned: Der lugter fælt af slam og kloak. Voldgraven falder kraftigt mellem Frederikssundsvej og Husumbanen. Derfor anlagde man de tre tætstillede batardeauer som nu er ved at blive restaureret. Men nu pumpes der lettere forurenet vand fra Harrestrup Å op i voldgraven, op over de tre batardeauer og ud i Utterslev Mose. 

Stemmeværket på østsiden af Åkandevej mod Utterslev Mose. Der er et tilsvarende på den anden side af vejen. Oprindeligt skulle det regulere vandtilførslen fra Mosen til volden. Men nu går vandet den modsatte vej, ifølge Plejeplanen.

et kort fra omkring år 1900 kan forestille sig hvordan området må have set ud: Gemt bag volden ind mod København dominerer Husum landsby. Ud fra den stråler 17 udstykninger, og man kan se at volden brutalt skar igennem 7 af dem (2a-8a). Og man kan forestille sig den dramatiske indgriben i landsbyens liv dette må have været. Landbruget var Danmarks altdominerende hovederhverv, og landskabet uden for Københavns brokvarterer stort set marker. Der er intet tilbage af de gamle landbrugsarealer foran eller bagved Husumenceinten. Kun Kagsmosen ligger som den gjorde dengang volden blev anlagt. Af de stikkende tjørn og brombær er der heller ikke meget tilbage. Med mindre de spredte kratte langs pensionisthaverne er efterkommere.

 Også ydervolden over for Kagså Batteri (ved Tingbjerg) er ved at blive ryddet for bevoksning, så den nu mere fremstår som da den blev bygget.

Husum var udset til at huse befæstningstropperne i tilfælde af krig, hvorfor der ikke blev anlagt en decideret militærlejr, modsat sydligere i Ejby, Glostrup og Hvidovre. Uden for Husumenceinten lå Herlev landsby tæt på. Men ellers var der marker og nogle spredte gårde: Mørkhøjs Torvegård og Lillegård, Kagsgården ved den nuværende motorvejstilkørsel og lidt fjernere Islevgård. Samt jernbanen mellem Husum Station og Herlev Station. På kortet fremgår også at såvel Frederikssundsvej som Mørkhøjvej havde et snoet forløb gennem volden. Der er endnu rester af de ekstra forsvarsværker som skulle forsvare åbningerne i volden.

Mange af de gamle magasiner (bunkere) er blevet restaureret. Her ved Kagså Batteri. Det er formentligt et sygemagasin. Væggene er blevet pudset og istandsat. Rummene har en meget smal (og uhyggelig) gang omkring sig. Formentligt en buffer for at forhindre at de styrtede sammen ved et bombardement.

Batterierne og voldanlægget generelt er nu ganske fredeligt og smukt. Overalt støder man på en mængde bygningsværker: Betonkonstruktioner, voldanlæg, frie bygninger, osv. Der er ikke sat forklaringer op endnu, så hvad blev de egentlig brugt til? Til at belyse forterrænnet og afsløre snigende fjender, anlagde man lysstationer ved Frederikssundsvej og Harrestrup Å.

 Dette anlæg passer til placering og beskrivelse af lysstationen. Men jeg er ikke sikker. Den er også helt overgroet.

For at kunne iagttage en angribende fjende, var der anlagt 14 kikkertstationer, hvoraf de fleste er bevaret. I Husumenceinten er de på kortet aftegnet som små cirkler ved Svogerslevvej, Frederikssundsvej og i knækket ved Kagså Batteri. Kikkertstationerne er halvcirkelformede indsnit i voldkronen med en støttemur og gulv af beton. Midt i halvcirklen findes en meterhøj betonsøjle, der har båret en kikkert. Der fører en støbt betontrappe op til stationen. Den eneste af de tre som endnu har bevaret betonsøjlen, er den ved Frederikssundsvej.

Kikkertstationen ved Frederikssundsvej. Den ligger også mest afsides, så måske derfor er det den bedst bevarede af de tre. I hvert fald har de to andre ikke søjlen i midten længere. Her var det meningen at der skulle anbringes en kikkert, så man kunne spejde mod Herlev.

Desuden knap en halv snes ammunitions-, krudt- og sygemagasiner. Men størsteparten af magasinerne er anlagt en del år senere end selve volden: Umiddelbart op til og under 1. verdenskrig (1914-1918) opførte man 18 betonforede sygerum med fire køjepladser (sanitetsrum) og 28 betonmagasiner til opbevaring af ammunition og sprængstoffer. Altså over 20 år efter volden (1888/92). Disse sanitetsrum, ammunitions- og ingeniørammunitionsrum fremstår som betonstøbte dørafsnit, indfældet i volden med jerndøre. Formentlig er kikket ovenfor ned i et sådant sygemagasin. Den danske regering ville gerne holde sig neutral, og ønskede ikke at forstærke voldanlægget med decideret krigeriske tilbygninger.

Mellem Frederikssundsvej og Mørkhøjvej befinder sig som bekendt den enestående "ø" midt i voldgraven, hvorfra man fra indersiden kunne beskyde fjenden hvis denne dristede sig til at krydse voldgraven. For at komme til og fra øen, måtte soldaterne gennem denne meget trange gang (poterne) der går tværs gennem volden. Gangen er nu restaureret og åbnet for publikum. Ikke for sarte og klaustrofobiske sjæle!

Fra den smalle gang kunne forsvarerne løbe over den lave bro lidt til venstre i billedet og ud på "øen". Til højre ligger ydervolden mod Herlev. Som det ses, vender skydehullerne på langs af volden, og herfra kunne en krydsende fjende beskydes. Anlægget er godt polstret mod fjendtlige bombardementer (anlægget er som det ses helt begravet i jord til højre).

I Plejeplanen er også omtalt nogle kommandostationer fra 1910. Der står at der på facaden er en række jerndragere, der har båret et halvtag over en dør og to vinduer. Indvendig har de tre hvælvede rum med to skorstene og telefonstik. Nord for Husum Station er den eneste jeg kunne finde som passer på den beskrivelse. Så det er altså her man formentlig havde tænkt sig at generalerne og krigskarlene skulle dirigere deres mænd til tapper dåd. Så kunne de jo altid hurtigt selv stikke af med jernbanen til København.

Det er lidt svært at se, men det første anlæg har faktisk de i Plejeplanen nævnte jerndragere stikkende ud. Jeg har valgt at vise dette mere oversigtlige billede ved Husum Station for at give indtryk af Nordvestbane Batteri. Modsat Harrestrup Batteri hæver det sig ganske betragteligt.

Der var også anlagt artillerimagasinger ved 9 af batterierne, men de er alle væk. Der er en rekonstruktion ved Hvissingebatteri, som jeg tidligere har afbildet her på bloggen.

Gammelt kort over Vestvolden. Rummer mange samtidige henvisninger.
Pleje- og anlægsplan for Vestvolden 2011-2015. Skov- og Naturstyrelsen 2010.

søndag den 24. februar 2013

Kagsmosen i frostvejr

Denne søndags vejr appellerer måske ikke lige til de store udskejelser. Det har sneet og føget lidt. Det betyder at man ikke umiddelbart kan se isen på stierne, og risikerer liv og lemmer på stierne. Så det bliver kun til en kort tur rundt om Kagsmosen.

Vandringsmanden leder efter spor af forår. Det eneste var dette sted hvor vandet ikke er frosset til. Det risler og pibler. Hvis man abstraherer fra isen og sneen omkring det .... Jo, foråret er nok på vej (håbe, håbe).

De seneste ugers frostvejr har frosset hele Kagsmosen til. Underligt nok er der ingen skøjteløbere eller spor af skøjteløbere. Men det er altså nu man kan gå over isen til de dele midt i mosen som ellers er utilgængelige. Eller, i teorien kan man gå dertil, men ikke ind i. For krat og siv står så tæt at det er komplet umuligt at trænge ind i det. Højst ned i det, hvad jeg må erfare da isnende koldt vand strømmer ind i højre vandrestøvle. Der er sikkert heller ikke så meget at se, som man ikke ellers kan se på de tilgængelige bredder.

 Aflastningsbassinnet i Kagsmosen er vel det nærmeste jeg kan komme på en føljeton i Vandringsløse Tidende. Jeg overvejer at lave et særligt indslag med fotoer fra start til slut. Men efter planerne skal anlægget først være færdigt i efteråret 2013, så i mellemtiden dette.

Stierne er spejlglatte. Overalt. Så man må gå ved siden af stierne med fare for at jokke i efterladenskaber fra 'menneskets bedste ven'. Det går nu alligevel galt for vandringsmanden. Pludselig glider vandrestøvlerne, og inden jeg når at tænke noget, får jeg et ordentligt gok nakken. Et kort øjeblik tænker jeg: "Jeg bliver sgu bare liggende". Hatten flyver af, og brillerne må jeg famle mig frem til. De er havnet 2-3 meter væk. Heldigvis er der af forståelige grunde ingen jogging-løbere.

 Den smukkeste, men også sværest tilgængelige af de tre slusemure ved Husum. Fotoerne yder ikke skaderne fuld retfærdighed. Men betonen ser faktisk temmelig forvitret ud. Normalvandstanden kan nogenlunde aflæses på den mørke stribe på den midterste sølje. Her er også en af de meget smukke afspærringsgitre, som vist nok har dannet baggrund for Vestvoldens logo.

Der bygges i Kagsmosen og Vestvolden selv her ved vintertide. Dels er der 'hullet' med aflastningsbassinet, dels er de gamle sluser mellem Frederikssundsvej og Kagsmosen åbenbart ved at være gennemtærede, så der lægges nyt beton på. I mellemtiden er slusekamrene næsten tørlagt, så det er nu hvis man skal se noget man ellers ikke får lejlighed til så tit. Bl.a. ligger der gamle cykler og andet affald på bunden.