Husumenceinten - Vestvolden/Vestfronten

Der sker en masse på Vestvolden for tiden, også i den del som  blev kaldt for Husumenceinten. Et godt sted at starte er Plejeplanen for hele Vestvolden. Her står at Husumenceinten rummer 4 af voldens i alt 23 batterier, startende fra Utterslev Mose og ned mod Harrestrup Å: Gynge Batteri (opkaldt efter Gyngemosen), Kagså Batteri, Nordvestbane Batteri (mellem Frederikssundsvej og Husum Station) og Harrestrup Batteri (nord for Harrestrup Å). Kagså Batteri er ved at blive frilagt for bevoksning, og man kan nu for alvor se hvad det har været brugt til. Batteriet går nærmest i et med det noget mere beskedne Gynge Batteri. Harrestrup Batteri ligger i læ bag Kagsmosen, og volden er ikke særlig høj her. Men et (syge)magasin er ved at blive sat i stand.

Kagså Batteri ligger i det første "knæk" efter Utterslev Mose. I dag er det lejeplads og er ved at blive klippet fri, så voldanlægget er meget mere synligt. Til højre ligger en lysstation på toppen som kunne oplyse forterrænnet og afsløre en snigende fjende.

Oprindeligt fik graven sit vand fra Utterslev Mose. På begge sider af Åkandevej er der stemmeværker på begge sider af Åkandevej. Og nær Bystævnebroen er der et omløbsbygværk for spildevand fra Gladsaxe. Det er man ikke i tvivl om hvis man går derned: Der lugter fælt af slam og kloak. Voldgraven falder kraftigt mellem Frederikssundsvej og Husumbanen. Derfor anlagde man de tre tætstillede batardeauer som nu er ved at blive restaureret. Men nu pumpes der lettere forurenet vand fra Harrestrup Å op i voldgraven, op over de tre batardeauer og ud i Utterslev Mose. 

Stemmeværket på østsiden af Åkandevej mod Utterslev Mose. Der er et tilsvarende på den anden side af vejen. Oprindeligt skulle det regulere vandtilførslen fra Mosen til volden. Men nu går vandet den modsatte vej, ifølge Plejeplanen.

På et kort fra omkring år 1900 kan forestille sig hvordan området må have set ud: Gemt bag volden ind mod København dominerer Husum landsby. Ud fra den stråler 17 udstykninger, og man kan se at volden brutalt skar igennem 7 af dem (2a-8a). Og man kan forestille sig den dramatiske indgriben i landsbyens liv dette må have været. Landbruget var Danmarks altdominerende hovederhverv, og landskabet uden for Københavns brokvarterer stort set marker. Der er intet tilbage af de gamle landbrugsarealer foran eller bagved Husumenceinten. Kun Kagsmosen ligger som den gjorde dengang volden blev anlagt. Af de stikkende tjørn og brombær er der heller ikke meget tilbage. Med mindre de spredte kratte langs pensionisthaverne er efterkommere.

 Også ydervolden over for Kagså Batteri (ved Tingbjerg) er ved at blive ryddet for bevoksning, så den nu mere fremstår som da den blev bygget.

Husum var udset til at huse befæstningstropperne i tilfælde af krig, hvorfor der ikke blev anlagt en decideret militærlejr, modsat sydligere i Ejby, Glostrup og Hvidovre. Uden for Husumenceinten lå Herlev landsby tæt på. Men ellers var der marker og nogle spredte gårde: Mørkhøjs Torvegård og Lillegård, Kagsgården ved den nuværende motorvejstilkørsel og lidt fjernere Islevgård. Samt jernbanen mellem Husum Station og Herlev Station. På kortet fremgår også at såvel Frederikssundsvej som Mørkhøjvej havde et snoet forløb gennem volden. Der er endnu rester af de ekstra forsvarsværker som skulle forsvare åbningerne i volden.

Mange af de gamle magasiner (bunkere) er blevet restaureret. Her ved Kagså Batteri. Det er formentligt et sygemagasin. Væggene er blevet pudset og istandsat. Rummene har en meget smal (og uhyggelig) gang omkring sig. Formentligt en buffer for at forhindre at de styrtede sammen ved et bombardement.

Batterierne og voldanlægget generelt er nu ganske fredeligt og smukt. Overalt støder man på en mængde bygningsværker: Betonkonstruktioner, voldanlæg, frie bygninger, osv. Der er ikke sat forklaringer op endnu, så hvad blev de egentlig brugt til? Til at belyse forterrænnet og afsløre snigende fjender, anlagde man lysstationer ved Frederikssundsvej og Harrestrup Å.

 Dette anlæg passer til placering og beskrivelse af lysstationen. Men jeg er ikke sikker. Den er også helt overgroet.

For at kunne iagttage en angribende fjende, var der anlagt 14 kikkertstationer, hvoraf de fleste er bevaret. I Husumenceinten er de på kortet aftegnet som små cirkler ved Svogerslevvej, Frederikssundsvej og i knækket ved Kagså Batteri. Kikkertstationerne er halvcirkelformede indsnit i voldkronen med en støttemur og gulv af beton. Midt i halvcirklen findes en meterhøj betonsøjle, der har båret en kikkert. Der fører en støbt betontrappe op til stationen. Den eneste af de tre som endnu har bevaret betonsøjlen, er den ved Frederikssundsvej.

Kikkertstationen ved Frederikssundsvej. Den ligger også mest afsides, så måske derfor er det den bedst bevarede af de tre. I hvert fald har de to andre ikke søjlen i midten længere. Her var det meningen at der skulle anbringes en kikkert, så man kunne spejde mod Herlev.

Desuden knap en halv snes ammunitions-, krudt- og sygemagasiner. Men størsteparten af magasinerne er anlagt en del år senere end selve volden: Umiddelbart op til og under 1. verdenskrig (1914-1918) opførte man 18 betonforede sygerum med fire køjepladser (sanitetsrum) og 28 betonmagasiner til opbevaring af ammunition og sprængstoffer. Altså over 20 år efter volden (1888/92). Disse sanitetsrum, ammunitions- og ingeniørammunitionsrum fremstår som betonstøbte dørafsnit, indfældet i volden med jerndøre. Formentlig er kikket ovenfor ned i et sådant sygemagasin. Den danske regering ville gerne holde sig neutral, og ønskede ikke at forstærke voldanlægget med decideret krigeriske tilbygninger.

Mellem Frederikssundsvej og Mørkhøjvej befinder sig som bekendt den enestående "ø" midt i voldgraven, hvorfra man fra indersiden kunne beskyde fjenden hvis denne dristede sig til at krydse voldgraven. For at komme til og fra øen, måtte soldaterne gennem denne meget trange gang (poterne) der går tværs gennem volden. Gangen er nu restaureret og åbnet for publikum. Ikke for sarte og klaustrofobiske sjæle!

 

Fra den smalle gang kunne forsvarerne løbe over den lave bro lidt til venstre i billedet og ud på "øen". Til højre ligger ydervolden mod Herlev. Som det ses, vender skydehullerne på langs af volden, og herfra kunne en krydsende fjende beskydes. Anlægget er godt polstret mod fjendtlige bombardementer (anlægget er som det ses helt begravet i jord til højre).

I Plejeplanen er også omtalt nogle kommandostationer fra 1910. Der står at der på facaden er en række jerndragere, der har båret et halvtag over en dør og to vinduer. Indvendig har de tre hvælvede rum med to skorstene og telefonstik. Nord for Husum Station er den eneste jeg kunne finde som passer på den beskrivelse. Så det er altså her man formentlig havde tænkt sig at generalerne og krigskarlene skulle dirigere deres mænd til tapper dåd. Så kunne de jo altid hurtigt selv stikke af med jernbanen til København.

Det er lidt svært at se, men det første anlæg har faktisk de i Plejeplanen nævnte jerndragere stikkende ud. Jeg har valgt at vise dette mere oversigtlige billede ved Husum Station for at give indtryk af Nordvestbane Batteri. Modsat Harrestrup Batteri hæver det sig ganske betragteligt.

Der var også anlagt artillerimagasinger ved 9 af batterierne, men de er alle væk. Der er en rekonstruktion ved Hvissingebatteri, som jeg tidligere har afbildet her på bloggen.

Gammelt kort over Vestvolden. Rummer mange samtidige henvisninger.
Pleje- og anlægsplan for Vestvolden 2011-2015. Skov- og Naturstyrelsen 2010.

Kagsmosen i frostvejr

Denne søndags vejr appellerer måske ikke lige til de store udskejelser. Det har sneet og føget lidt. Det betyder at man ikke umiddelbart kan se isen på stierne, og risikerer liv og lemmer på stierne. Så det bliver kun til en kort tur rundt om Kagsmosen.

Vandringsmanden leder efter spor af forår. Det eneste var dette sted hvor vandet ikke er frosset til. Det risler og pibler. Hvis man abstraherer fra isen og sneen omkring det .... Jo, foråret er nok på vej (håbe, håbe).

De seneste ugers frostvejr har frosset hele Kagsmosen til. Underligt nok er der ingen skøjteløbere eller spor af skøjteløbere. Men det er altså nu man kan gå over isen til de dele midt i mosen som ellers er utilgængelige. Eller, i teorien kan man gå dertil, men ikke ind i. For krat og siv står så tæt at det er komplet umuligt at trænge ind i det. Højst ned i det, hvad jeg må erfare da isnende koldt vand strømmer ind i højre vandrestøvle. Der er sikkert heller ikke så meget at se, som man ikke ellers kan se på de tilgængelige bredder.

 Aflastningsbassinnet i Kagsmosen er vel det nærmeste jeg kan komme på en føljeton i Vandringsløse Tidende. Jeg overvejer at lave et særligt indslag med fotoer fra start til slut. Men efter planerne skal anlægget først være færdigt i efteråret 2013, så i mellemtiden dette.

Stierne er spejlglatte. Overalt. Så man må gå ved siden af stierne med fare for at jokke i efterladenskaber fra 'menneskets bedste ven'. Det går nu alligevel galt for vandringsmanden. Pludselig glider vandrestøvlerne, og inden jeg når at tænke noget, får jeg et ordentligt gok nakken. Et kort øjeblik tænker jeg: "Jeg bliver sgu bare liggende". Hatten flyver af, og brillerne må jeg famle mig frem til. De er havnet 2-3 meter væk. Heldigvis er der af forståelige grunde ingen jogging-løbere.

 Den smukkeste, men også sværest tilgængelige af de tre slusemure ved Husum. Fotoerne yder ikke skaderne fuld retfærdighed. Men betonen ser faktisk temmelig forvitret ud. Normalvandstanden kan nogenlunde aflæses på den mørke stribe på den midterste sølje. Her er også en af de meget smukke afspærringsgitre, som vist nok har dannet baggrund for Vestvoldens logo.

Der bygges i Kagsmosen og Vestvolden selv her ved vintertide. Dels er der 'hullet' med aflastningsbassinet, dels er de gamle sluser mellem Frederikssundsvej og Kagsmosen åbenbart ved at være gennemtærede, så der lægges nyt beton på. I mellemtiden er slusekamrene næsten tørlagt, så det er nu hvis man skal se noget man ellers ikke får lejlighed til så tit. Bl.a. ligger der gamle cykler og andet affald på bunden.

Vandringsmand på glatis i Ballerup og Jonstrupvang

Vandringsmanden kom bogstavelig talt på glatis i dag. Grunden var den seneste uges temperatursvingninger omkring frysepunktet: Sneen trykkes hård på stierne, dernæst smelter det om dagen, for så at fryse om natten. Et par omgange med det, og man har en knoldet, hvinende glat skøjtebane på stierne.

 Vejen er som en skøjtebane, og kun i græsset hvor sneen ikke er trådt flad og frosset er det muligt at vandre. Hvis man vil ned til vejen, er man henvist til den meget smalle rabat - eller eventuelt grøften.

Det betød at jeg allerede gik kold efter de første 3-4 kilometer og måtte holde en pause. Da havde jeg dog kun sat mig en enkelt gang og gledet ned af en lille bakke, fuldstændig hjælpeløs på buksebagen. Men hvilken pause. På en bakketop med pragtfuld udsigt til alle sider, og med solen som nu synes at have fået fat og reelt også varmer når man sidder i den.

 På Kraks kort hedder denne statelige gård såmænd "Bondegården", men på stedet står der altså Lundegården på facaden. Den er nu ældrecenter og ligger i et nyopført rækkehuskvarter opkaldt efter de dyr som formentlig engang sprang (lystelige) rundt her: Heste, katte, hunde, lam, geder, tyre, kalve og føl. Lille føl, ved du hvad? Du kan sagtens være glad. Men nu er det formentlig død, eller afhændet til en rideskole.

Turen gik fra Ballerup Station nordpå mod Jonstrup Vang, og for at gøre det kort: Her kommer jeg ud igen. Det er ganske enkelt et rigtig flot naturområde. Hvad der gør det flot er, at det er stærkt kuperet og afvekslende mellem skov, åbne områder og stierne slynger ud og ind, op og ned hele vejen.

Stengården er modsat Lundegården stadig omgivet af noget der ligner marker. Og hyggelig ser det da også ud som den ligger der. Tæt på hundetræningsskolen hvor de søde vovser kan springe over bomme, klatre op af små mure og boltre sig som deres herrer og fruer nu lyster det. Måske ligesom bondemanden i sin tid kostede rundt med karle og malkepiger.

Også et godt terræn for fx marathon- eller orienteringsløbere. Det er ikke for ingenting at der er indrettet en mountainbike rute i området. Dem så jeg dog forståeligt nok ingen af. De ville ikke have haft en chance på glidebanerne.

Landstedet set fra landsiden. Så kan det næsten ikke blive mere Morten Korch-agtigt. Men indhegningerne er ikke til brogede køer eller røde for den sags skyld. De er til heste.

Der ligger også en håndfuld ældre gårde i området. Nogle af de flottest beliggende er Landstedet og Stengården. Sidstnævnte er udlejet til en hundeskole, men i aftalen indgår at der er offentlig adgang til området. Området omkring Landstedet ser ud til at være en stor rideskole.

Inde i selve Jonstrup Vangs nåletræsafdeling er det en del nemmere at gå. Skoven har åbenbart forhindret at alt for megen sne lægger sig. Men ak, det varer kun kort. Vel ude af nåleskoven vender isen tilbage på stien.


De ufremkommelige stier havde dog også den fordel at jeg stort set havde hele turen for mig selv. Der var kun mødt en lille håndfuld hårdkogte løbere op, og de fleste nærmest gik eller kantede sig frem i grøfterne ved siden af vejen.

Afrodites Øje er en lille dam. En af de mindste, og også mest omtalte. Og sandelig, jeg bliver ikke skuffet. Der er faktisk en særlig stemning ved dammen.

Jeg holdt ud helt op til Afrodites Øje, ca. 5 km fra udgangspunktet. Stedets stemning er svær at gengive i et foto, så i stedet vil jeg citere fra hvad jeg noterede i min notesbog:

Emmer af ro og fred. Får lyst til at slå mig ned og lade tankerne vandre, i stedet for fødderne.

Det er det nu for koldt til, så jeg besluttede mig for at skåne mine ømme ankler og tage de civiliserede veje tilbage til Ballerup Station. Ned gennem Egebjerg. Her lå indtil slutningen af 1960erne Egebjerg Teglværk som leverede mursten til mange af husene i Ballerup. Det er der intet af undtagen navnet på en sø lidt nord for beliggenheden.

For en gangs skyld en to-etagers gård. Lautrupgård. Den er vist skole (ifølge Kraks). Også den ligger omgivet af marker. Og fra den nærliggende Rosendal lyder der en hanes kykliky. Så nogen dyr har åbenbart overlevet urbaniseringen.