Hvissinge - Vissinge - HB9

Ribe anses for at være Danmarks ældste by, men Hvissinge som landsby(sted) er ældre. Hvis Hans-Henrik Rasmussens hæfte om Hvissinge står til troende. Hvissinge, Hvessinge eller Vissinge har været landsby i mere end 1.700 år. Der er fundet rester af gårde, udhuse, brønde, stiger mm. tilbage til jernalderen (375-775) i området mellem Sortevej, Birkeskoven og Fraligsvej. Her dyrkede beboerne bl.a. rug, byg, hør og hamp. Den erstattede formentlig en nedbrændt, nærliggende bebyggelse, som eksisterede i omkring 300 år. Tæller den med, er vi tilbage til da tre vise mænd besøgte Brian og hans mor i en lade i Betlehem.

Hvissingegård ligger tæt på gadekæret. Bag stuehuset er der 3 store længer, og den fremstår i det hele taget som en meget stor gård. Nu er der børneinstitution her. Se legehuset i haven.

Landsbyen flyttede rundt i området. På skrift hører vi først om den under Christian 5 i 1680'erne. Her blev optalt 8 gårde og 12 holdshuse. Ikke meget, men mere end Glostrup Landsby, hvorfor rytterskolen holdt til her 1722-1912, hvor den brændte. I 1787 var der 156 indbyggere. Indtil et stykke op i det 19. århundrede gik gårdene i arv mellem gårdmandsslægterne.

Også Leragergårds stuehus ser imponerende og velbevaret ud. Længerne er til gengæld ikke så store. Nu huser den amatørteateret og yoga.

Det ældste vi kan se i dag, er gårde der er lidt over 100 år gamle: Leragergård, Hvissingegård (midten af 1800-tallet), Enceintegård (kan ikke være ældre end 1886, da den formentlig er opkaldt efter Vestenceinten, som Vestvolden hed dengang - og Husumenceinten) og Vældegård (stuehuset opført 1926 efter brand).

Af Enceintegård er kun dette stuehus bevaret, og det er privatbolig. Uden at vide det går jeg ud fra at det lidt underlige navn stammer fra Vestenceinten, som Vestvolden dengang hed på denne strækning. Navnet kan anes midt på facaden.

 Lidt afsides fra gadekæret ligger Engbrydegård, Parcelgården (omtalt ved en tidligere tur til Vestskoven) og Kroghslyst (opført slutningen af 1700-tallet, Roskildevej 526. Købt af Københavns Kommune kort efter 1919, forpagtet). Desuden er der nogle få ældre huse omkring gadekæret, der ikke er så stort som det var engang.

Af de gamle gårde forekommer det mig at Engbrydegård stikker mest ud fra sine nuværende omgivelser. Den ligger i "Pipkvarteret", det folkelige ord for det parcelhusområde hvis veje har fuglenavne. Der står en gammel pumpe på gårdspladsen, nogle mælkejunger langs huset formentlig for at markere husenes forne funktioner.

Fra 1900 udviklede Glostrup sig lidt lige som Brønshøj. Men så var det slut med de hvasse hvissinger. Ifølge "Større danske landbrug" (1933) overvejede Hvissingegårds bestyrer (ejeren handelsgartner) at overgå fra 10 marks drift til frugttræer og gartneriprodukter. Som en langvarig flodbølge skyllede parcelhuse mod nord over markerne og efterlod de oven nævnte gårde som små øer midt i småhuskvarterne. Hvissinge landsby holdt stand til 1980'erne. I dag fremstår området Hvissinge som et parcelhuskvarter med enkelte etagebyggerier.

Nogen egentlig landsbystemning er der ikke omkring gadekæret. Det kunne nærmest være en hvilken som helst park med en lille dam. Der er dog enkelte undtagelser som dette lille hus.

Historien fra Mørkhøj gentager sig: Gårdene nedlægges, gartnerier kører et par årtier før udstykningen til parcelhuse former området til det vi kan se i dag. Ingen af gartnerierne er bevaret andet end i fotoer. Hvor tidligere tiders gårdmænd, gårdkarle og kvinder arbejdede, kan nutidens mennesker dyrke yoga, amatørteater, spise, få passet børn eller bare bo.

Her er et andet af de mindre huse omkring gadekæret.

I snart 50 år (siden 1963) har De Danske Pelsauktioner holdt til i Hvissinge trods protester fra dyreværnsforeninger. Den ligger ca. halvvejs ad Degnestien, der kun er for cykler og fodgængere. En egentlig plan kom i 1976: Hvissingeplanen.

Dette område er Hvissingetorv. Jo, der er en Spar, den obligatoriske kebab-take-away og vist nok også andre torvefunktioner. Men ellers er det præget af institutioner og boliger. På denne fredag er der ikke just torvestemning.

I 1990'erne blev området genstand for den nye trend: Byøkologi. 200 boliger blev opført i Hvissinge Vest syd for Vestskoven. Mellem Nordre Ringvej og Oxbjergvej. Så sent som i dette årti har de sidste større ubebyggede lommer måttet overgive sig.

Tæt på Vestskoven har nogle arkitekter fået lov til at slå fantasien løs. Hvad ligner det? Det vilde vesten? Det lille hus på prærien? Området er ikke helt uden charme, i den forstand at det rent arkitektonisk skiller sig ud fra resten af Hvissinge. Foto taget i retning mod det såkaldte Aktivitetsfelt mod område 1A. Husene kaldes Skovhuse.

I Glostrups kommuneplan 2003-2015 er Hvissinge Landsby omtalt som Område HB9. Leragergård er smidt ud af HB9 og tilhører HO9. Dog bedre end tre andre gamle Hvissinge-gårde som slet ikke er med i plantillægget. Sådan kan det gå. Hvad der vidner om Hvissinge landsby er hegn, træer og enkelte bygninger. Og det er kun tilladt at bygge i en etage. 

For alsidighedens skyld også lidt for bilisterne: Motorring 3 og dets møde med Jyllingevej. I horisonten til venstre Vestforbrænding og lidt til højre for midten Herlev Hospital. Til lykke med de fine faciliteter. Det tager 2 minutter at nå den afkørsel, som 4 kilomenter længere mod nord fører ned til Frederikssundvej. Tænk, jeg foretrækker at bruge de 40 minutter det tager til fods langs volden!

Bog: Hans-Henrik Rasmussen: Hvissinge – fra jernalder til nutid (2002).
Bog: J. J. Hansen: Større danske landbrug. Bd. 1. 1933.
Glostrup Lokalhistoriske Arkiv: Nyt fra arkivet. Søg på Google.
Nyt fra Arkivet, 42/2006 om Hvissinge Øst, s. 5-12.
Nyt fra Arkivet, 38/2005 om Hvissingestien, s. 12-18.
Eksempel på slægtsside fra området.
Kommuneplan for Hvissinge Landsby. 2003-2015.
Passivhus familiebolig.

Sol over Vold og Mose

Vejret må være dagens største attraktion, tænkte Vandringsmanden til formiddag, hvor sneen knasede under støvlerne, og der skulle gås rask til for at holde varmen. Men der var andre lyde end knasen. Faktisk var der en kvidren, pippen, skratten og syngen som på en sommerdag. Bortset fra at årstiden gør at man rent faktisk også kunne se hvor lydene kom fra.

Der er masser af rødhalse eller -kælke langs den kunstige dam. Måske er de tiltrukket af det varmere vand? Så endelig kan jeg dokumentere at jeg har set en rødhals!

Jeg har ikke nogen særlig god zoom på mit kamera, så læserne må bære over med den ringe kvalitet på billederne i dag. Jeg kunne ikke komme tæt nok på, så de er udklip der så er forstørret op til en helt urimelig størrelse. Derfor er de slørede og uskarpe.

I starten tror jeg at det bare er en skade. Men da jeg kigger nærmere, kan jeg godt se at der er noget galt: Fuglen er rød! Den er ellers på størrelse med en skade. Jeg vil lade det være op til fuglekendere at artsbestemme den. Flot er den i hvert fald. Hvad enten man ved hvad der er for en eller ej. Jeg har lidt på fornemmelsen af det må være en skovskade.

Vand er et af fuglenes store problemer i vinterperioden. Derfor klumper de sig sammen på de områder hvor der stadig er isfrit. Tæt ved en bro og et afløbsrør er vandet stadig for varmt til at frosten har fået fat for alvor.

En af mine kolleger mente at der ikke var nogen sjagger i år. Det kan da vist dementeres her. Er det ikke ham eller hende her?

 Argh, det er en skam at det er blevet så uskarpt! Men jeg synes alligevel motivet går forud for kvaliteten af billedet. Og så var der endda hele to af dem. De hoppede rundt i en busk, og gnavede løs på deres vinterforråd.

Men de dokumenter at fugle og dyr lever og har det godt, trods kulde og blæst i Kagsmosen og langs Vestvolden.

Solen skinner ned i Volden. Men det er forbandet svært at nå derned! Solen står ganske enkelt alt for lavt på vinterhimlen.

De bygger stadig på forsinkelsesbassinet ved Kagsmosen. Nu har de også lavet et rør op mod Frederikssundsvej. Det er så stort, at man næsten kan stå op inde i det (jeg prøvede dog ikke, der er afspærret).

Selv her i vinterkulden er der gang i byggeriet i Kagsmosen. Nu er de i gang med at konstruere en betonkasse. Det må være her selve bassinet skal være. Mon de fylder op igen langs siderne?

Mens de graver, ser det ud til at der er lavet en slags aflastningsbassin hvor vandet bliver pumpet op. I den strenge frost er der dannet et mudret ismonster, og vandet må åbenbart være varmt, for dammen er isfri (se fuglene), og det damper fra det.

Her sprøjter det med vand til den kunstige dam. På den anden side fosser vand ud fra et ret stort rør. Fuglene ser ud til at trives her. Og der er masser af rødhalse i krattet langs dammen.

Selvbyggernes Mørkhøj

Om Mørkhøj har Gladsaxe Kommune udgivet en udmærket brochure "På sporet af det nye Mørkhøj" om dette områdes seneste knap 100 års historie fra dengang Mørkhøj var en landsby med 8 gårde. Den 3. november skrev jeg om Mørkhøjgård, som er den eneste overlevende af disse. Området var det sidste i Gladsaxe som blev bebygget. Det er samtidig også en fortælling om Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund.

I klingende frost er jeg draget ud for at se på området med nye briller: Den historiske optik. De mennesker som opførte denne bydel, lever formentlig for nogens vedkommende stadig. Gårdene blev udstykket i perioden 1930-1950. Men ikke alle blev bebygget med det samme. I første omgang blev de brugt til gartnerier, der så blev omdannet til kolonihaver for så til slut at blive opkøbt og bebygget som boliger.

Ikke alle typehusene er så velholdte som disse på Lillegårdsvej. Men de giver et indtryk af variationerne i Meulengrachts 19 typer. Husene er pudsede. Modsat de nyere huse. Så det er nemt at se forskel.

Fase 1: Lillegårdens Villaby

Lillegårdens Villaby var det første, og det er opkaldt efter Lillegård som oprindeligt hørte under Enghavegård. Det blev i 1929 opkøbt af arkitekt J. L. Meulengracht og grosserer Henrik J. Hansen og omfatter hvad der i dag er Lillegårdsvej, Onsbjerg Alle, Ilbjerg Alle og Stavnsbjerg Alle. Det blev udstykket til selvbyggere. Det var typehuse, og der var over 19 slags som selvbyggerne kunne vælge imellem. Meulengracht satsede på at husene skulle være billige og funktionelle, og så måtte de gerne se ens ud.

Lillegårdsvej 25 er ifølge brochuren det eneste af sin slags, og fortæller lidt om hvor grænsen gik for selvbyggernes ydeevne. Det tog 3 år at opføre huset. Så det var der ikke andre som gav sig i kast med. Ifølge brochuren har det en særlig høj bevaringsværdi. Nabohuset, nr. 27, har som et af de få også kælder. Endnu en præstation som kun de færreste selvbyggere kastede sig ud i..

Det var selvbyggerne nu ikke helt enige i. Allerede mens husene blev opført begyndte selvbyggerne at tilpasse tegningerne efter eget hoved, og senere tiders krav om mere plads har skabt adskillige knopskydninger på dem. En stor del af dem har ikke kunnet holde til tidens tand, og er nu erstattet af nyere huse.

I stedet for den store type fra Lillegårdvej 25, blev det denne type fra Onsbjergvej 23 den mest benyttede, også i anden fase i Toftegårdens Haveby. Dette hus er for en gang skyld ikke pudset. Så måske ville nostalgiske indreby-københavnere kunne genkende mursten fra deres nedrevne hus.

Det må have været hårde tider for selvbyggerne. Arbejdstiden var dengang 44-48 timer og man arbejdede om lørdagen, så der har kun været ganske få dage hvor selvbyggerne kunne bygge på deres huse. Opførelsestiden på et sådant hus var beregnet til 1 år. Men det var under ideelle forhold. Det kunne vare endnu længere. Og især hvis der også skulle udgraves en kælder. Husene var kakkelovnsfyrede. Mange har ifølge brochuren ikke registreret at have badeværelse.

Meulengracht brød sig ikke om Lillegårdens Villabys uens udseende, så da man gik i gang med Toftegårdens Haveby, kunne selvbyggerne ikke vælge mellem så mange forskellige typer. Man skal nu have gode øjne for at se forskel, men hvis man ved det, kan man godt se at fx som her på Septembervej er der ikke så mange forskellige slags huse.

At det tog så lang tid skyldes også at husene for en stor dels vedkommende blev bygget af omkring 16.000 genbrugsmursten pr. hus fra huse som var revet ned i Københavns indre by. Kvinderne skrabede murstenene rene for kalk. Ligesom die Trümmerfrauen gjorde i Berlin efter 2. verdenskrig.Derfor er det også nemt at se hvilke huse der er fra den tid: De er pudset, da murstene har været for grimme at se på.

Fra 1960'erne var det slut med det private intiativs kaotiske boligbyggeri. Nu greb kommunen ind og sikrede ensartetheden i byggeriet, som her på Oktobervej. Her kunne selvbyggerne efter kurser og kommunens instrukser opføre huse i gasbeton, sten og træ. Men efter nøje fastlagte tegninger. Det var måske det som Meulengracht i virkeligheden havde drømt om. Så måske har han ikke vendt sig i sin grav.

Fase 2: Toftegårdens Haveby

Toftegårdens Haveby (Julivej, Augustvej, Septembervej og del af oktobervej) var det næste. Her kunne selvbyggerne godt nok vælge mellem færre typer, men i praksis valgte de kun mellem to. Ifølge brochuren havde Meulengracht lært af  børnesygdommene fra Villabyen og byggeriet var mere organiseret. Der var ikke plads til selvbyggernes fikse ideer om ændringer i bygningstegningerne eller beplantningen!

Både Meulengrachts og kommunens selvbyggere kunne få år efter indflytningen opleve TV-byen blive bygget mellem dem og mosen. Her set fra Julivej. Nu er TV-byen selv blevet omdannet til beboelse og erhverv. Og det omkringliggende område tilbygget med op til 7 etager.

Fase 3: 1960'erne og frem

Den anden halvdel af Oktobervej afspejler et skifte. I 1960'erne var det slut med det private initiativ. Kommunen overtog ideen, men med kommunalt tilsnit og opsyn. Disse huse af sten eller gasbeton fremstår i dag som Meulengracht måske drømte om: Ens. Selvbyggerne lejede sig ind, helt til 2005 hvor de kunne købe grund og hus.

Enghavegård lagde grund til TV-byen (1963-2007) som nu er omdannet til kontorer og boliger. En af de mere kuriøse overleveringer er at optagelserne af Bamse og kylling afskærmede offentligheden fra et lille vandhul, hvori den spidssnudede frø så trivedes. Den er fredet i EU, og det kan selv et boligbyggeri ikke rokke ved: Dette er ikke mindre end et af de sidste tilflugtssteder for det lille kræ. Tihvertifald!

Jeg ved ikke om det lige var her Bamse og Kylling huserede. Men overalt i området bag den gamle TV-byen er der vandhuller med forklarende tavler om at man skal passe på frøerne, og der er flere meter brede græsveje som fører fra vandhullerne ned til Utterlev Mose. Tværs gennem og under byggeri og veje. Jo, der bliver passet på de små kræ!

Bag TV-byen ligger Gyngemoseværket som fortæller historien om prisen for halvtredsernes industrialisering. Rensningsanlægget fungerede 1950-1966, men blev hurtigt alt for lille. Så virksomhederne svinede bl.a. Utterslev Mose til. Der skulle skrappere rensningsanlæg til, som Lynetten. Og virksomhederne kom til at rense mosen. At virksomhederne svinede, mærkede vi selv da kilden tæt på vores hus blev lukket for nogle år siden pga. af en gammel forurening. Tankene fungerer siden 1989 som forsinkelsesbassin for spildevand, udvidet 2006.

Området er ellers præget af plejehjem (Rosenlund, Gyngemosegård), Center for Døve, Blågårds Seminarium med den tilhørende Enghavegård Skole og skoler i det hele taget. Boligbyggeriet er præget af 3-7 etagers huse, bortset fra Mørkhøjvej 144. Her midt inde i det lidt kedelige lejlighedsbyggeri har man pludselig fundet på at opføre en landsbylignende bebyggelse med tolv 52 m2 bittesmå huse, så sent som 1976.

Det er svært at fotografere indeni denne mærkelige bebyggelse. For der er smalle gyder og hækkene står med ganske få meters mellemrum. Fra denne vinkel får man et lille indtryk af de bittesmå huse og indfaldsgyderne. Nogen må have tænkt 'landsby' her. Midt i 1970'erne.

Efter endt tur har jeg fået et andet syn på husene. Da vi flyttede til Husum, syntes jeg at husene så lidt kedelige og anonyme ud. Men jeg har fået lidt mere respekt for dem når man tager det hårde slid i betragtning. Om Meulengracht var en filantrop og idealist eller en boligspekulant, det skal jeg ikke tage stilling til. Han er i hvert fald det eneste navn som er at læse i brochuren. Alle de navnløse som brugte hele deres fritid i årevis til at opføre husene ved vi ikke så meget om. Hvilke drømme har de haft, om nogen? Hvor kom de fra? Der ligger sikkert mange historier gemt i de mursten.