Glædelig Jul, kære læsere

Jeg ved at der er en håndfuld kolleger, venner og bekendte der følger lidt med på vejen. Til jer og alle andre der måtte slå et smut forbi webloggen: Rigtig glædelig jul! Jeg har fået endnu mere udstyr til længere ture .... rygsæk, termokande og forskelligt guf. Det lover godt for det nye år!

Fedtmosen er ikke gået helt i dvale. Men næsten. Farverne er der ikke noget i vejen med.

Til de som ikke kommer ud i den friske luft, her to fotoer som viser lidt om hvad der sker på land og i by. Der er overraskende mange 'derude'.

 

Udsigt over Herlevhuses fællesareal. Der ligger kun en rest af en snedrive til venstre i billedet.

Årets korteste dag

Når solen skinner på årets korteste dag, fornemmes den ikke så kort endda. Men det gælder selvfølgelig om at være fremme i vandrestøvlerne mens det stadig er lyst. Det er de flittige arbejdsfolk i Kagsmosen. De har gang i deres hul, og de er nået langt. Du kan jo sammenligne med fotoerne fra indslagene fra 16. september,  29. september og 8. november.

Hvad mon det hele skal gøre godt for? Jo, det skal være et bassin for at afhjælpe oversvømmelser, men det er stadig svært at forestille sig slutproduktet.

Vejret er koldt, temperaturen omkring frysepunktet. Stierne er næsten frosne, hvilket er en fordel fordi det så ikke føles som at gå rundt i en mose. Kagsmosen er frosset til stadigvæk, men det rindende vand i Kagsåen har forhindret frosten at gå i åen.

Kagsåen er meget vandrig for tiden. Afsmeltning, nedbør mv. har for en gangs skyld fået gang i strækningen langs Kagsmosen (som ligger på den anden side af stien). Den er til gengæld helt frossen stadigvæk.

De er svære at få øje på. Jeg er selv flere gange kørt forbi uden at bemærke nogen. Jo, jeg har da selv dem, rækkehusene. Men det er først efter at have undersøgt det, at jeg ved at der på vej ud mod Ejbybunkeren ligger noget byggeri af Arne Jacobsen (1902-71). Det ligger på begge sider af Tårnvej, ved tværveje som Fortvej.

Ud mod Vestvolden ligger den gule udgave af Arne Jacobsens rækkehuse. Men der ligger også nogle røde udgaver.

Arne Jacobsen er ellers mest er kendt for rigmandsvillaer i Whiskybæltet, Klampenborg, Ordrup, Charlottenlund, Hellerup og Gentofte. Men han tegnede altså rækkehusbebyggelsen Islev Vænge, 1949-52. Det er knap 200 rækkehuse, hver med egen have, ca. 80 kvadratmeter og rimelig husleje. Han har også tegnet kommunale bygninger i Rødovre.

Forfaldet er til at føle på ved Vestvolden. Betonen er forvitret, døren rusten. Slåen er simpelt hen rustet fast, og brombærgrenene rager ind over nedgangen. Salpeteren trækker hvide striber over døren. Jovist, der er nok til at gøde vinterdepressionen her. Helt Gothic!

På årets korteste dag kan man let forfalde til vinterdepression. I hvert fald er det mest forfaldet der lige denne dag spontant fanger min interesse. Og den lavtstående,  blege sol. Hvor jeg uvilkårligt kommer til at tænke: Nå, det var så hvad vi fik af sol for den 25-øre.

På et dødt træ har lav bredt sig over det hele. Jo, det er jo levende. Det ved vi godt. Og det er meget specielt. Smukt ser det ud. Men vemodigt minder det om et stort, stolt træs endeligt. Helt Gothic. endnu engang.

Det bedste ved denne dag er at nu går det kun fremad med længden af dagene. Vi skal så bare have overstået den periode på 1½-2 måneder hvor det bliver stadig lysere, men også stadig koldere.

Ret meget højere kommer solen ikke på denne årets korteste dag. Alligevel er det dejligt at den i det hele taget lader sig se. Vejrudsigten lover blæst, kulde, isslag og i det hele taget vintervejr af den værste skuffe hen over weekenden. Hvor det jo så er jul. Uha uha. Hvid jul, måske. Men hvilken jul.

Skenkelsø Sø

Skenkelsø Sø ved Ølstykke er (endnu) en af de søer som siden landboreformerne 1790'erne ad flere omgange indtil 1950'erne blev forsøgt afvandet og opdyrket som landbrugsjord. Oprindeligt var den ca. 65 hektar med en normaldybde på 3-4 meter. Stor nok til at lokalbefolkningen kunne fiske og jage i og ved søen. Men landbrugets interesser stod højst, og sidste forsøg på at tørlægge søen skete i 1950'erne med udgravningen af Ålebæksrenden.

Søens nordlige ende, syd for jernbanen, er åbenbart den bedst tilgængelige, selvom det første stykke af vejen går gennem mudder. Der er faktisk kun to brede traktorspor som angiver vejen. Det viser sig imidlertid at være langt bedre end længere sydpå. Her ophører stien nemlig brat i en majsmark. Fra stien er der en fin udsigt over søen og til Snostrup med kirketårnets formanende pegefinger ragende op.

Men intet lykkedes. Søen bed fra sig, og blev aldrig til landbrugsjord, højst til græsningsområder. I 1996 blev der udarbejdet et forslag til at genskabe søen, med tilhørende fredning. Efter mange bryderier begyndte genskabelsen i 2009. Helt genskabt bliver den dog ikke. Søen blev på 45 hektar (ca ½ km2). Et sommerhusområde i sydenden bliver inddæmmet.

Den nordlige ende af Skenkelsø Sø, syd for jernbanen, giver et meget godt indtryk af hvorfor det aldrig lykkedes at tæmme søen. Området er stadig helt moseagtigt og engagtig, selv stien er sine steder helt blød.

Lad det være sagt med det samme: Godt nok blev søen indviet for 2 år siden, men lodsejerne holder publikum væk fra søområderne. Hjemmesidernes oplysninger om at lodsejerne ved skiltning gør opmærksom på hvor andre gerne må gå, er ensbetydende med: Adgang forbudt. Det lykkedes i hvert fald ikke for Vandringsmanden at få øje på andet end adgang forbudtskilte. Det er måske godt for dyrelivet. Men ikke for håbefulde naturvandrere. Vestsiden af søen lykkedes det mig aldrig at komme inden for ½ kilometers afstand af.

Ok, senere finder jeg - for sent - ud af at denne stendynge også markerer slut på stien. Jeg noterer ellers områdets ro og fred. En enkelt hare, og lyden af mangfoldige fugle. Dyrelivet ser ud til at trives, og fuglekendere vil sikkert kunne genkende adskillige sjældne fugle.

Det betød også at den planlagte tur søen rundt kom til at ende med en kæmpebue søndenom gennem Ølstykke (Drosselvej-Søholmvej-Udlejrevej), Store Rørbæk (Store Rørbækvej) og Snostrup (Snostrupvej), og det i vidt omfang på asfalterede landeveje uden fortov med bilerne susende forbi

Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt. Og vejene bugter sig hele tiden, så der er smukke huse som dette at kigge på det meste af vejen. Her ved Søholmvej. Om det er gammelt eller ej, ved jeg ikke. Men idyllisk ser det ud.

Sine steder hvor Vandringsmanden prøvede at trodse stisystemet, endte det i majsmarker, ankeldybt mudder og private baghaver. Men vejret var fint, humøret højt, og det lykkedes at få en masse andre indtryk end selve søen. Den kunne mest kun svagt anes langt borte. Der er fx jættestuer. Den mest imponerende ved Ølstykke, Stuehøj. To andre, Dødningerne, ligger ved Store Rørbæk.

Tæt på s-togsstationen Ølstykke ligger Stuehøj. En jættestue som ser ganske velbevaret ud. Man kan desværre ikke komme ind i den. Men der er en lille oplysende tavle hvor man kan få et indtryk af hvor stor den er.

De to små byer, Store Rørbæk (der ikke er særlig stor) og Snostrup (der er endnu mindre, men har en kirke) er hurtigt overset. Jeg nedgraderer mine forventninger om at købe en smoothie i Store Rørbæk da der ikke er til at få øje på nogen forretninger. Alternativet til smoothien er nemlig - af alle steder i Danmark - at købe en jaguar i Jaguar House, jovist. Jeg gloede en omgang. Masser af dem oven i købet. Og i følge hjemmesiden har de ligget der i mere end 40 år!

Store Rørbæks gadekær (isbelagt) når man bogstavelig talt fra bar mark (bemærk hesten til venstre). Og fra bakken er der en pragtfuld udsigt over landskaberne.

For en gammel sønderjyde som Vandringsmanden med udsigt til Dybbøl Mølle på skolevejen, er Skinkelsø Mølle absolut et must. Den er stor, flot og fra 1891. Der er indrettet museum i selve møllegården, men det er nu lukket på denne kolde decemberdag. Forståeligt nok. Men udefra er møllen velbevaret og imponerende syn som den ligger der på en lille bakke.

Skenkelsø Mølle ligger på toppen af en bakke og kan ses på lang afstand når man nærmer sig ad Maglemosevej. Møllen er museum, men man skal træffe aftale med de ansatte for at kunne kom ind.

Kort sagt. Mit råd til Skenkelsø Sø-vandrere/løbere vil absolut være at holde sig til nordenden, planlægge en tur på de etablerede veje søndenom og bide i det sure æble og benytte landevejene på syd- og vestsiden af søen. Eller ikke forvente at kunne gå rundt om, men komme til søen hvor det nu er muligt på østsiden. Fx ved Engvej i Ølstykke.

Ålebæksrenden er ført meget smukt ind under jernbanen. Plankebroen inde i tunnellen ser dog ikke ud til at være brugt meget. Stien ved siden af (ikke på billedet) fører ifølge kortet til Skenkelsø, men endnu engang støder man på Adgang Forbudt-skilte. Det er privat vej, og slut forbudt! Det er jo lige så håbløst at diskutere med et skilt som en automatisk telefonsvarer. Så jeg tager den lange vej udenom.

Landskabet er smukt kuperet, og der er flere gode udsigtspunkter. Det ene er ved jernbanestien umiddelbart før søen. Et andet er bakken ved Store Rørbæk, syd for Bakkegården (1904). Skuffende er imidlertid udsigten fra Snostrup Kirke. Som også ligger på en bakke. Her er udsigten stort set kun en roemark.

Hvis man ikke ligefrem bor i Snostrup, men er besøgende, er den største attraktion måske nok kirken fra o. 1100. Eller hvis man (som jeg) er træt af middelalderkirker, udsigten fra denne. Her mod Skenkelsø Sø og Skenkelsø landsby i baggrunden. Bemærk ca. i midten af billedet hullet hvorigennem Ålebæksrenden er ført under jernbanen.

Med knap 4 timer som fodtusse, og i hvert fald 14 km i luftlinje (sikkert mere med alle svinkeærinderne) er dette så absolut Vandringsmanden største bedrift indtil videre, sådan rent talmæssigt. Oplevelsesmæssigt en noget blandet tur. Men vi er jo også i årets lysfattigste uge.

Forskellige interessante link om Skenkelsø Sø
Frederikssund Kommune.
Egedal Kommune.
Folder om søens historie.
Lokalavisen Frederikssund om indvielsen 13. august 2010.
Lokalavisen Egedal.
Kort over Skenkelsø Sø.
Photogallery.