Årets korteste dag

Når solen skinner på årets korteste dag, fornemmes den ikke så kort endda. Men det gælder selvfølgelig om at være fremme i vandrestøvlerne mens det stadig er lyst. Det er de flittige arbejdsfolk i Kagsmosen. De har gang i deres hul, og de er nået langt. Du kan jo sammenligne med fotoerne fra indslagene fra 16. september,  29. september og 8. november.

Hvad mon det hele skal gøre godt for? Jo, det skal være et bassin for at afhjælpe oversvømmelser, men det er stadig svært at forestille sig slutproduktet.

Vejret er koldt, temperaturen omkring frysepunktet. Stierne er næsten frosne, hvilket er en fordel fordi det så ikke føles som at gå rundt i en mose. Kagsmosen er frosset til stadigvæk, men det rindende vand i Kagsåen har forhindret frosten at gå i åen.

Kagsåen er meget vandrig for tiden. Afsmeltning, nedbør mv. har for en gangs skyld fået gang i strækningen langs Kagsmosen (som ligger på den anden side af stien). Den er til gengæld helt frossen stadigvæk.

De er svære at få øje på. Jeg er selv flere gange kørt forbi uden at bemærke nogen. Jo, jeg har da selv dem, rækkehusene. Men det er først efter at have undersøgt det, at jeg ved at der på vej ud mod Ejbybunkeren ligger noget byggeri af Arne Jacobsen (1902-71). Det ligger på begge sider af Tårnvej, ved tværveje som Fortvej.

Ud mod Vestvolden ligger den gule udgave af Arne Jacobsens rækkehuse. Men der ligger også nogle røde udgaver.

Arne Jacobsen er ellers mest er kendt for rigmandsvillaer i Whiskybæltet, Klampenborg, Ordrup, Charlottenlund, Hellerup og Gentofte. Men han tegnede altså rækkehusbebyggelsen Islev Vænge, 1949-52. Det er knap 200 rækkehuse, hver med egen have, ca. 80 kvadratmeter og rimelig husleje. Han har også tegnet kommunale bygninger i Rødovre.

Forfaldet er til at føle på ved Vestvolden. Betonen er forvitret, døren rusten. Slåen er simpelt hen rustet fast, og brombærgrenene rager ind over nedgangen. Salpeteren trækker hvide striber over døren. Jovist, der er nok til at gøde vinterdepressionen her. Helt Gothic!

På årets korteste dag kan man let forfalde til vinterdepression. I hvert fald er det mest forfaldet der lige denne dag spontant fanger min interesse. Og den lavtstående,  blege sol. Hvor jeg uvilkårligt kommer til at tænke: Nå, det var så hvad vi fik af sol for den 25-øre.

På et dødt træ har lav bredt sig over det hele. Jo, det er jo levende. Det ved vi godt. Og det er meget specielt. Smukt ser det ud. Men vemodigt minder det om et stort, stolt træs endeligt. Helt Gothic. endnu engang.

Det bedste ved denne dag er at nu går det kun fremad med længden af dagene. Vi skal så bare have overstået den periode på 1½-2 måneder hvor det bliver stadig lysere, men også stadig koldere.

Ret meget højere kommer solen ikke på denne årets korteste dag. Alligevel er det dejligt at den i det hele taget lader sig se. Vejrudsigten lover blæst, kulde, isslag og i det hele taget vintervejr af den værste skuffe hen over weekenden. Hvor det jo så er jul. Uha uha. Hvid jul, måske. Men hvilken jul.

Skenkelsø Sø

Skenkelsø Sø ved Ølstykke er (endnu) en af de søer som siden landboreformerne 1790'erne ad flere omgange indtil 1950'erne blev forsøgt afvandet og opdyrket som landbrugsjord. Oprindeligt var den ca. 65 hektar med en normaldybde på 3-4 meter. Stor nok til at lokalbefolkningen kunne fiske og jage i og ved søen. Men landbrugets interesser stod højst, og sidste forsøg på at tørlægge søen skete i 1950'erne med udgravningen af Ålebæksrenden.

Søens nordlige ende, syd for jernbanen, er åbenbart den bedst tilgængelige, selvom det første stykke af vejen går gennem mudder. Der er faktisk kun to brede traktorspor som angiver vejen. Det viser sig imidlertid at være langt bedre end længere sydpå. Her ophører stien nemlig brat i en majsmark. Fra stien er der en fin udsigt over søen og til Snostrup med kirketårnets formanende pegefinger ragende op.

Men intet lykkedes. Søen bed fra sig, og blev aldrig til landbrugsjord, højst til græsningsområder. I 1996 blev der udarbejdet et forslag til at genskabe søen, med tilhørende fredning. Efter mange bryderier begyndte genskabelsen i 2009. Helt genskabt bliver den dog ikke. Søen blev på 45 hektar (ca ½ km2). Et sommerhusområde i sydenden bliver inddæmmet.

Den nordlige ende af Skenkelsø Sø, syd for jernbanen, giver et meget godt indtryk af hvorfor det aldrig lykkedes at tæmme søen. Området er stadig helt moseagtigt og engagtig, selv stien er sine steder helt blød.

Lad det være sagt med det samme: Godt nok blev søen indviet for 2 år siden, men lodsejerne holder publikum væk fra søområderne. Hjemmesidernes oplysninger om at lodsejerne ved skiltning gør opmærksom på hvor andre gerne må gå, er ensbetydende med: Adgang forbudt. Det lykkedes i hvert fald ikke for Vandringsmanden at få øje på andet end adgang forbudtskilte. Det er måske godt for dyrelivet. Men ikke for håbefulde naturvandrere. Vestsiden af søen lykkedes det mig aldrig at komme inden for ½ kilometers afstand af.

Ok, senere finder jeg - for sent - ud af at denne stendynge også markerer slut på stien. Jeg noterer ellers områdets ro og fred. En enkelt hare, og lyden af mangfoldige fugle. Dyrelivet ser ud til at trives, og fuglekendere vil sikkert kunne genkende adskillige sjældne fugle.

Det betød også at den planlagte tur søen rundt kom til at ende med en kæmpebue søndenom gennem Ølstykke (Drosselvej-Søholmvej-Udlejrevej), Store Rørbæk (Store Rørbækvej) og Snostrup (Snostrupvej), og det i vidt omfang på asfalterede landeveje uden fortov med bilerne susende forbi

Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt. Og vejene bugter sig hele tiden, så der er smukke huse som dette at kigge på det meste af vejen. Her ved Søholmvej. Om det er gammelt eller ej, ved jeg ikke. Men idyllisk ser det ud.

Sine steder hvor Vandringsmanden prøvede at trodse stisystemet, endte det i majsmarker, ankeldybt mudder og private baghaver. Men vejret var fint, humøret højt, og det lykkedes at få en masse andre indtryk end selve søen. Den kunne mest kun svagt anes langt borte. Der er fx jættestuer. Den mest imponerende ved Ølstykke, Stuehøj. To andre, Dødningerne, ligger ved Store Rørbæk.

Tæt på s-togsstationen Ølstykke ligger Stuehøj. En jættestue som ser ganske velbevaret ud. Man kan desværre ikke komme ind i den. Men der er en lille oplysende tavle hvor man kan få et indtryk af hvor stor den er.

De to små byer, Store Rørbæk (der ikke er særlig stor) og Snostrup (der er endnu mindre, men har en kirke) er hurtigt overset. Jeg nedgraderer mine forventninger om at købe en smoothie i Store Rørbæk da der ikke er til at få øje på nogen forretninger. Alternativet til smoothien er nemlig - af alle steder i Danmark - at købe en jaguar i Jaguar House, jovist. Jeg gloede en omgang. Masser af dem oven i købet. Og i følge hjemmesiden har de ligget der i mere end 40 år!

Store Rørbæks gadekær (isbelagt) når man bogstavelig talt fra bar mark (bemærk hesten til venstre). Og fra bakken er der en pragtfuld udsigt over landskaberne.

For en gammel sønderjyde som Vandringsmanden med udsigt til Dybbøl Mølle på skolevejen, er Skinkelsø Mølle absolut et must. Den er stor, flot og fra 1891. Der er indrettet museum i selve møllegården, men det er nu lukket på denne kolde decemberdag. Forståeligt nok. Men udefra er møllen velbevaret og imponerende syn som den ligger der på en lille bakke.

Skenkelsø Mølle ligger på toppen af en bakke og kan ses på lang afstand når man nærmer sig ad Maglemosevej. Møllen er museum, men man skal træffe aftale med de ansatte for at kunne kom ind.

Kort sagt. Mit råd til Skenkelsø Sø-vandrere/løbere vil absolut være at holde sig til nordenden, planlægge en tur på de etablerede veje søndenom og bide i det sure æble og benytte landevejene på syd- og vestsiden af søen. Eller ikke forvente at kunne gå rundt om, men komme til søen hvor det nu er muligt på østsiden. Fx ved Engvej i Ølstykke.

Ålebæksrenden er ført meget smukt ind under jernbanen. Plankebroen inde i tunnellen ser dog ikke ud til at være brugt meget. Stien ved siden af (ikke på billedet) fører ifølge kortet til Skenkelsø, men endnu engang støder man på Adgang Forbudt-skilte. Det er privat vej, og slut forbudt! Det er jo lige så håbløst at diskutere med et skilt som en automatisk telefonsvarer. Så jeg tager den lange vej udenom.

Landskabet er smukt kuperet, og der er flere gode udsigtspunkter. Det ene er ved jernbanestien umiddelbart før søen. Et andet er bakken ved Store Rørbæk, syd for Bakkegården (1904). Skuffende er imidlertid udsigten fra Snostrup Kirke. Som også ligger på en bakke. Her er udsigten stort set kun en roemark.

Hvis man ikke ligefrem bor i Snostrup, men er besøgende, er den største attraktion måske nok kirken fra o. 1100. Eller hvis man (som jeg) er træt af middelalderkirker, udsigten fra denne. Her mod Skenkelsø Sø og Skenkelsø landsby i baggrunden. Bemærk ca. i midten af billedet hullet hvorigennem Ålebæksrenden er ført under jernbanen.

Med knap 4 timer som fodtusse, og i hvert fald 14 km i luftlinje (sikkert mere med alle svinkeærinderne) er dette så absolut Vandringsmanden største bedrift indtil videre, sådan rent talmæssigt. Oplevelsesmæssigt en noget blandet tur. Men vi er jo også i årets lysfattigste uge.

Forskellige interessante link om Skenkelsø Sø
Frederikssund Kommune.
Egedal Kommune.
Folder om søens historie.
Lokalavisen Frederikssund om indvielsen 13. august 2010.
Lokalavisen Egedal.
Kort over Skenkelsø Sø.
Photogallery.

Brønshøj for 100 år siden

Ved århundredskiftet 1900 var København groft sagt vokset ud til brokvartererne og Nørrebro Station (Lygten). Gik man videre ud af landevejen (Frederikssundsvej) var man på landet, bortset fra lidt spredte bebyggelser som fx Brandstationen og Apoteket (begge opført omkring 1907). Indtil man kom ud til Utterslev, Brønshøj, Husum og Herlev landsbyer. Der alle bestod af en halv snes gårde.

Nogenlunde sådan må Brønshøj have taget sig ud for omkring 100 år siden (bortset fra bilerne): Billedet er taget fra Håbets Alle. Til højre kan lige skimtes de hvide dobbelthuse nr. 11-17. Frederikssundsvej gennemskærer billedet i lavningen før det gule hus og bag det byggeforeningshusene langs Enigheds Alle.

Så begyndte der at ske noget: Umidddelbart før Brønshøj begyndte det at blive bebygget og veje anlagt: Før århundredskiftet 1900 Håbets Allé og Arnesvej mod syd, Enigheds Allé og Risvangen mod nord. Og infrastruktur: Veje, kloakering, belysning, sporvogn.

Samme billede, men set fra Enighedens side. Det store røde hus markerer indgangen til Håbets Alle. Mens de små dobbelthuse skulle huse trængende arbejdere fra brokvartererne, var det mest håndværkere som boede på den anden side af  Frederikssundsvej. I dag er ingen af boligerne til at købe for trængende personer, priserne er skyhøje.

Vejene blev anlagt før de blev navngivet efter 1908. De første huse blev opført og beboet af håndværkere som øjnede beskæftigelse. Det bærer de også præg af. De der er tilbage. Her havde de også deres værksteder.

Det ser ikke ud til at skillelinien mellem de finere og de fattige var helt så entydig i 1901 hvor disse to dobbelthuse (Håbets Alle 11-17) stammer fra. Men ellers synes jeg at der er ret stor forskel på boligerne.

Arnesvej og Håbets Alle er stadig villakvarterer med pænt store huse, dog ikke i Standvejsklassen. Der er adgang til grønne områder som fx Degnemosen. Det er meget svært at fornemme det landlige. Men for hundrede år siden lå vejen altså ude i den fri natur, dvs. blandt marker, korn og køer.

 I modsætning til de små arbejderboliger ser der ud til at være anderledes Lebensraum i de boliger som håndværkerne opførte. Der er både en første sal og plads til krummelurer og figurer på facaden.

I 1906 blev Villa Blidahl og Villa Lindholm opført et pænt stykke væk fra landevejen ned mod Degnemosen. Brønshøjholms Alle og Degnemose Allé var også godt med. Dette område må have været mere naturskønt. Det ligger lidt højere end det omgivende kvarter.

Længere nede af Håbets Alle, godt væk fra landevejen, ligger denne røde villa, Villa Blidahl, Sammen med Villa Lindholm og andre blev de opført 1906, i behørig afstand fra arbejderboligerne på den anden side af Frederikssundsvej.

På den anden side af Frederikssundsvej var der også gang i byggeriet. Byggeforeningen Enigheden opførte 50 dobbelthuse. Og pludselig vrimlede det med børn i området. Skolen fra 1901 havde 200 børn og 3 lærere, men allerede i 1924 måtte der opføres en ny skole med 36 klasseværelser.

Et typisk vy af boligerne i Enigheden, omkring Enigheds Alle og Risvangen. Husene er små og haverne ikke ligefrem parker. Men for arbejdere der flyttede ud fra det tætbefolkede Nørrebro må dette have været et paradis at komme ud til.

I perioden 1900-1925 blev der anlagt over 100 nye veje i området. Resten er historie: De næste årtier eksploderede Brønshøj til det den er i dag. Fra årtusindskiftet til 2. verdenskrig voksede befolkningen her i området fra 2.000 til 42.000.

Brønshøj blev hurtigt så befolket at den fik sin egen telefoncentral: Bella. Den lå her, i Håbets Alle nr. 4. Over døren kan man stadig se KTAS (Københavns Telefon A/S) og nedenunder: Bella. Om de to lamper på begge sider af døren stammer fra den tid, ved jeg ikke. Men de ser meget originale ud.

Der skulle altså gå 250 år fra svenskerne forlod Carlsstad til nogen igen flyttede massivt herud. Carlstad er totalt forsvundet. Og i modsætning til svenskerne blev de altså boende 'derude'. Og deres boliger var langt mere resistente over for tidens tand end svenskernes. Selv nu 100 år efter.

Området er også i dag præget af de pænt store huse som her på Degnemose Alle. Villaer er måske så meget sagt. Disse er dog af nyere dato. Området er meget kuperet og visse steder er der pæne udsigter og Degnemosen.

For bibliotekarer knytter der sig en særlig historie til Frederikssundsvej  133. Her lå Villa Augusta (1894). I den befandt sig en bogsamling på formentlig 50.000 bind, Maximillian Bruhns bogsamling. Villaen blev revet ned i min tid. Så vidt jeg husker ved årtusindskiftet. Den så forfærdelig ud, vi snakkede tit om at det hus dog skulle rives ned. Men vi vidste altså heller intet om dens glorværdige fortid. 

Link
Haabets Alle.
Jubilæumshæfte for Enigheden. Med et væld af gamle billeder og oplysninger.
De fleste af oplysninger er hentet fra museumsleder Lars Cramer-Pedersen.