Ejby

På gamle kort fra Kort- og Matrikelstyrelsen hedder Ejby Egby. For bare 150 år siden var Egby en mindre landsby eller bebyggelse som lå mellem de lige så mindre landsbyer Skovlunde, Hvissinge og Husum. Hvis jeg dengang boede i Husum Landsby, ville det have været en lille gåtur på omkring 5 kilometer over marker, mose og overdrev. Skovlunde, Hvissinge og Husum landsbyer er for længst blevet jævnet med jorden. Kun gadekær markerer hvor de lå.

Hvis man kommer fra Ejbymosevej fra nord, markerer denne gangbro en slags byport til Ejby. De gule huse er alle af nyere dato, og med held har man altså formået at genskabe en slags gammel landsby byggestil. Bag de gule huse ligger så området hvor Ejby har ligget de sidste 1.000 år.

Anderledes med Ejby. Og det er nogle af beboerne så stolte (?) over at de har lavet en hjemmeside om gamle og nye dage. Af de sort-hvide billeder synes jeg at det fremgår at det har været hårde tider for de Ejby-bønder. Der ser barsk ud. Selv om børnene bader i gadekæret.

Gadekæret som det fremstår denne kolde novemberformiddag. Der er ingen børn der bader denne råkolde novemberdag. Og faktisk ser det heller ikke ud til at nogen har gjort det i årevis. Jeg er usikker på om den røde bygning i baggrunden er en af de gamle gårde. Det ser umiddelbart ikke sådan ud, og af de gamle billeder ser det heller ikke ud til at den lå der i gamle dage. Men byggestilen ligner da i hvert fald.

Om Ejby hedder det i Wikipedia:

... grundlagt i vikingetiden omkring år 900. Kilder fra 1600-tallet viser, at der i området har været drevet svedjebrug, og at jorden i området generelt var frugtbar landbrugsjord. I begyndelsen af 1600-tallet var Ejby sæde for tinghuset for Smørum Herred... folketælling i 1787 ... 145 indbyggere ... ved udskiftningen i 1794 ... 15 gårde og 12 husmandssteder.

Torvevej søndenom gadekæret (der lige kan anes til venstre i billedet). Til højre Ejby Udlodsvej. Bag den hvide bygning bagest lå den gamle smedje, der har givet navn til vejen, Ejby Smedevej.

I dag ser der hyggeligt ud omkring gadekæret. Byen (hvis jeg må have lov til at kalde den det) er pæn og nydeligt. Måske ikke lige frem et frilandsmuseum. Men man har dog bevaret noget af det gamle landsbypræg med små huse, vejføringen og dele af enkelte af gårdene ser ud til at være af ældre dato.

Denne idylliske stråtækte bygning ligger ved gadekærets østlige ende. Det ligner stuebygningen på en gammel gård. Men den er svær at lokalisere på de gamle billeder.

De dele man har bevaret ser ud til at være stuehusene, så man må tænke sig til eventuelle lader,stalde og lignende. Ifølge KMS' kort fra 1842-1899 skulle der have ligget omkring 10 gårde, en del mindre huse og en smedje.

Jansgård, står der på denne trelængede bygning, som uvægerligt ligner en ældre gård. Men som så meget andet i Ejby er jeg i tvivl om alderen. Er det den rene vare vi ser her? Eller er det efterligninger af forne tiders byggestil?

Mod nordøst slynger en rigtig smøge sig op på en lille bakke, med en rødmalet gård på toppen, Jansgård. Hvis der ikke havde været så koldt, kan man sætte sig ved gadekæret, eventuelt forsynet fra den lokale købmand, og drømme sig tilbage til dengang livet på landet var hårdt, fotoerne i sort-hvid og lugten af komøg gennemtrængende.

Damhus Å og Islevbro Vandværk

Jeg er ikke helt klar over hvornår Harrestrup Å bliver til Damhusåen. I grunden er det vel også lige meget. På kraks Kort ser det ud som om at skillelinjen går ved Vestvolden ved Islevhusvej. Som bekendt (og nævnt i et tidligere indslag fra 16. september) løber Voldgravens vand flere meter over Harrestrup Å. Man kan se åen forsvinde ind under Vestvolden. Og umiddelbart ovenover kan man se overløbet, hvor vand fra volden kan falde ned i Harrestrup Å (eller Damhusåen).

Her er overløbet set fra Islevhusvejsiden. på den anden side af voldgraven og bag stien dukker Harrestrup Å så frem. I dag er der meget vand i voldgraven. Andre gange er vandstanden langt under gitteret i overløbet.

På den anden side af volden, på Islevhusvejsiden, er der vist nok en nedgang til åen. Men den er lukket. Det kunne ellers være uhyggeligt spændende at prøve at følge åen under volden.

 Dette lille afskærmningsanlæg ved Islevhusvej er ret usædvanligt af et voldanlæg at være. Men bemærk metalpladerne. De kan fjernes, og der er påtrykt teksten "Ned" på den til højre. Kigger man ned gennem hullet i jernpladen, er der totalt sort. Man kan heller ikke høre lyden af vand. Men jeg er ret sikker på, at det må være nedgangen til den undervoldske kanal til åen.

Så dukker åen igen frem bag volden. Her holder Islevbro Vandværk til. Så der er adgang forbudt. Værket er opført 1918-23, altså i de år hvor Vestvolden var ved at blive nedlagt. Dengang tog man åbenbart opførelse af vandværker meget alvorligt. Arkitekten bag var Andreas Fussing, med en glorværdig karriere bag sig, bl.a. som tegner hos Rådhusets arkitekt, Nyrop.

Islevbro Vandværk set fra Islevhusvej. I det kratagtige område i forgrunden løber åen. Kilder er uenige om åen nu hedder Damhusåen, eller stadigvæk Harrestrup Å. Vi kan vist være ligeglade. Bare vi ved hvad der er tale om.

Bygningen er med i en rapport fra Kulturarvstyrelsen. Denne rapport er interessant da den også giver et kort rids over Københavns Vandforsynings historie. Islevbro Vandværk er dog ikke blevet anbefalet som fredningsværdigt. Men vandværket forsyner stadig byen med vand, så vis respekt! Det er snart 100 år gammelt, og still going strong.

 "Velkommen i det fri", fortæller parkskiltene overalt på ruten ned mod Damhusengen. Jo tak, kvitterer vi så.  Damhusengen ligger flad og mægtig. Det må være et af Danmarks største områder med boldbaner.

Åen ned til Damhussøen fortæller om at byen her for alvor har fortrængt vildskaben. Om der kan være tale om noget sådant. Det er mistænkeligt, når kommunerne sætter skilte op med "Velkommen i det fri". Piletræerne nægter at anerkende at det er blevet efterår. Som de eneste fastholder de grønne farver. Selv lærketræerne har givet op og giver nogle fine 'soave' farver.

Flotte ser de ud, som de står der med pragtfulde efterårsfarver. De grønne piletræer virker i den sammenhæng nærmest lidt malplacerede. Har de da slet ikke fundet ud af at det snart er vinter?

Når bladene falder, er det heller ikke så nemt for dyr og fugle at gemme sig. De der er tilbage.

Højt på en gren en krage sad. Men det kan den altså bare ikke på den flade Damhuseng, så derfor har denne taget til takke med ryglænet på en bænk. Dybt fortørnet over at blive afbrudt i dens snagen i den nærliggende papirkurv.

Denne fredag er aktiviteten i Krogebjergparken begrænset. I bysammenhæng betyder 'park' et græsbegroet område med spredte træer eller grupper af træer. Og denne park lever fuldt om til den definition. Naturparker er noget ganske andet.

Det vil ikke fotograferes, dette egern. Det render hele tiden om på den modsatte side af grenen, for at skjule sig. Jeg når dog lige at snuppe dette foto, inden det igen er væk.

Harrestrup

Harrestrup er den landsby som har lagt navn til Harrestrup Å. Åen løber nu ikke gennem landsbyen. Det gør til gengæld et andet vandløb, Bymose Rende. Jeg 'skyder genvej' gennem Skovlunde Naturpark. Den skulle skære en kilometer af udturen. For der er langt derud. Længere end noget jeg har vandret før, omkring 7 kilometer. Denne gang går jeg gennem nyttehaverne.

Dette er en af undtagelserne. Nyttehaven her ser grøn og frodig ud. Kål strutter af vitaminer til den strenge vinter. Men det er bestemt ikke karakteristisk for de mange andre. Nogle er helt overbegroede. Andre er tømt for grøntsager.

De ligger umiddelbart før Smedebæk Bro. Området efter broen er præget af mange sommerbyer, kolonihaver og andet fritidshusbyggeri. Men langs såvel Bymose Rende som Harrestrup Å er der ryddet arealer, hvor der er græs, grusstier eller endog veje. Med jævne mellemrum er der broer. Umiddelbart efter Smedebæk Bro løber Renden sammen med Åen i noget der tager tilløb til at være et vandfald.

Bymose Rende kan lige skimtes til venstre ved træet. Den løber her ud i Harrestrup Å. Stedet er åbenbart brugt af gyngeinteresserede. I dag er der dog kun hundeejere.

Åen fortsætter nordpå. Det er en lidt længere tur, så jeg fortsætter i stedet for langs Renden for at besøge landsbyen Harrestrup.

Her er Niagara vandfaldet set fra den anden side. Renden løber ind i åen til venstre ved knækket.

Renden forsvinder til tider bag høje siv. Men på den første del af strækningen er den synlig. Her er der også indrettet rastepladser a la Fælledparken. Uden særlig mange besøgende, forstås. Flere steder græsser der heste. Harrestrup er ikke særlig stor, og hvis man ikke falder i staver, kan man hurtigt overskue den på 5-10 minutter. Ingen forretninger i syne.

Måske mødtes han og hun ved landsbyens gadekær, men det var vist i gamle dage. Det ser idyllisk ud. Landevejen slår en bugt, hvor Harrestrup ligger nok så smukt. Og de obligatoriske stråtæktshuse er der også (der er nu tegl under).

Efteråret er ved at klinge af. Det er vist ved at være sidste chance for at se efterårsløvet hænge på træerne.

Farverne på træerne er faretruende brune her ved Vestforbrænding. Så det er sidste chance, hvis du skal nå at opleve dem.

På vej tilbage langs Åen møder jeg hvad jeg altid har opfattet som et tegn på vinter: Silkehaler. Eller rettere, en silkehale. Så måske gør den ingen vinter.

Silkehale ved Vestforbrænding.