Albertslund: Risby, Herstederne.

Kyndelmissetur. Og der var da også lidt frost i jorden. Dagens rute gik til de bittesmå områder i Albertslund Kommune der er bevaret fra hedebotiden: Små landsbyer m.m.

Albertslund er mest lavt byggeri fra sidste halvdel af forrige århundrede og masser af industri. Men også ganske godt bevarede landsbyer fra dengang det hele var hede. Det vil sige, det var det jo i ordets egentlig forstand ikke. Navnet hentyder til en tid for tusind år tilbage hvor egnen ikke længere havde mere skov, mens det meste af Danmark var skovklædt. Så man skal altså rigtig, rigtig langt tilbage i tiden, århundreder før 1800 hvor resten af Danmark i mellemtiden havde fulgt Hedeboegnens eksempel og fældet næsten al skov, så der nu næsten ikke længere var nogen skov tilbage i Danmark. En katastrofe for skibsindustrien som jo dengang fortrinsvis var afhængigt af træ til træsejlskibene.

Birkelundgård. Nu kulturhus. Arkitekttegnet af Ivar Bentsen 1916.

Et af de første steder der stammer fra før urbaniseringen, er proprietærgården Birkelundgaard. Oprindelig lå den i Herstedvester Landsby indtil 1916. Så blev  udflyttet hertil, tæt på Albertslund Station. Den lå tæt på Tune-stillingen, og under Den Store Krig (1914-1918) var der på den som så mange andre gårde indkvarteret soldater fra sikringsstyrken. De kokkererede i laden efter tidens skik over åben ild. Nogen som inspirerede nogle drenge på gården. De gjorde det samme, og kort efter var gården lagt i aske. Ejeren var godt brandforsikret, og resultatet er det som nu er kulturhus. Oven i købet arkitekttegnet, af Ivar Bentsen. (1876-1943). Han excellerede i Bedre Byggeskik, nyklassicisme og sågar senere funktionalisme. Dengang var han nu ikke særlig kendt, men det blev han senere. Og kendere vil også kunne identificere forskellige arkitektoniske finesser ved bygningerne. Både form og materialer. 

Herstedvester. Kirken med de i bogstaveligste forstand maleriske bygninger foran sig. Bag kirken er den moderne kirkegård med birketræer.

Fotoerne er fra de mere idylliske steder, og før læseren nu skulle forledes det at forestille sig landlige idyller, så vil jeg gerne lægge lidt lyd på. For Vestegnen er gennemskåret af brede motorveje, hvis buldrende lyd høres i flere kilometers afstand, hvis de da ikke overdøves af de større veje som Roskildevejen og andre. Og det kan være meget svært at drømme sig tilbage til hine tider hvor bygningerne opfyldte den funktion de var konstrueret til, da der holder biler alle vegne.

Det skæve hus i Herstedvester. Nu præstekontor.

Såvel i Herstedvester som -øster der der bevaret enkelte bindingsværkshuse og. Bedst måske i -vester ved kirken. Men ellers præges de to steder af huse fra forrige århundrede og nyere. Det er ikke desto mindre nok det bedste bud på et landsbymiljø så tæt på København. Og i modsætning til de landsbyer man støder på langt ude på landet, så er der forretningsliv og også levende liv i gaderne.  

Risbystudierne ved Ledøjevej, Risby.

Lidt syd for Risby støder man på en lokation hvor talrige danske film er optaget siden 1960: Risbystudierne, Nordisk Films filmstudier. Det ser næsten helt Morten Korchsk ud med græssende heste i forgrunden, var det ikke for de høje lader - glimrende egnet til filmoptagelser - i baggrunden. Faktisk kunne man godt blive forledt til at tro at det er en rideskole. De 17 tønder land der hører til gården, er bortforpagtet. Dem ville filminstruktørerne trods alt ikke tage sig af. Her har Ebbe Rode og Osvald Helmut vandret rundt mens de indspillede Harry og kammertjeneren (1961). Dirch Passer. Og skuespillerne i Far til Fire sammen med Ole Søltoft da han indspillede sexfilm i min grønne ungdom. Og mange andre. Nordisk Film overtog stedet i 1982. Fra Kampen om den røde ko til Dansen med Regitze, Fra Jydekompagniet til Krummerne. Meget passende er også tv-serien Landsbyen (og Bryggeren, Strisser på Samsø og Forsvar) optaget her.

Vestskoven

Vestskoven. Vandhuller, åbne græsningsarealer afveksler med skoven i baggrunden.

Området har/havde noget af den bedste landbrugsjord i hele Danmark. Som nævnt før har det siden stenalderen været opdyrket, og skovløst i flere tusinde år. I 1930'erne mente nogle imidlertid at det så lidt trist ud, og planer om en skov mellem Roskildevej og Frederikssundvejen begyndte at fremkomme. Landbrugskrisen og en verdenskrig kom i vejen for planerne. Efter krigen flyttede mange mennesker vestpå. Og de savnede et rekreativt område. 

Vestskoven. Nå ja, der er ikke kun skov. Tænk at der på Kyndelmisse kan gå fæ udenfor og græsse. Faktisk er 40 % af området stadig som det har været i de årtusinder efter at man i stenalderen fik fældet al skov i området.

I 1967 bevilgede Folketinget 16 millioner kroner til de første 433 hektar, opkøb af gårde, gartnerier m.m. Siden er der plantet over 3 millioner træer. Mest eg og bøg. Vestskoven er et lysende eksempel på at man ikke bare planter en skov og så er det retableret efter få årtier. Nu et halvt århundrede efter er der stadig 40% tilbage af det gamle landbrugsland med enge, sletter og overdrev.

Vestskoven. En af de typiske stier/veje gennem den del af Vestskoven som reelt også er skov (altså sådan et sted med træer).

Herstedhøje (af folkeviddet benævnt ”Dansktoppen”) er en kunstig høj bestående af 600.000 vognlæs udgravningsjord fra 1960'ernes mange nye bebyggelser i Københavns vestegn og murbrokker fra saneringer i Storkøbenhavn. Højen var med de oprindelige planer for Vestskoven. Men noget anderledes end den blev. Jo, den fik bløde, naturlige former beklædt med græs, der blev afgræsset af får og geder. Og ideen fik som alt nyt kritiske røster frem i pressen. 

Udsigt mod Herstedøster (sydøst) fra Herstedhøjes højeste punkt.

Men nu ligger de der altså, som et "skaldet bjerg" midt i Vestskoven. 67 m over havets overflade, og 35-45 m over det omkringliggende terræn. Det hele startede i 1968. Ca. 3.000.000 m³ jord, murbrokker og betonklodser senere kan man nu indtage en kop kaffe og kigge på naturting i naturcentret ved højenes fødder. .

Ruten:

Albertslund Station. Damgårdsvej. Risbystien. Risby. Langkærvej. Tjørnevej. Herstedhøje. Herstedøster. Albertslund Station. I alt omkring 18 kilometer.

Forår?!

Efter en våd, blæsende og kold marts er det næsten ikke til at tro at det er forår. En forsigtig vandring viste dog at det er det - så længe det varer

Lille og Store Vejleå er efterhånden kendt terræn. Så weekendens tur var egentlig bare sat sammen således at den skulle bevæge sig på stier og landeveje som jeg endnu ikke har betrådt. Og så ellers bare nyde solen og varmen.

Udsigt fra Rævebakken. Dønnergård Bagved Køge Bugt Motorvejen oog det åbne landskab mod Strøby Huse og Kildebrønde Landsby.

Godt en kilometer stik nord for Greve station ligger der et bakkedrag, Rævebakken. Jeg har ikke kunnet finde ud af om det er naturlige bakker, men de minder umiskendelig om de affaldsbjerge som også findes i Vestskoven og ved Ejby. Altså anlagt over årtiers bygge- og husholdningsaffald og dernæst dækket af jord. Nu er de groet godt til. Udsigten er ikke overvældende flot. Det bedste kik er mod nordvest.

Jeg passerede Ringsted-Københavnbanen flere gange. Her er det ved Bag Kirken, lidt sydøst for Kildebrønde.

Grænseområdet mellem by- og landområder er skarpt trukket af Køge Bugt Motorvejen der nu er ved at få følgeskab af København-Ringstedbanen. Endnu kører der ikke tog på skinnerne så man kan stadig passere. Men jeg går ud fra at når togene engang kommer susende forbi med over 200 km/t ved det hele være indhegnet. Der er dog etableret broer eller viadukter over eller under banen.

Kappelev Landevej set fra markerne lidt nord for Kildebrønde. Området er gammelt landbrugsland.

Jeg har efterhånden besøgt de fleste landsbyer vest for motorvejen og jernbanen - og i dag endnu en, nemlig Kildebrønde. Det er muligvis meget hyggeligt at bo i Kildebrønde og for vandringsfolket er der da også en ganske nydelig kirke og gammel skole (lige overfor) at kigge på. Kirkens ældste dele er af frådsten, de yngre af munkesten og den er ikke blevet pudset over. Skolen er fra 1860 og lukkede i 1954. Herefter blev den indtil 1981 brugt til genhusning. Siden har den været brugt som menighedsgård.

Udsigt fra Ishøjen mod Issøen. Som Rævebakken er der udsigt over boligkvarterer næsten hele vejen rundt. Og motorvejen.

Eftersom jeg har været gennem Ishøj Landsby adskillige gange, tog jeg turen gennem haveforeningsområdet syd for. Og jeg skal da love for at det er fornemt af et haveforeningsområde at være. Det ligner nærmest noget helårsbebyggelse. Øst for kan man tage Ishøjstien. En fortrinlig vandresti uden de store oplevelser, med mindre man er interesseret i industrikvarter og motorvej. Ishøj har også sit eget "Rævebakken", Ishøjen og en tilhørende sø, Issøen. Igen kan man blive i tvivl om det er en naturlig bakke eller et affaldsbjerg. Nok det sidste.

Tranegilde er altid god for motiver. Her fra den forsvundne kirkehøj.

Ca en kilometer nordøst for Ishøjen ligger et lidt specielt boligkvarter omkring en lille dam, med gadenavne som Spindestræde, Tværstræde og Murergården. Så sandelig om der ikke også ligger en Elite Købmand midt i det hele. Hensigten har formentlig været at skabe noget landsbylignende omkring et gadekær. Igen er det svært at se om det er lykkes. Der stå kun en enlig fisker. Det hele er åbenlyst bygget af beton i en ubestemmelig grågul nuance. Min kollega Sune har begået en meget præcis og informativ artikel om stedet.

Vi kan ikke få for meget Tranegilde i sådan et flot vejr

Befolkningstætheden er betydelig højere end i Tranegilde som ligger spejlvendt af motorvejen. Størrelsesmæssigt er de lige store. Her er som bekendt masser af historie som man dog skal have stor fantasi for at forestille sig.

Den blev vist lidt irriteret på at jeg blev ved med at insistere på at tage et foto. I hvert fald gik der ikke mange sekunder før den lettede.

Jeg slog lige et smut forbi Store Vejleå for at se hvordan det var gået siden oversvømmelserne i september 2017. Det var som bekendt i den anledning at jeg var i TV Lorry, efter at have tippet dem om naturfænomenet. Nu var der så blevet tørt, kun et enkelt sted annoncerede Ishøj Kommune med at de var i gang med at rense åen op.

Så blev foråret formentlig indledt. Og længere vandreture til mere eksotiske steder forhåbentlig mulig.

Vestskoven Rundt

Det er et par år siden jeg sidst var i Vestskoven. Der er sket en del siden dengang

Store Vejleå-dal er efter min mening et af de smukkeste områder i Vestskoven. Der er fredfyldt og meget varieret. Her set fra Risby Mosevej mod åen (vest)

Denne blog har flere gange været på tur til denne skov på Vestegnen. Her beskæftigede jeg mig også med sevædighederne og skovens historie, så interesserede læsere henvises til de indslag. Denne gang havde jeg sat mig for at gå rundt om skoven: Fra Ejby Bunkeren, langs sydsiden til Kroppedal og så tilbage langs nordsiden. Som det vil fremgå, kom det ikke til at gå helt regelret for sig. Vestskoven er et område hvor der er foregået en masse gennem tiderne, siden vikingetiden. Men alt dette er væk. Også det landbrug som foregik gennem århundreder er der kun få spor tilbage af. Til gengæld har den moderne tid skrevet historie her.

Dette er hvad man har valgt at bringe af den fortid som man ved festlige lejligheder ynder at være stolte af. Hvad markeringerne står for, må man læse på informationsstanderen i forgrunden.

Når man færdes i Vestskoven, kan man vælge at opfatte den som historien om bilismens sejr over landbrug og natur. Historien om hvordan drømmen om den landlige idyl i form af nemme adgange med bil til disse - netop spolerede den selvsamme. Beretningen om hvordan man i det 21. århundrede forsøgte at redde hvad reddes kan. Og forhåbentligt vil de kommende generationer sætte pris på det. Det er en måde at anskue Vestskoven på. Man kan også se den som en agilitybane for storbymennesket, for fritidsinteresser som hesteridning, cykelridning, hundeluftning, snobrødsture og hvad der ellers hører til.

Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men dette her er Vestskoven, tro det eller ej. Set fra Nordre Ringvej mod nord - Herlev Sygehus rager op i baggrunden. Til venstre, udenfor billedet ligger Pæreplantagen, og til højre Oxbjerget. "Hvor skoven dog er frisk og stor, dyt dyt dyt dyt fallera".

Rundturen gav mig det indtryk at Vestskoven består af lapper. Snittet af tre Motorveje (Motorringen, Motorring 3 og Frederikssundmotorvejen), en næsten lige så stærkt befærdet Nordre Ringvej samt tre mindre, men stadig stærkt trafikerede gennemfartsvej: Ledøjevej, Herstedøstervej og Oxbjergvej. Det er ikke alene selve arealet, men også lydniveauet som præger skoven, fra stærkt larmende til en lyd der svarer til en kraftigt kørende emhætte. Vestskoven består af 5 større lapper: Fra øst mod vest: Oxbjerg-Hvissingelappen, Stenslettelappen, Herstedhøjelappen, Risbylappen og Kroppedallappen. Men hver af disse kan yderligere inddeles i nogle mindre lapper.

Hvissingesten (det er den i baggrunden). Som den har ligget siden istiden. 

Oxbjerg-Hvissingelappen

Dette er den mest støjende og mindst naturprægede lap. Det er blevet værre siden sidst jeg var der, da Frederiksundmotorvejen har taget en god bid af nordsiden. Man kan vel af den grund heller ikke indvende at næsten hele østenden er præget af den store rideskole. Her er der opvisning, ser det ud til, med musik og højttalere. Oxbjerget ligger her. Men jeg har været der før og går udenom for at spare kræfter til resten af turen. Hvissingestenen ligger også i dette område, hvis man er til den slags.

Pæreplantagen er stadig et særpræget området selvom den har fået skåret en ordentlig luns af med anlæggelsen af en tilkørselsvej til motorvejen. Pæretræer har en begrænset levetid, og der ser ikke ud til at blive plantet nye. I mellemtiden er det historien om hvad der sker når en plantage bliver forladt og får lov til at gro.

Det falder også i øjnene at der her syd for har været et stort vikingeområde hvoraf der intet, absolut intet er tilbage. Hvis vi er stolte af vores historie og de ikoniske vikinger, så er det i hvert ikke noget som giver sig udslag i at vi respekterer deres efterladenskaber. Kun en informationstavle ved Skyttestien og nogle sten og pæle skal angive hvad der engang fandtes her. Måske passer billedet af vikingen som landmand ikke rigtig ind i forestillingerne om skibe, hjelme og store sejl.

Der er masser af landsbymotiver i Herstedøster. Her et af de mere diskrete ved Herstedøstergade.

Stenslettelappen

Denne lap er i virkeligheden blevet kraftigt beskåret mod syd til fordel for et stort industriområde. Mod syd kan man i stedet for at se levende træer købe træfældningsudstyr i Silvan og planker i trælasten. Derudover er der busser, Rivval og Next>. Mod nord er larmen fra Frederikssundmotorvejen dominerende, så hvis man er til fred og ro bør man vælge en sydlig rute. Her er også Pæreplantagen hvor får afgræsser området. Man er vist velkommen til at plukke pærerne hvis man kan få fat i dem. Enten ved at klatre op i de høje træer, medbringe en høj stige eller en lang frugtplukker. 

Stensøen og området omkring er et af de mere idylliske i Vestskoven. Og så er her også fredfyldt.

Landsbyen Herstedøster er absolut et besøg værd. Den ligger der, underligt afsides og oser stadig af gamle dage kombineret med nutiden. Der er også gang i byggeaktiviteten denne lørdag hvor håndværkernes radio er indstillet på en kanal hvor de så vidt jeg kan høre snakker et østeuropæisk sprog.

Herstedhøjlappen

I den sydlige del er man endelig nået tilstrækkeligt langt væk fra motorvejene til at kunne begynde at føle det som om man er i en "rigtig" skov. Her er nogle flotte områder omkring Stensø. Og lidt syd for den ved Gamle Landevej fortæller en informationstavle at her havde Smørum Herred  (nogenlunde svarende til nutidens Vestegnen) sit rettersted, en galge fra 1500-tallet til 1791. Jeg forsøger også at læse om de to henrettelser i hhv 1757 og 1765 på den stærkt beskadige tavle.

Vandrere bør undgå Vestskovvej der løber et par hundrede meter inde i skoven. Den er trafikeret og ikke rigtig nogen gode forhold. I stedet bør man gå udenfor skoven fx langs Gamle Landevej. Som for øvrigt er et af de få steder man stadig kan se vejforløbet af den gamle Roskildevej. Den nordlige del er vel det område i Vestskoven hvor motorvejene mest sætter deres præg. I forhold til for 10 år siden har skoven overtaget nogle af husene som lå her, bl.a. Harrestruphus og bygningerne ved Gartnervangen.

Heste græsser langs Risby Mosevej ned til Store Vejleå.

Kroppedallappen

Må siges at være Vestskovens kronjuvel-lap. Gennem området løber Store Vejleå og ådalen er ganske smuk. Fra Dyssekildevej er man ved at prøve at rekonstruere en vikingevej til Vikingelandsbyen i Risby. Men mens der gives milliarder ud på motorveje i Jylland, ser det ud til at være mere vanskeligt her. Man har været i gang siden 2010 og der er da også markeret en trampesti. Målet er at få lavet nogle forskellige typer af vikingeveje: sten/grus, stenbro, sveller, pælebro og hulvej. Men foreløbig er der dog kun græs og enkelte steder overgroede planker, det er tæt på Store Vejleå.

Kik fra Risby Mosevej mod Kroppedal. Store Vejleå løber gennem billedet ved trærækken.

Der er hele to åer på spil i dette område. Store Vejleå som man ikke rigtig kan se, men hvis ådal er meget naturskøn, og Risby Å som man godt kan se, og oven i købet også på nordsiden af denne lap gå langs med. Men som ikke ligner meget andet end en vandfyldt grøft. Uden nogen ådal.

Dyssekildevej, set mod nord. Langt ude ligger Dyssekilde. Store Vejleå forløber til højre uden for billedet, og stien mod Vikingelandsbyen i Risby går mod højre.
Kroppedal er et sted hvor man formoder at der har ligget en høvdingegård. Men heller ikke her er der bevaret noget. Museet har lukket, så jeg får ikke tjekket om der er noget derinde.

Tinghøjvej, lidt øst for Tinghøj der i øvrigt er groet helt til. Ikke at forveksle med de store affaldsbjerge der også ligger i området.

Risbylappen

Er som Kroppedallappen et fint naturområde mod syd, mens nordområdet nu har fået en larmende nabo, nemlig Frederiksundmotorvejens forlængelse. Jeg husker at lavede en tur hertil i februar i år, så jeg tager en sydligere rute. Den folder jeg har med er fra 2007, og der er fjernet adskillige huse siden da. Visse steder kan man stadig se gamle hække og tomter, men de er ved at gro til. Det gælder bl.a. Egehus og Damhus.

Københavns ubehagelige efterladenskaber

Advarsel: Vandringsløse Tidendes ubetinget mest kvalmende tur hidtil. Der vil forekomme detaljer som er uegnet til at læse under frokosten

Københavns indre by er bygget på et tre meter tykt lag af efterladenskaber fra de dyr og mennesker som levede inden for voldene indtil langt op i 1700-tallet. Udgravningerne ved Gammelstrand i 2014 fortæller at der er masser af organisk materiale, hestepærer, madaffald og andet. Efterladenskaber fra tusindvis af køer, høns og andre husdyr, samt ikke mindst mennesker. Desuden de forskellige forarbejdningssteder, fabrikker, affald fra slagtere, fiskeblødere, garvere.

For meget lort

Da befolkningstallet steg, var det ikke længere nok at kaste møget ud af vinduer eller døre, kirkegårdene og andre steder. Man måtte køre det væk. Høj som lav. Konge som tigger var påvirket af det, som det fremgår af tidsskriftet Politivennen (1798):

I den lille gade, der løber mellem de to palæer fra Frederikspladsen på Amalienborg til søen, er en fordybet grav, fuld af dynd og mudder. Heri står nedfældet en del pæle, der viser, at alt dette er levninger fra en gammel forfalden slamkiste, der nu ikke længere holdes hævd over... når den på visse årstider står fuld af dynd og dræk, kan søfolk og andre, hvis vej i mørke vinteraftner går forbi her, plumpe i og slå enten ribbenene eller hovedet itu på pælene, og derfor forblive liggende i den.

Indtil omkring 1750 lå dette område uden for selve byen. Fotoet er taget fra det som før den tid var strand og formentlig tæt på lossepladsen Luses Hul. Efter den tid begyndte området at blive bebygget og blev til Frederiksstaden. Hvortil også disse disse fire palæer og Marmorkirken hører. (Eget foto).

Amalienborg er bygget oven på Luses Hul, oprindeligt en del af stranden som var et yndet sted hvor folk smed deres affald. En slamkiste var en (lukket) beholder eller bassin, hvori faste stoffer i strømmende vand (spilde- og kloakvand) blev tilbageholdt og bundfældes. Hvis man læser Politivennen fra 1798 og frem er netop stanken fra efterladenskaberne et af de store ankepunkter. 100.000 mennesker boede der da i København. Og et helt erhverv var beskæftiget med at bortkøre stort og småt fra mennesker, hunde, grise, køer, høns og hvad folk ellers forsøgte at holde i husene.

Et lokum af de mere fornemme: Det ene af to i Rundetårn. Ifølge informationsfolderen kan Ludvig Holberg, Ole Rømer, H. C. Ørsted og H. C. Andersen have siddet her og måske fået sig en eftertænksom pibe tobak. Nikotin trænger i hvert fald gennem loftets kalk. Affaldet røg ned i en tilmuret latringrube, og stanken var uudholdelig på trods af at man åbnede vinduer og døre. Vandkyllende toilet fik tårnet først i 1902 og latringruben tømt for hele ni læs møg i 1921.

Natrenovationen stammede fra gårdenes gruber, hvorover latrinhusene lå. De blev kastet til og en ny gravet når de blev alt for ulidelige. Eller latrinen blev kørt til byens latrinkule på Amager, indtil 1779 inden for voldene bag Vor Frelsers kirke mellem det nuværende Sankt Annægade-Bådsmandsstræde-Prinsessegade. Kulen flød til tider over så indholdet strømmede ud i havnen. En ny kule fungerede 1779-1854 lige uden for Amagerport. Her blev det engang imellem tørret og solgt som gødning til landmændene.

Skidenstræde, eller siden 1818 Krystalgade. Nu som dengang skråner terrænnet næsten ikke. Man skal forestille sig et fortov på hver side, dernæst en 40 cm dyb rendesten på hver side og vejbanen belagt med marksten. Over renden var lagt rendebrætter så folk kunne krydse gaden. Ud fra alle husene var der anlagt render som regnen (i teorien) sørgede for at  skylle ned i havnen.

Særlig slemt stod det til i Krystalgade hvor bl.a. Københavns Hovedbibliotek ligger. Gaden hed indtil 1818 Skidenstræde. På kortet fra år 1800 kan man se over halvdelen af arealet syd for det nuværende Krystalgade bestod af haver. Vejen var opkaldt efter en åben rendesten som løb gennem hele gaden. Det gjorde der for så vidt i alle gader, men gaden har næsten ingen fald, så kloakken blev stående meget længe, og gaden blev oversvømmet med det. Herunder selvdøde dyr. Noget ironisk lå kemilaboratoriet her. Hvor bl.a. H. C. Ørsted huserede. Men Krystalgade var ikke det eneste sted. Fx var Tivoli og Rosenborg Have stærkt generet af latriner. Rosenborg have ikke alene fra mennesker, men også fra de kreaturer som slottets kommandant havde.

I Krystalgade løb spildevand ud i en åben 30 centimeter bred rende, som ledte regnvand og spildevand gennem gaderne fra både huse, fabrikker og slagterier. Man skal forestille sig at denne masse om vinteren kunne fryse til - og tø op om foråret. Hvorefter den så om sommeren tørrede ud og dannede en fast masse der ofte dannede propper når der endelig kom regn.

Ude til venstre anes Frelser Kirke på Christianshavn, og beboerne har nok engang imellem tænkt, frels os fra stanken. I hvert fald ifølge talrige klager i Politivennen. Bag Frelser Kirke lå en enorm latrinkule, senere dog flyttet udenfor Amagerport. Bag pakhuset til højre lå Luses Hul. Og havnen blev ligeledes brugt til at smide affald i. (Eget foto).

I baggårdene var der retirader: Et skur med et bræt med hul, hvor tis og lort dumpede ned og blev liggende. Om natten fyldte natmænd tis og lort fra kulen op i store spande, som de bar ud til de medbragte vogne. Herfra og også fra de senere indendørs lokummer spildte natmanden ofte på sin vej. I 1825 arbejdede 12 natførere, hver med fire heste, to vogne og tre karle med at overkomme opgaven. Lavets privilegier begyndte først at blive brudt 1849. En artikel fra Politivennen (nr. 373, 15. juni 1805, side 5895-5896) vidner om hvordan affaldet kom ud af byen, her fra Vesterport til Frederiksberg.

Udenfor Vesterport og lige til Frederiksberg møde man nuomstunder ofte ... spaniefarere med læs af den ækleste natur ...Vel ved man, at disse sager skal ud af staden...

De talrige brændevinsbrændere var særlig berygtet da de anvendte spildproduktet til at fodre køer med. Dem holdt de i stalde, ofte i 1. sals højde. Skribenten mener tillige, at det burde være forbudt

brændevinsbrændere, under navn af komøg udfører også menneskemøg, ved højlys dag. Disse læs ser og lugter man desværre alt for ofte her i København. For at dølge kontrabanden, er de tildækket med lidt tyndt oven på den flydende ækelhed svømmende foder. Langs den gade, hvor et sådant læs farer og spilder, er den ulideligste stank, .. Allerbedst var det at forbyde alt kohold inden voldene.

Koleraepidemien 1853 blev netop så voldsom pga svineriet, og bevirkede at man begyndte at anlægge lukkede kloakker til at lede spildevandet under jorden og give borgerne adgang til mere hygiejniske toiletforhold. Meget af det var eftertragtet af landmændene som brugte det som gødning på markerne. Men størstedelen af det havnede på pladser uden for byen. Christianshavns Fælled, Vester Fælled. Rådmandsmarken og Nørre Fælled. Lossepladserne var ikke ubeboede. Lige som i nutiden ulande boede her svin og folk der levede af affaldet.

Bygningsreglementet i 1856 skulle sætte en stopper for disse efter vore begreber helt forfærdende forhold. Men helt op til 1865 var der 510 latringruber i den indre bys gårde. De sidste forsvandt først i 1885. Herefter indførte man ordningen med skraldespande i gårdene som så blev afhentet automatisk, i stedet for at tyendet skulle lytte efter skraldemændenes skralder. Vandklosetter fandtes allerede før 1850 hos velhavende bedsteborgere. Men fra 1893 blev det tilladt de nordlige dele af København at installere dem da man her havde anlagt et kloaksystem.

Lortet køres uden for byen

I slutningen af 1800-tallet var der etableret to enorme områder i Nordvestkvarteret: Natrenovationslossepladsen i det nuværende Ørnevejskvarter (1870-1880). Hvis man følger stadsarkivets kort, vil man kunne se, at i 1901 optræder der bebyggelser oven på denne latrinlosseplads. Umiddelbart vest for lå stadig 3 gårde, Østergård, Vestergård og Hulgård. Lersøen (1880-1922) var den anden. Mens den første mest var til "latrinrenovation", groft sagt tis og lort, var den sidste også til dagrenovation. En afgørende forskel da dagrenovation indeholder mange forurenende stoffer.

Adventskirken og bygningen overfor der huser Hells Angel, Kapernaumskirken ved Nørrebrogade og mange andre er eksempler på bygninger som er bygget på københavnernes natrenovation, afleveret i perioden 1870-1880. Lossepladsen strakte sig langs det nuværende Ørnevej fra Nordre Fasanvel til Stærevej.

Desuden var der to deciderede lossepladser samt en afbrændingsplads (1905-1937) til afbrænding af grene, spåner, olie- og fernisholdige genstande. Altså noget giftigt stads. Mængderne af latrin var så store at man anlagde jernbaner til at køre det ud på landet til bønderne (1891-1906). En station på Amager ved Kløvermarksvej til amagerbønderne indtil 1938 og en nordpå ad Slangerupbanen. Sporet er aftegnet på et kort fra 1899. Så vidt jeg kan se må den have ligget omtrent hvor Bispebjerg Station ligger i dag. Den havde forbindelse med banegård i det nuværende Nørrebroparken. Herfra førte et spor til Ryvang Station og ned til Nørrebro Banegård. Nørrebro Banegård lå i det der nu er Nørrebroparken på den vestlige boldbane. Herfra kørte man latrin den ene vej ud til bønderne og sten og grus den anden vej.

I et bredt bælte nord for jernbanen mellem Nørrebro Station og Hans Knudsens Plads blev der mellem 1880 og 1920'erne afleveret enorme mængder natrenovation og husholdningsaffald. I samme område hvor Lersøen lå og forsynede København med vand. Jorden er mistænkt for at være forurenet, og derfor dyrker haveforeningerne spiselige grønsager på jord lagt ovenpå. På fotoet kan man ane at bedene ligger højere end stien. (Eget foto).

Arealet var uegnet til egentligt boligbyggeri, men kolonihaver blev det til i Lersøparken i 1920'erne. Og de er der den dag i dag: Aldersro, 4. maj 1921, Blomsten, Øbro, Vennernes Lyst og Fremtiden. Men det er stadig ikke tilrådeligt at spise grøntsager dyrket der. Desuden skolehaver (1924) og Krisebørnehaven (1948, nu spejderhytte) og Bispebjerg Ungdomshus (1949, nedrevet 2007). Karens Hus var Bispebjerg Hospitals kiosk (1913-1970'erne, fra 2004 Agendaforeningen) med tilhørende telefonboks. Huset er opkaldt efter oversergent Nikolajsens kone som havde kiosken i over 60 år. De mange haveforeninger rundt omkring i København har for en stor dels vedkommende sin oprindelse i de "byer" som fattigfolk der levede af og i affaldet byggede, fx H/F Kalvebod og H/F Frederikshøj.

Karens Hus. I dag er der en skøn have. I starten (fra 1913) var huset nabo til gigantlossepladsen Lersøen. (Eget foto).

Andre lossepladser

I 1880'erne havde København de to offentlig lossepladser. Men der var også private, hvor der blev betalt for skraldet. Skraldet kunne nemlig indtjene penge først til klunsere, senere til at fodre svin og høns. Ofte op imod 1.000 svin. Svinenes affald kunne herefter sælges som gødning til landmænd. Dette svinehold betød så meget at et forbud mod det fra 1887 måtte ophæves igen i 1901.

Valbyparken er anlagt på en losseplads. Her blev i første halvdel af 1900-tallet hældt alskens giftstoffer ud, fx benzin og kemikalier. Amager Fælled var losseplads 1960-1974. Igennem historien er der desuden blev opfyldt arealer i sær langs kystlinjen. Først i nyere tid er man begyndt at undersøge om affald indgik som opfyldningsmateriale.

Kjøbenhavns Grundejeres Renholdningsselskab blev oprettet i 1898. De kørte bl.a. med "Chokoladevogne" indtil 2008. Altså en lille lastbil med lokumstønder på ladet. Latrinen blev  hentet om natten, så færrest mulige blev generet af lugten og kørt til en rensestation på Amager, og det er herfra navnet »Lorteøen« stammer. Helt op til 2008 hentede selskabet latrin fra fiskerlejer, spejderhytter, haveforeninger med skure med gammeldags lokum og kørte dem til Damhusåens Renseanlæg. Sidste tur med vognen blev (naturligvis) afsluttet med en frokosten bestående af Væltet Lokum, og til dessert chokoladekage.

Husene og Mønsterbageriet her på Lersø Parkalle ligger på den vestlige ende af en losseplads som strakte sig østover fra Lersø Parkalle, nord for Aldersrogade. (Eget foto)

Fra skrald til fjernvarme og el

Fra 1970 begyndte man at afbrænde affaldet. Og så er vi nået til hvordan det foregår i dag. Affaldet bliver behandlet radikalt anderledes. Kun 3 % ender på lossepladsen. 39 % brændes og energi herfra leverer ca. 20 % af al fjernvarme i Danmark og knap 5 % af elforbruget i Danmark. Dette foregår på Vestforbrænding (240.000 MWh elektricitet årligt = omkring 80.000 husstandes elforbrug og ca. 1,1 mio MWh fjernvarme = 75.000 husstandes varmeforbrug). Dette sker også på I/S Amagerforbrænding og Rensningsanlæg Lynetten.

Vestforbrænding startede 28. oktober 1970 for at producere fjernvarme fra begyndelsen. Slaggen fra forbrændingen blev brugt blandt andet til voldene omkring anlægget. Men der ligger også store mængder slagge fra Vestforbrænding i Vestskoven. Senere er anlægget udvidet adskillige gange. 1977, fusion med affaldsvarmeværket i Taastrup sat i drift i affaldsselskabet VEGA, Nymølle kompostcenter (1993), etableres med Vestforbrænding som medejer. 1999 elproduktion, 2001 anlæg for dioxinrensning og afsvovling, fusion med nordsjællandske kommuner 2004, 2005, 2007-2010 udvider sit fjernvarmenet kraftigt og erstatter derved opvarmning fra fossile brændsler som olie og naturgas.

I 1908 blev der produceret mælk her tæt på lossepladsen Lersøen. I 1923 blev så disse bygninger opført i stedet for de oprindelige bygninger. Mejeriet lukkede 1996 og bygningerne er nu fredet. Tæt på mejeriet lå siden gammel tid en kro. Dens nuværende form Lygtens Kro stammer fra 1934. (Eget foto).

Fra tis og lort til biogas

I dag ender københavnernes lort og tis på Renseanlæg Lynetten som blev indviet i 1980. Siden er anlægget blevet væsentligt moderniseret og udbygget for at leve op til nutidens miljø- og kvalitetskrav. Kravene i Vandmiljøplanen fra 1987 til yderligere rensning for organisk stof samt rensning for kvælstof og fosfor gjorde det nødvendigt med en omfattende udbygning af renseanlægget, som varede flere år. I 1997 blev det nye Renseanlæg Lynetten sat i drift. Ud over en forbedret spildevandsrensning, betød det nye anlæg en modernisering af slambehandling og forbrændingsanlæg. Renseanlæg Lynetten modtog oprindeligt mekanisk renset spildevand fra Renseanlæg Damhusåen, men i forbindelse med udbygningen blev det besluttet, at afskære belastningen fra Damhusåen og udbygge dette anlæg som et selvstændigt, biologisk renseanlæg under Lynettefællesskabet.

Rensningsanlægget opererer ikke med folkelige omskrivninger såsom fis, eller "vinde", altså gasser fra afføringen. Det bliver pænt omskrevet til biogas og sendt retur til Københavnerne, der laver mad af det. Biogassen tilsættes den eksisterende naturgasforsyning med 30 procent så borgere i København og Frederiksberg nu får bygas i samarbejde med Hovedstadens Forsyningsselskab. Så længe københavnerne "skal", er der altså sikker leverance af råmateriale til biogas. Toiletskyllet er indledningen til den lange rejse, vores lort og tis starter til rensningsanlægget, hjulpet af pumper og filtre. Desværre også tankeløst ledsaget af genstande som jævnligt tilstopper rørene: gebisser, vatpinde, bind, tamponer, kondomer, hår fra hårbørsten, kattegrus, engangsklude og cigaretskod.

Genbrugsstationer. Nutidens befolkning smider langt mere ud end tidligere. Noget bliver genbrugr: Rockwool, sølvringe, biogas og meget mere. Men det er langt fra nok. Affaldsdepoterne i København er nu så overfyldte at man inden 2017 skal finde plads til 90.000 tons affald andre steder på Sjælland. Tilbage står så det affald som ikke kan kontrolleres: Udstødninger fra biler og brændeovne. Det er alvorlige sager. En rapport har beregnet at der dør en københavner om ugen pga det.

Politivennen om emnet

På Politivennen Live Blogging kan man læse mere under tagget Affald. Særligt må vel fremhæves den detaljerede redegørelse for stankfabrikkerne på Christianshavn, som jeg desværre ikke nåede i denne omgang.

Udvalgte kilder

Kort over København.
Historisk gennemgang af lossepladser i København. 1996.
Rapport over lossepladser i København.  2012. Heri også mange fotoer fra lossepladserne.
Hans Peter Hilden: Skrald, storby og miljø. København, Reitzel 1973.

Det sidste efterår før motorvejen

Storbyborgernes iver efter frisk luft og natur drøner igennem kvarterer hvor borgere med samme ønske slog sig ned for en generation siden

 

Hvor længe endnu kan man se rovfugle svæve over Hedegårdens Bypark syd for Ballerup? Det tørre svar er nok: Indtil en gang i 2015, altså næste år. For da indvies Frederikssundmotorvejen ganske få hundrede meter syd for, og så er det nok slut med freden.

Det har været en flot, lun efterårsdag. Solen skinner. Der er kun let vind og temperaturen noget der lige så godt kunne være sensommer. November siger kalenderen. Der er dømt frisk tempo gennem en så varieret rute som Vestvolden, Vestskoven, Harrestrup Mose og Ballerup. Og måske også sidste efterår med en lydkulisse inden den får en ekstra tand opad når Frederikssundmotorvejen åbner næste år.

Vestskoven er en menneskelig agilitybane for alskens motionister, her en flok cyklister. Men man finder stort set alle friluftssportsgrene repræsenteret en dag som denne. Også rollespillere er i gang. Man ser børn og fuldvoksne med sværd, skjold og middelalderlige kostymer i den østlige del af skoven.

Vestvolden

Vestvolden blev opført langt borte fra den overbefolkede storby, ude i det rene ingenting hvor bittesmå landsbyer som Husum, Hvissinge og Ejby indtil langt op i 1900-tallet var de eneste bebyggelser. Og så enkelte mærkværdige småbygninger som filtreringshuset hvor Harrestrup Å krydser Vestvolden ved Tårnvej: Filtreringshuset? Nåja, nu ligger det inde midt i en forstadsbebyggelse, og ingen tænker sikkert på hvad det kunne have set gennem dets lidt over hundrede års eksistens. Hvis det ellers kunne tale.

Der er ikke meget "naturlig" natur i Vestskoven. Bakker er affaldsbjerge. Søer og damme oftest udgravede ved menneskets hjælp. Men det gør jo ikke efterårsfarverne mindre betagende. Som her ved et (kunstigt) vandhul ved Bymosevej, tæt på Ministeregene.

Vestskoven

Vestskoven startede i 1967 og det foregår stadigvæk anlægsarbejder. Den var oprindelig tænkt som et rekreativt område for den voksende bybefolkning. Men her havde man ikke taget storbyens vækst i ed. I dag gennemskæres Vestskoven på tværs og på langs af stærkt trafikerede veje: Hele nordsiden af Frederikssundmotorvejen som forventes færdig næste år, 2015. Derudover af Motorring 3 langs Vestvolden, som blev planlagt under 2. verdenskrig, og anlagt 1966-1980. I perioden 2005-2008 blev den udvidet fra 4 til 6 spor. Mindre trafikeret er Oxbjergvej, men det er Ring 2 ikke, ligesom Motorring 4, som blev anlagt 1974-1977. Selv en søndag som denne er billarmen et markant indslag hvor end man er i Vestskoven. Man er sjældent mere end 1000 meter fra en af de stærkt trafikerede veje, som høres overalt. Stærkest mod øst, svagest mod vest.

Langs Risby Å findes stadig rester af en gammel kildeplads for Københavns Vandforsyning. Men der udvindes ikke længere vand her. Ikke pga landbrugets forurening, men pga gamle lossepladser som præger den vestlige del af Vestskoven og den stærkt forurenede Risby Å.

Harrestrup Mose

Man kan stadig nå at få et indtryk af noget der tilnærmelsesvis ligner natur i den nordvestlige del af  Vestskoven ved Harrestrup Mose. Men det er kun et spørgsmål om tid. Inden for et år åbner Frederikssundmotorvejen, og så er det slut med freden. Den bogstavelig talt skærer sig gennem mosens nordlige del. Og så vidt jeg kan se er der ikke bygget støjvolde. Så snart vil der være et inferno af støj fra trafik som haster imod steder længere ude mod Frederikssund.

Ved den forhenværende kildeplads ved Hedeengvej ligger denne sø. På vej mod Harrestrup Mose. Præcis på dette sted er larmen fra trafikken den laveste i Vestskoven. Men det bliver der formentlig snart lavet om på.

I Harrestrup Mose kan man også finde reminiscenser fra Københavns Vandforsynings nu nedlagt kildeplads langs Risby Å (mellem slaggebjergene, Hedeengvej). Kildepladsen er ikke længere med i listen over fungerende pladser.

Her er den tikkende støjbombe under Harrestrup Moses fred og idyl: Frederikssundmotorvejen lidt øst for Harrestrup Å. Der er endnu ingen støjvolde til at beskytte mosen, som ligger i baggrunden. Men måske kommer det? Haveforeningerne er i hvert fald blevet pakket ind i en. Det beskytter for den kommende larm, men fjerner til gengæld udsigten.

Frederikssundmotorvejen

Motorvejen mangler ikke ret meget i at blive færdig. Bunden, fundamentet er lagt. Der er gjort klar til at asfalten kan blive hældt ud over det. Skiltene er allerede på plads. I forhold til sidst jeg var på disse kanter er der sket en del, og vejen skal nok blive færdig inden for den fastlagte tidsfrist.

Her er den udsigt som mange bilister længes efter, men som beboerne i området formentlig frygter: Frederikssundmotorvejen set fra Ballerupvej mod Motorring 4 i baggrunden. Til højre afkørslen. En kæmpe motorvejsfletning står allerede klar. Skiltet er på plads. Der skal bare planes og asfalteres.

Storbyens paradokser

Engang var det område som dagens vandretur foregik i, et attraktivt område for storbymennesker som ønskede fred, ro og tæt på naturen. Men nu er der så andre storbymennesker som ser frem til at flytte endnu længere ud mod Frederikssund, og de skal naturligvis have motorveje til at køre på når de skal på arbejde. Og det har afgørende virkning på tidligere generationers samme ønske.Man kunne måske endog fristes til at konkludere at drømmen er knust.

Et kik ud over den såkaldte Harrestrup Ådal med Harrestrup i baggrunden. Jeg kan forestille mig at beboerne her i sin tid købte det for at få et åndehul, et fristed. Den tid er snart forbi. Men det sker til glæde for de som er flyttet 10-20 kilometer længere mod vest. Lad os håbe at de nyder det!

Ruten

Vestvolden Husum-Ejbybunkeren. Vestskoven. Harrestrup Mose. Svanesøen. Ballerup Boulevard (linje 350S). I alt 18 km.

Frederikssundmotorvejen

Frederikssundmotorvejen stopper pt ved Motorring 4. Men meget snart vil den skyde sig yderligere 5 km mod vest gennem Albertslund og Egedal Kommuner.

I et indlæg fra 21. april 2014 beskæftigede bloggen sig med tilslutningsvejen mellem Kildedal Station og den kommende Frederikssundmotorvej. Hvis man vil få et indtryk af selve motorvejen, kan man bruge ca. 3½ minut på et indslag fra TV Lorry fra 11. maj 2014. Men man kan også gå turen selv. For at få en mere sanselig oplevelse.

Den første kilometer af Frederikssundmotorvejen i Albertslund Kommune (Resten er i Egedal Kommune). Bag broen (Hold-An-Vej/Ballerupvejs overføring) kan man lige ane hvor langt man er nået med at asfaltere. Herefter ligner de resterende 4 km. grusvejen. I forgrunden kan man se Harrestrup Å blive ført under motorvejen. Det grønne område til højre er Harrestrup Mose. Som det fremgår er der ingen støjvolde her. Til gengæld står fotografen på støjvolden til haveforeningerne.

1,1 mia. kr. for 5 km motorvej - hvad betyder det for det nuværende landskab? Fra Motorring 4 vil Frederikssundmotorvejen den første kilometer nærmest drøne igennem Harrestrup Mose. Selv om det er et af de ældre vådområder i Vestskoven, er mosen dog blevet brugt til lidt af hvert gennem tiderne. Før 1960'erne var der våde græsningsarealer og der blev skåret tørv. Så blev der anlagt lossepladser som i så mange moser i omegnskommunerne af København. Disse lossepladser er nu overdækket med jord så de ligner små bakker og den lille sø blev udgravet.

Motorvejen set mod vest. Til højre bag støjvolden ligger haveforeningerne. Man aner ristene på begge sider af vejen, og midterrabatten. Man kan næsten bagest på motorvejen ane en række rør tværs over vejen. Det er her Risby Å bliver ført under motorvejen. Sådan ser strækningen indtil Ledøjetoften stort set ud på denne dag.

Nord for motorvejen er der ved at blive bygget støjvolde, men indtil videre kun mod haveforeningerne som ganske få meter fra motorvejen følger motorvejen i næsten 2 km: Brøndgården, Hestholm, Ågerup og Stuvehøjgård. Der har været arbejdet på denne strækning siden august 2013 og den forventes åbent i september 2015. Så dette blogindslag kan meget vel gå hen og blive lidt historisk. Og hvis man vil opleve stederne, er det ved at være sidste udkald.

Det er landskaber som dette motorvejen forløber i. Let kuperet terræn med marker og spredte bevoksninger, moser og landbrug. Ikke desto mindre et hjemsted for dyr, fugle mm.

Stakket frist for dyrelivet

Der er et meget rigt dyreliv i området. Fuglene synger så det er en lyst, snesevis af harer springer frem og tilbage over motorvejen. Og lidt væk er der flokke af fredeligt græssende køer. Stilhed før stormen kunne man vel nærmest kalde det. Men det ved dyrene selvfølgelig ikke. Der er dog tilsyneladende vist hensyn til en stor koloni digesvaler. De har næsten helt bz-agtigt lagt beslag på hvad der ligner en bunke affaldsjord midt på motorvejen, og det ser faktisk ud som om at man indtil videre har ladt dem i fred. En tikkende bombe under disse særprægede fugles tilholdssted, formentligt. Digesvalerne er meget sky. Jeg kan på afstand se dem flyve til og fra hulerne i store flokke. Men da jeg kommer tættere på for at få et foto af dem, holder de sig væk, og flyver i stedet rundt over mig.

De mange små huller i toppen af denne bakke er redepladser for digesvaler. Jeg forsøger forgæves at få et billede på tæt hold af dem når de flyver ud og ind af hullerne. Men de er simpelthen for vakse til at ville stille op til fotografering. Motorvejen vil rent ud planere denne bakke og gå durk igennem. Det er kun et spørgsmål om tid, tror jeg. Jeg kan ikke forestille mig at man vil lave en omkørsel. Og svalerne vil formentlig også betakke sig for at bo i midterrabatten på en motorvej.

Broer og tunneller

Der er en del vejbroer: Fra øst først Ballerupvej ført over, dernæst Ledøjetoften ligeledes ført over, mens cykelstien og Råbrovej bliver ført under. Det ser drabeligst ud ved Råbrovej. Udgravningen forløber øst for den nuværende vejføring og ligner en grusgrav med meget fint sand. To ellers fredelige gårde, Jordbærgården og Ammetoft bliver bogstaveligt talt delt midt over af motorvejen og tilkørselsvejen fra den nye hovedvej nordpå til Kildedal. om det vil føre til mere salg i jordbærrene, vil tiden vise.

Cykelstien fra Smørum (øverst i billedet) til Ledøje er nænsomt ført under motorvejen. I baggrunden kan man ane Ammetofte Mose

Og her slutter blisternes drøm. Man får ganske enkelt ikke mere end de 5 km motorvej for de 1,1 mia. kroner, og der er ikke afsat penge til at forlænge motorvejen yderligere. Hovedvejen fra Kildedal Station slutter også her, i en rundkørsel der fører op til motorvejen. Motorvejsbyggeri foregår i det 21. århundredes Danmark ikke som i forrige århundredes brutale og ensidige partiskhed over for bilisterne. Der bliver lavet støjvolde, plantet træer, taget hensyn til krydsende sideveje, herunder også cykelstier osv. Men uanset hvad må man jo erkende at en 6-spores motorvej anlægger man ikke bare sådan i al ubemærkethed. Og når trafikken først ruller, så vil det nok heller ikke foregå som vinden sagte raslen i bladene.

Dette kunne til forveksling ligne en grusgrav, fx fra Hedehusene. Men det er udgravningen af Råbjergvej under motorvejen. Den nuværende vej forløber på den højre bakkekam. Træerne til venstre står ved Jordbærgården. Umiddelbart på den anden side (til højre, uden for billede) kommer tilkørselsvejen fra hovedvejen fra nord til motorvejen.

Placeringsmæssigt forløber motorvejen fortrinsvis på tidligere marker. Men altså ganske tæt på mange små åndehuller for dyr og planter - som ikke er blevet spurgt om hvad de synes om det hele. Og de mange harer forekommer mig at se ganske forvirrede ud, når de hopper rundt på de nyopgravede veje.

Højre side af denne bro markerer hvor Frederikssundmotorvejen slutter. Uden for billedet til højre er der uspolerede marker og ingen ansatser til at det ændres forløbig. Billedet er set fra hovedvejen mod syd, og trafikken vil fra nord skulle køre under broen, gennem en rundkørsel som lige anes under broen, og dernæst køre til venstre ad tilkørslen og nord om Jordbærgården.

Vandrestien

Efter al denne motorvejsvandren trænger jeg til noget fredelig natur, og vælger den 3 km lange vandresti mellem Smørum og Veksø. Det er en rigtig god vandresti. Ikke fordi udsigten er så fantastisk. Men fordi det dufter berusende af forår og sommer, lydene er fortrinsvis fra naturen og stien er god at gå på i tørvejr. Grus, græs. Der er godt nok ikke gjort mere ved stien tættest på Veksø siden sidst jeg var her, men på en tørvejrsdag som denne er den perfekt.

Måske føles vandrestien fra Smørum til Veksø ekstra smuk i dag efter 7 km på kommende motor- og hovedveje. Det må læseren sselv bedømme. I baggrunden kan man se Veksø. Det dufter fortryllende, og fuglene synger så man bliver helt glad og opløftet. Herunder endnu et panorama fra stien. En flok køer som har søgt ind i skyggen.

Vejdirektoratet.

Ruten

Hold-An-Vej. Motorvejen. Skebjergvej. Smørumovre. Vandrestien til Veksø Station. Ialt ca. 13 km.