Med turen Stevns Klint fra Stevns Fyr til Rødvig fik jeg tilbagelagt det sidste stykke af klinten.
På de tidligere ture den 23. juni 2019 fra Mandehoved til Højerup og den højdramatiske tur den 30. juli 2029 fra Faxe Ladeplads til Rødvig fik jeg set "naboområderne" til dagens etape. Jeg havde i 2019 sat klinten lidt på pause, da meget af stien især nord for Højerup ikke var særlig gode at få et indtryk af klinten: Et højt, tæt krat, en "grøn tunnel" spærrede for udsigten. Faktisk blev jeg lidt skuffet. Men så blev jeg gjort opmærksom på at krattet var blevet hakket ned til under en meters højde, og selv der hvor det var højere, kunne man se igennem når bare det ikke var sprunget ud. Og det er det så heller ikke i starten af april.
Udgangspunktet for dagens tur var Store Heddinge. En station på Østbanen. Byen er - set fra et vandringssysnspunkt - noget kedelig. Så er det sagt, uden at jeg af den grund vil fornærme de gode store heddingeboere: Det kan være en hyggelig og dejlig by at bo i. For vandrefolket er der mulighed for at tanke op, besøge sms-toilettet osv. Og dertil er byen udmærket. På Algade/Østergade også nogle gamle fabriksbygninger som man bør tage en afstikker til.
Herefter går turen ca. 5 kilometer mod fyret at den ret ensformige Tommestrupvej. Her kan man se det typiske stevnske landskab: Flat, pløjmarker med spredte bevoksninger indimellem og fjerne gårde. Eneste afveksling er den lille by Tommestrup hvor der er to gadekær - og ellers mest for beboerne. Flere af husene ser noget forsømte ud.
Vel ude af Tommestrup gik turen ad Hærvejen og så turen ned til fyret. Her i april er der den store fordel at udsigten til bygningerne ikke er dækket af udsprungne træer, se det nedenstående foto. For det er svært at komme på afstand for at se det flotte fyr i al sin pragt. Udsigtspunkterne med adgang fra parkeringspladsen havde jeg heller ikke fået øje på sidst jeg var her. Dem fik jeg så besøgt denne gang.
Stedet drives af frivillige. Jeg var (vist nok) så heldig (?) at der var en på denne flotte fredag, og der var åbent såvel i fyrmesterboligen som op til fyret. En tur op i fyret må være et must. Det er den eneste mulighed på ruten at få et fantastisk panorama over klinten. Men en lille advarsel: I slutningen af trappen må man klemme sig igennem før afsatsen og gennem en lille, klaustrofobisk dør. Personer af en vis størrelse kan ikke komme igennem. Og rygsækken på andre må nok af. Men belønningen er en pragtfuld udsigt.
Herefter gik turen den kendte vej til Højerup. Men hvor forandret siden 2019! Sidst gik jeg i en "grøn tunnel" store dele af vejen. Og grønne tunneller er da flotte, men når det nu er en klint man er kommet for at se, så er det måske ikke lige det man mest har behov for. En ting er udsigten ind i landet, den kunne man for den sags skyld godt skærme af med et krat. Men klinten - det er trods alt den som de fleste er kommet for at se.
Og her var den store forandring: De dele af den grønne tunnel som var bevaret, var nu ikke sprunget ud, og man kunne se havet. Og så den store revolution: Krattet ud mod havet var hakket ned til under en meters højde. Og hvilken forandring! Det gav et helt anderledes indtryk af klintens højde og det solglimtede hav
Man er nu ikke længere overladt til at nyde udsigten på de få "huller" i krattet, men går hele tiden med den flotte udsigt og indtrykket af at man går på kanten afd en meget høj og meget stejl klint.
Indtil Højerup Kirke var dette kendt område. Så jeg benyttede mig til at studere de mange mindesten fra den nationalromantiske periode ved Højerup. Bl. a. fortæller de om myterne om Sønderjylland. Her trives myten om Peter Hiort som talte dansk - godt nok antydes det Christian 8. ikke anbefalede ham at fortsætte med det. Og det var der sikkert en grund til. Det "dansk" som han talte, har nok været stærkt præget af sønderjysk - som de fleste ikke-sønderjyder vist nok har en del besvær med at forstå. I hvert fald anbefalede kongen Peter at lære sig at tale dansk næste gang - så ville han kunne forstå ham bedre.
Selv på en tidlig aprilfredag er her en del turister, også fra andre lande. Men dog væsentligt færre end i 2019, og det gjorde at man bedre kunne få et indtryk af kirken indvendig. Den ser ud som om den lige er forladt. Men der gik jo altså 10 år fra den endegyldigt lukkede til koret røg ned. Nogen kunne måske endda få lyst til at gå op på prædikestolen og holde en lille gudstjeneste. Men den er så afspærret. Fra Højerup Kirke vandrer jeg så ind på nyt område. Højerup er det mest "turisthypede" på Stevns Klint, med alle de faciliteter som besøgende kan forlange et så afsides liggende sted. De fleste kommer i bil eller på cykel. Jeg tror kun jeg oplevede en enkelt vandrefugl - og det viste sig at være en af de lokale.
Den første seværdighed efter Højerup er Stevnsfortet der set fra klintsiden ikke er så synlig. Hvilket jo netop var pointen med det: Man skulle ikke se det. Man kan se noget der ligner en gammel bondegård samt nogle store kanoner. Adgangen sker vist fra den anden side, og fortet var ikke på min liste over besøgssteder.
Denne del af turen har også to steder hvor man må tage nogle mere eller mindre lange omveje idet der er private som ikke tillader passage langs klinten. Et af dem kommer syd for Stevnsfortet.
Man ender i bebyggelsen vede Boesdal Kalkbrud hvor også informationscentret for Stevns Klint ligger. Mest spændende synes jeg var resterne af de to gamle kalkovne. Som i virkeligheden er del af et større anlæg. På et foto man kan finde på internettet, ser det ud til at de er de mindste af fire. De to andre og større er der ingen rester af. Omkring ovnene var der et større anlæg.
Området er et af de få steder hvor man kan komme ned til vandet. ogs er man først der, så forstår man også hvorfor: Den del af stranden der overhovedet er tilgængelig, er fyldt med skarpe flintesten. Andre steder hvor man kan se klinten, opdager man at der godt nok er idyllisk strande hist og pist, men så også området med ukendt vand hvor man skal vandre under klinten som vandet har undermineret. Og de mange små og store skredrester minder om at det ikke er ganske ufarligt.
Boesdal Kalkbrud blev i 2018 udpeget som et betydningsfuldt kulturmiljø. Kalk er blevet udvundet her i flere århundreder, men det er nu et rekreativt naturområde. Samt Stevns besøgscenter hvor man kan blive oplyst om klinten. Det som man kan se i dag, er Boesdal Kalkværk som var aktivt fra 1922 til 1978. Det var et par lokale bønder som startede og siden udviklede det til en industri. I 1970 skærpedes kravene til brænding af kalk, og værket måtte opføre en ny ovn i 1975. Den kun fremstille 100 tons - og kunne betjenes af en enkelt person.
Jeg har fået at vide at der skulle være tag over den store bygning midt i kalkbruddet. Det kan nogen så undersøge hvorfor det er blevet fjernet. Måske er det til reparation? I givet fald lå der ikke nogen synlige mærker efter det. Selve bruddet er i dette tidlige forår ikke så spændende, til gengæld er der heller ikke så støvet som jeg havde troet. Kalket er tilsyneladende banket så asfalthård at der ikke er så meget støv. Sådan følte vandrestavene det i hvert fald. Den lokale vandrefugl anbefalede ikke kaffen i besøgscentret. Så jeg sprang den over, velvidende at der i Rødvig laves hæderlig kaffe på "Central" (det viste sig også at holde stik).
Engang var der en skanse ved Rødvig (den findes ikke mere). Så manglede Store Heddinge en udskibningshavn og der blev opført nogle bygninger til det formål, den uundværlige kro og 8 huse. Omkring 1848 kom der en mole som i løbet af 10 år udviklede sig til en havn. Der boede så under 100 mennesker på stedet. I 1870 var der yderligere kommet et kornmagasin, havn (12 fod dyb), fyr, cementfabrik, kalkovn, en ovn til at brænde "Klintesteen" m. m. Og nu boede her også en toldassistent og havnefoged og 12 arbejderfamilier. Stormfloden i 1872 satte havnen noget tilbage. Dog ikke mere end at Østbanen nu forlængedes til Rødvig i 1879.
Ved århundredeskiftet 1900 var væksten fortsat. Der havde endog været en cementfabrik og kemisk fabrik. Et gæstgiveri og forsamlingshus ("Harmonien"). Så gik væksten lidt i stå, og det samme med befolkningstallet. I 1955 var der 831 indbyggere. Efter den tid er der kommet et boligområde (Skørpinge Strand), et plejehjem, og havnen omdannet til lystbådehavn. Det er nok den der holder gang i den lille håndfuld udskænkningssteder. Grill-looket fik mig til at gå ind i Central endnu engang. De serverer ikke kager som sidst, men til gengæld frisklavede pandekager. Det var også godt!
Hvis man har været i Rødvig før og kender stationens beliggende, så er den dog flyttet til udenfor byen. Der var et større bråvallaslag i Rødvig om for/imod placeringen af stationen. Men man har været grundig. Ikke bare er sporet blevet nedlagt, banelegemet er fjernet og gravet op så der nu er et snoet vandløb. Nu er der så en moderne station - med sms-toilet (hvad der ikke var på den gamle). Men togene går stadig hver halve time, så man behøver ikke at stresse rundt for at nå det.
Med denne tur afsluttedes min udforskning af Stevns Klint. Jeg ved ikke om jeg når at komme tilbage engang. Der er så mange andre steder jeg skal se. Men hvis du ikke har været der før, så kan turen nu varmt anbefales. Yngre vandringsfolk vil måske kunne tage turen i et stræk.
Ruten
Store Heddinge Station. Tommestrupvej. Hærvejen. Stevns Fyr. Trampestien: Højerup, Stevnsfortet, Boesdal Kalkbrud. Rødvig Station.
