Ledøje-Smørum - og lidt om bønder og svenskere

Målet for dagens vandring er de to oldtidsgamle landsbyer Smørumovre og Ledøje. De ligger i gåafstand fra Kildedal s-togsstation. Området har været beboet siden oldtiden, og det vrimler med oldtidshøje og -grave i området. En af de mere imponerende er Kong Svends Høj. Udover at være ret stor er der også en meget fin udsigt over hele området.

Just stået af på Kildedal station, får jeg øje på OY 9428 X-Air Hawk. Ejet af flyveklubben Albatros. Den ligger ved Kildedalsvej i Måløv. Flyet er ifølge klubbens hjemmeside bygget i Indien i 2005 og flyver ca. 140 km/t. Det går da også rigeligt med tid til at indstille linser og trykke af når det er nærmest. Med skyerne i baggrunden, tja ... flot.

På vej mod Smørumovre kan man på afstand se bl. se Baunehøj og Ørkenhøj, to gamle oldtidshøje, som ligger ved Kirkevangen. Landskabet er meget kuperet, mest marker og engarealer afbrudt af nogle klatter træer hist og pist. Fra Kong Svends Høj fører der en gang- og cykelsti sydpå mod Smørumovre og Ledøje, og der er for alvor kommet fuglesang for oven. I det hele taget er der få naturstier for fodgængere. Adgang forbudte-skilte pryder vejene. Men der er til gengæld gode cykelstier som i dagens anledning må lægge asfalt til vandrestøvlerne.

Et typisk billede fra området: Meget kuperet. Til venstre kan man lige ane Smørumovre kirke rage op ved træet og resten af Smørumovre ligger så til højre for. En anelse til højre for billedets midte kan man se den ene af de to oldtidshøje. Der hvor der er to små træer. De står på toppen.

Jeg støder bl.a. på et fasanpar ved Råbroholm, et ynglende svanepar i Ammetofte Mose og et føl ved Ledøjegård. Der er sikkert andre forårsaktiviteter som jeg ikke lige lagde mærke til.

Gårdene ligger tæt og mange i Smørumovre. Her har jeg dog foreviget de mindre huse i byen. Gårde har jeg efterhånden vist en del af, og selv om de faktisk er ret forskellige, så skal der også være plads til de mindre huse.

Navnet Smørum er man lidt i tvivl om hvad betyder. Um er man ret sikker på kommer fra Hem, altså hjem. Men betyder smør et gammelt ritualsted hvor man smurte sig ind, betyder det at man her producerede smør eller hentyder det bare til noget fedtet og fugtigt, som fx Smørmosen? Vi ved det tilsyneladende ikke, og det kan vel egentlig også være lidt lige meget, når nu den er hyggelig nok.

Oprindeligt en skole, bygget i 1860. Nu huser den lokalhistoriske aktiviteter, arkiv mv. Uret midt på facaden går stadig, og viser rigtigt. Under uret er en mindetavle, opsat af beboere i Smørumovre i taknemmelighed over for Tutein af Edelgave. Sammenligner man med gårdene omkring, så har det været en ganske anselig bygning dengang.

Der er også forskellige forklaringer på hvorfor det hedder Smørumovre og Smørumnedre. En af forklaringerne er at -ovre ligger højere end -nedre. Og den forklaring køber jeg, i hvert fald kigger Smørumovre ned på Smørumnedre. Gårdene ligger i en lind strøm omkring gadekæret og de gamle bygader.  Ved gadekæret ligger der endvidere en skole fra 1860 som er skænket af Vilhelm Frederik Tutein. Han var søn af en storkøbmand som i 1805 havde erhvervet godset Edelgave. Grunden til formuen var bla. handel med slaver, sukker, krydderier og andet fra de oversøiske kolonier. Det er nu ikke slaverne som beboerne takker, men Tutein, på den indmurede mindesten under uret. Hvad vidste bønder om agurkesalat dengang? Skolen var skole 1860-1959. Herefter fungerede den som rådhus for sognerådet 1960-1981. Nu er der forskellige lokalhistoriske aktiviteter.

Ammetofte Mose. Taget omtrent på det sted, hvor firmaet Lauritz Knudsen fik gravet så mange tørv, at vejen skred ud i tørvemosen. Nu vogter mutter svane fredeligt på sine æg. Og mon ikke det er fatter svane som bevogter sin mage?

Ammetofte Mose er lidt speciel som tørvemose. Den blev brugt under krigen af især Laurits-Knudsen, senere LK-Nes til at grave tørv. Og så meget at 50 meter af vejen simpelthen i 1941 skrev ud i mosen. Så stor var den begivenhed at den kom i avisen, så det er ganske vist. Det var toppen af Ammetoftebakken der måtte levere jord til at udbedre vejen.

Umiddelbart før Ledøje et lidt utraditionelt syn: Jordbærgården tilbyder forskellige ting såsom chokolade, udskænkning, osv. Jeg har set gårdbutikker andre steder, men denne er den eneste så tæt på København. Den er nu ikke åben om torsdagen, så jeg må fortsætte.

Uden for Smørum på vej mod Ledøje leder jeg efter Svenskestenen. En uanselig sten som dækker over dunkle og dramatiske begivenheder i vores fortid. Men der er et kæmpe byggeprojekt igang i området. En rundkørsel tror jeg det ligner. Så jeg opgiver at lede efter stenen. Begivenheden er imidlertid værd at nævne. Baggrunden er svenskernes belejring af København, august 1658 til juli 1660. Se tidligere indslag om Carlstad på Vandringsløse Tidende. I dette nu så fredeligt udseende område fandt der i vinteren 1659 en forfærdelig massakre sted mod nogle svenske krigskarle.

Gård umiddelbart uden for Ledøje. Der er så idyllisk på landet. Vist nok. Der er en rideskole, og såmænd også et lille føl. Det er bare ikke så meget for at blive fotograferet, og det respekterer jeg naturligvis.

Helt uforskyldt var det ikke. Svenskerne opbyggede Carlstadt af allerede forhåndenværende byggemateriale. Det gik også, og måske også i særlig hård grad, ud over datidens Smørumnedre- og Ledøje-bønder. I de næsten 2 år belejringen fandt sted, må de svenske krigskarle havde kedet sig gevaldigt, eller også havde de ganske enkelt ingen andre muligheder for at skaffe sig mad, tøj og forplejning og lidt på den dumme. Gårdafbrændinger, vold, voldtægt, plyndringer hørte til dagens orden. De gik på rov i baglandet helt ud til Ledøje-Smørum. Bønderne havde ikke magt som de havde agt.

I vinteren, formentlig december 1659 hærgede en flok svenskere igen. Nu blev det bønderne for meget. De slog sig sammen, og en nat hvor svenskerne havde drukket sig fra sans og samling, angreb de med forhåndenværende landbrugsredskaber. De slog hele banden ihjel. Det ved man fordi man i 1912 fandt en 3 x 1,5 meter stor grav med 10 lig, sønderhuggede og knuste af hakker, økser og lignende. Uden en trevl på kroppen. Kan vi bebrejde bønderne at de tog lidt tilbage af hvad svenskerne havde røvet fra dem? I Kurosawas verdensberømte film De Syv Samuraier husker jeg stadig Mifunes Kikuchiyo forklare de harmfulde samuraier om hvorfor bønderne skjuler rustninger af dræbte samuraier. Japan-Smørum. Der er en forbindelse!

I Ledøje snor den gamle bygade sig imellem gårdene. Og der er ganske mange af dem. Jeg har indtryk af at der er langt flere end i Smørumovre. Nu mangler vi bare gårdskarlen med store træskostøvler som driver brølende køer igennem, mens gæssene forskræmt flygter ind på gårdspladserne. Men ikke engang lugten er der. Der dufter frisk og rent af klinisk dansk forår.

Ledøje betyder slet ikke det som vi i dag forstår ved de to ord led og øje. Det kommer af de gamle danske ord leth og høfthi som betyder hhv vej og hoved, eller fremspring. Og det giver også mere mening, fremspringet ved vejen. Landsbyen har Danmarks eneste højhuskirke: Den er bygget i to etager. Den er der imidlertid rigeligt af på internettet i forvejen. Kirker interesserer mig ikke så meget. Det gælder også denne kirke, to etager eller ej.

"Smedens Hus" står der på denne lysegrønne idyl ved gadekæret i Ledøje. Vasketøjet flaprer dovent i forårsvinden. Men der lyder ikke taktfaste slag på ambolten. Så smeden er nok væk.

De to landsbyer er begge værd at besøge hvis man gerne vil have et indtryk af bondegårdsarkitektur for hundrede(r) af år tilbage. Landsbyernes vejsystem kan man også fantasere sig til. De krogede og snoede småveje. Måske vinder Ledøje en anelse på at have langt flere bygninger. Selvfølgelig er landbruget en saga blot, forstået som det landbrug, gårdene blev bygget til. Nu er det hele stordrift. Og bøndernes gårde bliver brugt til alt muligt andet: Beboelse, kommunale institutioner, små håndværksfirmaer, rideskoler, golfklubber, spejderhytter osv. Og markerne er for en stor dels vedkommende også lavet om til rideskoler, golfbaner og andet.

Ledøje-Smørum Lokalarkiv.
Egedal Leksikon. En noget besværlig, men mere informativ indgang til Egedal.

Værebro Å - og storken er kommet!

Værebro Å og ådal slynger sig gennem et vandremæssigt set krævende, sumpet og utroligt naturskønt område

Storken sidder ikke på bondens tag, men på denne mark, lidt sydøst for Veksø. En bilist gjorde mig med stor begejstring opmærksom på det, også fordi ved siden af var der to styk græssende råvildt. Desværre havde jeg kun en 135 mm zoomlinse. Men det må da vist være lidt af en sensation, her i januar. Jeg vil overlade det til ornitologerne at komme med kloge bemærkninger, og blot bevare fornemmelsen af noget sensationelt. [25. januar. For Storkene.dk er det ikke noget mysterium: "Storken ... har overvintret i Veksø i tre år. Han kommer i oktober og trækker tilbage til Skåne, hvor han yngler med en hun på Karups Nygård, når det bliver marts. I Veksø bor han på en rede, der stort set har besøg af storke året rundt. Værebro Ådal er et rigtig godt fouragereingssted for storke." Jeg bukker og takker for svaret.]

Det som gør Værebro Å interessant for vandrere i forhold til fx Mølleåen og Harrestrup Å, er at på trods af landbrugets ihærdige anstrengelser for at tæmme den, har åen formået at bevare en vis rest af vildskab. Ikke at man skal gøre sig illusioner om et ur-landskab, snarere af en å som bare flyder - og formentlig til landmændenes ærgrelse: flyder over - sine bredder og p.t. danner et sumpet område med masser af dyre- og fugleliv. Åen er mange steder ikke bare en velafrettet rende med fast bred.

Set fra jernbanestien hvor åen krydser Frederikssundsvej ser åen meget tæmmet og tilforladelig ud. Men man skal ikke langt ned, før så begynder jordbunden at svuppe moseagtigt under ens fødder. Man fortrænges længere og længere væk fra bredden, og et storslået ådalslandskab åbner sig i i stedet.

Jeg havde optimistisk satset på at frosten ville gøre turen nemmere, men det var nok snarere gummibåd og gummistøvler jeg skulle have haft med, hvis jeg ville have fulgt åen. Det blev så ikke til noget, men en tur på kryds og tværs, frem og tilbage, giver så til gengæld en masse nye vinkler på et mindre område, nemlig mellem Kildedal og Veksø Station. Et godt råd er at man må vælge side. Åen er så dyb og så bred at hvis man skal over, må man svømme.

Som udenforstående vandrer kan jeg måske godt forstå landmændenes råben vagt i gevær over for at området forsumper, træerne dør, osv. På den anden side er der ikke så meget af den slags landskaber i Nordsjælland. Meget ligner en (og undskyld udtrykket: kedelig) kornmark. Og dyre- og fuglelivet er intenst på denne frostklare januardag. Man må håbe der kan komme en tilfredsstillende løsning for alle parter.

Det gjorde jeg så, og valgte nordsiden af åen, trekanten mellem åen, jernbanen og Hovedvej. Og her er rigeligt at gå rundt i. Lavtliggende sumpede områder langs åen. Jagthytter og jagtområde. Højdepunkter omkring Skelhøjgård og Vaselund med rigtig gode udsigter. Stien til Smørum går igennem her, men den var fuldstændig oversvømmet ved broen over åen. Det var lidt en streg i regningen.

Hvis man er til åbne landskaber, så er ådalen lige stedet. Her set fra vandrestien mellem Smørum og Veksø. Som ikke kan anbefales nok, selvom den p.t. er oversvømmet broen over Værebro Å. Husk gummistøvler! (Det gjorde jeg ikke, og måtte vende om).

Værebro Å omtales i Store Danske prosaisk som en stærkt reguleret 30 km lang å med udspring i Fedtmosen og Smørmosen og udløb i Roskilde Fjord. Det meste af dens 152 km2 store opland udgøres af de korte, dybe tunneldale mellem Bagsværd, Slangerup og Stenløse. 609 ha af Værebro Ådal blev fredet i 2014 dels for at undgå en uønsket bevoksning, dels for at sikre bedre tilgængelighed for offentligheden, bl.a. ved anlæg af 11 km nye stier. I oktober 2014 åbnede et nyt udkigssted, et såkaldt panoptikon, ved Kongebakken i Smørum.

Området må være et eldorado for ornitologer for tiden. Der er masser af liv i vådområder, og disse grågæs passerer gang på gang i store flokke tæt over ens hoved. Mange af dem holder netop til i de oversvømmede områder. Udover det er der masser af råvildt og jeg så også en enkelt hare.

I 1130'erne kæmpede man om hvem der skulle være konge i Danmark, og det kulminerede i Slaget om Værebro Å. Også i vore dage foregår der slag med mere fredelige midler. Jeg har nævnt den ved en tidligere lejlighed for ca. et år.Siden da er der sket en del nyt. De vigtigste spillere med reel magt er lodsejerne (som ejer arealerne), Danmarks Naturfredningsforening, staten (Folketinget) og kommunerne, mens interesseorganisationer som sportsfiskerne blander sig fra på sidelinjen.

Udsigt fra bakkedraget ved Skelhøj. Hovevej til højre. Ikke bare er udsigten er god. Lyden af liv fra dyr og fugle må gøre enhver vandrer glad og mæt af oplevelser.

Naturen som kampplads

Uden at være part i sagen, kan man vist godt konstatere, at dialogen ikke har været alt for god. Gensidige beskyldninger, bitterhed og andet gennemsyrer de møder som man kan se referater af på nettet samt artikler i aviserne. Det kan også være svært at se hvordan holdninger om at området er ved at forsumpe og ødelægge trævæksten kan forenes med holdninger om at det er en rigtig god ide at det sker for at etablere et vådområde.

Å-laugets holdninger fremgår af en video hvor formanden fortæller på YouTube om åens problemer, forsumpning og trædød. Desuden referatet fra et borgermøde på Egedal Rådhus 10. april indkaldt af å-lauget med egne indkaldte eksperter. Ålaugets medlemmer mødte talstærkt op, mens kommunens folk kun mødte fåtalligt op. Det anspændte forhold mellem parterne skulle dog være under opblødning, og der nu kan holdes møder mellem formanden for miljøudvalget og å-lauget. Ligesom både DN og lauget er enige om at dobbeltprofilvandløb og miniådale er en god ting. Naturfredningsforeningen har udarbejdet sit eget fredningsforslag 2012, mellem Veksø og Stenløse.

Som nævnt fortolker parterne å-relaterede fænomener forskelligt. Det gælder også når naturen er voldsom som oversvømmelsen 6. december 2013. Lokalavisen Egedal skrev om den vindstyrke 18 m/s fra Nordvest som pressede vandet fra Roskilde Fjord - mod strømmen - tilbage gennem Værebro Å. Værst var truslen i den sydlige del af landsbyen Tangbjerg og erhvervsområdet Værebro, mens der på resten af strækningen var tale om naturområder, hvor landmændene skal holde deres kreaturer væk.

Privat - adgang forbudt

Vis hensyn! Hvis Danmark er danskernes land, så betyder det ikke nødvendigvis at alle danskere har adgang til det. Som Egedal Kommune skriver i Regulativ for Værebro Å, (u. å) er sejlads godt nok tilladt, men ikke at betræde andres ejendom. De to meter brede banketter langs vandløbets øverste kant må ikke dyrkes, ikke foretages jordbehandling, plantes, foretages terrænændring, eller opføres bygværker. Desuden må bygninger, bygværker, faste hegn, beplantninger, udgravninger og lignende anlæg af blivende art, må ikke anbringes nærmere end 8 meter fra vandløbets øverste kant uden vandløbsmyndighedens tilladelse.

Ruten

Er ubeskrivelig, i bogstaveligste forstand.  Der er få stier, slet ingen veje, og man må bare forsøge at gå - med fuld respekt for den private ejendomsret - hvor man nu kan komme til.

Frederikssundmotorvejen

Frederikssundmotorvejen stopper pt ved Motorring 4. Men meget snart vil den skyde sig yderligere 5 km mod vest gennem Albertslund og Egedal Kommuner.

I et indlæg fra 21. april 2014 beskæftigede bloggen sig med tilslutningsvejen mellem Kildedal Station og den kommende Frederikssundmotorvej. Hvis man vil få et indtryk af selve motorvejen, kan man bruge ca. 3½ minut på et indslag fra TV Lorry fra 11. maj 2014. Men man kan også gå turen selv. For at få en mere sanselig oplevelse.

Den første kilometer af Frederikssundmotorvejen i Albertslund Kommune (Resten er i Egedal Kommune). Bag broen (Hold-An-Vej/Ballerupvejs overføring) kan man lige ane hvor langt man er nået med at asfaltere. Herefter ligner de resterende 4 km. grusvejen. I forgrunden kan man se Harrestrup Å blive ført under motorvejen. Det grønne område til højre er Harrestrup Mose. Som det fremgår er der ingen støjvolde her. Til gengæld står fotografen på støjvolden til haveforeningerne.

1,1 mia. kr. for 5 km motorvej - hvad betyder det for det nuværende landskab? Fra Motorring 4 vil Frederikssundmotorvejen den første kilometer nærmest drøne igennem Harrestrup Mose. Selv om det er et af de ældre vådområder i Vestskoven, er mosen dog blevet brugt til lidt af hvert gennem tiderne. Før 1960'erne var der våde græsningsarealer og der blev skåret tørv. Så blev der anlagt lossepladser som i så mange moser i omegnskommunerne af København. Disse lossepladser er nu overdækket med jord så de ligner små bakker og den lille sø blev udgravet.

Motorvejen set mod vest. Til højre bag støjvolden ligger haveforeningerne. Man aner ristene på begge sider af vejen, og midterrabatten. Man kan næsten bagest på motorvejen ane en række rør tværs over vejen. Det er her Risby Å bliver ført under motorvejen. Sådan ser strækningen indtil Ledøjetoften stort set ud på denne dag.

Nord for motorvejen er der ved at blive bygget støjvolde, men indtil videre kun mod haveforeningerne som ganske få meter fra motorvejen følger motorvejen i næsten 2 km: Brøndgården, Hestholm, Ågerup og Stuvehøjgård. Der har været arbejdet på denne strækning siden august 2013 og den forventes åbent i september 2015. Så dette blogindslag kan meget vel gå hen og blive lidt historisk. Og hvis man vil opleve stederne, er det ved at være sidste udkald.

Det er landskaber som dette motorvejen forløber i. Let kuperet terræn med marker og spredte bevoksninger, moser og landbrug. Ikke desto mindre et hjemsted for dyr, fugle mm.

Stakket frist for dyrelivet

Der er et meget rigt dyreliv i området. Fuglene synger så det er en lyst, snesevis af harer springer frem og tilbage over motorvejen. Og lidt væk er der flokke af fredeligt græssende køer. Stilhed før stormen kunne man vel nærmest kalde det. Men det ved dyrene selvfølgelig ikke. Der er dog tilsyneladende vist hensyn til en stor koloni digesvaler. De har næsten helt bz-agtigt lagt beslag på hvad der ligner en bunke affaldsjord midt på motorvejen, og det ser faktisk ud som om at man indtil videre har ladt dem i fred. En tikkende bombe under disse særprægede fugles tilholdssted, formentligt. Digesvalerne er meget sky. Jeg kan på afstand se dem flyve til og fra hulerne i store flokke. Men da jeg kommer tættere på for at få et foto af dem, holder de sig væk, og flyver i stedet rundt over mig.

De mange små huller i toppen af denne bakke er redepladser for digesvaler. Jeg forsøger forgæves at få et billede på tæt hold af dem når de flyver ud og ind af hullerne. Men de er simpelthen for vakse til at ville stille op til fotografering. Motorvejen vil rent ud planere denne bakke og gå durk igennem. Det er kun et spørgsmål om tid, tror jeg. Jeg kan ikke forestille mig at man vil lave en omkørsel. Og svalerne vil formentlig også betakke sig for at bo i midterrabatten på en motorvej.

Broer og tunneller

Der er en del vejbroer: Fra øst først Ballerupvej ført over, dernæst Ledøjetoften ligeledes ført over, mens cykelstien og Råbrovej bliver ført under. Det ser drabeligst ud ved Råbrovej. Udgravningen forløber øst for den nuværende vejføring og ligner en grusgrav med meget fint sand. To ellers fredelige gårde, Jordbærgården og Ammetoft bliver bogstaveligt talt delt midt over af motorvejen og tilkørselsvejen fra den nye hovedvej nordpå til Kildedal. om det vil føre til mere salg i jordbærrene, vil tiden vise.

Cykelstien fra Smørum (øverst i billedet) til Ledøje er nænsomt ført under motorvejen. I baggrunden kan man ane Ammetofte Mose

Og her slutter blisternes drøm. Man får ganske enkelt ikke mere end de 5 km motorvej for de 1,1 mia. kroner, og der er ikke afsat penge til at forlænge motorvejen yderligere. Hovedvejen fra Kildedal Station slutter også her, i en rundkørsel der fører op til motorvejen. Motorvejsbyggeri foregår i det 21. århundredes Danmark ikke som i forrige århundredes brutale og ensidige partiskhed over for bilisterne. Der bliver lavet støjvolde, plantet træer, taget hensyn til krydsende sideveje, herunder også cykelstier osv. Men uanset hvad må man jo erkende at en 6-spores motorvej anlægger man ikke bare sådan i al ubemærkethed. Og når trafikken først ruller, så vil det nok heller ikke foregå som vinden sagte raslen i bladene.

Dette kunne til forveksling ligne en grusgrav, fx fra Hedehusene. Men det er udgravningen af Råbjergvej under motorvejen. Den nuværende vej forløber på den højre bakkekam. Træerne til venstre står ved Jordbærgården. Umiddelbart på den anden side (til højre, uden for billede) kommer tilkørselsvejen fra hovedvejen fra nord til motorvejen.

Placeringsmæssigt forløber motorvejen fortrinsvis på tidligere marker. Men altså ganske tæt på mange små åndehuller for dyr og planter - som ikke er blevet spurgt om hvad de synes om det hele. Og de mange harer forekommer mig at se ganske forvirrede ud, når de hopper rundt på de nyopgravede veje.

Højre side af denne bro markerer hvor Frederikssundmotorvejen slutter. Uden for billedet til højre er der uspolerede marker og ingen ansatser til at det ændres forløbig. Billedet er set fra hovedvejen mod syd, og trafikken vil fra nord skulle køre under broen, gennem en rundkørsel som lige anes under broen, og dernæst køre til venstre ad tilkørslen og nord om Jordbærgården.

Vandrestien

Efter al denne motorvejsvandren trænger jeg til noget fredelig natur, og vælger den 3 km lange vandresti mellem Smørum og Veksø. Det er en rigtig god vandresti. Ikke fordi udsigten er så fantastisk. Men fordi det dufter berusende af forår og sommer, lydene er fortrinsvis fra naturen og stien er god at gå på i tørvejr. Grus, græs. Der er godt nok ikke gjort mere ved stien tættest på Veksø siden sidst jeg var her, men på en tørvejrsdag som denne er den perfekt.

Måske føles vandrestien fra Smørum til Veksø ekstra smuk i dag efter 7 km på kommende motor- og hovedveje. Det må læseren sselv bedømme. I baggrunden kan man se Veksø. Det dufter fortryllende, og fuglene synger så man bliver helt glad og opløftet. Herunder endnu et panorama fra stien. En flok køer som har søgt ind i skyggen.

Vejdirektoratet.

Ruten

Hold-An-Vej. Motorvejen. Skebjergvej. Smørumovre. Vandrestien til Veksø Station. Ialt ca. 13 km.

Oversvømmelser: Store Vejleå

Ishøj - Måløv langs Store Vejleåstien og Vestegnstien er en over 20 kilometer motorkøretøjsfri vandre- og cykelsti. I denne tid med en ekstra attraktion: oversvømmelser

Tranegilde Mose. Et eldorado for fugle, insekter og anden god natur. Utilgængeligt for mennesker 

I denne tid kan man opleve det fascinerende syn det er at se naturen spille med musklerne, i dette tilfælde vandmasser som har oversvømmet de nedre 10 kilometer langs Store Vejleå. Værst er det ved broerne under Holbækmotorvejen mellem Vallensbæk Sø og Tueholmsøen. De er ganske enkelt ikke passable, men oversvømmet. Jeg måtte ud på en 2½ kilometer omvej til Vejlegårdsvej.

Oversvømmet mark ved Store Vejleå nord for s-banen. Køerne ser ud til at være ligeglade og nyde vejret.

Naturen kræver sin ret

Derudover er store dele af stien oversvømmet med vandhøjder op til midt på skinnebenet. Først nord for Motorring 4 er stierne helt tørre. Med al respekt for de mennesker som må lide under oversvømmelserne, så kan jeg ikke andet end at være imponeret over disse stille, men enorme kræfter som her er i gang. Udløst af den vedvarende regn der har været siden sommerferien.

Åen skal ikke stige meget mere før haverne bliver sat under vand. Her nord for s-banen. I forgrunden Store Vejleå

Store Vejleå er gennem århundreder er blevet bastet og bundet, langt i render, inddæmmet af dæmninger ja sågar i 1937 decideret flyttet. Tranegilde Mose var engang en fjord, siden en mose som først blev ryddet, siden 1856 forsøgt reguleret med højvandssluse. Alt sammen til ære for landbruget. Og alt sammen alvorlige indgreb i naturens orden som trods regnvandsbassinet Vallensbæk Sø nu viser sin bagside.

Vallensbæk Sø. Stien er sat under vand, og både bænk og planche står lidt uhjælpeligt akavet ude i søen. Det samme gælder de næsten oversvømmede skilte langs søen

Trods Vejle Å er blevet renset op, kan vandet ganske enkelt ikke komme hurtig nok væk. Og det bliver formentlig ikke bedre i fremtiden med klimaændringerne som betyder havstigninger, og altså endnu dårligere muligheder for åens afløb. På den lille kilometer nord og syd for s-banen der er bebygget med parcelhuse, står haverne under vand. Og dæmningen som skal holde Vejle Å væk fra mosen og vandet i åen som et andet Holland over vandstanden i mosen, er også sine steder ved at være oversvømmet. Vandet siler visse steder gennem dæmningen.

Stien, eller pt vandvejen langs østsiden af Tueholm Sø. I baggrunden kan man se teltene fra restauranten. De står nu ude i søen.

Den nordlige bygning af Vallensbæk Vandskiklub står i vand. Men hovedbygningen er dog bygget på en forhøjning, så den ser ikke umiddelbart ud til at være truet. Også haven til restauranten i det sydøstlige hjørne af Tueholmssøen er oversvømmet. Teltene i haven stod under vand, enkelte endog helt ude i søen. Både stien langs østsiden og vestsiden af denne sø er også totalt oversvømmede. Man kan først komme ned på stien igen syd og vest for Høghsbjerg. Herefter går man nogenlunde tørskoet indtil området nord og syd for Roskildevejen. Her er stien til gengæld oversvømmet ganske markant.

Oversvømmelsen ved stien til Vridsløselille er både lang og dyb. Her måtte Vandringsmanden af med skoene og på bare tæer soppe et langt stykke med vand op til midt på skinnebenene.

Men fuglene elsker det! Overalt er der store skarer af trækfugle for hvem Tranemose og selv nogle af markerne hvor der græsser kreaturer, er blevet et rent slaraffenland for frøer, insekter osv og dermed også et eldorado af madorgie for fuglene.

Får syd for Snubbekorsvej og et prægtigt syn med flotte skyer i baggrunden. Heller ikke fårene synes at tage sig særlig meget af de sumpede områder på dele af marken. Det er her iglerne var

"African Queen"

Mine vandrestøvler viste sig at være komplet uegnede til passage på de oversvømmede stier, så jeg måtte vade igennem på bare fødder. Et enkelt sted gik der endda lidt "African Queen" over det da jeg følte mig som Humphrey Bogart der blev overfaldet af igler. Øst for Motorring 4 var søerne på stien nemlig ganske fyldt med store sorte igler. Jeg var da også lige ved at vende om, men nysgerrighed efter flere oplevelser af oversvømmelserne overvandt den plan. Og nej, jeg blev ikke angrebet af iglerne.

Rekonstruktionerne af forskellige vejbelægninger af vikingetidens veje. I forgrunden nogle sten som formentlig skal lægges. 

Ved Risby ser det også ud til at man nu endelig har fået etableret en rekonstruktion af vikingestien til vikingelandsbyen.

Afsked med den bedste del af stien ved Risby Å. Længere nordpå kommer man ud i det sortladne landbrugsland. Et noget ensformigt og kedeligt terræn. 

Sortladent, åbent land

De 12 kilometer fra Ishøj til omkring Risby bevæger man sig i en naturkorridor hvor man godt nok hele tiden kan høre motorvejene, men synet er grønt. Dette ændrer sig nord for Risby, ca 2 kilometer syd for Ledøje hvor man bevæger sig ud i landbrugslandet. Og det gælder hele resten af stien til Måløv. Stien er for så vidt ganske glimrende til vandring. Men den byder ikke på de store syns- eller lydoplevelser. Man går langs tyste og sortladne marker. Selv rabatten er ensformig og lidt kedelig at se på.

Ledøje er faktisk den eneste landsby som ruten går igennem. Og så Måløv helt mod nord.

Og så lykkedes det mig ved et tilfælde at finde svenskestenen som jeg siden april 2013 forgæves har spejdet efter. Den ligger på Skebjergvej ved Smørum Genbrugsplads. Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum Bønders hånd i 1659. De sidste to kilometer går så gennem byområder i Måløv. Jeg valgte stierne gennem det lave række- og etagebyggeri.

Ruten

Ishøj Station. Store Vejle Å Stien/Vestegnsruten. Ledøje. Måløv. I alt lidt over 20 kilometer.

Edelgave - og dansk slavehandel

I gang igen efter sygdom. En herlig tur gennem bakkede landskaber. Også en tur gennem dansk historie - og et smut til de vestindiske øer.

Syd for Veksø fører vejene gennem områder hvor godset Edelgave engang satte sit præg. Vejene er i dag trafikerede,men det opvejes til dels af det pragtfulde bakkelandskab. På gården Vaselund syd for Veksø boede engang en gullaschbaron, (altså en der tjente penge på at sælge dårligt kød til soldater i 1. Verdenskrig). Han byggede Veksø Slot mellem Hove og Veksø for pengene. På hjemmesiden ser de nuværende ejere dog mere skikkelige ud.

 Landskabet syd for Veksø er meget bakket, og man kan herfra se to gårde, Skelhøjgård og Vaselundgård, samt skimte Hove-masten i baggrunden. Lidt pudsigt ser det ud til at det er flagstangen på Skelhøjgård der er blevet forlænget. Men det er altså telemasten.

Vilhelm Nielsen (1918-1978) var i lære på Edelgave i 1935 som landmand, og hans karriere er mere kendt. Han købte i 1943 Nonnemosegård få hundrede meter nordvest for Edelgave, og var sognerådsformand i Ledøje-Smørum Kommune 1958-70. Først for Venstre, dernæst de Konservative og sidst en borgerliste. De fleste omtaler af ham på internettet handler om at han forsøgte at modernisere kommunen med det formål at øge befolkningstallet, så kommunen fortsat kunne være selvstændig. Udstykninger var svaret på det.

Lundevejgård i Hove. Over for gården ligger den maskinstation hvor fætrene fra Torngård købte mejetærskere. Den er dog knap så fotogen som denne prægtige gård. Omend Hove ikke er nogen storstad, er trafikken regelmæssig. Egentlige vandrestier findes ikke. Der er kun rabatten.

Både Hove og Hove Overdrev er værd at besøge hvis man er til landsbyer hvor tiden tilsyneladende er stået stille. Nogle af gårdene er dog overgået til andre formål, fx er Hove landsbys Buehøjgård nu møbelforretning. Thorsøgårds  historie går tilbage til 1600-tallet og bygningerne er fra 1888. Ejeren af Egebjerggård fik i 2005 underkendt sine "Adgang forbudt-skilte" til Hovemasten. Den 318 meter høje sendemast blev opført i 1987 for TV2, så der er lidt mediehistorie gemt her. Masten er meget synligt næsten overalt hvor man færdes.

Såvel Hove som Hove Overdrev emmer af forne tider. Enhver kan så lægge historier til hvad man ser. Mange gårde fremstår velholdte, mens andre er i lodret forfald. Denne hører til den sidstnævnte af slagsen. Overdrevsvej er ikke så befærdet, men man kan ikke undgå at skulle langt ind i rabatten for bilerne.

I Hove ligger to kæmpedysser næsten side om side. Den ene er offentlig, langdyssen på 90 x 11 meter og nu kun 1 meter høj. Den anden, Buehøj, ligger bogstaveligt talt klods op ad et hus i dettes baghave, og der er ikke adgang. Kong Bue ligger begravet her på en guldhest (siger man). Højen tårner sig op bag huset i 6 meters højde og 30 meters omkreds. Ligesom med Asserhøj ved Ganløse skete der underlige ting da man begyndte at grave i den. Denne gang var det dog ikke døde heste, men kvægpest som brød ud.

Ud for put and take området står denne Ferguson-traktor. Dem ser man ikke så mange af. Men enhver der er opvokset på landet i 1950'erne og 1960'erne vil genkende disse, også under navnet Massey-Ferguson. Ældre modeller var med til endegyldigt at motorisere dansk landbrug. Hestene er dog i dag vendt stærkt tilbage i form af rideskoler.

Hove Kalkgrav var åbenbart før i tiden et yndet sted for amatørgeologer. Nu er der put and take. Ligesom jeg også oplevede det på Slangerupmarchen. Adgang er der kun for fiskere, for ejeren er forståeligt nok ikke glad for svineri i form af affaldsdumpning i området. Han kommer venligt ud og spørger om han kan hjælpe med noget. Jeg har stor forståelse fordi jeg så fyldte sorte affaldssække i vejkanten. Det ser ikke godt ud, og de svin der har smidt det, er desværre anonyme. Modsat de  skikkelige frilandssvin som hygger sig i den lune efterårssol.

Hove Kalkgrav indeholder stadig kalk. Men det blev lukket for ca. 30 år siden. Forlydender vil vide at det skete fordi det magtfulde Fakse Kalkbrud ikke var interesseret i at have en konkurrent her. I stedet kan man nu købe fisketegn til at fange ørreder. Og det er der en snes mennesker der har benyttet sig af denne smukke torsdag.

Edelgave

Edelgave Gods (opført 1782 efter at en brand ødelagde de oprindelige bygninger fra 1660) er privat og der er ingen offentlig adgang. Nu er der økologisk landbrug. Venstre har holdt grundlovsmøder her, vel fordi godset fra 1920 tilhørte venstrestatsministeren Madsen-Mygdal. Hvis man har set Matador, vil man huske Møjdal-visen som kommunisten Røde på et tidspunkt synger. En tidligere godsejer, etatsråd Tutein var initiativtager til Edelgave Skytteforening, der i 2012 kunne fejre 150 års jubilæum. Skytteforeningerne startede i 1861 og var en slags private træningscentre. Tre år før krigen 1864. Der er stadig sprængstof i Edelgave, nu blot nedgravet i en container, godt beskyttet i en tunnel og 1 m under jordoverfladen.

Udsigten for foden af Gyngehøj. Godsejer Tutein (Edelgave) ombyggede højen så den bedre passede ind i datidens (fx Oehlenschlägers) forestillinger om hvordan gravmæler fra hedenold skulle se ud. Derfor går der en spiralvej op til toppen, og den er ikke rund. Men bort set fra det ser den imponerende ud. Udsigten forsvinder snart i de træer man har plantet rundt om højen.

[RETTET 21.9., se kommentaren:] Her er Edelgavevej på 43 sekunder (2009). I området ligger oldtidsminderne tæt. Gyngehøj, 28 meter i diameter og 4 meter høj og Smørholm Voldsted. Sidstnævnte er rester af volde, grave og banker omkring en middelalderlig storgård fra midten af 1300-tallet. Borgbakken indeni er 4 m. Voldstedet skulle være typisk for perioden og repræsenterer hundredvis af lignende som blev opført i Danmark på det tidspunkt. Bare lidt synd at konturerne af voldanlægget nu er udvisket af overgroet meterhøjt græs, brændenælder og andet. Og man skal krydse en roemark for at komme over til informationsplanchen.

Tænk hvis man kunne rydde voldstedet for beplantning og lave en lille sti ud til voldanlægget. Arkæologer har fundet adskillige interessante ting i området. Nu kan man desværre kun ane hvordan de har set ud engang. I den nordlige ende skimtes højen til borgtårnet.

Edelgave Huse er opført 1877 som landarbejderboliger for folk der var beskæftiget på godset. De ligger på begge sider af vejen nord for godset. En af beboerne har skrevet en artikel, som jeg dog ikke har kunnet få bekræftet. Heller ikke ved at kigge på satellitfotoer. Men det er en god historie!

Et af den halve snes arbejderboliger lidt nord for Edelgave. Boligerne har sikkert været luksus for arbejderne dengang. De fremstår nu udefra som tiptop istandsatte. Nu dog med moderne og nydeligt passede haver omkring. Tagene ser også ud til at være af nyere dato.

Tutein

Jeg har før fortalt at Smørumovre skole blev opført 1860 for penge givet af Vilhelm Frederik Tutein (1830-1890) fra Edelgave. Vilhelm var af Tutein-slægten, søn af den landskendte københavnske storkøbmand Johann Friederich Wilhelm Tutein (1757-1853) som havde erhvervet Edelgave 1807. Slægtens rigdom var bl.a. baseret på sukkerraffinaderierne på St Croix. Disse raffinaderier var en del af Trekantshandelen: Slaverne blev købt i Christiansborg (Accra)  i Ghana for bl.a. akvavit og geværer, sejlet til St Croix hvor de fremstillede melasse som blev sejlet til København.

Slaveri har tilsyneladende eksisteret lige så længe som der har været mennesker. Men fra midten af 1500-tallet kanoniserede kristendommen racisme for at guddommeliggøre og retfærdiggøre slaveri efter koloniseringen af Amerika. Under oplysningstiden fra 1700-tallet begyndte man at tage afstand fra den inhumane behandling af slaverne. Der var forbud mod slavehandel allerede fra 1791, men slaveri blev som bekendt først reelt ophævet 1848, og i årtierne efter blev slavernes forhold ikke forbedret. Og tilførslen af racisme til slaveri må siges at være fatal. Oplysningstidens spirende naturvidenskab underbyggede i 1800-tallet kristendommens racisme med teorier som eugenik og frenologi.

Og den unge Vilhelm Tutein er formentlig et barn af disse oplysningstanker: Slaveri var måske inhumant, men med argumenter fra bl.a. eugenik og Grundtvig (1783-1872) kunne man hævde at sorte var en mindreværdig race. Sådanne forestillinger var sejliveede. Det var ved at blive ophøjet til lov i Danmark i 1930erne, eksisterede i Nazityskland 1933-45, i visse stater i USA op til 1960'erne og i Sydafrika til 1990'erne. Helt op til vore dage er racisme et problem i mange lande. Først med afkristningen er man begyndt at gøre op i teori og praksis med denne kristne opfindelse.

Jeg opfatter Vilhelms skolebyggeri som led i datidens generelle syn på slaveri som Johanns rigdom stammede fra. At give faderens slavearbejdere og deres efterkommere kompensation, endsige en undskyldning har formentligt ligget Vilhelm meget fjernt. Men en skole passer godt ind i billedet. Skolens formål i 1800-tallet var netop at indlære de kirkelige dogmer og Biblens guddommelige åbenbaringer. Herunder at godt nok var slaveri inhumant, men de sorte var mindreværdige. Det samme budskab holdt helt op til vore dage. I baptisternes søndagsskole i Egernsund var det fx et foto af "Lille Sorte Sambo" i Afrika, som de uskyldige søndagsskoleelever troskyldigt gav penge til (læs: missionærerne). Bønderne i Smørumnedre har med garanti intet kendt til disse forhold.

Bønderne

I det hele taget er bøndernes historie her som andre steder ufortalt. Man kan stille spørgsmålstegn ved bøndernes andel i slavehandlen. Og hvor dybt deres kristendom stak. Bønderne var under trusler om mulkt og bødestraf tvangskristnet og skulle bl.a. betale tiende til kirken samt gebyrer for alskens lovbefalede ritualer, konfirmation, begravelse osv. Og hist og her kan man finde eksempler på bøndernes tavse modstand. "Danske slotte og herregårde", bind 1 (1963) er herregårdshistorie set ud fra godsejernes synspunkt, men teksten peger på at godsejerne ikke var populære blandt bønderne. Under kvægpesten 1769 blev på "hedensk vis" og tilsyneladende på trods af godsejerens ønske ofret

To sunde kreaturer for at afværge de onde magters vrede. En kvie blev virkelig levende nedgravet på bymarken, og alt bøndernes kvæg drevet hen over stedet, og en stud sænkede man i en trækasse i gadekæret, hvor det var dybest.

Ifølge bogen har man fundet rester af både kasse og ko senere.

Godsejernes udnyttelse af bønderne gik ned til mindste detalje.. Men de kunne betale sig fra at skulle arbejde for godsejerne. Tutein har formentlig nok ment det var "inhumant" at kræve af bønderne at de skulle arbejde for ham og kirken, men for en betaling kunne de da blive fri for det. Det fremgår af et dokument underskrevet af Tutein (26.4.1865) og ca. 30 beboere (8.1.1866):

Imellem Undertegnede, jeg Etatsraad Tutein til Edelgave som Eier af Hvedstrup Kirke, og ni Beboere af Hvedstrup Sogn er oprettet følgende Overenskomst om Afløsning af Pligtarbeide ved Hvedstrup Kirkes Arguration. Jeg Etatsraad Tutein forpligter mig til for mig og Arvinger i Fremtiden selv at forrette alt det (syen) og Gangdagsarbeide til Reparation paa Hvedstrup Kirke, som i følge Lovgivningen paahviler beboerne i Sognet, saa at disse herefter skulle være aldeles fritagne for alt Pligtarbeide imod at de Aarligen betaler mig og fremtidige Eiere af Kirken 16 Rdl, sexten Rigsdaler sølv.

Edelgave går til filmen

Godsejernes storhedstid ebbede ud i 1900-tallet, og det blev trange tider. Godserne blev nu fx brugt i danske film som "Fætrene på Torngård" (1973) med Karl Stegger, Arthur Jensen og Axel Strøbye. Den er optaget bl.a. på Edelgave og maskinstationen over for Lundevejgård i Hove. Morten Korch og "gamle danske film" helt op i 1970erne afspejlede et bestemt syn på livet på landet. De gode er som oftest en lidt ældre, gammeldags, men retfærdig godsejer, en driftig ung landmandstype og en loyal besiddelsesløs temmelig dum landarbejder. De onde er som regel skummelt udseende landarbejdere, der er kriminelle eller krybskytter, samt mappedyr fra storbyen.

Den 3 km lange vandresti mellem Veksø og Smørumovre er et must. Omend den i Veksø-enden er ved at blive anlagt. Bl.a. kan man et kort stykke trave langs Værebro Å. Udsigten er flot, der er meget fredeligt, og mærkværdige fugle flyver forskræmte op fra markerne.

Ruten

Veksø St. 1 km trafikeret Hovevej. Lundevej knap så trafikeret. Overdrevsvej. Edelgavevej. God travevej. Smut forbi Smørholm voldsted. Fantastisk 3 km vandresti Smørumovre-Veksø St. Ialt ca. 16 km.

Hvor storby bliver til landbrugsland

Nedlagte tørvemoser, åer og andre vandfænomener præger de forhenværende landbrugsarealer syd for Frederikssundsvej. Nogle af dem ligger nu helt ude af konteksten midt i byområdet.

Hvis man vil opleve hvor Storbyen København ender og landbrugslandskabet så småt tager over, er området mellem Ballerup og Smørumnedre et godt bud. Frederiksundsvej er en af hovedstadens "fingre". Kigger man på et kort, opleves Københavnsområdet som et nogenlunde sammenhængende byområde helt ud forbi Ballerup. Herefter er der stadig byer, Smørumnedre, Stenløse, Veksø, Ølstykke. Men de hænger ikke sammen med København og de er små eller større klumper omgivet af landbrugsland.

Decemberland: Udsyn over Tørvesletten fra vejen langs s-togsbanen. Solen gør her lidt over middag sit bedste for at brænde igennem, men der er ikke meget at gøre godt med, her 9 dage før årets korteste dag. Men det blæser ikke, så selv om temperaturen er tæt på frysepunktet, føles det ikke koldt.

Pederstrup

Pederstrup er et must for vandrere i området. Det er en velbevaret landsby hvor også Ballerup Museum holder til. Desuden er Pederstrups historie karakteristisk for mange andre landsbyers i området: Skiftevis under kirken og kongen. Ødelagt af svenskerne under Københavns belejring 1658-1660. Den holdt sig helt op slutningen af 1960'erne, hvor den blev reddet. Ryttergården blev sat i stand 1967-78. Det samme blev Lindbjerggård (nu egnsmuseum) med gårdhaven og Pederstrupgård (ditto). Grantoftegård driver økologisk landbrug og forskellige aktiviteter for folk der gerne vil have en fornemmelse af landbolivet. Store Peters Hus hvor der nu er traktørsted er mindst over 200 år gammelt.

Pederstrup ca. 1 km vest for Ballerup fortjener opmærksomhed. Man får her et indtryk af en næsten selvforsynende landsby, skomager, smed, købmand osv. Mange gårde. En af dem stadig i drift. Her er til venstre skomagerhuset, til højre smedjen, hvor et skilt fortæller at man kan få strammet hjulringe. Det ved vist kun ældre hvad er. Træhjul havde i "gamle dage" en ring spændt fast rundt om hjulet for at forstærke det, og den ring kunne en gang imellem blive for slap.

På Tørvesletten vest for Pederstrup kan man opleve råvildt løbe rundt. Det skete i dag to gange hvor en flok på fire lystigt sprintede væk da de blev forstyrret af Vandringsmanden. Ellers er der ikke meget usædvanligt dyreliv at opleve på turen. Jo, der er altid egern, krager, skader og andre bytilvænnede skabninger.

Tørveslettevej er formentlig opkaldt efter sletten mellem Ballerup/Pederstrup og Smørumnedre. Området rummer en mængde moser hvor der før 2. verdenskrig blev gravet tørv (brændsel). [Tilføjet 13.10.2014. Se kommentaren, hvor en lokalkendt oplyser at sletten før hed Smørumnedre Mark. Først i nyere tid er man begyndt at kalde det Tørvesletten, formentlig efter at vejen kom til at hedde Tørveslettevej - ikke efter sletten, men efter gården Tørvesletten!]

Gårde

Udover landsbyen er der nogle gårde der nu har fået andre formål: Tørvesletten er som så mange andre forhenværende landbrug endt som stutteri. (Tilføjet 10.10.2014: Se kommentaren: Min oplysning beror på en misforståelse: Gården Tørvesletten er ikke identisk med stutteriet Tørvesletten. Den ligger ca. 250 m. nordligere end stutteriet og er børneinstitution). I dag er der også larm fra børn. Søagergård reklamerer med at være "Danmarks flotteste bondegård" (uden at fornærme nogen kan man vel godt sige at det samme ikke gælder deres hjemmeside). Rolighed(en) på Råbrovej husede (1917-) engang sognerådsformand (1917-42), folketingsmedlem for Socialdemokratiet (1929-), indenrigsminister (1947-50) og landbrugsminister (1953-57) Jens Laurits Oluf Sørensen Smørum (1891-1976), landarbejder, letmatros og fisker. Nu er der planteskole. Råbroholm bliver brugt af spejderne. Ormehøjgård er golfcenter. Skebjerggård sælger juletræer.

Smørumnedres østlige del bærer i den grad præg af de mange tørvemoser som lå her før i tiden. Her er det Stormosen. I dette område kan man på en gang se et par ældre landbrugsejendomme, tørvesletten, Stormosen og det moderne villakvarter længst væk.

Moser

Der er mange små og store moser i området. Råmosen blev fredet 1962. Det er en pænt stor mose (29 ha), med et udpræget rekreativt område, fordi de mere interessante dyr og planter for længst er forsvundet. Kun lystfiskeriet har det godt. Som så mange andre bynære naturområder bruges den af og til til at dumpe affald. Som de andre moser blev Råmosen indtil efter 2. verdenskrig brugt til at grave torv. Denne decemberformiddag ligger Råmosen indhyllet i tåge, og solen har svært ved at trænge igennem. Stillingen by-land må vel her vurderes til at stå 1-1.

Tidligst på turen oplever jeg Råmosen med al dens klicheagtige mosemystik. Solen hænger fuldmåneagtigt over mosen og formår ikke at brænde tågen og de lavthængende skyer af. Tåge, dis og gråblege træsilhoutter markerer mosens domæne. Kun trafikken griber forstyrrende ind i tryllerierne.

Det gælder også Stormose, Husesø Mose (midt i golfbanen), Balsmose (der skulle være fisket både karpe, suder, brasen og gedde i den, og den har en fanklub), Grønsømosen og Ammetofte Mose.I sidstnævnte gravede firmaet Lauritz Knudsen så mange tørv at 50 m Råbrovej forsvandt 2-3 meter ned i mosen (se 25. april 2013). Mange af disse moser indgår nu som rekreative områder i Smørumnedre.

Jeg tror nok at Ballerup Kommune har forsøgt at gøre Ballerup Å mere tilgængelig. Men stien stopper på et tidspunkt. Og om nogen egentlig sti langs åen er der heller ikke tale. Snarere et knoldet græsareal. Stokkene er kæmpebjørneklo. Som tilsyneladende i sommers må have nærmest skygget for udsigten til åen.

Åer

Hvor der er moser er der vandløb. Og vandløb har mange navne. Der er Ballerup Å, Grønsø Å, Råmose Å m.fl. Floder er der bestemt ikke tale om. Og slet ikke lange, højst et par kilometer kan de svinge sig op på. Ikke desto mindre bliver der også kommunalt taget hånd om dem, fx i Regulativ fra 1997 fra Ballerup Kommunalbestyrelse, Det er da betryggende at der er styr på placering af dræn- og spildevandsudløb. Det ser ud til at der gøres nogle halvhjertede forsøg langs åerne. Man kan i teorien gå langs Ballerup Å og Grønsø Å. Men sine steder er der ret ufremkommeligt. Stierne er knoldede græsarealer. Ofte ender stien og man må gå tilbage. Udmærkede hundelufterområder.

Grønsø Å er dels længere, dels mere farbar i forhold til Ballerup Å. Egedal Kommune har åbenbart givet tilladelse til anlæg af en enorm golfbane på begge sider af åen. Det kan man så mene om hvad man vil. Langs golfbanen er terrænet ret fladt, men længere vestpå ligger noget der kunne minde om en decideret ådal.

Grønsø Å er at foretrække. Selvom en stor del af turen går tværs gennem golfbanen. Der er mange golfere ude, men det lader ikke til at genere dem at der går vandringsmænd rundt derude. Så der er tilsyneladende plads til os alle sammen. Min hensigt var at følge den helt op til udspringet i Grønsø mose, men der er ved at blive anlagt en ny vej. Så jeg nøjes med at skue over mod det forjættede land. Med lidt god vilje kan man visse steder tale om et ådalslandskab, især i området vest for golfbanen. Ikke nogen imponerende ådal dog.

Ved dette vejbyggeri tæt på Råbroholm slutter min færd mod Grønsø Ås udspring i Grønsømose. Jeg spørger mig selv: Hvorfor? Hvad er det for en vej der er ved at blive anlagt her? Jeg prøver forgæves at google. Måske nogen af læserne kan opklare byggeriet. Så vidt jeg kan se, skal vejen forbinde Nybøllevej omtrent ved Syvhøjgård med stikvejen til Søagergård.(Tilføjet 10.10.2014: Se kommentaren. En læser oplyste at det er forbindelsesvejen til Frederikssundmotorvejen. Jeg har senere både gået tur på forbindelsesvejen og på Frederikssundmotorvejen).

Ruten

Ballerup Station. Pederstrup. Råmosen rundt. Langs Grønsø Å til Råbrovej. Smørumnedre. Tørvesletten. Pederstrup. Ballerup Station. I alt omkring 17 km med afveje.