Gørløse - Allerød

Tur gennem et typisk dansk landbrugsland med de små landsbyer Uvelse og Kollerød som mellemstationer. 

Generelt foregik turen på landeveje uden ret meget trafik. En kort strækning af Gammel Kurreholmvej er dog kun to hjulspor og turren gennem rutens eneste natur, Brødeskov og Børstingerød Mose foregik ad til tider svampede skovstier.

"Højt til himlen"

Man får her et indtryk af hvad mange landmænd ofte fortæller er det fede ved at være landmand, nemlig at der er højt til himlen. Udsigten brydes ikke af høje træer, skovarealer, og alt for store bakker. Der er fladt. Terrænet strømlinet til de store landbrugsmaskiner uden afbræk af levende hegn, stier eller krat. Og afgrøder som raps, hvede og byg når næppe over 1½ meter. Så der er højt til himlen her. Blæsten har frit spil.

Vist nok Grønhøj ved Kurreholmvej, set fra Gammel Kurreholmvej. Området her er ved at blive forvandlet fra produktionslandbrugsland til skov. Man kan ane træerne til højre i billedet.

Der er dog enkelte tiltag for at bryde landbrugslandet, omend  kun meget små. Et af dem ligger øst for Gørløse, nemlig Gørløse Skov. Den er endnu i sin vorden. Der er ikke antydning af noget der ligner skov bortset fra at man allerede han taget højde for at træerne er fuldt udvokset ved at anlægge et stisystem med tilhørende borde, bænke og P-pladser. Den kommende skov kan beses på nogle få hundrede meter langs Gammel Kurreholmvej.

Her er et kik ud over det område som kommer til at ligge mellem de to små klumper af Gørløse Skov: Området mellem Kurreholmvej og Gammel Kurreholmvej ved Enesøgård. Selv om 20-30 år når skoven er vokset til, vil området her formentlig stadig se sådan ud.

Området har også indhegnede arealer til græssende dyr. Men der er dog ingen sat på græs så tidligt på året. til gengæld er der masser af lærkesang over de åbne marker. Det er så også det eneste tegn på dyreliv indtil videre. Det tager ikke lang tid at udrydde et naturområde, men det tager årtier at genoprette det og endnu længere tid før at dyrene finder sig til rette. I det mindre dalsænkning vest for Uvelse er der til gengæld masser af kurtiseren. Ved søen spørges der fra den ene bred af søen "hvor tit", og fra den anden bred svares der "så tit".

Uvelse

Ingen tvivl om at naturen ikke er de eneste i området hvis tilværelse ikke bare er en selvfølge. Det første lugtindtryk når man kommer ind fra vest, er den karakteristiske lugt af brændeovn. Så det er ingen overraskelse at en ældre herre er i gang med at kløve brænde i sin indkørsel. Uvelse med ca. 1.000 indbyggere og den langt mindre Lystrup sydvest for forsøger at puste liv i en by uden ret mange faciliteter udover kirken (hvis den da kan kaldes en facilitet, udover kirkegården). Ifølge Uvelse Lokalråd er der tre områder som skal være opfyldt for at lokalsamfundet er bæredygtigt: 1. kultur, skole og fritidsaktiviter såsom børnehave, skole og UFC, 2. kollektive transportforbindelser der dog halter een smule, og 3. næringsliv med tømmermestre, blikkenslager, urmager, biludlejning, dyrlæge, slagter, Dagli' Brugs med apotekssudlevering og bibliotek og andet. Man har naturen lige udenfor døren.

Slagteren er ikke mere lokal end han leverer til  hele området, det er nemlig Frederiksborg Catering, Mesterslagteren. Og foran holder en af de sjældne trafikanter, en TDC-vogn. Dog ikke en kunde til slagteren, men en reparatør til elskabet overfor.

Nordvest for Kornvænget er Uvelse planlagt til at blive udvidet med ca. 12 % af byens nuværende udstrækning 2021-2024. Bl.a skal der være et forsinkelsesbassin og grønt område langs vandløb, der løber i områdets vestlige del. Denne udvidelse af byzonen er i overensstemmelse med den såkaldte Fingerplan 2013.

Den ældste del af kirken, skibet, skal være et af Danmarks ældste, men siden er der da i den grad blevet klistret snart det ene, snart det andet på det: Våbenhus, kor, runding, sideskib (der ser større ud end hovedskibet), tårn mm. Trods sin lidenhed

Hvis man bare er en nysgerrig vandrer, er der ikke så meget at kigge på i Uvelse. Kirker er ikke denne blogs yndlingsmål, men Uvelse Kirke er en undtagelse. Det oprindelige skib er nemlig et af Danmarks ældste, fra 1181. Men ellers ligner kirken godt nok lidt af en mærkværdighed ved at der er bygget ud og op på de mest mærkværdige måder. Uvelse har også en rytterskolen fra 1720erne. 1856 udvidet og 1880 yderligere udvidet. I 2016 fik skolen et nyt stråtag og det har allerede nu fået den velkendte patina.

I kilometerlang omkreds omkring Uvelse ser det nogenlunde sådan ud. Her er det Nordvanggård syd for Uvelse. Det fortsætter af ruten hele vejen til Kollerød. Der er i sandhed højt til himlen her!

Gammel og ny kulturarv

Strækningen fra Uvelse til Kollerød går igen gennem et typisk dansk landbrugsland, med noget mere trafik på vejen uden at det dog bliver decideret generende. Denne eftermiddag brydes monotonien dog af et regnvejr. Hvilket er ganske hyggeligt. Lidt syd for Fuglerupgård står der i rabatten et museumsskilt, men der er ikke umiddelbart noget at se i nærheden. Først når man kommer hen til P-pladsen mod vest opdager man en lille tavle bag to parkerede lastbiler.

Fuglerupgård taget fra den parkeringsplads hvor planchen om lur-fundene findes. Man kigger forgæves efter tørvemosen. Men til venstre uden for billedet er der en gravhøj.

Planchen her fortæller om at dette er fundstedet for lurer fra 800-700 år f.v.t. Et af det helt store fund som stammer helt tilbage fra 1797, de senere kaldte Brudevæltelurer. Opkaldt efter en nu helt forsvundet tørvemose. Kort derfra ses på en bakke en gravhøj, så ingen tvivl om at vi er i et af de områder hvor dansk kulturarv engang har været. Men nu ganske er pløjet ned. Gravhøjen er da også helt utilgængelig midt i en pløjemark.

Lina Murel Jardorfs atelier på Kollerød Bygade. Foran står nogle metalplader med udskæringer af kvinder og heste.

Af meget nyere dato, faktisk nutidig, er atelieret på det sted som er markeret som Brotræet på Kraks kort. Her er også en hjortefarm. På den anden side er et stort atelier hvor den danske kunstner Lina Murel Jardorf holder til. Med Facebookside. Jeg er ikke så kendt med kunst, men en af hendes bronzefigurer gik til 3.200 på en af Bruun Rasmussens auktioner.

Kollerød

Kollerød har jeg valgt at besøge for at bese det sted hvor en af danmarkshistoriens måske ikke mest berømte, men så i hvert fald mest beskrevne mordere kom fra, nemlig Ole Pedersen Kollerød (1802-1840). På trods af eftertidens interesse for Kollerød synes samtiden ikke på samme måde at have interesseret sig for siden. I Politivennen var det i stedet Peter Worm som blev henrettet kun to år tidligere. Dennes fængselshistorie minder i øvrigt en del om Kollerøds, så man næsten skulle tro at Kollerød havde læst om Worm.

Sydlige del af Kollerød. Huset midt i billedet er helt forladt. Vinduer og døre slået ind. Bag denne er en lade hvis tag ser ud til at have set bedre dage.

I modsætning til Uvelse rytterskole er rytterskolen i Kollerød hvor Ole formentlig gik i skole, blevet revet ned. Det skete i 1877. Kollerød var der ikke nogen kirke, da rytterskolen blev bygget. Det bemærkelsesværdige ved den var at der ikke var nogen kirke i byen, ligesom Søsum. Den nidkære biskop Balle visiterede skolen i 1806, og noterede dengang at skolelærer Gilberg trods sine 72 år stadig fremstod virksom og gav god undervisning. Dog var det sådan at over 40 Børn kun sjældent eller slet ikke søgte Skolen. Dengang gik man mest op i om man kunne sin katekismus, salmer og bibelhistorie, lidt geografi såsom hovedstæder i europæiske lande, lidt regning.

Nordlige del af Kollerød. Husene ser ældre ud med stråtag mm. Men er betydelig mere velholdte i den sydlige del af landsbyen.

Som forventet er intet i byen som på Ole Kollerøds tid. Den sydligere del af landsbyen fremstår ret forfaldent, mens der i den nordlige del er nogle velholdte huse. Nord for byen fortsætter stien som Vejs Ende hvilket det måske var engang. Men nu går Hillerødmotorvejen over Vejs Ende, endda hvor Kollerød Å krydser, og det lykkes mig at går over åen (og under motorvejen) uden at bemærke åen. Den er ellers værd at studere, for den er endnu et eksempel på maltrakteringen af vores vandløb. Fx kommer der få ørreder ud af de forholdsvis mange gydegravninger, formentlig pga. aflejring af sediment.

Børstingerød Mose. Man kan kun komme frem gennem mosen ved at følge de ophøjede stier. Det meste af mosen ser ud som her tæt på Birkehytten, en spejderlejr mellem Brødeskov og mosen.

Brødeskov-Børstingerød Mose

Turens eneste naturområder er det lille skovområde Brødeskov med en lille mose mod øst. Trods sin lidenhed er mosen dog en stor naturoplevelse. Her udfolder fuglelivet sig for alvor, udover de obligatoriske sanglærker. Området er pt et eldorado for kurtiserende fugle, og lister man sig hen ad stien (hvilket ikke er svært da den er blød), kan man ikke undgå at blive i godt humør af pipperiet. Der er mange forskellige slags. Ornitologer kan så tage sig af at artsbestemme dem, jeg nøjes med bare at nyde musikken. Ret længe går der dog ikke før man igen er ude hvor der er højt til himlen, enghaven vest for Lillerød. Et af de områder hvor man uvilkårligt kommer til at sætte farten op.

Ruten

Gørløse Station. Gammel Kurreholmvej. Uvelse. Lyngevej. Kollerød Bygade. Kollerød. Børstingerød Mose. Allerød Station. I alt a. 17 km.

Egedal og Furesø kommuners landområder

Egedal er i overkommelig afstand til København og vel det nærmeste man kan finde hvis man vil ud på landet

Udsigten fra Tyvekrog mod nord gengiver ganske godt hvad denne vandrerute byder på: Kuperet terræn, landbrugsarealer, spredte gårde og enkelte krat- og træbevoksninger.

Egedal Kommune har mange gode vandrestier uden trafik og larm fra civilisation. Terrænnet er tilmed kuperet så man ikke bare ser på ensartede og monotone landbrugsarealer. Gårdene ligger spredt, og der er da også ind imellem nogle omend meget spredte naturområder med træer, krat, moser og andet hvor man kan opleve fugle, rådyr og andet dyreliv. Man kan også opleve enkelte tynde levende hegn mellem markområderne. Så hvis man ikke så sulten efter de helt store naturoplevelser, men bare godt kan lide at trave ud i det blå, så er Egedal et helt oplagt sted at tage hen for københavnere der trænger til at komme lidt væk uden at skulle bruge alt for lang tid på transport.

Et særsyn: Nord for gården Stokholm i krydset  Damvadvej-Svinemosevej kan man se disse moseområder af mere anselig omfang. Faktisk er den nordgående sti oversvømmet et enkelt sted. Ellers er indtrykket det samme som fra det første foto.

Dagens hovedstræk var den kilometerlange sti Svanekærvej-Svinemosevej-Fluebjergvej-Bogøgård Kildeplads. Vejen bliver også brugt af de lokale beboere i området. Dem finder man ikke så mange af på en tirsdag som denne. Jeg har tidligere passeret dele af ruten før, men stien er faktisk bedre end noget jeg før har været igennem. Bl.a. fordi den er så sammenhængende. Tit skal man ad trafikerede veje for at finde gode vandrestier, men ikke her. Bort set fra en enkelt kilometer er der tale om ca. 12 kilometer, hvilket er helt exceptionelt. Og så er stierne på Flyvestation Værløse endda ikke talt med.

Endnu et særsyn: Øst for gården Hestehave ved Damvadvej går stien gennem noget der ligner et decideret naturområde. Godt nok kun et par hundrede meter, men hvilke metre!

Landbrug

Det generelle indtryk af ruten er som nævnt det kuperede terræn, markerne og de spredte gårde. Og der er mange spredte gårde undervejs. I dette indslag har jeg plukket et par typiske eksempler, og så lagt endnu flere ud på Flickr-album for Egedal Kommune. Visse steder går stien bogstavelig talt igennem gårdene, de fleste steder ligger de dog diskret langt væk fra stierne, med snoede stier hen til dem.

Stenlillevej set fra Svanekærvej. Vidtstrakte marker med spredte gårde. Et typisk billede på den kuperede rute. Så vidt jeg kan se er det i forgrunden Kongsdal, med Toftehøj i det fjerne. Lokalkendte kan måske be- eller afkræfte det?

Landbrug er det så som så med på mange af dem. Mange har slået sig på heste, småhåndværk og andet. Fremstilling af natursten, for nu at nævne et eksempel, spejdernes hytte tæt på Egedal Station en anden. Men der lugter dog af gård på flere af dem.

Gård ved Thorkildgårdsvej, set fra Svinemosevej. Igen et typisk billede fra landbrugsområdet.

Dansk Folkeparti ville måske nok protestere over at globaliseringen også er slået igennem her, og det danske sprog fortrængt af engelsk, Brunhøj har nemlig skiftet ejer og navn til Brownhill Horse Lifestyle. Og sådanne tendenser ser man mange steder. De seneste år ser regnskaberne dog ikke så godt ud, den finansielle krise har også ramt hestesporten. Trods globaliserede navne.

Gård tæt på Knardrupvej, set fra Bogøgård Kildeplads. Gården er ikke aftegnet på Kraks Kort, men den ser gammel ud.

Den ramponerede hestevogn på bakken ved de græssende heste synes nærmest symbolsk for den situation. På marken overfor ser det også ud til at en lyssky person er kommet nemt af med sine sofamøbler. For ingen fornuftig person med sin sunde fornuft i behold ville vel stille et sofaarrangement lige præcis på en brakmark.

Bundsgård ved Bundsvej, nord for Bogøgård Kildeplads. Og sådan kunne dette indslag blive ved. Men læserne må ty til Flickr-album hvor bondegårdsbegejstrede vil kunne se endnu flere eksempler.

Dansk kulturarv

I disse tider raser debatten om at bevare den danske kulturarv på det politiske plan og i medierne. Der er kommet kanon for danske værdier osv. Det har dog ikke påvirket dagligdagen så meget. For selv om man måske godt verbalt vil nikke til at vi skal bevare den danske kulturarv, så synes det også som om at der også er grænser for hvor meget vi skal gøre ud af det, når den nu kommer i vejen for fortjeneste. Området er fx spækket med gravhøje af enestående kvalitet: Maglehøje tæt på Egedal Station, den sagnomspundne Asserhøj ved  Ganløse for nu blot at nævne et par.

Herulisk (?) kulturarv møder dansk landbrug: Asserhøj syd for Ganløse. I dette område ligger der en del gravhøje meget tæt, hvilket kunne tyde på at det har været et vigtigt område for befolkningen dengang. Byzantinske historikere mente at det folk der levede her (herulerne), blev fordrevet af indvandrere fra Sydsverige. Disse indvandrere var danerne, altså os! So much for dansk kulturarv.

Desværre ligger de meget i vejen for plovene. Og som de ligger der, så synes de nærmest at stå på tæer for at undgå at få tæerne, ja endog hele foden skåret af af plovskærene. Respekt er godt, men ekstra landbrugsjord er nu heller ikke til at kimse af, synes devisen at være her, og landmændene har helt sikkert lovgivningen med sig.

Bunds Å ved Kirke Værløse. I dette område forløb et net af oldtidsveje. Men igen, er det dansk kulturarv når det nu var herulerne som anlagde dem? Hvad danerne, altså de folk der indvandrere fra Sydsverige og fordrev herulerne, gjorde med denne kulturarv, fremgår af dette billede: Der er intet tilbage af kulturarven.

Bogøgård Kildeplads

Turen byder også på et gensyn med Bogøgård Kildeplads som jeg tidligere har passeret 23. januar 2014 i forbindelse med mine vandringer til Københavns Vandforsynings kildepladser. Her er der sket meget. Pumpehuset er fx blevet revet ned, så mit foto må være et af de sidste. I stedet for er der nu opført et mindre skurlignende pumpehus. Ifølge to mænd som jeg mødte i området for at kikke efter stor bjørneklo, blev det revet ned for omkring 2 år siden. Der er endvidere sket en massiv udtynding i trræbevoksningen. Samt anlagt en vej gennem den østlige del af kildepladsen så man nu kan følge Bunds Å hele vejen til Kirke Værløse. Kildepladsen opfylder meget tydeligt en funktion i dyrelivet.

Københavns Vand, eller i dag HOFOR spiller en stor rolle. Dels sænker kildepladserne grundvandsspejlet ved at pumpe vand til de tørstige i hovedstadsområdet, dels bevarer kildepladserne giftfri oaser med ofte vildtvoksende beplantning. Nogle gange lige lovlig vildtvoksende, hvis man skal tolke på de omfattende mængder fældet træ som ligger på Bogøgård Kildeplads.

En af længerne i den gård som ligger i det nyligt åbnede område i den østlige ende af Flyvestation Værløse.

Flyvestation Værløse

På vej til Måløv Station passerede jeg også den østlige del af Flyvestation Værløse uden at forestille mig de store nyheder. Men der er nyt: Området længst mod øst er nu blevet tilgængeligt for publikum, og på dette område ligger der en gård. Den ser noget sønderskudt ud, så jeg forestiller mig at det er en gård som flyvevåbnet har øvet sig på at storme. Den ligner da også noget man ellers kun ser fra sønderskudte huse fra krigsområder. Men ellers er den frit tilgængelig, med stuehus, stald og hvad der ellers hører til en firelænget gård. Gad vide om den er opført til formålet eller bare en gammel gård der blev slugt af flyevestationen.

Fluebjerg må afslutte denne artikel som endnu et eksempel på Egedals mange store og flotte gårde.

Ruten

Egedal Station. Svanekærvej. Svinemosevej. Fluebjergvej. Bogøgård Kildeplads. Flyvestation Værløse. Måløv Station. I alt ca. 18 km

Jørlunde - Sundbylille - Frederikssund

Midt i en periode med gråvejr, skiftevis regn, tøsne og tåge kom så lige en fredag med høj sol, let til frisk vind og nyfalden sne

 

Strandengen ved Græse Ås udløb i Roskilde Fjord. Som det ses er området meget svampet. Men til foråret tørt nok til at køer bliver lukket ud i området. Sigtbarheden er stor, man kan se helt til Frederiksværk uden problemer.

Alting ser bedre ud i solskin. Tilmed er solen begyndt at varme, så man næsten får lyst til at stoppe op, lukke øjnene og nyde solen i ansigtet. Hvis ikke det var så koldt. Og sneen er god til at dække over triste, "brændt-jords-taktik"-udseende marker og dæmpe lyden fra de stort set allestedsnærværende biler. Så gør det ikke noget at den lidt friske vind river lidt i kinderne. Fredagens rute fra Jørlunde over Sundbylille til Frederikssund bød på landbrugsland, landsbyliv, fugtige åområder og strandenge samt kik til Roskilde Fjord. Strækningen ikke en decideret vandresti, men bort set fra et par kilometer dog med tålelig trafik.

Gadegård ved Jørlunde er den første af mange fritliggende gårde på denne rute. Omgivet af kulturstepper hvor biodiversiteten bliver styret med hård hånd. Kun få afgrøder får lov til at gro her, og dyrelivet er derefter.

Tøvejret var sat ind, men dog ikke mere end at landskaberne stadig fremstod som sneklædte. Faktisk var det kun stierne som var fyldt med pytter og tøsne. Hvilket kan være temmelig vanskeligt at bevæge sig i.

Ved Påstrupgård på Sundbylillevej har man forsøgt at bevare eller genskabe noget med plads til andet end raps, hvede og byg tæt på gården. Der er en lille dam og høje træer. En lille flok fugle på træk blev det også til i dette område.

Kulturstepperne

De første seks kilometer af ruten går gennem landbrugsland. De bare marker ligger som enorme ismarker uden liv eller tegn på liv i form af fuglesang. Kun en flok grågæs havde slået sig ned på en mark tæt på Sundbylille, formentlig for at hvile sig. Ellers ligger der en del flotte gårde, regelmæssigt spredt i det meget åbne og bare landbrugslandskab hvor kun ganske få træer og kratbevoksninger bryder monotonien.

De hvide bygninger på Steensbjerggård gør sig ganske godt bag den hvidklædte kultursteppe. Kun alleen med træerne bryder med det hvide. Går man under træerne, er man under bombardement at nedsmeltede små isstykker. Ufarlige, naturligvis.

Sundbylille

Man skal ind i småbebyggelser som Sundbylille, eventuelt også i haveområder omkring gårdene, i parker og skove før man kan se og høre tegn på at fuglene forventer at foråret er på vej.

Man skal næsten helt til Sundbylille for at opleve noget levende, her den omtalte flok grågæs. Man bliver næsten helt oplivet af at høre andre lyde end vinden.

Landsbyen selv rummer en del godt vedligeholdte gårde, men ikke alle bliver brugt til landbrug. Bybjerggård er fx lavet om til B&B, kro, hotel og konferencecenter. Da jeg passerer, er der ikke tegn på liv, men skinnet bedrager måske. Besøger man kroens Facebookside, opdager man at den har over 1.600 synes godt om'ere, og der hver fredag serveres gourmetmiddag med eksotiske ingredienser som fx jordskokkesuppe, kammusling, barderet torsk, pommes duchesse, brændte løgskaller, choronsauce og en ny fortolkning af cheesecake m. vindruegranité.

Fra bakken vest for Sundbylille har man et godt overblik over den lille landsby som ligger omgivet i et kæmpeocean af snemarker. Byen ligger nærmest og putter sig lidt.

Grønlien Skov

Tæt på Frederikssund har man forsøgt at bryde det monotone landbrugsland ved skovrejsning, Grønlien Skov. Skoven er dog ikke særlig stor, 50 ha og blev plantet 1999-2000. Et kvarter, og man er igennem dem, hvis man giver sig god tid. Hele tre daginstitutioner holder til tæt på skovens sydvestlige hjørne.  Midt i skoven ligger et vandindvindingsområde, så der bliver ikke brugt pesticider. Hvilket er meget betryggende. På mine vandværksvandringer er jeg blevet noget bekymret over hvor tæt landmændene er på kildevandspladserne. Og spor af sprøjtemidler findes i mange boringer, nogle har helt måttet lukke pga for højt indhold. Her kommer statsskovene ind og får en til at være mere rolig.

En af hovedstierne gennem Grønlien Skov. En lille nåleskov er plantet cirka midt i. Langs vejen stabler af træ.

Det er svært at se andet end birketræer ved første øjekast, og skinnet bedrager! Det er bare fordi stammerne er camoufleret af sne og is. I virkeligheden er det eg, bøg, kirsebær, ask, lind og ægte kastanie. Og douglasgran og lærk. Om 30-40 år skoven måske mere end nu begynde at ligne en "rigtig" skov. I år har det været tyndingsår og stablerne ligger meterhøjt og langt langs stierne.

Øglekærgård ved J. F. Willumsensvej, lidt syd for Frederikssund Sygehus. Et par heste er blevet lukket ud. Men ikke af bondemanden, for stedet bruges som et aflastningssted for unge.

Roskilde Fjord

Jeg har tidligere vandret langs Græse Å og kommer også i dag langs dens nedre løb inden den udmunder i Roskilde Fjord. Strandengene er helt oversvømmet. Til foråret og sommeren vil de tørre noget ud og igen fungere som græsningsarealer for kvæg. Det er indledningen på den sidste del af vandringen langs Roskilde Fjord ad Fjordstien.

Græse Å. Der er temmelig meget vand i åen som følge af afsmeltningen. Og til tider løber den endda over sine bredder, ifølge nogle advarselsskilte hist og pist.

Denne gang vælger jeg at gå ovenpå klinten, modsat tidligere, hvor jeg har gået langs stranden. Det betyder at man ikke kan se de drabelige klinter, men til gengæld har en fantastisk udsigt over Roskilde Fjord. I det klare vejr kan man fra nordpynten ved Frederikssund se helt til Frederiksværk ca. 15 kilometer væk uden de store problemer og fotografere med et minimalt tab af skarphed på grund af den ringe dis.

Strandengen tager sig godt ud i sneen. Man får her også et indtryk af hvordan stierne var på denne bedårende vandring. Heldigvis var det intet problem for fodtøjet.

Skyllebakken

På vej ind til Frederikssund bør man tage et smut gennem det meget særprægede kvarter, Skyllebakken. Det er ikke særlig stort, og selve vejen igennem er meget smal. Historien går som bekendt tilbage til omkring år 1800. Da slog gifte karle, fiskere og andre jævne folk sig ned udenfor byportene. Lidt som et datidens svar på nutidens Christiania. De tider er for længst forbi. Husene er istandssat og andre beboere har overtaget stedet. Men kvarteret er bevaret som et minde om dette specielle hjørne af Frederikssunds historie.

Skyllebakken. En bil kan med nød og næppe klemme sig igennem gaden. Som det ses er husene alle fint istandsat og bærer ikke meget præg af fortiden.

Ruten

Jørlunde. Sundbylillevej. Påstrupvej. Sundbylillevej. Sundbylille. Ågade. Grønlien Skov. Græse Å. Fjordstien. Frederikssund Station. Ialt ca. 16 km.