torsdag den 24. marts 2016

Gudernes Stræde (4) - Vester Såby - Ejby

19 kilometer fortrinsvis på øde landeveje med to flotte udsigtspunkter og to skovture undervejs

Der er masser af gravhøje på denne etape af Gudernes Stræde, så det er svært at vælge hvad jeg skal vise. Her er det Sakshøje lidt vest for Ryegård Gods.

Denne 4. etape på Gudernes Stræde er det 3. indslag om samme i Vandringsløse Tidendes serie om ruten. Seks dage efter er jeg tilbage i Vester Såby, nu uden gyllelugt. Denne gang går turen nordpå. Men den første del af ruten er lagt vest på gennem Åstrup Skov som engang skal have tilhørt Åstrup Kloster. På vej derud passerer man en lille klynge bindingsværkshuse.

Træerne er endnu ikke sprunget ud, så man har dette flotte vy næsten hele vejen gennem Åstrup Skov. Læg dertil de let genkendelige, store gravhøje og hvis man har øje for det oldtidsagrene. Når alting er grønt, kan jeg forestille mig at det ser ret anderledes ud. Og udsigten er formentlig spærret.

Omvejen skyldes at der i dette område er et særligt velbevaret oldtidslandskab (ifølge informationspælen). Der er to markante gravhøje: Kighøj og Sneglehøj. Men der skulle også være nogle agre som man kan identificere som terrasser, skålgrubesten, vejspor mm. Jeg er nu mere optaget af udsigten. Fra Sneglehøj er der gennem skoven en fremragende udsigt som kulminerer på rutens vestligste vejstykke hvor man går langs en slugt.

Skoemager Kroen. Ældst eller ej,  denne skærtorsdag ser den af bilerne ud til at være særdeles velbesøgt.

Stykket fra Åstrup Skov til Dyvelslyst er en lige strækning med en langstrakt bakke. Her ligger Skoemager Kroen ca. 1 km vest for Dyvelslyst. Kroen har en uvis historie. Godt nok påstår kroens hjemmeside at det er Danmarks ældste post- og diligencekro med et bevaret kampestensgulv gemt under plankegulvet. Men det stemmer ikke med informationspælen som fortæller at godt nok blev det bestemt at der skulle være en kongelig privilegeret kro her. Men om der også kom en, ved man ikke. Kun at der på et tidspunkt var var hele tre kroer i nærheden. Denne skærtorsdag er parkeringspladsen helt fyldt op ved den eneste tilbageblevne.

Ca. 60% af Danmark ejes af landmændene, og de sætter deres umiskendelige præg på landskabet. Der bliver pløjet helt ud til grænsen af hvor der må pløjes - og formentlig lidt til. Markerne overvåges nidkært for om blomster, planter og andet stads formaster sig ind på landmandens enemærker, og der slås hårdt ned med gift og andre effektive sager mod enhver der blander sig i afgrøderne.

I dette område minder den øredøvende larm fra motorvejen om at naturen i Danmark er samlet i små bitte klatter mellem enorme og golde landbrugsarealer, motorveje og byer. Så der skal ikke lyde nogen kritik fra min side over Gudernes Stræde. Faktisk skal Strædet roses for at have fundet de mindst slemme forbindelseslinjer mellem klatterne. Når man planlægger en så lang rute som Gudernes Stræde i et lige stræk, er det et vilkår at man kommer til at gå langt mellem de udsøgte naturområder.

Dyvelslyst er mere forretninger end beboelse. Helt atypisk. Her er det Ewa's Specialiteter der tilbyder røget ål. I baggrunden Auto Service.

Skoemager Kroen er måske ikke det eneste tegn på at området tilsyneladende har en speciel evne til at kreere forretningsliv  For den lille bebyggelse Dyvelslyst ½ km syd for motorvejen har modsat alle andre landsbyer jeg har været igennem, et blomstrende forretningsliv: Shelltanken er leveringsdygtig i alskens minisupermarkedsvarer og take-away. Der er et autoværksted, en slagter og sågar en rullende fiskebutik, Ewa's Specialiteter som i dagens anledning har tilbud på røget ål. Den har åbent da jeg passerer (dog lukket da jeg timer senere passerer med bussen).

Heldigvis er der ikke lyd på dette foto. For så ville den markante udsigt over Kirke Sonnerup være blevet noget mindre idyllisk. Under fotografens fødder er der en øredøvende larm fra motorvejen.

Og bortset fra drønet fra motorvejen, så har man en god udsigt fra broen over motorvejen. Her følger man også Fjordstien - som åbenbart også har set sig nødsaget til at passere her. Lidt nord for motorvejen er der en informationspæl om Trudsholm Gods og Truntehøj på 72 meter ca 1 km øst for pælen. Godset blev brugt til DRs juleshow "Mens vi venter" og er ejet af Ryegaard gods. Men det er livsfarligt at krydse vejen her, så jeg vil anbefale at man lader være og i stedet går videre på den dobbeltrettede cykelsti mod Kirke Sonnerup. Man kan alligevel ikke se så meget.

Dette foto opsummerer måske bedst denne etape af Gudernes Stræde: Udsigten er der ikke noget i vejen med. Men Sonnerupvej er ikke den bedste vandrevej: Tosporet landevej uden særlig god rabat at vandre i. Til gengæld er trafikken minimal denne skærtorsdag. Jeg kan ikke garantere for hvordan den er på andre tidspunkter.

Strædet kommer forbi Kirke Sonnerups gamle bydel, bl.a kirken for de som interesserer sig for den slags. Byen er ikke bare soveby, men har vandværk, børnehave, fodboldhold, galleri, Vestervang rideklub og en købmand. Folkeskolen er dog siden 2012 special skole for børn med ADHD. Måske husker nogen at byen i  2013 vandt byen P3's konkurrence 'Byg Amok' og fik en skaterpark. Dejligt at se en by med liv, Facebookside og Jeg er fra Kirke Sonnerup.

Den udsigt fortjener en gentagelse. Denne gang fra den ødelagt gravhøj. De forstod at give deres afdøde et flot eftermæle, de gamle oldtidsmennesker. 

De fire kilometer mellem Kirke Sonnerup og Ryegård foregår på en øde landevej i et kuperet terræn. Lidt over en kilometer øst for Kirke Sonnerup er der en ødelagt gravhøj nord for vejen. Herfra har man en fantastisk udsigt mod nordvest helt ud til Isefjorden. Mellem Bullevad Bakke og  Bullevadhus passerer man en lille lidt anonym ådal. Bullevadhus ligger i udkanten af en lille skov hvor der ligger en del mindre gravhøje langs vejen.

Selvom det måske ser spektakulært ud med træbevoksning på gravhøje, så er det ikke særligt hensigtsmæssigt. Rødderne ødelægger stensætningerne, og hvis en storm vælter et træ, risikerer man at rødderne samtidig flår stensætningen fra hinanden. Her er nogen i gang med at rydde kratbevoksningen.

Denne etapes absolutte højdepunkt er området mellem Ryegård og Ejby. Vest for Ryegård går man ca. 1 km på en stærk trafikeret vej. Men udsigten kompenserer, bl.a  fordi man på det højeste punkt kan se Sakshøje, tre træbevoksede gravhøje. Vader man gennem markerne, kan man også undgå at blive kørt ned. Ikke for ingenting er der lavet en speciel folder og sti for Vandretur Ryegård Dyrehave og Strandskoven. Den er på 6 kilometer. Gudernes Stræde overlapper denne vandretur med ca. en kilometer i Ryegård Dyrehave. Dyrehaven er ikke så stor, men til gengæld er intensiteten af naturoplevelser stor. Der er høje stejle bakker, og det må være et must at bestige Julianehøj. Nedenfor bakken ligger Teglhus og så kommer man til etapens i dobbelt forstand højdepunkt, Dyrehave Bakke (ikke Dyrehavsbakken). Ikke for ingenting finder jeg her adskillige selskaber. Udsigten er storslået.

Det er umuligt at indfange storslåetheden i udsigten fra Julianehøj, men bedre går det med udsigten fra Dyrehave Bakke. Isefjorden, Bramsnæs Bugt ses tydeligt og endnu mindre diset end fotoet antyder.

Også nedstigningen af Dyrehave Bakke er fremragende og dramatisk kuperet. Næsten ude af Dyrehaven støder man på noget der ligner to fugletårne 6 meter over jorden. Men det er dels Ryegårds udlejningsmødelokaler med plads til 12-20 personer, dels et hus for to i særprægede omgivelser. Blot to af de i alt 30 udlejningshuse som Ryegård ejer spredt rundt på godset. Resten af nedstigningen mod Bramsnæs Bugt foregår med en fremragende udsigt over samme.

Bramsnæs stikker tydeligt ud i Isefjorden/Bramsnæs Bugt bag gården. Set lige når man kommer ud fra Dyrehaven ved Agersø Skovbørnehave. Som i sig selv er en idyllisk gård.

Egentlig ville jeg have gemt Ejby til den 5. etape, men det er en pænt stor by med knap 2.000 indbyggere. Så jeg besluttede at forlænge etapen med en tur ned på havnen, Ejby Havn. Den ligger ikke på Gudernes Stræde, men det er en anbefalelsesværdig afviger. Ikke så stor, men med et par gamle skure og fiskerhuse. Fiskeri ser der ikke ud til at være det store af. Men der er heller ingen stor marina for lystsejlere som ofte ødelægger fiskeristemningen.

Ejby Havn. Med Bramsnæs Bugt og Isefjorden. Fiskerhuse, bådhuse, redskabshuse og stejleplads samt et nedlagt østersbrug.Der er stejle skrænter langs hele kysten, og længere nordpå er de fredet, ligesom Ejby Ådal. Det må imidlertid vente til næste etape af Gudernes Stræde.

Ejby Havn kaldtes også Ejby Bro (se fredning). Fiskerbådene i havnen er fritidsfiskernes. Erhvervsfiskeriet sluttede sidst i 1960’erne. Fra 1903 og ca. 20 år frem anløb dampskibet ”Ourø” på ruten fra Holbæk over Egholm Bro til Orø også Ejby Bro. Fra 1500-tallet til 1800-tallet blev der hvert forår drevet en intensiv fangst af marsvin. Det foregik lidt ligesom nutidens grindedrab på Færøerne i Bramsnæsvig. Af sælerne blev der kogt tran til Københavns gadebelysning.

Et sidste kig fra Ejby Havn ned i Bramsnæs Bugt. Her foregik der hvert forår drab af marsvin i de såkaldt gode gamle dage. Så er det op til bus 219 til Hvalsø Station og tilbage til Byen.


Flere billeder på Flick-album om Lejre Kommune.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Ruten er en del af folderen om Vellerup-KrSaaby. Man kan følge med i hvor langt jeg er nået i mine 5 etaper nederst i indslaget om Mosede Gadstrup. 19 km med afstikkere, hvoraf ca. 4 km er skovstier, 3 km stærk trafikerede veje og resten øde asfaltlandeveje med meget lidt trafik.

torsdag den 17. marts 2016

Gudernes Stræde (3): Vester Såby-Lejre

Denne etape deler sig i to nogenlunde lige store halvdele: Plane asfaltlandeveje i landbrugsland og kuperede skov- og grusstier i varierede landskaber

Gadekæret i Vester Såby. Forrest er hvad jeg mener må være landsbyens 4. skole, lærerenkesædet. I disen i baggrunden anes Tollekjærgård.

Dette er min anden vandring på Gudernes Stræde. Følg med nederst i indslaget om Mosede-Gadstrup. Og der var virkelig mange flotte udsigter, så tjek også Flickr-album for Lejre ud for flere fotoer. Folderne om Gudernes stræde forklarer hvad der har lagt navn til ruten. Udover stenalderhøjene antyder man også at bronzealderhøje skulle have ligget som bavnehøje og antydet en vej. Man citerer en skønlitterær forfatter Martin A. Hansen som beskriver Gl. Lejre som midtpunkt i Gudernes Stræde:
Lejrekongerne sad ved denne vej som ræve, de sad også med sporer i begge Sjællands flanker. Sådan et område duede som rygrad i den begyndende rigsorganisation som overleveringen tillægger Skjoldungetiden i germansk jernalder. En politisk enhed har tilmed betydet en officiel kultisk enhed. Det vigtige hærstræde har også været gudernes vej.
Smukt og poetisk. Men virkeligheden er mere spændende og prosaisk. Rigtig nok er der som overalt på Sjælland en mængde høje langs Gudernes Stræde. Men hvis man skulle finde et stræde hvor intensiteten var større, skal man nok snarere læse en anden Hansen, nemlig Svend Illum Hansen.

Dette er en helleristning af et skib hvis nogen skulle være i tvivl. Med kristen disrespekt for gamle oldtidsminder er den blevet indmuret i Kirke Såby Kirkes våbenhus.

I sin bog "Jættestuebyggerne" har lavet et kort over tætheden af gravhøje i Danmark. Hvis man endelig skulle snakke om et "stræde", burde man i stedet have valgt en sydvest-nordøstlig rute Skælskør-Hillerød. Halvdelen af Gudernes Stræde ligger faktisk i en stræk med usædvanlig gravhøje øst for Lejre/Roskilde! Skidt nu med det! Gode historier er måske ikke altid god historie hvis vi taler Martin A. Hansen. Hvis vi bare kan skille fantasi og realitet, går det nok.

Udsigten fra omkring Roskilde Bakke vest for Abbetved mod syd (med hatteskygge for oven for modlysets skyld). Et eller andet sted dybt nede ligger Helligrenden. Det er her turen ændrer sig fra at være en vandring langs landbrugsarealer til mere varieret landskab.

På den første halvdel af dagens etape, stykket fra Vester Såby til 2 km øst for Abbetvej, er det mest landbyer der springer i øjnene. Landskabet er et noget fladt landbrugsområde. Det blev jeg allerede advaret om da jeg steg af bus 219: Der var en stram lugt af gylle. Den fortog sig dog hurtigt. Den mere idylliske (læs: gammeldags) del af Vester Såby ligger ved gadekæret. Infostanderen fortæller om landsbyens historie og om de 5 skoler der har været i byen, hvoraf den 4. stadig ligger ved gadekæret. Et par gamle gårde ligger diskret tilbagetrukket. Strækningen mellem de to Såbyer er landbrugsland. Men nord for Søholm er der ved at blive oprettet en privat fredsskov som er offentligt tilgængelig i dagtimerne.

Et typisk billede af Gudernes Stræde på strækningen mellem Vester Såby og et par kilometer øst for Abbetved: Marker, spredte gårde og øde landevej. Kun landsbyerne bryder en anelse det lidt monotone.

Kirke Såby er en lidt anonym landsby med en interessant gammel og arkitektonisk flot kirke. Bl.a. er der nogle kunstnerisk fine kalkmalerier fra 14-1500-tallet, og i våbenhuset er der indmuret en gammel grubesten med helleristninger som er omkring 3.000 år gamle. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det, men der er en informationstavle hvor det fremgår at helleristningerne forestiller et skib. Hvad Kirke Såby måske ikke har i landsbyidyl har den så til gengæld i mere landsbyliv. Der er fritidshjem, forsamlingshus og pizzaria.

De tre kilometer mellem Kirke Såby og Abbetved går atter gennem svagt kuperede landbrugsarealer. Man bestiger langsomt Roskilde Bakke vest for Abbetved, og kan herfra skue ud over det forjættede land med stærkt kuperede terræn øst for Abbetved. En infostander ved Roskilde Bakke (eller tidligere Dødningebakken fordi der var et gammelt henrettelsessted her) fortæller at har udsigt til to bakker mod syd, Sellingbjerg og Møllebjerg hvorimellem Helligrenden forløber. Det kan nu være noget svært at få øje på, men heldigvis krydser ruten Helligrenden lidt øst for Abbetved. Og infostanderen som fortæller om forløbet fra Bjergskov over Abbetved til Borrevejle Vig. Vandet skulle være meget rent, men jeg har nu ikke lyst til at prøve om det holder.

Et sidste kik tilbage før den kuperede og varierede del af strækningen til Lejre starter. Man aner allerede at man er godt oppe i højden og har udsigt mod nord, mod Isefjorden og Roskilde Fjord.

Abbetved - Børnegården

Abbetved bør man gå langsomt igennem og nyde de spredte og diskrete gårde, fx den store Jørgenssæde. I landsbyens østlige ende er en gård indrettet som børneinstitutionen Børnegården, og børnene er såmænd ude for at lære trafik, og at de skal passe på bilerne. Der går imidlertid en rum tid før der overhovedet kommer en bil, og nogle af de små synes vist ikke at besidde den fornødne tålmodighed til at værdsætte pædagogernes pædagogiske forsøg på trafiktræning. Og forståeligt nok, Børnegården har bondegårdsdyr frit gående på skråningen. Landsbyens historie er beskrevet i en lokalplan for Abbetved. Den ligger  i et stærkt kuperet landskab ud til den vestlige side af en dyb dal, der blev dannet i istiden da det store issøbassin – nu Skullerupholmsletten – blev afvandet. I dag er der kun et lille vandløb tilbage i dalen. Oprindeligt hed det Lejes Rende efter den forsvundne landsby Legerup. Nu kaldes vandløbet med et romantisk 1800-tals navn for det meste Helligrenden.


Typisk skovvej på strækningen mellem Helligrenden og Lejre. Længere fremme drejer stien til højre mod Herthadalen. Her forløber også Skjoldungestien.

Landskabsskifte


To kilometer øst for Abbetved drejer Gudernes Stræde skarpt mod syd og skifter samtidig dramatisk karakter. Fra et let kuperet landbrugslandskab kommer man nu igennem et meget kuperet og varierende landskab på grus- og skovveje. Dette indvarsler at man er ved at nærme sig Gammel Lejre med de mange skatte fra vikingetiden og før. En infostander står på det sted hvor en lokal aftægtsmand i 1850 fandt en skat, Lejreskatten - og senere indkasserede en fængselsdom for ulovlig omgang med danefæ. Så er man advaret hvis man skulle finde noget lignende. Herefter bliver stien mere og mere ufremkommelig og det virker også som om kortet ikke rigtigt stemmer. Men man skal bare følge stien, styre uden om skiltene med adgang forbudt for uvedkommende og ikke gå i panik over ikke at finde de afmærkede infostandere, så kommer man på et eller andet tidspunkt til "Sagnlandet Lejre"

Endnu flere skrænter og vandløb. Gudindestien. Jo, det er da måske interessant at man engang havde rablende fantasier om gudinder og slaver der drog forbi her. Andre kan måske synes det er lidt pinligt. Men flot er det.

I skovområdet øst for Sagnlandet kommer man forbi Herthadalen. Stedet for grundlovsmøder mellem 1854 (eller 1855, infostanderne er lidt uenige om årstallet) og 1940. Stien her falder i øvrigt helt til Lejre sammen med Skjoldungestien. Der findes både et alter til gudinden Hertha og på den anden side af dalen en sten fra 1888 til minde om stavnsbåndets ophør. Istiden har rigtig foldet sig ud her med dramatiske kløfter og huller. Så meget at fantasien er løbet af med selv besindige folk i 1800-tallet, og såmænd da også Martin A. Hansen. Man forestillede sig at Nerthus her kom ridende ad Gudindestien fra øst i en kærre med samt slaver, og en professor H. P. Andersen skal endda i 1745 (vist nok i fuldt alvor) have påstået at der var et tag over Herthadalen for at skjule optoget.

Ved Mysselhøj har man et fantastisk vy over Gammel Lejre mod syd. Her er også de ikke så gådefulde, gådefulde Brændte Høje. Knap så synlige er en række andre gravhøje som er blevet pløjet ned og nu ikke længere eksisterer. Heldigvis døde nogle køer da bønderne ville gøre det samme med Mysselhøj, og derfor lod de den være. I horisonten aner man Energitårnet.

Vel oppe af slugten og lettere rystet mener jeg et kort øjeblik selv at være blevet lidt småtosset fordi jeg synes jeg hører en højsummen af bier. Heldigvis viser det sig at det faktisk også er bier fra bistader der åbenbart er vågnet i det dejlige solskinsvejr med en lystig brummen. På vej på Gammel Lejre er der for de historisk og arkæologisk interesserede infostandere om vandskel, møller, vikingehaller og "det gådefulde område" Brændte Høje.

Kornerup Å umiddelbart syd for Gammel Lejre. Gudernes Stræde kommer tæt forbi vikingeskibssætningen, hvis man skulle få lyst til at gøre en afstikker her.

Udsigten er helt fantastisk på denne strækning ned mod Gammel Lejre. Og i det klare solskinsvejr kan man se vidt omkring, ved Mysselhøj aner man endda Energitårnet helt tydeligt langt ude i horisonten. Det sidste stykke ned mod Lejre går man langs Kornerup Å som starten ved sammenløbet af Langvad Å og Lavringe Å lidt syd for jernbanen. Åerne var ifølge en infostander vigtige som afmærkninger i landskabet for herreder, sogne og ejerlaug. Christian 4. havde sin egen private kongevej her, men den er der ikke noget tilbage af. Kun en infostandere som fortæller om vejen.

Kornerup Å. Jernbanebroen set fra syd mod nord.

Alt i alt har de to første vandringer på Gudernes Stræde vist sig som en dejlig vandrerute som hermed anbefales til interesserede. Måske er det lidt poppet at man har forsøgt at tillægge ruten noget Martin A. Hansensk. Men skidt med det.

Ruten

Ruten ses på foldere om Gudernes Stræde: Vellerup Kirke Såby og Kr. Saaby Gadstrup. Fra Vester Såby til Kirke Såby er der cykelsti. Fra Kirke Såby til ca. 2 km øst for Abbetved er der meget lidt trafikerede landeveje med smal græs- eller grusrabat. De resterende 7-8 km til Lejre og 7-8 km er skovstier og grusstier, et enkelt sted endda temmelig smattet og sumpet. I alt ca. 16 km.

lørdag den 5. marts 2016

København - klassicisme

Klassicismen er den periode hvor man forsøgte at efterligne de gamle grækeres og romernes byggestil

Lille Strandstræde 14, Hallings Gård af Hans Næss, siges at være et af de første mere vellykkede eksperimenter ud i klassicismen. Jeg har lidt provokerende valgt at vise husets bagside. For der er kontrast mellem facaden ud til gaden og hvad man ser når man går ind i gården. Sidehuset er fra 1600-tallet. I porten hænger en interessant tavle med huset ejere gennem tiderne. Se sidst i artiklen.

Rokokoen blev hurtigt afløst af klassicismen, som til gengæld holdt et helt århundrede, ca. 1754-1856. Formet efter det gamle Grækenland og Romerriget. Formel og inden for faste rammer. 1754 fordi det var det år som Kunstakademiet blev oprettet på Charlottenborg. Den første direktør var arkitekt Nicolai Eigtved der blev nævnt i artiklen om rokoko. Da han døde, hentede Kong Frederik 5. den franske arkitekt Nicolas Henri Jardin til Danmark som direktør.

Amaliegade 18 opført 1764 for Købmand Henning Frederik Bargums Gård "Det Gule Palæ" nævnes som Jardins første famlende forsøg. Stilen slog an blandt datidens yuppier eller nyrige.

Hans indflydelse kom også til at gøre sig gældende gennem sin elev C.F. Harsdorff. Han  er i dag kendt for sit meget specielle hus, Harsdorffs Hus, på Kongens Nytorv i København. Harsdorff var til skal have været inspireret af den franske klassicisme, men ændrede så senere stil mere over i den græske antikke arkitektur - som hans hus åbenbart udtrykker, se foto herunder.

Denne imponerende kolos i Overgaden neden Vandet 11 er opført 1785 for søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Den kaldes i dag Heerings Gård.

Harsdorffs hus er opført 1779-80. Og klassicismen afspejler sig i den irregulære grund med fremspring og spidse hjørner. For de som er vant til at vandre rundt i den indre by er det nemt at genkende facaderne yderst. Det er sådan de fleste borgerhuse fra den tid ser ud. Midterpartiet er mere bombastisk, men dog slet ikke som vi har set i de foregående artikler om barok og rokoko. Det minder lidt om et græsk tempel hvor søjlerne er antydet.

Harsdorffs Hus på Kongens Nytorv, 1777. Huset var ment som et mønsterhus. Og det skal være inspireret af græsk antik byggekunst. Men han boede der aldrig selv. Og måske var det heller ikke alle og enhver der havde råd til at bruge huset som mønster. Men man genkender byggestilen i mange borgerhuse der blev opført helt op til midten af 1800-tallet, .

Ingen tvivl om at Harsdorffs hus blev trendsættende. De huse der blev opført efter brand og bombardement, har i høj grad skelet til det: Ikke så meget overflødigt stads, krummelurer og dikkedarer. Måske en diskret detalje hist og pist i formgivningen. Det var tidens borgerlige dyder udtrykt i mursten, tegl, glas og puds: Selvtugt, hensyn til naboerne (se fx Politivennens indædt rasende angreb på karnapper - arkitektur som moral). De diskrete dekorationer holdt op efter den økonomiske krise fra 1807.

De fleste kender vel Erichsens Palæ på Kongens Nytorv ved siden af Magasin. Denne bygnings søjler har formentlig inspireret arkitekt og murermester Johan Martin Quist til denne ejendom på Ved Stranden 14, Gustmeyers Gård fra 1796. I den periode hvor Danmark endnu kunne profitere af at være krigens købmænd. Men det gik ikke i længden og gav danmarkshistoriens måske største bagslag i nyere tid.

Antikkens kendetegn afspejlede sig ved søjler, buer og frontoner. Enkelhed, rene former, lige linjer, symmetrisk og harmonisk opbygning. Kvadrater, trekanter og cirkler. Trekantgavle og søjler som på antikkens templer i Grækenland og Italien. Men man må huske på at da det blev opført var København hvad vi kender indgående fra Politivennen: Gaderne var belagt med marksten, og der var åbne, stinkende kloakker med rendebræt over. Lokummerne i husene blev tømt i trætønder der lækkede på deres vej ud gennem byen. Hunde, køer, heste og høns bidrog til svineriet og stanken. Tiggere og usle gadehandlere befolkede gaderne.

Højbroplads 9 fra omkring år 1800 omtales som et typisk Harsdorff-hus. Så kan læseren sammenligne med mønsterhuset fra Kongens Nytorv for at finde sammenfald. Buerne over vinduerne falder mig i øjnene.

Branden i 1795 satte skub i nybyggeriet. Og der var stadig mange penge hos borgerskabet. Det er disse mange byggerier som stadig udgør en stor del af den indre by. Også selv om englænderne nåede at ødelægge en del igen ved bombardementet i 1807. Det arkitekttegnede byggeri var på det tidspunkt især inspireret af arkitekten C. F. Hansen. Nu var det ikke græsk, men romersk arkitektur som var modellen, med enkle former med store murflader. Politivennen indledte i starten af 1800-tallet et regulært felttog mod karnapper, som man kan more sig med at læse. Små detaljer kunne så kontrastere fladerne, sådan som man kan se det på fotoet nedenfor af Dronningens Tværgade.

Dronningens Tværgade som den ser ud i enden nærmest Kongens Have. Gaden er her et potpourri over forskellige husfacader fra det første årti i 1800-tallet. Alle har høj kælder, formentlig brugt til småhåndværk. Til venstre høje smalle indgangsdøre, til venstre er dørene portagtige. Der findes masser af sådant byggeri her, fx i Fredericiagade.

I starten af 1800-tallet fandt man ud af, at antikkens arkitektur ikke altid havde været helt lys og hvid, som den er i dag. Bygningerne havde derimod været malet i stærke og markante farver. Hvis man skal tro Politivennen fra 1806, så gik folk nærmest helt amok i farver:
I de sidste år har en stor del bygninger fået et forandret ydre ved maling. Unægteligt tjener samme både til nytte og forskønnelse når den foretages som den bør. Men således som det er sket for en stor dels vedkommende, opfyldes den sidste hensigt vist ikke. Ved en sådan bemaling og udstaffering med fire, fem, ja vel flere forskellige farver, som nu er i fuld brug, har smagløse husejere haft det i deres magt, i stedet for at forskønne, snarere at skæmme og mispryde staden. En måde er især meget afholdt, nemlig at lade bygningen male med en afstikkende mørk farve indtil straks ovenfor første etage, og derpå at overlæsse den øvrige del med forskellige lysere farver.
Det blev mode at lade bygningen male første etage med en afstikkende mørk farve. De øvrige blev farvet med forskellige lysere toner. Politivennen appellerede til "De højere klasser" om at gå forrest med et godt eksempel, men måtte konstatere at mange i den henseende have en "ligeså slet smag som de andre".

Angsten for endnu en storbrand gjorde at det blev lovbefalet at opføre husene med sten mod både gade og gård. Det blev dødsstøddet for de fleste brandfarlige bindingsværkshuse. Derudover skulle man "brække" hjørnerne på husene så brandvæsnet kunne komme forbi. Det havde de ikke kunnet uden stort besvær før. Udover at være et krav kunne det også være en udfordring, og de sætter sit præg på mange gadehjørner. Se fx herunder hvordan det er løst på hjørnehuset Ved Stranden.

Det røde hjørnehus Ved Stranden 10, opført for enkefru M. C. Sundorph 1796-97 viser et eksempel på hvordan man kunne klare de brækkede hjørner.

Københavns bombardement 1807 sendte Danmark ud i en alvorlig økonomisk krise og statsbankerot. For byggeriet betød det at sparsommelighed blev en dyd, hvilket passede som fod i hose med klassicismens idealer. Hvis der endnu havde været små dekorationer på facaderne, så forsvandt de nu. På nær et gesimsbånd mellem stue og 1. sal. Selv den fremherskende grå puds var under beskydning. I 1824 beklager Politivennen beklagede sig over at man var begyndt at pudse facaderne helt hvide:
Man har lagt mærke til at de fleste huse og gårde som i de seneste år er blevet bygget eller repareret her i staden, er hvidtet eller glat pudset med kalk. De offentlige bygninger synes at have været eksempel for de private. For således er foruden slottet og Rådhuset nu også Frue Kirke, Katedralskolen og den såkaldte Trøstens Bolig alle hvide. Og Studiegården vil sikkert når den engang opbygges, tilligemed de tilstødende bygninger blive af samme beskaffenhed så at man da rigtigt vil kunne kalde det terræn hvor de nævnte bygninger ligger, for Københavns hvide kvarter.

Mere Harsdorff-inspireret byggeri: Nytorv 5, opført 1799-1803 for direktør for grønlandske handel, justitsråd Hartvig Frisch og tegnet af N. A. Abildgaard. Og Nytorv 7 - dog næppe Harsdorff-inspireret, opført 1795-1796 for grosserer og brygger Jens Lauritzen. Måske tegnet af Andreas Kirkerup.

Som sædvanligt blandt de finere borgerskab på det tidspunkt var, dækkede man sin afsky for hvidt ind under et mere praktisk argument:
Mange har desværre erfaret hvor pinagtigt det er for en studerende, tegnemester, kobberstikker, urmager og enhver der måtte bruge sine øjne meget at bo lige over for et sådant hvidt afpudset hus, især når solens stråler falder på det.
Og synspunktet må have vundet indpas for alle bygningerne fremstår i dag med farvede facader. Artiklen minder os også om at Købehavns farver også har ændret sig gennem tiderne.

Mens der endnu var rigeligt med penge blandt borgerne: Amaliegade 49 er opført 1788-89 af og for tømrermester Andreas Hallander. Trekanten øverst forestiller en siddende kvinde med kikkert og et barn. Måske står Bertel Thorvaldsen bag. Skyggesiden vender mod Esplanaden.

Senere tider fandt den samme tiltrækningskraft som tomme flader åbenbart udøver på grafittimalere i dag, og mange facader blev senere "pyntet op". Da befolkningstilvæksten desuden krævede højt byggeri, opstod begrebet "lejekaserne". Branden betød imidlertid også at det velbjergede borgerskab fortrinsvis byggede til sig selv, dvs. den fattigere del af Københavns befolkning gerådede for alvor ud i boligproblemer. Politivennen råbte november 1824 op om problemet, men forgæves. Forslumningen af spekulationsbyggeriet især i de 3 meter brede "gange" blev endnu værre.

Irritationen over sammenstuvningen af den stadig voksende befolkning er til at tage og føle på i Politivennen. Man slog sig ikke bare på løshængende kroge, gadeskilte, kældergelændere, trapper mm. Også angreb fra vinduesskodder kunne være livsfarlige, som fx her i Valkendorfsgade:
I flere år har man bemærket at vinduesskodderne på huset nr. 147 i Store Hellig Geistes Stræde når det blæser (som ofte har været tilfældet i den forgangne vinter) står lige så langt ud over fortovet som de er brede. Derved forhindrer de gående, ja de kunne endog blive farlige for børn og voksne når der kom et vindstød og man uventet fik en ørefigen af dem. Ved nærmere eftersyn findes at der helt mangler kroge for at holde dem til muren.
 
Husenen i dagens Lavendelstræde er - bortset fra de to hjørnehuse i Rådhuspladsenden - opført umiddelbart efter ildebranden i 1795, og da kun få af husene senere er blevet tilføjet en etage mere, er det en af de bedste steder at studere hvordan man greb boligbyggeriet an efter katastrofen.

Den økonomiske krise gjorde indtryk, og selv blandt det velbjergede borgerskab må man vel efterhånden have indset at enevælden ikke var i stand til at skabe et fungerende samfund. Man demonstrerede i det små. Støttede og hyldede officielt militærdiktatoren Frederik 6, men vist sin utilfredshed som det fx er beskrevet i Politivennen 5. november 1825. Ikke alle er lige begejstrede for at skulle oplyse gaden for militærdiktatoren på hans tur fra Amalienborg til Det Kongelige teater:
Den 29. oktober var Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Bredgade illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. Men med forundring bemærkede man at næppe var den sidste vogn af suiten kommet til Skuespilhuset før lysene i en del steder på Kongens Nytorv og overalt i Bredgade blev slukket, med undtagelse af i den gård der bebos af hr. blikkenslagermester Ekstrand. En mand der altid ved sådanne anledninger udmærker sig med sin butiks smagfulde oplysning.
Og man skulle heller ikke langt væk fra Amalienborg før armoden viste sig. I Politivennen kunne man således jævnligt høre berettet om omvandrede tiggeri, ja sågar slaver eller tugthusfanger som opskræmte de finere borgere. Byggetomten Frederiks Kirke var en ubehagelig og skummel nabo, og  kun få hundrede meter nordpå så der sådan ud i 1819:
I Amaliegade ved muren mellem toldporten og den port som fører ind til de på pladsen tæt derved opførte små huse, finder et slemt svineri sted. Udenfor sidstnævnte port tæt ved vægterens hus findes der så megen menneskeurenlighed at man snart skulle tro at de der bor på pladsen eller deres børn havde et offentligt lokum ved muren. Det er vist åbenbart at et sådant syn må være meget stødende for de mange fremmede der fra Toldboden gør deres første indtrædelse i staden, og at det kunne måske give dem et middelmådeligt begreb om den orden og renlighed som bør herske i en hovedstad.
Tavlen i porten til Lille Strandstræde som nævnt i indledning kan være et kort resume over hvem der ejede husene: garver, admiral, kancelliråd, bødker,greve, oberst, enkedronning, arveprins, konferensråd, højesteretsassessor, viceadmiral, agent, brygger, bryggerenke, overkrigskommissær, grosserer, embedsbolig for det kongelige teater, hyrekusk og vognmand, direktør, proprietær, direktør, vognmand, firmaer, Københavns nye Ejendomsselskab A/S, civilingeniør, arkitekter.

Et sent eksempel på Fredericiagade 21, Andreas Nicolai Hansens Gård, opført 1835. Hofbygmester Jørgen Hansen Koch. Husene er blevet mere skrabede. Lignende byggeri kan ses på Hauser Plads.

Klassicismen ebbede ud nogenlunde samtidig med enevælden. Demarkationslinjens ophævelse i 1851 var et opgør med voldene der oprindelig var opført for at holde fjenderne ude, men under enevælden mere var en metode til at kontrollere Københavns befolkning. Fra da af blev indre by udsat for bølger af udsanering af slum. De rædsomme gange, slumkvarterer nord for Østergade i 1870'erne. Senere Adelgade-Borgergade-kvarteret. Mange huse bestod dog efter modernisering og er nu eksklusive og dyre liebhaverboliger.

Få meter fra "Kiøbenhavns Amts Thing-og Arrest-huus" (1913) står på hjørnet af Sankt Hans Torv og Sankt Hans Gade et hus med påskriften "Opført af Kiøbenhavns Kommune 1851 og udvidet 1862". Ejendomsregistret angiver imidlertid ingen bygninger fra 1851, kun nr. 26 fra 1860. Tinghuset blev bygget i 1848, men nedrevet og genopbygget i 1913 - det står der stadig.

Det er passende at afslutte denne artikelserie med et lille blik uden for voldene. Michael Gottlieb Bindesbøll nævnes for hans fortjeneste at have en mere frigjort stil hvor man ikke længere efterlignede tidligere tiders stilarter. Han stod bag Lægeforeningens Boliger. Indre Bys fortælling er den om konstante ændringer på et meget lille areal, hvor fornyelse skete som følge af brande, bombardementer og sanering. Men nu startede fortællingen om drømmen om at komme væk fra den indeklemte by og bo i en landlig idyl. Drømmen kunne vare i et par årtier. Så blev den landlige idyl opslugt af storbyen og man måtte længere væk fra byen. Fuglefløjt blev erstattet af dytten og båtten. Vindens rislen i bladene med øresønderrivende motorlarm og violernes duft af benzinos.

Lægeforeningens Boliger, i folkemunde Brumleby, opført 1853 til 1872, med to forskellige arkitekter, Michael Gottlieb Bindesbøll og Vilhelm Klein. Oprindeligt arbejderboliger bygget som et svar på koleraepidemien i 1853 og på sit højeste hjemsted for ca. 2500 mennesker. Nu attraktivt moderniseret Østerbro-kvarter. Og oprindeligt bygget ude på landet. Men husene i baggrunden fortæller at alt sådant "ude-på-landet"-byggeri med tiden blev indkapslet af byen.

Der er blevet nævnt en række forgyldte arkitekter i denne artikelserie. I virkelighedens verden blev det meste af København ikke opført med arkitekttegnede huse, men ud fra "dansk byggeskik". Og så skylder vi vel også en venlig tanke til de titusindvis af navnløse teglværksarbejdere som producerede millioner efter millioner af sten. Som slæbte dem til byggepladserne. Lærlingedrenge, svende og håndværksmestre som murede, tømrede, snedkererede. Vand-, kloak-, gas-, og elekticitetsarbejderne som sørgede for liv i husene. Samt talrige andre uden hvem arkitekter, bygherrer og regenter ville være hjælpeløse tabere. De fortjener den største hyldest af alle!


Se flere klassicisme-fotoer på Flickr-album

 

Øvrige artikler i denne serie: Se nederst i artiklen om Renæssancen.

fredag den 4. marts 2016

Rokoko København

Rokokoen inden for bygningskunst varede kort i Danmark, ca. 1730-1760 (andre steder i Europa 1720-1789)

Siger man rokoko, tænker man mest Frederiksstaden - Amallienborg fx. Men den findes også Ovengaden oven Vandet 6 (1755-1756) og husede oprindeligt billedhuggeren, professor Simon Carl Stanley (1703-1761). Samme gades nr. 10 (1785) hed jernstøber Thomas Potters Gård indtil Brøste overtog den.

Rokokobyggeri ligger i "kongens København". I 1660 havde kongen og det københavnske borgerskab nødtvunget og formentlig ikke særlig broderligt forsvaret København - resten af landet var erobret af en svensk hær. Kongen havde måttet love borgerskabet guld - de grønne skove holdt han for sig selv, inklusiv den halvdel af København som ligger nordøst for Gothersgade. Bortset fra Nyboder og Toldbodgade var området både en grøn lunge og affaldsplads i København hvis befolkning stadig kunne finde sig til rette inden for voldene. Tidsskriftet Politivennen kunne så sent som 1798 berette at
I den lille gade, der løber mellem de to palæer fra Frederikspladsen på Amalienborg til søen, er en fordybet grav, fuld af dynd og mudder. Heri står nedfældet en del pæle, der viser, at alt dette er levninger fra en gammel forfalden slamkiste, der nu ikke længere holdes hævd over... når den på visse årstider står fuld af dynd og dræk, kan søfolk og andre, hvis vej i mørke vinteraftner går forbi her, plumpe i og slå enten ribbenene eller hovedet itu på pælene, og derfor forblive liggende i den.

Området rummede allerede Rosenborg Slot (1624), Kastellet. Landkadetakademiet (1713), Søkadeakademiet (1701) og så selvfølgelig Nyboder. Hertil opførtes nu Sølvgade Kaserne (1763) og Rosenborg Kaserne (1786). Opbuddet af militær i København var så massivt, at jeg mener det gør det mest forståeligt efter nutidens begrebsverden at tale om et militærdiktatur. Et diktatur der var så "large" at reservere dele af området til det fine borgerskab - måske for at dæmpe deres utilfredshed over at de stort set intet havde fået ud af deres alliance med kongen gennem næsten et århundrede. Dels til offentlige institutioner som Almindeligt Hospital 1769, Frederiks Hospital 1757 og Det Kongelige Opfostringshus, dels til privat luksusbyggeri. De kunne så passende hylde enevælden for det.

Rokoko møder barok. Oven i købet to store giganter. I forgrunden er det Amaliegade 23 (1750-52) af Eigtved. Dernæst Amaliegade 25 (1755-57) af de Thurah. Årstallene angiver at overgangen fra den ene til den anden stilart ikke skete fra det ene år til det andet. Thuras hus er en afstikker. Bag de Thurahs bygning blev der 1782 opført bygninger i nyklassicisme til den nok så bekendte Fødselsstiftelse. Mellembygningerne er i nyklassicistisk stil.

Inden man falder hen i svime over diktaturets godgørenhed over for de syge og fattige, må man påpege at det drejer sig om symptombehandling. Symptomer fra et system som i den grad ikke var i stand til at skabe befolkningen menneskeværdige vilkår og i høj grad selv fremkaldte dårligdommene. Det var ikke for disse mennesker styret ønskede at opføre boliger. Området kender vi i dag under navnet Frederikstaden. At henlægge halvdelen af Københavns areal, skulle blive en beslutning som på den lidt længere bane betød at befolkningseksplosionen stuvede de jævne og fattige folk sammen på et minimalt område. Kun byggetomten Frederikskirken eller Marmorkirken rummede stadig lidt "vildt liv". I 1809 skriver Politivennen fx:
"... porten mod Bredgade har i 22 år altid været lukket om vinteren eller når intet arbejde fandt sted på kirkepladsen. At denne lukning er nødvendig, vil indses deraf at kirken flere gange har tjent som smuthul for bortrømte forbrydere, da der er fundet afbrækkede slavejern, slaveklæder og gamle munderinger. Ligeledes er i den senere tid hyppige tyverier forøvede på pladsen, ja endog gentagne indbrud sket i der værende værksteder."

Kæmpemusling over port på Store Kongensgade 108. Kun en mindetavle erindrer den passerende om hvad her var engang: "Det / Kongelige Opfostringshuus / for Fattige Drenge Börn / stiftet af / Kong FRIDERICH den FEMTE den 29 Junii 1753 / og Herhid forflytet af / Kong CHRISTIAN den SYVENDE den 17 Oct 1767"

Udvidelsen af Kongens København skulle vise at enevælden ikke bare var barok magt og svulstigt byggeri, men også elegant, ligesom solkongens efterfølger Ludvig 15. i Frankrig. Rokoko stammer fra fransk "rocaille", musling, slyngede former. Og man vil lede forgæves efter at se rokoko på andet end herskernes bygninger. Man fortsatte barokken, men i en mere elegant, graciøs og orientalsk udgave med snirklede asymmetriske ornamenter.

Amaliegade 42, opført 1756 efter Niels Eigtved 1756 for tømmerhandler kaptajn Jan van Osten. Man vil bemærkeden grå puds som mange i dag måske identificerer med betonbyggeri. Men i rokokoen blev grå puds anset som den mest passende for bedre huse.

Rokokobyggeriet i København er bemærkelsesværdigt, selv i europæisk sammenhæng. Og rokoko nåede aldrig længere end til København. Så resten af Danmark: Kom til København hvis I vil se rokoko. Rokoko var en sminket facade, bag den boede der mennesker som lagde arbejdskraft, ryg og helbred til under kummerlige vilkår, også tæt på Amaliegade. Især mod nord ved Toldboden, hvilket bevidnes af adskillige artikler i Politivennen om, fx i 1819:
"I Amaliegade ved muren mellem toldporten og den port som fører ind til de på pladsen tæt derved opførte små huse, finder et slemt svineri sted. Udenfor sidstnævnte port tæt ved vægterens hus findes der så megen menneskeurenlighed at man snart skulle tro at de der bor på pladsen eller deres børn havde et offentligt lokum ved muren."

Amaliegade 15-17 (forrest) i Eigtved-stilen. Sådan kender mange Amaliegade og Sankt Annæ Plads hvor der er en del lignende rokokobyggeri. Nr. 17 (1754-56) er opført for en stenhuggermester J. P. Pfeiffer. Nu koncentrerer beboerne sig mere af tandsten, over porten står der Tandlægernes Hus.

Nicolai Eigtved (1701-1754) nævnes som arkitekt og inspirator bag rokokoen. Oprindelig gartnersvend var han på farten i Europa 1725-35 og vendte hjem som fuldt udlært arkitekt. Han havde der set rokoko og blev sporenstregs udnævnt til hofbygmester. Som sådan står han som bagmand bag Marmorbroen (1741), Prinsens Palæ (1743-44), anlæg af Frederiksstaden og Amalienborg Slotsplads (1749-54) og Kunstindustrimuseet (1752).

Sankt Annæ Plads 9. Flere muslinger over porten. Selv om rokoko ikke er så massivt repræsenteret på pladsen som i Amaliegade er der dog et par huse også her.

Og Eigtved er bagmanden bag designet af den nye bydel, Frederiksstaden. Som nævnt lå bydelen dengang i Københavns grønne område, der dermed blev urbaniseret. Gaderne blev ordnet omkring to centrale akser og gaderne ligger i øvrigt symmetrisk. Eigtved stod selv bag en masse huse, men var også trendsætter for hvordan andre huse i kvarteret skulle se ud.

Gråbrødre Torv 4. Huset er bygget til politikommissær Thomas Bulle i 1765. Men er det rokoko? Stilmæssigt hører det vel mere til i klassicismen. For stilperioderne havde glidende overgange.

Eigtved lavede et reglement for hvordan facaden skulle se ud. Der skulle f.eks. påbud om, hvor høj kælderen eller 1. salen skulle være. Alle facaderne skulle være symmetriske og pudset og malet i grå toner. Farven blev i øvrigt toneangivende længe efter rokokoen, hvilket mand skal huske når man ser husfacadernes farve i dag. Byen var engang temmelig grå. Frederiksstaden har derfor en del huse som minder meget om hinanden. Hvis det ellers er noget at være stolt af, så kan bydelen måle sig blandt de bedste, også i Europa. Uanset om man nu synes om det eller ej.

Sølvgade 38 fra 1776, ved siden af Sølvgades Kaserne (til venstre). Opkaldt efter farver Jacob Holmblad.

Som sædvanligt er en arkitektonisk stilart ikke ensbetydende med at alt byggeri i samme periode blev opført i denne stil. Måske ikke engang i foregående stilarter. Som i vore dage har banebrydende arkitektoniske retninger begrænset indflydelse på massebyggeriet. Måske bliver elementer indpasset hist og pist - hvis der er råd til det. Eller hvis det forhøjer værdien af bygningen. Så man vil sagtens kunne finde byggerier meget tæt på Amaliegade som nedenstående i Store Kongensgade 78-80:

Store Kongensgade 78 (1730) og 80 (1748). Næppe noget som får særlige omtaler i bøger om arkitektur eller priser for restaurering. Men det hører sig til i det københavnske bymiljø. Måske fordi det så får de "rene" stilbyggerier til at skille sig så meget desto mere ud. Gad vide om man om 200 år vil sige det samme om meget af nutidens byggeri - hvis det da ikke er faldet sammen forinden.

Og endnu længere væk, på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade ligger et hus som endnu engang minder os om at der er forskel på en arkitekttonisk stilperiode og så det byggeri der rent faktisk blev opført i samme periode. Huset må være en provokation mod alle som påstår at man kan aflæse på huse fra hvilken tidsperiode de stammer. Jo, de har gavlkviste, så barok. Bindingsværk - det blev forbudt efter branden i 1728. Afskårne hjørner, det var noget man indførte efter den anden ildebrand i 1795. Men huset er altså opført 1734 af en ukendt tømrermester.

Rokoko? Tidsmæssigt passer det. Men om stilkendere vil kalde huset fra 1734 for bygget i rokoko eller barok, det er et meget, meget åbent spørgsmål. I al sin charme ligger det der og minder os om at der er stor forskel på en bestemt stilart, og så det byggeri der blev opført i den periode som stilarten hører hjemme i. Skævt er det. Men det er sejt, det har overlevet branden i 1795, København bombardement 1807. Så ... respekt!

Amaliegade, Sankt Annæ Plads og resten af Frederiksstaden fremstår i dag som superdyrt luksusbyggeri. Men ikke alt var overklasseidyl. Almindeligt Hospital lå her 1769-1892 og var gennem tiderne plejestiftelse, hjemsted for Fattigvæsenets, fattige syge og fra 1809 blev kønssygdomme behandlet her. Det gav sikkert prestige for styret, men også visse gener, som en skribent i Politivennen skriver i 1824:
Allerede forrige år er i Politivennen omtalt en gul væske som flyder ud fra Almindelig Hospital i rendestenen og afgiver en fæl rådden stank. De ansvarlige har intet gjort for at få denne ækle stinkende væske ledt fra hospitalet ud i kanalen. ... Den der på fastende mave passerer denne vej når dette stinkende og dampende gule tager flugten gennem rendestenen, kan ikke andet end ækles og få kvalme.

En slags epilog: Nyere tids rokoko

På en af mine fotosafarier i forbindelse med denne artikelserie kom jeg forbi denne bygning på Dag Hammerskjölds Alle 28, og den mindede mig da noget så grueligt om Amalienborg. Ikke uden grund, viste det sig. Populært har den åbenbart gået under navnet Lille Amalienborg. Palæet er opført i 1917 på en forhenværende dyrekirkegård. Tegnet af Carl Brummer for byggematadoren Harald Simonsen (1873-1949). Han er måske ikke så kendt, men det er hans datter Erna Hamilton ("grevinden på tredje"). Under 2. verdenskrig havde den øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark fra oktober 1942 til januar 1945, Hermann von Hanneken hovedkvarter her. Og der skal da også være et beskyttelsesrum under kælderen. Han faldt i unåde hos Hitler, officielt fordi der var blevet brugt benzin til ikke-tjenstlig kørsel på Lille Amalienborg. Uofficielt fordi han plejede omgang med en der måske, måske ikke var involveret i mordforsøget på Hitler den 20. juli 1944. Efter krigen rykkede Dansk Røde Kors ind i den. Indtil 2007 hvor den blev købt af Fritz Schur for 67 millioner kroner.

Ikke Amalienborg, men Dag Hammarskjölds Alle 28. Her har Grevinden fra tredje, Erna Hamilton trådt sine barnesko, den tyske general von Hanneken stampet med sine støvler og en af Danmarks rigeste mænd kommet og gået.


Se flere fotoer fra rokoko i Flickr-Album over København & Christianshavn.


Øvrige artikler i denne serie

Se nederst i artiklen om Renæssancen.

torsdag den 3. marts 2016

Barok i København

Barok og enevælde falder sammen: Offentlige byggeri demonstrerer militærdiktaturets magt - magtforholdene afspejleder sig i facaderne

En af barokkens mest iøjnefaldende fingeraftryk på København er ildebrandshusene med gavlkvistene. Især kendt fra Gråbrødretorv. Modsat den svulstige magtarrogance som karakteriserede de offentlige bygninger fra samme periode.

Barokken inden for bygningskunsten er perioden ca. 1660 - 1754. Tidsmæssigt starter den sammen med indførelsen af enevælden - eller militærdiktaturet - i 1660 og slutter i oplysningstiden hvor de revolutionære bevægelser ulmer og kulminerer med den franske revolution 1789. Men der var langt fra Paris til København, og den danske barokke arkitektur er noget anderledes. I denne periode opføres der palæer for de rige.

Huset er smalt, forholdene beskedne her i Magstræde nr. 6 fra 1734. Men port skal der være, og helst som om man træder ind i et palads. Brosten fandtes ikke på opførelsestidspunktet. Man brugte marksten. Og der har formentlig været en dyb rendesten eller kloak med et rendebræt ovenpå uden for døren. Men alligevel giver brostenene en lidt autentisk atmosfære, synes jeg.

Men traver man gennem København vil man se at en hel del af det byggeri der blev opført i stilperioden barok måske ikke helt lever op til kravene om at være "barokt". Den "rigtige" barok var for de stenrige og blev tegnet af dyre arikitekter. Meget af det andet endnu eksisterende byggeri som blev opført i perioden, var for de mindre købmænd, håndværksmestre o. lign. Og designet af håndværkere, som måske godt kunne skele til det dyre byggeri, men som nok holdt sig til en tradition inden for faget som vist ikke har fået en fin stilperiodebetegnelse på sig.

I barokken var man ikke i tvivl om hvem der bestemte: Kongens Nytorv 4 (1683-86, i dag den franske ambassade) lægger ikke skjul på at bygherren var en mægtig mand, nemlig admiral Niel Juul (se teksten). 

Barok var en bygningsstil som egnede sig perfekt til at demonstrere enevældens magt. Et eksempel er Kongens Nytorv 4  (1683-1686) – kaldet Niels Juels Palæ, eller Thotts Palæ (i dag Frankrigs ambassade). Det er tegnet af Lambert van Halen for admiral Niels Juel. Baron Otto Thott lagde senere (1760) navn til bygningen, mens arkitekten Nicolas-Henri Jardin (1720-1799) ombyggede den udvendige del palæet og derfra stammer den store trekantsfronton, der afløste en bredkvist. Sandstensguirlanderne under førstesalens vinduer samt balustraden med vaser og statuer stammer fra samme tid. Et lignende byggeri tegnet af Lambert van Halen kan man beskue i Stormgade 10-12 (1680-1687) – Holsteins Palæ. Omend byggestilladser pt gør det vanskeligt at se på afstand.

På Nybrogade 12 (hjørnehuset) har Philip de Lange i 1732/48 rigtig slået sig løs for hofkonditor Johan Henrik Ziegler med løv og båndornamentik, så den kære konditor kunne føle sig betydningsfuld. Og det var vigtigt dengang. Nabohuset med kvisten er fra 1748, og opført for købmand Frantz Rausch.

Arkitekten er værd at lægge mærke til. For til forskel fra renæssancen begyndte man at uddanne arkitekter, også i udlandet. Hvilket bragte nye ideer hurtigere til landet, især til København. Kongen fik en byggeadministration og et generalbygmesterembede. Og Danmarks første af slagsen som blev udnævnt i 1671, var netop omtalte hollænder Lambert van Haven. Det mest barokke ved barokken var nok at den betød at den italienske renæssance kom til Danmark (hvor det før mest havde været hollandsk renæssance, se afsnittet om renæssancen).

Philip de Lange er en af barokkens mest flittige og alsidige arkitekter som tegnede en lang række byggerier, fra Assistenskirkegårdens mur over Holmens mastekran til mange monumentale bygninger. Og så dette borgerhus på Ved Stranden 16 fra 1748 af Philip de Lange for generalkrigskommissær Stephen Hansen. Forhøjet med en etage i 1844.

Stilperioden er en videreudvikling af renæssancens antikke former, forstærket med perspektiveffekter og stærkt følelsesbetonede virkemidler. Det mere"almennyttig" prægede byggeri tog nogle af elementerne til sig, dog mere subtilt i form af fremhævelse af enkelte dele af arkitekturen, såsom vinduer, gesimser eller dele af murene, elle ved at  forme murflader i konvekse og konkave former for lyseffektens skyld.

Knap så imposant som Kongens Nytorv 4, men dog alligevel fremstår Aabenraa 32. Arkitekten tegnede denne mere "ydmyge" præstegård (opført 1730-32) som bolig for den reformerte kirkes to præster, dvs. den franske og tyske præst. Nu rummer den et mere almennyttigt formål, nemlig Musikhistorisk Museum.  

Modsat renæssancens rolige og klare facader ville man gerne opnå en arkitektur, der var urolig, og virkede som om den var i bevægelse. En væsentlig faktor i boligbyggeriet efter 1728 var ildebranden. For de mere almindelige huse betød branden i 1728 en hel del for hvordan man begyndte at ændre på arkitekturen, fx med "ildebrandshusene", hvis mest iøjnefaldende træk er gavlkviste.

Gammelmønt 41 (det røde hjørnehus) er et eksempel på et ildebrandshus som ikke har gennemgået de store forandringer med fx etageforhøjelser. Det blev opført for en øltapper, Andreas Fussing i 1730-1734.

Så meget kunne man insisterede på en gavlkvist at hvis huset var lille, fyldte gavlen hele husets bredde. Man kunne ellers have valgt andre modeller (hvad nogle da også gjorde). For efter ildebranden tegnede stadsbygmester Johann Cornelius Krieger 3 forskellige grundmurede huse. Gavlkvisthuset vinder, og selv om mange senere er blevet nedrevet findes de stadig i rigelig mængde. Mens Krieger nøjedes med at introducere, tegnede Philip de Lange en lang række huse. De ældste gavlkvisthuse er på Nyhavn (mellem 1674-1694, tredje etage er tilføjet 1846), og man kan se at stilen endnu er usikker og formløs.

De ældste gavlkvisthuse kan man se på Nyhavn 7 (opført mellem 1674 og 1694) og nr 9 (på facaden står 1681). Nogen skønhedsåbenbaring kan man vel næppe kalde det lille blå hus, men man kan vel ikke nægte at det har sin charme.

Ildebranden i 1728 skabte voldsom debat om bindingsværkshuse, for der var ingen tvivl om at de var en af de mere væsentlige årsager til at branden kunne brede sig. Men så gik der udvalg i det. Og fotoerne i dette indslag viser at man ikke fik gjort noget ved det i praksis. Enkelte bindingsværkshusene har overlevet til i dag. Løsningen var ellers de grundmurede ildebrandshuse, se eksemplerne fra Gråbrødre Torv i centrum af København i indledningen af dette indslag. Idyllisk ser det ud og idyllisk er det. Men Gråbrødre Torv Plads var i 1800-tallet fyldt med slagterboder, og de lugtede ikke godt, ifølge talrige artikler i Politivennen. Her et lille udpluk:
Det kan ikke nægtes, at disse beboere betaler dyrt for den bekvemmelighed at have kødet for døren ..  Overalt spores megen skidenfærdighed og stank hos slagterne...man måtte så meget mere ønske sig befriet for stank på Ulfeldts Plads som der tæt ved er et tilstrækkeligt stankfabrik hos fiskebløderen i Tugthusporten.

... slagterboderne skæmmer den både ved deres modbydelige udseende, og ved deres for sundheden skadelige uddunstninger af forsulede køddele.

Den største del af disse tilhører marskandisere eller pjaltehandlere og fylder næsten hele torvet med det. Her finder man senge- og gangklæder, bøger, borde, stole, spejle, støvler, sko og køkkentøj mellem hinanden. Alt ligger i et kaos ligesom redningsgods efter en ildebrand og frembyder et ubehageligt skue såvel for dem der bor på torvet som for fremmede der passerer det.
Nr 1 på hjørnet af Niels Hemmingsensgade ved "Tugthusporten" er opført 1732 for fiskebløder Hans Lau, hvis efterkommere åbenbart forpestede luften for beboerne. Nr. 3 er opført i 1732 for skipper Mads Børgesen Lund. De følgende numre (5-9) fra nogenlunde samme tid.

Det gule gavlhus er Ny Kongensgade 5 og blev opført i 1728-31 for brændevinsbrænder Christen Nielsen. Ikke ligefrem et mønstereksempel på barok bygningskunst, men formentlig eksponent for hvordan byggeri som oftest foregik i barokkens tidsalder. Bindingsværket er skjult af puds. Nr. 3 er fra 1748/58 opført for en etatsråd. Nr. 1 er etatsråd Barchmans Palæ, tegnet af Philip de Lange i 1740. Så kunne det ikke blive mere barokt.

Hvis man går grassat over nutidens politik, så ville man sikkert få et hjerteslag over hvor langsomt og ukvalificeret beslutninger blev taget under enevælden. Som nævnt ville Brandkommissionen gerne af med bindingsværk. Men fundamenterne, grundmurene, kunne slet ikke bære opførelse af stenhuse. Så kompromiset blev at man anbefalede at gadefacaderne skulle være grundmurede. Kun bagfacader og sidehuse måtte være af bindingsværk. Men efter mange spekulationer, syltekrukker mv. fusede det hele ud i det rene ingenting, og folk blev ved med at opføre de brandfarlige bindingsværkshuse. Der skulle flere brandtomter på bordet, endnu en bybrand til i 1795 og et bombardement i 1807 til at ændre på det. En del bindingsværkshuse overlevede faktisk disse to begivenheder, så vi i dag kan få et indtryk af stilmæssigt ikke-barokt byggeri i barokken.

Hov, hvad er nu det? Et barokt bindingsværkshus i Kompagnistræde 23, opført 1734, oven i købet forhøjet med en etage. Opført for grovsmed Thomas Sørensen, og huset står der endnu. Heldigvis blev der brugt eg i de underste etager.

Desværre aner vi ikke ret meget om hvordan København så ud generelt. Ligesom i vore dage er det kun undtagelsesbyggerierne der får lange omtaler. I moderne tid tænker man fx funktionalisme. Men kigger man rundt om i byen vil man opdage at man skal kende adresserne for at se disse huse. Langt det meste byggeri var regulært og anonymt byggeri uden brug af (dyre) arkitekter. Og sådan har det formentlig også været i 1700- og 1800-tallet. Måske en lille trekant over en dør, måske en guirlande der som bygherrerne havde sat på fordi det havde man set på de monumentale byggerier. Billederne herover og under viser at rangklasser som brændevinsbrændere og grovsmede fik bygget huse radikalt anderledes end fine etatsråd, præster og andet.

Endnu et ikke-barokt, men særdeles barokt bindingsværkshus i Snaregade nr. 5, opført 1732. Stilen minder unægteligt om huset i Kompanistræde. Flere sådanne kan man finde rundt omkring, fx Toldbodgade 5 fra 1725.

På et tidspunkt blev det dog for meget med alle krummelurerne og man begyndte at nedtone ornamentikken. Næsten symbolsk ligger Nyhavn 63 og 65 næsten for enden af molen - end of the line. Barokkens århundrede og militærdiktaturet var ved at omforme sig. Det gav sig også mindre udslag i arkitekturen. Rokokoen blev et kort, meget lokalt intermezzo til klassicismens århundrede.

Nyhavn 63 (før 1759) og 65 (1739) er fra slutningen af barokken, hvor den var ved at løbe træt for borgerskabet. Nr. 65 for vintapper Bertel Jæger, 1737. anvender pilastre på facadernes hjørner og til støtte for kvistpartiet. Dog sjældent anvendt.

Barokken lever et par årtier side om side med rokokoen. Og rokokoen et par årtier med klassicismen. Året 1754 angives som skæringsår. I det år hvor der den 26. april udkommer et kongeligt reskript til Københavns Magistrat om at mange gader er så smalle at en hestevogn knap kan passere igennem. Som med så meget andet under det danske militærdiktatur blev den ikke efterlevet. En artikel i Politivennen 17. september 1825 konstaterer at 70 år efter var der stort set intet sket.

Holsteins Palæ, Stormgade 10 kan passende afrunde denne artikel om barokken. Oprindeligt opført som Lützows Palæ i barok i årene op til 1687, men forhøjet og ombygget i 1756 til rokokostil.


Se flere fotoer på Flickr-album.


Øvrige artikler i denne serie

Se nederst i artiklen om Renæssancen.