torsdag den 8. juni 2017

Vestre Kirkegård: 1870 til 1914

På sporet af rester af kirkegårdens første årtier som fattigkirkegård. Og lidt om tiden derefter


Mange kommer på gamle kirkegårde for at se på kendte personers grave. For nutidens blikke kan det se ud som om hæderkronede kirkegårde som Garnisons Kirkegård, Assistenskirkegård og Vestre Kirkegård er fyldt med sådanne. Men sådan har det ikke altid været. Alle startede som fattigkirkegårde. Først mange årtier senere begyndte mere velbeslåede personer at lade sig begrave der og endnu årtier senere berømtheder. De fattiges grave blev fjernet for stedse. For Vestre Kirkegårds vedkommende kan man kun finde fotoer og beskrivelser af hvordan der så ud i starten. Intet af hvad vi kan se i dag, afspejler hvordan kirkegården så ud engang. Ikke engang i rundingen nord for Nordre Kapel med dens samling af hjemløse gravsten, på de fleste af dem kan man ikke læse hvad der står, i det omfang der er skrevet noget.

Sådan genkender de fleste Vestre Kirkegård i dag, men skinnet bedrager set i historisk perspektiv. Fotoet afspejler ingenlunde hvordan den så ud i starten. Dette er måske 2. eller endda 3. generation på samme grund som fattigkirkegården. Her er man så heldig at kunne skelne at der engang har været en sti med grave på begge sider. Det er langt fra tilfældet de fleste andre steder.

Fattigkirkegård 1870-ca. 1892

I Rådstueplakaten fra 1870 står at kirkegården "Foreløbig vil den kun blive benyttet til Frijordsbegravelser. Til denne Brug er der allerede udlagt noget over 2 Tdr. Land i Kirkegaardens vestligste Side, og efterat dette Jordstykke er indhegnet og derpaa opført et Begravelsescapel, vil det nu blive indviet og kunne tages i Brug." Frijord betød at man kunne få gravstedet gratis. I de første par år begravedes der 2-3.000 mennesker årligt, men tallet mere end fordobledes i løbet af de første årtier. Hvis disse tal står til troende, var der efter 20 år måske begravet 60.000-80.000 mennesker. Alle disse "1. generationsgrave" er væk. Vi har intet spor efter dem.

Fattigkirkegården Vestre Kirkegård lå et pænt stykke ude på landet på kolde og bare bakkeskråninger. Det tog tid at komme derud og kostbart hvis man ville køre. Der var ingen sporvogn, og en droske var dyr. Fra 1. maj 1880 blev der også foretaget linjebegravelser. Alle former for begravelser var altså af den billigste slags hvor rettighederne udløb efter 20 år uden nogen form for mulighed for at få udvidet gravstedet.

Dette hjemløse rustne gravmæle står i rundingen ved Nordre Kapel og kan måske være et eksempel hvordan mere jævne menneskers gravmæler så ud. "Her hviler vor kære Moder Thyra Wilhelmine Jensen, f. Hansen. * 18. November 1839, + 13. September 1908". Men det må alligevel have hørt til bedrestilledes, for de fattiges trækors som der må have været langt flere af, er gået heden.

Var man endelig nået derud, var der ikke noget ordentligt kapel. Det kom først til med Nordre Kapel 1892. Både Social-Demokraten (5. juli 1888) og Frederiksborg Amtsavis (18. juni 1892) beskrev kapellet som opført af træ, lavloftet, smalt, uden ventilation så der var kvælende varmt om sommeren, isnende koldt om vinteren. Rummet var overfyldt hvis der mødte 50 op til en begravelse. Ligene blev stablet op i midten af bygningen så folk dårligt kunne komme rundt. Ofte foregik bisættelsen i en ulidelige stank. Dagligt foregik der ikke under en halv snes begravelser fra dette "midlertidige" kapel som det tog Magistraten 22 år at erstatte.

Begravelserne og gravstederne så radikalt anderledes ud end noget vi kender til i dag, i hvert fald hvis en artikel i Social-Demokraten 5. juli 1888 står til troende: "Hvem har ikke set den store aabne Grav paa Vestre Kirkegaard, som maaler mindst et halvt Hundrede Alen i Længden og en halv Snes Alen i Bredden? Kiste ved Siden af Kiste, Voksne og Børn mellem hverandre, ikke en Tomme Plads imellem dem, og kniber det rigtig en Gang med Plads til dem alle i denne Faldgrubbe, sættes et Barnelig uden Betænkning ovenpaa voksent Lig. Er denne aabne Grav endelig fyldt med Lig, kastes den til, Numerpæle sættes ned i passende Afstand fra hinanden".

Gravsten fra 1905. Den minder meget om Thyra Jensens, dog ikke udført i jern. Mon det var stilen for 2. generation af gravsten efter at man havde fjernet fattigkirkegården? Trækorset er erstattet af et indhugget kors i stenen.

Krig mellem kirkegårdens plejere

Hertil kom at der tilsyneladende var rivalisering mellem de som passede kirkegården. I Social-Demokraten 3. september 1885 stod der en klage fra en anlægsgartner Harald Villiam Cronemann der havde været ved Vestre Kirkegård i 4 år. Graveren Bahnson havde fået ham anholdt for tyveri af en ligusterhæk. En fyrbøder havde opsat en ligusterhæk forkert på en anden grav hvor der tilfældigvis også var bestilt en ligusterhæk. Da det blev opdaget, bad fyrbøderens kone ham om at flytte hækken, hvilket gartneren gjorde. Bahnson angav herefter gartneren til politiet. Sagen blev dog opklaret, og han blev løsladt efter 1½ time. Gartneren har tidligere klaget over at Bahnsons søn har skudt med bøsse på kirkegården og hans ged græsset på gravstederne.

Sagen synes at have tilspidset sig mere og mere. I Folkets Avis 17. september 1902 stod der:

Paa Vestre Kirkegaard er der i disse Dage udbrudt Krig mellem Graverkarlene. Krigen gælder naturligvis Gravene og Retten til at anlægge og vedligeholde dem og den deraf flydende Fortjeneste. Der er to Slags Graverkarle, de af Magistraten fast ansatte og de private, der er antaget af nogle Gartnere, der har påtaget sig at anlægge og vedligeholde Gravsteder for Folk. Magistratens Graverkarle mener, at de fremmede Folk gaar dem i Bedene og har derfor indgivet Klage til Politidirektøren, og Spørgsmaalet er ikke så lige at afgøre. De to Slags Graverkarle er let kendelige fra hverandre, idet nemlig de fast ansatte bærer et Skilt med Magistratens Mærke i Huen, medens de private har et lille Skjold på Frakkeopslaget, saa Folk kan sagtens vælge mellem dem uden at tage Fejl. Spørgsmaalet er, om der foreligger Overtrædelse af Bestemmelserne om Forholdene paa Kirkegaardene. For at faa det Spørgsmaal afgjort, har Politidirektøren nu henvist Klagen til Rettens afgørelse."


På dette foto fra 1891 får man indtryk af hvordan kirkegården så ud omkring Nordre Kapel i 1892. Mændene befinder sig nord for kapellet, altså modsat side af søen. Der hvor der nu er en runding, jeg gætter fotografen må have stået omtrent hvor nu står Carl Brummers gravmæle for Emil Christian Hansen. (Københavns Museum)

Striden mellem de ansatte ophørte ikke. Bahnsen avancerede til at blive inspektør. I Social-Demokraten 17. december 1905 klagede gartner J A. Iversen over at inspektør Bahnsen kun vil tillade kørsel af et læs muldjord. To af hans kolleger kørte imidlertid alligevel ind, så de fik 3 læs kørt ind. Men så lukkede inspektøren portene og der blev sat dobbelt vagt. Den langvarige strid mellem gartnere og inspektøren endte tilsyneladende med den sidstes sejr. Dagens Nyheder kunne den 26. marts 1907 meddele at "Alle Gravstedsejeres Opmærksomhed henledes paa, at fra 1. Januar d. A. har Kirkegaarden selv overtaget al Beplantning og Vedligeholdelse af Gravsteder, hvorefter alt Arbejde af private Plantører er ophørt."

Dette må være en af de ældste bevarede gravmæler på Vestre Kirkegård, hvis ellers den er så gammel som den første der står på listen: Emilie Møller, f. Witt, død 1894.

1892 - Nordre Kapel

Først da Nordre Kapel stod færdigt i 1892, begyndte kirkegården at forandre sig. Fra 1894 er overleveret enkelte grave tæt på Nordre Kapel, fx sydøst for. I den første tid kunne man ifølge Frederiksborg Amtsavis (1892) stadig se rester fra fattigkirkegården: "Midt i den smukkeste Del af Anlæget ser man hist og her et tarveligt Trækors kigge frem mellem Buske og Græs; her var oprindelig “Frijorden"; Indskriften paa Korsene er udvisket. Gravtuerne de fleste Steder jævnede med Jorden, men den fattigste Del af Kirkegaarden er forvandlet til den skjønneste. Midt gjennem Kirkegaarden paa kryds og tværs fører vel vedligeholdte Veje, der ere brede som de bedste Hovedlandeveje. Langs disse Veje ligger Grav ved Grav. beplantede med Ligusterhæk og Roser. Monumenterne ere gjennemgaaenbe smaa og tarvelige i Sammenligning med dem, der findes paa de ældre Kirkegaarde; men ogsaa dette Forhold er i Færd med at forandre sig. Nærmer man sig den nyeste Del af Kirkegaarden, bliver Beplantningen mere og mere sparsom, og kommer man endelig til Frijorden - de fattiges Kirkegaard - helt nede ved Kallebodstrand, hører der helt op; thi her maa kun plantes lavtvoxende Buxbom,og der maa kun anbringes simple Trækors og malede Blikplader som Monument."

Overlærer Anton Frederik Pullich (1843-1894), redaktør af 3. udgave af Nordisk Conversationslexicon 1883-90. Og Gerda Pullich. Hans grav er også en af de ældst bevarede.

Arrogancen hvormed fattiggravene blev behandlet, får man et indtryk af i et læserbrev i  Aftenbladet (København) 15. august 1897 om en grav som formentlig er anlagt 1885 med et trækors: "Da jeg forleden Dag kom ud paa Kirkegaarden for at se til en Grav hvori et af mine Børn hviler, beder jeg en af Graverkarlene om at klippe Hækken paa Graven, hvilket han lovede. Men da vi naar Graven, ser jeg til min Forbavselse, at Hækken, som har staaet paa Graven i 12 Aar, er borte, hvorimod et lille Gravkors og nogle Blomster endnu var tilstede. Hækken var gravet op og formentlig bortsolgt. Jeg henvendte mig saa paa Kontoret. - Hvorledes kan saadant ske? spurgte jeg - Vi kan ikke vare for andre Grave end for dem, som bliver passet herfra. Forøvrigt, naar der ikke gjøres noget ved en Grav i to Aar, sløjfes den. Men mit Gravsted er hvert Aar blevet passet, saa det kan ikke komme ind under sidste Kategori. Men jeg spørger: Hvor er mit Hegn bleven af? Og skal Dagvogterne paa Kirkegaarden ikke have Tilsyn med andre Grave end dem, som er under Kontorets Forsorg? Rette Vedkommende vil vel svare herpaa! Med Tak for Optagelse Deres Holm."

Museumsassistent cand. mag Egil Petersen (1867-1894) er endnu et eksempel på en af de ældst bevarede og stadig eksisterende gravmæler. Om nogen fælles stil er der vel ikke tale. Men personerne kom også fra forskellige dele af den kulturelle elite.

De store afstande

Det var først da de mere velbeslåede begyndte at få problemer med de store afstande på kirkegården at medierne begyndte at skrive om det. Social-Demokraten 31. juli 1898 gjorde opmærksom på to problemer ved de store afstande. Det ene handler om at kunne orientere sig:

"Det er ikke nemt at finde Vej paa Vestre Kirkegaard. Der kommer nu f. Eks. et mindre Ligfølge med en Barnekiste. Men hvor gaar Vejen? Paa den forreste Runddel manglede der i Gaar en Kirkegaardsbetjent, som burde staa der for at vise et Følge Vej. Resultatet heraf var, at man næsten maatte gaa Kirkegaarden rund, før Graven fandtes. Det er nu kedeligt nok, men sligt kunde jo tildels afværges herved, at der var anbragt Vejvisere paa Kirkegaarden, ganske almindelige Landevejspæle med Anførelse af Vejen, der fører til Kirkegaardens forskellige Afdelinger. Ligeledes havde det sin Interesse, om der var Vejpæle, som f. Eks. pegede mod den Retning, man skal gaa, naar Vejen atter lægges tilbage. Nogle Mennesker vil til Valby, andre til Vesterbro, men er man midt inden paa Kirkegaardens træbeplantede Stier og Alleer, kan man have Møje nok med hurtigt at finde den rette Vej".


Rodesten kendte man ikke til på fattigkirkegården. De er kommet til senere, og i øvrigt forsvundet igen. Her er man så heldig at kunne forbinde stenen med et område. Men i det omfang der overhovedet er sådanne sten, er det næsten umuligt at gætte sig til hvilket område man er inde i.

Det andet var det afledte problem at man kunne få behov for at hvile ud efter strabadserne:

 En anden Forbedring, som tiltrænges, er Anbringelsen af flere Bænke. For Folk, særlig de Ubemidlede, der ikke kører til og fra Kirkegaarden, vilde det være en Behagelighed, om der paa de lange Spadsereture var Haab om at finde en ledig Bænk. Vestre Kirkegaard er saa smuk, at den alene af den grund indbyder til Hvile, og der er jo særlig om Søndagen stor Tilstrømning til Gravene af de Afdødes Slægtninge og Bekendte .. Her er nu slet ikke et eneste Sted, hvor gamle og svagelige Folk kan hvile sig, naar de søger ud til deres Afdødes Grave. M 


Billedhugger Carl Theodor Nyegaard (1866-1899). Også en temmelig ældre sag set i Vestre Kirkegård-sammenhæng. Hvem han er og hvad han lavede, er ikke sådan lige til at finde ud af.

Men problemet blev ikke løst lige med det samme. I Folkets Avis kunne man 27. januar 1912 læse om "De, der nogle Gange har deltaget i en Begravelse paa Vestre Kirkegaard, ved, hvor besværligt det kan være for Deltagerne i Følget at bære Kisten fra Kapellet til Graven; særlig naar Deltagernes Antal er lille og Vejen lang. Til de yderste Liniebegravelser kan der fra Kapellerne jo næsten være en halv Fjerdingvej, saa at Bærerne nødvendigvis maa skifte flere Gange undervejs. Men den ved Skiftningen foraarsagede Standsning virker absolut hverken opbyggeligt eller tiltalende. Det hele minder for meget om noget, der er ved at gaa i Staa. For dem der er er uvante med strængt Legemsarbejde, er dette, selv for en Time, at være Amatør-Ligbærer i dobbelt Forstand en byrdefuld Bestilling, der særlig under ublide, vinterlige Vejrforhold virker pinefuldt og trættende. Men det er næsten endnu værre at være Bærer, naar den stadige Efteraarsregn har opblødt Færdselsgangene, saa man ved hvert Skridt synker i Pløre til Anklerne." (En fjerdingvej svarer til godt 900 meter).

I Nationaltidende 22. marts 1912 kunne man læse at Borgerrepræsentationsudvalget havde taget det op at anskaffe en vogn. Man var dog ikke udelt begejstrede for ideen: "De fleste mener at det ser mere højtideligt ud, at Kisterne bæres" men ville dog ikke helt afvise ideen, og henstillede at man foreløbig forsøgsvis anskaffede en sådan vogn. Der kunne rekvireres mod et gebyr af 4 kroner. Løsningen blev opførelsen af et nyt kapel så vejen ikke blev så lang. Social-Demokraten 6. november 1912 viste billeder af det nye Østre Kapel. Arkitekt Holger Jacobsen, med plads til ca 150 mennesker, venteværelse mm. Kapellet blev indviet den 19. februar 1913. Den første begravelse fandt sted samme dag, og ved den lejlighed inviede man også den drapperede vogn som man kunne køre kisterne fra kapellet til gravstedet.

Østre Kapel. Der gik 22 år før kirkegården fik et ordentligt kapel, Nordre Kapel. Og derfra igen 21 år før man fik løst problemet med de store afstande med endnu et kapel. Få årtier senere begyndte folk at blive kremeret, kistebegravelser er efterhånden en sjældenhed som er forbeholdt især religiøse og tilflyttere.

Transport udgjorde dog fortsat et problem. Nationaltidende 2. januar 1917 bragte et interview med direktør Berg ved begravelsesvæsnet om man ikke kunne etableres billig befordring på de store kirkegårde. "Om begravelsesvæsenet imidlertid kan faa etableret en Befordring gennem Kirkegaarden er jo mulig: vi har Kuske og 8 Heste, som der ikke er Brug for om Søndagen, det er dog en Del af, hvad der udkræves. Vognene kan sikkert lejes hos en Vognmand, eller man kan maaske indrette sig paa anden Maade." Diplomatisk svaret.

Finere folk - og socialdemokrater

Et stykke inde i det nye århundrede begyndte finere folk at blive begravet på kirkegården. I september 1904 blev professor Finsen begravet under overværelse af  kongen, Kong Georg, kronprinsen, dronning Alexandra og mange flere. Gravstedet ligger overfor Carl Ploug. Og Fredericia Dagblad kunne 25. maj 1905 fortælle om en "lille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard. Johan Ottosens Mindesten afsløres. Finansmin. Vilh. Lassen taler. Billedhugger Povl Olrik, stenhugger A. Sode."

Vestre Kirkegård blev også den opkommende fagbevægelses og Socialdemokratiets begravelsesplads. Aftenbladet kunne allerede 30. marts 1907 berette om at omkring 1.500 mennesker var født op til jordefærden af nogle indebrændte snedkersvende. Det hele udviklede sig lidt kaotisk. Efter den første socialdemokratiske borgmester Jens Jensens død i 1928 fik et område i højdedraget omkring søen karakter af en socialdemokratisk landsby. Senere kom der en mindre for kommunisterne. Formentlig efter det opstod navnet "Det Røde Hav" om søen. Og så er vi allerede over i den periode som de fleste der besøger Vestre Kirkegård, kommer til at blive fortrolige med.

Men allerede da fagforeningsmanden Carl Gran (1872-1913) døde den 23. april 1913, var begivenheden på forsiden af Folkets Avis 28. april hvorfra nedenstående foto stammer. Han var et vellidt medlem af Bygningssnedkernes fagforenings bestyrelse, bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk vælgerforening for 5. kreds og Snedkerforbundets hovedbestyrelse. Forfatter til "Snedkersvendenes Organisationshistorie" (1910).

Forsiden af Folkets Avis den 28. april 1913 viser en kolossal folkemængde foran Nordre Kapel med fagforeningsfaner og hvad dertil hører. I øvrigt er det ikke lykkedes mig at lokalisere hans grav, så han er måske gået i glemmebogen?

Et andet dødsfald som vakte opstand, berettedes der om i Aftenbladet 4. juli 1916: "Den unge Maskinarbejder Orla Petersen fra Ryesgade 70 C, der forrige Søndag dræbtes i Slagsmaal med en Soldat i Klampenborg, jordedes i Gaar Kl. 2 fra Vestre Kirkegaard under stor Deltagelse. Et Hav af Kranse dækkede Kisten - bl.a. en prægtig Dekoration fra den Batallon, som Drabsmanden hørte til, og hvoraf et Hold paraderede ved Kisten. Efter "Lyksalig, lyksalig-" talte Pastor Wetzler fra Fredens Kirke. Han benyttede Lejligheden til et smagløst Angreb paa Foreningslivet og Forlystelserne. Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt", bar Soldater Kisten ud under Tonerne af "Nærmere Gud til Dig." Omtales også i Social-Demokraten 4. juli 1916. Her nævnes også deltagerne: Oberstløjtnant Glahn, Kaptajn Troels Schmidt, en oversergent og to menige. 6 soldater dannede æresvagt sammen med Smede-og Maskinarbejdernes. Talen nævnes således: "En Tale der særlig lagde Skylden for det grimme Drab paa Drikkeriet, som ødelægger saa meget godt hos vort Folk."

Selvmord

Som et slags efterskrift på denne gennemgang her en omtale af 2 selvmord som fandt sted på kirkegården. Det ene blev omtalt i Aftenbladet, 12. juli 1911 på meget dramatiseret vis. Selvmorderen tillægges tanker og motiver som ingen vel kan vide noget om. Der er nogle bemærkelsesværdige sentenser i artiklerne som næppe ville kunne findes i dag. Den ene er at det hele foregår med navns og steds nævnelse: Møbelsnedker Jens Petersen, Nordre Frihavnsgade 73 havde skudt sig gennem hovedet ved sin kones grav. Men også slutsentensen er bemærkelsesværdig: "Der burde staa en lille Sten over den, der fortalte, at man ogsaa i vore Dage i en jævn Arbejderfamilie kan støde paa en Følelse, der spænder ud over Rum og Tid og rækker udover Døden og ind i Evigheden." Den vidner om at det åbenbart ikke var almindeligt at tillægge arbejdere følelser.

Den anden stammer også fra Aftenbladet, denne gang den 29. juli 1915. Her er der dog tale om en ældre mand ved navn Lars Peter Christensen, cigarmager fra Aabenraa Nr. 8, 3. Sal. Han skød sig een måned efter sin kones død "med en revolverkugle i Tindingen. Han var stendød." Sensationspresse har altid eksisteret.

Fotoer

Fra Vestre Kirkegård kan ses på mit Flickr Album. Der er pt 169 fotoer. Og for opadgående.