søndag den 12. februar 2017

Utterslev Mose

Utterslev Mose er altid god for behagelige vandreture. Denne søndag er der høj sol og sneglatte stier


Hvor er det dog skønt at se at der er nogen som kan slappe af en sådan dejlig solskinnnede vinterdag i Utterslev Mose. Her i Vestmosen.

Utterslev Mose er døgnet og året rundt tilholdssted for en masse fugle. Vi mennesker er dog ret påtrængende, og denne dag er de søgt ud i de få våger der er tilbage, der hvor vandet er dybest. Det blæser, men det ser ikke ud til at genere fuglene. Alt ser fredeligt ud derude, i betryggende afstand fra menneskene langs bredden. Utterslev Mose opfylder mange behov for beboerne rundt omkring: Motion, legeplads, vandring, arbejdssnak. En befolket dag som denne ser det ud til at det går, alle udviser nogenlunde tolerance over for andres behov og interesse i at komme i mosen.

Modlysbillede over Vestmosen. Som det ses er der masser af spor selv midt på de store græsplæner. Et velbesøgtåndehul i Brønshøj og Emdrup.

Størst er mennesketrængslen i Østmosen, altså den tættest på Emdrup. Dernæst Midtmosen, Vestmosen og Højmosen. Fuglefodring er holdt op, så mange års advarsler om at lade være dels af hensyn til fuglenes maver, dels af hensyn til mosen synes at have virket. Eller også er det bare fordi sneen er så meget mere spændende. Der er i hvert fald masser af slæder, kælke og skiløbere. Især de sidste har i Højmosen slebet stierne spejlblanke. De skinner i den lavthængende sol. Sikrest er det at gå yderst på stierne hvor sneen endnu ikke er helt trampet til en hård, knoldet og glat masse.

Den eneste rest af landbrugssamfundet omkring mosen: En længe af gården Brønshøjholm. I dag bruges den af parkfolkene og om sommeren til toilet. Den nærliggende restauration er lukket. Højen bag huset er et gammelt affaldsbjerg. Ikke nogen naturlig høj. Det gør den ikke ringere som kælkebakke!

I de seneste år er det blevet moderne indenfor managementverdenen at snakke om "walk & talk". Sådan lidt lige som "put & take", "coffee to go" osv. Meningen er at man skal snakke arbejde mens man går rundt i noget som foregiver at være natur. I sidste afsnit om erhvervskvarteret Lautrupparken i Ballerup fortalte jeg at der endog er indrettet Danmarks første walk & talksti her.

Stierne er brede i Østmosen, og med god grund. Det er her mennesketrængslen er størst. Men mosen er også fin her, med mange små holme.

Jeg har altid undret mig lidt over udtrykket. Lige siden jeg lancerede denne  weblog har jeg være indstillet på at gå alene. For jeg bryder mig ikke om at høre om folks arbejde når nu jeg netop er ude på at glemme alt om arbejde for at koncentrere mig om at se noget andet. Det er steder som Utterslev Mose gode til. Hvis ellers man er indstillet på at lade sig indfange af stedets særpræg. Det hed vist engang koble af, stresse af, tænke på noget andet osv. Og jeg bliver da også mindet om at det var for mig en rigtig beslutning.

Midtmosen adskilte cykelsti og gangsti. I dag er der ret mange der bruger den som "walk & talk". Man kan have sine bange anelser om de fik tilstrækkeligt ud af de fine udsigter. Stilheden og hvad der ellers er at komme efter i mosen?

En ting er at man i s-toget om morgenen skal høre på mobilsamtaler hvor folk taler om kontorflytning på KAS, ledelsens sidste udspil eller hvor tåbelig den og den kollega er. En anden at man på en søndag, i solskin med høj sol og alletiders snevejr med udsigt til Utterslev Mose skal høre det nyeste fra "klyngen". Kort sagt, walk & talk på en højhellig fridag. Selvfølgelig er man ikke tvunget til at lytte efter, men det er nu engang svært at lukke ørerne helt. Og bare der slipper lidt ind, kan man som oftest ikke lade være med at tænke på sit eget arbejde.

Østmosen med en af flere små holme.

Dette være så en bøn til de folk der ikke kan slippe deres arbejde om søndagen: Det er helt ok, men tænk lige på at det også påvirker folk (som fx mig) der helst vil bare vil holde fri. Det er jo svært at lade være med at tænke arbejde, når andre snakker om det. I virkeligheden mener jeg også at det smarteste er helt at glemme sit arbejde for en stund. Det har både ens eget mentale velbefindende og ens arbejde bedst af. Man skulle jo gerne møde frisk op mandag morgen! God søndag.