fredag den 1. juli 2016

Nødebo-Græsted

Sommerferiens "kongeetape" med sværvægtere som Gribskov, Esrum Sø, Esrum Kloster, Nordjællands Fuglepark og Zoo, Søborg Sø - og et par overraskelser

Heste syd for Ørbakkevej ved Græsted. Nogen succes blev det aldrig at tørlægge Søborg Sø. Snarere en afsløring af iværksætternes manglende viden og indsigt i naturen og dens kræfter. Men hestene nyder da godt af det.

Skov- og søturen starter ved Nødebo Skovskole. De stråtækte bygninger ved busstoppestedet er opført 1829-30 og var indtil 1963 skovridergård, siden Skovskole. Arkitekturen med de hvide bygninger med stråtag går igen i de mange huse jeg senere stødte på: Graverhus, traktørstedet Fændrikhus (kun åbent i weekenderne), Munkevanghus og andre. Skovskolens træbygninger er opført 1981-85 og 1994-96.

Den ene af de store længer på den gamle skovridergård. Nu Skovskolen. Den må stå som repræsentant for den lille håndfuld bygninger i Gribskov på dagens etape.

Gribskov og Esrum Sø

Jeg valgte Søstien fordi man så dels ser Gribskov, dels kan se Esrum Sø - og mere og mere af den jo længere man kommer nordpå. Begge hører til blandt sværvægterne. Man skal til Jylland for at se større skove. Og søen er arealmæssigt Danmarks tredjestørste sø, volumenmæssigt den største. Erhvervsfiskeri ophørte i 1997. Størrelse er ikke bare kvantitet, men også kvalitet. Her råder blæstens susen i trækronerne, fuglesangen, bølgernes slag mod skrænterne, guldsmedene og hvad der ellers hører naturen til. Der er absolut ingen susen fra veje eller andre lyde fra civilisationen.

Græsningsskov er ikke lige det man ser mest af i Danmark. Men sådan ser de altså ud. Heste afgræsser den lave vegetation mellem de spredte skovtræer.

Den første kilometer nord for går inde i skoven, indtil man kommer til Dronningens og Kongens Bøge. Her har man forsøgt at genskabe græsningsskoven som den så ud 1600-1800. Der går nogle heste rundt derinde mellem træerne. Man kan komme ned til en bro hvor man kan se til modsat side. Men man kan sagtens vente til man kommer længere nordpå. Udsigten fra broen ved Dronningens Bøge er ikke så god som længere nordpå. Her er skrænterne ned til søen ikke så stejle, og der er meterkorte strande hvor man har mere maleriske udsigter til alle sider af søen.

Esrum sø, set fra et af de mange kikhuller gennem Gribskov. Bredden er umulig at passere. Men man kan komme ned til små bitte strande hist og pist.

Esrum Å, Kanal og Kloster

I den nordlige ende af søen når man så til de historiske dele af området: Esrum Å ved Fiskebro sluseværk er gravet i begyndelsen af 1600-tallet for at øge faldhøjden ved Esrum Mølle. Og ganske tæt på den den går Esrum Kanal næsten stik mod nord. Kanalen forbinder Dronningmølle og Esrum Sø og blev gravet i begyndelsen af 1800-tallet for at transportere brænde til København. Man kan gå ad den gamle kanalstien som dengang fungerede som træksti for heste som trak prammene op ad kanalen. Pramførerboligen Sølyst ligger ved kanalens udløb i søen. Det er privat område, og fuldstændig tillukket, men man kan se den på afstand fra skoven.

Kanalen er der ikke meget ved at fotografere, så her endnu et foto af de bittesmå strande man kan opleve langs vestsiden af Esrum Sø.

Kanalen er der nu ikke så meget at se af. Den er mest vandførende mod syd. Men kanalen selv forsvinder til tider, helt overgroet med træer og uigennemtrængeligt krat. Enkelte steder kan man dog trænge gennem krattet og bogstavelig talt tørskoet træde ned i den gamle kanal hvor den er tørlagt - især i den nordlige ende.

Hvordan brændetransporten afspejlede magtforholdene, kan man ane i Politivennen nr. 1038, lørdag den 21. november 1835, s. 769-771 i artiklen "Gjentaget Ønske om Licitation over Brændetransporten fra de kongelige Skove.":
I forrige års december måned blev i Politivennen nr. 990 fremsat det ønske at brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte overlades til omegnens bønder ved licitation, i stedet for at denne transport i de seneste år er overdraget skovfogederne uden licitation. De grunde hvorpå man støttede ønskets fremsættelse var:
1) At skovfogderne som i almindelighed kun holder 2 heste, ikke selv kan besørge brændets kørsel og derfor tilbyder bønderne at udføre dette arbejde for det halve, og nogen gange næppe det halve af den betaling de selv får.
2) At den fortjeneste som således tilfalder skovfogederne, synes mere rimeligt at tilfalde bønderne da de første lønnes af starten og de sidste derimod svarer pligtarbejde og skatter tl samme.
3) At skovfogederne når brændetransporten kom til licitation, kan deltage deri på samme vilkår som bønderne.
4) At man kunne vente at licitationen ville falde ud til fordel eller besparelse for staten da der ingen tvivl kan være om at bønderne lige så gerne og lige så billigt ville køre for staten som for skovfogederne.
Hertil kommer endnu:
5) At bønderne i skovegne i almindelighed har mådelige jorder så at de avler kun lidt og ved mådelige kornpriser har vanskelighed ved at udrede deres skatter og afgifter, hvorfor de kan trænge til enhver lovlig fortjeneste.
Ønsket var måske fremsat på en tid da der allerede var truffet aftale med sognefogederne om kørslen, og dette er formodentlig årsag til at der ikke blevet taget hensyn til det. Men da nu skovningen er begyndt eller snart skal begynde, tillader man sig herved at gentage det, i håb om at se det opfyldt, da det er vitterligt at høje vedkommende i flere henseende interesserer sig for bondens stilling i staten og alvorligt arbejder på sammes forbedring.


Jo, den er go' nok: Det er en nonneklædt person som trakterer cafegæsterne bag klostret. 

I nordenden af kanalen afløses oplevelserne når man kan begynde at ane Esrum Møllegård og Esrum Kloster. Godt nok overlevede kun økonomigårdens sydfløj af klostret reformationen. Men bygningen er imponerende nok endda. Der er ikke så meget at se udover de nøgne rum inde i klostret. De fleste genstande er fjernet og erstattet af nogle plancher. Men til gengæld er der en cafe hvor servitricer forklædt som nonner forsøger at genskabe klosterstemningen ved siden af klostrets urtehave. Og der sælges (kloster)øl og andre middelalderlignende produkter i kælderen. Så stedet er velegnet til en midtvejspause.

Esrum Møllegård ligger umiddelbart ved siden af Klosteret.

Sodemarksvej 

Vejen står ikke i turistbrochurerne, men jeg vil uden tøven anbefale en tur på denne øde landevej. Der er ikke de store seværdigheder, og kultursteppen tenderer til at dominere landskabet (især byg og hvede), men det kuperede terræn er afvekslende, til tider krævende og udsigterne fejler ikke noget. En enkelt specialitet er der dog undervejs, nemlig Nordsjællands Fuglepark og Zoo i Græsted. Den blev startet i 2003 og fik 2008 Zoo-status. Fugleparken er Nordens største med 1.500 tropiske fugle i store volierer samt hvidørede silkeabe, kænguruer, egernaber og mange andre dyr. Det bliver dog kun til en Magnum, til gengæld serveret af ejeren himself.

Ikke sådan noget specielt eller noget der råber på "nationalpark Kongernes Nordsjælland". Bare et varieret, kuperet terræn med nogle køer, og ganske fredeligt. Sådan er Sodemarksvej.

Fra Sodemarksvej er der også en offentlig sti til Snævret Skov. Det så fristende ud, men jeg kan mærke at benene ikke er til det. Jeg har nemlig besluttet at tage den tørlagte Søborg Sø i øjesyn, og Sodemarksvejs vestlige ende viser sig at være et udmærket udsigtspunkt til at overskue den tidligere enorme sø, som i dag fremstår som en flad dal.

Lidt svært at gengive på et foto, men i virkeligheden fremgår det egentlig ganske klart med de gamle søskrænter i baggrunden. Hele forgrunden er drænet, man kan høre kanalernes brusen og boblen.

Søborg Sø 

Før 1700-tallet var søen Danmarks 4. største sø på ca. 6 km2. Vandspejlet lå 5-6 meter over havoverfladen. Men som så mange andre søer blev den tørlagt, første gang 1795-1803 gennem en gravet åben kanal til kysten ved Gilleleje. Vandspejlet sank som følge af det til 3 meter over havoverfladen og søen svandt ind fra 500 til 45 ha. Projektet blev kritiseret allerede fra starten. Fx i forbindelse med en tiltagende vandmangel i Politivennen, 1824. Heri hedder det bl.a.
Denne forhenværende store sø er for en snes år siden blevet udgravet så den fjerdedel af søen kun indeholder lidt og fladt vand. Efter den tid har omegnens beboere år for år fundet at deres brønde har tabt af sammes vandforråd. Ja en mands brønd som jeg fik vist, havde fuldstændig mistet sit vand så han måtte grave en ny, meget dybere brønd. Hr. Drewsen anbefaler at landmanden er nødsaget til at udgrave vandet fra sit agerland og græsvænge. Dette vand løber i deslige søer, derfra er udløbet til stranden: når vandet ikke beholdes nogen steder, udtørres årerne i jorden, og til sidst findes der intet råd for dette store onde. Det ville være et ubetaleligt gode når denne store sø fik sin forrige skikkelse.
Næste etape foregik 1873-87 hvor vandspejlet yderligere sank, denne gang til 1 meter over havoverfladen.

Så skulle man tro at ballet var forbi, men i 1945 anvendte man så pumper til at få vandspejlet sænket til omkring 1½ under havoverfladen. Hvis de i dag blev stoppet, ville vandstanden stige til 0,7 meter over havoverfladen. Hvad man ikke havde forudset var at bunden sætter sig med op til 3 centimer om året. Hvilket ikke kan undre nogen da dyndjorden er op til 10 meter. Det lyder ikke af meget, men på sigt er det, og forhåbningerne om at dyrke jorden blev i vidt omfang opgivet. Man fik godt nok sænket vandstanden med over 4 meter, men i samme periode sank bunden med op til 3,5 meter.

Et kik mod syd over det store område for søen engang lå. Det er sådanne landskaber som får mig til at vende tommelen nedad for en nationalpark. Jo, de har sin egen charme. Men der er et stort spring til nationalpark.

I dag minder søbunden lidt om Vestamager, men uden den vildskab som trods alt er forsøgt etableret der. Søborg Sø minder mere om en friseret, opdyrket udgave af Vestamager. Og den er aldrig blevet retableret som sø. Så sent som 1990'erne blev et forsøg på sørestaurering opgivet. Men  i 2013 begyndte lodsejerne dog at se positivt på en retablering af søen fordi deres marker alligevel blev oversvømmet.

Nationalpark?

Søborg Sø og Esrum Sø/Gribskov illustrerer på hver deres måde dilemmaet som er afsløret af at kommunerne i området har foreslået at lave en nationalpark "Kongernes Nordsjælland". Kigger man på kortet, vil man se at den ligger som spredte klatter i det store ocean af områder med kulturstepper. Dagens Danmark er ejet af lodsejere, og langt hovedparten af dem er interesseret i at drive intensivt, industrialiseret landbrug. Ikke at skabe væresteder for dyr, fugle, insekter og mennesker med rekreative interesser. Et mere realistisk navn for området (der i øvrigt ikke lever op til internationalt anerkendte kriterier for en sådan eller Nationalparkloven) kunne være "Lodsejernes Nordsjælland". Og man kunne fristes til at kalde det et udslag af samme nationalromantiske forestilling om Danmark som eksisterede på Politivennens tid. Men den fristelse vil jeg dog ikke falde for, endsige besvære læserne med at argumentere for.

Se flere fotoer på Flickr-album for Gribskov Kommune og Helsingør Kommune (Esrum Kloster).


Ruten

Skovskolen. Gribskov og Esrum Sø langsSøstien. Esrum Kanal. Esrum Kloster. Sodemarksvej. Søborg Sø. Græsted. I alt ca. 18 km. Ruten går stort set gennem fortrinlige vandreveje.