fredag den 26. februar 2016

Gudernes Stræde (1): Gadstrup - Mosede

Gudernes Stræde er en 64 kilometer vandrerute som blev indviet i 2009 med afmærkning og informationspæle (fortællepæle)

Dette syn øst for Snoldelev glæder mig overmåde meget! Det er nemlig første gang jeg i nyere tid har set måger efter ploven. Det glæder mig fordi det tyder på at der er regnorm i jorden, og de er altså ikke blevet sprøjtet ihjel af landmændene.

Dagens rute fra Gadstrup til Mosede Fort (Karlslunde) er på ca. 16 km. Halvdelen af strækningen - Gadstrup til Korporalskroen - foregår på landeveje som man må dele med de motoriserede. Men det er ikke det store problem da vejene er særdeles lidt trafikeret. Når bort ses fra strækningen Gadstrup-Snoldelev og et lille stykke ved Korporalskroen. Den anden halvdel af strækningen fra Korporalskroen til Mosede Fort foregår ad grusstier. I år og på dette tidspunkt kan disse enkelte steder være lidt svampede, men ikke mere end at almindelige vandrestøvler sagtens kan klare det. Jeg måtte ændre ruten, da stien under Køge Bugt Motorvejen er spærret.

Gadstrup Station er et godt udgangspunkt for denne del af ruten. Byen er pænt stor (knap 2.000 indbyggere), med det stort industrikvarter, fx Danisco.

Årsagen til at man har kaldt ruten Gudernes Stræde er inspireret af Martin A Hansen. Jeg har ikke læst bogen. Men pointen skulle være at der er blevet fundet en masse efterladenskaber fra oldtiden. De står omtalt på de mange informationspæle på ruten. Men ud over at det da er sjovt nok at vide, så er det eneste der er tilbage en del oldtidshøje. Resten må man fantasere sig til. Jeg synes man i stedet skal koncentrere sig om de øvrige kulturhistoriske oplevelser som man kan se, lugte og føle på ruten.

En af flere oldtidshøje øst for Snoldelev. Og det typiske Hedebolandskab, med store marker, spredte gårde, enkelte alleer. Men lærken synger på denne flotte senvinterdag med jævn vind.

Ruten er ganske fin for de fleste vandrere. Stierne udmærkede, der er masser at kigge på undervejs, selv om det ikke er fra oldtiden. Og landskabet er overvejende et kulturlandskab på Hedeboegenen med marker. Der er stationsbyen Gadstrup, hedeboegnens gårde, landsbyer mm.

Snoldelev er i modsætning til Gadstrup ikke ret meget andet end en soveby for lidt over 600 indbyggere. Dette kunne godt ligne en gammel købmandsgård som formentlig har ligget i "centrum" af landsbyen. Nu er det hjemsted for et revisionsfirma. Radio24syv har en reportage for egnen.

Gårdene er pænt store, markerne ligeså. Resterne af naturområder skal man lede længe efter. De var effektive, de gode hedebobønder. De opdyrkede hvad opdyrkes kunne. Der er enkelte små klatter lidt sydøst for Snoldelev (Snoldelev Mose på ca. 250-250 meter og Gammel Havdrup Mose på ca. 300x500 meter). Gudernes Stræde har afstikkere til dem. Men efter et hurtigt kik mod syd beslutter jeg at mine ben nok ikke holder til 4-5 km ekstra i dag. Desuden er de nok mere interessante om sommeren.

Hastrup set fra syd. Hastrupgård til venstre i billedet. Gårdene er nogenlunde velholdt. Omend landsbyen dog også har enkelte huse der tyder på forfald. Grøftekanten til højre er et udmærket sted at holde pause og nyde udsigten, freden og roen.

Men der er en del fine gårde langs ruten, ligesom små landsbyer: Gadstrup, Snoldelev, Hastrup og Karlstrup. I Snoldelev bør man lige dvæle lidt ved nr. 28B på Snoldelev Bygade som er et gammel bindingsværkhus fra 1777. Navnet Snoldelev lyder lidt som noget man kan bruge i et nedladende udtryk. Men der på egnen mener man at det stammer fra kong Snold som herskede over hele Sjælland. Senere blev Snoldelev del af Den Store Rockerkrig, da rockerne flyttede ind i et mejeri, og Bandidos angreb borgen med panserværnsraketter. Øst for Karlstrup er præget af bysamfundene som spredte sig langs s-togslinjen til Køge. Bortset fra det meget fine stykke strand syd for Mosede Fort. På denne tid af året fremstår den endda som noget særligt med de flotte tangskulpturer, skabt af vind og bølger.

Stenagergård ved Brændmosevej. Gården må i dette indslag gøre det ud for de mange isolerede gårde som findes langs ruten. Mange driver dog ikke længere landbrug. På skiltet op til Søgård står der fx Roskilde B&B, OpenUp Invest og Center for Potentialeudvikling. Et andet eksempel er Engstrupgård ved Møllesvinget som sælger blomster og brugskunst.

Midtvejs på denne del af Gudernes Stræde ligger Korporalskroen. Kroen fortæller at den har aner tilbage til 1795. Den blev flyttet hertil i 1785 da en dansk konge befalede at der skulle laves snorlige veje i området. Tæt på kroen ligger en bro bygget i fine sten. Her i februar er kun kroen åben, men det ser ud til at der om sommeren også er et iskagehus samt et museum for en gammel købmandsbutik. Her er også bænke og borde langs Møllebæk.

Købmandsbutikken er ikke åben i dag. Men det er da muligvis et sted som kan være et nostalgisk gensyn for 60+'ere. I hvert fald fra hvad jeg kunne bedømme ud fra skilte og kigge ud af vinduerne. Til venstre Korporalskroen som er åbent denne skønne vinterdag.

Den østlige del af ruten ligger i et urbaniseret område, og stien går gennem nogle små , men meget idylliske klatter. Silkemad og Brødmosen.

Silkemad. Et lille, men idyllisk område langs Karlslundebæk som har overlevet urbaniseringen.

Man kan altid diskutere hvor meget der skal gøres ud af fortællingen langs sådanne stier. Man kan fx diskutere hvorfor man kun har omtalt Tune-stillingen på pælen ved Svanedammen langs jernbanen. Tunestilingen forløb langs en stor del af ruten mod sydøst. For der lå adskillige såkaldte "huler" langs ruten. Stillingen kom vist aldrig til at spille nogen stor rolle. Sporene efter den er på det nærmeste udslettet, og hvad der er tilbage er meget småt. Den havde en kort indvirkning på beboerne i området fordi mange tusinde soldater blev indlogeret hos dem under 1. verdenskrig. For interesserede har Michael H. Clemmensen skrevet en længere afhandling om stillingen. Jeg gjorde et tappert forsøg i 2014 på at beskrive resterne af den. Det er nok en smagssag om man synes det er værd at fremhæve på ruten. Senere har jeg fundet et detailkort over samtlige installationer.

Dagens tur sluttede ved Karlslunde Strand. Egentlig er det her Gudernes Stræde starter. Men jeg gik altså den forkerte vej. Det blev den ikke kortere af.

Uden at vide det har jeg før vandret på den næste etape af Gudernes Stræde, nemlig i indslaget om Lejre Vandværks Kildepladser.

Se flere fotoer på Flickr-album for Roskilde og Solrød.

Ruten

Gadstrup St. Gudernes Stræde (ruten findes beskrevet i folderen Ramsødalen-Mosede. Klarslunde Station.

Vandreruten Gudernes Stræde

Man skal være en trænet vandrer der kan gå hele stiforløbet på en gang. Derfor har jeg delt det op i 5 etaper, og nummeret dem fra (syd)øst mod (nord)vest. Nummeringen har mere at gøre med at folk der føler sig inspireret så selv kan sammensætte egen rute. Etaperne ser således ud, og der bliver tilføjet link når jeg har gennemført turen:

1. Mosede Gadstrup.
2. Gadstrup-Lejre 3. april 2016. 15 km. Se også  28. august 2015.
3. Lejre- Vester Såby. 16. km.
4. Vester Såby-Ejby. 16 km.
5. Ejby-Vellerup. 10 km.