torsdag den 12. november 2015

Politivennen på Frederiksberg

Uden for Københavns Volde fandt man for 200 år siden det idylliske og landlige Frederiksberg. Tag med Politivennens Redacteur på tur ikke alene til - men også tilbage til Frederiksberg i begyndelsen af 1800-tallet


Turen fra Københavns Vesterport til Frederiksberg på meget få steder ville finde sin lige. I forgrunden Allegade 6-8 (1827), i baggrunden spiret på Frederiksberg Kirke (1734)


Fra København til Frederiksberg

Skønt det falder fremmede svært at rose noget dansk, har jeg dog hørt adskillige tilstå at turen fra Vesterport til Frederiksberg på meget få steder har sin lige. Vel at mærke hvis Frederiksberg Alle og dens behageligheder nåede lige til de fra glaciset anlagte to sidealleer. Vel kan enhver gå ad Værnedamsvej og Gl. Kongevej for at undgå Vesterbros små toppede fortovssten og de så ubehagelige op- og nedgange uden for hver af dens mange slagter og andre porte. Men det fødderne kan vinde ved det, tabes dobbelt ved at få både øjne og tøj ødelagt af den uhyre mængde støv som kørende og ridende jacober bestandigt hvirvler op der og som af mangel på træk ligesom bliver stående på sidstnævnte vej. (Politivennen nr. 21, 25 maj 1816)

Den første gård øst for Frederiksberg Alle, nemlig Hjørnegården, har en retirade ud til gaden tæt ved naboens hus, hvor den slet ikke burde være. Denne retirade er temmelig ramponeret. Brædderne der skulle skjule indholdet af denne kloak, er borte. Den er til væmmelig stank og skue for enhver, som går der forbi, og det lader til, at den aldrig bliver oprenset, da der er en slags grøft ved den hvori alt bliver stående. Tæt på den er kostalden, hvorfor også formodentlig en del urenlighed tyr til denne kloak. Alt dette lagt sammen må nødvendigvis parfumere luften på en skammelig måde, alt efter hvordan vinden blæser lidt eller meget, og om det er mindre eller mere varmt. (Politivennen nr. 421, 18. maj 1806)

"Den første gård øst for Frederiksberg Alle, nemlig Hjørnegården, har en retirade ud til gaden tæt ved naboens hus, hvor den slet ikke burde være". (Københavns Bymuseum med årstallet 1782. Det er nu næppe denne gård som skribenten hentyder til, men den ligger få meter øst for).

For spadserende til og Frederiksberg er det en bekvemmelighed at kunne undgå den stinkende og trættende Vesterbro ved at benytte sig af Gammel Kongevej. Men for derfra at komme til Frederiksberg Alle, må man passere et stykke vej, som er belagt med spidse og slet nedstampede sten. Godt nok er der ved siden af dette stykke til dels en smal, og som oftest smudsig jordvej. Men den benyttes konstant af vogne, så de gående må tage til takke med stenvejen, som kuskene finder så dårlig at de gerne vil skåne deres heste for den. Sælgerkonerne fylder sidealleerne med sig selv og varer og indfinder sig i stadig større antal jo flere spadserende der er. De optager ofte bænkene. Synet af dem og deres varer er sjældent behagelig. Stimmelen af køberne blokerer gangen, og det mangler kun at de skal skrige ørerne døve. Der er nogle få bænke i denne alle. Men deres antal er ganske ubetydeligt. Den gamle og sygelige vil dog også gerne se kongens Frederiksberg. Selv den friske og raske ønsker på en lystvej på 3 fjerdingmil frem og tilbage også engang imellem at afløse gang med et sæde. (Politivennen. Nr. 227, 28. august 1802)

Med hyrevogn til Frederiksberg

Følgende skete da en agtværdig hofbetjents kone og familie for nylig spiste om aftenen den anden helligdag inde i byen. Om aftenen kvart over ni sendte hun bud efter en hyrevogn for at køre ud til Frederiksberg. Vognen kom straks. Men da de var kommet ind i den og man sagde til ham: Til Frederiksberg, erklærede han, at han ikke kunne køre dem derud. Men da de påstod at han alligevel måtte køre dem derud, kørte han dem i stedet for til Frederiksberg til sin husbond oppe i Vestergade ind i en lille tværgade for at høre sin herres ordre. Samme påstod at de måtte stige ud igen, da kusken ikke skulle køre dem til Frederiksberg. Da de så forlangte at køre til politikammeret, lo han af dem, og tvang dem til sidst med mange grovheder at stige ud igen. Da tiden var forspildt og de ingen anden vogn kunne få så sent, måtte en sygelig kone med sit selskab spadsere til fods hjem. (Politivennen. Nr. 318, 26. maj 1804)

En russisk officer som i onsdag aften den 18. i denne måned kl. 7 afrejste som kurer med postvogn fra København, tog sammen med 2 andre russiske officerer som i en anden vogn ledsagede ham på vejen, ind hos traktør Lange i den øverste ende af Frederiksberg Alle og vognen blev holdende i Runddelen.

"En russisk officer som i onsdag aften den 18. i denne måned kl. 7 afrejste som kurer med postvogn fra København tog sammen med 2 andre russiske officerer som i en anden vogn ledsagede ham på vejen, ind hos traktør Lange i den øverste ende af Frederiksberg Alle og vognen blev holdende i Runddelen" (Frederiksberg Runddel.)

Anmelderen i følge med en ven blev opmærksom på at postvognskusken som befordrede kureren, straks forlod postvognen og ikke indfandt sig igen. Urolig over at ting af vigtighed kunne stjæles og over de uberegnelige ubehageligheder det kunne føre med sig, så man ned i vognen og fandt da, foruden officerens munderings overkjole og øvrige rejseklæder også et ganske lille vadsæk der muligt kunne indeholde brevskaber, liggende sådan at enhver forbigående kunne stjæle det. Man gjorde sig længe umage for at opsøge postvognskusken. Og da man fandt ham i en skænkestue i samme gård som officererne, anmodede man ham om at have tilsyn med vognen, og påpegede over for ham at det var hans pligt at være ansvarlig for hvad han havde modtaget. Men han gav til svar at det var ham aldeles ligegyldigt om det blev stjålet altsammen. Man lagde til at der her som i alle lande hvilede en vis hellighed på en kurer, og hvis hans skødesløse adfærd blev anmeldt for det årvågne generalpostamt, ville han ufejlbarlig blive straffet, muligt på vand og brød. Men med hånlig latter gav han til svar at han ønskede generalpostamtet en god dag, og var ikke at formå til at gå ud af døren. (Politivennen nr. 526, 28. maj 1808)

Landlig idyl


Efter rygtet skal nu en slagter have købt nr. 89 på Gammel Kongevej og har i sinde at anlægge et slagteri der. Denne vej der endog meget ofte passeres af hans kongelige majestæt selv, vil på sådan måde blive mere stinkende (ja helbredsforgiftende) end Vesterbro, når den som ikke kan være andet lader urenlighederne fra slagteriet gå i grøften hvor de om sommeren må blive stående i jorden da grøften ikke har et fald så dennee slags urenligheder kan flyde bort. Ja, om han endog ville grave sig et hul i haven, ville denne stillestående pøl måske forårsage en endnu mere ulidelig stank der ville forgifte og forpeste luften rundt omkring og ikke alene ramme vandreren, men især naboer og genboer. (Politivennen nr. 18, Lørdag den 4. maj 1816)

Udenfor Vesterport og helt til Frederiksberg møder man nu omstunder ofte om aftenen, endog så tidligt som kl. halvti spaniensfarere med læs af den ækleste natur. På forespørgsel hedder det at det er en smed der bor uden for Vesterport, som lader disse sager udføre på sin andel i den Kongelige Enghave ved Frederiksberg.

 "Udenfor Vesterport og helt til Frederiksberg møder man nu omstunder spaniensfarere med læs af den ækleste natur. På forespørgsel hedder det at det er en smed der bor uden for Vesterport, som lader disse sager udføre på sin andel i den Kongelige Enghave ved Frederiksberg." (Landstedet Rolighed med gården i baggrunden, nu Veterinærinstituttet. Ca. 1 km nord for Kongens Enghave).

Vel ved man, at disse sager skal ud af staden. Vel vil man ikke på dette sted omtale, hvor ønskeligt det var om man før man kørte dem ud, forvandlede disse urenheder til ikke-lugtende og bedre gødende jord med de midler som er opfundet andetsteds. Vel kan man ikke nægte at det i al fald er bedre at bruge dem til agergødning, end ophobe dem dem på Amager. Men lad i det mindste udkørslen ske om natten. Det vil sige den del af natten, da folk ikke morer sig med at spadsere. (Politivennen nr. 373, 15. juni 1805)

Kongen har til en vis grad lukket Frederiksberg Alle for kørende. Men der er opstået en meget slem ubehagelighed nemlig den forandring som er gjort på de omløbende svingler for at gøre en hests gennemjag mere umulig. Dersom nogen selv et par timers tid om søndag eftermiddag ville være tilskuer ved disse svingler, ville man se at de kræver ikke blot en behændighed og færdighed, men også en sikker fod mod at glide. En førlighed der ikke er over en vis grad, og især den største varsomhed hos den gravide og hos de vandrende, hvem svinglens arme rækker til halsen. Hvorledes faren nu er for den gamle, den svage, den frygtsomme kan man let forestille sig, ligesom hvor let klæderne i denne klemme og under den varsomhed og skysomhed her må parres, tilsøles især i regnvejr. (Politivennen nr. 528, 11. juni 1808)

Frederiksberg


Længe har Frederiksberg by trængt til vand. Intet godt vand har været eller er endnu at få, undtagen slotskildevandet inde i haven, som ligger afsides og er møjsommelig at afhente, og ikke engang til alle tider er mulig. Og endelig vandet af den bæk som står tæt ved staldene hvis vand selv om det er meget anvendeligt dog ikke er fra kildens. Man frygter imidlertid for at denne post muligvis kunne blive lukket for andre end slotsfolket. I den afvigte uge er af sig selv vældet en kilde op i Pilealleen på selve vejen lige over for degnens, dog så yderlig i jordvejen på højre hånd at den ved at bryde jorden fra har åbnet sig vej ned i grøften. Dette vand smager ikke alene som sagt ovenfor fortræffeligt, men også ypperligt skummende med sæbe og altså blødt og velegnet til madlavning. (Politivennen nr. 531, 2. juli 1808)

" I den afvigte uge er af sig selv vældet en kilde op i Pilealleen på selve vejen lige over for degnens, dog så yderlig i jordvejen på højre hånd at den ved at bryde jorden fra har åbnet sig vej ned i grøften." (Frederiksberg Præstegård fra 1825 med kirken i baggrunden).

Den person som jeg har bemærket flere gange har besøgt mit hus og hver gang medtaget en af mine punchskeer, anmodes om at lade mig beholde dem jeg endnu har tilbage, da jeg så vist ikke kan undvære dem. For andre der handler på denne måde bekendtgøres: At mine punchskeer ikke er af sølv, men kun pletterede så fordelen ved fangsten ikke er så betydelig som tabet af dem er for mig der hele tiden skal anskaffe nye. (Frederiksberg den 2. april 1822. Lars Mathiesen.)

På den såkaldte Jagtalle ved Frederiksberg var en 6-7 stykker drenge og piger var i fuld gang med at slå bark af alleens træer, da en borger fra København og jeg i forbigående blev vidner til dette stygge optog. De var udrustede med gode knive og sække til byttet, hvilket efter min mening vidnede om, at handlingen ikke blot var børnespil, men planlagt iværksat på ældres vegne. Muligvis for at få materialer til brænde eller garveri. Vi anså det for vor pligt at angive sådan en udåd, og troede at sognefogeden var den mand vi kunne at henvende os til. Børnene løb fra os, på nær 2, som vi ville have ført til sognefogden ifald han måske kendte dem. For selv ville de ikke sige os hvem de tilhørte.

"Da vi kom ind i Frederiksberg By med dem, stimlede en mængde mennesker på grund af børnenes larmende skrig, sig omkring os, og tvang os til sidst under trusler at give slip på dem" (Møstings Landsted i Frederiksberg, 1800. Indtil 1959 lå det på hjørnet af Smallegade og Falkoner Alle).

Men da vi kom ind i Frederiksberg By med dem, stimlede en mængde mennesker på grund af børnenes larmende skrig, sig sammen omkring os, og tvang os til sidst under trusler at give slip på dem. Endelig kom sognefogden til, og da jeg fortalte ham sagen, fik jeg til svar: At det ikke kom ham ved, men gartner Petersen. Da jeg nu ikke vidste hvor denne mand boede og heller ikke havde tid længere at opholde mig, så leverede jeg sognefogden en af knivene, som jeg havde taget til mig. København, den 23. maj 1805. A. C. Høyer. Stud. Theologiæ. Torvegaden nr. 197. (Politivennen nr. 371, 1. juni 1805)

For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig. Hun udbad sig og fik af ham tilladelse til at opholde sig hos sin bror, indtil tiden kom for at hun kunne blive modtaget på Fødselsstiftelsen. Da hun efter vedkommendes vurdering endnu havde 8 dage tilbage.

"Et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig. Hun udbad sig og fik af ham tilladelse til at opholde sig hos sin bror, indtil tiden kom for at hun kunne blive modtaget på Fødselsstiftelsen." (Bakkemuset, 1674. Kamma og Knud Lyne Rahbek boede her 1802-1830).

Natten mellem lørdag og søndag overraskedes hun uventet af fødselsveer. Hendes bror fik en her på gården temmelig fremmed pige vækket, og disse to kørte så med hende til Vesterport. Men da de kom der, var klokken mellem to og halv tre, og porten lukket. Skildvagten, hvis medlidenhed de appellerede til, henvendte sig til sin overordnede, med forespørgsel om det stakkels menneske ikke måtte lukkes ind. Men kom tilbage med det svar at hvis hun havde tegn, kunne hun blive lukket ind, eller kunne det ikke ske. At et fjernt udenbys bondemenneske ikke enten havde tænkt på eller vidst vej til at få et sådant tegn, behøver jeg vel ikke at nævne. Hun måtte da i den mest skærende morgenkulde blive holdende i Københavns indkørsel. Fødte der uden hjælp et barn, som naturligvis omkom. Og først efter to lange timer, klokken efter fire, blev så porten åbnet. Hun, som ikke kunne tåle at føres til Fødselsstiftelsen, hvor hun desuden da barnet var dødt, ikke troede at blive modtaget, blev så bragt til nogle fattige folk af sine bekendte. Bakkehuset d. 15. maj 1801. K. L. Rahbek. (Politivennen. Nr. 160, 16. maj 1801)

Frederiksberg Have

I Frederiksberg Have forbi blomsterhaven lidt indenfor schweizerens stade står to halvrunde bænke. Man kalder dem ondskabsfuldt mønstringsbænkene (mindre klassisk Skærsilden, dvs. det sted hvor sjælene i munkenes gyldne dage lutredes). Disse bænke var i sandhed til stor nytte hvis gamle folk hvilede sig på dem. Men i stedet for dem ser man at en god portion af de såkaldte støvere, lapser, wienerherrer, springfyre, comptoirdrenge og flere af samme surdej imellem 14 og 20 år med en tynd spanskrørsstok, briller på næsen, oppurret hår, ja hvad mener læseren? med forlorne bryster og virkeligt snøreliv midt i hundedagene! Sådanne svagelige og aldrende folk ses for det meste på disse bænke! Her sidder de i mag, og mens de hviler deres gamle ben enten roser eller revser de forbigående. Folk af undseelse der skammer sig ved at blive overbegloet af disse bebrillede smådrenge, skynder sig enten forbi, eller de går hellere en lang omvej, da bænkene står ved den mest befærdede indgang.

"Før hans majestæt kongen tog ud til sommerresidensen var bænkene var endnu ikke sat ud. Men alligevel vimsede et halvt dusin af disse herrer og overbegloede de forbigående, især smukke kvinder." (Militærdiktatoren Frederik 6. stirrer bistert på de besøgende ved indgangen til Frederiksberg Have).

Før hans majestæt kongen tog ud til sommerresidensen, kom anmelderen gennem Frederiksberg Have. Bænkene var endnu ikke sat ud. Men ligesom fuglen forgæves flagrer over ruinerne af det brændte hus i håb om at finde sin gamle rede, således vimsede også her et halvt dusin af disse herrer og overbegloede de forbigående, især smukke kvinder. De ærgrede sig rigtignok over at bænkene var borte, men blev dog stående der hele fire timer i række. (Politivennen nr. 295. Lørdag den 25. August 1821).

Det er en slem uskik at de som om sommeren holder deres måltider i Frederiksberg Slotshave efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv. udover at det er et uappetitligt syn for de der elsker renlighed, fordærves også derved den rene luft man forventer at nyde på disse steder. At denne uskik bør afskaffes, kan der ikke være tvivl om. I to alleer er anbragt bekvemmelighed for de der ønsker at spise der. Gangene hvor det kongelige herskab spadserer burde dog i det mindste være fri for at besudles med noget sådant. (Politivennen nr. 31, 3. august 1816).  

"Det er en slem uskik at de som om sommeren holder deres måltider i Frederiksberg Slotshave efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv. Gangene hvor det kongelige herskab spadserer burde dog i det mindste være fri for at besudles med noget sådant." (Frederiksberg Slot set fra Pile Alle. Slotshaven ligger til højre for slottet).

Forlystelser

Bryggerlauget i København skal forsyne Frederiksbergs indbyggere med øl. Men det går sådan til, at når man bestiller øl og betaler i lavshuset i dag, så må man sommetider vente flere dage inden man får det. Jeg har nu dagligt nogle og tyve arbejdsfolk i marken. Jeg bestilte øl og betalte det i torsdag den 6. september. Så blev det sagt at jeg ikke kunne få det før mandag den 10. Nu er det tirsdag, og jeg har endnu intet øl fået. Vand vil danske arbejdsfolk ikke drikke, og mælk eller mælk med vand kan de ikke alle tåle. Intet øl kan man købe på de mange værtshuse, da de alle klager at de ikke straks kan få øl for penge fra lavshuset. Almuen forledes til at tro, at kornudførsel er skyld i at man ikke kan få øl, og at råbe derimod. (Politivennen. Nr. 334, 15. september 1804). 


"Intet øl kan man købe på de mange værtshuse, da de alle klager at de ikke straks kan få øl for penge fra laugshuset." (Petersens Familiehave på Pile Alle, 1799. Her er sikkert udskænket en hel del øl i tidens løb).

Kirker og kirkegårde

Der har i lang tid hersket den uskik at enten degnen, eller hvem det er, lader lam græsse på kirkegården. På grund af det bliver gravene på det mest skammelige tilredte. Man håber at dette bliver undersøgt, og at den der er årsag til uordenen, bliver tilbørlig straffet. (Politivennen. Nr. 231, 25. september 1802)

Man ville ønske, at hr pastor Liebenberg ville holde fast i den gamle skik at lade kirketjenesten her, hver gang det er hvad man kalder sidstprædiken, begynde kl. 2, da det for en del kirkegængere ville medføre en stor uorden i deres husholdninger, hvis de for at kunne gå i kirke kl. 12 måtte spise klokken halvto! (Politivennen. Nr. 148, 21. februar 1801)



 "Et gabestoksattribut kan ses i muren ved indgangen til et tempel for gudsdyrkelse og må sætte enhver fremmed i forundring." (Frederiksberg Kirke, 1734, set fra den gamle kirkegård).

Det yderst frastødende syn at se et halsjern i muren ved indgangen til et tempel for gudsdyrkelse, må sætte enhver fremmed i forundring. Havde præsten langt til kirke, kunne man dog formode at han til sin ridehest brugte dette jern for at sikre sig dens tilstedeværelse mens han forrettede sit kald i kirken. Men da dette ikke er tilfældet, kan man ikke forstå hvorledes han, som en tænkende mand, kan undlade at anmode om tilladelse til at borttage dette forargelige halsjern, som aldrig bliver brugt, og som vel intet menneske der i sognet fortjener. (Politivennen. Nr. 169, 18. juli 1801)

Mandag den 14. maj som var dagen efter konfirmationssøndag, gik anmelderen sammen med sin kone til Frederiksberg. I alleen mødte de en stor mængde konfirmander, efter udseende af begge etaters menigheder, der med en fæl støjen og usædvanlig hidsighed søgte efter at komme i håndgemæng med konfirmander af et andet sogn. Pigerne viste sig især ivrige i at ophidse drengene, hvoraf nogle endog prøvede at trække deres sabler. Anmelderen tog sig den frihed at erindre nogle af dem om det usømmelige i deres opførsel, straks efter en for dem så vigtig dag. Men han var næppe begyndt at tale før han blev omringet og truet med prygl. Og virkelig havde de nok efterkommet denne deres trussel, hvis ikke en god ven var kommet til og fået ham ud af trængslen, hvorpå de måtte søge retirade ind på et traktørsted. (Politivennen nr. 70, 3die Maj 1817)


Redacteurens Efterord

Indslaget består af artikler fra det lille tidsskrift Politivennen. Der er stort set intet tilbage af bøndernes Frederiksberg og landsbyen mellem Smalle- og Bredegade. Fordums landsteder der lå idyllisk på landet, ligger nu i en helt andet kontekst, etagebyggeri: Godthåb, Rolighed, Ludvigs Minde, Møstings Landsted og Møllmanns Landsted. Frederiksberg Have og Søndermarken med Norske Parti var militærdiktatorernes fristed, folkets var en lille snip ved de små haver. "Roskildevej landevej" forløb langs Rahbeks Alle med landevejskroen Bakkehuset, og Valby Langgade. Siden er kommet mange veje til. Landlig fred erstattet af larmende biltrafik.

Kilde: Politivennen Live Blogging. Se specielt under Frederiksberg.

Ruten

Frederiksberg St. Smallegade-Bredegade-Andebakkesti. Frederiksberg Have. Allegade. Kirke og Kirkegård. Pile Alle. De Små Haver. Søndermarken. Bakkehuset. Frederiksberg Alle. Rolighedsvej-Godthåbsvej (landstederne Rolighed og Godthåb). Svær at afstandsbedømme, alt efter hvor meget man cirkulerer rundt.