torsdag den 11. juni 2015

Hedehusene-Solrød: Stationsby og Karlstrup Kalkgrav

Stationsbyer, kalkgrav og strand er højdepunkterne på dette socio-kulturelle tværsnit gennem hedeegnen

Gamle jernbanespor i det store industriområde sydøst for Hedehusene Station minder om forrige århundredes storindustri som Hedehus Teglværk (1896-1980) og Spæncom. I dag er alt revet ned og kun rester fra belægning, hegn og en frugtplantage vidner om at her lå Hedehusenes industrielle vugge.

Mange byer har stationer, uden at være en stationsby. Fx har s-toget til Køge en masse stationer. Men bydannelserne kaldes satellitbyer (som er en pænere betegnelse for sovebyer). Ældre mennesker vil forbinde en "stationsby" med noget stillestående og almindeligt kedeligt, måske trist og ligefrem grimt, Wild West-agtigt. Stationsbyerne fra 1800-tallet er produkt dels af at landbruget var ved at udspille sin rolle med at brødføde den danske befolkning, dels af anlæggelsen af et jernbanenet. Stationsbyen blev en ny form for bydannelse på linje med købstæder og landsbyer. Hvad der kom først - jernbanen eller stationsbyen - afhænger lidt af hvilken by der er tale om. Nogle blev anlagt på bar mark, andre udviklede sig fra en allerede eksisterende bebyggelse som fik tilført en station. Omvendt betød det ikke automatisk at en by blev en stationsby fordi den fik en station.

Hedehusene - stationsbyen

Hedehusene (knap 12.000 indbyggere) er et eksempel på en stationsby. Årsagen til at der kom en station var at de daværende damplokomotiver skulle have vand på tankene. Men fra århundredskiftet 1900 kom der gang i teglværker og grusgrave. Man kan finde gode eksempler fra den tid i stationsbygningerne (den 3. fra 1917), jernbanekroen Hedehusene Kro (1881), Kaffesurrogatfabrikken Danmark, der leverede kaffeerstatning under krigene, Industribyen, andelsmejeriet Hedelykke Mejeri, Rockwools tidligere produktionsanlæg, betonelementfabrikken Spæncom, der lukkede i 2008, og små selvbyggede arbejderboliger.

De flotte gamle bygninger fra kaffesurrogatfabrikken Danmark er fra 1933. Men produktionen startede allerede i 1902. Jeg har altid forbundet surrogatkaffe med 2. verdenskrig og Richs. Men fabrikken leverede surrogatkaffe både før, under og efter 1. og 2. verdenskrig. Siden 1970 har her været campingvognsudstilling.

Som med andre stationsbyer kom hovedparten af indbyggerne fra landet og søgte en anden beskæftigelse. Og for at slippe for at betale den høje ejendomsskat der blev beregnet af størrelsen på jord. stationsbyerne behøvede vand, el, gas, kloakering, skoler og andet vi i dag anser for selvfølgeligheder. Foreningslivet var et af stationsbyboernes svar på at klare de nyopståede problemer. Men foreningerne gik også videre end det, fx afholdsforeninger, religiøse foreninger, sportsforeninger - og kirker og frikirker.

Hedelykke Andelsmejeri (1888-1990) i vistnok nyklassicistisk arkitektur huser nu it-virksomheder. Heller ikke nogen lille virksomhed. Bestemt et besøg værd.

Set med disse briller er Hedehusene en stor seværdighed. Ikke en seværdighed som enevældens, kongernes og adelens overflodsbyggerier der skulle imponere og udstråle deres magt gennem pomp og pragt. Men som udtryk for noget der er langt mere værdifuldt: De hårdtarbejdende arbejdere som er forudsætningen for nutidens velfærds-Danmark. I hedehusene kan man se de beskedne boligforhold de havde, de store fabrikker hvor hundredvis af dem arbejdede, måske sled sig op. Her er det ikke store, men små størrelser som vækker Vandringsmandens eftertanker.

Syd for den ryddede teglværksgrund langs Industrivej ligger et småindustriområde fra perioden efter 2. verdenskrig. I alt ni små bygninger med hver deres charme. Bygningerne er meget forskellige, men alligevel er det som at gå gennem en lille landsbyenklave.

Stationsbyerne havde en glansperiode 1880 til mellemkrigstiden. Efter at købstæderne omkring 1870 ophørte med at opsluge landbefolkningen og mistede deres deres privilegier med næringsfrihedsloven omkring 1860. Fra omkring 1880 blev det stationsbyerne overtog dette. Store stationsbyer stod for industriforetagender og institutioner, mellemstore blev opland og de små levede af tilknytning til landbruget.

Jeg har før vandret gennem nogle af Sjællands stationsbyer: Borup (landsby udviklet til stationsby 4.500 indbyggere), FarumHavdrup Stationsby (1870, knap 4.000 indbyggere), Lille Skensved "pektinfabrikken" (1.600 indbyggere). I moderne tid blev stationsbyerne udfordret af at togtrafikken blev udkonkurreret af bilerne. Men der opstår dog stadig hvad man kunne kalde moderne stationsbyer. Vinge ved Frederikssund er et sådant eksempel.

Tune

Tune er en by med ca. 5.000 indbyggere som tilsyneladende ligger i det rene ingenting med langt til motorveje, jernbaner og hovedveje. Den gamle landsbys 26 gårde lå omkring et fælles åbent areal (forten), og kan stadig ses i vejforløbet i Tunes vestlige del. Jeg gætter på at Tunes udvikling på en måde skulle have været en gentagelse af stationsbyernes, dog med den forskel at stationen skulle være en lufthavn. Desværre blev lufthavnen færdig i 1973 netop som oliekrisen satte en kraftig dæmper på lufttrafikken. Tune Lufthavn hedder nu Roskilde Lufthavn, eller helt korrekt Københavns Lufthavn, Roskilde. Helt forgæves var det ikke. Lufthavnen er den travleste efter Kastrup.

Tårnene fra Københavns Lufthavn, Roskilde kan anes på afstand lige når man kommer ud af Tune mod syd. Her kan man også få et typisk indtryk af hedelandets landskaber: Næste plane flader med lave bakker, vidtstrakte marker kun afbrudt af levende hegn og krat.

Vi kender lidt til en af Tunes beboere fra 1600-tallet fra en hjemmeside om Halshuggen på Tune Gade af Kurt Hartvig Petersen. Han har fundet dokumenter om en grumme historie - som også fortæller lidt om livet på det tidspunkt: Oluf Jørgensens henrettelse ved halshugget på Tune gade for at have slået den i dag ukendte Arvid Bÿrgesen ihjel. Formentlig var han gårdfæster i Karlstrup og hans tilfangetagelse formentlig i 1645 betød at fæstet overgik til Peder Olufsen som formentlig overtog hans kone Dorte, men døde o. 1655. To af hans kones børn på 11 og 3 år døde af pest blev begravet i 1657. Gården og konen Dorte bliver så overtaget af Oluf Nilausen og sammen står de faddere til adskillige gårdmandsbørn. Dorte overlever også Oluf og endnu 3 børn.

Karlstrup og Karlstrup Kalkgrav 

"Karlstrup Cementfabriks kalkgrav" udgravede en sø på op til 14 meter dyb. Faktisk helt ned til 18 meter under havets overflade eller ca. 28 meter under terræn. Hvis man er heldig, skal man kunne se 60 – 70 centimeter store fisk, men dem jeg så var nu ikke mere end 10 cm.

Karlstrup Kalkgrav set mod sydøst. Det fremgår at der er flere plateauer: Den oprindelige overflade,  et mellemplateau, plateauet langs vandlinjen.

Pumpehuset holdt graven tør dengang man gravede kalk. Den sørgede for at vandspejlet kom til at ligge 4 meter under havets overflade ved at pumpe det overskydende vand bort til udløb i Køge Bugt. I dag pumpes der årligt 600.000 kubikmeter vand bort for at forhindre at vandet stiger 5-8 meter.

Under broen kan man stadig hvis man kigger godt efter se de rustne pumper og op ad skråningen til højre i billedet et pumperør.

Graven indeholdt engang kalk fra Kridttiden for 100-60 mio. år siden og i Danien-tiden for 65-60 mio. år siden. Man kan efter sigende finde mange fossiler hvis ellers man har tæft for det. Fx søpindsvin, brachiopoder, muslinger, søliljer, brudstykker af koraller ja sågar hajtænder. Jeg har nu ikke tæft for noget sådant, ej heller udstyret i orden, så mine sporadiske blik ned i vandet giver ingen resultater.

Den vestlige del af kalkgraven. Set mod øst. Hvis man som jeg har det med at blive "suget" ned i vandet ved at komme for tæt på bredden og kigge ned i vandet hvor det går meget stejlt ned og hurtigt bliver helt sort, så holder man sig i ærbødig afstand fra bredden.

Kalkbrydningen startede i 1843, mest til jordbrugskalk og brændt kalk. I 1879-1957 gravede A/S Karlstrup Kalkværker her. Hvorefter Aalborg Portland Cementfabrikker indtil 1975 udnyttede kalken. Jeg læste mig også til at Nidogård Kalkværk udvandt kalk og forsøgte sig med en tipvognsbane til stranden 1912 til omkring 1. verdenskrig. Jeg ledte forgæves efter dæmningen ved Ved Volden og opgav at kigge efter kalkklumper i belægningen på Odinsvej.

Solrød Strand, broen ved Østre Strandvej. Stranden er blevet renset for tang. Man kan se et vandtårn i det fjerne, og kigger man den anden vej, kan man tydeligt se Avedøreværket tårne sig op. Ismanden har en dårlig dag, og bruger vist sine sidste byttepenge på at sælge Vandringsmanden en Magnum. Jeg har lidt ondt af ham.


Der er flere fotoer fra dagens tur på Flickr-album for Høje-Tåstrup, Greve og Solrød.


Ruten

Hedehusene Station. Hedeland. Tune. Baldersvej. Allershøjvej. Hastrup. Brændmosevej. Karlstrup. Karlstrup Kalkgrav. Solrød Strand og Station. Ca 19 km. Tilsyneladende foregår turen på landeveje. Men der er minimal trafik, næsten intet, så man har vejen for sig selv det meste af vejen