søndag den 25. januar 2015

Værebro Å og Ådal, dag 2

Værebro Ådals mest vilde område bliver formentlig - og forhåbentlig - aldrig overrendt. Det er ganske enkelt for vildt!

 

Den trafikerede Holmevej er ikke nogen god vandrevej, men til gengæld den nemmeste måde at finde de veje og stier som nordpå fører ind i det sumpede vildnis.

Og det skal man man slet ikke være ked af: Jeg var overrasket - på den positive måde - over at der overhovedet stadig er noget der lignede et større område med bare lidt vild natur i Nordsjælland. Man er ellers i store områder vant til at kante sig i smalle korridorer gennem enorme, ensartede områder med intensivt landbrug. Det som især er interessant ved åen er, at den ikke løber i en rende, men breder sig ud i området (ådalen) og til tider flyder sammen med de talrige vandhuller, søer og damme. Et terræn som er meget ufremkommeligt for mennesker, med mindre man har en båd. Men netop pga det et eldorado for dyr og fugle.

Ådalen er et vådområde, så ofte kan man ikke komme længere end stien tillader. Man skal regne med at "gå forgæves" og tage turen tilbage mange gange. Men det er ikke forgæves. Lavlandet byder alligevel på et varieret planteliv: Siv, nåle- og løvtræer, buske i mærkværdige sammenstillinger som fx her.

Jeg skrev allerede i fredags om det første forsøg på at udforske åen og ådalen. Den høje sol, svage vind og nysne overalt, alt det kan man altså ikke bare lade stå helt ubrugt derude. Denne gang området mellem Veksø og Jyllinge. Lad mig repetere: Man kan ikke gå langs med åen. Dels er der store sumpområder, dels er det meste privat, og man skal respektere at der er kun adgang hvis ejerne giver lov til det.

 Alle er ikke lige velkomne langs åen. Denne "besøgende" er hængt op, formentlig til skræk og advarsel, i det ene ben. Jeg tænker ved mig selv at jeg håber den i det mindste var død da den fik dette noget utraditionelle eftermæle.

Metoden er at finde en parallelt løbende vej, og så bruge de offentlige veje og stier som fører ned til åen. Jeg valgt Holmevej syd for. Altså Roskilde Kommune. Der går adskillige veje nordpå hvor man kan få et godt indtryk af ådalen. Desuden er der HOFORs kildeplads, hvor der er en offentlig sti. For vestenden af den går en sti syd på langs Falkærrenden søndenom en dam. Herefter fører stien nordpå igen. Og så kan man sejle på åen hele vejen til Jyllinge. Hvor der ligger en kanoklub ved Værebrovej.

En rovfugl på jagt over sivene. En ornitolog eller fugleinteresseret kan måske fortælle hvad det er for en? Mit sikkert helt forkerte bud er en spurvehøg. Jeg kan bare godt lide at kigge på jagten. Uanset hvad for en fugl det nu er.

På en sådan flot vinterdag er der et utroligt liv i hele dalen. Overalt er der masser af rovfugle, kragefugle, ænder, fasaner, hejrer og småfugle. Foruden råvildt. Fra nordsiden af åen brager jagtgeværer flere steder fra, så der må være flere jagtsteder, ud over det jeg fandt i fredags.

Det er ikke lige her man skal opføre et sommerhus. Terrænet på begge sider af åen er meget fladt, og oversvømmes nemt. Jo mere vestpå man kommer, desto mere tæmmet er åen dog.  Sine steder er der dæmninger og den er reguleret på forskellige vis, primært for at beskytte markarealer fra de mange gårde i området.

Selv om åen i sig selv ikke er længere end at man ville kunne gøre turen på en dag - hvis ellers det var muligt, så omfatter disse to indslag om ådalen kun en meget begrænset del. Jeg kan forestille mig at man også kan bruge jernbanestien på samme måde som Holmevej til at foretage små ekspeditioner mod åen og ådalen.


Ruten

Som i fredags ubeskrivelig. Man må ganske enkelt improvisere efter hvad underlaget og lodsejerne tillader. Et skøn er at turen var på 15 km, og det tog 4½ time. Altså under 4 km/t. Alligevel er jeg mere træt end efter en 20+ tur.